Den sætning af kvalt - ERRARAREA NR2

Han smiler, fordi han er glad. Han står nede ved åen. Han kigger på åen.
Han siger ikke noget. Han siger slet ikke noget. Han har ingen problemer
med ikke, at sige noget. Han er god nok. Han står nede ved åen. Han kigger
på åen. Han stiller sig på hug. Han hugger sammen. Han bøjer sig ned. Hans
hånd føler på vanden i åen som strømmer forbi. Han ved godt at han ikke
kan styre åen. Han trækker den våde hånd til sig. Han kigger op. Han får
øje på Johnny og Johnny sejler forbi i en kano. Han får øje på Johnny og
Johnny får på ham øje. Han ser på Johnny. Han hilser på Johnny, med den
våde af åen hånd. Han ser at Johnny ser hans løftede hånd. Han ser at
Johnny rejser sin ene hånd, åren lægges op i kanoen, så Johnnys ene hånd
bliver fri til at vinke. Han smiler. Han smiler til Johnny. Han siger noget
Det, er ham og ham er
det og ham det er han sejler forbi, men er Johnny, Johnny. Johnny padler
derudad i sin kano: derinde på bredden står en anden mand og kigger i 364
dage har regnet pisset ned. Den slags giver åer, giver åer rivende floder rivende
floder rivende landet med sig videre i en hæs flugt, vandet skubbet landskabet
med sig; træernes knogler ringer med bladene som negle, de raslende slanger
med negle på røven er raslende som en knytnæve på en munds tænder på en
munds tænder på en munds tænder på en munds tænder på en munds tænder.
Han får øje på ham. Ham han ikke kender navnet på, men Johnny har et
navn som manden på bredden tilsyneladende kender. Måske fra en tur til en
anden by. Jphg-. Joph. Johen. Helt ærlig. Hele sanser: forstuvede ben næb
gamle krager. Han sejler videre. JHa. Han står inde på bredden. Der er et
glad ansigt. Den slags ansigter som i bank med mange ansigter udadtil.
Ansigter over det hele. Ansigter der med mundene o.l. er til at snakke med.
Ansigternes munde kan smile ligesom hans mund er et stort smil. Han sejler
ned ad floden. Han er sin kano. Han tænker alle mulige dejlige ting. Han
tænker alle mulige dejlige ting. Han husker pludselig midt i det hele, dagen
hvor han så en due. Han husker at duen sad på en sten. Han sejler ned ad
floden. Hans hænder er beskæftigede, helt op til under – og overarmene og