Den sætning af kvalt - ERRARAREA NR2

forklare nogen at kælderen bare er en kælder og ikke en djævelsk fucker
metafor for ja for hvad agtig – helt dernede – helt deroppe – helt væk – du må
huske at passe på dine øjne hvis dine øjnes ørkner stivner med lyn direkte
skudt af sted så sandet i øjnenes ørken synger infernalsk så lyt til mig baby –
den der gennemgang af The WAKE fossede lige forbi de leede leer kongen din
konge din dronning din kvindelige konge – hvis ikke kejser, du skal tænke på
at svare som et køleskab et langt optog af køleskabe langs landevejene en varm
sommer gået i fucking milliarder i stykker – kødet løber mod næsen med
råbende råddenskab – den sommer: vi var på vejene! Så husk – pas på solen
– det er måske handlingen to liv parallelt men i hver deres vers retning indtil
omkvædet kommer og samler tingene og dirigenten (altså guden) samler trådene
de røde ord og gør noget og måske slet ikke gør noget og så kom ræven med
diamanthjernen som id først og fremmest juleaften mand juleaften WOW et
trip et shirt shjirt af grene i generne krigen hvad med krigen hvorfor krigen
hvordan vælge noget som krig; og el-pæren skal skiftes i den ene lampe –
sådanne nogle små detaljer skal du elske som jeg elsker dem og ellers kan jeg
ikke huske noget: det helt store er, at jeg bliver mindet om det hver gang jeg
kigger mig hen over skulderen og ser en lampeskærm helt uden lys i sig på sig
om sig inde i sig: det kan sagtens tænkes at du tænker alt muligt. Landsbyen
var lille søvnig. Den sav i mit hjerte var en dygtigdygtigst kirurg og den sav og
den fulde duft af fulde, fulde og fulde, fuldes opkast i næsen: det kan godt være
at han skal ryge han sidder jo bare tilbagelænet i lænestolen og siger ikke noget
måske rører han aldrig ved et andet menneske igen: måske tager han en bog
ned fra hylden og læser lidt i den og måske læser han ikke måske tegnene på
bogens mange sider i virkeligheden er nok til at gøre ham lykkelig, dvs. den
slags skal man ikke blande sig i
IIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIII
IIIIIIIIIIIIIII
IIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIII
IIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIII