En sociologisk refleksion over ... - Servicestyrelsen

More documents

Recommendations

Info

En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorg Det traditionelle omsorgsarbejde på demensområdet har identificeret sig med forestillingen om ”værdighed” for den enkelte. Modstykket til værdigheden og altså det modbegreb, der holder betydningen af værdighed på plads, fremstilles gerne som det ”ydmygende”. Skal man have fat i, hvad værdighed betyder, er det derfor nødvendigt at kigge nærmere på relationen til det ydmygende. Hvorledes kan denne relation opfattes? I det traditionelle omsorgsarbejde bliver begrebet ydmygende koblet til begrebet om værdighed i en ydre forstand. Værdigheden er i denne relation altså en kendelig størrelse, der kan forbindes med en indre tilstand. Det ydmygende består i, at den demensramte udstiller sit indre handicap eller viser omverdenen, at han ikke kan beskytte det billede af selvstændighed og evne til at klare sig selv, som han tidligere har kunnet projicere. Hjælpearbejde kan i denne optik fremme værdigheden ved at hjælpe den enkelte med at fremstå så normalt som muligt. Kan den enkelte ikke længere erkende et behov for at vaske sig, må man sørge for, at han alligevel bliver vasket. I den socialpædagogiske version af hjælpearbejdet kobles det ydmygende derimod tættere til begrebet selvbestemmelse som et udtryk for en indre autonomi, der kræver en ydre anerkendelse. Man taler i den forbindelse også om selvværd. Det ydmygende fremkommer så ikke først og fremmest derved, at den funktionshæmmede viser sine begrænsninger (det gør vi jo alle i et eller andet omfang). Det ydmygende fremkommer, når den (rest af) autonomi vi formodes at have som mennesker ikke respekteres. Ved dog at holde begge værdighedsformer åbne, skaber socialpædagogikken en spænding i begrebet, som er tendentielt øger kompleksiteten i demensarbejdet. Med hensyn til integritetsbegrebet har dette den samme kvalitet, at man kan skelne mellem en indre og en ydre tilnærmelse til begrebet. Igennem den indre tilnærmelse til integritetsbegrebet knyttes an til spørgsmålet om identitet som en indre oplevelse eller tilstand. En ydre tilnærmelse vil derimod knytte an til begrebet omdømme. 2.2.3 Magtrefleksionen som kim til problemløsning Vi har indtil nu fokuseret på magtanvendelsesproblematikken som en potentielt åbnende og kontingensfremkaldende eller – accelererende problematik. Som en konsulent siger det i forbindelse med et SPIDOforløb: Magten kan være svær at forlige 38
En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorg sig med, for personalet har ikke ønsket at stå i en magtfuld position. Lykkes det derfor at sætte spørgsmålstegn ved, hvad magtanvendelse egentlig er og lykkes det herunder at synliggøre magtanvendelse som noget, der ikke bare har med tvang at gøre, det vil sige som noget videregående, der kan være vanskelig helt at undgå, har man bidraget til at ryste den gældende orden. Demensomsorgen bliver åben for selvrefleksion.. Det siger sig selv, at socialpædagogikken ikke kan nøjes med at virke som en dekonstruerende eller udfordrende faktor, den må også være med til at bygge op, hvis den skal have en chance på feltet. Socialpædagogikken forsikrer i den forbindelse om, at en asymmetrisk relation sagtens kan være en ligeværdig relation. Men asymmetrien slipper man ikke for i et socialpædagogisk perspektiv på omsorgsforholdet. Tværtimod bygger socialpædagogikken kraftigt på den asymmetriske relation, der er nødvendig for at rekonstruere den demente som ”person” og skabe en (ligeværdig) relation præget af meningsfuld kommunikation. I kapitel 3 går vi tættere på spørgsmålet om, hvorledes socialpædagogikken bygger en ny (asymmetrisk) kommunikativ orden op med en højere grad af sensibilitet over for den demenssyge som et kommunikerende individ. Her vil vi kort stille spørgsmålet, om allerede den øgede usikkerhed og kontingenserfaring bringer kimen til en løsning på de problemer, som opleves på demensområdet. Knytter vi an til det foregående om, hvorledes (samme) værdier, når de udstilles i deres tvetydighed, pludselig kan give anledning til ret forskellige fortolkninger af det gode liv, kan det umiddelbart indses, at også ”problemer” må være iagttagerrelative størrelser. I et systemteoretisk perspektiv er det banalt, at systemer har hver deres omverden og at det, der opfattes som problemer, er afhængig af det enkelte systemets egen måde at reproducere sin system-omverdens-forskel. Ved at iagttage hvorledes det traditionelle sundhedsmæssige omsorgssystem iagttager problemer på demensområdet og ved at gøre denne iagttagelse synlig som en iagttagelse, der kunne være anderledes, optræder socialpædagogikken som andenordensiagttager. Det betyder ikke, at den er hævet over den sundhedsmæssige iagttagelse, som i den forbindelse benævnes førsteordensiagttagelse. Socialpædagogikken er også selv en førsteordensiagttagelse. Selve den oplevelse, at man kan se noget, man opfattede som et ”objektivt problem”, fra en anden iagttagerposition, hvorfra problemet måske ikke helt forsvinder, men ser 39
Page 1: En sociologisk refleksion over soci
Page 5: En sociologisk refleksion over soci
Page 8 and 9: En sociologisk refleksion over soci
Page 94 and 95:
En sociologisk refleksion over soci
Page 96 and 97:
Page 98 and 99:
Page 100 and 101:
Page 102 and 103:
Page 104 and 105:
Page 106:
show all

En sociologisk refleksion over ... - Servicestyrelsen

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?