En sociologisk refleksion over ... - Servicestyrelsen

En sociologisk 

refleksion over 

socialpædagogikkens 

muligheder i 

demensomsorg 

En mindre kvalitativ del af den interne 

evaluering af SPIDO 

December 2008

En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorg 

Publikationen er udgivet af 

Servicestyrelsen 

Edisonsvej 18, 1. 

5000 Odense C 

Tlf: 72 42 37 00 

E-mail: servicestyrelsen@servicestyrelsen.dk 

www.servicestyrelsen.dk 

Indhold udarbejdet af Peter Vangsgaard for Servicestyrelsen. 

Download rapporten på www.servicestyrelsen.dk. 

Der kan frit citeres fra rapporten med angivelse af kilde. 

Digital ISBN: 978-87-92031-47-1


Indholdsfortegnelse 

1. Indledning .................................................................................................................1 

1.1 Formål og problemstillinger .................................................................................4 

1.2 Empiriafgrænsningen ..........................................................................................5 

1.3 Den teoretiske inspiration og analysestrategierne ...............................................8 

1.4 Fremstillingens opbygning og analysestrategiernes successive udfoldelse ....... 14 

1.5 Resume af konklusion ....................................................................................... 17 

2. Socialpædagogikken som kontingensaccelerator ................................................... 19 

2.1 Forholdet mellem individ og samfund – lidt diagnostik....................................... 19 

2.2 Magt og tvang i demensindsatsen (magt som anledning for socialpædagogikken) 

................................................................................................................................ 24 

2.2.1 Magt, selvbestemmelse og omsorg(spligt) .................................................. 24 

2.2.2 Magt som socialpædagogisk anledning ...................................................... 31 

2.2.3 Magtrefleksionen som kim til problemløsning.............................................. 38 

2.3 Demens (medicinsk-psykologisk viden som anledning for socialpædagogikken) 

................................................................................................................................ 40 

2.4 Opsamling......................................................................................................... 43 

3. Socialpædagogikken som et særligt og konstruktivt meningsperspektiv ................. 45 

3.1 Fra adfærd til kommunikation – på sporet af den ”naturlige indstilling” .............. 47 

3.1.1 Personens rekonstruktion ........................................................................... 48 

3.1.2 Mediet livshistorie (eller livsforløb) .............................................................. 52 

3.2 Kommunikationens fortsættelse – sekventialisering som forstærkning .............. 58 

3.3 Kommunikationens fortsættelse – asymmetrisering som forstærkning .............. 61 

3.3.1 Magisk rationel forstærkning ....................................................................... 63 

3.3.2 Pragmatisk legitimerende forstærkning ....................................................... 65 

3.3.3 Ideologisk forstærkning............................................................................... 67 

3.4 Socialpædagogikken i beslutningskommunikationen......................................... 69 

3.4.1 Kontaktø som kobling ................................................................................. 71 

4. Konklusion og perspektiverende spørgsmål............................................................ 74 

4.1 Den instrumentelle udgave af socialpædagogikken i kritisk sociologisk perspektiv 

................................................................................................................................ 76 

4.2 Den perspektiv-tro udgave af socialpædagogikken i kritisk sociologisk perspektiv 

................................................................................................................................ 77 

5. Litteraturliste ........................................................................................................... 79 

6. Bilag ....................................................................................................................... 81 

6.1 En dag i plejen (dagbogsnotat).......................................................................... 81 

6.2 Deltagelse i handleplansmøde .......................................................................... 89 

6.3 Deltagelse i SPIDOkursus ................................................................................. 94


1. Indledning 

Nærværende skrift udgør afrapporteringen af en mindre og kvalitativt orienteret del af 

en større intern evaluering af SPIDO. Evalueringen er, ligesom SPIDO i øvrigt, 

finansieret af Servicestyrelsen under Velfærdsministeriet. SPIDO er et stort anlagt 

undervisningsprogram, organisatorisk forankret på Jydsk Pædagog-Seminarium, der 

med udgangspunkt i aktuel demensomsorgspraksis på landets boformer og plejehjem, 

har formidlet et socialpædagogisk budskab om en anderledes, mere tidssvarende og 

fleksibel omsorgsindsats. Formidlingen er sket i perioden 2007-2008 overfor cirka 2000 

omsorgsmedarbejdere på området. SPIDO pædagogikken bygger i høj grad på 

inddragelsen af praksiseksempler og på deltagernes arbejde i praksis og løbende 

afprøvning af viden og værktøjer, de får stillet til rådighed under kurset. 

Praksisudgangspunktet og muligheden for at tage afsæt i problemstillinger, der aktuelt 

erfares i dagligdagen af plejepersonalet, er blevet styrket ved organiseringen af 

kurserne, hvor de enkelte kursushold har bestået af deltagere fra samme arbejdssted. 

På den måde kan man sige, at SPIDO projektet har fungeret som den overordnede 

organisatoriske og pædagogiske ramme for en hel masse lokalt forankrede 

socialpædagogiske udviklingsprojekter, der tager afsæt i hverdagens 

praksisproblemer. Det er navnlig i denne sidstnævnte forstand, socialpædagogikken 

har interesseret nærværende arbejde. 

Rapporten var aldrig blevet til, hvis det ikke havde været for de kontakter og 

feltarbejdsmuligheder, der er blevet formidlet gennem projektleder Jan Jaap Rothuizen 

og Helle Krogh Hansen …. Både de inspirerende samtaler i projektgruppen og med de 

professionelle, jeg har mødt på kurser, møder og ved at følge arbejdet i 

demensomsorgspraksissen, har været afgørende for de refleksioner, der udfoldes over 

de følgende sider. Når jeg ikke nævner andre navne end dem, der indgår i 

projektgruppen, er det for at sikre anonymiteten for de personer, hvis historier er omtalt 

i rapporten. Samme hensyn ligger bag det forhold, at der intetsteds i denne fremstilling 

findes angivelser af steder, hvorfra empiri er indsamlet 

1


For indledningsvist at give et indtryk af, hvad SPIDOprojektet handler om, citeres her 

daværende socialminister Eva Kjer Hansens forord i lærebogen ”Socialpædagogik og 

Demens – det vanskelige omsorgsarbejde”. Bogen er blevet anvendt i kursusforløbene 

og udgør en vigtig del af empirien for undersøgelsen: 

”Et værdigt liv med demens" 

I Danmark lider op mod 80.000 mennesker af demens. I årene fremover bliver der 

stadig flere ældre i den danske befolkning og antallet af personer med demens, må 

derfor forventes at stige. 

Demens ændrer ikke kun tilværelsen for personen selv, men påvirker i høj grad også 

familie, venner og omgangskreds. Samtidig kræver behandling og pleje af mennesker 

med demens stor indlevelse og faglig viden. Derfor stiller sygdommen store krav til den 

måde, vi indretter tilbudene til demenslidende på. 

Den hjælp vi giver, skal understøtte den enkeltes mulighed for at tage ansvar for sit 

eget liv. De tilbud og den pleje der gives, skal derfor tage udgangspunkt i den enkeltes 

individuelle behov 

Og aktuelle situation. Vi skal værne om borgerens ret til selvbestemmelse og vi skal 

støtte mennesker i at leve et værdigt liv, i overensstemmelse med deres overbevisning 

og livshistorie. 

Magtanvendelse må aldrig erstatte omsorg, pleje og socialpædagogisk bistand. Magt 

må kun anvendes som allersidste udvej, når alle metoder er afprøvet uden det 

ønskede resultat. Det kræver stor faglig kompetence hos plejepoersonalet. 

Reglerne om magtanvendelse i lov om social service blev ændret i 2003. Hensigten er 

at begrænse magtanvendelse og andre indgreb til et absolut minimum. 

Et af formålene med den socialpædagogiske pleje er at forebygge magtanvendelse. 

Metoderne tager udgangspunkt i den demenslidendes værdier og historie, hvilket skal 

medvirke til at skabe livskvalitet for mennesker med demens. Jeg håber bogen vil 

kunne inspirere såvel medarbejdere som pårørende til at anvende socialpædagogiske 

2


principper og på den måde være med til at sikre, at også mennesker med demens får 

et værdigt liv.” 

Socialpædagogikken i demensomsorg som formidlingsprojekt bliver selvstændigt 

evalueret med henblik på den pædagogiske tilrettelæggelse (se: Hansen, Helle Krogh, 

2008), ligesom effekterne af kurserne er søgt afdækket i en kvantitativt anlagt 

undersøgelse (se ?), som følger op på resultaterne af den eksterne evaluering af det 

oprindelige pilotprojekt (se: Muusmann, 2006). 

Omtalte evalueringer har betydet, at nærværende projekt er givet en betydelig 

frihedsgrad med hensyn til tilrettelæggelse og fokus. Der er altså ikke tale om et 

traditionelt evalueringsarbejde, som typisk i langt højere grad end tilfældet er her, er 

bundet til en bestemt måde at definere opgave og resultatmål. 

Frihedsgraden er for det første udnyttet ved at lægge et ensidigt teoretisk fokus, idet 

systemteorien er den altdominerende teoretiske inspirationskilde for arbejdet. Det 

betyder, at arbejdet former sig som en anden-ordens-iagttagelse: En iagttagelse af 

socialpædagogikkens iagttagelser som iagttagelser. For det andet er den udnyttet ved 

at anlægge en mere principiel tilnærmelse til genstandsfeltet end mere teknologiske og 

løsningsorienterede evalueringstilgange kan tillade sig. 

Snarere end at være en kritisk tilbageskuende vurdering af processer eller handlinger i 

forbindelse med SPIDO, former arbejdet sig som en pædagogisk-sociologisk 

refleksion, der som ambition har at bidrage til en skærpelse af bevidstheden om, hvad 

socialpædagogikken i almindelighed og socialpædagogikken på demensområdet i 

særdeleshed er for en størrelse og hvordan dens funktion i den sammenhæng kan 

karakteriseres. Snarere end at spørge til og vurdere handlinger og effekter stilles her 

spørgsmål, som i bedste kantianske tradition søger at afdække muligheder og 

mulighedsbetingelser. Vi vil ikke, som Kant gjorde, spørge, hvordan erkendelse er 

mulig, selvom dette spørgsmål altid er medrepræsenteret (appræsenteret), når en 

mere epistemologisk anlagt sociologi arbejder. Hovedspørgsmålet formuleres i 

overensstemmelse med den ovennævnte tradition som et ”hvordan-er-noget-muligt- 

spørgsmål”. Altså i vores sammenhæng: Hvordan er socialpædagogikken i 

demensomsorg mulig eller hvordan gør den sig mulig – ikke først og fremmest som en 

motivation eller intention i omsorgsmedarbejderens bevidsthed, men som et socialt 

3


fænomen, der gør sig gældende i interaktionen i forbindelse med omsorgsarbejdet eller 

den professionelle kommunikation omkring samme. 

Vi vil arbejde lidt videre med dette spørgsmål og hvordan det kan operationaliseres i 

næste afsnit. 

1.1 Formål og problemstillinger 

En anden, men parallel måde at formulere hovedspørgsmålet i undersøgelsen er: 

Hvordan bidrager socialpædagogikken til at gøre sig selv plausibel som 

kommunikationsform i demensomsorg? 1 

Undersøgelsens overordnede spørgsmål kan opdeles i to underspørgsmål: 

A: Hvorledes skaber socialpædagogikken sig plads i en allerede eksisterende orden på 

demensomsorgsområdet og kan den alene ved at komme til syne på feltet bidrage til 

en slags problemløsning? Eller mere specifikt: Hvorledes forholder 

socialpædagogikken sig refleksivt til demensomsorgens praksis (øgning af 

kompleksitet, øget kontingenserfaring)? Og er der chancer for helt umiddelbare effekter 

af en sådan refleksion? 

B: Hvorledes udfolder socialpædagogikken sit eget perspektiv på demensomsorg? 

Eller: Hvorledes søger socialpædagogikken at sikre sig løbende tilslutningsduelighed i 

demensomsorgs-kommunikationen (reduktion af kompleksitet)? For et pædagogisk 

system kan dette spørgsmål specificeres med henblik på systemets særlige funktion: 

Hvordan bidrager socialpædagogikken til at muliggøre dementes personlige og 

individuelle relevans for samfundskommunikation og i den forbindelse sikre en vis grad 

af læring og accept hos den demente, hvorved eksempelvis brug af tvang kan 

mindskes?? 

Sidstnævnte spørgsmål kan igen operationaliseres i følgende underspørgsmål: 

1 Et relevant spørgsmål i den forbindelse behandles ikke i nærværende sammenhæng, nemlig 

spørgsmålet: Hvorledes og med hvilke virkemidler er det socialpædagogiske budskab formidlet til de 

relevante medarbejdere og i hvilket omfang har de forstået budskabet? Når dette spørgsmål er relevant, er 

det selvfølgelig fordi, enhver kommunikationsform som minimum må forudsætte en vis kapacitet og 

forståelse hos de, der formodes at skulle deltage i kommunikationen 

4


a) Hvorledes transformere et determineret, faseopdelt og progredierende 

5 

sygdomsforløb til et mere dynamisk forløb med plads til en højere grad af 

individualitet? 

b) Hvorledes opnå forståelse i hverdagskommunikation, hvor en stærkt dement 

deltager, uden at være afhængig af løbende dokumentation for, at der er 

psykologisk dækning for forståelsen? Hvorledes ændre forholdet mellem person og 

determinerende sygdom, så kommunikationen fremmes derved? Hvorledes 

transformere adfærd til kommunikation? 

c) Når adfærd er transformeret til kommunikation: Hvorledes kan kommunikationens 

fortsættelse da sikres og hvorledes kan sandsynligheden for en positiv og 

accepterende kommunikation øges? 

d) Hvorledes bidrager socialpædagogikken til at placere ”kommunikation med 

demente” mere centralt som tema i den moderne hjælpeorganisatoriske 

beslutningskommunikation? (Hvorledes kobles til anden kommunikation i 

organisationen?) 

Endelig kan der afslutningsvis stilles spørgsmålet: 

C: Kan der på grundlag af det foregående stilles perspektiverende spørgsmål eller 

udviklingsspørgsmål til socialpædagogikken? 

1.2 Empiriafgrænsningen 

Socialpædagogikken beskriver sig selv som en praksis (JJR, HKH, 2005, s. 5), altså 

ikke først og fremmest en samling teorier eller metoder, men en praksis og nogle 

praksisidealer, der nok nærer sig af hverdagsbevidsthed og hverdagssituationer, men 

som dog hæver sig i selvstændighed til en professionel praksis ved siden af og adskilt 

fra andre professionelle praksisser. Alle professioner forudsætter i deres formidling af 

faglig viden en righoldig og varieret praksis som faglighedens operationelle ”basis”, 

men for socialpædagogikken har selvbeskrivelsens reference til praksis fået en ekstra


tand, der gør det svært at forestille sig at lave en undersøgelse som denne uden at 

møde denne operationelle basis. 

Empiriafgrænsningen er således nok sket ved litteratursøgning (det vil sige ved en 

prioritering af den mest refleksive del af kommunikationen i en socialpædagogisk 

sammenhæng), men supplerende data fra ”praksis” er også indhentet. 

To publikationer er fundet centrale: 

- Borresen, Mette, Helle Krogh Hansen og Lis-Emma Trangbæk (2004) 

”Socialpædagogik & Demens – det vanskelige omsorgsarbejde”, Styrelsen for 

Social Service. 

- Rothuizen, Jan Jaap og Helle Krogh Hansen (005), ”Fra jura til pædagogik… 

Introduktion og forankring af socialpædagogiske metoder i omsorgsarbejde med 

borgere med demens”, Styrelsen for Social Service. 

Desuden en del af den litteratur, som de to værker henviser til. 

Dertil kommer, at der er foretaget et mindre feltarbejde, hvor undersøgeren har været 

på et plejehjem og der fulgt plejen en dag. Endvidere har undersøgeren deltaget i en 

kursusdag på SPIDO, hvor deltagerne fremlagde analyser af forskellige 

praksissituationer, som de aktuelt stod i på deres arbejde. Endelig deltog 

undersøgeren i et ”SPIDO-møde” på et plejehjem, hvor plejepersonalet fremlagde og 

diskuterede handleplaner for hinanden. Rapporter fra feltarbejdet er bilagt dette skrift. 

Demens er en progredierende sygdom, hvis symptomer i en indledende fase kan være 

vanskelig at skelne fra almindelige aldringstegn. I denne undersøgelse har fokus været 

på de svært ramte demente. Den er da også denne gruppe af demensramte, som 

udgør den største ufordring for et projekt som SPIDO. 

For allerede indledningsvis at tune ind på demensomsorgsområdet som et praksisfelt 

med nogle helt uomgængelige problemstillinger, der involverer grundlæggende værdier 

som selvbestemmelse, omsorg, værdighed - og magt - vil jeg bringe et kort uddrag af 

en feltarbejdsrapport, der kan give et indtryk af, hvad der optager plejepersonalet i 

6


dagligdagen på en helt tilfældig mødedag (feltrapporterne kan læses i deres helhed – 

se bagest i bilagene). Hensigten med at bringe uddraget er, at man kan have billederne 

i baghovedet, når man læser de efterfølgende afsnit: 

”Jeg får lov til at deltage i et teammøde, hvor der - foruden af de personer, jeg har 

været sammen med fra morgenstunden – er deltagelse af to nytilkomne, der skal på 

aftenvagt, og en fysioterapeut, som kan bidrage til mødets indledende punkter. Mødet 

skal foregå i personalerummet, hvor døren på et tidspunkt står åben. Udenfor kommer 

en beboer, der virker svært dement, forbi. Jeg spørger, om hun er en af dem, der kan 

være vanskelige for personalet at tolke. Jeg får bekræftet, at det er tilfældet. Men her 

skal man være opmærksom på, siger sygeplejersken, at kommunikationen ikke kun 

foregår sprogligt. Man må bruge sig selv, fornemme, læse kropssprog – så kan det 

lade sig gøre for de dygtige plejere. Beboeren søger ind i personalerummet og får lov 

at sætte sig ned. Hun så på mig ikke ud til at have fundet sit bestemmelsessted, men 

dog et sted, der var acceptabelt at opholde sig en tid. Da mødetidspunktet nærmer sig, 

foreslår en tilstedeværende sosu den gamle kvinde, at de går en tur sammen. ”Nej, 

nej”, siger kvinden, hvorefter sosuén tager hendes arm og hun følger føjeligt med. Jeg 

har tidligere spurgt sygeplejersken, om det ikke kunne være et problem med disse 

mere passive typer (de typer jeg i løbet af dagen havde hørt mest om, var de 

udadreagerende typer med stort aktivitetsniveau). Nu bemærker sygeplejersken: ”Ja, 

det kan være svært at tolke, hvornår man bruger magt. Her sagde hun faktisk ”nej””. 

Mødet begynder med fastlæggelsen af dagsordenen. Første punkt vedrører en mand, 

som opholder sig meget i sin plejebolig og som i flere tilfælde er faldet ud af kørestolen. 

Mødet forsøger at indkredse problemet. Hvor ofte er det faktisk blevet registreret, at 

han er faldet? Hvorledes sidder han i kørestolen? Udnyttes kørestolens muligheder for 

tilbagekippet stilling? Er bakken slået op? (er der så ikke tale om skjult fastspænding?, 

smiler fysioterapeuten drillende). Punktet slutter med, at det konkluderes, at problemet 

ikke er så stort og at man vil se nærmere på kørestolens muligheder uden decideret 

fastspænding. Fysioterapeuten vil til næste møde demonstrere en kørestol. 

Næste punkt vedrører en beboer, som muligvis ikke spiser nok. Det bemærkes, at uro 

påvirker beboeren, der simpelthen har svært ved at rumme mange mennesker i 

spisesituationen. En stiller spørgsmålstegn ved, om kvinden får for lidt at spise. Hun er 

jo ikke ligefrem undervægtig. Sygeplejersken bemærker hertil, at underernæring ikke 

7


nødvendigvis fører til undervægt. Man vil fremover forsøge at skabe mere ro omkring 

beboeren, så hun kan få spist noget mere” (bilag 0). 

1.3 Den teoretiske inspiration og analysestrategierne 

At arbejde med inspiration fra systemteorien betyder, at mødet med undersøgelsens 

genstandsfelt er ledet af teori. Dette indebærer ikke, at der følger en hel masse 

ontologisk gods i form af styrende virkelighedsantagelser med. Som udgangspunkt er 

der altså ingen forudsætningsrige hypotesedannelser. Den sociologiske systemteori 

udgør et netværk af begreber, der er designet til iagttagelse af samfundet. Hvad er? 

Hvad opererer? Hvordan er det muligt? 

Jeg vil trække tre af de vigtigste begreber frem her, nemlig iagttagelsesbegrebet, 

systembegrebet og kommunikationsbegrebet. De to førstnævnte begreber er almene 

systemteoretiske begreber med relevans i en bredere tværvidenskabelig 

sammenhæng. Det sidste er et grundbegreb i en systemteoretisk anlagt sociologi. 

Systemteorien er i dag først og fremmest en differentialistisk og operationalistisk 

teoriansats; den går ud fra forskelle, der kan operere som en enhed. Enhed og forskel 

er nødvendigvis til stede på samme tid. Ingen før den anden. Der er altså tale om en 

trinitær og tidsbevidst tænkning, ikke om en dualistisk-logisk som man måske kunne 

forledes til at tro. 

Verden bliver til, når der markeres en forskel. Det lyder nærmest bibelsk, for også 

skabelsesberetningen er jo historien om, hvorledes der gøres forskel, forskel på nat og 

dag, mand og kvinde – og senere godt og ondt osv. Ligesom i bibelhistorien er der 

noget eller een, der holder forskellene sammen. Men til forskel fra i bibelhistorien er det 

i systemteorien ikke gud, der indtager denne funktion, men iagttageren. Og til forskel 

fra gud i bibelhistorien er iagttageren ikke altings sidste årsag. Iagttageren er netop 

samtidig med iagttagelsen – og kan af den grund ikke være årsag, hvilket jo ville fordre, 

at iagttageren allerede var på iagttagelsestidspunktet. Iagttageren kan endvidere selv 

– modsat gud – kigges i kortene….- af en anden iagttager. 

8


En iagttagelse betegner den ene side af en forskel. En iagttagelse er med andre ord en 

markering i en skelnen. Når noget markeres, ”viden” for eksempel, er det ”viden” der er 

i fokus og ikke alt mulig andet. Alt mulig andet udelukkes (foreløbigt) ved den 

aktualiserede markering. Både kommunikation (sociale systemers operationsmodus) 

og opmærksomhed eller tænkning (psykiske systemers operationsmodus) er nutidige 

og fokuserede operationer. Det, der aktuelt er i fokus, henviser alt det, der ellers kunne 

være i fokus, til en horisont af potentialitet 2 . 

Selv om den, der iagttager, idet han markerer en skelnen, ikke kan se, hvad han 

udelukker i sin skelnen, kommer det, han således udelukker, til at påvirke iagttagelsen. 

I eksemplet med ”viden” kan man sige, at ”viden” kommer til syne på forskellig måde alt 

efter, om der på forskellens andens side findes ”ikke-viden”, ”følelser” eller ”tro”. Det 

”noget”, der i vores eksempel kommer til at påvirke iagttagelsen, er altså det 

markeredes modbegreb, der netop ved at være modbegreb holder betydningen af det 

markerede fast. I markeringen af en forskel adskilles med andre ord noget, som 

egentlig ikke kan adskilles. At de to ting ikke kan adskilles, kan iagttagelsen, idet den 

markerer ”viden”, som sagt ikke se. Det kan kun iagttageren. Enten den eksterne 

iagttager eller den interne iagttager, der tidsforskudt spørger til, hvorledes han iagttog 

på et tidligere tidspunkt. Iagttageren er dermed anden ordens iagttager, idet han 

iagttager en iagttagelse som iagttagelse. Iagttager man noget som en iagttagelse, 

iagttager man noget, som kunne være anderledes. Man iagttager verden som 

kontingent. 

Anden ordens iagttagelsen er nutidens, lad os bare sige den moderne tids, 

iagttagelsesform. Når een eksempelvis taler om ”viden” og videns betydning, 

accepterer vi ikke bare hans påstande. Vi spørger til hans vidensbegreb, som måske er 

anderledes end vores. Når ”viden” markeres, markeres samtidig en systemgrænse. 

Eller med en anden formulering: Markeringen (af en forskel) sker altid på indersiden af 

2 Når man taler om iagttagelser på denne måde, altså med en stærk understregning af tidsdimensionen, 

kommer man vanskeligt uden om meningsbegrebet, hvilket kan illustrere rekursiviteten i det 

systemteoretiske begrebskompleks (man afgrænser sig indledningsvis til tre begreber men ser straks, 

hvorledes disse tre hænger sammen med andre). 

Enheden af forskellen mellem aktualitet og potentialitet er netop ”mening”. Denne meget formelle 

bestemmelse af meningsbegrebet hjælper os - i parentes bemærket - til at forstå, hvorledes de operativt 

adskilte systemer, psyke og samfund, alligevel hænger sammen: De er fælles om at operere i mediet 

mening. 

9


en system-omverdens-forskel (iagttagerens system-omverdensforskel). Viden er fx 

noget forskelligt i det pædagogiske univers og det videnskabelige ditto. I 

pædagogikken er viden det stof, der kan forøge vores livschancer eller 

samfundsmæssige muligheder (hjælpe os i ”praksis”). Viden er relevant, når den kan 

udfylde denne funktion. I videnskaben derimod er viden en grænse, der hele tiden skal 

overvindes. Viden skal bruges til at konstruere problemstillinger om det, vi endnu ikke 

ved. Og for at accepteres som viden skal den være videnskabsteoretisk reflekteret og 

forankret. 

Da systemteorien skiftede delsystem-system forskellen ud med system-omverdens- 

forskellen, gav den samtidig afkald på en privilegeret iagttagerposition. Hverken 

systemteorien eller andre systemer kan efter et sådant afkald placere sig på 

”helhedens plads” og derfra sætte alle andre eller alt andet (delene) på plads. 

Samfundet kan med andre ord ikke beskrive sig selv på nogen entydig måde, men må 

relativere sin selvbeskrivelse, der bliver forskellig alt efter, om det er det pædagogiske 

system, det politiske, det retlige eller det videnskabelige system, der fungerer som 

referencepunkt for beskrivelsen. 

Har man opgivet den privilegerede iagttagerposition, har man også opgivet ”subjektets” 

position, altså det sted, hvorfra verden kan kløves entydigt i et subjekt og et objekt. 

Denne position har historisk været søgt sikret transcendentalt (det humanistisk- 

trancendentale og intersubjektive jeg), men som sådan stadigt mindre troværdigt, set i 

et empirisk-videnskabeligt perspektiv. Opgivelsen af ”subjektet” kan med andre ord 

ikke længere være et smertefuldt tab. Dertil har behovet for en mere kompleks 

erstatning for længe været åbenbart. Objektivismen og den ”naturlige indstilling”, der 

garanteredes med subjekt-objekt-forholdet, fungerer ikke længere – ”og hvad skal man 

så med den?” kan man retorisk spørge. 

Det blik, der deler verden i iagttager og iagttaget, er en passende erstatning for den 

gamle subjekt-objekt-skelnen. Dette blik har nemlig allerede taget højde for sin egen 

relativitet og ”unaturlighed”. Iagttagerbegrebet er således systemrelativt på to måder. 

For det første lægger det sig ikke fast på, om det refererer til psykiske systemer eller 

samfundssystemer. For det andet åbner det på samfundssiden op for, at der kan 

eksistere flere forskellige iagttagere, flere forskellige samfundsmæssige 

funktionssystemer med hver deres iagttagelsesmodus. Ligesom det på individsiden 

10


åbner op for, at der findes rigtig mange individer med hver deres empiriske 

iagttagelsesmodus. Der findes altså ikke længere blot et trancendentalt sikret 

menneskeligt iagttagelsesmodus. 

I en verden af systemer og delsystemer er der orden, idet delsystemerne definerer sig 

som sådan i forhold til systemerne, der ikke behøver at tage den mulighed i 

betragtning, at tingene pludselig fungerer omvendt. Forskellene har en klar vægtning; 

den ene af siderne er primær i forhold til den anden….. 

Med systemteoriens omvending til system-omverdens-forskellen og afkaldet på den 

privilegerede iagttagerposition følger imidlertid en højere grad af kompleksitet, idet der 

nu udelukkende abonneres på autologiske forskelle, dvs. forskelle der kan fordoble sig 

selv, forskelle der ikke er tynget af ontologiske antagelser og essentialistisk arvegods. 

En iagttager bliver også selv iagttaget (ud fra andre iagttagelsesmåder) og må regne 

med og tage højde for, at dette sker. I et systems omverden findes andre systemer og 

systemet må regne med, at de er der og må tage højde for det. ”Det man siger, er man 

selv”, er blevet det centrale analysestrategiske princip. Kun (autologiske) forskelle, der 

kan opfylde dette princip, egner sig til at danne ledeforskelle for systemteoretiske 

analyser. Almindelige analysestrategiske ledeforskelle, der også vil blive benyttet i 

denne analyse, er enhed-forskel, system-omverden, begreb-modbegreb, medium-form, 

kobling-difference. Alle disse forskelle har så at sige cirkulariteten indbygget i sig. De 

matcher en moderne erkendelsesteori. 

De første tre ledeforskelle er allerede præsenteret, og selvom det hele kunne foldes 

meget mere ud, vil vi lade det blive ved disse beskrivelser og gå til den fjerde i rækken: 

Medium-form forskellen løser det tidsproblem, som en anti-essentialistisk og 

operationel teoriansats løber ind i, når den ikke kan forudsætte en virkelighed (fx i form 

af strukturer), der allerede er (på en tidsbestandig og måske endda produktiv- 

genererende måde). Virkeligheden bliver til i nuet og er kun i nuet, men på en måde, 

hvor den hele tiden må formidle mellem det eneste, der lige nu ligger fast, nemlig 

fortiden, og det som i øjeblikket må tegnes mere åbent, omend det næppe kan blive til 

hvad som helst, nemlig fremtiden. Medium-form forskellen udgør en mekanisme, der til 

enhver tid udskiller erindring og glemsel. Mediet er den løse kobling af mange 

ubestemte muligheder af en eller anden slags: Personlige udviklingsmuligheder, 

købemuligheder, muligheder for retfærdig handlen mv. Disse muligheder er intet uden 

11


at de aktualiseres, hvilket forekommer når mediet formes (noget bestemt læres, der 

træffes en afgørelse om magtanvendelse med henvisning til loven og reelle hensyn, 

der betales for plejeopholdet osv). Vi kan her tale om, at løse koblinger nødvendigvis 

må transformeres til faste ditto. 

Luhmann skelner mellem tre forskellige medier, der svarer til kommunikationens tre 

forskellige usandsynligheder: Udbredelsesmedier, forståelsesmedier og effektmedier. 

Det er som allerede antydet de sidstnævnte motivorganiserende funktionsmedier, der 

vil blive henvist til i det følgende. Forskellige funktionsmedier giver anledning til 

forskellige aktualiseringer. Barnet eller livshistorien giver anledning til opdragelse og 

kompetenceudvikling. Magt giver anledning til at bestemme og drive politik. Sandhed 

giver anledning til, at der kan bedrives videnskab osv. Mediet barn er ikke de endnu 

ikke realiserede muligheder i barnet, men mediet barn garanterer, idet det bygger på 

erfaring, at opdragelse eller uddannelse også nytter i det konkrete tilfælde, selvom der 

naturligvis må tages højde for, hvad der tidligere er blevet forsøgt. Eller med livsløbet 

som det mere relevante eksempel i vores sammenhæng: Mediet livshistorie er ikke de 

endnu ikke realiserede muligheder i et menneskes liv, men mediet livshistorie 

garanterer, idet det både bygger på hverdagserfaringer og erfaringer i såkaldt 

”relationsarbejde”, at der fortsat skal gøres valg i ethvert menneskes liv, hændelser 

skal kobles til hændelser (på en måde der i sagens natur må blive unik) og det hele 

skal give mening - følsomhed for tilbageværende ressourcer er et must i den 

forbindelse. 

Forskellen kobling-difference løser på det analysestrategiske plan det saglige problem, 

at samfundet ikke er identisk med sig selv, at det er uddifferentieret i funktionssystemer 

– og alligevel må hænge sammen på en eller anden måde. Koblingsbegrebet lægger 

an til sammenhæng, men uden det adskilte føjes sammen. Kobling kræver difference, 

ligesom difference kræver kobling. Begrebet integration er - som det ses - et meget 

fordringsfuldt begreb, når talen er om samfundsmæssige sammenhængskræfter. 

På det praktisk kommunikative plan er det sociale system organisation designet til at 

tage sig at den nævnte kompleksitet. Men formes der, som tilfældet er i dag, flere 

forskellige funktionsmedier i den enkelte organisation, hvor det måske oven i købet er 

uafgjort, hvilken en der er den dominerende (den heterofone organisation), er det til 

stadighed behov for semantikker, der kan symbolisere den umulige integration, 

semantiske koblinger der kan holde det adskilte samlet i en illusion om, at der tales om 

12


det samme. Også dette fænomen har vist sig at være værd at holde sig for øje i denne 

lille analyse. 

Selvom system og omverden opstår så at sige samtidig, dvs. uden at systemet har et 

ontologisk primat i forhold til omverdenen, og selv om systemet konstant må reflektere 

det forhold, at det samtidig er omverden (det sidste kaldes med et systemteoretisk 

begreb for re-entry), er det sikkert, nok det eneste sikre i et systemteoretisk perspektiv, 

at enhver skelnen forudsætter en skelnen og at der altid, når der skelnes, skelnes på 

indersiden af en system-omverdens forskel (der sker med andre ord en markering af 

systemsiden af en system-omverden-forskel). 

Det er i det lys klart, at enhver systemteoretisk analyse må begynde med at fastlægge 

sin egen systemreference. Konkret er det ikke vanskeligt. Nærværende analyse vil 

pendle mellem en pædagogisk-socialpædagogisk og en systemteoretisk-sociologisk 

systemreference. Ambitionen er at besvare analysens problemstilling på en måde, der 

på den ene side anerkender at socialpædagogikken er sin egen, herunder har sin egen 

dynamik, der kun kan begribes indefra, på den anden side er en del af samfundet – og 

dermed et relevant genstandsfelt for en sociologisk orienteret systemteori. Lykkes det, 

skulle dette lille skrift kunne bruges til noget af den (social-)pædagog, der vil forklare 

sig over for sin omverden – ligesom det skal kunne anerkendes rent videnskabeligt for 

dets konsistente begrebsbrug, omhyggelighed og argumentative stringens. 

I en operationalistisk anlagt teori er det alfa og omega at kunne differentiere mellem 

forskellige typer af operationer. Og i en operationalistisk anlagt systemteori er det af 

stor vigtighed, at forskellige operationer kan tilskrives forskellige systemer på en måde, 

så der ikke forekommer forplumrende overlap. I en systemteoretisk sammenhæng 

siger man gerne, at mennesker nok kan deltage i kommunikation, men ikke selv 

kommunikere, det kan kun samfund. Der er på den måde skabt et skarpt skel mellem 

psykiske systemers operationsmodus, som forløber via opmærksomhed og 

tankevirksomhed, på den ene side og på den anden side sociale systemers ditto, der 

forløber via kommunikation. Tanker glider ikke lige pludselig ind i kommunikationen, 

det ville ødelægge den. Kommunikationen kan omvendt heller ikke gennemtrænge det 

psykiske system, hvordan skulle man kunne opretholde en kommunikationsfremmende 

distance til det sociale, hvis ikke dette gjaldt. 

13


Det fremgår heraf også, at systemteorien, som en kommunikationsteori, ikke er en 

kommunikationshandlingsteori. Kommunikationsbegrebet er en enhed af tre selektioner 

(tre selektive handlinger), en selektion af meddelelse, en selektion af information, en 

selektion af forståelse. For at kommunikation kan komme i stand, fordrer det den (på 

det nærmeste) samtidige tilstedeværelse af alle tre selektioner. På baggrund af dette 

teoretiske oplæg (hvor kommunikationsbegrebet altså indeholder såvel det, der 

meddeles, som det der forstås ved det, der meddeles) kan ingen enkeltpersoner 

drages til ansvar for kommunikationen og dens fortsættelse. Kun kommunikationen 

selv kan sikre sin egen tilslutningsevne, men det gør den jo blandt andet ved at 

konstruere adresser for kommunikationen, ved at tilbyde den en meningshorisont (i 

kraft af en ledeforskel), ved at udpege forskellige roller i kommunikationen mv. Det er i 

forlængelse af det sidste ret åbenbart, at socialpædagogikken – på trods af alle 

forsikringer om, at den baserer sig på ”ligeværdighed” – må hævde en klar asymmetri i 

kommunikationen. Blev denne asymmetri i kommunikationen ikke understreget nok, 

ville kommunikationen med de mest syge demente bryde alt for hurtigt sammen…. 

Opsamlende kan det siges, at den systemteoretiske tilgang skærper 

opmærksomheden på det moderne vilkår, på forskelle, på paradokser og på hvorledes 

identiteter kan opløses og læses som forskelle eller som iagttagelser blandt flere 

mulige andre (systemiske) iagttagelser. Samtidig skærpes blikket imidlertid også på, 

hvorledes paradokser udfoldes, identiteter sikres og kompleksitetshåndtering 

muliggøres. 

1.4 Fremstillingens opbygning og analysestrategiernes successive udfoldelse 

Fremstillingens første kapitel slutter med et resumé af undersøgelsens konklusioner. 

I fremstillingens andet kapitel er der fokus på spørgsmål A, som lød: 

Hvorledes skaber socialpædagogikken sig plads i en allerede eksisterende orden på 

demensomsorgsområdet og kan den alene ved at komme til syne på feltet bidrage til 

en slags problemløsning? Eller mere specifikt: Hvorledes forholder 

socialpædagogikken sig refleksivt til demensomsorgens praksis (øgning af 

14


kompleksitet, øget kontingenserfaring)? Og er der chancer for helt umiddelbare effekter 

af en sådan refleksion? 

Analysestrategisk bygges der på forskellen enhed/forskel, idet det undersøges, 

hvorledes socialpædagogikken kan virke som det, vi i overskriften har valgt at kalde en 

kontingensaccelerator. Skal kontingensen på demensområdet forøges, kræver det af 

socialpædagogikken en på samme tid nænsom og aggressiv tilgang til etablerede 

sandheder, et identitetsopløsende arbejde, hvor der er fokus på, hvorledes enheder 

kan opløses i forskelle, der kunne være anderledes. Begreber har modbegreber og det 

er disse modbegreber, der holder begrebernes betydning fast. Skiftes modbegrebet ud, 

fremkommer en anden betydning af begrebet. Ved at fokusere på socialpædagogikken 

som et begrebsanalytisk tilbud (et tilbud om at lege med begrebers betydning), 

undersøges det hvorledes en sådan beskæftigelse (særligt i relation til magtbegrebet) 

kan føre til tilsynekomsten af forskellige versioner af det gode liv og dermed også 

forskellige versioner af den gode demensomsorg. 

Undervejs holder vi os for øje, at begrebsarbejdet og analyserne har et sigte og en 

bestemt meningskontekst; at det altså er socialpædagogikken, der iagttager og 

arbejder, og ikke et hvilket som helst andet system. Vi bygger således på system- 

omverdensforskellen, idet vi undersøger, hvorledes socialpædagogikken bruger retten, 

socialpolitikken og det psykiatrisk-medicinske videnssystem som anledning til at 

forfølge sine egne formål. 

I fremstillingens tredje kapitel er der fokus på spørgsmål B, som lød: 

B: Hvorledes udfolder socialpædagogikken sit eget perspektiv på demensomsorg? 

Eller: Hvorledes søger socialpædagogikken at sikre sig løbende tilslutningsduelighed i 

demensomsorgs-kommunikationen (reduktion af kompleksitet)? For et pædagogisk 

system kan dette spørgsmål specificeres med henblik på systemets særlige funktion: 

Hvordan bidrager socialpædagogikken til at muliggøre dementes personlige og 

individuelle relevans for samfundskommunikation og i den forbindelse sikre en vis grad 

af læring og accept hos den demente, hvorved eksempelvis brug af tvang kan 

mindskes?? 

15


Analysestrategisk bygges der igen på såvel system-omverdens-forskellen som på 

forskellen enhed-forskel, men nu med et andet fortegn, idet det er 

socialpædagogikkens konstruktive bestræbelser, der er i fokus. I undersøgelsen af, 

hvorledes socialpædagogikken søger at overvinde usandsynligheden i at svært 

demente skal komme til at fungere i kommunikative relationer (hvilket vil kræve, at de 

fungerer som nærværende i interaktionen på plejehjem og boformer mv.) ser vi på, 

hvorledes semantiske identiteter og pejlemærker opbygges. Vi ser for eksempel på, 

hvorledes en semantik konstrueres med henblik på at kunne fungere ideologisk 

overbevisende. Vi ser også på, hvorledes et nyt medium installeres og hvorledes det 

påvirker mulighederne for at forme omsorgshandlinger på demensområdet. Dette fokus 

på det konstruktive bringer analysestrategiske forskelle som medium-form og kobling- 

difference i spil sammen med system-omverdensforskellen. 

Kapitlet er i øvrigt bygget op, så det former en rejse gennem de tre 

meningsdimensioner, startende med sagsdimensionen, hvor det undersøges, 

hvorledes socialpædagogikken styrker sin gennemslagskraft med henvisning til, at den 

udgør en slags naturlig indstilling i kommunikationen. Herefter går vi til 

tidsdimensionen, hvor socialpædagogikkens afhængighed af sekventiel forstærkning 

undersøges. Og endelig slutter vi med socialdimensionen, hvor socialpædagogikkens 

afhængighed af asymmetri i relationen til den demente afdækkes nærmere. 

I fremstillingens (korte) fjerde kapitel er der fokus på spørgsmål C, der lød: 

C: Kan der på grundlag af det foregående stilles perspektiverende spørgsmål eller 

udviklingsspørgsmål til socialpædagogikken? 

Enhver iagttagelse, ethvert perspektiv eller funktionssystem har sin blinde plet. 

Socialpædagogikken er refleksiv, den er iagttager af anden orden, men den er også 

førsteordensiagttager. Intet perspektiv kan indarbejde omverdenens fulde kompleksitet 

i sin autopoiesis, det vil sin operationsmodus. Derfor kan man altid – ved at forskyde 

iagttagelsens referencepunkt – stille ethvert perspektiv nogle kritiske eller udviklende 

spørgsmål. Om disse spørgsmål kan bruges til noget i det praktiske liv, afgør suverænt 

det system, der er i fokus. Hvad vi her – på det analysestrategiske plan - bringer i spil, 

er således igen system-omverdens forskellen, der i sin abstrakte form indeholder en 

afvisning af, at der skulle findes et iagttagelsespunkt, hvorfra alt andet kan 

16


underordnes. System-omverdens-forskellen afløser som nævnt tidligere forskellen del- 

helhed inden for systemteorien netop for at understrege denne pointe.. 

1.5 Resume af konklusion 

Ad A) Det foreslås, at socialpædagogikken skaber sig plads ved gennem 

begrebsanalytisk arbejde at påvise og tydeliggøre den kontingens, der allerede 

eksisterer på demensområdet – og dertil en ny nødvendighed. Nødvendigheden består 

i, at det (jr. socialpolitikken) skal være anderledes, kontingensen i at det kan være 

anderledes. På forunderlig vis bærer praksis allerede det anderledes i sig. Det betyder, 

at socialpædagogikken kan opfordre til forandring uden at virke nedladende eller 

uforstående – et taktfuldt forhold kan etableres og opretholdes. 

Det foreslås, at socialpædagogikken allerede med sin praksisrefleksion kan skabe 

problemløsning på demensomsorgsfeltet ved at relativere forestillingen om, hvad et 

problem er. 

Ad B) Det foreslås, at socialpædagogikkens funktion beskrives som dette at forøge 

relevansen af og sandsynligheden for dementes egen deltagelse i 

samfundskommunikation og at socialpædagogikken sikrer sig tilslutningsduelighed på 

flere forskellige måder, hvor det dog er karakteristisk, at der i alle tilfælde bygges på 

asymmetrien i forholdet mellem omsorgspersonale og de(n) dement(e) (”det er 

medarbejderne, der må ændre holdning til indholdet i opgaverne og måderne de 

udføres på, hvis der skal skabes ændrede vilkår for beboerne”, s. 69) og på det 

uafgjorte forhold mellem forskellige perspektiver i demensomsorgsindsatsen. Det 

sidste gælder særligt den organisatoriske beslutningskommunikation. 

Ad Ba) Socialpædagogikken indsætter livsløbet eller livshistorien som medium for 

formning af demensomsorgskommunikation – og som en erstatning for eller 

supplement til anamnesen, der kun har øje for sygdommens determinerende 

progression. 

Ad Bb) Socialpædagogikken krydser grænsen mellem determinerende sygdom og 

person. Personsiden af forskellen markeres uden at det dog bliver muligt at slippe af 

17


med sygdommens nedbrydende determinisme. Personen er en særdeles livskraftig 

konstruktion i samfundskommunikationen. Socialpædagogikken kommer altså i denne 

grænsekrydsning til at abonnere på en almindelig hverdagsindstilling. 

Ad Bc) Skal socialpædagogikken have held til at øge svært dementes personlige 

kommunikationsrelevans og dermed sandsynligheden for at de kommer til at deltage i 

kommunikation kan man ikke nøjes med at satse på kommunikationens ”naturlige 

indstilling”. Man må søge forstærkning både i tidsdimensionen og i socialdimensionen. 

Holder vi os her til det sidste, må vi skelne mellem en blanding af ideologisk (stiller 

”uomgængelige” begrebspar op med en tydelig positiv side), magisk-rationel (leger 

med forskellen mellem viden og tro) og pragmatisk-legitimerende (analogislutning med 

hverdagssituationer) forstærkning. Dertil kommer en række helt konkrete 

handlingsanvisninger (handlingsredskabet som socialt acceptabel måde at forholde sig 

til kompleksitet). 

Ad Bd) Socialpædagogikken uddyber den koblingskontekst i form af lovgivning, der på 

samme tid forbinder og differentierer de forskellige perspektiver på 

demensomsorgsindsatsen. Det gør den ved at tilbyde en ny semantik, der muliggør 

indsatsen på en ny, men uforudsigelig måde. Et eksempel på en sådan semantik er 

kontaktøen. 

Ad C. Man kan i forlængelse af det foregående stille flere spørgsmål til 

socialpædagogikken i almindelighed og demensomsorgen i særdeleshed: 

Hvordan kan demensomsorgskommunikationen bedst eller mest hensigtsmæssigt 

disponere over medarbejdernes opmærksomhed? 

18


2. Socialpædagogikken som 

kontingensaccelerator 

Socialpædagogikken forbinder sig i sin egen forståelse med moderniteten. Det betyder, 

at den forbinder sig med usikkerhed, flere muligheder og individualisering. For at skabe 

fleksibilitet og nytænkning på (aldrende, men for socialpædagogikken nye) felter, hvor 

særlige vidensregimer og forestillinger har bidt sig fast, må den forsøge at accelerere 

oplevelsen af kontingens……. 

2.1 Forholdet mellem individ og samfund – lidt diagnostik 

I et funktionelt uddifferentieret samfund, der ikke bygger på én orden, men flere 

sideordnede og i en vis forstand konkurrerende ordener, bliver individets forhold til 

samfundet vanskeligere at bestemme eller afklare. Det gælder også i en sammenhæng 

som denne, hvor der er fokus på hjælp og omsorg. 

I et samfund, der uddifferentierer sig omkring forskellige afgrænsede funktioner, kan 

der opbygges en langt højere grad af kompleksitet samtidig med at kapaciteten til at 

håndtere forskellige problemstillinger bliver større. Kompleksiteten betyder imidlertid 

også, at betingelserne for individets deltagelse i forskellige dele af samfundslivet er 

forskellige. Fordi en person har fået en uddannelse, er det nok sandsynligt, men slet 

ikke sikkert, at han tjener penge og har mulighed for selvstændigt og ved egne midler 

at deltage i det økonomiske liv. Fordi en person har indflydelse i politik, er det ikke 

sikkert, han bliver respekteret hjemme i familien – vanskeligheder i så henseende kan 

han måske netop få, hvis han forsøger at trække sin politiske status med ind i 

familielivet som en begrundelse for at nyde privilegier. Den øgede kompleksitet 

forsøges i det moderne samfund håndteret i samfundets organisationer, der gerne 

koncentrerer deres virksomhed omkring bestemte ledende koder og funktionsmedier. I 

19


uddannelsesinstitutionen er det for eksempel pædagogikken, der dominerer; i den 

private virksomhed er det økonomien og ved domstolene et det juraen. 

I forbindelse med udviklingen af velfærdsstaten er der kommet hjælpeinstitutioner og 

organisationer til, der i begyndelsen – i forrige århundrede - var specialiserede omkring 

bestemte fagligheder og tilgange afhængig af, hvorledes man opfattede de nødstedte 

personers primære problemstilling: Om de var sindslidende, dumme eller dovne, 

vanføre eller uduelige, umodne eller gamle. 

Hjælpeområdet må reflektere samfundets inklusions-/eksklusionsområder på en anden 

måde, end tilfældet er på andre samfundsområder. På andre samfundsområder kan 

man, hvis individet ikke bliver accepteret eller ikke kan gøre sig gældende, bedre kan 

tillade sig at forvente, at individet bliver ”samlet op”/”hjulpet på benene” andetsteds. På 

hjælpeområdet er der i dag udviklet komplekse forvaltningsorganisationer og 

institutioner, der i høj grad er ambivalente med hensyn til, hvilke koder, som skal lede 

hjælpekommunikationen. Alle funktionelle medier og koder synes at være relevante 

eller søger at gøre sig relevante på dette ”opsamlende” felt, hvor der under alle 

omstændigheder ofte skal ydes en eller anden form for inklusion, om ikke andet så én, 

der træder i stedet for de inklusioner, som personen ikke kan opnå i de ordinære 

systemer: Særligt tilrettelagt uddannelsesforløb til den, som ikke kan klare en ordinær 

uddannelse. Økonomisk hjælp til den, der ikke kan forsørge sig selv eller sine. 

Valgmuligheder til den, som ikke i andre sammenhænge er i stand til at optræde som 

vælgende. Inddragelse af den, som ikke i andre sammenhænge er vant til at blive hørt. 

Støtte til den syge, der ikke længere kan behandles i sundhedssystemet. 

Anerkendelse er et begreb, der i de senere år har vundet indpas i det sociale arbejde. 

Individet har behov for og vel nærmest ret til anerkendelse, hævdes det i de populære 

anerkendelsesteorier. I et komplekst og funktionelt uddifferentieret samfund kan 

anerkendelse ikke stå for noget meget entydigt. Lige så mange funktionelle 

samfundssystemer der findes, ligeså mange måder at anerkende på må i princippet 

tages i betragtning. 

Det moderne menneske er vant til at pendle imellem og indtage eller blive udsat for 

mangfoldige subjektpositioner/subjektiveringer. Og måske kan man i forlængelse heraf 

sige: I det moderne samfund er det en forlegenhedsstrategi eller -situation, om tiltalen 

20


af en person begrænses til kun et enkelt perspektiv. Vil nogen hævde, at en person er 

syg og først og fremmest syg, vil andre være parate til at hævde at den pågældende 

mest er borger. Vil nogen hævde, at en person først og fremmest er borger, vil andre 

være rede til at hævde, at den pågældende mest er en ressource. 

Kommunikationssystemerne søger alle – hver for sig – at gøre individer – alle individer 

– relevante for netop deres kommunikation. 

Ved hele tiden at konstruere nye begreber og subjektiveringsmuligheder sikrer 

funktionssystemerne aktiveringen af deres egen kommunikation på samfundssiden af 

grænsen mellem samfund(ene) og individ(erne), ligesom de sikrer, at der hele tiden er 

tilslutningsmuligheder for fortsat kommunikation. Savner retssystemet over for en 

gruppe af mennesker nationale positivretlige rettigheder som igangsætter for 

kommunikationen, er det i dag sikret, at man kan gå videre til de internationale 

menneskerettigheder, som gælder universelt for alle mennesker. Selvom det er oplagt, 

at en persongruppe er uden mulighed for at påvirke noget som helst, må det politiske 

system hævde, at der er mulighed for mægtiggørelse. Selvom personer regnes for 

mentalt retarderede i svær grad, må det pædagogiske system insistere på, at det giver 

mening at lede efter ressourcer. En stivnet forvaltnings-, institutions eller hjælpekultur, 

der ikke ser disse subjektiveringsmuligheder og muligheder for at italesætte 

hjælpearbejdet på en fleksibel måde kan, givet de ovennævnte muligheder, påkalde sig 

kritik. Det samme kan naturligvis en kultur, der har indbygget denne kontingens i sig 

(fordi det netop kunne være anderledes), men den kan svare bedre for sig... 

Socialpædagogikken beskriver sig selv – i forlængelse af den tradition, der ikke mindst 

tegnes af Natorp - som en refleksion over forholdet mellem individ og samfund. I de 

refleksioner, der breder sig i pædagogiske lærebøger, abonneres på 

modernitetsfilosoffer og sociologer som Kant og Giddens, og kernen i dem er, at der 

med moderniteten er indledt et mere komplekst individ-samfundsforhold med en højere 

grad af uafgjorthed, ubestemthed, sammenlignet med førmoderniteten, hvor traditionen 

havde mere magt. Centralt i den socialpædagogiske refleksion er således det moderne 

menneskes kontingenserfaring stillet overfor et samfund, der ikke på samme måde 

som tidligere er i stand til at give mennesket til sig selv – eller med en mere 

subjektteoretisk formulering: give subjektet til sig selv. Kontingens betyder i denne 

sammenhæng erfaringen af, at tingene også kunne være anderledes (realiteten som 

21


hverken nødvendig eller umulig). Systemteorien uddyber dette forhold og viser, idet 

den opløser forestillingen om individet og samfundet som to modstillede enheder, hvori 

kompleksiteten nærmere består. På samfundssiden sker det som nævnt med 

henvisning til samfundets uddifferentiering i en række forskellige funktionelle systemer. 

Denne diagnostiske præcisering vil vi få brug for senere i fremstillingen. 

Begrebet kontingenserfaring er fra det systemteoretiske vokabularium. Begreber som 

usikkerhed og kompleksitet er mere almindelige i den pædagogiske litteratur. I den 

pædagogisk-kritiske tradition bruger man gerne begrebet fremmedgørelse, idet det 

moderne vilkår beklages, ligesom det modsatte forhold også beklages, nemlig når 

samfundet optræder mere entydigt og magtfuldt. Så tales der om undertrykkelse. 

Måden hvorpå pædagogikken forsøger at formidle mellem de to, undertrykkelsen og 

fremmedgørelsen, er ved at kræve af samfundet, at det giver mulighed for den enkeltes 

selvrealisering. Det siger sig selv, at pædagogikken på samfundets vegne er rede til at 

påtage sig et stort ansvar med at tilvejebringe forudsætningerne for denne 

selvrealisering. I socialpædagogikken bruges ikke altid ordet selvrealisering. Måske 

under indtryk af, at det er marginaliserede mennesker, man har med at gøre, 

formulerer man opgaven som: At realisere den enkeltes medborgerskab (Jan Jaap, 

?)…. 

De forskellige samfundssystemer forøger deres tilslutningsevne ved at konstruere 

stadigt nye subjektiveringsmuligheder. Socialpædagogikken har det som en del af dens 

selvforståelse at medvirke ved realiseringen af disse muligheder – også for de 

mennesker, der har vanskeligheder af den ene eller den anden art. 

Hvor retten kan slå sig til tåls med, at retlige kommunikationsmuligheder aktiveres via 

personlig repræsentation (værgemål er det klassiske eksempel) og foldes ud på denne 

måde, er det vigtigt i et socialpædagogisk perspektiv, at den funktionshæmmede selv 

som person (eksempelvis den demente) bidrager til realiseringen af hans 

samfundsmæssige kommunikationsmuligheder. Ellers er det vanskeligt at tale om ham 

som en del af det sociale fællesskab. Socialpædagogikken handler om at skabe 

personer…… 

Inden vi går nærmere ind i spørgsmålet om, hvorledes socialpædagogikken udarbejder 

forholdet mellem individ og samfund med særligt henblik demensomsorgsarbejdet, skal 

der meget kort og i punktform beskrives nogle forudsætninger vedrørende 

22


pædagogikken som et særligt funktionssystem med sin særlige meningshorisont. 

Nogle af disse forudsætninger vil blive uddybet, hvor det falder naturligt i 

sammenhængen. 

Pædagogikken former mediet barn med henblik på barnets sociale tilslutningsevne. I 

dag hvor pædagogikken breder sig langt udover den fase af livet, som vi betegner 

barndommen, foreslår Luhmann livsløbet eller livshistorien som det medium, der 

formes af uddannelsessystemet eller det pædagogiske system. 

Pædagogikken er i modsætning til socialisationen den bevidste og målrettede 

bestræbelse på at skabe integration mellem menneske og samfund. 

Pædagogikken er uddifferentieret som den gode hensigt om at uddanne – og adskiller 

sig først og fremmest derved fra alle mulige andre samfundsmæssige 

kommunikationer, for eksempel politisk kommunikation eller retlig kommunikation. 

Pædagogikken deler verden i ressourcer og ikke-ressourcer og i det der kan formidles 

overfor det der ikke kan formidles. 

Tager vi udgangspunkt i det sidste og herfra nærmer os det sociale arbejdsfelt, nemlig 

demensomsorgen, der er fokus for denne fremstilling, kan vi bestemme 

socialpædagogikken i demensomsorg som den pædagogik (eller pædagogiske 

intention), som, idet den retter sin socialpædagogiske formidling mod 

omsorgspersonalet, håber at bidrage til en ændring (en mere pædagogisk orientering) 

af forholdet mellem personalet og de demente i retning af en skærpelse af 

følsomheden for den enkelte dementes ressourcer med henblik på realiseringen af 

dennes samfundsmæssige muligheder, det som af nogen, blandt andre mange 

politologer, betegnes medborgerskab. 

Når vi taler om demensomsorgsfeltet kræver dette også en afgrænsning. 

Demensomsorg kan – hvis første led i begrebet understreges - skelnes fra andre typer 

af omsorgsarbejde, fx omsorgsarbejde i relation til børn eller omsorgsarbejde i forhold 

til (andre) psykisk syge. Understreges anden led i begrebet – ”omsorgs-”begrebet – 

kan demensomsorg skelnes fra en indsats, der primært er behandlende (i et 

sundhedsmæssigt hjælpeperspektiv) eller en indsats, der primært er en hjælp-til- 

23


selvhjælp eller en udviklende hjælp (i et socialt arbejdes eller socialpædagogisk 

perspektiv). Som det vil fremgå, udfordrer socialpædagogikken dog den forestilling om 

omsorg, at denne ikke kan operere med visse udviklingsintentioner. 

Demensomsorgen som et særligt hjælpeområde, traditionelt behersket af et 

psykopatologisk vidensregime og en stærk forestilling om den omsorgsmæssige 

handlesikkerhed i en fast antaget institutionshjemmel, fremtræder i disse år som et felt 

under fornyelse, betinget af nyudviklinger inden for socialpolitik, ret og viden på det 

medicinske-psykologiske område. 

Socialpædagogikken griber fat i de tendenser, der findes i feltet, for at skabe plads til 

læring og nykonstruktion i organisation og interaktion. 

2.2 Magt og tvang i demensindsatsen (magt som anledning for 

socialpædagogikken) 

2.2.1 Magt, selvbestemmelse og omsorg(spligt) 

Socialpædagogikkens indgang til indsatsen på demensområdet er 

magtanvendelsesproblematikken. To overordnede hensyn eller værdier er bærende på 

området: Den ene er værdien ”omsorg”, den anden er ”selvbestemmelsesretten”. De to 

værdier mødes i det, der her kaldes magtanvendelsesproblematikken. 

Det er ikke sådan, at socialpædagogikken er fuldstændig ny på demensområdet. På 

bistandslovens tid var det således forudsat, at indgreb overfor voksne med vidtgående 

psykiske handicaps kun blev anvendt i det omfang pædagogiske midler havde vist sig 

utilstrækkelige (jf. Socialmin. bek. nr. 568 af 21.12. 1979 om magtanvendelse m.v. i 

institutioner for voksne med vidtgående fysiske eller psykiske handicap). 

Socialpædagogikkens forbindelse til omsorgsarbejdet og til 

magtanvendelsesproblematikken har fra begyndelsen, ikke bare på demensområdet, 

men mere bredt, været formaliseret i de retningslinjer, personalet har skullet agere 

efter. 

Demensområdet er i lighed med andre omsorgsområder, der traditionelt har været 

præget af en medicinsk-sundhedsfaglig vinkel på opgavevaretagelsen, i stigende grad 

24


kommet under pres med krav om integration, normalisering og individualisering af 

indsatsen. I takt med denne udvikling, der satte ind allerede i 1950érne med en 

sociologisk inspireret kritik af ”totalinstitutionen”, er den socialpædagogiske udfordring 

blevet både større og tydeligere. Kritikken af totalinstitutionerne var indledningsvis 

koncentreret om udviklingshæmmedes vilkår og ringe retsstilling. Siden bredte den sig 

til andre områder og i slutningen af 90érne til demensområdet. Det bemærkes, at de 

institutioner, der omtales her, er sociale institutioner, det vil sige institutioner udenfor 

det psykiatriske sygehusvæsen. Den vigtige afgrænsning til psykiatrien vender vi 

tilbage til. 

I socialpolitisk sammenhæng har ”institution” traditionelt (siden 1800-tallet) betegnet en 

fælles bygningsmæssig, ideologisk og retligt reguleret ramme om offentlig forsørgelse 

og opdragelse af grupper af socialt udsatte eller marginaliserede mennesker, som på 

den måde har levet deres liv under opsyn, behandling eller pleje af ansat personale. 

Det skal i parentes bemærkes, at førnutidsformen i omtalen af ”institutioner” ikke skal 

indikere, at institutionerne helt er afskaffet. På det sociale område eksisterer de fortsat 

som børneinstitutioner. Også på det psykiatriske område findes de som psykiatriske 

sygehuse. Endelig føres visse plejehjem videre efter gamle, men dog modificerede 

regler….. 

Reguleringen af institutionens forhold har bygget på dels forskrifter under lov niveau, 

dels antagelsen af en særlig institutionshjemmel, der indebærer, at selve 

indskrivningen på institutionen giver et hjemmelsgrundlag for de handlinger, som 

udføres i en naturlig tilknytning til institutionsopholdet uden at der foreligger et egentligt 

samtykke hertil.… Institutionsbegrebet har således garanteret omsorgen overfor de 

grupper af personer, der måtte antages at være ude af stand til at drage omsorg for sig 

selv. Den samme garanti har imidlertid ikke kunnet ydes i forhold til den anden centrale 

værdi, selvbestemmelsesretten. 

I tidsdimensionen forbindes institutionen med en skematisk fastlagt døgnrytme med en 

altovervejende bindende virkning for hele kollektivet af indskrevne personer, en 

regelmæssighed uden større plads til spontanitet og afvigelse, hvad enten de 

indskrevne nu har været sindslidende, udviklingshæmmede eller noget tredje. I 

sagsdimensionen forbindes institutionen (i hvert fald dem der har huset psykisk 

handicappede) med diagnostisk ekspertise, stærk fokus på adfærd og 

25


adfærdsforandringer (typologiske forløb), minutiøse vurderinger af samme og 

medicinsk orienteret planlægning og pleje. Socialt kædes institutionen sammen med en 

høj grad af asymmetri i forholdet mellem beboere og personale og med omsorg 

snarere end med inddragelse og respekt for selvbestemmelse og integritet. 

Bistandsloven (ikrafttræden 1. april 1976) indleder en ny epoke i socialpolitikken, og de 

tidligere principper for behandlingen af fysisk handicappede, udviklingshæmmede og 

sindslidende mennesker ændres i forlængelse af principperne om normalisering (og 

dermed individualisering) og integration. Decentralisering som organiseringsprincip bør 

også nævnes her, idet mange statslige centralinstitutioner udlægges (hvor de senere 

omlægges til bofællesskaber mv.) til amterne i 1980érne. Først med serviceloven (lov 

nr. 454 af 10. juni 1997, ikrafttræden 1. juli 1998) blev imidlertid institutionsbegrebet 

afskaffet og i stedet erstattet med et princip om, at boligen (uanset form) skal være 

borgerens hjem. Fordi mange institutioner netop kaldte sig ”hjem”, måtte man, nu hvor 

man i princippet havde afskaffet institutionerne, finde en anden og mere neutral 

betegnelse for de nye ”hjemliggjorte hjem”. Denne betegnelse blev begrebet boformer. 

Centralt i udmøntningen af hjemliggjorte hjem er, at der skal være tale om et rum, som 

giver mulighed for privatliv og selvbestemmelse. Borgeren må ikke behandles som en 

kategori i sit hjem. Ethvert menneske er individuelt og skal som udgangspunkt have 

hjælp efter en individuel behovsvurdering. Der skal laves individuelle planer for 

hjælpen. Den enkelte skal inddrages, i nogle tilfælde have egentlige valgmuligheder 

osv. 

Med indførelsen of boformer bliver det muligt at adskille botilbud og pleje som grundlag 

for en normalisering af hele indsatsområdet. 

De professionelle skal være opmærksomme på, om der er pårørende, der kan spille en 

rolle i tilrettelæggelsen af omsorgen samtidig med, at respekten overfor den 

funktionshæmmedes selvbestemmelse og integritet opretholdes. 

Der ligger, som det kan ses, i ophævelsen af institutionsbegrebet et omarrangement af 

forholdet mellem omsorgsværdien og værdien om selvbestemmelse. 

Med gennemførelsen af disse tiltag imødegik man kritikken af ”totalinstitutionen”, 

ligesom man fra politisk hold sikrede en højere grad af overensstemmelse med de 

26


internationale menneskerettighedskonventioner, der siden første verdenskrig er blevet 

stadigt flere og mere udbyggede – også på området for psykisk (og i øvrigt også fysisk) 

funktionshæmmede. Flere relevante konventioner kan nævnes i denne forbindelse, 

herunder Europarådets konvention til Beskyttelse af Menneskerettigheder og 

Grundlæggende Frihedsrettigheder, Europarådets konvention om menneskerettigheder 

og biomedicin, FNs standarsregler om Lige Muligheder for Handicappede, FNs 

konvention om borgerlige og politiske rettigheder. 

Særligt med hensyn til institutionsbegrebets ophævelse har dette sin baggrund i en 

diskussion om handicappedes ret til en bolig på lige fod med andre i 

overensstemmelse med FNs erklæring om lige adgang for handicappede fra december 

1993. Udgangspunktet for en række organisationer under forarbejderne til lov om 

social service var, at alle skulle bo i boliger reguleret efter de almindelige boligretlige 

regler. 

Den retlige udfordring fra menneskerettighederne er oplagt deres universalitet. Hvor 

det retlige personbegreb (som i øvrigt har sit udspring i civilretten) var knyttet til 

samfundsmæssig status og muliggjorde en differentiering i forskellige grundlæggende 

rets positioner, der kunne tilskrives forskellige personer, betyder 

menneskerettighedernes personelle udstrækning, at denne mulighed er væk. Med 

Zahle (?, s. 33-34) kan vi sige, at menneskerettighederne i dag vedrører en så broget 

skare, at der ikke kan tales om rettigheder med et fast og ensartet indhold. 

Rettighederne, som i deres meget abstrakte form principielt deles af alle, skal i højere 

grad omsættes konkret i forhold til enkeltområder og persongrupper, hvor demente er 

een sådan gruppe. 

Vil man bevæge sig længere ind i den magtanvendelsesproblematik, der er 

socialpædagogikkens indgang til demensområdet, må man indledningsvis skelne 

mellem omsorgen for psykisk habile og omsorgen for psykisk inhabile. På 

hjælpeområdet vedrørende psykisk habile råder ”selvbestemmelsesretten”, næsten 

uden indskrænkning (indskrænkning kan kun komme på tale i nødretslige tilfælde). På 

området for psykisk inhabile, hvortil demente må regnes, kan man derimod ikke lade 

selvbestemmelsesretten råde fuldstændigt. Sidstnævnte område er differentieret i et 

kommunalt socialt område og et regionalt (tidligere amtsligt) psykiatrisk 

sygehusområde. Det psykiatriske hospital er først og fremmest en behandlende 

27


institution, om end der under længerevarende ophold er en egentlig omsorgsopgave 

ved siden af den behandlende. Den kommunale boform er ikke en institution, men et 

hjem (der henvises i øvrigt til det just gennemgåede omkring de sociale institutioner og 

senere boformer). På trods af den formelle og institutionelle differentiering af området, 

er det de samme personalegrupper og til dels ”omsorgskulturer”, der genfindes de 

forskellige steder. 

Læger og sygeplejersker har traditionelt spillet er stor rolle på kommunale plejehjem 

med demensafsnit eller andre sociale boformer for demente. Derfor er det ikke så 

underligt, om disse afsnit og boformer har hentet væsentlige bidrag til deres 

”omsorgsmodel” fra psykiatriområdet, hvor definitionen af magt og magtanvendelse, jr. 

nedenfor, har været en anden end på det sociale område.. 

På det sociale omsorgsområde hænger udøvelsen af magt sammen med udøvelsen af 

omsorgspligten. Dette gælder, selvom det heldigvis i de fleste situationer er muligt at 

udøve omsorg uden brug af magt (et sådant udsagn må selvfølgelig afhænge af, hvad 

vi nærmere forstår ved magt, jr nedenfor). ”Omsorgspligten” mistede som sagt sit 

retlige grundlag med den formelle ophævelse af institutionsbegrebet, hvilket førte til en 

diskussion om, hvilke regler der så skulle gælde for omsorgen af personer, der boede i 

de hidtidige institutioner eller i nye boformer. Det gjaldt særligt i forhold til 

magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten. 

Efter et udvalgsarbejde forestået af psykiatriudvalget (henvisning) blev omsorgspligten 

igen præciseret, denne gang i selve serviceloven i forbindelse med en ændring, hvor 

også et nyt sæt regler om magtanvendelse blev indskrevet (lov nr. 392 af 2. juni 1999 

om ændring af lov om social service og lov om retssikkerhed og administration på det 

sociale område). 

Reglerne i serviceloven om magtanvendelse overfor voksne handler om, hvorledes den 

nødvendige og dermed lovlige magtanvendelse i omsorgsarbejdet kan skelnes fra den 

unødvendige og ulovlige ditto. Samtidig er reglerne udtryk for et politisk ønske om 

nytænkning i det pædagogiske, omsorgs - og plejemæssige arbejde med personer 

med nedsat psykisk funktionsevne inden for det sociale område. Det fremgår nu 

udtrykkeligt af loven (§ 124 stk.1), at magtanvendelse aldrig må erstatte omsorg, pleje 

og socialpædagogisk bistand. 

28


Reglerne har det centrale sigte at forrykke balancen mellem det nødvendige og det 

unødvendige, således at området for ”nødvendig” magtanvendelse bliver mindsket og 

så lille som muligt. Opregningen af mulige indgreb i loven er for at understøtte dette 

sigte gjort udtømmende. Loven skelner mellem anvendelse af følgende 

foranstaltninger: Brug af alarmsystemer, fastholdelse (herunder i tilfælde hvor det 

anses for nødvendigt i forbindelse med personlig hygiejne), tilbageholdelse i boligen, 

anvendelse af beskyttelsesmidler og optagelse i særlige botilbud uden samtykke. 

Efter den opfattelse af magtanvendelse, der traditionelt har hersket i behandlingen af 

psykisk inhabile (eller psykisk syge) er magtanvendelse det, som foretages imod den 

syges vilje (læs: den behandling eller omsorg, der ydes modstand imod). Det følger 

heraf, at behandling eller omsorg, som den syge passivt finder sig i, ikke opfattes som 

magtanvendelse. 

Opfattelsen har været gældende på det sundhedsmæssige/psykiatriske område, hvor 

den har fundet støtte i lovgivningen helt frem til den seneste ændring af psykiatriloven i 

2006 (ved lov nr. 534 af 8/6 2006 om revision af psykiatriloven, herunder 

tvangsdefinition, personlig skærmning, aflåsning af døre i afdelingen, øget lægeligt 

tilsyn og ekstern efterprøvelse, ændret klageadgang m.v.). Som nævnt er det meget 

muligt, at der har været en ”afsmitningseffekt” af denne opfattelse til det kommunale 

demensomsorgsområde. 

På det sociale område har udgangspunktet nok været, at det for at yde omsorg er 

fornødent med et samtykke, men uden for de tilfælde, hvor der har foreligget aktiv 

modstand mod personalets foranstaltninger, har man været relativt hurtige til at 

acceptere, at der kan bygges på lidt tvivlsomme samtykkekonstruktioner, hypotetisk 

samtykke eller passivt samtykke (ikke at forveksles med stiltiende samtykke, der den 

dag i dag må accepteres) eller alternativt en institutionshjemmel. (Rapport fra udvalget 

om psykisk handicappedes retssikkerhed). Det skal præciserende bemærkes, at det 

efter sundhedslovgivningen i hele den periode, vores beskrivelse har omfattet, har 

været formelt udelukket (på grund af manglende hjemmel) at gennemføre medicinske 

behandlingstiltag i tilknytning til den kommunale demensomsorgsindsats uden at der 

har foreligget et samtykke. Sundhedsmæssig behandling uden samtykke kan nu som 

før som altovervejende hovedregel kun ske efter psykiatriloven (er der tale om 

behandling mod den pågældendes vilje, er behandling kun mulig efter psykiatriloven), 

29


der udelukkende gælder på de psykiatriske sygehuse. De formelle regler har dog ikke 

kunnet forhindre brugen af skjult medicinering på de sociale kommunale plejehjem og 

boformer, hvilket er blevet kritiseret gentagne gange i samme periode.. 

I dag, hvor området er tættere lovreguleret og institutionsbegrebet ophævet, er det 

sikkert, at der på det sociale område ikke kan opereres med de ovennævnte mere 

tvivlsomme samtykkekonstruktioner. Et stiltiende samtykke kan accepteres, men det 

må bygge på, at der er en grad af psykisk dækning for det. Det, at omsorgspligten er 

blevet præciseret i loven (lov om social service § 82), betyder, at der fortsat skal ydes 

hjælp, uanset om der foreligger samtykke fra den enkelte, men området for at yde 

hjælp uden samtykke efter denne bestemmelse må være snævert. Det forhold, at den 

gældende magtdefinition omfatter passivitetstilfældene, maner til stor forsigtighed, når 

man bevæger sig på dette terræn. Tvang kan der naturligvis ikke være tale om at 

udøve efter denne bestemmelse. 

Udfordringen for demensomsorgen kan siges at bestå i på den ene side at fremme og 

understrege selvbestemmelsesretten for at undgå magtanvendelse, på den anden side 

at være opmærksom på og - om nødvendigt – udnytte muligheden for at begrænse den 

enkeltes selvbestemmelsesret for at undgå omsorgssvigt. 

Udfordringen kan med andre ord formuleres lidt forskelligt, alt efter om man betoner 

selvbestemmelsesretten, som man gør i dag, eller omsorgsforpligtelsen. 

Vægtlægger man omsorgen kan udfordringen lyde: At yde forsvarlig pleje og omsorg, 

om nødvendigt ved brug af magt, og samtidig, så vidt det er muligt, respektere den 

enkeltes selvbestemmelsesret (hellere magtanvendelse en gang for meget, end at 

risikere at begå omsorgssvigt). Og med omvendt vægtlægning, den vægtlægning der i 

dag synes at være den anerkendte. At respektere den enkelte selvbestemmelsesret og 

skabe maksimale muligheder for udfoldelse af denne, samtidig med at det sikres, at 

der, så vidt muligt, ikke begås omsorgssvigt (hellere undlade omsorg med magt 

engang for meget, end en gang for lidt). 

Skal området for selvbestemmelsesretten udstrækkes maksimalt, må det ske under 

henvisning til hensynet til individet. Skal området for selvbestemmelsesretten omvendt 

30


begrænses, må det ligeledes – altovervejende - begrundes med hensyntagen til 

individet. 

På behandlingsområdet, hvor der kan kalkuleres med en egentlig bedring af tilstanden, 

hvis de rette helbredende eller socialiserende foranstaltninger iværksættes, kan den 

ovennævnte modsætning opløses ved at skelne mellem personen nu og personen 

senere. En aktuel begrænsning i individets selvbestemmelse kan begrundes med 

muligheden for at samme individ på et senere tidspunkt kan udøve en højere grad af 

selvbestemmelse. 

Denne mulighed for at opløse problemet er ikke oplagt på demensomsorgsområdet, 

hvor man i stedet må arbejde med andre opløsningsmåder. Det er her oplagt at nævne 

den ved lov indførte mulighed for, at en borger, som endnu har sin habilitet i behold, 

opretter plejetestamente, hvorved han forlænger sin nuværende selvbestemmelsesret 

ind i en fremtid, han forestiller sig at kunne overskue….. 

2.2.2 Magt som socialpædagogisk anledning 

Efter denne mere beskrivende gennemgang af nogle udviklingstendenser på 

demensområdet, vil vi gå nærmere ind i spørgsmålet om, hvorledes 

socialpædagogikken bruger disse som anledning til at skabe sig sin egen plads i 

omsorgsindsatsen på demensområdet. 

Når magtanvendelsesproblematikken er blevet kaldt socialpædagogikkens indgang til 

demensområdet, kan vi ud fra det foregående skelne mellem to begrundelser herfor. 

Den ene er negativ, den anden positiv. Starter vi med den første, hæfter vi os ved 

magtanvendelse som noget, der bør udgås med henblik på at beskytte den enkeltes 

integritet og selvbestemmelse. Socialpædagogikken kommer her ind i billedet som en 

mulig og i hvert fald – som vi har set - obligatorisk foranstaltning til forebyggelse af 

(behovet for) magtanvendelse. Men der er også en mere positiv formulering: Et vigtigt 

formål med indsatsen på demensområdet er at forbedre den enkeltes sociale og 

personlige funktion, udviklingsmuligheder og livsudfoldelse. Denne formulering trækker 

på vendinger i serviceloven og i det foregående er det blandt andet blevet fremhævet, 

at socialpædagogikken ser sin egen rolle i det at fremme virkeliggørelsen af den 

enkeltes potentialer i en social kontekst. En vigtig vej til en sådan 

31


”kompetenceudvikling” går gennem magtbegrebet, idet dette begreb rummer en af 

nøglerne til en ændret balancering af forholdet mellem selvbestemmelse og omsorg, 

hvilket må anses som en forudsætning for at (gen-)opdage den demente, herunder den 

svært demente, som en person, der dog kan besidde ressourcer til at deltage i 

meningsfuld kommunikation. En ændret opfattelse af magten i kommunikationen synes 

med andre ord at kunne øge sensibiliteten i forhold til den enkelte dementes 

kontaktforsøg og kommunikative ressourcer. 

Socialpædagogikken er sit eget system, sin egen autopoiesis, sin egen 

operationsmåde. Det er meget vigtigt at holde sig for øje i en systemteoretisk 

sammenhæng. Socialpædagogikken er refleksiv i forholdet til sin omverden og kopierer 

for så vidt hele tiden sin egen system-omverdensforskel ind på indersiden af sin 

omverdensgrænse. At socialpædagogikken er refleksiv betyder imidlertid ikke, at den 

kan relativere sig selv ved at inddrage alle mulige iagttagerperspektiver i sin egen 

særlige kommunikationsmodus. Enhver forestilling om socialpædagogikken som en 

meningsfuld enhed ville opløses, hvis socialpædagogikken skulle rumme alle de mulige 

måder, hvorpå den kan iagttages af sin omverden. Det ville være alt for belastende og 

muligheden for at opnå konsensus internt ville blive umuliggjort. Det forhold at der på 

den måde er grænser for kompleksitetsopbygning, er blevet kaldt den ”konjunktionelle” 

logiks umulighed. Det spørgsmål melder sig, hvorledes systemet løser dette problem 

og svaret er, at det indarbejder de forskellige omverdenssystemer som paradokser i 

kommunikationen – det vil sige at der udarbejdes forenklinger, der fører til 

modsatrettede anbefalinger, som igen åbner for valg. 

Når vi fastholder, at socialpædagogikken er sit eget system, fastholder vi samtidig 

alvoren i overskriften til dette kapitel. De socialpolitiske og retlige tendenser, der just er 

gennemgået uden at de i gennemgangen er holdt tydeligt adskilt, er ikke tendenser, 

der direkte influerer socialpædagogikkens måde at udfolde sig på demensområdet, 

men socialpædagogikken bruger dem som anledning. 

Socialpolitisk er socialpædagogikken en del af et magtspil, et spil der handler om at 

styre og forandre, om at udøve magt i en bevidsthed om grænserne for magt, men 

socialpædagogikken kan ikke et gennemskue, hvordan det indgår som instrument eller 

teknologi i en politisk plan eller som en del af en symbolpolitik. Politikkens medium er 

magten og den deler verden i regering og opposition. Pædagogikkens logik er en 

32


anden, men den kender det paradoks, som betegner kravet om autonomiens og 

kausalitetens samtidige tilstedeværelse, som også kendes fra styringslogikken. I 

pædagogikkens udgave hedder det, at man i opdragelsen til frihed må forudsætte 

kausale påvirkningsmuligheder. I mødet med det politiske system genkender 

socialpædagogikken fra sit eget ”opdragelsens paradoks” det samtidige politiske krav 

om at være fri (moderne styring forudsætter selvstyring eller autonomi) og 

forudberegnelig som en mekanisme, der på triviel vis i ikke-trivielle omgivelser kan 

transformere et nærmere bestemt input til et nærmere bestemt output. 

Socialpædagogikken forsøger at afbalancere disse krav. På den ene side påberåber 

den sig at være en indstilling, en holdning, der er parat til at møde en verden af 

usikkerhed og ikke-forudberegnelighed. Den nægter så at sige at lade sig reducere til 

metode eller teknologi. På den anden side bestræber den sig på at levere redskaber til 

brug i en praksis, der skal udtømme de socialpædagogiske muligheder, førend 

magtanvendelse kan finde sted. 

I et politisk perspektiv er det en vigtig socialpædagogisk funktion at selektere de 

tilfælde, hvor magtanvendelse er ufornøden fra de tilfælde, hvor magtanvendelse er 

nødvendig. Socialpædagogikken som redskabssamling kan udfylde denne 

selekterende funktion (”nu har vi prøvet ”kontaktøen”, de kreative ”afledninger”, 

”girafsproget” osv. og intet hjælper…ergo….). Socialpædagogikken som fri impuls, som 

etisk indstilling, kan imidlertid ikke levere en helt tilfredsstillende socialpædagogisk 

begrundelse for en magtanvendelse, der aldrig vil kunne kaldes faglig nødvendig, men 

måske nok en lidt pinlig forlegenhedsforanstaltning. 

Retten er en kompleks input- og outputorienteret mekanisme, der efter et traditionelt 

ideal om retssikkerhed skulle fungere på en forudsigelig måde, ja, nærmest som en 

trivialmaskine. Helt så enkelt fungerer den moderne ret imidlertid ikke. Retssystemet er 

inputorienteret, når det ”henter loven ind” som den kilde, der skal garantere den retlige 

argumentations enhed og et stykke hen ad af vejen determinere dets output. Enhver 

retlig argumentation har sit afsæt i loven som det centrale udgangspunkt, men loven er 

i dag en forskrift, der forudsætter en proces, hvorved den udmøntes i praksis. Hertil 

kommer, at love suppleres af andre høj abstrakte og komplekse kilder. 

Menneskerettighederne og udfordringen herfra er nævnt. Udover at der altså skal 

foretages komplicerede fortolkninger eller udfyldninger, hvor retsanvendelsen hele 

33


tiden forløber i en tæt dialog med ”faktum” er retten også outputorienteret. Den 

moderne retsanvender formodes også at tage hensyn til virkningen af sine afgørelser. 

Ligesom da vi ovenfor behandlede socialpædagogikkens forhold til socialpolitikken, er 

det også i forholdet til retten sådan, at socialpædagogikken ikke kan lave en 

retssikkerhedsberegning af sine egne forhold, idet den så at sige indarbejder rettens 

fulde kompleksitet i sin egen kompleksitet. 

Det, socialpædagogikken opfanger, er et samtidigt krav om objektivering og 

subjektivering. En retlig orientering indeholder for socialpædagogikken på den ene side 

en orientering mod en objektiv ramme, der kan lede praksis ved at sætte en tydelig 

grænse mellem lovlighed og ulovlighed. På den anden side er retten ikke noget uden 

konkretiserende fortolkning eller skøn og dermed uden individualiserende tilpasning til 

den enkelte situation. Formidlingen af det objektive og det subjektive moment er for 

kompleks for socialpædagogikken, hvorfor der for den alene fremstår et 

modsætningsfuldt valg. 

Subjektivering henholdsvis objektivering kan vælges alt efter, hvorledes det 

ambivalente pendul svinger. 

Magtanvendelsesreglerne styrker måske nok retssikkerheden for borgeren, men deres 

betydning for det pædagogiske system kan pædagogikken ikke entydigt fastslå. Regler 

kan både blive overholdt og ikke overholdt, de vil give anledning til såvel lovlige 

omsorgshandlinger som ulovlige handlinger, der vil blive påklaget eller ikke påklaget, 

hvorved reglerne vil blive håndhævet eller ikke håndhævet. Men hvordan fordelingen af 

lovligheder og håndhævede ulovligheder vil påvirke læring og læringsparatheden på 

feltet, er vanskeligt at vurdere. For eksempel er det usikkert om magtanvendelsesregler 

og regler om indberetning af magtanvendelsestilfælde vil styrke en ”åben læringskultur” 

eller tværtimod modvirke læring i en åben dialog personalet imellem eller imellem 

ledelse og personale. På samme måde er det vanskeligt at vurdere om reglerne styrker 

en socialpædagogisk tilgang til omsorgsarbejdet eller ej. 

Socialpolitik og -ret danner en del af forudsætningerne eller mulighedsbetingelserne 

for, at socialpædagogikken kan folde sig ud på demensområdet. Det betyder imidlertid 

ikke, som det er fremgået, at socialpædagogikken er et kausalt produkt af nogle 

socialpolitisk-retlige udviklingstendenser. Lad os afslutningsvis kigge lidt nærmere på, 

34


hvorledes socialpædagogikken bruger de nævnte tendenser som afsæt for at udfolde 

sine egne formål. Hvis socialpædagogik handler om at skabe læring, et grundlag for 

forandring og nykonstruktion, må det i første omgang dreje sig om at tydeliggøre 

kontingens, at sandsynliggøre at verden kan se anderledes ud. Idet 

socialpædagogikken eksternaliserer retten som en objektiv faktor, en fast og 

retningsvisende ramme for indsatsen, kan den, jf. ovenfor, sætte trumf på: Ikke blot kan 

verden se anderledes ud: Den skal se anderledes ud. Den skal dannes i socialrettens 

billede med socialrettens måde at (om-)arrangere forholdet mellem selvbestemmelse 

og omsorg. 

Det er her, hvor mulighedens ”kan” og det bydende ”skal” mødes, i gengivelsen af de 

nye regler om magtanvendelse, at socialpædagogikken tager sit dekonstruktive 

udgangspunkt. Socialpædagogikken må for at skabe plads til læring gå efter de 

formodede identiteter og grundlæggende ontologisk sikrede orienteringspunkter i en 

sundheds-medicinsk demenskultur og afsløre dem som iagttagelser, der kunne gøres 

anderledes. 

Tager man udgangspunkt i magtanvendelsesreglerne kan man gå i kødet på en 

opfattelse, der som noget selvfølgeligt relaterer magten til overvindelse af modstand. 

Denne opfattelse har god støtte i en hverdagsforestilling ligesom den som tidligere 

nævnt også har fundet støtte i den indtil for nyligt gældende psykiatrilov. 

Om de nye regler kan vi opsummerende sige, at de udtrykker en ny opfattelse af 

magtanvendelse på det sociale inhabilitetsområde, en opfattelse der skal ses som et 

led i afinstitutionaliseringen, normaliseringen og individualiseringen af hele det sociale 

omsorgs- og behandlingsområde og som en tilnærmelse til, hvad der til enhver tid må 

gælde på et normalområde, herunder også på fx det almindelige somatiske 

sundhedsområde. Efter denne opfattelse, kan magtanvendelse ikke begrænses til brug 

af tvang. Magtanvendelse er enhver omsorg eller behandling, som den pågældende, 

der hjælpes, ikke samtykker til eller ikke kan samtykke til. Magtanvendelse kan dermed 

forekomme uden at der øves modtand imod en given indsats. Det, der skiller 

magtanvendelsestilfældene fra almindelig omsorg er i princippet den dementes 

psykiske forhold, det vil sige forstår han og kan han overskue og godkende den 

professionelles forslag eller kan han ikke. 

35


Egentlig modstand mod omsorgshandlinger bliver i det praktiske omsorgsarbejde 

opfattet som et objektivt holdepunkt i arbejdet, en klar markør, der tydeligt fortæller, 

hvornår man skal være særlig varsom. Kan man ikke længere nøjes med at orientere 

sig efter disse mere objektive holdepunkter for en skelnen mellem magtanvendelse og 

omsorg uden brug af magt øges sensibilitetskravene til demensindsatsen, der 

udfordres på sin kommunikative formåen. Demensindsatsen tvinges så at sige til at 

forholde sig til den syges selvforhold, der for en principiel betragtning må anses for 

værende utilgængelig for den.. 

Ved indledningsvis at placere demensomsorgen overfor rettens bydende ”skal” og det 

objektivitetstab, der følger med dette, opnår socialpædagogikken at åbne for hele 

magtproblematikkens ”kan”. Det spørgsmål, der melder sig, når kontingenserfaringen 

først er indtrådt, er, hvilke andre muligheder der eksisterer for at italesætte magt. Den 

ændrede magtdefinition i lovgivningen bliver altså socialpædagogikkens anledning til at 

tage magtproblematikken under bred behandling. 

(I Muusmann rapporten (2006), som evaluerede det pilotprojekt, der førte til det store 

SPIDOprogram, konstateres det (s. 35), at personalet har fået bedre kendskab til 

lovgivningen, selvom denne egentlig ikke indgik i undervisningsprogrammet. 

Lovgivningen har senere fået en selvstændig plads i programmet, men skal tydeligvis 

stadigvæk først og fremmest fungere som anledning til en bredere magtrefleksion. Af 

rapporten (s. 50) fremgår endvidere, idet der samles op på undersøgelsens 

fokusgruppeinterviews: ”Medarbejderne vurderede, at kurset og forløbet i særlig grad 

havde medvirket til en øget bevidsthed omkring magtanvendelse, samt at denne 

bevidsthed havde bevirket igangsættelse af en kreativ proces hos medarbejderne. 

Dette på trods af, at flere medarbejdere fremførte, at de kendte de socialpædagogiske 

metoder i forvejen” ). 

Socialpædagogikken har en væsentlig inspiration fra socialpsykologi og sociologi, og 

det er herfra, den finder stof til at fortsætte sin udfordring af demensomsorgen. Skal 

man have fat i, hvad magt er eller kan være, kan man ikke nøjes med at skelne mellem 

tvang på den ene side og passiv eller aktiv accept på den anden. Magten er ifølge 

socialpædagogikken mere diffus. Magten kan være bevidst eller ubevidst. Den kan 

være direkte med en grad af formalisering (hvad enten den som beslutning er lovlig 

36


eller ulovlig), men den kan også være indirekte som en uformel definitionsmagt eller 

manipulerende bevidsthedskontrol. 

Magten er, iflg. socialpædagogikken, en del af dagligdagen. Den er ikke nødvendigvis 

synlig, ej heller en substans, man kan besidde og benytte som en ressource, der til 

lejligheden kan trækkes frem og fungere som årsag for nærmere specificerede 

virkninger. Snarere end at fungere som årsag ses magten som effekt af et 

modsætningsforhold. Magten har med gensidighed og mangel på gensidighed at gøre 

og socialpædagogikken minder om, hvorledes giverrollen (hjælperrollen), idet den 

netop bygger på en relation med mangel på gensidighed, let kommer til af producere et 

magtfuldt forhold. 

Disse mere abstrakte bestemmelser af magtbegrebet, hvor magten bliver en 

allestedsnærværende realitet uden at der tegner sig et klart modbegreb, kunne let føre 

os til den konklusion, at magten ikke blot er en kritisk, men også en produktiv faktor. I 

en socialpædagogisk sammenhæng er det dog magten som et begreb, der kan tjene 

den kritiske praksisrefleksion, som er i fokus. Hele magtdiskussionen er forbundet med 

det centrale afsæt i forholdet mellem omsorg og selvbestemmelse og tjener formålet at 

forøge spændingen og usikkerheden mellem disse ved at aktualisere spørgsmålet: 

Bliver den dementes ret til selvbestemmelse tilgodeset i tilstrækkelig grad i det daglige 

omsorgsarbejde? Bliver arbejdet med de demente i for høj grad bestemt af 

omsorgsværdien? 

Når spændingen mellem de to ovennævnte værdier forøges, afbalanceringen af dem 

forandres, sker der også noget med en række af de andre begreber på feltet; begreber 

der har det til fælles, at de i flere år har udgjort nogle ret entydige orienterings- eller 

pejlepunkter i den daglige demensindsats i dens forsøg på at realisere ”det gode liv” for 

de demente. Nu afslører også disse begreber sig som mere tvetydige, idet det viser 

sig, at de lader sig fortolke på mindst to måder, nemlig både med henblik på hvad vi 

her vælger at kalde en ”ydre” omsorgsmæssig vision om det gode liv (den 

sundhedsmæssige omsorgsvision?) og en ”indre” selvbestemmelsesorienteret vision 

om det gode liv (den socialpædagogiske vision?). Begreberne, vi taler om her, er 

begreber som værdighed og identitet. 

37


Det traditionelle omsorgsarbejde på demensområdet har identificeret sig med 

forestillingen om ”værdighed” for den enkelte. Modstykket til værdigheden og altså det 

modbegreb, der holder betydningen af værdighed på plads, fremstilles gerne som det 

”ydmygende”. Skal man have fat i, hvad værdighed betyder, er det derfor nødvendigt at 

kigge nærmere på relationen til det ydmygende. Hvorledes kan denne relation 

opfattes? 

I det traditionelle omsorgsarbejde bliver begrebet ydmygende koblet til begrebet om 

værdighed i en ydre forstand. Værdigheden er i denne relation altså en kendelig 

størrelse, der kan forbindes med en indre tilstand. Det ydmygende består i, at den 

demensramte udstiller sit indre handicap eller viser omverdenen, at han ikke kan 

beskytte det billede af selvstændighed og evne til at klare sig selv, som han tidligere 

har kunnet projicere. Hjælpearbejde kan i denne optik fremme værdigheden ved at 

hjælpe den enkelte med at fremstå så normalt som muligt. Kan den enkelte ikke 

længere erkende et behov for at vaske sig, må man sørge for, at han alligevel bliver 

vasket. 

I den socialpædagogiske version af hjælpearbejdet kobles det ydmygende derimod 

tættere til begrebet selvbestemmelse som et udtryk for en indre autonomi, der kræver 

en ydre anerkendelse. Man taler i den forbindelse også om selvværd. Det ydmygende 

fremkommer så ikke først og fremmest derved, at den funktionshæmmede viser sine 

begrænsninger (det gør vi jo alle i et eller andet omfang). Det ydmygende fremkommer, 

når den (rest af) autonomi vi formodes at have som mennesker ikke respekteres. 

Ved dog at holde begge værdighedsformer åbne, skaber socialpædagogikken en 

spænding i begrebet, som er tendentielt øger kompleksiteten i demensarbejdet. 

Med hensyn til integritetsbegrebet har dette den samme kvalitet, at man kan skelne 

mellem en indre og en ydre tilnærmelse til begrebet. Igennem den indre tilnærmelse til 

integritetsbegrebet knyttes an til spørgsmålet om identitet som en indre oplevelse eller 

tilstand. En ydre tilnærmelse vil derimod knytte an til begrebet omdømme. 

2.2.3 Magtrefleksionen som kim til problemløsning 

Vi har indtil nu fokuseret på magtanvendelsesproblematikken som en potentielt 

åbnende og kontingensfremkaldende eller – accelererende problematik. Som en 

konsulent siger det i forbindelse med et SPIDOforløb: Magten kan være svær at forlige 

38


sig med, for personalet har ikke ønsket at stå i en magtfuld position. Lykkes det derfor 

at sætte spørgsmålstegn ved, hvad magtanvendelse egentlig er og lykkes det herunder 

at synliggøre magtanvendelse som noget, der ikke bare har med tvang at gøre, det vil 

sige som noget videregående, der kan være vanskelig helt at undgå, har man bidraget 

til at ryste den gældende orden. Demensomsorgen bliver åben for selvrefleksion.. 

Det siger sig selv, at socialpædagogikken ikke kan nøjes med at virke som en 

dekonstruerende eller udfordrende faktor, den må også være med til at bygge op, hvis 

den skal have en chance på feltet. Socialpædagogikken forsikrer i den forbindelse om, 

at en asymmetrisk relation sagtens kan være en ligeværdig relation. Men asymmetrien 

slipper man ikke for i et socialpædagogisk perspektiv på omsorgsforholdet. Tværtimod 

bygger socialpædagogikken kraftigt på den asymmetriske relation, der er nødvendig for 

at rekonstruere den demente som ”person” og skabe en (ligeværdig) relation præget af 

meningsfuld kommunikation. I kapitel 3 går vi tættere på spørgsmålet om, hvorledes 

socialpædagogikken bygger en ny (asymmetrisk) kommunikativ orden op med en 

højere grad af sensibilitet over for den demenssyge som et kommunikerende individ. 

Her vil vi kort stille spørgsmålet, om allerede den øgede usikkerhed og 

kontingenserfaring bringer kimen til en løsning på de problemer, som opleves på 

demensområdet. 

Knytter vi an til det foregående om, hvorledes (samme) værdier, når de udstilles i deres 

tvetydighed, pludselig kan give anledning til ret forskellige fortolkninger af det gode liv, 

kan det umiddelbart indses, at også ”problemer” må være iagttagerrelative størrelser. 

I et systemteoretisk perspektiv er det banalt, at systemer har hver deres omverden og 

at det, der opfattes som problemer, er afhængig af det enkelte systemets egen måde at 

reproducere sin system-omverdens-forskel. Ved at iagttage hvorledes det traditionelle 

sundhedsmæssige omsorgssystem iagttager problemer på demensområdet og ved at 

gøre denne iagttagelse synlig som en iagttagelse, der kunne være anderledes, 

optræder socialpædagogikken som andenordensiagttager. Det betyder ikke, at den er 

hævet over den sundhedsmæssige iagttagelse, som i den forbindelse benævnes 

førsteordensiagttagelse. Socialpædagogikken er også selv en førsteordensiagttagelse. 

Selve den oplevelse, at man kan se noget, man opfattede som et ”objektivt problem”, 

fra en anden iagttagerposition, hvorfra problemet måske ikke helt forsvinder, men ser 

39


anderledes ud, kan bidrage til en løsning af ”problemet”, der relativeres på en måde 

som kan virke forløsende i forhold til at tænke alternativt. En acceptabel ”her og nu 

løsning” kan efter et skift i iagttagerperspektiv måske være at udsætte en løsning på et 

problem, der i første omgang virkede påtrængende. På den måde vindes både tid til at 

se situationen nærmere an og chancen for, at problemet forsvinder af sig selv eller af 

andre årsager end, at der gribes direkte ind. 

I det demensundervisningsforløb, som danner afsættet for nærværende refleksion, har 

man taget udgangspunkt i deltagernes, det vil sige personalets, erfaringer fra 

dagligdagen. Der er derfor i forløbet sket en større opsamling af ”problemer” fra 

praksis; problemer som man har vendt og drejet og problematiseret for deres 

problemmæssighed. 

Det er ikke uden videre oplagt, hvorledes man skal se på, at en ældre dement mand 

forsømmer sin personlige mundhygiejne, hvorved han undertiden – til personalets lede 

- lugter råddent ud af munden, hvilket dog ikke synes at genere de venner, blandt de 

andre i kredsen af demente, som han tilsyneladende hygger sig vældigt med. 

En pendling mellem forskellige perspektiver, for eksempel et sundhedsfagligt og et 

socialfagligt, kan åbne øjnene for, at problemer ikke bare er problemer… 

2.3 Demens (medicinsk-psykologisk viden som anledning for 

socialpædagogikken) 

Sokrates citeres ofte for bemærkningen: Det eneste, jeg ved, er, at jeg intet ved. 

Eftersom Sokrates blev og bliver anset for at være en meget vidende mand, kan 

bemærkningen opfattes som en spøgefuldhed eller som et selvironisk udsagn, der 

sætter den menneskelige videns kapacitet i forhold til den videns mængde, der kan 

akkumuleres i hele verden. Dog, der er snarere tale om, at Sokrates med sin pudsige 

vending sætter fokus på det dynamiske forhold mellem viden og ikke viden. Når 

Sokrates markerer viden, er ikke-viden forskellens anden side og dermed det begreb, 

den horisont, der afgrænser, hvad viden kan være, men viden er refleksiv, vidende om 

at være viden, og derfor kan det ikke undgås, at ikke-viden dukker frem som et resultat 

af viden. I en videnskabelig sammenhæng er det velkendt, at viden er limentionalitet, 

en grænse der hele tiden søges flyttet i takt med at nye områder af ikke-viden kommer 

40


til syne i videnslandskabet. Det er altså ikke sådan, at jo mere man ved, des mindre er 

der tilbage at vide noget om. Tværtimod: Viden avler ikke-viden. Når viden bliver 

større, bliver også ikke-viden større. 

Viden på demensområdet er blevet større og mere kompleks i de senere år. 

Gerontopsykologien beskrives nu som et konsolideret speciale (Larsen, 2207). Et 

vigtigt tema indenfor emnekredsen om den patologiske aldring er demens, som ikke 

kun findes i én form, men i en række forskellige, der dog alle har det til fælles, at de 

indebærer progredierende tab af en række centrale kognitive, emotionelle, 

adfærdsmæssige og sociale funktioner. Tabene har betydning for samspillet mellem 

den syge og hans omgivelser. Demens betyder direkte oversat ”fra forstanden” eller 

”afsind”. De domæner, der påvirkes, er gnose (evnen til at erkende komplekse 

sanseindtryk), hukommelse (evne til at huske), den sproglige evne (både evnen til at 

forstå og udtrykke). Desuden forskellige eksekutive funktioner, personlighed og 

praktiske færdigheder. 

Kompleksiteten i viden på demensområdet kan beskrives på mange måder: 

Dels er der tale om en sygdom, der kan være vanskelig at diagnosticere og skelne fra 

almindelige aldringssymptomer. Den diagnostiske viden er blevet stadig mere forfinet i 

takt med, at forholdet mellem det almene og det patologiske og mellem forskellige 

demensformer er blevet bedre belyst. 

To demensformer kan være lige så forskellige som en neurose og en psykose. Der kan 

tales om demens af Alzheimer typen, om frontotemporal demens, lewy body demens 

og vaskulær demens. Hertil kommer andre, mere sjældent forekommende tilfælde. 

Denne viden kan kombineres med en stadigt mere forfinet viden om, hvorledes 

forskellige lægemidler kan have forskellige virkninger og bivirkninger i forskellige doser 

på forskellige demenssygdomme i forskellige stadier. 

Dels er der tale om sygdomsforløb, der nok er blevet beskrevet som progredierende 

tabshistorier med standardiserende eller typologiske træk, men dog med en øget 

erkendelse af, at den praktiske virkelighed ikke altid følger de teoretiske modeller. Den 

viden, der belyser sygdommens komplicerede samspil med forskellige faktorer som 

situationsforståelse, personlighed, omgivelsernes reaktioner mv. bliver således tillige 

mere forfinet, om end der særligt her stadig er meget uopdyrket land. 

41


Ligesom da vi behandlede socialpædagogikkens forhold til ret og politik, gælder det 

også nu, hvor fokus er på den medicinsk-lægelige og psykologiske viden om demens, 

at socialpædagogikken ikke kan indarbejde den fulde kompleksitet af denne viden i sin 

autopoiesis. For socialpædagogikken kan den øgede kompleksitet i viden og 

videnssystemets tydeligere markering af, hvad der mangler viden om, omsættes til 

følgende modsatrettede anbefalinger i relationsarbejdet med demente: Vær 

opmærksom på den foreliggende viden om forskellige demensformer og dermed også 

forskellige forløb med hensyn til funktionstab mv. Og: Pas på med at tillægge 

modellerne og de typologiske sygdomsforløb (for) stor betydning i forhold til konkrete 

demente i konkrete situationer, der udmærket kan afvige fra teorierne og husk: Der 

mangler viden om, hvorledes den demente selv oplever sin situation i forskellige 

stadier af et sygdomsforløb. Med andre ord. 1) Brug eksisterende viden. 2) Pas på med 

brug af eksisterende viden. 

Kompleksiteten i viden på demensområdet betyder, at der vides mere, men det der 

vides er ikke altid nemt at omsætte i relationsarbejdet med de demente. Samtidig har 

det dynamiske forhold mellem viden og ikke-viden haft indflydelse, idet den større 

viden har åbnet øjnene for betydningen af det, der ikke vides. Dette forhold benyttes af 

socialpædagogikken til at lege med nogle ”sandheder” i den traditionelle 

demensomsorgskultur og til at stille nogle udfordrende spørgsmål, der igen sætter 

magtproblematikken i spil: 

Hvad er vigtigst at vide noget om for at relatere til en dement? Er det vigtigst at vide 

noget om, hvorledes sygdomsforløb udvikler sig, hvis de udvikler sig karakteristisk eller 

er det vigtigst at vide, hvorledes den demente selv opfatter sit forløb og sin sygdom? 

Kan man nogensinde vide nok til at karakterisere et dement menneskes indre liv som 

et uforståeligt mørke? 

Er det rigtigt at opfatte en dement som en fase i eller en gradbøjning af en 

progredierende sygdom og deraf følgende fejlfunktioner eller er den demente først og 

fremmest en person og et unikt menneske? 

Er den demente et passivt offer for sin sygdom eller er han et aktivt meningssøgende 

individ, en person med reducerede ressourcer, men dog ressourcer? 

42


Kan uhensigtsmæssig adfærd fra den svært dementes side som regel forstås som 

sygdomsfremkaldte reaktioner eller er der som oftest tale om rimelige reaktioner på 

urimelige vilkår? 

Er det rigtigt at tale om problemskabende adfærd eller er det mere præcist at tale om 

uhensigtsmæssige handlemønstre? 

Er tilstandsforklaringer mere eller mindre frugtbare end samspilsforklaringer, når det 

gælder opklaringen af dementes adfærd? Er der risiko for at forveksle en dement i et 

stærkt progredierende sygdomsforløb med en dement i et stærkt eskalerende 

konfliktforløb? (både når det gælder demenssygdom og når det gælder konflikter, er 

det almindeligt at tale om eksistensen af forskellige faser). 

Kan man komme meget længere med et klassisk biologisk-medicinsk perspektiv på 

demensarbejdet eller må man satse på en ”ny demenskultur”, der i højere grad kan 

inddrage det personlige perspektiv? 

De oplistede spørgsmål er stillet retorisk op omkring forskelle, der aktualiseres, når 

man bliver i tvivl om, hvorvidt en dement først og fremmest er sin sygdom eller en 

person. Svaret på dette spørgsmål er afgørende for om et svært dement menneskes 

handlinger, gøren eller laden, først og fremmest opfattes som adfærd, som 

bevægelser, der i princippet ikke behøver være henvendt til nogen, meningsløse 

udslag af en alvorlig psykisk sygdoms determinerende indflydelse eller tilskrives ham 

eller hende som kommunikative forsøg, idet han eller hun som person først og 

fremmest opfattes som stående i et meningssøgende udvekslingsforhold til sine 

omgivelser. Er der tale om det sidste er der større chancer for at hjælpe den 

pågældende til personligt at realisere nogle muligheder i fællesskabet …. 

2.4 Opsamling 

Socialpædagogikken er, som en gren af pædagogikken, en parasitær størrelse. Den 

leder efter noget socialt, som den kan pædagogisere. 

43


Som afsøger af sociale rum (i virkeligheden pædagogikkens egne rum, thi den kan ikke 

operere uden for sin egen systemgrænse) scanner socialpædagogikken områder for 

passende balancer mellem ressourcer og mangel på ressourcer. En passende 

ressourcebalance er en balance, der på den ene side kan vise et læringsbehov, et 

behov for øget kompleksitet eller fleksibilitet og på den anden side ressourcer, der 

lover et godt udgangspunkt for videre udvikling. Socialpædagogikken fik først fodfæste 

indenfor området med true(n)de og marginaliserede børn (børneforsorgsområdet). 

Siden er åndssvageforsorg og socialindsats i forhold til psykisk syge kommet til. Men 

først i de allerseneste år er demensområdet kommet til. Vi har i det foregående vist, 

hvorledes socialpædagogikken har kunnet benytte sig af socialpolitiske og – retlige 

udviklingstendenser og af en øget psykologisk-psykiatrisk viden på området til at skabe 

plads til et nyt perspektiv i demensomsorgsindsatsen. Vi skal i det følgende se, 

hvorledes socialpædagogikken folder dette perspektiv ud i en praksis, hvor det som 

udgangspunkt anses for usandsynligt at etablere en meningsfuld kommunikation med 

en svært dement (”afsindig”). 

44


3. Socialpædagogikken som et særligt 

og konstruktivt meningsperspektiv 

Vi har flere gange i det foregående beskæftiget os med socialpædagogikken som et 

særligt meningsperspektiv ved siden af andre, herunder et retligt, et socialpolitisk, et 

medicinsk. Hvor vi hidtil har set mest på socialpædagogikkens dekonstruktive 

kvaliteter, idet fokus har været på dens forsøg på at skabe åbninger på et felt, der har 

været domineret af et sundhedsmæssigt-medicinsk paradigme, vil vi nu vende os mod 

socialpædagogikkens mere konstruktive side, som kun antydningsvist er demonstreret. 

Hvis socialpædagogikken skal skabe mere kommunikation og mindre ”adfærd” i 

demensindsatsen, hvis den skal skabe og vedligeholde dementes relevans som 

selvstændige adressater for kommunikation, hvis den skal fremme den enkelte 

dementes samfundsmæssige muligheder eller bidrage til realiseringen af hans 

medborgerskab og skabe accept af hensigtsmæssige normer for hygiejne mv. og 

dermed også af hjælpeforanstaltninger i form af for eksempel personlige hygiejnetiltag, 

kræver det mobilisering af pædagogiske midler i bred forstand og roller, der – selvom 

man gerne taler om ”ligeværdighed” – må hvile stærkt på en kraftig asymmetri i den 

professionelles relation til den demente. 

I ”Socialpædagogik og Demens” (2004), nærværende analyses vigtigste skriftlige kilde, 

defineres pædagogikken med henvisning til Den store danske Encyklopædi som læren 

om den teori og praksis, der omhandler mål, midler, sammenhænge og forhindringer i 

relation til udviklingen af værdier, viden og kunnen hos den enkelte. Det betones 

dernæst, at den socialpædagogiske gren af pædagogikken har med udvikling af det 

enkelte menneske at gøre, og altså ikke primært med vidensformidling 3 . 

(Social)pædagogikken fremstiller sig selv som et selvstændigt system, hvad der også 

har været forudsat i fremstillingen indtil nu. Dog, ringe uddifferentieret forekommer den 

3 Det sidstnævnte område er didaktikkens område. Et særligt område indenfor undervisning og formidling 

er specialpædagogikken, der beskæftiger sig med undervisningen af personer med særlige 

læringsvanskeligheder. 

45


at være, idet den først og fremmest vil kendes som en hensigt, den gode støttende og 

udviklende hensigt. Med hensyn til teoretisk inspiration bekender den sig til filosofi (”det 

gode liv”), psykologi (individers og gruppers behov) og samfundsvidenskab 

(samfundsmæssige opgaver, muligheder og begrænsninger). Undertiden sker denne 

bekendelse med et selvunderspil, som om socialpædagogikken nærmest er klar til at 

reducere sig selv til et delaspekt af disse systemer. 

Det understreges, at socialpædagogik ikke kan defineres som bestemte teorier og 

metoder, men snarere som idealer om samværsformer og opbygning af relationer, der 

bygger på og understøtter bestemte værdier og normer. Som vi tidligere har 

konstateret, er dette en besværgelse, der ikke helt svarer til, hvad der kan konstateres, 

når man åbner en lærebog eller følger et kursus i socialpædagogisk tilgang og praksis. 

Så er socialpædagogikken både teori og metode og ikke teori og metode. 

Dobbeltheden kommer også til syne i socialpædagogikkens fremstilling af sig selv som 

et særligt forhold mellem individ og samfund. I en tradition, der føres tilbage til Natorp, 

fremstiller socialpædagogikken sig som et særligt refleksionsforhold, en filosofisk- 

sociologisk inspireret refleksion over forholdet mellem individ og samfund (forholdet 

benævnes traditionelt et socialisationsforhold). Denne mere abstrakte udgave af 

socialpædagogikken, som tillige er almen, idet den omfatter ethvert individs forhold til 

samfundet, har imidlertid et mere konkret modstykke i den tolkning, der fremhæver 

pædagogikken som en social og inklusionsorienteret ”behandlings-/omsorgsteknologi” 

(jr. lige nedenfor), der kan sættes ind overfor mennesker, der lever marginaliseret eller 

som truede i forhold til det almindelige samfundsliv. 

”Omsorg” er tidligere i fremstillingen blevet afgrænset overfor den mere 

forudsætningsrige ”behandling”. Grænsen mellem omsorg og behandling bliver 

imidlertid mere flydende, når der knyttes an til en tilgang, der forudsætter ressourcer 

hos de, der almindeligvis regnes for at mangle ressourcer. 

46


3.1 Fra adfærd til kommunikation – på sporet af den ”naturlige indstilling” 

De gamle institutioner for psykisk inhabile blev kritiseret for deres tidsmæssige rigiditet, 

stramme skemaer og manglende fleksibilitet, for deres (for) snævre fokus på adfærd og 

adfærdsvurderinger, beregninger og doseringer og for deres lidt stive og ”ikke- 

hjemlige” samværsformer. 

Besøger man plejen i dag (se bilag 0) er en del af det stive og rigide forsvundet 

samtidig med, at det traditionelle sundhedsmæssige perspektiv med primær fokus på 

adfærdsmonitorering og minutiøse adfærdsvurderinger fortsat står stærkt. 

Måske kan man lidt populært sige, at et møde med plejen i et moderne demensafsnit 

virker som en god blanding af noget ”nyt” og noget ”gammelt”. Mere kompleksitet på 

feltet betyder, at det ”gamle” ikke bare erstattes af noget ”nyt”, det ”gamle” suppleres 

med ”nye” perspektiver, hvorved andre muligheder og begrænsninger kommer til syne 

ved siden af de mere velkendte og gør den enkelte boforms eller det enkelte 

plejehjems selvfastlæggelser mere usikre. 

At det traditionelle medicinske fokus stadig står stærkt og binder megen 

opmærksomhed – hvilket i øvrigt kan være velbegrundet - kan illustreres af 

nedenstående uddrag af undersøgelsens feltdagbog. 

”Sygeplejersken forklarer senere, at sindstilstande hos beboerne, der kan føre til 

problematiske situationer for plejen, ofte har en somatisk baggrund. Jeg får udleveret 

forskellige pjecer om delirium, som fremstilles som en ret udbredt følge af diverse 

fysiske tilstande – herunder sågar almindelig skrøbelighed pga alder. Sygeplejersken 

viste mig også sit eget nedskrevne motto: 

”Er din beboer ikke som han/hun plejer 

Lad dig ikke bremse 

Brug din remse: 

Væske, temperatur, urinstix.” 

47


Er den helt gal med fru Jensen (opdigtet) er det næsten altid en urinvejsinfektion, der 

er forårsagende faktor. Som regel lykkes det dog at forebygge problemerne ved at 

være på forkant; ved at være opmærksom på de små symptomer.” (bilag 0). 

Socialpædagogikken er en tvetydig størrelse, det samme gælder i stigende grad det 

sociale demensområde som et af de felter, hvor et socialpædagogisk perspektiv på 

omsorg søges udfoldet. Socialpædagogikken vil inkludere, men demente er en vis 

forstand inkluderede i samfundet, herunder på de sociale boformer og plejehjem. 

Inkluderede er de dog nok (stadigvæk) først og fremmest som (psykisk) syge, der ikke 

længere er ”sig selv”. Hvis man skal sikre svært demente en bredere inklusion, har det 

uundgåeligt konsekvenser for deres inklusion som syge. De demente skal, ifølge 

socialpædagogikken, have opbygget, genopbygget og vedligeholdt ressourcerne 

”identitet”, ”solidaritet” og ”mening”. Man må sikre dem et ”selv” i kommunikationen, 

men spørgsmålet er, hvad er det for en inklusion man på grundlag af asymmetri og 

installation af et ”selv” kan tilbyde. Samtidig med at vi i det følgende vil gå tættere på 

måden, hvorpå socialpædagogikken konstruktivt søger at muliggøre sit eget 

omsorgsperspektiv på demensområdet, vil de paradokser, som herved opstår givetvis 

komme til at fremtræde tydeligere. 

3.1.1 Personens rekonstruktion 

Vi har tidligere omtalt de, ikke mindst kognitive, funktionstab, der forbindes med 

demens og vi har nævnt, at demens betyder ”afsind” eller ”fra forstanden”. Umiddelbart 

lyder det på den baggrund ikke plausibelt, at en svært dement skal kunne deltage i 

kommunikation, herunder udgøre en selvstændig adresse for meningsfuld 

relationsdannelse, dvs. en fungere som ”person” i kommunikationen. 

For at kunne fungere må kommunikation som interaktion kunne producere ikke bare 

kontingens, men dobbeltkontingens 4 . Dobbeltkontingens forudsætter personbegrebet 

og udtrykker den gensidige afhængighed mellem psykiske systemer, der hver for sig 

kan vælge at forholde sig på flere måder og som må tage i betragtning, at denne 

4 Begrebet ”Dobbelkontingens” er fra det systemteoretiske vokabularium og udtrykker efter min opfattelse 

det samme, men med større præcision, som socialpædagogikken bruger ordet ”identitet” til at udtrykke. 

Socialpædagogikken anvender ordet identitet, idet den – som en forudsætning for at kunne opbygge en 

social relation til den demente - minder om, at den demente ikke bare kan identificeres med en 

sygdomstilstand, men er sin egen kompleksitet, sin egen (unikke) måde at være menneske på. Når den 

demente således møder sin hjælper er det to ”identiteter”, der mødes – ”dobbelt-identet” med den dobbelte 

usikkerhed og mulighed for at skabe en relation, som dette indebærer.. 

48


ubestemthed gælder for dem selv ligesom for den anden (de er begge ”personer”). 

Dobbeltkontingensen er det sociales grundlæggende form og betegner altså det 

forhold, at ingen kan fastlægge deres handlinger, førend de kender reaktionen hos den 

anden – og netop derfor! – på grund af dette paradoks, produceres og reproduceres 

kommunikation. Nu skal man ikke tro, at dobbeltkontingens er en ekstern faktor, der 

meget belejligt kommer til og sætter kommunikationen i gang. Kommunikationen 

producerer selv – som en intern igangsætter – dobbeltkontingensen, der hel tiden må 

reproduceres med henblik på at skabe tilstrækkelig usikkerhed og ubestemthed til, at 

der til enhver (nu)tid kan forudsættes en fremtid. Dobbeltkontingens indebærer et spil 

mellem det åbne og det lukkede, det mulige og det begrænsende. Som en 

grundlæggende uro garanterer den sensibilitet og høj motivation for ordensdannelse. 

Først når et socialt system (allerede) fungerer, kan man som deltager i kommunikation 

spørge til andres forventninger og forsøge at beregne sig andres muliges reaktioner. 

Hvis kommunikationen ikke kan producere dobbeltkontingens dør den. Den kommer 

simpelthen til at mangle energi og fremdrift. Kan man spørge til svært dementes 

forventninger? 

Hukommelse 5 er en anden faktor, der må forudsættes af kommunikationen og som 

ligesom dobbeltkontingensen kan ses som en udfoldelse af personbegrebet og den 

værdi, begrebet har - samfundsmæssigt set. Kunne kommunikationen ikke forudsætte 

hukommelse, måtte den genopfinde verden hvert eneste øjeblik, hvilket selvsagt ville 

indebære overbelastning og nedbrud. Kommunikationen stiller krav om stabile 

perceptionskontekster ligesom den stiller individer i situationer, hvor de må foregive, at 

de er med. For at kunne deltage i kommunikation kræves der enten hykleri eller 

hukommelse, men som regel en blanding af begge dele. 

Hvad med svært dementes hukommelse? Hvilken form for mening kan de forudsættes 

at kunne skabe? 

Endelig må kommunikationen med henblik på dens fortsættelse kunne regne med 

motiver 6 , det vil sige, at de deltagende vil noget og at deres bidrag til det sociale kan 

fremstilles som udfoldelse af motiver. Det er ikke nødvendigt, at motiverne rent faktisk 

5 Også her vælger jeg at bruge et begreb fra det systemteoretiske vokabularium, der efter min opfattelse 

mere præcist end socialpædagogikkens meningsbegreb, udtrykker hvad der må forudsættes for at 

kommunikation kan operere. 

6 Motiver er systemteoriens mere abstrakte og neutrale begreb for hvad socialpædagogikken betegner 

”solidaritet”. Begge begreber henviser til kommunikationens forudsætning om, at kommunikative 

handlinger kan fortolkes som sociale udvekslinger. Motiver er et værdineutralt udtryk herfor. 

49


fungerer som psykiske virkningsårsager for handling (for en mere præcis forståelse af, 

hvad der virker, er andre begreber måske mere velegnede), men at de kan fremstilles 

som sådan. Gennem motiver kommunikeres samtidig en appel om social støtte. 

Hvorledes kan der løbende skabes motiver ud af svært dementes bidrag til 

kommunikationen? 

Afgrænser vi os indledningsvis til et fokus på, hvorledes kommunikation med svært 

demente overhovedet meningsfuldt kan komme i stand, må der altså stilles skarpt på 

dobbeltkontingensen og dens relation til personbegrebet og på personbegrebets 

forhold til demensbegrebet. 

Det dobbeltkontingente forhold synes at være indbegrebet af et åbent forhold. Det vil 

dels sige et forhold, der hverken er totalt kaotisk og uberegneligt og ej heller mekanisk 

lukket. Mekanisk lukket vil sige trivielt eller gennemsyret af simpel kausalitet. 

Henvisningen til kaos kræver en uddybning: Er et forhold totalt kaotisk og uberegneligt, 

vil man dog kunne regne med dette, hvorved det altså i en vis forstand netop bliver 

lukket og beregneligt: det er helt sikkert, at forholdet er og bliver meningsløst. Er et 

forhold præget af kaos, kan det dog diskuteres, om det er passende at tale om et 

forhold, idet der allerede i dette begreb kunne hævdes at ligge en gensidig indstilling 

på begrænsning af muligheder. 

Skal det sociale spil om gensidig afhængighed, åbenhed og lukkethed, mulighed og 

mulighedsbegrænsning i gang, kræver det personer og personbegrebets modsætning 

synes, i omsorgsarbejdet, at være begrebet demens (altså afsind). Personbegrebet er 

nok refleksivt tilgængeligt for det traditionelle omsorgsarbejde som noget der står i 

modsætning til, hvad man forventer af den demente (er man person og kan man 

fungere som sådan er man ikke ”fra forstanden”). Den nye (og mere nuancerede) viden 

på området er imidlertid egnet til at problematisere forenklinger og kunne måske endda 

tale for at eksperimentere med en pendling mellem forskellene, det vil sige skiftevis 

markere person og demensbegrebet og lade det modsatte begreb indtage forskellens 

umarkerede side. Spørgsmålet er imidlertid, om det er tilstrækkeligt til at 

sandsynliggøre kommunikation. 

Helt upraktisk vil det være det at lade det hele komme an på en psykologisk kontrol af 

den demente. ”Dobbeltkontingensen” er ligesom ”hukommelsen” og ”motiverne” 

50


ganske vist begreber, der lader sig fortolke både samfundsmæssigt og psykologisk og 

sikkert er det, at det vil virke overbevisende, om kommunikationen løbende kunne 

bekræfte, at der er psykologisk dækning for den dementes deltagelse (at han er 

”med”), men dels er denne undersøgelse meget mere omstændelig, når der er tale om 

demente, dels er det under alle omstændigheder krævende, hvis kommunikationen 

hele tiden og lige fra starten skulle baseres på en sådan kontrol. Personbegrebet er 

netop kommunikationens konstruktion med henblik på effektivitet og 

tilslutningsduelighed og at undgå bestandigt at skulle forholde sig til empiriske 

individers højst individualiserede forhold. Sådan beskæftigelse må isoleres til mere 

”kriminalistiske” interesser, der ikke kan forfølges i almindelige omgangsformer, heller 

ikke i det daglige demensomsorgsarbejde. 

Vi er her fremme ved en pointe. I et samfund, hvor der ikke længere forekommer 

”naturlige indstillinger”, er der dog nogle få indstillinger, der kan betegnes som 

tilnærmet ”naturlige” - og kommunikationens umiddelbare indstilling på personer er en 

af dem. Det kræver faktisk særlige forudsætninger eller særlige erfaringer med en 

konkret person at nå fra person til afsind. At få installeret personen i kommunikationen 

(og dermed få henvist demensen til det umarkerede område) skal med andre ord 

kunne klares af kommunikationens selv, ved at kommunikationen besinder sig på sin 

egen normal-modus. 

Socialpædagogikken går simpelthen bare ud fra forholdets åbenhed. Det begrundes 

ikke. Dobbeltkontingens forudsættes bare. Følgende citat illustrerer denne 

selvfølgelighed (der selvfølgelig skal imødegå andre selvfølgeligheder på 

demensområdet): 

”Ikke kun med hensyn til metode og midler er der usikkerhed. Også i selve relationen 

mellem medarbejder og beboer er der usikkerhed. Rothuizen (2001) karakteriserer 

denne form for usikkerhed som et åbent forhold. Hermed mener han, at det er et 

forhold, som ikke på forhånd rummer nogen afgørelse, som ikke skal nå til et bestemt 

resultat, men lader flere muligheder stå åbne. Og han gør opmærksom på, at man i det 

socialpædagogiske arbejde ikke altid kan vide, hvor man kommer hen, men at man 

skal have mod til at tage føringen, når det er nødvendigt. Netop accepten af 

usikkerheden og åbenheden er en forudsætning for det socialpædagogiske arbejde” 

(Borresen, Mette, Helle Krogh Hansen og Lis- Emma Trangbæk, 2004) 

51


Lidt mere besværgende hedder det i en anden socialpædagogisk fremstilling om denne 

åbenhed, der er ensbetydende med forholdets gensidighed (Krogh Hansen, Helle, 

2006, s. 15). 

….”der må aldrig være tvivl om, at problemer i samværet med et dement menneske på 

en eller anden måde hænger sammen med, hvem der er den anden part i relationen. 

Dette er oplagt og kendt viden hos omsorgsudøvere i almindelighed, men alligevel ser 

man ikke så sjældent, at omsorgsrelationer er præget af mangelfuld bevidsthed om og 

hensyntagen til den indbyggede gensidighed.” 

Citatet understreger den gensidighed, der ifølge socialpædagogikken må forudsættes i 

arbejdet med demente og er desuden interessant ved at henvise til ”kendt viden”. 

Denne henvisning til kendt viden og naturlige indstillinger er typisk for 

socialpædagogikken, der gerne fremstiller sig selv som et system med ganske særlige 

forbindelser til, hvad der lidt i flæng betegnes enten civilsamfundet eller livsverdenen. 

Livsverdenen er en fælles social og kulturel basis og rummer som sådan en righoldig 

fond af selvfølgeligheder, som der frit og hurtigt kan trækkes på – også når der – 

taktfuldt og så indforstået som muligt – skal appelleres og motiveres til forandringer og 

udvikling. 

3.1.2 Mediet livshistorie (eller livsforløb) 

Har man sagt person, har man også sagt ressourcer, og har man sagt ressourcer, har 

man også sagt et aktiv udvekslingsforhold til omgivelserne. Socialpædagogikken lader 

sin ledende kode, ressourcer/ikke-ressourcer 7 og dertil et nyt medium, livsforløbet eller 

livshistorien, indgå i en perspektivisk pakke af tilforladelige værdier, motivationstilbud 

og semantikker. Perspektivpakken abonnerer på en slags ”naturlige indstilling” – 

måske har vi glemt det, men vi ved det egentlig godt, hvis vi mærker lidt efter. 

Den demente står ifølge socialpædagogikken i et lærende forhold til sine omgivelser 

med de små sejre og frustrationer, det indebærer. Den demente er ikke bare en 

sygehistorie, en anamnese. Den demente har sin livshistorie, en sammenkædning af 

7 Kodens positive værdi uddybes med ord som identitet, solidaritet og mening og den negative udgør en 

slags refleksionsværdi (er der nu virkelig ressourcer?). 

52


kontingente begivenheder, der kunne se anderledes ud, men som netop fordi den 

fremviser dén sammenkædning, dén rækkefølge, kommer til at udgøre en fremstilling 

af det unikke menneske. 

Det særlige ved livshistorien er, at den sætter et spil i gang, der involverer 

sandsynligheder og usandsynligheder. Det mest usandsynlige er naturligvis, at man 

overhovedet bliver født, men når man først er født, dreng eller pige, er alt, hvad der 

herefter sker, begrænset af, hvad der hidtil er sket samtidig med, at der hele tiden 

holdes flere fremtidsmuligheder åbne. 

At et menneske har en livshistorie indebærer ikke, at andre ikke også kan optræde i 

historien og endda spille en stor rolle. Det indebærer heller ikke, at 

”livshistoriebæreren” nødvendigvis selv styrer alt eller kan tilregnes alt, hvad der 

overgår ham. At en bliver syg, er således ikke (nødvendigvis) den enkeltes skyld. 

Heller ikke den dumpede eksamen eller at ægteskabet gik i stykker er nødvendigvis 

begivenheder, der skal tilregnes den enkelte. Men sammenkædningen af begivenheder 

er unik for dette menneske og den fremtidshorisont, der åbner sig på denne baggrund, 

ligeså. 

I stedet for at fortolke den dementes adfærd som en gradbøjning af et sygdomsforløb, 

der i hovedsagen går én vej: fra en alvorlig tilstand til en mere alvorlig tilstand med 

endnu flere eller alvorligere tab af funktioner 8 , giver livshistoriebegrebet mulighed for at 

se den demente som kommunikerende og i færd med at skabe sin egen historie, hvor 

relationer til stadighed spiller en rolle og hvor disse kan forandres (dynamisk), herunder 

ændres til både det bedre og det værre, uanset hvorledes sygdommen i øvrigt udvikler 

sig. Mennesket (herunder den svært dementsyge) er således agerende i sit liv, men 

kan naturligvis på grund af sin tilstand mangle hensigtsmæssige kommunikative 

handlemuligheder, hvad der kan gøre samspillet med den demente udfordrende. 

Livshistorien giver endvidere gennem genkommende begivenheder eller 

handlingsmønstre mulighed for at forbinde livet før sygdommen med perioden efter 

sygdommens indtræden uden at være nødsaget til at analogisere den syges tilstand 

8 Populært forbinder man sygdommens progression med tiltagende regression 

53


med en barndomstilstand. Når man kommer udover disse tilstandsanalogier 9, som når 

man sammenligner en dement persons adfærd med adfærden hos en femårig, har 

man bedre mulighed for at relativere eller perspektivere sygdommens betydning for 

livshistorien. 

Et fokus på den demente som bærer af en livshistorie hænger godt sammen med 

personbegrebet og sammenhængen kan styrke ”den naturlige indstilling” i 

kommunikationen med den demente. Denne indstilling har, som det vil være fremgået, 

at gøre med den umiddelbare flow i kommunikationen. 

Livshistoriebegrebet kan imidlertid også have en mere analytisk funktion i forhold til 

demensomsorgsarbejdet. Med ”analytisk” menes i denne sammenhæng en mere 

tidskrævende og refleksivt reparerende funktion, der altså ikke nødvendigvis letter 

kommunikationen med den demente i det øjeblik, hvor den forløber, men snarere 

muliggør en tolkning, der på sigt – efter en refleksionspause - kan lette genoptagelsen 

af en afbrudt kommunikation. Det tolkningsarbejde, vi taler om, er naturligvis afhængig 

af viden om den dementes livshistorie og kan denne ikke løbende tilvejebringes i 

kommunikationen, kræver det kommunikationens sekventialisering med henblik på 

9 Sådanne tilstandsanalogier findes i demenslitteraturen: ”Man kan forestille sig en dement, der ikke vil 

vaskes. Personen trækker i tøjet hver morgen uden at vaske sig, eller sover og går i det samme tøj døgnet 

rundt. Man kan sammenligne ham med en 5-årig. Man kan lade det gå tre-fire dage, mens man forsøger at 

overtale den demente. I en institution er det ikke nødvendigt, at al hygiejne foregår om morgenen. Hvis 

man ved, at den demente altid er i bedst humør omaftenen, bør man udnytte denne mulighed. Hvis han 

stadig nægter, så må man foranstalte, at han vaskes og får skiftet tøj af hensyn til ham selv, 

medbeboere/patienter og pårørende.” (Ahlgreen,?, s. 28). 

Analogisering af den dementes tilstand med en barndomstilstand forekommer dog ikke ofte i 

socialpædagogiske sammenhænge. Og i særdeleshed ikke i det materiale, der er indsamlet i forbindelse 

med nærværende undersøgelse. Men det hænder, hvad følgende eksempel, viser: 

””Cigaret” må tolkes ligesom ”skrål” fra en baby. Manden er ikke så afhængig af cigaretter, som det kan se 

ud (personalet bekræfter, at han somme tider bare brækker en modtaget cigaret over i to dele). Men 

manden er helt afhængig af, at personalet kan tolke det rigtigt, siger konsulenten. 

Ligesom man somme tider – med henblik på hjælp – udforsker en persons søvnmønster, kunne man 

udforske mandens ”cigaretmønster”. Hvornår aftager hhv tiltager hans spørgsmål om og fokusering på 

cigaretter? En sådan afklaring kan iflg konsulent evt. give informationer, der kan bruges til en tolkning af 

mandens adfærd” (bilag 0). 

54


(gen-)opbygning af tilstrækkelige betingelser for en fortsættelse (se afsnittet nedenfor 

afsnit 0 ). 

Allerede det forhold, at der med livshistoriebegrebet tilbydes en anden tolkningsramme 

for adfærd, kan bidrage til, at problemer i demensomsorgen perspektiveres og ses i et 

andet lys, hvorved eksempelvis behovet for indgreb forandres. Om en højtråbende og 

voldsom adfærd forstås som en pludselig opstået og af sygdommen frembragt 

ukontrolleret impuls, en blind aggression, vendt mod personalet, som ikke har chancer 

for at forudsige dens komme eller som en oparbejdet frustration (som kan registreres i 

tidligere stadier hvis man er opmærksom), der kommunikeres mere eller mindre 

bevidst som en appel om medfølelse eller omsorg eller selvbebrejdelse kan selvfølgelig 

være afgørende for, hvorledes plejepersonalet må overveje at reagere – og herunder 

om de føler sig mere eller mindre truede. 

Den socialpædagogiske tolkningsramme er ifølge socialpædagogikkens 

selvbeskrivelse et (magtbevidst) tilbud, der – sammenholdt med de handlinger der 

modsvarer den - kan bruges i alle omsorgssituationer, hvor man som personale er 

konfronteret med ”uhensigtsmæssig” adfærd: 

”Behandling af besværlig eller vanskelig adfærd er afhængig af, hvorledes man 

definerer det besværlige eller det vanskelige, og hvem der synes, det er vanskeligt. Det 

er ikke altid den demenslidende selv, der oplever problemet. Det er ofte plejepersonale 

eller pårørende, der oplever den dementes adfærd som vanskelig. Der er desværre en 

tendens til at anskue vanskelig adfærd dels som noget, der ses isoleret som udtryk for 

demenssygdommens natur, eller som personens særegne adfærdstræk. 

Handlemønstre kan dog ikke betragtes uafhængigt af det omgivende miljø eller 

uafhængigt af samspillet med omsorgsgivere, men må forstås som en kontinuerlig 

dynamisk proces. 

Man kan betragte ethvert uhensigtsmæssigt handlemønster hos et menneske med 

demens som en mulig anledning til at iværksætte socialpædagogisk intervention. Det 

kommer derfor til at dreje sig om et meget bredt spektrum at tilstande eller situationer, 

fordi det inkluderer såvel den indadvendte og passive bruger som den demente, der 

må bruge mere voldsomme handlemønstre som kommunikation. Men ethvert 

uhensigtsmæssigt handlemønster tolkes som udtryk for en mangelstilstand, hvor 

55


personen mangler et rationelt handleredskab. Dette modsvares derfor af handlinger, 

der kan opveje denne mangel.” ((Borresen, Krogh Hansen og Trangbæk , 2004, s. 18 f) 

I det materiale i form af omsorgs- og livshistorier, som er indsamlet af SPIDO i 

forbindelse med afviklingen af kursusprogrammet (se: ?? spørg JJ om reference) er 

der ligesom i de feltrapporter, som er udarbejdet i forbindelse med denne 

undersøgelse, masser af eksempler på, hvorledes plejepersonalet uden store 

vanskeligheder, så at sige ”naturligt”, kobler til livshistoriebegrebet og det tilbud om 

tolkning, der ligger heri. Systemteoretisk vil man sammenfattende om empirien kunne 

sige, at mediet ”livshistorie” synes at være et populært medium med et stort potentiale 

for ”naturlig” aktualisering i formningen af moderne demensomsorg. Med ”naturlig” 

menes her, at formningen kan ske ved mobilisering af umiddelbart tilgængelige 

ressourcer, det vil sige med en vis sikkerhed og tempo. 

Nogle eksempler fra sidstnævnte feltrapporter skal nævnes: 

”Skal personalet se på mandens ressourcer, fremhæver man, at han endnu – i gode 

perioder – kan forstå enkle spørgsmål – uden at han dog kan deltage i en samtale, og 

slet ikke med længere sætninger. Hertil kommer, at han kan klare enkle praktiske 

gøremål. Man kan få ham til at skifte tøj. 

Hans adfærd med at rykke i døre, skille lamper ad og klippe ledninger over, forklarer 

man med hans erhvervsmæssige baggrund (tidligere pedel). Manden går tit og rydder 

op. Har vist nok været meget pertentlig. Han vil gerne hjælpe. Vande blomster, gå 

med affald over til skraldespanden, hente madvognen osv. 

Konsulenten fortæller en historie om en dement urmager, som hver morgen blev urolig 

(han skulle åbne sin butik, som han havde gjort det i tredive år). Man gav ham en 

aktivitetskasse og iklædte ham arbejdstøj. Så faldt han til ro efter en stund ved kassen 

med urdele og tandhjul. Måske skulle manden have en lignende kasse? Personalet bør 

udarbejde en liste over mulige aktiviteter for manden. Men pas på, han er jo en 

gammel mand. Og det er også vigtigt at vide, hvordan han kan slappe af (fx efter en 

stund ved aktivitetskassen). Personalet var allerede fremme med planer om at indrette 

et slags værksted for bl. a. denne mand….” (bilag 0). 

56


”En tredje fremlæggelse handler om en dame, som blev flyttet til plejehjemmets 

demensafsnit med magt; hun boede før et andet sted i kommunen, hvor man ikke 

længere kunne magte hende; hun stak hele tiden af, hun skældte ud og var aggressiv. 

Den tidligere bopæl lå tæt på det hjem, der havde været kvindens det meste af hendes 

liv (familien/manden kan ikke ”rumme hende” længere), og det var – kom det frem – 

nok en af grundene til at det havde været svært at holde på hende. Kvindes liv har iflg. 

plejepersonalet ikke været let. Uægte barn. Opvokset hos bedsteforældrene, mens 

moderen levede sit liv i storbyen. Drillet i skolen. Kvindens tilfælde bliver af personalet 

brugt til at illustrere vigtigheden af at kende personens livshistorie for at kunne sætte 

sig ind i (i dette tilfælde:) hendes reaktioner. Man skal ikke sidde i en gruppe tæt ved 

hende og snakke, for så oplever hun, at der snakkes om hende. Kvinden var i dag 

mindre udskældende og aggressiv.” (bilag 0). 

”Manden i denne case beskrives som havende en hel del ressourcer: Glad og 

imødekommende med interesse for bl a. sang og musik. Dertil kommer godt netværk 

og evne til at give udtryk for visse behov. 

Personalet føler sig, giver de udtryk for, ofte i et dilemma i forhold til de pårørende, når 

det gælder mandens pleje. Især mandens kone kommer ofte hos ham og det er 

personalets opfattelse, at konen har vanskeligt ved helt at acceptere mandens situation 

og respektere hans behov. Efterhånden som personalet har fået stykket flere 

brudstykker sammen af livshistorien, familiens og mandens, er iagttagede mønstre og 

adfærdsformer blevet mere forståelige. Når det har været nødvendigt på denne måde 

at stykke historien sammen, er det fordi, familien har været meget lidt åbne om 

forholdene i hjemmet. Man har været optaget af, sådan opfattes det af personalet, at 

holde på formerne, at præsentere sig udadtil. Og det er et ganske hårdt arbejde, når en 

ægtefælle bliver ramt af demens. Manden er vist nok tidligere repræsentant. 

I starten tolkede man mandens adfærd om natten, hvor han tilsyneladende pakkede 

sine ting, som et udtryk for, at han ville hjem til konen. Nu mener personalet, at man 

har fået et mere nuanceret syn på denne adfærd, idet det viser sig, at manden altid har 

været natteaktiv. Da han boede hjemme, skete det således ofte, at han om natten 

hyggede sig med at flytte om i hjemmet. På trods heraf ønsker familien, at der holdes 

fast i en normal døgnrytme – og kan finde på at klage til personalet, hvis man kommer 

forbi sent om aftenen og kan se lys hos manden. Personalets oplevelse er imidlertid, at 

57


manden har svært ved at falde til ro, hvis ikke lyset er tændt. Nogen gange falder han 

så tidligt i søvn, andre gange ikke.” (bilag 0) 

Der findes sikkert mange mulige måder, hvorpå den dementes reaktioner i de 

omhandlede tilfælde kan tolkes. I de gengivne eksempler giver kendskabet til 

livshistorien imidlertid personalet en let tilgængelig og umiddelbart plausibel måde på 

at forstå de demente, der i fortolkningerne i høj grad udfolder nogle af de samme 

mønstre, de i gennem hele deres tilværelse og samliv med andre har gennemspillet - i 

forskellige variationer. 

Det bemærkes vedr. den sidste case, at en potentielt ”farlig” fortolkning qua 

livshistorietilgangen kan erstattes af en mere ufarlig fortolkning, der ikke byder 

personalet at tænke i magtanvendelsesbaner: Manden pakker ikke sin kuffert, fordi han 

vil ud eller hjem, men fordi han har en forkærlighed for natlig aktivitet og 

foretagsomhed. Forestiller man sig nu, at personalet møder manden på vej til 

boafsnittets udgang, det er sent om aftenen, kan man med livshistorien i baghovedet 

bedre tillade sig at forudsætte, at det vil være i overensstemmelse med mandens egen 

forståelse af, hvad der er rigtigt i situationen, at føre ham tilbage til soveværelset. Han 

er jo bare natteaktiv og kan ikke længere finde tilbage til, hvor han kom fra. 

3.2 Kommunikationens fortsættelse – sekventialisering som forstærkning 

Personbegrebet og livshistoriebegrebet udgør magtfulde kommunikative 

konstruktioner, der et stykke af vejen kan lette kommunikationen med selv svært 

demente. Som kommunikative konstruktioner fungerer de ved at understøtte og 

garantere kommunikationens ”standard modus”. Denne kommunikationens ”naturlige 

indstilling” forudsætter kommunikationens egne betingelser. Den afviser med andre 

ord, at det skulle være fornødent med psykologisk-kognitiv kontrol og efterprøvning af 

de, som er fysisk nærværende. Dette gælder imidlertid kun som udgangspunkt. Viser 

det sig ret hurtigt i kommunikationen, at der er uafviselig tvivl om, hvorvidt fysisk 

nærværende nu også ”er med”, er der brug for forstærkning. 

Ligesom andre funktionssystemer søger socialpædagogikken at motivere og mobilisere 

opmærksomhed med henblik på at opfylde samfundsmæssige funktioner. 

58


Mobiliseringen skal forstærkes ekstra i tilfældet kommunikation med demente. 

Socialpædagogisk understreges det, at kommunikation er andet end samtale med ord, 

at også kropssprog er kommunikation og at disse signaler kan være særligt vigtige at 

være opmærksomme på, når der kommunikeres med demente. Det fremhæves 

endvidere, at personalet, netop fordi det selv udsender kropssignaler, må være 

opmærksomme på at kommunikere tydeligt og undgå modsatrettede signaler. Men 

selvom der således motiveres til at vie ekstra opmærksomhed til kropsproget uden at 

dette går udover den opmærksomhed, der almindeligvis gives det sagte ord, kan det 

være vanskeligt at undgå forstyrrelser af den ovennævnte art. 

Kommunikationens normale reaktion på tilsyneladende mangel på forståelse og 

dermed risiko for nedbrud er at sætte gang i kommunikationen om kommunikation: De 

deltagende begynder at tale om, hvorfor man tilsyneladende misforstår hinanden, om 

eventuelle misforståelser er omfattende eller knap så omfattende, om hvilke forskellige 

forudsætninger for forståelse, der gør sig gældende mv. Men hvis dette også viser sig 

vanskeligt, hvilket det næsten uvægerligt vil gøre i kommunikationen med en svært 

dement, synes der kun at være mulighed for at opretholde den ”naturlige” 

kommunikation på kunstige betingelser, det vil sige gennem en forstærkning, der, ved 

tilførsel af tid og professionel autoritet, kommer til at virke som en slags kunstigt 

åndedræt. 

Hvis vi i første omgang fokuserer på behovet for tidsmæssig forstærkning (vedrørende 

den sociale dimension og hjælperelationens asymmetri henvises til afsnit 0), kan man 

sige, at socialpædagogikken på den ene side fastholder, at relationen til den demente 

er en kommunikativ relation; på den anden side erkender den, at denne opfattelse i 

visse situationer kan være vanskelig at opretholde. Er der tid til rådighed, kan man dog 

altid iflg. socialpædagogikken finde de reaktioner, der bekræfter, at der er tale om en 

kommunikativ relation. Det handler om at erkende den reflekterede tolknings 

nødvendighed og i forbindelse med denne: en stadig fokusering på 

opmærksomhedens cirkularitet (dobbeltkontingensen). 

”Man kan føle, at man ikke får respons på sine handlinger, men faktisk er der respons i 

alle former for omsorgsarbejde. Og strengt taget ved vi det alle sammen. Også 

mennesker som lider af svær demens reagerer på omsorgen. Det kan være et 

59


spørgsmål om at få øje på reaktionerne og at værdsætte dem” ((Borresen, Krogh 

Hansen og Trangbæk , 2004, s. 38 f). 

På grund af de omtalte uundgåelige forstyrrelser i kommunikationens naturlige flow, 

forstyrrelser der ikke kan overvindes på sædvanlig vis, kommer socialpædagogikken til 

at udfolde et paradoks i forhold til kommunikationens tidsdimension. På den ene side 

er socialpædagogikkens primære indstilling af opmærksomheden på 

kommunikationens nu og her, på det spillende nærvær og betydningen af at ”være i 

det” og ”rumme hinanden”, på afsøgningen af forståelse i den intense tilstedeværelse, i 

den fælles perceptionskontekst som nu og her er den gældende. På den anden side 

må den indstille sig på sandsynlige kommunikationsnedbrud og på muligheden for 

forebyggelse heraf gennem opdelingen af det kvalificerede samvær i sekvenser af 

passende varighed (det kan være svært bare at turde ”være i det”, turde være til stede) 

og gennem forberedelse, fx ved at udbygge kendskabet til den dementes livshistorie 

gennem udnyttelse af alternative kilder. 

Det er ikke karakteristisk, når det hjemlige og samværet i hjemmet understreges eller 

betegnes, at fremhæve behovet for pauser i samværet af hensyn til muligheden for at 

opnå forståelse for hinanden. Når behovet for pauser alligevel fremhæves, også i de 

hjemlige sammenhænge, er det af andre grunde. I det ”hjemliggjorte” hjem, altså den 

sociale boform, er det imidlertid oplagt, at personalet må have tid til refleksion og 

analyse og det gælder måske særligt i de tilfælde, hvor beboerne er krævende på en 

lidt utilgængelig måde (det mindste sproglige og kropslige signal er væsentligt, men 

måske ikke umiddelbart forståeligt, hvorfor det omhyggeligt må dechifreres og 

afkodes 10 ). Et socialpædagogisk svar på, hvorledes naturligt samvær kan doseres i 

realistiske sekvenser, er kontaktøen 11 som en vigtig relationsopbyggende og - 

vedligeholdende aktivitet i den individuelt tilpassede socialpædagogiske handleplan. 

”En kontaktø er en kontaktfremmende aktivitet, der omfatter flere daglige 

korttidskontakter mellem en medarbejder og en person. Det er et koncentreret, fastlagt 

10 Det er ikke usædvanligt at italesætte socialt arbejde som afkodningsarbejde. Hos Per Revstedt finder vi 

forestillingen om, at socialarbejderen skal forløse den (tilsyneladende) asociale person ved at frigøre hans 

indre kerne. Asocialiteten er på det manifeste, det vil sige overfladiske, niveau. Herunder gemmer sig en 

social kerne (på det latente niveau). Arbejdet med at forløse den latente kerne og bringe den sande 

menneskelighed, der er ufordærvet af samfundsmæssigt tryk og vold og vanskelige livsbetingelser, til fri 

udfoldelse er et rebus arbejde, hvor socialarbejderen må finde den nøgle, der kan afkode den nødstedtes 

skjulte budskab. 

11 Kontaktøen bliver behandlet yderligere i et senere afsnit (afsnit 0). 

60


og målrettet samvær mellem en plejeperson og en beboer. Kontaktøen er 

velstruktureret i faser med en begyndelse, et forløb og en afslutning” (Borresen, Mette, 

Helle Krogh Hansen og Lis- Emma Trangbæk, 2004, s. 24) 

Orientering mod relationer og hjemlighed bindes på den måde sammen med mere 

instrumentelle og rationelle handle- og kommunikationsformer – i et interessant, og så 

vidt man kan se ud at denne undersøgelses resultater, ganske effektivt miks. 

Handleplanen, som den rationelle måde at tilrettelægge professionelt arbejde på, 

bygger naturligvis på den socialpædagogiske analyse model, der retter sig mod en 

tydeliggørelse af tilbageværende og intakte færdigheder og ressourcer hos mennesker 

med demens. Særligt i analysemodellens sjette punkt er disse ressourcer fremhævet 

som lyspunkter og formuleret som beboerens evne til at kunne fremsætte ønsker, til at 

opleve, til at have social opmærksomhed osv.(Borresen, Mette, Helle Krogh Hansen og 

Lis- Emma Trangbæk, 2004, s. 69 ff). 

3.3 Kommunikationens fortsættelse – asymmetrisering som forstærkning 

Tidsmæssig forstærkning i form af sekventialisering af kommunikationen med den 

demente er ikke tilstrækkelig sikring af kommunikationens ”naturlige” fortsættelse. For 

at sikre dette må der placeres og defineres et professionelt-moralsk ansvar (vi taler 

ikke om jura men om professionens eller faglighedens egen formulerede etik) ligesom 

det professionelle fortsæt må afstives ideologisk og på anden vis. Der må ikke være 

tvivl om, at den socialpædagogiske hensigt er den gode hensigt og at den faktisk kan 

praktiseres. Vi kalder denne type af kommunikativ forstærkning, der hviler på en 

understregning af professionalisme og faglighed, for asymmetrisk forstærkning. 

Systemteoretisk er kommunikation den næsten samtidige selektion af information, 

meddelelse og forståelse. Hvis en af disse selektioner mangler, kommer 

kommunikationen ikke i stand. Hvis, med andre ord, der ikke foreligger en meddelelse 

(fordi adfærd fortolkes som adfærd og ikke meddelelse) eller forståelse ikke opnås, 

heller ikke engang som misforståelse, kommer kommunikationen ikke i stand og da der 

altid indgår flere deltagere i en kommunikation og eftersom kommunikation ikke er én 

handling, men en samlet forekomst af tre operationer, nytter det ikke – ud fra en strengt 

61


teoretisk betragtning - at placere et entydigt ansvar for et 

kommunikationssammenbrud. Kun for handlinger kan der pådrages et ansvar. 

Selvom systemteorien ikke er en handlingsteori, der tildeler handlingen den centrale 

rolle som den kommunikative elementarpartikel, er handlinger ikke uvæsentlige i en 

systemteoretisk sammenhæng, nemlig som nødvendige konstruktioner i systemernes 

autopoiesis, nødvendige blandt andet for tidsbestemmelse og ansvarsplacering. 

I et socialpædagogisk perspektiv er der ingen tvivl om, at et ansvar for 

kommunikationen kan placeres og om hvor, det skal placeres. Medarbejderen har 

ansvaret for, at kommunikationen får bedst mulige vilkår. Det er hendes opgave, at den 

demenslidende, så vidt det overhovedet er muligt, forstår hendes budskaber, og det er 

hendes ansvar, at hun så vidt det overhovedet er muligt forstår den demensramte 

persons budskaber. 12 

Vi skal hele tiden have i baghovedet, at vi taler om svært demente, der – hvis man 

holder sig til den almindelige oversættelse af diagnosen – går for at være ”fra 

forstanden”. Der er altså tale om et tungt ansvar, som understreger det asymmetriske i 

relationen og som kun kan løftes under samtidig styrkelse af fagligheden og den gode 

hensigts vedholdenhed og gennemslagskraft – og spørgsmålet er her, om det er viden, 

der kan gøre en forskel eller det er noget helt andet. 

Personalet må ifølge det socialpædagogiske perspektiv arbejde med at erkende, at det 

udøver magt. Manglende erkendelse af magten kan give magten for stort spillerum. 

Ansvaret, herunder for forholdets ligeværdighed, følger af asymmetrien, det vil sige af 

det forhold, at personalet kan slippe af sted med meget uden effektiv modstand eller – 

spil fra den dementes side. 

Anskuer vi relationen mellem professionel og dement med et gran pessimisme, kan vi 

spørge om ikke asymmetrien i demensomsorgen i virkeligheden betyder, at den 

professionelle må indestå og garantere for såvel den pædagogiske hensigt om læring, 

12 På SPIDOkurset understreges dette ansvar igen og igen. Et eksempel fra feltarbejdsmaterialet kan 

illustrere det: ”Hvad er manden god til? spørger en af konsulenterne og får svaret, at han er god til meget, 

hvis han bliver lokket. En konsulent bemærker, at personalet har gang i en ”kontakt-dans” med manden, 

hvor paraderne er i vejret. I skal have en liste med mandens interesser, foreslår konsulenten. Tre riller i 

pladen er ikke nok at spille. Der må mere bevægelighed til. Personalet bliver tingsliggjort (betragtet som en 

automat), når det mødes med det samme spørgsmål igen og igen, men grundlaget for en større grad af 

tilfredsstillelse for begge parter skal udgå fra personalet.” (bilag 0). 

62


udvikling, forståelse og/eller accept som virkeliggørelsen af den gennem overvindelse 

af en rimelig frustration, skepsis eller modstand 13 , som hun selv har skabt, men 

tilregner den pædagogiserede demente. Med andre ord: Kan det overhovedet nytte? 

3.3.1 Magisk rationel forstærkning 

Den usikkerhed om karakteren af relationen til den demente som fremgår af 

ovenstående og som tillige kan erfares ved et møde med demensomsorgsfeltet 14 , må 

som sagt overvindes gennem forstærkning og den form for forstærkning, man 

umiddelbart kommer til at søge, er forstærkning i form af viden. I instrumentelle og 

professionelle sammenhænge er det således normalt, at ”viden” er den størrelse, man 

regner med, når chancerne for at lykkes søges forøget. Professionsuddannelserne 

formodes at formidle viden til de studerende, der på den måde gøres i stand til at løse 

de opgaver og nå de mål, der formuleres for deres praksis. 

På demensområdet har vi set, hvorledes vidensudviklingen går mod øget kompleksitet 

og hvorledes den – i et socialpædagogisk perspektiv - på samme tid opmuntrer til 

implementering i en vidensbaseret praksis og maner til forsigtighed, idet den peger på 

grænserne for viden og herunder særligt det store felt af ikke-viden, der handler om 

den dementes egen oplevelse af sin situation. 

Når viden forøges, forøges tilsvarende ikke-viden. Dette gælder generelt, men i denne 

handlingssammenhæng, hvor helt centrale værdier står på spil, hensynet til af den 

enkeltes selvbestemmelsesret, integritet og værdighed, kan man ikke nøjes med bare 

at konstatere dette. 

13 Dette gælder naturligvis mest oplagt, når den demente forholder sig passiv til forslag eller 

foranstaltninger fra personalets side. Er den demente aktiv og udadreagerende skal den dementes adfærd 

dog stadigvæk fortolkes som enten tilstandsudtryk (ekspressionisme uden hverken et specificerbart 

indhold eller nogen særlig adresse) eller kommunikation (afvisning, appel om hjælp mv.). 

14 Et eksempel fra feltarbejdsmaterialet: 

”Forskellige socialpædagogiske ”teknikker” omtales, herunder afledning. Det mærkelige er, siger 

konsulenten, at socialpædagogisk tænkemåde altid allerede er en del af den praksis, der findes. Der 

opstår diskussioner om, hvor langt en svær dement persons samtykke egentlig kan række. Hvad vil det 

sige at indgå ”aftaler” med demente? ”Når alt kommer til alt”, siger en, ”kan vi ikke være 100% sikre på, at 

den demente er med på, hvad vi mener”.(bilag 0). 

Udover at vise et eksempel på personalets usikkerhed om, hvad der kan læses i dementes 

sproghandlinger og anden adfærd, kan det af citatet ses, hvorledes socialpædagogikken abonnerer på 

forestillingen om en naturlig indstilling eller en underliggende fælles forståelse. 

63


I mange handlingssammenhænge er professionelle optagede af at (forud-)beregne 

virkningen af deres handlinger, både de ønskede og de ikke-tilsigtede. Sådanne 

beregninger kan imidlertid aldrig medtage det uberegnelige og på demensområdet 

synes ganske meget at være uberegneligt. Har man som professionel opnået en 

egentlig kontakt med den demente? Har man fundet en forståelse? En accept? Eller 

overskrider man lige nu med sin velmenende omsorg en usynlig grænse? 

Mens viden altså først og fremmest synes at føre til refleksioner, der ikke kan stoppes, 

er der hårdt brug for det modsatte: At forkorte vejen til handling, men helst samtidig 

med, at man bevarer den kritiske bevidsthed om magt. Socialpædagogikken prøver at 

løse dette problem ved at søge hinsides viden til troen. Uden at forlade det rationelt 

målrettede og i en vis forstand instrumentelle handlingsområde opstilles med henblik 

på at styrke det pædagogiske forsæt nogle værdier og en påstand, udtrykt som princip: 

”Det ka´ nytte – princippet”. Princippet beder om at blive troet, og hvis man tror og er 

ydmyg, vil det også på et tidspunkt kunne erfares som et rigtigt princip: Det kan faktisk 

nytte. Ved at overskride videns verden, når man på den anden siden af kontingens og 

usikkerhed. Troen er der eller også er den der ikke, men hvis den er – på den rette 

ydmyge måde - er den en overvældende realitet, der kan overvinde alt. 

Påkaldelsen af ydmyghed og tro med henblik på at nå konkrete mål i en bestemt 

pædagogisk sammenhæng, har jeg valgt at kalde magisk rationel forstærkning. 

Udover at ”det kańytte princippet” er en tankegang, som er præget af ydmyghed, er 

det en tankegang, der byder den professionelle at møde mennesket, hvor det er, med 

hensyn til følelser, udvikling, temperament osv. Mennesket ses som en helhed, og der 

fokuseres derfor ikke på enkelte færdigheder, enkelte ressourcer, særheder eller 

problemadfærd…. Opfattelsen er, at al udvikling og mangel på udvikling finder sted i 

relationen mellem den enkelte og de mennesker, som omgiver vedkommende… 

Enhver form for magtanvendelse er uforenelig med en det-ka-nytte- pædagogik… der 

findes altid en løsning uden magtanvendelse. Men at arbejde uden at anvende magt, 

er ikke det samme som, at man ikke må styre og lede. 

Begrebet ”helhed”, dette at der ses på mennesket som en helhed, er, ligesom det 

”naturlige”, et begreb, der lover substans og virkelighed på et andet niveau end den i 

øvrigt differentierede og fragmenterede funktionsopdelte orden. Troen søger absolutter 

i et samfund, der har vanskeligt ved at præsentere sådanne. 

64


3.3.2 Pragmatisk legitimerende forstærkning 

Kommunikationen – og dermed relationsdannelsen - på demensomsorgsområdet 

foregår under tilkæmpet naturlige betingelser. Man kan måske sige, at hvis den 

fungerer naturligt, er det på kunstige betingelser. Væbner personalet sig med troen på, 

at det (potentielt) har kontakt med den svært demente, der i et eller andet omfang 

antages at være i stand til at forstå, glider kommunikationen måske i en periode. 

Magtbevidstheden er imidlertid til stadighed central. Personalet må ikke på noget 

tidspunkt slippe den. Det gælder også iflg. ”det-ka-nytte pædagogikken”. 

Magtbevidstheden skal minde om, at demens betyder ”fra forstanden”, at asymmetrien 

er uundgåelig og at ansvaret ligger hos omsorgspersonen. Magtbevidstheden henviser 

altså til alt det, der er særligt ved omsorgsopgaven på demensområdet, hvor der ydes 

omsorg over for personer med betydeligt og varigt nedsat psykisk funktionsevne. 

Udtrykket ”betydeligt og varigt nedsat psykisk funktionsevne” er hentet fra serviceloven 

og er en vigtig del af beskrivelsen af den personkreds, der er omfattet af lovens 

magtanvendelsesregler (middelsvært til svært demensramte er en vigtig gruppe inden 

for denne personkreds, men ikke den eneste). 

At leve med magtbevidstheden, kan være hårdt 15 og især, hvis det af personalet 

opleves som ensbetydende med at leve sit arbejdsliv i en slags forlænget 

undtagelsessituation, hvor ”normale” sociale betingelser og former er suspenderet. 

Vi har tidligere omtalt begrebet dobbeltkontingens og ladet dette betegne det sociales 

grundform. Med begrebet, som er hentet fra Luhmanns systemteori, har vi ikke ønsket 

at fremsætte et historisk postulat i stil med: ”I begyndelsen var dobbeltkontingensen og 

så kom det det sociale, som vi kender det, til.” Derimod er begrebet indbegrebet af et 

forsøg på at skrælle så mange forudsætninger for kommunikationen af som muligt og 

så iagttage, hvad der bliver tilbage som den ufravigelige betingelse, der altså må 

produceres og reproduceres i al kommunikation for at muliggøre denne. Muligheden for 

dynamisk ordensdannelse, indstillingen på forventninger, er således alene sikret via 

den dobbeltusikkerhed, som dobbeltkontingensen betegner. I socialpædagogikken 

taler man, i stedet for om kontingens, om identitet. Også identitetsbegrebet betegner 

15 Et citat fra feltarbejdsmaterialet kan illustrere dette: ”Det med magtudøvelse kan være en svær ting at 

forlige sig med, for personalet har ikke ønsket at stå i en magtfuld position” (bilag 0). 

65


det forhold, at der - ud fra det samme - skabes flere muligheder, hvoraf den ene ikke er 

mere nødvendig end den anden. 

I socialpædagogikken går man imidlertid videre, idet man ikke blot beskæftiger sig 

med, hvorledes det sociale basalt set er muligt. Man forsøger også at karakterisere 

måden, hvorpå forventninger og konsensus dannes i et moderne samfund. I følge 

socialpædagogikken kan det moderne sociale således sammenlignes med et 

forhandlingsspil. Man indretter sig ikke bare efter forventninger, men forhandler inden 

for det spillerum som et moderne samfund stiller til rådighed for en kompleks 

forventningsdannelse. 

Nu ville det imidlertid være upraktisk, om man skulle igennem lange forhandlinger for at 

nå selv det mindste resultat i form af fælles aktivitet eller koordineret handlen. Der må 

derfor regnes med forskellige grader af indbyrdes afstemthed, ligesom det må 

påregnes, at elementer af forførelse indgår i spillet tillige med indforståede ”handler”, 

der bygger på kendskabet til forskellige interesser, deres gensidige konkurrence og 

muligheden for at de begge eller alle kan tilgodeses over tid. Dette er ikke blot 

elementer, man må regne med, de er også i et eller andet omfang omfattet af 

accepterede normer i moderne kommunikation. 

I sin tilgang til demensomsorgsområdet går socialpædagogikken ”bagom” det særlige 

(demensområdets særkende som et kommunikationsfelt hvor særlige betingelser gør 

sig gældende) med henblik på at nå et alment og i en vis forstand almengyldigt niveau, 

der med hensyn til normer og accepterede sociale former kan aflaste det specielle. 

Det er klart, at en professionsetik på demensomsorgsområdet, må udvikle en særlig 

følsomhed over for sandsynlige kommunikationsrisici i form af manipulation og 

forførelse. Ved at hente støtte på det almene niveau (igen ser vi hvorledes der kan 

hentes substantiel forstærkning i ”livsverdenen”) kan det imidlertid hævdes, at denne 

følsomhed kan håndteres praktisk i en hverdag, hvor tingene jo også skal fungere. At 

forføre betyder nemlig ifølge socialpædagogikken ikke nødvendigvis at føre bag lyset. 

Forskellen kan synes hårfin, men er synlig for den socialarbejder, der har ”integriteten” 

i orden. 

”At håndtere situationer hvor man tilrettelægger reelle forhandlinger, der set fra 

omsorgspersonens vinkel har som udgangspunkt, at den anden person gerne skulle 

66


ende med at gøre noget, som han ellers ikke ville gøre, kræver ikke kun opfindsomhed, 

men også anerkendelse af den anden og en stor personlig integritet.” (Rothuizen, Jan 

Jaap og Helle Krogh Hansen, ?, s. 12). 

Som udgangspunkt skelnes mellem på den ene side den naturlige eller reelle 

forhandlingssituation, hvor frie personers selvbestemmelse (viljer) bøjes naturligt i 

forhold til hinanden og på den anden den virtuelle forhandlingssituation, hvor den ene 

part (den professionelle) så at sige bringer den andens ”selvbestemmelse” til 

udfoldelse. Går man imidlertid bag om denne skelnen, det er socialpædagogikkens 

påstand, vil man se, at ”reelle forhandlinger” også kan være arrangerede eller 

tilrettelagte forhandlinger. Hverdagen, også den hverdag der findes udenfor 

demensomsorgen, er præget af forførelse: Man gør noget man måske egentlig ikke er 

interesseret i en situation, hvor man gerne vil være med. Også hverdagen udenfor 

demensomsorgen er præget af mangel på psykisk afstemte ”aftaler”: Man giver afkald 

på psykisk afstemt handling og det fungerer og er acceptabelt, fordi det sker i en 

forståelse af den andens interesser og med et gensidigt ”interesseregnskab” for øje. 

Den forstærkning af asymmetrien som opnås ved at skabe en analogi til almindeligt 

forekommende hverdagssituationer, vil vi kalde for den pragmatisk legitimerende 

forstærkning. 

Dog, bare fordi forførelse er almindelig og i en eller anden grad acceptabel, er det nok 

ikke helt tilstrækkeligt til at legitimere den i demensomsorgsarbejdet. Vi må huske at 

grænsen til manipulation er hårfin…. 

3.3.3 Ideologisk forstærkning 

Skal det sikres, at den professionelle holder sig på den rigtige side af grænsen mellem 

manipulation og forførelse, er der brug for en ideologisk forstærkning, der kan 

tydeliggøre grænsen for den professionelle og forsyne hende med de begrundelser, 

der kan fungere, når der sås tvivl om, hvad der foregår. 

En ideologisk position en position, hvor det ikke længere er muligt at tematisere 

enheden i en skelnen. Man er nødt til at vælge side. Flere eksempler kan fremdrages 

på ideologiske forskelle, hvor man tvinges ind i en vægtning. Således for eksempel 

forskellen mellem stat og fællesskab. Eller individ og kollektiv... 

67


Max Weber formulerer en skillelinje mellem mål-middel-rationel handlen overfor 

værdirationel handlen. Habermas formulerer en lignende skelnen mellem strategisk 

rationalitet og en kommunikativ og forståelsessøgende ditto. 

I socialpædagogikken etableres en skelnen mellem handlen, der etablerer et fælles 

tredje og handlen hvor der ikke etableres noget fælles. Det formuleres også som den 

professionelles ”handlen sammen med” sin bruger overfor det, at den professionelle 

”gør noget for” eller ”gør noget ved” brugeren. Det er med andre ord fællesskabet og 

den personlige relation over for den mere instrumentelle og upersonlige relation. I et 

socialpædagogisk perspektiv er der ingen tvivl om, at der her er tale om en central 

ideologisk skelnen. Altså en skelnen, der tvinger til stillingtagen: Vil man vægte den 

fællesskabsorienterede eller den rationelt-instrumentelle side af forskellen. Dette 

gælder paradoksalt nok selvom det erkendes, at det fælles tredje må ligge indenfor de 

professionelt definerede formål og idealer med indsatsen, det vil sige selvom den 

”pædagogiske målrationalitet” i en vis forstand bliver styrende for, hvorledes det fælles 

tredje kan udformes. 

For socialpædagogikken er ”det fælles” naturligvis positivværdien i den ideologiske 

modstilling. Mennesket er først og fremmest et socialt væsen og en forførelse, der 

lokker med fællesskab, vil ikke skuffe den forførte, hvis det fællesskab, der lokkes med, 

faktisk eksisterer. Den professionelles opgave er derfor at garantere et fællesskab med 

den demente. Lever hun op til det, kan hun med relativ sindsro afvise en mistanke om 

manipulation og undergravning af den demente´s selvbestemmelse. 

Asymmetrien og de forskellige roller i demensomsorgen betyder, at det forhandlingsspil 

som er nævnt i sidste afsnit, må finde sted på andre præmisser, men dog præmisser, 

der i visse aspekter kan sammenlignes. De etiske faldgruber, der uundgåeligt vil være 

en del af demensomsorgen, kan bedst håndteres ved, at der skabes en appel og 

garanti om nærhed og fællesskab, hvorved det medmenneskelige perspektiv kan 

overtrumfe det institutionelle. 

Socialpædagogikkens indgang til demensomsorgsområdet er magtproblematikken og 

vi har tidligere set, hvorledes socialpædagogikken - ved at understrege hensynet til 

selvbestemmelsesretten - puster fornyet liv i modsætningen mellem de to bærende 

68


hensyn: omsorgpligten i forhold til den der ikke kan anses for at være kapabel til at 

klare sig selv og hensynet til i videst mulig omfang at respektere den pågældendes 

selvbestemmelsesret. Ved nu at konkretisere omsorgspligten til først og fremmest at 

angå et ønske om fællesskab med den demente (hvorved den demente anerkendes 

som et medmenneske) mindskes modsætningsforholdet til selvbestemmelsesretten, 

idet den dementes sociale indstilling samtidig lægges til grund. En egentlig 

modsætning er transformeret til et ”vanskeligt forhold” mellem menneskelig autonomi 

på den ene side og samhørighed og borgerskab på den anden side. Til gengæld er en 

ny og ideologisk set mere central modsætning til den fællesskabsorienterede og 

anerkendende omsorg kommet til syne: Den instrumentelle pleje og omsorg – den 

omsorg der gør noget for eller ved, men ikke noget sammen med…. 

Hvis omsorgsmedarbejderen holder sig på den rigtige side af denne skillelinje, er hun 

på rette vej….. 

3.4 Socialpædagogikken i beslutningskommunikationen 

De gamle institutioner var kendetegnede ved specialisering. De tilbød en ”omsorgs- 

pakke-løsning” med ophold og al den hjælp og pleje, der formodedes at dække 

behovet for en bestemt gruppe personer, det være sig sindslidende, åndssvage eller 

demente. Når den enkelte bruger først var blevet visiteret til institutionen, blev han 

omfattet af generelle beslutninger vedrørende hjælp og pleje og tilrettelæggelsen af 

den, som omfattede alle beboere. Kritikken af institutionerne tog i høj grad afsæt i den 

resulterende stive rytmik og manglende fleksibilitet i forhold til individuelle ønsker og 

behov. 

Med serviceloven blev institutionerne afskaffet. Hjælpen har siden skullet ydes som 

individualiseret hjælp, hvor der skelnes mellem ophold (boform) og forskellige service-, 

omsorgs- og behandlingsydelser. For de enkelte ydelser træffes særskilte afgørelser 

om visitation, ændring og ophør. Hjælpen, der således tildeles ved individuel 

behovsvurdering, skal specificeres nøje og udmåles i overensstemmelse med det 

generelle formål, som er formuleret i loven for den enkelte type hjælp og det konkrete 

formål med den indsats, der er tilrettelagt for den enkelte og som fremgår af 

handleplaner eller hjælpeskemaer. Hjælpen skal, så vidt det er muligt, tilrettelægges og 

69


besluttes i samarbejde med den enkelte, der, uden for de tilfælde, hvor bostedet 

undtagelsesvist drives efter gamle (men dog modificerede) regler for plejehjem, 

endvidere har visse valgmuligheder, fx vedrørende valg af leverandør. 

Pædagogikken udgør på den ene side et selvstændigt og universelt perspektiv på 

verden. Ligesom økonomien lader sig lede af sin egen kode, betaling/ikke-betaling (og 

omregner alt i mediet penge), retten lader sig lede af sin kode ret/ikke-ret (og former 

mediet retfærdighed), politikken lader sig lede af sin kode regering/opposition (og 

former mediet magt), har pædagogikken sin egen ledende kode, ressourcer/ikke- 

ressourcer, og sit eget medium, livshistorien, som den kan relatere til alle livets og 

samfundets forhold. Socialpædagogikken tilbyder i forlængelse heraf et helt særligt og 

irreduktibelt perspektiv på demensomsorgsarbejdet, et perspektiv, der principielt må 

gøre krav på at være dét ledende perspektiv, som kan bringe udvikling og fornyelse i 

forholdet mellem professionelle og demente og bidrage til dementes realisering af 

tilbageværende ressourcer. 

På den anden side er pædagogikken som fornyende og rekonstruende instans henvist 

til det moderne vilkår: At der på velfærdsområdet gerne er flere konkurrerende 

perspektiver i spil og at socialpædagogikken må optræde taktfuldt og realistisk for at 

sandsynliggøre sin egen plads i demensomsorgsarbejdet. Med hensyn til det taktfulde 

er det nævnt, at socialpædagogikken snarere end at fare frem med et fremmed 

budskab, som forlanges slugt uden indsukring, fremstiller sig som forløser af noget, der 

allerede ligger latent og beder om at få mere plads: En naturlig indstilling, en kreativ 

impuls, en lettere fortrængt, men hurtigt aktiveret medmenneskelighed. 

Med hensyn til det realistiske er det oplagt, at socialpædagogikken må udvikle former, 

der matcher velfærdsområdets organisatoriske beslutningskontekst og tillader den at 

indgå i de handleplaner og individualiserede hjælpeskemaer, som er lovbefalede 

og/eller en del af hverdagen. 

Det tyder på, at ”kontaktøen” er en sådan form. Socialpædagogikken handler ikke 

mindst om at indstille opmærksomheden på ”relationer”, på ”nærvær”, på aktiviteter 

man har ”sammen med” den demente, fordi man lige nu kan finde sammen om dem, 

om nødvendigt ved at udsætte andre ”nødvendige opgaver”. Nødvendige opgaver 

fremgår af plejeplaner, sygeplejecardex, pleje- og omsorgsplaner. 

70


Socialpædagogikkens realisme fører til, at det socialpædagogiske nærvær må 

koncentreres i handleplanskompatible doser. Den må med andre ord realisere sit 

fællesskabsorienterede nærvær som ”nødvendig opgave”, udmålt individuelt efter 

vurdering af den enkeltes behov.. 

3.4.1 Kontaktø som kobling 

I ”Markedets politiske fornuft” (2004) beskriver Holger Højlund socialpolitikken som 

velfærdsområdets koblingskontekst. De teknologier og semantikker, der udtrykkes i 

lovgivningen, beskriver han som koblingssemantikker og – teknologier. Politikken 

tilbyder kommunikationssystemerne en mulighed for at kommunikere som en enhed, 

men denne enhed er kun tilsyneladende. Koblingssemantikker og - teknologier har 

deres navn deraf, at de kobler, og kobling forudsætter forskellighed. Snarere end at 

producere enhed, frembringer politikken derfor ”produktive misforståelser”. 

I ”Organiseret kommunikation – systemteoretiske analyser” (2003) beskriver Andersen 

og Born velfærdsorganisationen som en polyfon organisation, det vil sige en 

organisation, der har ganske vanskeligt ved at lægge sig fast på ét bestemt perspektiv 

på opgavevaretagelsen som det ledende perspektiv. Hvis der ikke findes et styrende 

perspektiv, der kan underordne de andre og bestemme hvornår de er relevante og kan 

inddrages, rykker ubestemtheden helt ud i organisationens frontlinje, hvor grænserne 

trækkes i interaktionen mellem professionelle, brugere og deres pårørende. Disse 

forhold tiltrækker kommunikationsformer, der ikke udpeger bestemte roller og 

tilskrivningsfigurer, men tværtimod holder det ubestemt, hvilke der skal gennemspilles. 

Det har for mig været påfaldende, i forbindelse med feltarbejdet, at begrebet ”kontaktø” 

tilsyneladende har fundet stor gennemslagskraft i demensomsorgspraksis. Fra 

rapporten om min deltagelse i et handleplansmøde på et plejehjem kan følgende 

citeres (0): 

”Den første præsentation omhandler et tilfælde, hvor det beskrevne problem er 

konstant kontaktsøgning fra den dementes side. Den demente forekommer urolig og 

angstfuld og får undertiden deciderede anfald af panikangst. I forlængelse af denne 

præsentation, hører jeg ordet ”kontaktø” for første gang under mødet. Det viser sig, at 

ordet kontaktø er et meget vigtigt ord, som bruges igen og igen under mødet. Der tales 

71


om, at den demente har brug for en kontakt-ø. En plejer definerer en kontakt-ø som en 

”en-til-en-kontakt”” (bilag 0). 

…. 

”Den femte fremlæggelse handler om en kvinde, der vandrer rundt og leder efter sin 

mor. Hun vil hjem til sit barndomshjem. Også i forbindelse med denne fremlæggelse 

bliver der talt om kontaktøer, ligesom det er tilfældet i forbindelse med de foregående. 

Men denne gang tager vi en lidt længere snak om disse magiske øer. Kontaktøen blev 

indledningsvis karakteriseret som en en-til-en-kontakt. Jeg spørger om 

morgenvækningen er en sådan kontakt, og får svaret, at det kan det være, men at det 

ikke nødvendigvis er en kontaktø, selvom der kun er to til stede. Kontaktøen må 

adskilles fra den almindelige praktiske bistand, det er en ”aktivitet”, en fordybet 

koncentreret kontakt. Plejerne kan godt lide at tale om mulighederne i kontaktøen – og 

der kommer mange vinkler ind fra mange kanter. ”En kontaktø er en mulighed for at 

validere borgerens synspunkter eller opfattelser”, ”en kontaktø er en mulighed for at 

vise anerkendelse til borgeren”, ”en kontaktø er en professionel samværsform, en 

måde at værdisætte noget der ellers ligner almindeligt samvær”, ”en kontaktø virker 

forebyggende, man kan undgå at give en del beroligende medicin”. En sammenligner 

kontaktøen med situationen mellem Robinson Cruse og Fredag.” 

Feltarbejdet, som ikke omfattede deltagende observation af kontaktøer, kan ikke give 

svar på, hvorledes kontaktøen fungerer som kommunikationsform i 

demensomsorgsarbejde. Semantisk spiller begrebet imidlertid på forskelle som: Orden 

(tilbagetrukket tosomhed) overfor kaos (institutionel udsathed), identitetsgivende 

samvær overfor identitetstruende ensomhed, beboervalgte aktiviteter overfor 

professionsvalgte aktiviteter. 

Den demente kan opfattes som ”afsindig” eller ”fra forstanden” og i den forstand altså 

en ”fremmed”. Kontaktøen lover, at den fremmede ikke behøver at forblive fremmed. 

Der kan skabes kontakt. Ved at forudsætte identitet, ressourcer og solidaritet 

(dobbeltkontingens, mening og motiver) søger socialpædagogikken at rekonstruere 

den dementes person-lighed. Personer er nødvendige adresser for kommunikation og 

ved rekonstruktionen af dementes person-lighed genskabes således interaktionens 

kommunikative muligheder - og dermed den dementes muligheder for at blive hørt, 

komme til orde, realisere sig selv på det niveau, vi kan tillade os at tale i denne 

sammenhæng. 

72


Socialpædagogikken ynder at formulere sig i absolutter – hvilket kan virke paradoksalt, 

når den samtidig bekender sig til modernitetens fragmenterede og differentierede 

samfundsmæssige virkelighed. Vejen til personliggørelsen er således, ifølge 

socialpædagogikken, også vejen til det hele eller unikke menneske og kun som sådan 

– det er i hvert fald indtrykket – kan den demente realisere sine restpotentialer. 

Formulerer man sig i stedet i forlængelse af de diagnoser, som Højlund, Andersen og 

Born foreslår, kan man se ”kontaktøen” som socialpædagogikkens (tilsyneladende 

vellykkede) forsøg på at uddybe den socialpolitiske koblingskontekst på 

demensomsorgsområdet (og i det hele taget det omsorgsområde, der omfatter 

personer med varigt nedsat psykisk funktionsevne). Begrebets popularitet kan i 

forlængelse heraf bedst ses som et udtryk for dets semantiske ”egenskaber”: Som 

semantisk form berettiger det en forventning om, at den dementes personlighed kan 

realiseres, ikke som en entydig størrelse, men som fragmenteret adresse for 

økonomisk kommunikation (den demente som forbruger), politisk kommunikation (den 

demente som deltagende), retlig kommunikation (den demente som rettighedssubjekt 

med en vis habilitet), pædagogisk kommunikation (den demente som lærende subjekt) 

osv. ”Kontaktøen” lader det stå åbent, om det er den ene eller den anden kode 

(effektivitet, anerkendelse, inddragelse eller andet), den ene eller den anden 

tilskrivningsfigur eller rollefordeling, der bringes i anvendelse. Den er fleksibel og som 

sådan egnet til multikobling af forskellige kommunikationsperspektiver. Samtidig med 

at ”kontaktøen” giver både præcise og upræcise løfter om interaktionsmulighederne 

med de demente, sikrer den, at det, der kan forveksles med en slags fordybet samvær, 

får en professionel legitimation. Mao: Det er en betegnelse, der potentielt forlener 

samvær med fordringen om at yde professional hjælp. 

73


4. Konklusion og perspektiverende 

spørgsmål 

Vi har i det foregående set, hvorledes socialpædagogikken har skabt sig plads på et 

nyt felt ved at lege med feltets identiteter og værdier. Vejen til nykonstruktion går 

gennem dekonstruktion og indgangen til feltet er magtproblematikken, hvor to bærende 

hensyn, omsorgspligten og selvbestemmelsesretten, brydes. En rystelse og 

ombrydning af forholdet mellem de to værdier betyder, at forskellige versioner af ”det 

gode liv” og dermed ”den gode demensomsorg” kommer til syne i et nykonstrueret 

spændingsfelt, hvor en ny uafklarethed med nye spørgsmål trænger sig på. 

I sin tilgang til demensomsorgsområdet bygger socialpædagogikken på nyere 

udviklinger indenfor socialpolitik, socialret og demenspsykologi. Som selvstændigt 

verdens- og omsorgsperspektiv inkorporerer socialpædagogikken de nævnte 

udviklinger ved at gøre dem til sine egne. Socialpolitik, socialret og demenspsykologi 

bliver i det socialpædagogiske perspektiv anledning til at sætte en ny dagsorden i 

demensomsorgen: Virkeliggørelsen af den demente som samfundsindivid i bred 

forstand. I dag kan demensomsorgen ikke nøjes med at inkludere sine demente som 

syge, de er for eksempel også lærende og de er borgere med rettigheder og krav på 

inddragelse.. 

Socialpædagogikken udspringer af det moderne menneskes kontingenserfaring. Vores 

verden er hverken umulig eller nødvendig. Det gælder også på 

demensomsorgsområdet. Tingene kunne være anderledes. Og feltet må afspejle 

denne hyperkomplekse ”virkelighed”. Når det er sagt, kan demensomsorgsarbejdet 

naturligvis ikke undvære sikre pejlemærker, identitetsgivende værdier og medier, der 

kan rumme arbejdsfeltets erfaringer. 

Socialpædagogikken tilbyder demensomsorgen et nyt medium, livshistorien, der – på 

en anden måde end sygehistorien – er åben over for forandringer og udvikling, selvom 

74


det progredierende sygdomsforløb med stadigt øget tab af funktionsevne ikke er til at 

komme udenom. Det socialpædagogiske projekt, som jeg har kaldt et 

personliggørelses-projekt, er på den ene side sandsynligt, fordi det understøttes af 

kommunikationens ”naturlige indstilling”, på den anden side dybt usandsynligt, idet det 

modsiges af den diagnostiske fornuft, som sammenligner demens med ”afsindighed”. 

Skal det pædagogiske projekt gøres mere plausibelt, er der brug for såvel tidsmæssig 

som asymmetrisk forstærkning. For så vidt angår sidstnævnte har vi skelnet mellem 

magisk rationel forstærkning, pragmatisk legitimerende forstærkning og ideologisk 

forstærkning. 

Alt i alt er det indtrykket, at demensomsorgspersonalet har taget godt imod 

socialpædagogikken, der – i hvert fald et vist omfang - har haft held til at præsentere 

sig selv som en naturlig forlængelse af feltet, et ”latent hverdagspotentiale”, der blot 

skal aktiveres for at virke. 

Som det er fremgået, er socialpædagogikken imidlertid hverken mere eller mindre 

unaturlig, end andre perspektiver på området. Og ligesom andre perspektiver har 

konsekvenser, som de ikke kan kontrollere, har socialpædagogikken det naturligvis 

også. 

Et vigtigt bidrag tilfører socialpædagogikken omsorgsfeltet ved at uddybe den 

koblingskontekst, der udgøres af socialpolitikken. Ved at konstruere begreber som 

”kontaktø” bidrager socialpædagogikken til skabelsen af nye forventnings – og 

kommunikationsformer, der matcher de nye ”hjemliggjorte” boformers ambitioner på 

beboernes vegne samtidig med at de gøres organisatorisk operationaliserbare. 

Systemteori er ikke kritisk teori. Jeg vil alligevel afslutte med kort at skitsere to kritiske 

perspektiver på socialpædagogikken i demensomsorg. Det ene tager udgangspunkt i 

en instrumentel tilnærmelse til og implementering af socialpædagogikken, den anden i 

en fuld og perspektiv-tro ditto. 

75


4.1 Den instrumentelle udgave af socialpædagogikken i kritisk sociologisk 

perspektiv 

I evalueringen af det pilotforløb, der gik forud for SPIDOprojektet, som blev gennemført 

af Muusmann (2006), blev der ikke skelnet tydeligt mellem magtanvendelse og vold og 

voldslignende situationer eller egentlige konflikter. Evalueringsrapporten bærer 

overskriften ”Dokumentation af socialpædagogik som metode til at forebygge 

magtanvendelse” og ordet ”forebyggelse” bruges om aktiviteter, ”der medfører, at 

konfliktsituationer ikke opstår”, men forstås dog også således, ”at det at der arbejdes 

systematisk med at forebygge også bevirker, at antallet af potentielle konfliktsituationer 

rent faktisk bliver mindre” (s. 6). 

I rapporten, som bygger på personalets selvrapporteringer, konstateres en væsentlig 

nedgang i omfanget af magtanvendelse over for de demensramte. Desuden oplever 

personalet, at de demente er blevet mere rolige og trygge. Endvidere skal der være 

sket et fald i antallet af tilfælde, hvor de demensramte udøver voldelig adfærd over for 

plejepersonalet. 

Evalueringen er foretaget som en ”før-under-efter”-evaluering for nogle af 

undersøgelsesspørgsmålene og som en ”under-efter”-evaluering for andre. Med 

hensyn til brugen af socialpædagogiske metoder er der undersøgelsesresultater fra 

”under” og ”efter”. Et halvt år efter angiver således en stor del af personalet, at de 

bruger socialpædagogiske metoder i forskelligt omfang, men der er sket et fald fra 

tiden lige efter undervisningen. Faldet forklares i rapporten med, at der er blevet mere 

roligt på afdelingerne. Hvis det er rigtigt, at brugen af socialpædagogik i 

demensomsorgspraksis falder i takt med konflikternes aftrapning, kan det tyde på, at 

det er den instrumentelle udgave af socialpædagogikken, der har bedst fat i praksis. I 

et udvidet socialpædagogisk perspektiv (udvidet i forhold til det instrumentelle) er 

magtanvendelse andet og mere end tilfælde, hvor plejepersonale indgår i voldelige 

konflikter med demensramte. Socialpædagogikken skal ikke kun forebygge vold, men 

frigøre og selvrealisere. 

I den instrumentelle udgave er socialpædagogikken netop reduceret til en metode, det 

vil sige fremgangsmåde uden sammenhæng med den etiske impuls og intensiverede 

76


magtbevidsthed og relationsrefleksion, som ligger implicit i socialpædagogikken som 

perspektiv. Men risikerer den instrumentelle anvendelse så ikke at udarte til 

legitimering af en magtudøvelse, som der ifølge perspektivet slet ikke er etisk (eller 

retlig?) dækning for? Og hvad betyder anvendelse af pædagogiske metoder, hvis det 

ikke er realiseringen af den dementes fulde (sociale) kommunikative potentiale, man 

har i sigte? 

4.2 Den perspektiv-tro udgave af socialpædagogikken i kritisk sociologisk 

perspektiv 

I et funktionelt uddifferentieret samfund kan der ikke tales om inklusion/eksklusion i 

ental. Den enkeltes forhold til samfundet kan ikke opfattes substantielt. Samfundet er 

ikke en enhed den enkelte kan kobles til, men en flerhed af forskellige funktioner, der 

alle adresserer individet på deres egen helt særlige måde. 

På hjælpeområdet, hvor den enkeltes forhold til samfundet som sådan (den umulige 

helhed) er selve omdrejningspunktet for indsatsen, slår samfundets kompleksitet 

igennem som en ambivalens, der nægter velfærdsorganisationer at stivne i bestemte 

tænkemåder og meningsreferencer. 

Understreger man det sociale i socialpædagogikken, kommer socialpædagogikken til 

syne som noget andet end fx en sundhedsfaglig eller retlig synsvinkel. Snarere end at 

byde sig til med et selvstændigt indhold, påtager den sig at supplere de andre, men på 

en særlig måde der inddrager de andre med en ambition om helhedsorientering. 

Understreger man derimod det pædagogiske, er socialpædagogikken den tilgang, der 

deler verden op i det, der kan udvikles og det der ikke kan udvikles. I ressourcer eller 

ikke-ressourcer. 

I et socialpædagogisk perspektiv handler demensomsorg ikke mindst om at bidrage til 

den dementes realisering af ”medborgerskab”. Han skal så vi muligt selv deltage i 

fællesskabet og det forudsættes, at han har ressourcer hertil. Ambitionen er med andre 

ord en bredere inklusion end den, som den demente i mange år er blevet tildelt, nemlig 

som syg. Det spørgsmål, som imidlertid kan stilles, er, om den demente er tjent med – 

på ret tvetydig vis - at blive inkluderet som borger, forbruger mv, hvis det betyder en 

77


mere usikker inklusion som syg. Eller spurgt på en anden måde: Er samfundet, i sit 

forsøg på at overlade kompleksitet til individet, kommet til at jage et fantom, en fiktion? 

Når socialpædagogikken er det ledende perspektiv, styrer det såvel kommunikation 

som opmærksomhed på en ganske særlig måde. Denne måde, der er søgt positivt 

beskrevet i nærværende rapport, indebærer på negativsiden, dels at andre 

perspektiver forvrænges, dels tager den opmærksomhed fra disse andre perspektiver. 

Afslutningsvis må man spørge: Er det den optimale hjælp, der gives på den måde? 

78


5. Litteraturliste 

Andersen, Niels Åkerstrøm og Asmund W. Born (2003) ”Shifters” i Holger Højlund og 

Morten Knudsen (red.): ”Organiseret kommunikation – systemteoretiske analyser”, 

Samfundslitteratur 

Andersen, Niels Åkerstrøm og Asmund W. Born (2005) ”Selvet mellem undersøgelse 

og bekendelse – en inklusions og eksklusionsmaskine”, GRUS, NR. 74, s. 94-114 

Ahlgreen, Kirsten (?), ”Værdighed i demensplejen” 

Bjerrum, Merete (red.)(2001), Filosofi-Etik-Videnskabsteori, Akademisk Forlag 

Borresen, Mette, Helle Krogh Hansen og Lis- Emma Trangbæk (?) ”Socialpædagogik & 

Demens – det vanskelige omsorgsarbejde” 

Dübeck, Inger (?), Personers rettigheder – Om individets fysiske og psykiske integritet, 

selvbestemmelsesret og identitet, 

Evaluering af erfaringerne med institutionsbegrebets ophævelse på handicapområdet, 

1998-2002 

Hansen, Helle Krogh (2006), ”Socialpædagogik i omsorg for mennesker med alvorlig 

demens”, Tidsskrift for Socialpædagogik nr. 18, 2006 

Hansen, Helle Krogh (2008), ”Socialpædagogisk Praksis i DemensOmsorg. 

Undervisernes syn på undervisning, læring mv i SPIDO”, Servicestyrelsen 

Held og Olsen (?) ”Intro til pædagogik” 

79


Helth, Poula (2002), ”Evaluering af bestemmelserne om magtanvendelse og andre 

indgreb i selvbestemmelsesretten”, Poula Helth Rådgivning APS, maj 2002. 

Højlund, Holger (2004), ”Markedets politiske fornuft – Et studie af velfærdens 

organisering i perioden 1990-2003”, Samfundslitteratur 

Højlund, Holger og Morten Knudsen (2008), ”Den multikoblede offentlige sektor”, i: 

Pedersen, Dorthe (red), Carsten Greve og Holger Højlund (2008), ”Genopfindelsen af 

den offentlige sektor – ledelsesudfordringer i reformernes tegn”, Børsen Offentlig 

Ketscher, Kirsten (2008), ”Socialret – Principper – Rettigheder – Værdier”, Forlaget 

Thomson 

Larsen, Lars (red.)(2007), ”Gerontopsykologi – Det aldrende menneskes psykologi”, 

Aarhus Universitetsforlag 

Luhmann, Niklas (2007), ”Indføring i systemteorien” Forlaget UP (Unge Pædagoger) 

Luhmann, Niklas (2002), ”Samfundets uddannelsessystem”, Hans Reitzels Forlag 

Muusman Rapporten (2006), ”Dokumentation af socialpædagogik som metode til at 

forebygge magtanvendelse” 

Pedersen, Inger margrethe (1992), ”Handicappede og ældre med 

kommunikationsproblemer” 

Rothuizen, Jan Jaap og Helle Krogh Hansen (2005), Fra jura til pædagogik… 

Introduktion og forankring af socialpædagogiske metoder i omsorgsarbejde med 

borgere med demens, Servicestyrelsen, Odense 

Socialministeriet, ”Rapport fra udvalget om psykisk handicappedes retssikkerhed”, 

Socialministeriet, 7. og 8. kontor, januar 1998 

Zahle, Henrik (2003), ”Menneskerettigheder. Dansk forfatningsret 3”, Christian Ejler´s 

forlag 

80


6. Bilag 

6.1 En dag i plejen (dagbogsnotat) 

D. 14.02.08 

Jeg forsøger med nedenstående at fastholde indtryk fra mit møde på et lokalcenter d. 

13.02. Referatet/dagbogen er skrevet ud fra hukommelsen og noter, nedskrevet i løbet 

af dagen. 

D. 13.02.08 

Jeg møder op klokken lidt i syv på lokalcentret. Det er et rødstenshus med atriumgård i 

midten af den firkant, som bygningsværket, der er i tre etager, danner. Jeg ringer til 

den sygeplejerske, der skal være min vært for en dag i plejen. Hun henter mig ved 

indgangen. Det jeg glad for. Stedet virker ikke helt let at overskue, hvilket jeg også på 

forhånd er blevet advaret om. 

Mødetidspunktet var planlagt, så jeg kunne deltage i det møde, hvor nattevagten 

overgiver plejeopgaven til dagvagten. Selvom jeg møder til tiden, er dette møde 

imidlertid overstået, da jeg ankommer. Mødet er et ganske kort orienteringsmøde. 

Detaljer i beboernes tilstande er indført i journalen, som personalet kan logge sig på - 

på en computer i personalerummet. Advisérne fra nattevagterne kan imidlertid ikke 

ses elektronisk (?). De printes derfor ud. 

Sygeplejersken oplyser, at der er to nattevagter til hele huset. Natsygeplejersken er 

sparet væk. Så nattevagterne er plejere eller SOSU - assistenter. Halvdelen af 

beboerne på lokalcentret har en diagnose, der går på nedsat psykiske funktionsevne. 

En større andel af disse er mere eller mindre demensramte. 

81


Enkelte af de demensramte er så krævende, at de efter sygeplejerskens opfattelse 

nærmest (i hvert fald ideelt set) kræver mandsopdækning, hvilket normeringen dog slet 

ikke rækker til. Særligt én demensramt beboer med et meget højt aktivitetsniveau har 

givet anledning til ”Projekt Kvisten”. Dette projekt handler om at omlægge 

plejeopgaverne med henblik på at frigøre personale til de ringest fungerende beboere, 

der har brug for en særlig høj grad af tryghed, skærmning mv. Til disse beboere 

indrettes et sted, Kvisten, med konstant tilstedeværelse af personale, passende 

overskuelige ruminddelinger, hyggelige omgivelser og mulighed for forskellige 

aktiviteter. 

Efter det meget korte møde med nattevagterne holder dagvagterne et møde, hvor man 

aftaler, hvad der skal ske i løbet af dagen – og hvem der gør hvad. Der skal evt. – 

udover det sædvanlige - tages blodprøver, lægges forbindinger, bestilles medicin, 

laves plejeplaner osv. Der spises et rundstykke samtidig med at dagsprogrammet 

bliver fastlagt. Under dagens møde kommer nogle unge plejere ned i personalestuen. 

De beretter, lidt oprevet, at den ene har været udsat for at blive skældt ud af en 

mandlig beboer, der ønskede hende ud af sin plejebolig. Een bemærker hertil, at det er 

vigtigt, at den unge pige ikke tager det personligt. Sådan kan han altså bare være. Den 

anden unge pige siger hertil, at manden ikke bare skal have lov at bestemme. Skælder 

han ud og giver udtryk for, at han ikke ønsker besøg af en plejer, skal plejeren bare 

blive der. 

Efter dette morgenmøde fordeler plejepersonalet sig på de to etager og hjælper 

beboere med efter tur at stå op. Man forsøger så vidt muligt at tage hensyn til den 

enkelte beboers individuelle døgnrytme. Og morgenmad kan fx serveres helt til kl. 

11.00. Varm mad serveres af samme grund om aftenen. Dette spørgsmål om, hvor 

udstrakt hensyn der kan tages til den enkelte, er dog et spørgsmål, der ikke er helt 

enighed om. 

Inden morgenmødet hæves spørger sygeplejersken rundt i kredsen, om der er en, der 

kan tage mig med. En moden plejer indvilliger i at tage mig med op på tredje sal, hvor 

der bor en dement kvinde, som flyttede ind for et års tid siden under nogle ikke helt 

optimale omstændigheder. Disse omstændigheder hører jeg om lidt senere. Jeg må 

dog vente en halv times tid, hvorfor jeg bliver siddende i personalerummet sammen 

med sygeplejersken. Jeg må her tilføje, at jeg på dette tidspunkt har fået præsenteret 

82


mig for de fleste af de personer, jeg møder i løbet af dagen. Jeg kommer fra projekt 

SPIDO. Jeg er ikke fra tilsynet. Og det er ikke mit job at tage stilling til, om plejere gør 

deres arbejde rigtigt eller forkert. 

Der er to sygeplejersker på dagvagt. Den ene dækker 1. sal. Den anden, som jeg 

følger, dækker 2. og 3. sal. Sygeplejersken på første sal er ret ny og har brug for lidt 

sparring. Jeg går med til et sparringsmøde. Til drøftelse på mødet er bl. a. en 

socialfaglig handleplan. Jeg spørger ind til, hvornår det kommer på tale at lave en 

sådan. Det er, viser det sig, ikke et helt let spørgsmål at få klart besvaret – og jeg 

vender tilbage til spørgsmålet senere på dagen. I første omgang fik jeg svaret, at det 

er, når personalet møder problemer, de ikke kan ”klare”, at man overvejer en 

socialpædagogisk handleplan; det er, når der opstår problematiske situationer med en 

beboer, der ikke kan løses med enkle midler, fx en pille. 

Sygeplejersken forklarer senere, at sindstilstande hos beboerne, der kan føre til 

problematiske situationer for plejen, ofte har en somatisk baggrund. Jeg får udleveret 

forskellige pjecer om delirium, som fremstilles som en ret udbredt følge af diverse 

fysiske tilstande – herunder sågar almindelig skrøbelighed pga alder. Sygeplejersken 

viste mig også sit eget nedskrevne motto: 

”Er din beboer ikke som han/hun plejer 

Lad dig ikke bremse 

Brug din remse: 

Væske, temperatur, urinstix.” 

Er den helt gal med fru Jensen (opdigtet) er det næsten altid en urinvejsinfektion, der 

er forårsagende faktor. Som regel lykkes det dog at forebygge problemerne ved at 

være på forkant; ved at være opmærksom på de små symptomer. 

Efter dette møde skal jeg med ind til den ældre kvinde på tredje sal. Jeg når at blive 

briefet lidt på forhånd. Kvinden er en af de demente beboere, som lokalcentret ønsker 

at kunne give et bedre tilbud – med Kvisten. Om morgenen er der gerne en god og 

rolig kontakt mellem plejen og kvinden, men når hun senere bliver overladt mere til sig 

selv, bliver hun forvirret og ulykkelig og opfatter fx, at hun er udsat for tyveri. Damen 

flyttede ind på et tidspunkt, hvor hun tilsyneladende klarede mange ting selv. Hun 

83


færdedes på egen hånd i byen, hvilket hun stadigvæk gør. Plejerne var dog 

indledningsvis meget usikre på, hvor meget hun kunne klare selv. Og man fulgte derfor 

efter hende, når hun ville ud på tur. Det blev kvinden meget oprørt over og på et 

tidspunkt blev hun så hidsig, at hun under et forsøg på at blive af med sine ”forfølgere” 

kom til at gå ud foran en bil. Personalets problem var, at der ikke var en særlig god 

kontakt til kvindens nærmeste pårørende, en søn, der end ikke havde gjort sig den 

ulejlighed at hjælpe sin mor med flytningen. Det blev derfor en læge, som kendte 

kvinden godt, der løste problemet. Lægen mente godt, hun kunne ”tage det faglige 

ansvar for”, at plejepersonalet lod kvinden gå for sig selv. I hvert fald skulle der ikke 

være et problem, når kvinden er ”habituel”. Er hun i ”delir”, hvad hun somme tider er 

pga urinvejsinfektion, skal hun søges afledet. 

Briefingen fører også til en snak om betydningen af, hvad jeg vælger at kalde ”den 

gode indflytning”. Sygeplejersken betoner vigtigheden af i detaljer at planlægge en 

indflytning. Hun taler om en ”drejebog” for indflytningen. Det skal jo helst være en god 

oplevelse, hvor plejepersonalet desuden får en viden om den kommende beboer, der 

kan bruges til at gøre omgivelserne og plejen så hjemlig og vedkommende som muligt. 

Der er i forbindelse med indflytningen en lang række spørgsmål, der må stilles til vaner 

og mere personlige ønsker og forudsætninger. Jeg får vist et flere siders skema med 

diverse spørgsmål. 

Den vellykkede pleje handler meget om at udvikle og have nogle strukturer klar, der 

kan opfange og forebygge problemer, inden de udvikler sig. En af disse strukturer er 

procedurer, retningslinjer og spørgeskemaer i forbindelse med indflytning. En anden er 

kontaktpersonordningen, der sikrer at der altid er én plejer, der har særligt øje for den 

enkelte beboers særlige behov. 

Kvinden tager venligt mod både mig og Sosu-assistenten. Hun får støttestrømper på 

og vi taler lidt om vind og vejr. Senere på dagen ser jeg hende ulykkelig og forvirret og 

med tilsyneladende stort behov for at være sammen med en forstående plejer. 

Så er vi fremme ved formiddagsmødet kl. 10.00-10.30. Her samles der op på 

morgenens opgaver. Der er kaffe og lidt hygge. Forinden når sygeplejersken og jeg 

igen en lille snak, der bl. a. handler om forskellen habituel/delir. Denne forskel er 

naturligvis ikke tilstrækkelig til at anskueliggøre kompleksiteten i plejens 

84


arbejdssituation. Fx må delir, som er en normalt fungerende persons normale reaktion 

på nærmere beskrevne fysiske tilstande skelnes fra mere grundlæggende 

adfærdsforstyrrelser. 

Sygeplejerskens oplevelse er, at arbejdet med beboerne bliver mere og mere 

komplekst, at beboerne bliver mere og mere komplekse – ”eller er det bare os, der er 

blevet mere ambitiøse?”, spørger hun. Lokalcentret er et ”leve- og bomiljø”. Men for at 

det skal være et godt sted at være, kræver det at plejepersonalet er vidende og dygtigt. 

Der foregår på lokalcenteret et konstant opkvalificeringsarbejde, hvor de personer, der 

besidder en specialviden, underviser de andre. Og det er et vanskeligt område. En 

demens fx – er ikke bare en demens. Sygdommen udtrykker sig ikke bare på een 

måde, men i et kompliceret samspil med personlighed og miljø. Endvidere er det 

sådan, at der på lokalcenteret ikke er ansat køkkenpersonale – og det betyder så, at 

plejepersonalet også må vide en del om fx ernæring. 

Efter dette møde bliver jeg igen ”fordelt”. Denne gang skal jeg møde en beboer, som 

personalet oplever som meget speciel. Således illustrerer situationen omkring kvinden, 

som er alkoholiker, meget godt det dilemma mellem på den ene side omsorgspligten 

og på den anden side den enkeltes selvbestemmelsesret, som er indbygget i 

plejeindsatsen. Det er min vært, der præsenterer kvinden på denne måde, ligesom det 

er hende og beboerens kontaktperson, der forbereder mig på, at det måske ikke bliver 

en særlig behagelig oplevelse at møde kvinden, som kan være særdeles sarkastisk og 

grov, hvis det passer hende. En anden bryder ind og siger, at kvinden også er en ”sød” 

person. De tilstedeværende nikker: Der er enighed om, at kvinden ikke må 

præsenteres for unuanceret. 

Når det omtalte dilemma i forhold til plejen af kvinden forstærkes er det bl. a. fordi, der i 

kredsen af pårørende er forskellige opfattelser af hvilken plejeindsats, der vil tjene 

kvinden bedst. Datteren mener, at kvinden, der kun meget sjældent ønsker at tage et 

bad, bliver svigtet, når plejepersonalet respekterer kvindens ret til selv at bestemme. 

Sønnen er mere ”blød”, og har da også tit en lille flaske med til moderen, når han 

kommer på besøg. 

Nogle plejere er ikke glade for at besøge kvinden. Kvinden kalder sygeplejersken for 

”den såkaldte sygeplejerske” og teamlederen for ”den såkaldte leder”. 

85


Anledningen til det besøg vi gør hos kvinden, der tager (overraskende) godt imod os, 

er, at Sosu-assistenten skal hjælpe hende med at købe ind. De aftaler, at der skal 

købes to øl. Kvinden tager imod os siddende i underbukser i en rullestol. Hun 

fremtræder usoigneret med uredt hår og en del skægvækst på hagen. Plejeboligen er 

tilrøget – og rengøringsstandarden er ikke som man ser den andre steder i huset. 

Sosu-assistenten bemærker efter vores besøg, at hun havde holdt vejret, da jeg 

overfor kvinden roste lejlighedens udsigt. Det er ikke altid, at den slags rosende ord går 

upåagtet hen. 

Det er vigtigt, iflg min vært, ved plejen af personer som den omtalte kvinde, at plejerne 

ikke begynder at opfatte det som et personligt nederlag, hvis det ikke lykkes fx at få 

personen til at bade. 

Dette er åbenbart somme tider et problem for den enkelte. 

Efter mødet med den alkoholiske kvinde, går jeg en tur rundt med madvognen. Den 

føres af en sosu-assistent, der forestår frokostserveringen for de beboere, der ikke 

ønsker at deltage i fællesspisning. Beboernes individuelle ønsker respekteres således 

også på dette punkt. Da vi når tilbage, er maden til fællesspisningen klar. 

Plejepersonalet spiser frokost sammen med beboerne. I dag er det fiskefilleter og 

kærnemælkssuppe med rosiner. En af de ting, man har arbejdet med i plejeteamet, er 

at skabe en hyggelig og rar fællesspisning med en god atmosfære, som man har 

fundet bl. a. kan understøttes af nogle fællessange efter måltidet. Specielt én beboer 

brokker sig en del i forbindelse med spisningen, og særligt da der skal synges. Han 

spørger desuden hele tiden (lidt flirtende/drillende?) til en af sosuérne, om hun har det 

godt, hvilket hun lige så tit må bekræfte. Sygeplejersken mener (det fortæller hun mig 

efterfølgende), at han allerede har glemt, at det var den unge sosu - og ikke den sosu 

han søgte kontakten med under måltidet -, han om morgenen havde overfuset. 

Frokosten varer til klokken ca. 13.00, hvorefter jeg følger min vært rundt i huset til 

forskellige ærinder. Undervejs snakker vi om, hvad dagen indtil nu har bragt – og bl. a. 

om forventningerne til projekt ”Kvisten”, som nogle fra plejeteamet (og herunder 

sygeplejersken) har udviklet i forbindelse med et SPIDO - forløb. Udover som det 

primære at forbedre indsatsen for de hårdest demensramte, kan Kvisten udvikle sig til 

et sted, hvor der kan afprøves og læres. Nogle af beboerne, herunder den person der 

havde fyldt mest under måltidet, har brug for rum omkring sig. Der er ligesom en zone 

86


omkring dem, hvor man skal passe ekstra på eller være ekstra varsom, når man bryder 

ind. Somme tider, når disse personer møder hinanden, kan der opstå problemer og uro 

som så kan forplante sig til de andre beboere. Her er nogle af sosuérne så rigtig gode 

til at gøre noget skørt for at aflede opmærksomheden, fx stille sig op mellem de to 

personer og begynde at fægte med arme og ben. Sådan et trick kan få kombattanter til 

at glemme, at de var ved at blive sure på hinanden og i stedet for pege på den 

intervenerende person og fx rette nedladende eller spøgefulde (og for nogen 

ophidsende) bemærkninger til denne. 

Jeg får lov til at deltage i et teammøde, hvor der - foruden af de personer, jeg har været 

sammen med fra morgenstunden – er deltagelse af to nytilkomne, der skal på 

aftenvagt, og en fysioterapeut, som kan bidrage til mødets indledende punkter. Mødet 

skal foregå i personalerummet, hvor døren på et tidspunkt står åben. Udenfor kommer 

en beboer, der virker svært dement, forbi. Jeg spørger, om hun er en af dem, der kan 

være vanskelige for personalet at tolke. Jeg får bekræftet, at det er tilfældet. Men her 

skal man være opmærksom på, siger sygeplejersken, at kommunikationen ikke kun 

foregår sprogligt. Man må bruge sig selv, fornemme, læse kropssprog – så kan det 

lade sig gøre for de dygtige plejere. Beboeren søger ind i personalerummet og får lov 

at sætte sig ned. Hun så på mig ikke ud til at have fundet sit bestemmelsessted, men 

dog et sted, der var acceptabelt at opholde sig en tid. Da mødetidspunktet nærmer sig, 

foreslår en tilstedeværende sosu den gamle kvinde, at de går en tur sammen. ”Nej, 

nej”, siger kvinden, hvorefter sosuén tager hendes arm og hun følger føjeligt med. Jeg 

har tidligere spurgt sygeplejersken, om det ikke kunne være et problem med disse 

mere passive typer (de typer jeg i løbet af dagen havde hørt mest om, var de 

udadreagerende typer med stort aktivitetsniveau). Nu bemærker sygeplejersken: ”Ja, 

det kan være svært at tolke, hvornår man bruger magt. Her sagde hun faktisk ”nej””. 

Mødet begynder med fastlæggelsen af dagsordenen. Første punkt vedrører en mand, 

som opholder sig meget i sin plejebolig og som i flere tilfælde er faldet ud af kørestolen. 

Mødet forsøger at indkredse problemet. Hvor ofte er det faktisk blevet registreret, at 

han er faldet? Hvorledes sidder han i kørestolen? Udnyttes kørestolens muligheder for 

tilbagekippet stilling? Er bakken slået op? (er der så ikke tale om skjult fastspænding?, 

smiler fysioterapeuten drillende). Punktet slutter med, at det konkluderes, at problemet 

ikke er så stort og at man vil se nærmere på kørestolens muligheder uden decideret 

fastspænding. Fysioterapeuten vil til næste møde demonstrere en kørestol. 

87


Næste punkt vedrører en beboer, som muligvis ikke spiser nok. Det bemærkes, at uro 

påvirker beboeren, der simpelthen har svært ved at rumme mange mennesker i 

spisesituationen. En stiller spørgsmålstegn ved, om kvinden får for lidt at spise. Hun er 

jo ikke ligefrem undervægtig. Sygeplejersken bemærker hertil, at underernæring ikke 

nødvendigvis fører til undervægt. Man vil fremover forsøge at skabe mere ro omkring 

beboeren, så hun kan få spist noget mere. 

Tredje punkt. En sosu mener, at en beboer, som hun er kontaktperson for, er mere 

selvhjulpen, end hun gør sig til/eller personalet hidtil har gjort hende til. 

Fysioterapeuten lover at se nærmere på dette. Med lidt træning skulle den pågældende 

selv kunne klare toiletbesøg. 

Fjerde punkt. En mandlig beboer får tit og mange sår på siddefladen. På sidste møde 

besluttedes det, at han skulle have mere ophold i sengen og mindre i stolen. Både af 

hensyn til psyken og sårene. 

Femte punkt er et orienteringspunkt om Kvisten. Det viser sig, at ikke alle føler sig lige 

godt orienteret om dette projekt, som er blevet udsat pga forskellige praktiske 

vanskeligheder. I hvert fald tre af de tilstedeværende er direkte involveret i projektet. 

Men særligt en pædagogisk uddannet medarbejder føler sig ikke taget med på råd. Der 

udspinder sig en diskussion med udgangspunkt i en skelnen mellem ro og aktivitet. På 

den ene side er en del af formålet med Kvisten at skabe en ro omkring nogle dybt 

forstyrrede demente, som de ikke kan finde i den dagligdag, der for øjeblikket hersker 

på lokalcentret. På den anden side er det vanskeligt at forestille sig, at en del af disse 

demente vil kunne fastholdes på kvisten uden aktiviteter og afledning. Men hvilke 

aktiviteter kan tjene dette formål? 

Sjette punkt handler om organiseringen af teams omkring den enkelte beboer – i stedet 

for kontaktpersonordningen, der har vist sig sårbar. 

Syvende punkt handler om plejeplaner. Tilsynet har været på besøg og fundet at de 

udarbejdede plejeplaner havde et for ringe detaljeringsniveau. Plejeplaner skal 

indeholde detaljerede angivelser af hvad der skal siges og gøres, fx i forbindelse med 

morgenvækningen. Hvornår foretrækker beboeren at stå op? Skal gardinerne trækkes 

fra med det samme eller først senere? Osv. Der er udarbejdet en vejledning til at støtte 

88


arbejdet med forbedrede planer. Det er tydeligt, at arbejdet med planerne ikke er alle 

plejepersonalernes livret. 

Med dette møde sluttede mit besøg. Kun en lille efterfølgende snak blev det til. Jeg tog 

afsked med min vært, idet jeg bad hende hilse alle og takke for deres 

imødekommenhed. 

6.2 Deltagelse i handleplansmøde 

Ref. af 13.03. 

Jeg møder på plejehjemmet i god tid. Ligesom mange andre plejehjem eller boformer 

virker også dette hjem en smule labyrintisk med mange og lange gange, døre og 

skillevægge. De fleste døre åbnes enten automatisk, når man nærmer sig eller ved at 

trykke på en knap på væggen. 

Mødet foregår i et mødelokale på hjemmets demensafsnit. 

I mødet deltager en demenskoordinator, en ledende sygeplejerske, en ledende 

medarbejder i plejen og cirka otte SOSU assistenter, der alle har været på SPIDO 

kursus og har hver deres ”projekter” i form af handleplaner i forhold til enkelte 

plejekrævende borgere på hjemmet. 

Mødet indledes med, at der småsnakkes og deles bilag ud (de omtalte handleplaner) 

og en dagsorden, hvoraf fremgår at det vigtigste punkt er medarbejdernes 

fremlæggelser af deres handleplaner. Jeg får senere at vide, at dagen har været ventet 

med spænding, da den – af en eller anden grund – har fået karakter af en dag, hvor 

der gøres status; en dag hvor den enkelte medarbejder forventes at vise, hvor langt 

hun er nået med SPIDO, hvor dygtig hun er til at inddrage socialpædagogiske 

overvejelser i sit arbejde i plejen af demente. 

Jeg fik hurtig en fornemmelse af, at man forventede af mig, at jeg gav udtryk for, 

hvordan jeg vurderede de problemstillinger der blev fremlagt og den indsats, man satte 

89


ind. Jeg forsøgte at gøre mig fri af den forventning - uden dog at skuffe helt. Det kunne 

jeg kun gøre ved at forholde mig mere spørgende i forhold til det, der blev fremlagt, 

end jeg oprindeligt havde tænkt mig. Demenskoordinatoren og sygeplejersken 

betroede mig efter mødet, at denne måde at forholde mig på havde været okay. De var 

sikre på, at mødet havde været en god oplevelse for deltagerne. 

Selv havde jeg tænkt, at min rolle skulle være mere tilbagetrukket. Og da jeg ved 

mødets begyndelse blev budt velkommen og i forlængelse heraf fik mulighed for at 

præsentere mig selv, gjorde jeg da også opmærksom på, at jeg var der for at evaluere 

SPIDO (og altså ikke plejernes indsats) og at jeg så min deltagelse i mødet som en 

mulighed for at blive klogere på plejens dagligdag og på om - og i bekræftende fald 

hvorledes - socialpædagogikken kan anvendes i demensomsorgsarbejdet. Jeg var der 

for at lære snarere end for at bedømme og vurdere. 

Jeg havde håbet på nogle forholdsvis frigjorte overvejelser og refleksioner fra 

plejepersonalets side om både problemstillinger og løsninger i demensomsorgen. Og 

selvom det startede lidt stift, synes jeg det kom hen ad vejen. (Den anspændthed, der 

kunne anes i starten af mødet, kan skyldes – blev jeg senere fortalt (min kone arbejder 

i sektoren) – at plejepersonalets indsats er genstand for megen bevågenhed og 

opmærksomhed, mange tilsyn og ”eksaminer”). 

Efterhånden som jeg fandt ind i min rolle som interesseret spørger med kendskab til 

det socialpædagogiske indhold, lovgrundlaget for plejen mv. – men uden at foretage 

bedømmelser – fandt de andre også deres roller. Præsentationerne blev mere 

flydende, andre supplerede ”oplægsholderen”, og når jeg stillede spørgsmål, tog 

mange ordet og der kom gang i refleksionerne, forestillinger blev mødt med 

modforestillinger, alle blev så at sige involveret i at undersøge gyldigheden af, hvad der 

blev sagt. På den måde kan man sige, at mødet udviklede sig, som jeg havde håbet. 

Den første præsentation omhandler et tilfælde, hvor det beskrevne problem er konstant 

kontaktsøgning fra den dementes side. Den demente forekommer urolig og angstfuld 

og får undertiden deciderede anfald af panikangst. I forlængelse af denne 

præsentation, hører jeg ordet ”kontaktø” for første gang under mødet. Det viser sig, at 

ordet kontaktø er et meget vigtigt ord, som bruges igen og igen under mødet. Der tales 

90


om, at den demente har brug for en kontakt-ø. En plejer definerer en kontakt-ø som en 

”en-til-en-kontakt”. 

I forbindelse med denne fremlæggelse fortæller en plejer, at personalet har gjort meget 

ud af at inddrage de pårørende i SPIDO-projektet. Det er vigtigt, at de pårørende 

forstår, hvad der sker, når personalet eksempelvis samler nogle blade sammen og 

spreder dem på gangen for at en dement mand efterfølgende kan have fornøjelse af at 

feje dem sammen i en fin bunke. 

De pårørende har vist sig meget engagerede i projektet og har endog været rørt over, 

at personalet er gået så langt for at komme de demente i møde. Demenskoordinatoren 

var overrasket over, hvor interesserede de pårørende havde været. Det er ikke 

ualmindeligt, at de pårørende helst vil lade de plejefaglige overvejelser være 

personalets eksklusive område. 

I forbindelse med snakken om de pårørendes begejstring, fortælles om en mand, der 

meget nødig deltager i/samtykker i, at personalet hjælper ham med den personlige 

hygiejne. Familien er meget interesseret i, at den gamle mand bliver vasket og holdt i 

stand og lægger pres på plejen, der afviser, at man bare kan iværksætte et 

regelmæssigt hygiejneprogram uden at manden vil være med til det. SPIDO-projektet 

har nu – til de pårørendes store begejstring - vist sig effektivt ved at inspirere 

plejepersonalet til at afprøve forskellige afledningsmanøvrer. En metode, der i særlig 

grad har vist sig velegnet, er at made den gamle med flødeskumskager samtidig med, 

at han eksempelvis får klippet tånegle. 

En anden fremlæggelse vedrører en mand, som plejen mener mangler forståelse. Han 

modarbejder plejetiltag, og hustruen, som ved hvordan han kæmper mod plejen, er 

bekymret for, om han nu får en ordentlig pleje. Personalet bruger med egne ord ”rigtig 

mange kræfter” i plejen af manden. I forbindelse med SPIDO har personalet sat som 

målsætning, at manden skulle opnå en højere grad af tryghed gennem nærvær. 

Manden kan lide musik, det har man fundet ud af. Så nu spiller man musik for ham. 

Man sørger endvidere for at have god tid til eksempelvis morgentoilettet. Det skal 

foregå stille og roligt og det skal ikke foregå på badeværelset, for man har en idé om, 

at manden knytter nogle dårlige oplevelser til at blive vasket i badeværelset. Så det 

bliver i stedet til sengevask. Han er mere afslappet i dag, end han var før SPIDO- 

91


tiltagene, der også omfatter regelmæssig massage af en massør fra byen. Der skal 

dog stadigvæk to plejere til at pleje manden. Han er stor og stiv og selvom hans 

modstand er aftagende, er den der stadigvæk. Plejen giver udtryk for, at den mand, 

manden er i dag, ikke er manden i sin ”natur”. Tidligere var han en glad mand. 

På spørgsmål fra mig om, om det ikke altid har været nødvendigt at mobilisere en vis 

kreativitet i arbejdet med en person som den omhandlede, kom der gang i 

refleksionerne. Nogle plejere er af den opfattelse, at de tiltag man forsøger sig med i 

dag – med blandt andet sansestimulation – er af en anden art, end man tidligere har 

brugt, hvor det handlede om ”god kærlig pleje”. Nogle er af den opfattelse, at det der 

adskiller tiden efter SPIDO fra tiden før er den systematiske måde at arbejde med 

tingene. SPIDO har givet anledning til, at der er udarbejdet en model for en handleplan 

med nogle fortrykte punkter til udfyldning i hvert enkelt tilfælde. Et punkt vedrører 

vurderingen af, om der er behov for en kontakt-ø. Andre mener, at der altid er blevet 

arbejdet med pædagogiske tiltag – ”men nu kan vi sætte nogle ord på”. 

Handleplanerne bliver lavet, hvad enten der er truffet afgørelse om brug af magt eller 

ej. 

En medarbejder giver udtryk for, at det hele er en gang skuespil. Laver man noget 

skuespil – gang i den – så går det hele. 

En tredje fremlæggelse handler om en dame, som blev flyttet til plejehjemmets 

demensafsnit med magt; hun boede før et andet sted i kommunen, hvor man ikke 

længere kunne magte hende; hun stak hele tiden af, hun skældte ud og var aggressiv. 

Den tidligere bopæl lå tæt på det hjem, der havde været kvindens det meste af hendes 

liv (familien/manden kan ikke ”rumme hende” længere), og det var – kom det frem – 

nok en af grundene til at det havde været svært at holde på hende. Kvindes liv har iflg. 

plejepersonalet ikke været let. Uægte barn. Opvokset hos bedsteforældrene, mens 

moderen levede sit liv i storbyen. Drillet i skolen. Kvindens tilfælde bliver af personalet 

brugt til at illustrere vigtigheden af at kende personens livshistorie for at kunne sætte 

sig ind i (i dette tilfælde:) hendes reaktioner. Man skal ikke sidde i en gruppe tæt ved 

hende og snakke, for så oplever hun, at der snakkes om hende. Kvinden var i dag 

mindre udskældende og aggressiv. Hun vil af og til hjem, men pakker ikke så tit som 

førhen – og så går en medarbejder fra plejen en tur med hende. Hun har fået et større 

værelse på det nye plejehjem, men ellers viste det sig, at det faktisk var vanskeligt for 

92


plejen at konkretisere eller udpege de forandringer i kvindens situation (også med 

henblik på SPIDO), som de turde tro på kunne have haft en effekt på kvinden. 

En fjerde fremlæggelse handler om en mand. ”Vi tror ikke han forstår ret meget af det 

vi siger, og det kan være svært at sige hvad det er han oplever.” Manden kan være 

aggressiv, han kan på et spørgsmål svare: ”Ikke på vilkår”, hvorefter han føjer plejeren, 

lader sig føre derhen hvor han ønskes ført. En plejer/kontaktpersonen har bemærket, 

at manden kan lide at følge trafikken uden for vinduet med øjnene. Plejen har sat den 

målsætning for manden, at han skal føle sig mere tilpas, han skal føle sig mere tryg. 

Manden kan ikke sidde sammen med andre, når han spiser, for så bliver han 

distraheret. Manden er ”ikke vild med at få børstet tænder”, men holder man hans 

hænder fast (uden at klemme hårdt), går det. I den seneste tid har personalet kun 

skullet holde ham ganske let. Personalet føler ikke i disse situationer, at der bruges 

magt. Alligevel er der truffet afgørelse om at anvende magt. Den blev truffet samtidig 

med afgørelsen om at flytte ham fra hjemmet, hvor hustruen og datteren ikke længere 

kunne magte ham – og hvor han til tider var voldelig. Datteren og hustruen har givet 

tydeligt udtryk for deres forventninger i forhold til pleje. Omsorgen forventes givet 

regelmæssigt, om nødvendigt så med magt. Overfor dette noget bastante krav måtte 

plejen melde fra. 

Den femte fremlæggelse handler om en kvinde, der vandrer rundt og leder efter sin 

mor. Hun vil hjem til sit barndomshjem. Også i forbindelse med denne fremlæggelse 

bliver der talt om kontaktøer, ligesom det er tilfældet i forbindelse med de foregående. 

Men denne gang tager vi en lidt længere snak om disse magiske øer. Kontaktøen blev 

indledningsvis karakteriseret som en en-til-en-kontakt. Jeg spørger om 

morgenvækningen er en sådan kontakt, og får svaret, at det kan det være, men at det 

ikke nødvendigvis er en kontaktø, selvom der kun er to til stede. Kontaktøen må 

adskilles fra den almindelige praktiske bistand, det er en ”aktivitet”, en fordybet 

koncentreret kontakt. Plejerne kan godt lide at tale om mulighederne i kontaktøen – og 

der kommer mange vinkler ind fra mange kanter. ”En kontaktø er en mulighed for at 

validere borgerens synspunkter eller opfattelser”, ”en kontaktø er en mulighed for at 

vise anerkendelse til borgeren”, ”en kontaktø er en professionel samværsform, en 

måde at værdisætte noget der ellers ligner almindeligt samvær”, ”en kontaktø virker 

forebyggende, man kan undgå at give en del beroligende medicin”. En sammenligner 

kontaktøen med situationen mellem Robinson Cruse og Fredag. 

93


Til sidst rundes mødet af. Jeg takker for at have fået lov til at deltage. Jeg spørger, om 

der også fremover vil blive afholdt møder af den karakter, jeg lige har overværet. Og ja, 

det har man planer om. Det elektroniske advis-system klarer til nød 

koordinationsproblemerne mellem vagtskiftene. Men en gang imellem er det vigtigt, at 

alle får talt sammen. Og det vil man gerne forsøge at få ind i kalenderen. 

Det fremgik af mit besøg, at alle, herunder også sygeplejersker, er interesseret i at 

fortsætte nogle af de arbejdsmåder, som SPIDO har givet anledning til at sætte i gang. 

6.3 Deltagelse i SPIDOkursus 

D. 22. april 2008 SPIDOKURSUS 

Deltagelse i SPIDO-kursus – 2. dag ud af tre. Kurset bliver afholdt på et lokalcenter. 

Dejlige lyse lokaler. Personalet er fra to lokalcentre. Personalet fremlægger cases, hvor 

de har foretaget en socialpædagogisk analyse. Der er fire grupper, som således 

aflægger rapport. Grupperne består af SOSU-assistenter som er den mest almindelige 

uddannelsesbaggrund, hertil kommer sygeplejersker og ergoterapeuter. Endelig en 

demenskoordinator. 

Efter en god gang morgenkaffe og en indledning fra en af de to undervisere går det løs. 

Første case handler om en ægtefælle, der har vanskeligt ved at acceptere, at hun er 

flyttet (blevet anbragt?) til en kommunal boform. 

I den socialpædagogiske analyse er et vigtigt element at kigge på den enkeltes 

ressourcer.. Den omhandlede ægtefælle beskrives som selskabelig, omsorgsfuld - en 

der kan kommunikere på trods. Hun har et godt netværk. Hun kan sige, at hun skal på 

toilettet, hun kan tage stilling til enkle spørgsmål med ”ja” og ”nej”. Hun kan være rolig i 

længere perioder. 

Vanskelighederne består i smerter, alzheimer, at hun har svært ved at acceptere 

flytning, svært ved at koordinere, hertil kommer hukommelsesproblemer. Den ældre 

kvinde er udad reagerende og ”kører let op”, når hun føler sig overset (personalets 

tolkning). Vreden kan også opstå i forbindelse med for eksempel opbrud fra et måltid 

94


og når hun virker overtræt. Personalet har haft fat i Maslows behovspyramide og 

mener, der er flere behov, som ikke bliver dækket. Nærheden til manden ved aftenstid 

(korrigeres lidt da det senere erkendes, at der aldrig er problemer om natten). 

Mange tinge er overgået kvinden siden hun flyttede i boform. Blandt andet er hun faldet 

og har brækket armen. Hun har endvidere haft en blodprop. I perioder kan hun give 

udtryk for, at hun føler sig ”anbragt”. Skal hun ikke have lov at være i den følelse, 

spørger konsulenterne. 

I samtalen når personalet og konsulenterne frem til, at kvinden må befinde sig i en 

sorgproces – og måske gælder det samme manden, der ikke kommer så ofte som han 

gjorde i begyndelsen. Han bliver også ofte skældt ud af kvinden, der bebrejder ham, at 

han har ladet sig ”separere” fra hende. Konsulenten peger på, at der bag ved sorgen 

ligger en ressource, nemlig en kærlighed til manden. Det handler om at gå helt ned i 

følelsen, den følelse, de involverede må have. Hedder det girafsprog, vil en af 

kursisterne vide. Og det bekræftes. Girafsprog har at gøre med at gå ned i følelsen og 

validere følelsen, det vil sige at medvirke til at gøre den gyldig og acceptabel for den, 

der har den. 

Skal ægteparret hjælpes må det handle om at kunne se og rumme begges sorg og at 

have øje for parrets gode stunder sammen. Hvad er det, der gør den gode stund? 

Respekt er også vigtig. Får kvinden ikke respekt, bliver hun vred. Der afrundes ved at 

minde om, at socialpædagogikken omhandler det gode liv, om at finde mening. 

Den næste case omhandler en hjerneskadet mand med demens. Han er under 60 år 

og ryger. Manden søger ustandselig kontakt, idet han spørger efter cigaretter. Manden, 

der er under værgemål, har meget ringe økonomi, når de faste udgifter er betalt. Det 

betyder, at der ikke er mange penge til cigaretter (?) Efter en samtale med familien, er 

det blevet aftalt, at manden skal tilbydes en cigaret hver anden time. Manden spørger 

imidlertid efter cigaretter hele tiden. Det er som om, han ikke har andet i hovedet. Han 

kan ifølge personalet ikke huske og derfor har han heller ingen erindring om, hvornår 

han sidst røg en cigaret. Manden bliver aggressiv over for personalet, særligt hvis han 

møder en ung hjælper, og det fremgik af personalets beretning, at mandens popularitet 

kunne ligge på et lille sted. Personalet giver udtryk for, at de er gode til at støtte 

hinanden, når mandens luner går ud over en af dem. 

95


Hvad er manden god til? spørger en af konsulenterne og får svaret, at han er god til 

meget, hvis han bliver lokket. En konsulent bemærker, at personalet har gang i en 

”kontakt-dans” med manden, hvor paraderne er i vejret. I skal have en liste med 

mandens interesser, foreslår konsulenten. Tre riller i pladen er ikke nok at spille. Der 

må mere bevægelighed til. Personalet bliver tingsliggjort (betragtet som en automat), 

når det mødes med det samme spørgsmål igen og igen, men grundlaget for en større 

grad af tilfredsstillelse for begge parter skal udgå fra personalet. 

En ung SOSU praktikant refererer sin vejleder for at mene, at det ikke kan være målet 

for omsorgsindsatsen, at manden får et lykkeligt liv. Konsulenten bemærker, at det er 

vigtigt at have øje for de små mål, ”det gode nok liv”. Konsulenten går i rette med en 

formulering fra personalet om, at manden ikke gider noget, med mindre han bliver lovet 

en cigaret. ”Gider” er et meget negativt ladet ord. 

”Cigaret” må tolkes ligesom ”skrål” fra en baby. Manden er ikke så afhængig af 

cigaretter, som det kan se ud (personalet bekræfter, at han somme tider bare brækker 

en modtaget cigaret over i to dele). Men manden er helt afhængig af, at personalet kan 

tolke det rigtigt, siger konsulenten. 

Ligesom man somme tider – med henblik på hjælp – udforsker en persons 

søvnmønster, kunne man udforske mandens ”cigaretmønster”. Hvornår aftager hhv 

tiltager hans spørgsmål om og fokusering på cigaretter? En sådan afklaring kan iflg 

konsulent evt. give informationer, der kan bruges til en tolkning af mandens adfærd. 

Den tredje personalegruppe indleder deres case beretning med at konstatere, at den 

socialpædagogiske analyse ikke passer helt med det journalsystem, som kommunen 

anvender. Der skal tilføjes flere punkter. Ved at arbejde med systemets muligheder for 

at tilføje journalen særlige akter, er det dog lykkedes at gøre analysemetoden mere 

kompatibel med systemet. Som en særlig akt har man nu fx defineret 

socialpædagogiske ressourcer (gruppen forklarer, at det bl. a. dækker over personens 

livshistorie). 

Ligesom første case handler denne tredje case om en ægtefælle, der har vanskeligt 

ved at acceptere en flytning til en kommunal boform. Manden i denne case beskrives 

96


som havende en hel del ressourcer: Glad og imødekommende med interesse for bl a. 

sang og musik. Dertil kommer godt netværk og evne til at give udtryk for visse behov. 

Personalet føler sig, giver de udtryk for, ofte i et dilemma i forhold til de pårørende, når 

det gælder mandens pleje. Især mandens kone kommer ofte hos ham og det er 

personalets opfattelse, at konen har vanskeligt ved helt at acceptere mandens situation 

og respektere hans behov. Efterhånden som personalet har fået stykket flere 

brudstykker sammen af livshistorien, familiens og mandens, er iagttagede mønstre og 

adfærdsformer blevet mere forståelige. Når det har været nødvendigt på denne måde 

at stykke historien sammen, er det fordi, familien har været meget lidt åbne om 

forholdene i hjemmet. Man har været optaget af, sådan opfattes det af personalet, at 

holde på formerne, at præsentere sig udadtil. Og det er et ganske hårdt arbejde, når en 

ægtefælle bliver ramt af demens. Manden er vist nok tidligere repræsentant. 

I starten tolkede man mandens adfærd om natten, hvor han tilsyneladende pakkede 

sine ting, som et udtryk for, at han ville hjem til konen. Nu mener personalet, at man 

har fået et mere nuanceret syn på denne adfærd, idet det viser sig, at manden altid har 

været natteaktiv. Da han boede hjemme, skete det således ofte, at han om natten 

hyggede sig med at flytte om i hjemmet. På trods heraf ønsker familien, at der holdes 

fast i en normal døgnrytme – og kan finde på at klage til personalet, hvis man kommer 

forbi sent om aftenen og kan se lys hos manden. Personalets oplevelse er imidlertid, at 

manden har svært ved at falde til ro, hvis ikke lyset er tændt. Nogen gange falder han 

så tidligt i søvn, andre gange ikke. 

Gerontopsykiatrien har oplyst, at et afbrudt søvnmønster er en del af mandens 

sygdomsbillede. 

Det er personalets oplevelse, at manden skal ”skærmes” indimellem – for at det hele 

ikke skal blive for meget for ham. Det var en aftale med familien, at frokosten skulle 

indtages i mandens lejlighed – og ikke sammen med de andre beboere i frokoststuen. 

Konen respekterer imidlertid ikke denne aftale. Og gebærder manden sig under et 

måltid ikke efter konens idé om, hvad han skal gøre, kan hun være nedgørende overfor 

ham i andres påhør. 

Familien bebrejder plejepersonalet, at de ikke passer manden godt nok. Personalet har 

iflg familien ikke forståelse for mandens særlige behov, fx hans tyggebesvær, der 

skyldes en protese. Personalet oplever, at det forholder sig omvendt. I relation til 

97


tyggebesværet er der fx ingen problemer med at spise kød i konens fravær. Faktisk ser 

manden ud til at nyde det. Er konen derimod til stede, er det eneste, der dur, næsten 

suppe. Manden går ikke gerne i bad, men familien ønsker at han bliver badet 

regelmæssigt. Familien ønsker af mandens fjernsyn står tændt hele dagen. 

Plejepersonalet slukker for fjernsynet, når man opfatter at manden har brug for ro. 

Konsulenten mener, at manden er heldig at have en familie, der kærer sig om ham – 

og dertil et plejepersonale, der gør det samme. Personalet bør anerkende familien for 

dens interesse for mandens velfærd. Samtidig må man indse, at familien har behov for 

følelsesmæssig hjælp, samtale med andre om dens situation. Personalet bør have 

fokus på situationer, hvor både manden og konen har det godt. Hvad er det for 

situationer? Kan der komme flere af dem? 

Fjerde case omhandler en ældre mand, der er meget aktiv på gangene i 

plejehjemmet/boformen. Under sine vandringer opsøger han personalet, der i travle 

perioder bliver nødt til at afvise ham, hvad de ikke bryder sig om. Manden, der tidligere 

har haft opsyn med bygninger, arbejdet som pedel eller lignende, vil også gerne, hvis 

han kan komme til det, følge med personalet ind på andre beboeres stuer, hvad disse 

andre beboere ikke nødvendigvis er interesserede i. Andre beboere klager over 

manden, og personalet oplever, at de andre undertiden mobber ham. Når manden går 

en tur ned ad gangen, river han i dørene, for ligesom at konstatere om de er forsvarligt 

aflåsede, Er det ikke tilfældet, kan han finde på at gå ind. Fx har plejepersonalet fundet 

ham på andre beboeres toiletter. Problemet er, at ikke alle beboere bryder sig om at 

låse deres dør. 

Manden er kontaktsøgende og søger hen, hvor der er andre. Manden vil gerne hjælpe 

husassistenten med at lave mad, men da han ikke forstår ret meget, er hun ikke så 

interesseret i det. 

Skal personalet se på mandens ressourcer, fremhæver man, at han endnu – i gode 

perioder – kan forstå enkle spørgsmål – uden at han dog kan deltage i en samtale, og 

slet ikke med længere sætninger. Hertil kommer, at han kan klare enkle praktiske 

gøremål. Man kan få ham til at skifte tøj. 

Hans adfærd med at rykke i døre, skille lamper ad og klippe ledninger over, forklarer 

man med hans erhvervsmæssige baggrund. Manden går tit og rydder op. Har vist nok 

98


været meget pertentlig. Han vil gerne hjælpe. Vande blomster, gå med affald over til 

skraldespanden, hente madvognen osv. 

Konsulenten fortæller en historie om en dement urmager, som hver morgen blev urolig 

(han skulle åbne sin butik, som han havde gjort det i tredive år). Man gav ham en 

aktivitetskasse og iklædte ham arbejdstøj. Så faldt han til ro efter en stund ved kassen 

med urdele og tandhjul. Måske skulle manden have en lignende kasse? Personalet bør 

udarbejde en liste over mulige aktiviteter for manden. Men pas på, han er jo en 

gammel mand. Og det er også vigtigt at vide, hvordan han kan slappe af (fx efter en 

stund ved aktivitetskassen). Personalet var allerede fremme med planer om at indrette 

et slags værksted for bl. a. denne mand…. 

Efter frokost er der et oplæg om magtanvendelse. Først vises en video. Dernæst følger 

et mundtligt oplæg. 

Det svære er at håndtere og få hold på det magtanvendelsesområde, der nok handler 

om indgreb i selvbestemmelsesretten, men ikke om egentlig (fysisk) tvang. 

Konsulenten taler om, at personalet skal have opmærksomhed på deres 

definitionsmagt. 

Det med magtudøvelse kan være en svær ting at forlige sig med, for personalet har 

ikke ønsket at stå i en magtfuld position, mener konsulenten. 

Reglerne om indberetning af magtanvendelsestilfælde skal ses som et ønske om at 

synliggøre magten. Hertil kommer, at det er en beskyttelse af en ansat, som så ikke 

behøver at gå og putte med det for sig selv. I tilfælde af arbejdsskader skal det også 

frem, at der har været en situation med magtanvendelse. 

Det betones, at socialpædagogikken skal bidrage til det gode liv og anvendelse af 

fysisk tvang skal begrænses til absolut særlige tilfælde. Nødsituationer. 

De forskellige hjemler for anvendelse af magt gennemgås uden at der gås i detaljer. 

Socialpædagogikken er ikke primært en indsats for og ved den demente, men en 

indsats sammen med den demente. 

99


Forskellige socialpædagogiske ”teknikker” omtales, herunder afledning. Det mærkelige 

er, siger konsulenten, at socialpædagogisk tænkemåde altid allerede er en del af den 

praksis, der findes. 

Der opstår diskussioner om, hvor langt en svær dement persons samtykke egentlig kan 

række. Hvad vil det sige at indgå ”aftaler” med demente? ”Når alt kommer til alt”, siger 

en, ”kan vi ikke være 100% sikre på, at den demente er med på, hvad vi mener”. 

Et medlem af personalet synes at mene, at der i konsulentens oplæg er for meget 

betoning af selvbestemmelsesretten: ”Er det værdigt”, spørger hun, ”at ligge og dø i en 

skov? I forhold til at møde en låst dør?” 

En anden bemærker: ”Hvor er der plads til fagligheden. Vi ved med vores faglighed, 

hvad der skal til for at yde den rette hjælp og så handler vi – og så halter det andet, 

dokumentationsarbejdet bagefter…” Konsulenten bemærker hertil, at det er vigt at 

integrere de forskellige led i arbejdsprocessen. 

Der vises en video om Marie, der drikker kaffe på sit toilet. Personalet kommenterer 

videoen. 

Til sidst er der oplæg om socialpædagogikken og dens formål. At understøtte det gode 

liv. Det myndige, selvbestemmende menneske. Livslang læring og udvikling og 

fællesskab. 

Der tales om den dynamiske omsorgsrolle. Den ældres ret til at være objekt over for 

den ældres ret til at være subjekt. Om risikoen for overinvolvering overfor risikoen for 

underinvolvering. 

Om socialpædagogiske handleplaner (et supplerende arbejdsværktøj til analyse). 

Socialpædagogisk praksis ligner livet….. 

100

En sociologisk refleksion over ... - Servicestyrelsen

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?