DRACHMANNS „STORE BJØRN" - Handels- og Søfartsmuseet

5°
igennem, og Sundet var ganske bedækket med Is, som laa og drev".
Nogle dage efter blev vinden NV til N, så isen drev sammen og lå
fast i bugten omtrent J /4 mil ud fra land, indtil en vestlig vind drev
den over mod Skånekysten. Senere sprang vinden atter om i NV
med stille sydlig strøm af drivis. Denne „holdt sig mest inde ved
Land, og Fiskerbaadene, som var ude og skulde igennem den, havde
et godt Varpesjov, inden de kom ind. De laa omtrent 5 Timer for
at komme en Kabellængde ind mod Land. Helt inde var der nordlig
Strøm, som drev Isen den modsatte Vej og tog dem en halv Fjerding­
vej op efter, inden de naaede Kysten. Flere Kællinger løb oppe paa
Bakken og jamrede sig, fordi de troede, de ikke mere kom i Land,
og Folk, som havde bedre Forstand, lo af dem". I begyndelsen af
marts fik man en stiv kuling af NO med streng kulde og snevejr om
natten. „Det frøs paa Kommando, og om Morgenen saa man ud i
Nord op i det vilde Kattegat. Der saa man det braanende, glinsende
Spejl af Is, og intet aabent Vand var at se. Fiskerne var ude at
bjerge deres Redskaber, hvilket ogsaa lykkedes". En aften i slutnin­
gen af marts med vinden i SV skilte isen sig ad og drev over mod
Sverige. „Om Morgenen den 27. Marts Kl. 3 hørtes her fra Land en
Tumult og Støj i NO for Hornbæks Bro. Det var tykt Vejr med
Sne, og Bugserdamperen „Hertha" af Kjøbenhavn var med fuld
Kraft løbet ind paa den tørre Sandrevle. Der blev ført et Par Ankre
ud og saa til Spils. Vi akkorderede med dem, og Akkorden blev paa
500 Rigsdaler for at tage den ud. Da Damperen løb paa Grund, tog
den 4 Sildegarn med sig. De 2 af dem blev helt ramponerede, saa
de duer ikke mere, men der vankede ingen synderlig Ducør undtagen
en Blaa paa hvert sit Sted".
Hjemlivet på Hornbæk i vinteren 1859-1860 forløb for Bjørn på
den fornøjeligste måde. Ved et julegilde med dans, der begyndte 2.
juledags aften, „var vi alle i det gamle velsignede Humør. Vi skejede
ud derfra den næste Dag, da Klokken var omtrent 10", skriver Bjørn,
men han var dog langtfra træt endnu. Han fik fat i en lille slæde,
og med fire af sine kammerater spændt for kørte han i susende fart
ned til kroen og lige ind for bordenden ved skænken. „Alle Menne-