En sociologisk refleksion over ... - Servicestyrelsen

En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorg
færdedes på egen hånd i byen, hvilket hun stadigvæk gør. Plejerne var dog
indledningsvis meget usikre på, hvor meget hun kunne klare selv. Og man fulgte derfor
efter hende, når hun ville ud på tur. Det blev kvinden meget oprørt over og på et
tidspunkt blev hun så hidsig, at hun under et forsøg på at blive af med sine ”forfølgere”
kom til at gå ud foran en bil. Personalets problem var, at der ikke var en særlig god
kontakt til kvindens nærmeste pårørende, en søn, der end ikke havde gjort sig den
ulejlighed at hjælpe sin mor med flytningen. Det blev derfor en læge, som kendte
kvinden godt, der løste problemet. Lægen mente godt, hun kunne ”tage det faglige
ansvar for”, at plejepersonalet lod kvinden gå for sig selv. I hvert fald skulle der ikke
være et problem, når kvinden er ”habituel”. Er hun i ”delir”, hvad hun somme tider er
pga urinvejsinfektion, skal hun søges afledet.
Briefingen fører også til en snak om betydningen af, hvad jeg vælger at kalde ”den
gode indflytning”. Sygeplejersken betoner vigtigheden af i detaljer at planlægge en
indflytning. Hun taler om en ”drejebog” for indflytningen. Det skal jo helst være en god
oplevelse, hvor plejepersonalet desuden får en viden om den kommende beboer, der
kan bruges til at gøre omgivelserne og plejen så hjemlig og vedkommende som muligt.
Der er i forbindelse med indflytningen en lang række spørgsmål, der må stilles til vaner
og mere personlige ønsker og forudsætninger. Jeg får vist et flere siders skema med
diverse spørgsmål.
Den vellykkede pleje handler meget om at udvikle og have nogle strukturer klar, der
kan opfange og forebygge problemer, inden de udvikler sig. En af disse strukturer er
procedurer, retningslinjer og spørgeskemaer i forbindelse med indflytning. En anden er
kontaktpersonordningen, der sikrer at der altid er én plejer, der har særligt øje for den
enkelte beboers særlige behov.
Kvinden tager venligt mod både mig og Sosu-assistenten. Hun får støttestrømper på
og vi taler lidt om vind og vejr. Senere på dagen ser jeg hende ulykkelig og forvirret og
med tilsyneladende stort behov for at være sammen med en forstående plejer.
Så er vi fremme ved formiddagsmødet kl. 10.00-10.30. Her samles der op på
morgenens opgaver. Der er kaffe og lidt hygge. Forinden når sygeplejersken og jeg
igen en lille snak, der bl. a. handler om forskellen habituel/delir. Denne forskel er
naturligvis ikke tilstrækkelig til at anskueliggøre kompleksiteten i plejens
84