baunegård guide til grundlaget for behandlingsarbejdet

Narrative metoder i samarbejde og i tilgangen til børn
Teori
”Et narrativ” betyder en historie og en fortælling. Det er blevet et begreb, der har vundet
indpas i psykologien, men også inden for andre områder, især i de senere år.
Inden for psykologien bygger det på en ny forståelse af barnets udvikling, der har erstattet
tidligere tiders mere statiske opfattelse af en ”personlighed” som en identitet, der bliver
færdigudviklet i løbet af den tidlige barndom.
Den narrative tilgang ser personligheden som en organisme, der udvikles hele livet, i
samspil med andre mennesker, og hvor fortællingen er en central platform. Forståelsen
af os selv og andre udgøres så at sige af fortællinger, som hele tiden ændres. Der findes
ikke ”falske fortællinger” og ”falsk selv”, men der er fortællinger, som i lyset af nye
begivenheder ændres, så det bliver til nye fortællinger.
Historier, fortællinger, beretninger er båret af en mening, og indeholder sproglige
elementer, men helt centralt er også, at de indgår i en relation og er indlejret i en
kommunikativ sammenhæng.
Begivenheder udspiller sig altid i en eller anden sammenhæng, som er med til at påvirke
og ”farve” historien.
Sproget spiller en særlig stor rolle, fordi sproget – valg af ord f.eks. – både afspejler en
oplevelse hos den, som udtrykker sig, men samtidig påvirker tilhøreren.
Hverdagen er fyldt med historier. En væsentlig pointe i den narrative tilgang er at blive
mere bevidst om karakteren og virkningen af disse.
F.eks. historien om ”da hesten, Prins, trådte M på den ene fod og væltede hende ned i
mudderet”.
Hvis man er bange for heste, er det åbenlyst, at fortællingen får en anden karakter, end
hvis man tillægger ride aktivitet stor positiv betydning.
Der findes ikke ”objektive historier”. Historier vil altid blive fortalt på måder, som afspejler
fortællerens oplevelse, men den vil også være farvet af relationen til den som lytter, og
den sammenhæng historien indgår i på det pågældende tidspunkt. Man taler om at
”mening konstrueres i samtale med andre”. Oftest uden at tænke over det, påvirkes man
af tilhøreren og konteksten.
Som regel tænker man ikke videre over disse komplicerede sammenhænge, men det kan
være nyttigt på en arbejdsplads som vores, at blive bevidst om nogle af disse
sammenhænge.
Et nyttigt begreb er f.eks. tykke historier. Den samme hændelse – dette er særligt tydeligt
når det drejer sig om de mere dramatiske og ubehagelige hændelser – fortælles igen og
igen på institutionen. Over tid vil der være et utal af historier om den sammen
begivenhed.
Den tykke historie kan skabes ved at standse op og reflektere og nuancere en historie,
således at den giver nye handlemuligheder. Den tykke historie har således mulighed for
konstruktivt at samordne de løsrevne historier.
Et andet nyttigt begreb er eksternalisering. Det er velkendt, at man som personale
oplever at have problemer i arbejdet. Det kan være pædagogiske tiltag som ikke fungerer,
belastninger i arbejdet, mm. Den narrative tilgang gør i nogen grad op med den
forestilling, at nogen ”er et problem”, og arbejder i stedet på at adskille personen fra
problemet – kaldet eksternalisering. Problemet ”ejes ikke af nogen”, ej heller barnet.
Dette frigør personen (både barn og voksen) til at bruge sin kompetence til med ny
Behandlingshjemmet
BAUNEGÅRD