En sociologisk refleksion over ... - Servicestyrelsen

More documents

Recommendations

Info

En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorg Ligesom da vi behandlede socialpædagogikkens forhold til ret og politik, gælder det også nu, hvor fokus er på den medicinsk-lægelige og psykologiske viden om demens, at socialpædagogikken ikke kan indarbejde den fulde kompleksitet af denne viden i sin autopoiesis. For socialpædagogikken kan den øgede kompleksitet i viden og videnssystemets tydeligere markering af, hvad der mangler viden om, omsættes til følgende modsatrettede anbefalinger i relationsarbejdet med demente: Vær opmærksom på den foreliggende viden om forskellige demensformer og dermed også forskellige forløb med hensyn til funktionstab mv. Og: Pas på med at tillægge modellerne og de typologiske sygdomsforløb (for) stor betydning i forhold til konkrete demente i konkrete situationer, der udmærket kan afvige fra teorierne og husk: Der mangler viden om, hvorledes den demente selv oplever sin situation i forskellige stadier af et sygdomsforløb. Med andre ord. 1) Brug eksisterende viden. 2) Pas på med brug af eksisterende viden. Kompleksiteten i viden på demensområdet betyder, at der vides mere, men det der vides er ikke altid nemt at omsætte i relationsarbejdet med de demente. Samtidig har det dynamiske forhold mellem viden og ikke-viden haft indflydelse, idet den større viden har åbnet øjnene for betydningen af det, der ikke vides. Dette forhold benyttes af socialpædagogikken til at lege med nogle ”sandheder” i den traditionelle demensomsorgskultur og til at stille nogle udfordrende spørgsmål, der igen sætter magtproblematikken i spil: Hvad er vigtigst at vide noget om for at relatere til en dement? Er det vigtigst at vide noget om, hvorledes sygdomsforløb udvikler sig, hvis de udvikler sig karakteristisk eller er det vigtigst at vide, hvorledes den demente selv opfatter sit forløb og sin sygdom? Kan man nogensinde vide nok til at karakterisere et dement menneskes indre liv som et uforståeligt mørke? Er det rigtigt at opfatte en dement som en fase i eller en gradbøjning af en progredierende sygdom og deraf følgende fejlfunktioner eller er den demente først og fremmest en person og et unikt menneske? Er den demente et passivt offer for sin sygdom eller er han et aktivt meningssøgende individ, en person med reducerede ressourcer, men dog ressourcer? 42
En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorg Kan uhensigtsmæssig adfærd fra den svært dementes side som regel forstås som sygdomsfremkaldte reaktioner eller er der som oftest tale om rimelige reaktioner på urimelige vilkår? Er det rigtigt at tale om problemskabende adfærd eller er det mere præcist at tale om uhensigtsmæssige handlemønstre? Er tilstandsforklaringer mere eller mindre frugtbare end samspilsforklaringer, når det gælder opklaringen af dementes adfærd? Er der risiko for at forveksle en dement i et stærkt progredierende sygdomsforløb med en dement i et stærkt eskalerende konfliktforløb? (både når det gælder demenssygdom og når det gælder konflikter, er det almindeligt at tale om eksistensen af forskellige faser). Kan man komme meget længere med et klassisk biologisk-medicinsk perspektiv på demensarbejdet eller må man satse på en ”ny demenskultur”, der i højere grad kan inddrage det personlige perspektiv? De oplistede spørgsmål er stillet retorisk op omkring forskelle, der aktualiseres, når man bliver i tvivl om, hvorvidt en dement først og fremmest er sin sygdom eller en person. Svaret på dette spørgsmål er afgørende for om et svært dement menneskes handlinger, gøren eller laden, først og fremmest opfattes som adfærd, som bevægelser, der i princippet ikke behøver være henvendt til nogen, meningsløse udslag af en alvorlig psykisk sygdoms determinerende indflydelse eller tilskrives ham eller hende som kommunikative forsøg, idet han eller hun som person først og fremmest opfattes som stående i et meningssøgende udvekslingsforhold til sine omgivelser. Er der tale om det sidste er der større chancer for at hjælpe den pågældende til personligt at realisere nogle muligheder i fællesskabet …. 2.4 Opsamling Socialpædagogikken er, som en gren af pædagogikken, en parasitær størrelse. Den leder efter noget socialt, som den kan pædagogisere. 43
Page 1: En sociologisk refleksion over soci
Page 5: En sociologisk refleksion over soci
Page 8 and 9: En sociologisk refleksion over soci
Page 98 and 99:
En sociologisk refleksion over soci
Page 100 and 101:
Page 102 and 103:
Page 104 and 105:
Page 106:
show all

En sociologisk refleksion over ... - Servicestyrelsen

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?