Den sætning af kvalt - ERRARAREA NR2

SANCOMOMERIUM her kan Q ikke hjælpe på det høje fløjtende græs grønt som det da for pokker er. Vi tog en runde og fløj som heste
på malerier ud af tordenskyer.
o ET sted begynder det at regne i fængslet talte vi om dagene i frihed, hvad frihed betød for os, men jo
mere vi talte – nej vi er en menneskelig hjerne med små fimrehår og glatte sæder i en læderbil.
Vi bevægede os langsomt som gribbene sparer energi og famler i den falmede solnedgang snart
gror skyggerne og bliver længere: træet kan være hvad som helst træet kan trække vejret for os
det kan falde og slå os ned og vi finder aldrig den vej vi skulle finde men så pludselig en fe på
en purpursky med rosa omkring en sejlende stævnemøde en ræv halvt ædt at maddiker i
vejkanten flig af fluer og andet insekt mod forruden og begyndelsen af bilen hvor motoren
brummer under en hjelm af metal af metal. Nej vi er mennesket uden for hjernen. Vi er den
trætte. Et halvt til helt smil. Vi er en begyndelse vi er en død. Hvornår blev alt det grå hår
samlet og hvordan kan man lade det sprænges indvendigt med buketter af grå hårs
eksplosioner inderst er det ikke der tavsheden bliver stammende og sømpistol, måske en
EXIT2011-10-01 Vi vaskede sveden af os men følte skammens klamme greb op under sjælen i
fængslet vi havde ingen hjemme i vores hængende haver og vandede blomsterne lemfældigt og
det kan da om noget have været grunden til dødens nærvær i forvejen listede en ræv omkring
på albuerne og smagte på honningen solen dryppede. Vi vågnede i hinandens aftryk satte en
grav for en kiste og tændte tændstikker lyste med stearinlysene omkring: alle smuldrende mørke
sortnede ansigter ja også dem virkede så dejlige måske er der slet ikke mere at gøre på denne
planet hvor både håbløs og afskyelig er tanken ikke at forene alle racer religioner men for
hvem er den afskyelig, det kimen til blå hud de små blå mærker dem kan man ikke slippe ud af
det var en fredag og jeg slap ikke for kanylen men ellers efterårsvejr: jeg bilder mig selv ind at
du rent faktisk ejer hvert tegn min hjerne kan udtænke længe før jeg selv har tilsmagt det nogen
bevidsthed – og jeg savnede dig: savnede dig som om du var draget i krig og jeg kiggede på
gardinet og den broderede pude med motivet lyserøde katte i spring gennem ringe af den
fineste hårdeste is: det var omkring den tid, jeg har aldrig brudt mig om ventetid og slet ikke
når man sidder på en kælk om sommeren og bare vil suse ned over bakkerne som løbske heste