En sociologisk refleksion over ... - Servicestyrelsen

En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorg
det progredierende sygdomsforløb med stadigt øget tab af funktionsevne ikke er til at
komme udenom. Det socialpædagogiske projekt, som jeg har kaldt et
personliggørelses-projekt, er på den ene side sandsynligt, fordi det understøttes af
kommunikationens ”naturlige indstilling”, på den anden side dybt usandsynligt, idet det
modsiges af den diagnostiske fornuft, som sammenligner demens med ”afsindighed”.
Skal det pædagogiske projekt gøres mere plausibelt, er der brug for såvel tidsmæssig
som asymmetrisk forstærkning. For så vidt angår sidstnævnte har vi skelnet mellem
magisk rationel forstærkning, pragmatisk legitimerende forstærkning og ideologisk
forstærkning.
Alt i alt er det indtrykket, at demensomsorgspersonalet har taget godt imod
socialpædagogikken, der – i hvert fald et vist omfang - har haft held til at præsentere
sig selv som en naturlig forlængelse af feltet, et ”latent hverdagspotentiale”, der blot
skal aktiveres for at virke.
Som det er fremgået, er socialpædagogikken imidlertid hverken mere eller mindre
unaturlig, end andre perspektiver på området. Og ligesom andre perspektiver har
konsekvenser, som de ikke kan kontrollere, har socialpædagogikken det naturligvis
også.
Et vigtigt bidrag tilfører socialpædagogikken omsorgsfeltet ved at uddybe den
koblingskontekst, der udgøres af socialpolitikken. Ved at konstruere begreber som
”kontaktø” bidrager socialpædagogikken til skabelsen af nye forventnings – og
kommunikationsformer, der matcher de nye ”hjemliggjorte” boformers ambitioner på
beboernes vegne samtidig med at de gøres organisatorisk operationaliserbare.
Systemteori er ikke kritisk teori. Jeg vil alligevel afslutte med kort at skitsere to kritiske
perspektiver på socialpædagogikken i demensomsorg. Det ene tager udgangspunkt i
en instrumentel tilnærmelse til og implementering af socialpædagogikken, den anden i
en fuld og perspektiv-tro ditto.
75