En sociologisk refleksion over ... - Servicestyrelsen

En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorg
ubestemthed gælder for dem selv ligesom for den anden (de er begge ”personer”).
Dobbeltkontingensen er det sociales grundlæggende form og betegner altså det
forhold, at ingen kan fastlægge deres handlinger, førend de kender reaktionen hos den
anden – og netop derfor! – på grund af dette paradoks, produceres og reproduceres
kommunikation. Nu skal man ikke tro, at dobbeltkontingens er en ekstern faktor, der
meget belejligt kommer til og sætter kommunikationen i gang. Kommunikationen
producerer selv – som en intern igangsætter – dobbeltkontingensen, der hel tiden må
reproduceres med henblik på at skabe tilstrækkelig usikkerhed og ubestemthed til, at
der til enhver (nu)tid kan forudsættes en fremtid. Dobbeltkontingens indebærer et spil
mellem det åbne og det lukkede, det mulige og det begrænsende. Som en
grundlæggende uro garanterer den sensibilitet og høj motivation for ordensdannelse.
Først når et socialt system (allerede) fungerer, kan man som deltager i kommunikation
spørge til andres forventninger og forsøge at beregne sig andres muliges reaktioner.
Hvis kommunikationen ikke kan producere dobbeltkontingens dør den. Den kommer
simpelthen til at mangle energi og fremdrift. Kan man spørge til svært dementes
forventninger?
Hukommelse 5 er en anden faktor, der må forudsættes af kommunikationen og som
ligesom dobbeltkontingensen kan ses som en udfoldelse af personbegrebet og den
værdi, begrebet har - samfundsmæssigt set. Kunne kommunikationen ikke forudsætte
hukommelse, måtte den genopfinde verden hvert eneste øjeblik, hvilket selvsagt ville
indebære overbelastning og nedbrud. Kommunikationen stiller krav om stabile
perceptionskontekster ligesom den stiller individer i situationer, hvor de må foregive, at
de er med. For at kunne deltage i kommunikation kræves der enten hykleri eller
hukommelse, men som regel en blanding af begge dele.
Hvad med svært dementes hukommelse? Hvilken form for mening kan de forudsættes
at kunne skabe?
Endelig må kommunikationen med henblik på dens fortsættelse kunne regne med
motiver 6 , det vil sige, at de deltagende vil noget og at deres bidrag til det sociale kan
fremstilles som udfoldelse af motiver. Det er ikke nødvendigt, at motiverne rent faktisk
5 Også her vælger jeg at bruge et begreb fra det systemteoretiske vokabularium, der efter min opfattelse
mere præcist end socialpædagogikkens meningsbegreb, udtrykker hvad der må forudsættes for at
kommunikation kan operere.
6 Motiver er systemteoriens mere abstrakte og neutrale begreb for hvad socialpædagogikken betegner
”solidaritet”. Begge begreber henviser til kommunikationens forudsætning om, at kommunikative
handlinger kan fortolkes som sociale udvekslinger. Motiver er et værdineutralt udtryk herfor.
49