HÅNDholdt naturvejledning - Naturvejlederforeningen i Danmark

18
de fleste - har en fornuftig kasserolleklip,
som blev udformet sidste gang
skovdistriktet i samarbejde med lokalhistorisk
museum holdt åbent hus og demonstrerede
traditionelle håndværk,
plantefarvning og fåreklip.
Grønt i grønt
Tøjet - eller uniformen - er da heller
ikke til at tage fejl af - grønt i grønt.
Ikke bare sådan en almindelig klar
grøn, men denne særlige støvede, slidte
oliven- eller kampuniform grønne, som
kun kan opdrives i Spejdersport eller
hos hærens overskudslager.
Ikke fordi naturvejlederne har noget
som helst med militæret at gøre. Tværtimod
- er det kapitel overstået, inden de
ved et tilfælde kom ind på RUCs basis
uddannelse eller småbørnsseminariet.
Senere droppede de ud af studiet og går
nu rundt som naturens muntre sønner.
De fleste har udvist heroisk patriotisme
og forsvarsvilje ud over det sædvanlige
ved at brænde i stribevis af barakker
af i Grib Skov i Nordsjælland i tide og
navnlig utide.
Måske det var her interessen for det
frie liv i skoven og det maskuline udstyrsstykke,
som hører til en naturvejleder,
for alvor blev tændt.
En rigtig naturvejleder tager på det
skrappeste afstand fra alt, hvad der lugter
af militære krudt og kugler, men påtager
sig gerne selv den tunge pligt, at
foretage “afskydninger” af hensyn til
vildtplejen.
Og ynder også at have en velvoksen
Rambo kniv dinglende i Fjellræven
bukserne sammen med karabiner, isøkser,
reb, trisser, kompas, og nyder i smug
at kigge på Tv-skærmen, når machomanden,
jægersoldaten BS, bringer en
kvindelig TV værtinde fra stenbroen
sikkert gennem Alaska og andre ødemarker.
Ingen fordomme
Efter familien således havde udmalet
et helt præcist og fordomsfrit billede af
en typisk naturvejleder, så vi vidste, hvilken
person vi skulle lede efter på Ppladsen,
steg vi ind i bilen.
Foto: Finn Lillethorup Hansen
NATUR vejleder • 11. årg. • nr. 1 • 2002