GADERUMMET – KONKRET UTOPI I KRISE v/ Anne Jønsson ...

Kapitel 3
3 EMPIRI, METODIK OG METODOLOGI
I det følgende skal jeg redegøre for det empiriske grundlag for projektet, for de valg jeg har truffet, og
hvordan jeg har grebet mit arbejde an, samt overveje svagheder i min tilgang. Jeg skal ligeledes omtale
den metodologi som empirien henholdsvis er konstrueret igennem og har afstedkommet, idet forskelle
heri afspejler forskningsprocessens trin og empiriens forskelligartethed. Jeg skal, idet jeg følger
materialets kronologi i forskningsprocessen, præsentere og redegøre nærmere for dets præmisser,
struktur og indhold.
Der er brugt to typer empiri; kvalitative interviews med tidligere medarbejdere og semistrukturerede
samtaler med Kalle samt skriftligt materiale fra Gaderummet i form af fællesmødebøger, dokumenter
og hjemmeside.
3.1. Brud og konflikt i genstanden
Jeg har metodisk måttet konstruere min genstand i flere tempi fordi den er præget af brud. Dels
gennemgik den et betydningsfuldt brud i sin egen historiske kontinuitet med flytningen til det nye
Gaderummet, og dels blev den helt afbrudt af lukningen, som fandt sted på et tidspunkt, hvor der var
konflikt i Gaderummet. Empirien er situeret på en kronologisk usamtidig måde i forhold til disse brud,
og den er ligeledes positioneret i et konfliktfelt:
a. Det kvalitative materiale fra gruppeinterviews med tidligere kolleger er positioneret i feltet på en
konfliktfuld måde, hvorfra der tilbagereflekteres henover begge de omtalte brud. Dette materiale
indeholder kritik af samarbejdsrelationer, organisation og ledelse, hvilket stort set er fraværende i
empiriens anden hoveddel.
b. Det skrevne historiske materiale, Gaderummets fællesmødebøger, følger sin egen kronologi i form
af en række situerede nu´er, som jeg møder som fortid fra det, der blev deres fremtid. Dette materiale
er problemorienteret og rettet mod den psykosociale praksis samt dens betingelser.
Denne flertrinsmetode, hvorunder jeg har gået en del i cirkler, har været nødvendig for at skille de
forskellige problemstillinger fra hinanden og at kunne lokalisere deres forankring i praksis. Det var dog
først, da jeg, igennem det tidligere omtalte personlige arbejde med et paradoks, fik øje på det utopiske,
at der kom skred i tingene. Dette skete i en kombination med arbejdet med interviewene, som
erkendelsesmæssigt transformerede min forståelse af det fysiske rums betydning. Fra at være rammer,
mere eller mindre problematiske, trådte de fysisk-rumlige omstændigheder nu frem som midler, hhv. de
professionelle og den kollektive livsførelses midler. Dette åbnede for et nyt perspektiv på de problemer,
vi stod med efter flytningen, og jeg gik videre med en målrettet tænkning om fysisk-rumlig indlejring af
betydninger. Dette arbejde med rum og utopi viste sig at være en nøgle til at se sammenhængen i de
modsigelser og problemer, som jeg indtil da ikke kunne finde koblingen mellem.