Ressourcebank Daniel Stern: Spædbarnets interpersonelle verden. Dion Sommer: Barndomspsykologi John Bowlby: En sikker base. John Bowlby: At knytte og bryde nære bånd. Lise Gullestrup: At blive et med sig selv Lars Smith: Tilknytning og børns udvikling Dette afsnit er skrevet med inspiration fra bøgerne: Daniel Stern; spædbarnets interpersonelle verden. Lars Smith; Tilknytning og børns udvikling Behandlingshjemmet BAUNEGÅRD
Anerkendende / værdsættende samtaler Teori Det er veldokumenteret inden <strong>for</strong> udviklingspsykologien, at straf og skæld-ud ikke har den ønskede virkning i <strong>for</strong>hold <strong>til</strong> uønsket adfærd. Det er menneskeligt at komme <strong>til</strong> at skælde ud, men det er i en pædagogisk sammenhæng vigtigt at opfatte denne reaktion som udtryk <strong>for</strong> en pædagogisk afmagt, og ikke som del af en planlagt strategi. Det er særligt vigtigt i <strong>for</strong>hold <strong>til</strong> børn med autisme, <strong>for</strong>di det i en konkret situation kan være meget svært at vurdere hvad en uønsket adfærd er udtryk <strong>for</strong>, og skæld-ud vil sjældent blive <strong>for</strong>stået af barnet. Barnet vil <strong>for</strong>stå, at den voksne er irriteret, men ikke nødvendigvis hvor<strong>for</strong>. Det er åbenlyst, og meget enkelt at <strong>for</strong>stå, at børn (og voksne <strong>for</strong> den sags skyld) vokser med opgaven, hvis man får anerkendelse. Begrebet ”den anerkendende samtale” blev introduceret i 1987 (D.L. Cooperrider), men det er først inden <strong>for</strong> de senere år, at disse tanker <strong>for</strong> alvor har vundet indpas. Sigtet i anerkendelsen er at støtte et udviklingsperspektiv og at have fokus på barnets ressourcer <strong>for</strong> at styrke disse – snarere end dets vanskeligheder, som let kan opleves som fokus på ”fejl og mangler”. Der er god overensstemmelse med Daniel Sterns begreb ”afstemning” og sigtet i anerkendelse (se afsnit om udviklingspsykologi). Grundlaget <strong>for</strong> en værdsættende samtale er en gensidighed mellem barnet og den voksne, og det er samtidig et opgør i <strong>for</strong>hold <strong>til</strong> ros. Det er ikke den voksne, der dømmer barnet ved at rose det, men en voksen der møder barnet og har øje <strong>for</strong> dets positive kvaliteter – på barnets præmisser. Det <strong>for</strong>drer således empati fra den voksnes side at kunne få øje på de kvaliteter hos barnet, som virker <strong>til</strong> at kunne fremme barnets positive samspil og udvikling. Som det gælder <strong>for</strong> alle teorier rummer denne muligheder og begrænsninger, men sigtet er vigtigt. Afsøg der<strong>for</strong> i maximalt omfang i en given situation, om der er mulighed <strong>for</strong> at støtte noget positivt hos barnet, og hvor der er potentialer, der kan styrkes. At anerkende barnet på dets præmisser er ikke ensbetydende med at give barnet ret, acceptere barnets handlinger eller undlade at s<strong>til</strong>le krav. Det er snarere den basis, der skal skabes <strong>for</strong> at s<strong>til</strong>le krav og <strong>for</strong> at varetage de opdragende funktioner, som pædagogen er <strong>for</strong>pligtet <strong>til</strong>. Hvis barnet f.eks. ikke vil i bad skal man prøve at finde ud af baggrunden <strong>for</strong> dette, og anerkende at man nu <strong>for</strong>står hvor<strong>for</strong> barnet helst ikke vil i bad – men det ændrer ikke ved at barnet altså skal i bad, og det er vigtigt at begrunde kravet. Metode De fleste børn og unge på Baunegård kan <strong>for</strong>tælle noget (mere eller mindre) om baggrunden <strong>for</strong> deres handlinger og reaktioner, og det er en værdsættende <strong>til</strong>gang, hvis man sammen med barnet prøver at ud<strong>for</strong>ske dette. Barnet har måske <strong>for</strong>etaget en ”dum” handling, men hvis man sammen med barnet får afdækket hvor<strong>for</strong> det gjorde, som det gjorde, ligger der en anerkendelse, og den voksne kan helhjertet <strong>til</strong>kendegive, at man nu <strong>for</strong>står barnet – og vejlede <strong>til</strong> hvordan det en anden gang kan gøre noget andet. Udgangspunktet <strong>for</strong> samtalen er en grundlæggende opfattelse af, at barnet gør det bedste, det kan – ud fra sine <strong>for</strong>udsætninger, og at barnet har brug <strong>for</strong> vejledning <strong>for</strong> opnå nogle bedre resultater. I samtale mellem en voksne og flere børn vil der også ligge en opdragende funktion i at Behandlingshjemmet BAUNEGÅRD
Change language