En sociologisk refleksion over ... - Servicestyrelsen

En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorg
principper og på den måde være med til at sikre, at også mennesker med demens får
et værdigt liv.”
Socialpædagogikken i demensomsorg som formidlingsprojekt bliver selvstændigt
evalueret med henblik på den pædagogiske tilrettelæggelse (se: Hansen, Helle Krogh,
2008), ligesom effekterne af kurserne er søgt afdækket i en kvantitativt anlagt
undersøgelse (se ?), som følger op på resultaterne af den eksterne evaluering af det
oprindelige pilotprojekt (se: Muusmann, 2006).
Omtalte evalueringer har betydet, at nærværende projekt er givet en betydelig
frihedsgrad med hensyn til tilrettelæggelse og fokus. Der er altså ikke tale om et
traditionelt evalueringsarbejde, som typisk i langt højere grad end tilfældet er her, er
bundet til en bestemt måde at definere opgave og resultatmål.
Frihedsgraden er for det første udnyttet ved at lægge et ensidigt teoretisk fokus, idet
systemteorien er den altdominerende teoretiske inspirationskilde for arbejdet. Det
betyder, at arbejdet former sig som en anden-ordens-iagttagelse: En iagttagelse af
socialpædagogikkens iagttagelser som iagttagelser. For det andet er den udnyttet ved
at anlægge en mere principiel tilnærmelse til genstandsfeltet end mere teknologiske og
løsningsorienterede evalueringstilgange kan tillade sig.
Snarere end at være en kritisk tilbageskuende vurdering af processer eller handlinger i
forbindelse med SPIDO, former arbejdet sig som en pædagogisk-sociologisk
refleksion, der som ambition har at bidrage til en skærpelse af bevidstheden om, hvad
socialpædagogikken i almindelighed og socialpædagogikken på demensområdet i
særdeleshed er for en størrelse og hvordan dens funktion i den sammenhæng kan
karakteriseres. Snarere end at spørge til og vurdere handlinger og effekter stilles her
spørgsmål, som i bedste kantianske tradition søger at afdække muligheder og
mulighedsbetingelser. Vi vil ikke, som Kant gjorde, spørge, hvordan erkendelse er
mulig, selvom dette spørgsmål altid er medrepræsenteret (appræsenteret), når en
mere epistemologisk anlagt sociologi arbejder. Hovedspørgsmålet formuleres i
overensstemmelse med den ovennævnte tradition som et ”hvordan-er-noget-muligt-
spørgsmål”. Altså i vores sammenhæng: Hvordan er socialpædagogikken i
demensomsorg mulig eller hvordan gør den sig mulig – ikke først og fremmest som en
motivation eller intention i omsorgsmedarbejderens bevidsthed, men som et socialt
3