En sociologisk refleksion over ... - Servicestyrelsen

En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorg
teoretisk betragtning - at placere et entydigt ansvar for et
kommunikationssammenbrud. Kun for handlinger kan der pådrages et ansvar.
Selvom systemteorien ikke er en handlingsteori, der tildeler handlingen den centrale
rolle som den kommunikative elementarpartikel, er handlinger ikke uvæsentlige i en
systemteoretisk sammenhæng, nemlig som nødvendige konstruktioner i systemernes
autopoiesis, nødvendige blandt andet for tidsbestemmelse og ansvarsplacering.
I et socialpædagogisk perspektiv er der ingen tvivl om, at et ansvar for
kommunikationen kan placeres og om hvor, det skal placeres. Medarbejderen har
ansvaret for, at kommunikationen får bedst mulige vilkår. Det er hendes opgave, at den
demenslidende, så vidt det overhovedet er muligt, forstår hendes budskaber, og det er
hendes ansvar, at hun så vidt det overhovedet er muligt forstår den demensramte
persons budskaber. 12
Vi skal hele tiden have i baghovedet, at vi taler om svært demente, der – hvis man
holder sig til den almindelige oversættelse af diagnosen – går for at være ”fra
forstanden”. Der er altså tale om et tungt ansvar, som understreger det asymmetriske i
relationen og som kun kan løftes under samtidig styrkelse af fagligheden og den gode
hensigts vedholdenhed og gennemslagskraft – og spørgsmålet er her, om det er viden,
der kan gøre en forskel eller det er noget helt andet.
Personalet må ifølge det socialpædagogiske perspektiv arbejde med at erkende, at det
udøver magt. Manglende erkendelse af magten kan give magten for stort spillerum.
Ansvaret, herunder for forholdets ligeværdighed, følger af asymmetrien, det vil sige af
det forhold, at personalet kan slippe af sted med meget uden effektiv modstand eller –
spil fra den dementes side.
Anskuer vi relationen mellem professionel og dement med et gran pessimisme, kan vi
spørge om ikke asymmetrien i demensomsorgen i virkeligheden betyder, at den
professionelle må indestå og garantere for såvel den pædagogiske hensigt om læring,
12 På SPIDOkurset understreges dette ansvar igen og igen. Et eksempel fra feltarbejdsmaterialet kan
illustrere det: ”Hvad er manden god til? spørger en af konsulenterne og får svaret, at han er god til meget,
hvis han bliver lokket. En konsulent bemærker, at personalet har gang i en ”kontakt-dans” med manden,
hvor paraderne er i vejret. I skal have en liste med mandens interesser, foreslår konsulenten. Tre riller i
pladen er ikke nok at spille. Der må mere bevægelighed til. Personalet bliver tingsliggjort (betragtet som en
automat), når det mødes med det samme spørgsmål igen og igen, men grundlaget for en større grad af
tilfredsstillelse for begge parter skal udgå fra personalet.” (bilag 0).
62