Det gode arbejdsliv - Gentofte Kommunelærerforening

I 1985 nåede fødselstallet lavpunktet, cirka 54.000. Her
kunne den årvågne journalist standse op og se på tallene.
Passer de til en historie om folkeskolens krise? Gymnasieandele
på 3.000 ud af 80.000 og 31.000 ud af 54.000 for
nu bare at bruge dette ene signal. Lad os se på et andet
forhold.
Den meget omtalte OECD-undersøgelse, som Bertel Haarder
fik os med i. Den der viste, at vores elever lå blandt
de ringeste læsere i verden. Man skulle helt til Nedre
Langtbortistan, før man fandt nogen, der var lige så dårlige
som vores. Visse politikere og journalister var der med
det samme. Ingen gad konferere f.eks. med de ovennævnte
tal, ingen gad tænke sig om og sige til sig selv: »Kan det
her passe?«. Nationen gik i det, vi nu kalder selvsving.
Konsulenter og eksperter stod parat. Nu var der bevillinger
i vente til undersøgelser og rapporter (det havde
været mere logisk, hvis de var til undervisning); grunden
var gødet til de store forandringers tid.
Før i tiden kunne man kende en konsulent på den berømte
ballonprøve, som lyder sådan her: Nogle mennesker var steget
til vejrs i en ballon. På grund af tåge mistede de orienteringen,
men da skydækket lettede en smule, så de en mand på en
mark. De råbte ned til ham og spurgte: »Hvor er vi?«.
Han så op på dem og svarede: »I sidder i en ballon«.
Så var de klar over, at de havde mødt en konsulent.
Konsulenter kendes på, at det er sandt, hvert eneste ord
de siger, men at man ikke kan bruge det til noget som
helst. Nu står det værre til, for nu er det ikke engang
sandt, det de siger. Det er komplet unødvendigt med alle
disse spekulative undersøgelser med deres åbenbare fejl,
når man i forvejen har de nødvendige tal gennem Danmarks
Statistik.
Det er nemlig ikke sådan, at det bare er et stort antal elever,
som lige har slæbt sig igennem til en studentereksamen,
selv om det i sig selv ville være et stort fremskridt.
Studenterne uddanner sig skam videre, og på læreanstalterne
ser man en lige så eksplosiv udvikling. I 1967 var
der færre end 1.000, som tog eksamen fra universiteterne,
cirka 400 fra Polyteknisk Læreanstalt og cirka 3.500
fra seminarierne, mens der i 1990-91 var over 20.000,
som fuldførte en lang eller mellemlang videregående uddannelse
og lidt færre end 10.000, som gennemførte en
kortere videregående uddannelse.
Man kunne også se på nogle tal fra bogbranchen. Det må
da være relevant, når man taler om befolkningens læseevner.
Der udgives i Danmark for tiden cirka 12.000 nye
titler hvert år, og de udkommer i cirka 40 millioner bind.
Altså gennemsnitlig otte bøger per indbygger om året.
Det er da ganske godt klaret i et land, hvor en stor del af
befolkningen påstås at være analfabeter. Sært at der ikke
er flere, som spørger sig selv, om alt det her med stigende
læseproblemer kan passe.
I Danmark har vi siden 60erne haft en tradition for, at
børnene starter sent i skolen, og at de første skoleår er
indføringsår, hvor den systematiske indlæring har været
10 www.kreds19.dk
lidt i baggrunden. Det blev ligefrem understreget i forskellige
betænkninger og kommunale læseplaner, at dette
var meget vigtigt. Alligevel vakte det rædsel og skræk ud
over hele landet, da det blev påvist, at danske elever som
gennemsnit ikke læste så godt i tredje klasse, som man
gjorde ude i den store verden.
Nu er der vel ikke mange, som forlader skolen efter dette
klassetrin, så man skulle tro, at oplysningen var uinteressant.
Man skulle tro, at det var mere interessant, hvordan
det faktisk gik eleverne op gennem uddannelsessystemet.
Men nej, det var skam tal, der kunne bruges til
mange forskellige formål. Især sprang det i øjnene, at der
var en stor del af eleverne, som klarede sig meget dårligt.
Igen stiller det krav til den, som vil beskæftige sig med disse
spørgsmål. Der er ting, man må vide, for at kunne udtale
sig. Før midten af 70erne havde vi i Danmark en række
skoletilbud til børn, som af den ene eller anden grund
havde svært ved at følge den almindelige undervisning.
Der var hjælpeskoler, læseklasser, specialskoler for forskellige
handicap. Udskilningsmulighederne var mange, og
de blev brugt. Der var særforsorgens 'Grønne Skoler',
hvor senmodne og svagt begavede gik.
Dengang var det endnu sådan, at på f.eks. de grønne skoler
gik der elever, som alle havde fuldt sprog. Elever som
modtog undervisning i de sædvanlige skolefag. Også dengang
havde man børn, som var for dårligt begavede til disse
skoler. Disse elever gik i det man kaldte børnehaver,
selv om de måske var både 15 og 16 år gamle, og desuden
var der endnu på de tider børn, som gik hjemme hos
deres forældre, uden der blev gjort noget som helst for
dem. Hele denne struktur blev totalt omdannet gennem
70erne.
Et meget betydeligt antal blev integreret i den almindelige
folkeskole. Hjælpeskoler, hjælpeklasser og lignende
blev nedlagt. En stor del af eleverne fra de grønne skoler
blev integreret i folkeskolen. I det, som tidligere var de
grønne skoler, kom nu de store børn fra forsorgens børnehaver.
Det blev almindeligt, at en del af eleverne i disse
skoler ikke havde sprog, og at undervisningen blev drejet
hen mod andre og mere basale behov.
Hvis nogen vil hævde, at OECD-undersøgelsen skam havde
taget hensyn til det med de svage børn, og at de slet
ikke er med i undersøgelsen, kan jeg kun svare: Tro dem
ikke. Der er mig bekendt aldrig lavet nogen ordentlig statistik
for dette, og jeg tror heller ikke, det lader sig gøre,
men udviklingen var klar for enhver, som beskæftigede sig
med området.
Vi er altså i den situation, at politikerne den ene dag besluttede,
at en meget stor del af de børn, som har svære
indlæringsproblemer, skulle være i den almindelige skole
(en klog beslutning efter min mening), men allerede dagen
efter kom de og klagede over, at den nederste tredjedel
af børnene var for svage. Nu må skolen til at stramme sig
an, siger de, og lader som om, de har glemt, hvad de selv
har gennemført. Korpset af eksperter og konsulenter står