En sociologisk refleksion over ... - Servicestyrelsen

En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorg
4. Konklusion og perspektiverende
spørgsmål
Vi har i det foregående set, hvorledes socialpædagogikken har skabt sig plads på et
nyt felt ved at lege med feltets identiteter og værdier. Vejen til nykonstruktion går
gennem dekonstruktion og indgangen til feltet er magtproblematikken, hvor to bærende
hensyn, omsorgspligten og selvbestemmelsesretten, brydes. En rystelse og
ombrydning af forholdet mellem de to værdier betyder, at forskellige versioner af ”det
gode liv” og dermed ”den gode demensomsorg” kommer til syne i et nykonstrueret
spændingsfelt, hvor en ny uafklarethed med nye spørgsmål trænger sig på.
I sin tilgang til demensomsorgsområdet bygger socialpædagogikken på nyere
udviklinger indenfor socialpolitik, socialret og demenspsykologi. Som selvstændigt
verdens- og omsorgsperspektiv inkorporerer socialpædagogikken de nævnte
udviklinger ved at gøre dem til sine egne. Socialpolitik, socialret og demenspsykologi
bliver i det socialpædagogiske perspektiv anledning til at sætte en ny dagsorden i
demensomsorgen: Virkeliggørelsen af den demente som samfundsindivid i bred
forstand. I dag kan demensomsorgen ikke nøjes med at inkludere sine demente som
syge, de er for eksempel også lærende og de er borgere med rettigheder og krav på
inddragelse..
Socialpædagogikken udspringer af det moderne menneskes kontingenserfaring. Vores
verden er hverken umulig eller nødvendig. Det gælder også på
demensomsorgsområdet. Tingene kunne være anderledes. Og feltet må afspejle
denne hyperkomplekse ”virkelighed”. Når det er sagt, kan demensomsorgsarbejdet
naturligvis ikke undvære sikre pejlemærker, identitetsgivende værdier og medier, der
kan rumme arbejdsfeltets erfaringer.
Socialpædagogikken tilbyder demensomsorgen et nyt medium, livshistorien, der – på
en anden måde end sygehistorien – er åben over for forandringer og udvikling, selvom
74