En sociologisk refleksion over ... - Servicestyrelsen

En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorg
kontingente begivenheder, der kunne se anderledes ud, men som netop fordi den
fremviser dén sammenkædning, dén rækkefølge, kommer til at udgøre en fremstilling
af det unikke menneske.
Det særlige ved livshistorien er, at den sætter et spil i gang, der involverer
sandsynligheder og usandsynligheder. Det mest usandsynlige er naturligvis, at man
overhovedet bliver født, men når man først er født, dreng eller pige, er alt, hvad der
herefter sker, begrænset af, hvad der hidtil er sket samtidig med, at der hele tiden
holdes flere fremtidsmuligheder åbne.
At et menneske har en livshistorie indebærer ikke, at andre ikke også kan optræde i
historien og endda spille en stor rolle. Det indebærer heller ikke, at
”livshistoriebæreren” nødvendigvis selv styrer alt eller kan tilregnes alt, hvad der
overgår ham. At en bliver syg, er således ikke (nødvendigvis) den enkeltes skyld.
Heller ikke den dumpede eksamen eller at ægteskabet gik i stykker er nødvendigvis
begivenheder, der skal tilregnes den enkelte. Men sammenkædningen af begivenheder
er unik for dette menneske og den fremtidshorisont, der åbner sig på denne baggrund,
ligeså.
I stedet for at fortolke den dementes adfærd som en gradbøjning af et sygdomsforløb,
der i hovedsagen går én vej: fra en alvorlig tilstand til en mere alvorlig tilstand med
endnu flere eller alvorligere tab af funktioner 8 , giver livshistoriebegrebet mulighed for at
se den demente som kommunikerende og i færd med at skabe sin egen historie, hvor
relationer til stadighed spiller en rolle og hvor disse kan forandres (dynamisk), herunder
ændres til både det bedre og det værre, uanset hvorledes sygdommen i øvrigt udvikler
sig. Mennesket (herunder den svært dementsyge) er således agerende i sit liv, men
kan naturligvis på grund af sin tilstand mangle hensigtsmæssige kommunikative
handlemuligheder, hvad der kan gøre samspillet med den demente udfordrende.
Livshistorien giver endvidere gennem genkommende begivenheder eller
handlingsmønstre mulighed for at forbinde livet før sygdommen med perioden efter
sygdommens indtræden uden at være nødsaget til at analogisere den syges tilstand
8 Populært forbinder man sygdommens progression med tiltagende regression
53