Den sætning af kvalt - ERRARAREA NR2

der har ført mig gennem Prag trøstende, ført byen tynd på radbrækket engelsk.
Tigerhoved tigerhjerte om halsen i halsen i brystkassen. Jeg er SÅ BANGE
for at stå på egne ben-
Hvornår er vi der?
Mig.
Hun er intet særligt, det er nummer to heller ikke, men nummer tre er udstillet
som Den Lille Havfrue i et særligt lys.
Hun er m.a.o. hjemvant i vand og sammensyet, sammen så hals og hoved ikke
svæver ballonagtigt væk fra hinanden. En flugt. Der må være en nødudgang,
en skitsering af en plan hvis nødudgabet skulle gå op i flammer.
Det lader til at vi er kommet frem næste punkt på dagsordenen-
En skaldet mand fungerer mur foran den mindste dør, så lille at jeg knaptnok
frygter den, han er stor mur han vil have penge, jeg giver ham hvad han vil
have- og pludselig er mur ikke mur
den lille dør åbnes af ham, ingen af de tre piger har råd
og har også forladt aulaen kun skimtes deres lommelygter som omflakkende
ildfluer in the gentle night. Dør er dør og ikke sæd, dør er åben dør og ikke
farlig i sin minimale statue.
Jeg følger den forhenværende Herr Mur. Bricks and stones won’t break my
bones hvor kom dét fra?
Slagt noget af det lange.
Hører jeg.
Jeg følger den forhenværende Herr Murs nik, bare kastet i retning af døren, en
lang trappe kronet af et blinkende lysstofrør fremlægger sine trin under mine
fødder er hvad døren har gemt på, væggene kolde og cementerede. Jeg skal i