DRACHMANNS „STORE BJØRN" - Handels- og Søfartsmuseet

62
Hylder", hvor bl. a. „Biblen med Spænderne paa" tiltrak sig gæstens
opmærksomhed, tikkede „Uhret paa Væggen" og fortalte, at tiden
gik. I september 1866 fødtes Bjørns og Stines førstefødte, sønnen
Hans Peter, og i marts 1869 kom sønnen Albert Christian til verden.
Senere forøgedes børneflokken i november 1871, august 1874 og april
1880 med sønnerne Valdemar Emil, Viggo og Ånders Bjørn. Store
Bjørns broder Lille Bjørn havde 14 dage efter Bjørns og Stines bryl­
lup i København den 29. november 1865 i Tikøb Kirke ægtet sadel­
mager Johannes Kuhlmanns 24-årige datter Frederikke Kuhlmann,
der efter en datters fødsel døde på Hornbæk i juni 1867. Da han
fem måneder senere også mistede datteren, er det ikke mærkeligt,
at han, som Drachmann skriver i fortællingen „Hun kuler op", i
denne tid gik og var „underlig". Han giftede sig igen den 17. no­
vember 1871 i Tikøb Kirke med den 29-årige Ane Margrethe Niel­
sen, datter af gårdmand Niels Jørgensen på Hornbæk, med hvem
han fik fire børn.
Fra 1. august 1868 fik Store Bjørn overdraget postsejladsen til
Anholt, hvilken bestilling faderen Anders Jensen var fradød 1842,
og fra 1869 blev Lille Bjørn medejer af „Danmark", der i sin nye
egenskab af kgl. postbåd førte splitflag, uden at føreren dog bar
uniform. „De to Brødre sejlede godt sammen med Postbaaden",
skriver Drachmann i „Hun kuler op". Postturene udgik fra Køben­
havn, og på farten anløb man Helsingør for at tage postsækken
ombord. Derfra satte man kursen efter fyrskibet Anholt Knob med
post og proviant, hvorefter man havde en ventetid på 24 timer for
anker i Pakhusbugten ved Anholts sydkyst, inden man med posten
fra Anholt returnerede til Sjælland. Under sejladsen frem og tilbage
skulle man endvidere føre tilsyn med forskellige vagere i farvandet.
I mange år var „Danmark" den eneste forbindelse Anholt havde
med omverdenen, hvorfor beboerne altid var glade, når de så Store
Bjørns splitflag dukke op i horisonten. Store Bjørn var selv meget
afholdt af øens beboere. Han var let at enes med og var villig til at
betale godt for det vraggods, som de solgte til ham. I de første år
foregik turen kun en gang om måneden. Senere blev det hver fjor-