HÅNDholdt naturvejledning - Naturvejlederforeningen i Danmark

Foto:
Johnny Skjoldborg Krog
30
Vi fik fordelt eleverne og de voksne i
Iisaavaraq´s og Ludvigs både og skulle
nu afsted på fangsten.
Det blev besluttet at Iisaavaraq og jeg
skulle søge på fjeldet overfor bygden,
mens Ludvig med sin datter og fangeren
skulle sejle ind til stedet, hvor elven
udmunder i fjorden.
Iisaavaraq udleverede kikkerter til de
fire elever der var på vores båd, instruerede
dem i brugen og fortalte, hvor de
skulle lede efter rensdyr på de omliggende
fjeldsider. Vi sejlede nedenfor et
gammelt fåreholdersted som nu er genetableret.
Luften var tyk af en fantastisk
krydret lugt, det var den afblomstrede
grønlandspost, som voksede overalt
herinde i landet. Iisaavaraq fortalte at
den lugt altid var den, han forbandt
med de mange udflugter han gennem
hele sit liv havde taget, når familien
skulle på fangst.
Pludselig satte Iisaavaraq farten ned
på båden og ændrede kurs.
Da han havde stoppet båden helt, sagde
han at der var et rensdyr på fjeldsiden.
Først kunne jeg intet se. Der gik nogen
tid før det, som jeg troede var klippesten,
viste sig at være et rensdyr måske
1500 m. inde i indlandet.
Iisaavaraq kaldte Ludvig over radioen
og vi gav os til at vente på båden med
fangeren. Fangstobjektet var fundet og
arbejdet med at få det i hus kunne begynde.
Fangeren, eleverne og jeg blev sat
i land mens Iisaavaraq og Ludvig forankrede
bådene i fjorden. Fangeren og
de to drenge der var med, begyndte at
gå ind mod stedet, hvor vi havde set dyret.
Jeg gik langsomt efter dem og fandt
mig pludselig alene i det store indland
mellem fangeren og Iisaavaraq. Jeg holdt
mig tilbage fra at indhente fangeren, da
jeg ikke ønskede at den blegfede dansker
skulle være skyld i en mislykket
fangst.
Pludselig kom Iisaavaraq løbende forbi
mig med sin riffel foran sig. Jeg prøvede
at holde trit og fulgte ham med en
afstand på ca. 40 m. Da vi havde løbet
opad i det uvejsomme terræn i nogen
tid, kunne vi se de andre længere oppe.
De stod stille og spejdede efter rensdyret
som var ude af syne.
Iisaavaraq nåede frem til de andre og
stod stille uden at sige et ord.
Jeg frøs fast igen, for ikke at ødelægge
fangsten. Efter ca. fem minutter spændte
Iisaavaraq i kroppen og han lagde sig
ned på en klippe.
Vi andre observerede ham og forholdt
os i ro. 4o meter fremfor Iisaavaraq
kom rensdyret til syne. Dyret løb skråt
væk mod venstre og nåede ud på en afstand
af 80 meter fra Iisaavaraq, da han
pludselig råbte. Dyret stoppede op i nysgerrighed,
og der lød to brag lige efter
hinanden, nærmest som et ekko, og dyret
lå forendt i det smukke efterårstæppe.
Iisaavaraq har skudt rygsøjlen over
kun 5 cm. fra hovedet og derved sikret
at dyret døde i faldet. Skuddets placering
gør at tabet af det spiselige kød er
minimalt.
NATUR vejleder • 11. årg. • nr. 1 • 2002