En sociologisk refleksion over ... - Servicestyrelsen

En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorg
”En tredje fremlæggelse handler om en dame, som blev flyttet til plejehjemmets
demensafsnit med magt; hun boede før et andet sted i kommunen, hvor man ikke
længere kunne magte hende; hun stak hele tiden af, hun skældte ud og var aggressiv.
Den tidligere bopæl lå tæt på det hjem, der havde været kvindens det meste af hendes
liv (familien/manden kan ikke ”rumme hende” længere), og det var – kom det frem –
nok en af grundene til at det havde været svært at holde på hende. Kvindes liv har iflg.
plejepersonalet ikke været let. Uægte barn. Opvokset hos bedsteforældrene, mens
moderen levede sit liv i storbyen. Drillet i skolen. Kvindens tilfælde bliver af personalet
brugt til at illustrere vigtigheden af at kende personens livshistorie for at kunne sætte
sig ind i (i dette tilfælde:) hendes reaktioner. Man skal ikke sidde i en gruppe tæt ved
hende og snakke, for så oplever hun, at der snakkes om hende. Kvinden var i dag
mindre udskældende og aggressiv.” (bilag 0).
”Manden i denne case beskrives som havende en hel del ressourcer: Glad og
imødekommende med interesse for bl a. sang og musik. Dertil kommer godt netværk
og evne til at give udtryk for visse behov.
Personalet føler sig, giver de udtryk for, ofte i et dilemma i forhold til de pårørende, når
det gælder mandens pleje. Især mandens kone kommer ofte hos ham og det er
personalets opfattelse, at konen har vanskeligt ved helt at acceptere mandens situation
og respektere hans behov. Efterhånden som personalet har fået stykket flere
brudstykker sammen af livshistorien, familiens og mandens, er iagttagede mønstre og
adfærdsformer blevet mere forståelige. Når det har været nødvendigt på denne måde
at stykke historien sammen, er det fordi, familien har været meget lidt åbne om
forholdene i hjemmet. Man har været optaget af, sådan opfattes det af personalet, at
holde på formerne, at præsentere sig udadtil. Og det er et ganske hårdt arbejde, når en
ægtefælle bliver ramt af demens. Manden er vist nok tidligere repræsentant.
I starten tolkede man mandens adfærd om natten, hvor han tilsyneladende pakkede
sine ting, som et udtryk for, at han ville hjem til konen. Nu mener personalet, at man
har fået et mere nuanceret syn på denne adfærd, idet det viser sig, at manden altid har
været natteaktiv. Da han boede hjemme, skete det således ofte, at han om natten
hyggede sig med at flytte om i hjemmet. På trods heraf ønsker familien, at der holdes
fast i en normal døgnrytme – og kan finde på at klage til personalet, hvis man kommer
forbi sent om aftenen og kan se lys hos manden. Personalets oplevelse er imidlertid, at
57