4 Slingrende kurs på en hullet vej - Servicestyrelsen

Videnscenter for Hjerneskade
TEMA: Kørekort & hjerneskade
Slingrende kurs
på en hullet vej
14. årgang
Nummer 4
Dec. 2007

foto: Sonja iskov
Af DAViD ArNHolm
FOKUS
Tidsskrift fra
Videnscenter for Hjerneskade
14. årgang nr. 4, december 2007
Udkommer fire gange om året.
Det er gratis at abonnere.
oplag: 5.000
iSSN 1601-8257
Trykt på 90 gram Alpa Sol
Typografi: meta
Forsidefoto:
Sonja iskov, fotograf
Videnscenter for Hjerneskade:
Ansvarshavende: Brita Øhlenschlæger
Sanatorievej 32, 7140 Stouby
Tlf.: 75 89 78 77
fax: 75 89 78 79
Email: info@vfhj.dk
internet: www.vfhj.dk
www.hjernekassen.dk
Redaktion:
informationsmedarbejder mette Trier,
sekretariatschef Brita Øhlenschlæger,
neurofaglig medarbejder Ane Katrine
Beck og administrativ medarbejder
Birgit münch – alle fra Videnscenter for
Hjerneskade.
Design og tryk:
Datagraf
14. årgang
Nummer 4
Dec. 2007
3 Leder: Kan vi overlade problemerne til familien?
Af Leif Mørck
Tema: Kørekort og hjerneskade
4 Slingrende kurs på en hullet vej
En ny undersøgelse viser stor utilfredshed blandt
pårørende med den måde, bilkørsel efter en
hjerneskade håndteres på. Af Annette Meng.
6 Bilkørsel og hjerneskade i Norge
– den nyeste forskning
forskningsresultater og de overvejelser resultaterne
bør føre til. Af Anne Kristine Schanke.
8 Trafikmedicinsk vurdering efter
en hjerneskade i Sverige
At miste kørekortet rammer både selvfølelsen og
de praktiske forudsætninger for at kunne leve en
uafhængig tilværelse. Af Anna Lundqvist.
10 Den lægefaglige vurdering af kørekort i Norge
De norske regler generelt i forhold til helbred og
kørekort med et særligt fokus på demenssygdomme.
Af Anne Brækhus.
13 Vurdering af køreegnethed ved
trafikmedicinsk Centrum, Sverige
Trafikmedicinske centre bør indgå i udredningen af
svære grænsetilfælde. Af Catarina Lundberg
16 Køreegnethed kan ikke afgøres ved skrivebordet
På PTU Handicapbiler har man udviklet en test, der
kan være med til at afgøre, hvem der bør sætte sig
ind bag rettet og hvem ikke efter en hjerneskade.
Af Britt Jars.
18 Skal kørekortet inddrages hos patienter
med erhvervet hjerneskade?
Der er brug for redskaber og en mere effektiv
lovgivning på området. Af Benedicte Dahlerup.
Indsendt stof:
Videnscenter for Hjerneskade modtager
gerne artikler, eller forslag til artikler.
Du kan læse en vejledning til manuskripter
på www.vfhj.dk/fokus/manuskript.asp.
redaktionen deler ikke nødvendigvis synspunkterne
i indlæg i foKUS. redaktionen
forbeholder sig ret til at afvise, forkorte eller
redigere indsendte indlæg.
Debatindlæg, der forholder sig til navn-
givne personer, vil forinden optagelsen blive
forelagt disse til eventuelle kommentarer.
Eftertryk i uddrag er tilladt med tydelig kildeangivelse.
Deadline for stof til næste nummer:
1. januar 2008
20 Hvor skal vi hen, du?
Hjerneskadeforeningen efterlyser ensartede
procedurer for hele landet i forhold til kørekort efter
en hjerneskade. Af Elmer Steensgaard Gade.
21 HjerneSagen efterlyser ensartede retningslinier
– når køreevnen skal vurderes.
Af Lise Beha Erichsen.
Øvrige artikler
22 ”Det her er ikke standarder”
Specialeafhandling om hvor kommunerne bevæger
sig hen i forhold til rehabilitering af hjerneskadede
borgere. Af Kristian Delica.
24 Træning af arbejdshukommelse viser
gode resultater – iflg. svensk forskning.
Af Trine Ryttersgaard.
26 Med krykstok og humor
På Kilden hjælper man hinanden med omstillingen
fra patient til borger. Af Birthe Bjørslev.
Boganmeldelser
28 Rådgivning i en nøddeskal
Af Bente Juul.
29 Eksekutive vanskeligheder hos børn.
Vurdering og indsats i praksis. Af Marianne Verdel.
30 Nyt fra Videnscenteret
31 Forskningsnyt om neurorehabilitering
Af Ane Katrine Beck.
Målgruppen for Fokus:
fokus er Videnscenter for Hjerneskades landsdækkende
tidsskrift. Det henvender sig
først og fremmest til professionelle inden
for hjerneskadeområdet – dvs. forvaltninger,
institutioner, sygehuse, skoler og beslutnings-
tagere mv., men også til de skadede selv,
deres pårørende og til brugerorganisationerne.
fokus omhandler børn og voksne med
erhvervet hjerneskade fra to år og opefter af
dansk eller anden etnisk oprindelse.
Det tilstræbes, at hvert nummer af fokus har
et overordnet tema, som belyses ud fra
forskellige indfaldsvinkler. Såvel nationale som
internationale erfaringer og viden formidles
upartisk i bladet.

Kan vi overlade problemerne til familien?
Det ser ud til, at der endelig er gået hul på problemerne omkring et følsomt og tabubelagt emne:
kørekort og hjerneskade.
Sundhedsstyrelsen udgiver en ny vejledning for læger om neurologiske sygdomme og kørekort,
Vejledningen kan om kort tid findes på styrelsens hjemmeside: www.stt.dk. Heraf fremgår
det, at lægen i henhold til lovgivningen 1 har pligt til at anmelde en person, som på grund af
sygdom eller mangler i fysisk eller sjælelig henseende udsætter andres liv eller helbred for
nærliggende fare, til Sundhedsstyrelsen ved embedslægen eller til politiet. Desuden har alle
autoriserede sundhedspersoner ret til at videregive helbredsoplysninger om patienten til myndigheder
m.m. uden patientens samtykke, så længe videregivelsen er nødvendig for berettiget
varetagelse af væsentlige hensyn til enten patienten eller andre.
i vejledningens afsnit om de helbredsmæssige aspekter gennemgås retningslinier for, hvordan
risikoen for tilbagefald (recidiv) hos patienter med symptomer på apopleksi skal vurderes.
Alt efter vurderingens resultat skal lægen give patienten 3, 6 eller 12 måneders kørselsforbud.
Derimod indeholder vejledningen ingen retningslinier for, hvordan proceduren skal være for
vurdering af, om den hjerneskadede har synlige eller skjulte følger af skaden, som vil udsætte
patienten og / eller omgivelserne for fare, hvis han eller hun fører motorkøretøj.
for nyligt afholdt Videnscenter for Hjerneskade en nordisk konference om kørekort og hjerneskade.
Det fremgik tydeligt af de indbudte norske og svenske eksperters udsagn, at køreevnevurdering
af hjerneskadede langtfra udelukkende er et lægeligt problem. Køreevnevurdering
kræver i de komplicerede tilfælde med traumatisk skadede et samarbejde mellem myndighedspersoner,
læger, psykologer, terapeuter og for eksempel kørelærere med specialviden. men det
fremgik også, at man med en sådan tværfaglig ekspertise vil kunne gøre en stor forskel i de
sager, som er tvivlsomme og vanskelige. man vil med stor sikkerhed kunne forudsige, hvem der
vil være i stand til at køre i bil forsvarligt, og hvem der skal have forbud mod at køre, og man vil
kunne udpege den gruppe, som kan rehabiliteres til at køre igen ved at de lærer at kompensere
for vanskelighederne. Vi har derfor brug for, at der i Danmark etableres tværfaglige centre med
ekspertise, som kan foretage udredninger af de vanskeligste kørekortssager.
fra Videnscenterets spørgeskemaundersøgelser 2 ved vi, at mange hospitalsafdelinger og
rehabiliteringssteder mangler en fast praksis for at tage problemerne omkring hjerneskade og
kørekort op. Vi ved også, at både de skadede og familien savner professionel hjælp, fordi det
alt for ofte overlades til den skadede eller familien at tage stilling til, om det er forsvarligt at
køre bil efter en hjerneskade.
Vel kan man i mange tilfælde ikke under en måske kort hospitalsindlæggelse nå at tage stilling
til, om hjerneskaden har medført skjulte handicaps, og om følgerne er af en sådan karakter,
at de vil kunne gøre den skadede uegnet til at køre bil. men det må høre med til en professionel
indsats, at problemet i det mindste påpeges f.eks. i udskrivningsbrevet, så problemstillingen
tages op i den efterfølgende rehabiliteringsindsats eller hos egen læge, når det bliver aktuelt.
Derfor anbefaler den arbejdsgruppe, der i Videnscenterets regi har arbejdet med problemerne
omkring kørekort og hjerneskade, at Sundhedsstyrelsen i samarbejde med Justitsministeriet
udarbejder nye retningslinier for de afdelinger, genoptræningsinstitutioner og tilbud, der skal
tage stilling til, om der skal ske en udredning af den pågældendes køreevne. målet må være, at
man sikrer, at de patienter som kan køre, fortsat kører, og at de hjerneskadede som er uegnede
til at køre bil efter skaden, hindres deri. At vurdere om en hjerneskade har gjort en person uegnet
til at køre bil kan være en kompliceret sag, og det er et problem, som ikke bare stiltiende kan
overlades til familien.
leif mørck
Den spidse pen
1 lov om autorisation af sundhedspersoner
og om sundhedsfaglig
virksomhed – nr.
451 af 22. maj 2006 § 44.
2 Hjerneskade og kørekort.
Centrale problemstillinger og
forslag til forbedring af praksis
af Annette meng 2006, og
Slingrende kurs på en hullet
vej – senhjerneskadede og
pårørendes oplevelse af informationen
om hjerneskade
og bilkørsel, af Annette meng
2007. Begge rapporter er
udgivet af Videnscenter for
Hjerneskade.
lEDEr 3

Af ANNETTE mENg, PSyKolog,
DANmArKS TrANSPorTforSKNiNg.
1 “Hjerneskade og kørekort”
Videnscenter for
Hjerneskade 2006.
2 “Slingrende kurs på
en hullet vej”,
Videnscenter for
Hjerneskade, 2007.
4
Slingrende kurs på en hullet vej
KØrEKorT & HJErNESKADE
En spritny undersøgelse om bilkørsel
efter en hjerneskade er netop offentliggjort.
Af rapporten “Slingrende kurs på
en hullet vej – senhjerneskadedes og
pårørendes oplevelse af informationen
om hjerneskade og bilkørsel”, udgivet
af Videnscenter for Hjerneskade,
fremgår det, at der er stor utilfredshed
med håndteringen af bilkørsel hos de
ramte, men ikke mindst hos deres pårørende.
i mange tilfælde blev emnet
bilkørsel end ikke rejst.
i 2006 lavede Videnscenter for Hjerneskade den første
undersøgelse nogensinde herhjemme om bilkørsel
efter en erhvervet hjerneskade 1 . Undersøgelsen blev
foretaget blandt hospitaler og genoptræningscentre og
viste, at flertallet af afdelinger og genoptræningstilbud
landet over ikke håndterer emnet bilkørsel efter en
erhvervet hjerneskade konsekvent. Ønsket med den
næste undersøgelse var at få belyst, hvordan brugerne
selv oplever forløbet omkring bilkørsel.
i 2007 blev der derfor gennemført en spørgeskemaundersøgelse
2 , hvor de ramte selv og deres
nærmeste pårørende besvarede såvel faktuelle som
holdningsmæssige spørgsmål om, hvordan temaet
bilkørsel var blevet håndteret under hospitalsindlæggelsen,
i genoptræningsperioden og i den efterfølgende
tid.
resultaterne viste blandt andet at:
• bilkørsel kun blev drøftet i ca. halvdelen af tilfældene
i såvel behandlings- som genoptræningsforløbet.
Hos knap 30 procent af de 234 personer
med erhvervet hjerneskade, var emnet slet ikke
blevet drøftet på noget tidspunkt.
• kun få (godt 10 procent) var blevet formelt testet
for deres køreevne.
• flertallet havde beholdt deres kørekort, men kun
under halvdelen var begyndt at køre bil igen
• blandt de, der havde genoptaget bilkørsel, gav en
del udtryk for, at de formåede at kompensere for
deres kognitive vanskeligheder f.eks. ved at undgå
at køre lange ture eller køre, når det er mørkt
og slukke for radioen.
• over halvdelen oplevede forløbet omkring håndtering
af kørselsproblematikken negativt – både
blandt de ramte og de pårørende.
• de pårørendes oplevelse af forløbene var generelt
mere negativ end de ramtes.
• mange af de adspurgte manglede information om
bilkørsel efter en erhvervet hjerneskade, ligesom
mange havde savnet et sted at henvende sig for at
få hjælp og vejledning om emnet.
Manglende drøftelse af kørselsproblematikken
godt halvdelen af de ramte angav, at bilkørsel ikke
var blevet drøftet under hospitalsindlæggelsen. En
del nævner dog, at de blev anbefalet en kørselspause
alligevel.
Det kan skyldes, at bilkørsel ikke ligefrem blev
drøftet, men at det blev nævnt, at de burde holde
en pause fra at sætte sig bag rattet. Det kunne tyde
på, at der mangler en dialog om sammenhængen
mellem hjerneskade og bilkørsel, mens patienten
er indlagt.
Kun 26 procent havde været til en praktisk køretest
efter hjerneskaden, og endnu færre havde været
til en neuropsykologisk undersøgelse, der kunne belyse,
om de kunne køre bil.
En praktisk køretest kan være et uundværligt
redskab i en køreevaluering, når den udføres af en
person, som er trænet i at evaluere personer med
hjerneskade. Herigennem får man mulighed for at
teste den pågældendes kompensationsstrategier,
som ellers ikke kommer til udtryk ved en neuropsykologisk
testning alene. En praktisk køretest, der er
specielt designet til personer med hjerneskade, bør
altså anvendes i langt større omfang.

Selvom flertallet af de ramte stadig havde deres
kørekort, var det under halvdelen, der kørte bil, da
undersøgelsen fandt sted. Det er endnu en indikation
på, at beslutningen om at ophøre med at køre
bil bliver taget privat, uden at myndighederne bliver
inddraget.
Det er naturligvis godt, at mange har selvindsigt
og sammen med familien kan træffe denne beslutning.
men manglende rådgivning om bilkørsel og stillingtagen
til køreevaluering kan også have negative
konsekvenser. for eksempel fordi personer, som er
egnet til at køre bil, holder op, fordi de er ængstelige.
Derved mister de en betydelig del af deres mobilitet,
uden at der er en reel grund til det. mens det i andre
tilfælde, hvor den ramte mangler sygdomsindsigt og
ikke kan se konsekvensen af en række følger af hjerneskaden,
kan blive en belastende kamp for familien
at få den pågældende til at ophøre med at køre.
resultaterne viser endvidere, at en del af de, der
sætter sig ind bag rattet og kører, tilsyneladende
kompenserer for deres kognitive vanskeligheder.
måske kunne flere komme til at køre bil igen, hvis
de blev trænet i, hvordan de kan kompensere for
deres funktionstab.
Utilfredshed med håndteringen
af emnet bilkørsel
Ca. halvdelen af de adspurgte giver udtryk for utilfredshed,
både under hospitalsforløbet og i genoptræningsperioden.
Det må tages som en indikation af, at emnet
bilkørsel og hjerneskade ikke bliver håndteret godt
nok. Nogle kan naturligvis være så utilfredse med, at
de selv eller deres ramte pårørende ikke længere må
køre, at det påvirker deres oplevelse af forløbet og
dermed også deres svar. men her kan man argumentere
for, at årsagen til kørselsstop måske ikke er blevet
forklaret godt nok. Eller at alternative muligheder til
bilkørsel måske ikke er blevet præsenteret. Desuden
var der mange, der angav, at de havde savnet et sted,
hvor de kunne få hjælp og vejledning om bilkørsel
efter hjerneskaden og information om emnet i det
hele taget. Altså må noget af utilfredsheden kunne
tilskrives manglende håndtering af emnet.
Fakta
Rapporten “Slingrende kurs på en hullet vej” kan hentes fra:
www.vfhj.dk/default.asp?PageID=1594
Eller kan bestilles hos Videnscenter for Hjerneskade. Pris kr. 75 inkl. forsendelse.
Oplæg fra konferencen “Bedre praksis” kan hentes fra:
www.vfhj.dk/default.asp?PageID=1585
Det var en gennemgående tendens i svarene, at
de pårørende var mere utilfredse end de ramte. Dette
hænger måske sammen med, at det er dem, der i sidste
ende sidder med problemet, når den ramte uden
sygdomsindsigt insisterer på at køre, selvom han eller
hun ikke er en sikker bilist. og det er nærliggende,
at det ofte er den pårørende, der ender med at skulle
løse transportproblemer, når den ramte ikke længere
kan køre selv. Det kan opleves som en stor belastning
i en tid, der i forvejen er meget svær.
Konklusion:
Konkluderende viste resultaterne, at der er behov
for:
• at der bliver taget hånd om problemerne med kørsel
og hjerneskade, både under hospitalsindlæggelsen,
under genoptræningsperioden og i tiden
derefter
• en mere formel testning af den ramtes evne til at
køre og en evaluering af hans eller hendes potentiale
til køregenoptræning
• mere støtte, hjælp og information til de pårørende,
så de bliver bedre i stand til at tackle kørselsproblematikken.
Endelig bør det være en del af genoptræningen, at
den ramte lærer kompensationsstrategier i forbindelse
med bilkørsel og i det hele taget får genoptrænet sine
køreevner, hvor det er muligt.
Kort sagt er der i Danmark behov for, at vi bliver
bedre til at håndtere kørselsproblematikken efter
en erhvervet hjerneskade. Det kræver, at vi bliver
dygtigere til at vurdere denne gruppe menneskers
køreevne, og at der opbygges genoptræningstilbud
rettet specielt mod bilkørsel. Som det fremgik af
konferencen “Bedre praksis” om kørekort og hjerneskade,
som Videnscenter for Hjerneskade afholdt i
september 2007, er der inspiration at hente fra vores
nordiske nabolande. Konferencen bekræftede, at der
er en voksende interesse for emnet i Danmark og
en vilje til at styrke dette område. Derfor ser jeg al
mulig grund til at være optimistisk for dette områdes
fremtid. n
KØrEKorT & HJErNESKADE 5

Af ANNE KriSTiNE SCHANKE,
CHEfPSyKolog, Dr. PHiloS.
SUNNAAS SygEHUS, NorgE.
oVErSæTTElSE ANE KATriNE BECK,
fAglig mEDArBEJDEr,
ViDENSCENTEr for HJErNESKADE.
Bilkørsel og hjerneskade – den
i Norge har der længe været fokus på problemerne
med at køre bil, når man har fået en hjerneskade.
På Sunnaas Sygehus har man forsket en del i området,
og der er udgivet flere artikler om forskningsprojekterne.
Nærværende artikel ser nærmere på de opnåede resultater
og de overvejelser, resultaterne bør føre til.
1 Hemianopsi: Synssvækkelse
eller blindhed i den
ene halvdel af nethinden
på begge øjne.
2 Neglekt: manglende opmærksomhed
for den ene
halvdel af synsfeltet.
3 Eksekutive funktioner:
den overordnede styring af
adfærden.
6
KØrEKorT & HJErNESKADE
i en undersøgelse fra 1995 (1) deltog 72 apopleksipatienter,
heraf var 43 ramt i højre hjernehalvdel og 29
i venstre. Det var hovedsageligt mænd med uddannelsesniveau
inden for det normale, der blev testet
ca. 5 måneder efter deres apopleksi. De højresidigt
ramte havde mere udtalte lammelser og manglede
hyppigere sygdomsindsigt, mens de venstresidigt
ramte oftere havde afasi og viste tegn på depression.
Derimod adskilte grupperne sig ikke med hensyn til
forekomst af hemianopsi 1 . På baggrund af medicinske,
neuropsykologiske og adfærdsmæssige data blev
cirka halvdelen af både de højresidigt og de venstresidigt
skadede vurderet som uegnede til at køre bil.
Vurderingen havde ikke sammenhæng med alder,
køn, grad af lammelse, eller i hvilken hjernehalvdel
skaden var sket.
Hemianopsi, neglekt 2 og nedsat mental effektivitet
taler imod bilkørsel. Siden de neurologiske kendetegn
kun kunne svare for halvdelen af variansen
i den gennemførte regressionsanalyse er konklusionen,
at alle patienter med verificeret apopleksi bør
screenes for neuropsykologiske udfald på de områder,
som er mest kritiske for bilkørsel. Desuden bør
man i de mere komplicerede tilfælde, hvor de neuropsykologiske
eller medicinske data ikke er entydige,
supplere med en praktisk køreprøve. Personer som
er uegnet efter medicinsk og neuropsykologisk vurdering,
bør ikke henvises til køretest.
Neuropsykologiske tests til forudsigelse
af praktisk køreevne
Et andet studie fra 2000 blev iværksat for at teste
kvaliteten af praksis på Sunnaas Sygehus og for at
finde ud af, om der var overensstemmelse mellem
de neuropsykologiske resultater og udfaldet af den
efterfølgende køreprøve.
i undersøgelsen deltog 55 patienter, som blev
opdelt i tre grupper:
Gruppe 1, som ikke havde neuropsykologiske symptomer,
der talte imod bilkørsel.
Gruppe 2, som blev anbefalet en praktisk prøve, fordi
der var flere tegn på vanskeligheder.
Gruppe 3, som havde så alvorlige vanskeligheder, at
de var uforenelige med at køre bil. Der var i øvrigt
ikke signifikante forskelle på de tre grupper, bortset
fra at gruppe 3 var ældre og havde haft deres skade
i længere tid.
i gruppe 1 bestod alle den praktiske køreprøve, i
gruppe 2 bestod 63 procent, mens kun 25 procent af
gruppe 3 bestod den praktiske køreprøve.
Konklusionen var, at en neuropsykologisk undersøgelse
af de relevante kognitive funktioner kan bidrage
til at forudsige, hvem der vil kunne køre bil og
hvem ikke. Det er dog nødvendigt at supplere vurderingen
med en praktisk køreprøve i de tilfælde, hvor
testresultaterne ikke er entydige.
Vær opmærksom på TBI-gruppen
En tredje undersøgelse (3) var en spørgeskemaundersøgelse
af 62 tidligere patienter, flest mænd, og
både apopleksiramte (58 procent) og patienter med
traumatisk hjerneskade (TBi) (24 procent). TBi-gruppen
var signifikant yngre end apopleksigruppen, og 11 ud
af 15 patienter havde fået deres hjerneskade som
følge af trafikulykker.
Patienterne havde fået undersøgt deres køreevner
på Sunnaas Sygehus, og man ville nu undersøge,
hvordan det efterfølgende var gået i trafikken.
Undersøgelsen viste, at der ikke var tegn på, at
der sker flere uheld for de patienter, som havde fået
deres køreevner grundigt vurderet i forhold til normalbefolkningen.
Det skal dog tilføjes, at den statistiske
styrke i projektet var lav på grund af materialets
størrelse. Derimod viste TBi-gruppen sig at have
betydelig forhøjet risiko for ulykker sammenlignet
med apopleksigruppen. i TBi-gruppen blev der også
fundet flere tegn på vanskeligheder i de eksekutive
funktioner3 , hvilket blandt andet har betydning for,
hvordan man vurderer risiko.
Ændring af køreadfærd
i et fjerde projekt (4) var det uheldsfrekvensen hos
to grupper hjerneskadede med henholdsvis TBi og
apopleksi, der blev undersøgt. Der var næsten ingen
kvinder i denne gruppe, og den var desuden betydeligt
yngre end apopleksigruppen. 57 procent af
TBi-gruppen havde fået hjerneskader som følge af

nyeste forskning i Norge
en trafikulykke. Andre personer i TBi-gruppen havde
på anden måde været involveret i risikoadfærd, som
førte til deres hjerneskade.
Undersøgelsen er en opfølgning seks til ni år efter,
at kørefærdighederne blev udredt på Sunnaas
Sygehus. De foreløbige data viser, at TBi-gruppen
efter hjerneskaden kolliderer dobbelt så tit sammenlignet
med en gruppe jævnaldrende bilførere i
normalbefolkningen. gruppen ændrede ikke køreadfærd
og mindskede ikke brugen af deres bil. Apopleksigruppen
havde dels ændret køreadfærd og
dels begrænset deres bilkørsel efter deres skade,
og denne gruppe havde ikke flere uheld end normalbefolkningen.
Konklusioner
På baggrund af de studier, der er udført i Sunnaas,
hvor alle ikke er omtalt her, kan man drage følgende
konklusioner:
• Alder, køn og diagnose kan kun i mindre grad forklare,
hvem der egner sig til at køre bil og hvem
ikke efter en hjerneskade.
• Det er et gennemgående fund, at der er nogle typer
af vanskeligheder, som udelukker, at man kan
køre bil. Det er disse vanskeligheder, og ikke mere
irrelevante svigt, man bør fokusere på i vurderingen
af, om en person må køre bil igen.
• Testning af specifikke kognitive funktioner med relevans
for bilkørsel har en forholdsvis god validitet
med hensyn til forudsigelse af kørefærdigheder efter
en hjerneskade.
• Det er nødvendigt med en tværfaglig tilgang ved
undersøgelse af køreevne. i de tilfælde hvor de
neuropsykologiske test ikke er entydige, bør man
supplerende anvende praktiske køreprøver.
• Undersøgelser af eksekutive funktioner og sygdomsindsigt
må indgå i vurderingerne.
• TBi-gruppen ændrede ikke køreadfærd efter hjerneskaden,
hvilket apopleksipatienterne gjorde.
Dette til trods for, at en større andel af TBi-gruppen
faktisk selv oplevede en forringelse af køreevnerne.
• Det er en vigtig viden, at apopleksigruppen kan
have mulighed for at kompensere for eventuelle
vanskeligheder, hvilket kan bevirke, at de kan
blive i stand til at køre sikkert.
• TBi-gruppen havde flere ulykker end apopleksigruppen
og mere end to gange så mange ulykker
som normalbefolkningen.
• Ud fra den tværfaglige tilgang, vi har brugt, kan
vi konkludere, at apopleksigruppen hovedsageligt
er forsvarlige bilister efter hjerneskaden. Dette bekræftes
også af andre studier.
• Når det handler om TBi-gruppen, er det nødvendigt
i højere grad at se på personligheden og risikoadfærd
før hjerneskaden, og evt. supplerende se på
antallet af tidligere ulykker, når man foretager en
vurdering. Endvidere bør undersøgelsen udvides
med tests, som måler de eksekutive funktioner,
ligesom man i højere grad bør bruge kvalitative
observationer som en del af beslutningsgrundlaget.
Dette stemmer overens med konklusioner fra
andre studier.
• Der er behov for godt designede multicenterundersøgelser
4 med opfølgning 5 til 10 år efter
skaden, specielt for mennesker, der er ramt af
traumatisk hjerneskade. n
Referencer:
1. Sundet, K., goffeng, l., Hofft,E. (1995). To drive
or not to drive: Neuropsychological assessment for
driver’s license among stroke patients. Scandinavian
Journal of Psychology, 36, 47-58.
2. Schanke, A.K., Sundet, K. (2000). Comprehensive
driving assessment: neuropsychological testing and
on-road evaluation of brain injured patients. Scandinavian
Journal of Psychology, 41, 113-121.
3. mosberg, A., Østen, P.E. Schanke, A.K. (2000).
Bilkjøring etter hjerneskade. Tidsskrift for Den norske
lægeforening, 120, 3392-5.
4. Schanke, A.K., rike, P.o, mølmen, A, Østen P.E. (sendt
ind til vurdering) Driving behaviours after brain injury:
A follow up on accident rate and driving patterns.
Herudover kan nævnes:
5. Schanke, A.-K., Østen, P.E., Hofft, E. og Pedersen, o.
(1999). Vurdering av kognitiv egnethet for bilkjøring
etter hjerneskade. Tidsskrift for Den norske lægeforening,
119, 954-8.
6. Schanke, A-K., grimsmo, J., Sundet, K. (1995). multippel
sklerose og egnethet for bilkjøring. Tidsskrift
for Den norske lægeforening, 115, 1349-52.
4 En multicenter-undersøgelse
er et klinisk forsøg, som
udføres på mere end et medicinsk
center eller klinik.
KØrEKorT & HJErNESKADE 7

Af ANNA lUNDqViST mED Dr,
SPECiAliST i NEUroPSyKologi,
rEHABiliTEriNgSmEDiCiNSKA KliNiKEN,
UNiVErSiTETSSJUKHUSET,
liNKöPiNg SVErigE.
oVErSæTTElSE BriTA ØHlENSCHlægEr,
8
SEKrETAriATSCHEf,
ViDENSCENTEr for HJErNESKADE.
KØrEKorT & HJErNESKADE
Trafikmedicinsk vurdering efter
en hjerneskade i Sverige
En traumatisk hjerneskade og det at miste kørekortet
er traumatiske oplevelser, som både rammer
selvfølelsen og de praktiske forudsætninger
for at kunne leve en uafhængig tilværelse.
i henhold til svensk kørekortlov skal lægen anmelde
det til länsstyrelsen, hvis en person er uegnet til at
have kørekort af medicinske årsager. Vurderingen af
hjerneskadedes køreevne skal omfatte:
• motorisk kontrol (bevægeevne, balance, koordination,
psykokomotorisk tempo)
• Syn (synsfelt, synsstyrke, dobbeltsyn)
• Bevidsthed (vågenhed)
• Kognitive funktioner
• Dømmekraft, indsigt og impulskontrol
Forskning omkring de kognitive funktioners
betydning for bilkørsel
De største vanskeligheder i den trafikmedicinske
vurdering ligger i at bedømme, hvilke konsekvenser
kognitive vanskeligheder og nedsat dømmekraft,
indsigt og impulskontrol har for bilkørsel.
Tidligere forskning har vist, at mennesker med
erhvervet hjerneskade som gruppe har dårligere
præstationer i opgaver, som kræver hurtig opmærksomhed,
hurtige beslutninger og hurtigt valg af egnet
reaktion. Vi ved også, at det er funktioner, som er
vigtige for at klare komplekse trafiksituationer.
Selv om en hollandsk undersøgelse i 1987 fandt,
at hjerneskader ikke er overrepræsenterede i trafikulykker,
er der grund til at antage, at en nedsat evne
til hurtig opmærksomhed og kognitiv bearbejdning
forringer evnen til at køre sikkert i en kompleks trafiksituation.
På Den rehabiliteringsmedicinske Klinik ved Universitetssjukhuset
i linköping, Sverige, har vi studeret,
hvilken betydning de kognitive funktioner har for
bilkørsel efter erhvervet hjerneskade. (7, 8)
58 patienter med erhvervet hjerneskade og et
tilsvarende antal matchede kontrolpersoner deltog i
to studier i midten af 90’erne. Patienternes kognitive
funktioner var signifikant dårligere end kontrolpersonernes.
Under kørsel i simulator havde de sværere
ved at bearbejde informationer. og i en praktisk køreprøve
i trafikken havde patienterne ligeledes betydeligt
dårligere køreevne. De to undersøgelser viste,
at det neuropsykologiske testbatteri kunne klassifi-
cere henholdsvis 78 og 83 procent korrekt med hensyn
til køreevne. De test, der målte hurtig kognitiv
bearbejdning, delt opmærksomhed og kompleks
reaktionsevne, havde størst forudsigelsesværdi.
Konklusionen fra disse studier er, at et neuropsykologisk
testbatteri, som måler hurtig informationsbearbejdning,
simultankapacitet og kompleks reaktionsevne,
kan anvendes som screeningsinstrument,
når der er tvivl, om en hjerneskadet fortsat bør køre
bil. En fuldstændig vurdering af køreevne efter en
erhvervet hjerneskade bør derfor også indeholde en
vurdering af indsigt, dømmekraft og følelsesmæssig
kontrol.
i en opfølgningsundersøgelse ti år senere deltog
87 af de undersøgte patienter og kontroller i et interview.
Halvdelen af de bortfaldne var ældre med apopleksi.
Kontrolpersonerne var fortsat med at køre bil
og var relativt friske og aktive.
De, som var ophørt med at køre bil, var hyppigst
ældre patienter, som havde lav præstation i de neuropsykologiske
test 10 år tidligere. De fleste af de,
som klarede den praktiske køreprøve ti år forinden,
kørte stadig bil.
Det neuropsykologiske minibatteri kunne hos
både patienter og kontroller forudsige, om de kørte
bil ti år senere. mens den praktiske køreprøve ikke
kunne forudsige, om de kørte bil senere.
Undersøgelsen viste endvidere, at patienterne
i opfølgningsperioden havde haft betydeligt flere
ulykker, som var blevet rapporteret til forsikringsselskaber,
end kontrollerne havde. Derimod kunne
hverken det neuropsykologiske testbatteri eller køreprøven
forudsige, om der ville ske ulykker. At have
ulykker som kriterium for egnethed for bilkørsel ville
kræve et stort materiale og en lang opfølgningstid.
Bilulykker er statistisk set sjældne, og i et så lille
materiale kan man ikke forvente, at testresultat og
køreprøve skal kunne forudsige ulykker.
Kan man kompensere for
nedsat kognitiv funktion
Erfaringerne fra kognitiv rehabilitering er, at patienter
med nedsat kognitiv funktion i stor udstrækning kan
lære at kompensere for funktionsnedsættelser og at
forbedre deres evne til aktivitet i arbejde og socialt
samspil, hvis de har erkendelse af deres vanskeligheder.
man kan derfor spørge, om disse erfaringer
kan overføres til bilkørsel?
Undersøgelser viser, at en fører med indsigt i egne
vanskeligheder og god dømmekraft til en vis grad

kan kompensere for kognitive brist gennem større
forsigtighed, for eksempel ved at lade være med at
køre i visse situationer, at holde større afstand og
nedsætte hastigheden (3, 18, 20, 4, 2)
i en senere undersøgelse (lundqvist & Alinder
2007) har vi vist, at de patienter, som klarede en
praktisk køreprøve, havde en mere realistisk vurdering
af deres køreevne. måske fordi de havde større
indsigt i deres kognitive vanskeligheder og dermed
bedre kunne kompensere under kørslen end den
gruppe, som ikke klarede køreprøven?
lang køreerfaring, god dømmekraft og realistisk
vurdering af egen funktion er faktorer af stor betydning
for, om man kan kompensere for kognitive brist
efter hjerneskade. Derfor er indsigt i egne kognitive
vanskeligheder og en god situationsfornemmelse afgørende
for, om man fortsat har kørekort efter en erhvervet
hjerneskade. Dertil kommer en god eksekutiv
funktion (god styring af adfærden). Svigtende indsigt
og dømmekraft og affektive (følelsesmæssige)
forstyrrelser som bristende impulsstyring rammer
hovedsagelig patienter med frontale hjerneskader,
mange gange som følge af traumer mod hovedet.
indsigt, dømmekraft og affektiv styring er samtidig
de områder, som er allersværest at vurdere klinisk.
Derfor bør der udvikles nye metoder til at kortlægge
patienternes dømmekraft og erkendelse af
egne vanskeligheder og konsekvenserne af dem.
Hvilken betydning har den
praktiske køreprøve?
En praktisk køreprøve kan kortlægge de motoriske
forudsætninger for at køre bil. i dag findes der mange
tekniske tilpasninger, som gør, at mange kan fortsætte
med at køre bil trods motorisk funktionsnedsættelse.
Derimod er det betydeligt sværere ud fra en praktisk
køreprøve at konkludere, om en person opfylder de
trafikmedicinske krav til kognitiv funktion.
Multidiciplinært vurderingsteam
Både ud fra et forskningsperspektiv og ud fra den
kliniske erfaring bør en trafikmedicinsk vurdering ske
trinvis og i et multidiciplinært team, hvor man kan
bedømme klientens medicinske, motoriske, kognitive
og kompensatoriske forudsætninger for fortsat
at have kørekort. Hvis der er tvivl, kan en praktisk
køreprøve afgøre, hvordan personen kan udnytte
tidligere erfaringer med at køre som kompensation.
Det må endvidere påpeges, at den trafikmedicinske
vurdering må være et led i patientens rehabilitering
med mulighed for at træne nedsatte funktioner og
kompensatoriske teknikker, og at der skal skabes
mulighed for alternative kommunikationsmidler,
hvis patienten ikke har forudsætninger for fortsat
at køre bil. n
Tallene i parentes henviser nedenstående litteraturlisten.
Referenser
1) Brooks, N. (1984). Cognitive deficits after
head injury. i N.Brooks (Eds.)
Closed Head injury: Psychological, Social, and
family Consequences. New york:
oxford University Press, 44-73.
2) Brouwer, H.W. (1985). limitations of Attention
after Closed Head injury. Ph.D.
Dissertation, State University of groningen.
3) Brouwer, W.H., & Withaar, f.K. (1997). fitness
to drive after traumatic brain injury. Neuropsychological
rehabilitation, 7, 177-193.
4) Brouwer W.H., Van Zomeren AH & Van Wolfelaar
P.C. Traffic behavior after severe traumatic brain
injury. in Deelman Bg, Saan rJ, van Zomeren AH
editors. Traumatic brain injury, clinical, social
and rehabilitational aspects. lisse: Swets and
Zeitlinger; 1990. pp. 89-100
5) groeger, J.A., (1990). Drivers errors in and
out of context. Ergonomics, 33, 1423-1430.
6) lezak, m.D. (1982). The Problem of Assessing
Executive functions, international Journal
of Psychology, 17, 281-297.
7) lundqvist, A., Alinder J, Alm H, gerdle B,
levander S, rönnberg J. Neuropsychological
Aspects of Driving After Brain lesion: Simulator
Study and on road Driving. Applied Neuropsychology
1997; 4: 220-230.
8) lundqvist, A., gerdle, B., rönnberg, J. Neuropsychological
aspects on driving after stroke
– in the simulator and on the road. Applied
Cognitive Psychology 2000; 14:135-148.
9) lundqvist A. Cognitive functions in drivers with
brain injury. Anticipation and adaptation. Doctoral
Dissertation. linköping, Sweden 2001.
10) lundqvist, A., & Alinder, J. (2007). Driving
after brain injury – self awareness, coping
at the tactical level of control. Brain injury,
21(11), 1109-1117.
11) michon, J.A. (1985). A critical view of driver
behavior models. What do we know, what
should we do? i l.Evans , r. Schwing, (Eds.)
Human behavior and traffic safety. New york,
Plenum Press.
12) Nouri, f.m., Tinson, D. & lincon, N.B.,
(1987) Cognitive ability and driving after stroke.
international Disability Studies, 9, 110-115.
13) Nouri, f.m. & lincon, N.B. (1994). Validation
of a cognitive assessment. Nottingham
rehabilitation.
14) Sivak, m., olson, P.l., Kewman, D.g., Won, H.
& Henson, D.l. (1981). Driving and perceptual/
cognitive skills: behavioral consequences of
brain damage. Archives of Physical medicine
and rehabilitation, 62, 476-483.
15) Stuss, D.T., Ely, P., Hugenholtz, H., richard,
m.T., larochelle, S., Poirier & C.A. Bell, i. (1985).
Subtle Neuropsychological Deficits on Patients
with good recovery after Closed Head injury.
Neurosurgery, 17, 41- 47.
16)Stuss, D.T., Shallice, T., Alexander, m.P. &
Picton, T.W. (1995). A multidisciplinary approach
to anterior attentional functions. Annals of the
New york Academy of Sciences.
17) Sundet, K., goffeng & g. Hofft, E. (1995).
To drive or not to drive:Neuropsychological
assessment for driver’s licence among stroke
patients. Scandinavian Journal of Psychology,
36, 47-58.
18) van Wolffelaar PC, Brouwer WH & Van
Zomeren AH. Driving ability 5 10 years after
severe head injury. in Benjamin T. (Ed.), Driving
behavior in a social context. Caen:Paradigme
1990; pp.564-574.
19)van Zomeren, A.H., Brouwer, W.H. & minderhoud,
J.m. (1987). Aquired Brain Damage
and Driving: A review. Archives of Physical
medicine and rehabilitation, 68, 697-705.
20) van Zomeren A.H., Brouwer W.H., rothengatter
J.A. & Snoek J.. fitness to Drive a Car After
recovery from Severe Head injury. Archives of
Physical medicine and rehabilitation 1988;
69: 90-96
21) van Zomeren, A.H. & Brouwer, W.H. (1992).
Assessment of attention. i J.r. Crawford, D.m.
Parker, W.W. mc Kinlay, (Eds.) A Handbook of
Neuropsychological Assessment. Hove, U.K.:
lawrence Erlbaum.
Wickens, C.D. (1992). Engeneering Psychology
and Human Performance (2nd eds). Harper
Collins. New york.
KØrEKorT & HJErNESKADE 9

Af ANNE BræKHUS,
ASSiSTENTlEgE, Dr. mED.
NEVrologiSK AVDEliNg,
riKSHoSPiTAlET, oSlo, NorgE.
oVErSæTTElSE mETTE TriEr,
iNformATioNSmEDArBEJDEr,
ViDENSCENTEr for HJErNESKADE.
1 Der findes 3-4 trafikstasjoner
i hvert fylke. i tillæg
til køreprøver udfører de
omregistrering af køretøjer,
ejerskifteregistrering og
periodisk syn af bilen.
2 fylke = amt. fylkesmannen
(svarer til vores embedslæge)
er kongens og
regeringens repræsentant i
fylket og skal arbejde for at
Stortingets og regeringens
vedtagelser, mål og retningslinjer
bliver fulgt. På
vegne af flere departementer
udfører fylkesmannen
en række forvaltningsopgaver
i forhold til kommuner
og enkeltpersoner, og er
klagemyndighed og tilsynsmyndighed.
10
KØrEKorT & HJErNESKADE
Den lægefaglige vurdering
af kørekort i Norge
– de norske regler generelt i forhold til helbred og kørekort, og specifikt i forhold
til demenssygdomme.
love og retningslinjer vedrørende retten til at besidde
kørekort i Norge hører under Veitrafikkloven (lov av
18. juni 1965 nr. 4 paragraf 24) og Sundhedsloven (lov
af 2. juni 1999, paragraf 34 med forskrifter). Når raske
personer første gang ansøger om kørekort, udfylder
de en helbredsattest. Er der tale om en sygdom, der
kan påvirke kørefærdighederne, kræves en lægeattest.
lægeattesten skal fornys med jævne mellemrum
afhængigt af, hvilken sygdom det drejer sig om og
sygdommens sværhedsgrad. Efter det fyldte 70. år
skal alle bilførere medbringe en gyldig helbredsattest
Instanser som behandler kørekort i Norge
Trafikstasjonen 1 / vejkontoret: Udsteder, fornyer
og udvider kørekort.
Politiet: inddrager kørekort og behandler krav om
tilbagelevering af inddraget kørekort
Fylkesmannen 2 : Behandler ansøgninger om dispensation
fra helbredskravene, samt vurderer
lægens anvisning,
Behandlende og attest-udstedende læge: leverer
præmisserne for forvaltningens vurderinger.
Den almenpraktiserende læges opgaver i denne
sammenhæng er:
1) At udfylde aktuelle attester. Attesten skal redegøre
for tilstanden i overensstemmelse med
de faktiske forhold og gerne give en vurdering
af risikoen ved at lade den pågældende køre
bil.
2) opfordre patienten til at indlevere kørekortet,
hvis han ikke længere opfylder kravene til at
have kørekort.
3) give fylkesmannen relevante oplysninger med
henblik på at søge eventuel dispensation fra
kravene til besiddelse af kørekort.
Hvis patienten ikke opfylder de medicinske krav
til besiddelse af kørekort og den svækkede helbredstilstands
varighed er seks måneder eller mere,
kræves der skriftlig indberetning til fylkesmannen
og til patienten.
udfyldt af lægen (attest 202c). Social- og sundhedsdirektoratet
har udgivet en vejledning til udfyldelse
af disse attester (1).
Vejledningen angiver følgende i forhold til varigheden
af helbredsattesten:
raske personer mellem 70 og 75 år bør have en attest
med gyldighed i fem år. Ved sygdom og svækkelse bør
attesten udstedes for et år ad gangen. for personer
over 75 år er det rimeligt at udstede attesten med et
års gyldighed.
Er den svækkede helbredstilstands varighed
mindre end seks måneder, er der ingen indberetningspligt
til myndighederne. Der skal dog gives
mundtlig advarsel til patienten med et notat i
journalen.
Endvidere er der i vejledningen anført følgende:
lægens opgave er at vurdere de faktiske medicinske
forhold. Afvejningen af de sociale forhold
bør overlades til fylkesmannen.
indberetningspligten gælder i princippet enhver
læge, som er i berøring med patientens aktuelle
tilstand. indberetning kan ikke undlades
med begrundelse om, at patienten er henvist til
specialist.
Aftale om praktisk køreprøve kan aftales direkte
mellem patient og køreprøvecentret (trafikstasjon).
Hvis det ikke lykkes, kan politiet
kræve en køreprøve (med hjemmel i Vejtrafikkloven).
Demens og bilkørsel
Der er ingen tvivl om, at patienter med moderat
eller fremskreden demenssygdom er uegnede til
at køre bil. Vi har derimod – baseret på den aktuelle
viden – ingen sikre holdepunkter for at sige,
at alle med en demenssygdom i det helt tidlige
stadie udgør en så øget risiko i trafikken, at de
bør nægtes kørekort.

Vurdering af kørekort hos patienter
med demens kan være vanskelig af
mange årsager:
• Symptomer på kognitivt svigt kommer ofte
snigende
• Det er tabubelagte symptomer
• Demensdiagnosen er i sig selv ikke tilstrækkelig
grund til at inddrage kørekortet
• Der er ingen absolutte kriterier for, hvornår
kørsel er uforsvarlig, dvs. at meget beror på
skøn
• Der er uenighed blandt fagpersoner
• Der er kun begrænset kendskab til problemsstillingen
blandt mange læger, og
mange vægrer sig ved at tage problemstillingen
op
• Det er et stigende problem, da der bliver
flere ældre med demens, og flere ældre har
kørekort
• Det er forbundet med svære kvaler for de
pårørende at håndtere problematikken.
Kriterierne for en demenssygdom
i Norge bruges følgende kriterier for demenssygdom,
som er baseret på international Classifikation of
Disorders (iCD):
1) Svækket hukommelse
2) Svækkelse af andre kognitive funktioner, det
kognitive svigt skal influere på dagliglivets
funktioner
3) Klar bevidsthed
4) Svækkelse af det emotionelle, adfærdsmæssige
eller sociale område
5) Varighed i mindst seks måneder.
De lovgivningsmæssige krav til alle kørekørtgrupper
er, at der ikke må være almindelig sindslidelse,
væsentlig mental retardering eller personlighedsafvigelser,
som medfører nedsat dømmekraft, impulskontrol
eller adfærdsforstyrrelser, der kan være
farlige i trafikken.
følgende problemstillinger er ofte aktuelle i
forhold til, om en person med mentalt svigt el-
ler begyndende demenssygdom skal kunne fortsætte
med at køre:
1) Hvilke symptomer tilsiger et kørselsforbud?
2) Hvilke resultater af de foretagne tests tilsiger
kørselsforbud?
3) Er køreevnevurdering gullstandard 3 ?
4) Hvor skal køreevnevurderingen gennemføres?
5) Skal køreevnevurderingen gennemføres i privatbil
eller i skolevogn?
6) Hvad med geografisk begrænset kørekort?
7) Hvilke læger og faggrupper skal myndighederne
forholde sig til?
8) Hvor ofte bør vurderingen gentages?
mange af symptomerne ved en demenssygdom er
ikke forenelige med forsvarlig bilkørsel.
imidlertid kan det være vanskeligt at afgøre,
hvor væsentlige de forskellige symptomer er isoleret
set, eftersom nedsatte færdigheder ved en
demenssygdom ofte er resultatet af svigtende
funktion på flere områder.
t
foto: Sonja iskov
3 gullstandard er det som anses
for den måde at vurdere
på, som giver den rigtige
vurdering. f.eks. ved en test,
der måler depression er det
vurderingen af en psykiater
(eller flere ) som er ’gullstandard’,
altså det som afgør
med 100 pct. sikkerhed, om
det er depression eller ikke.
Når det gælder køreprøven
anses den af mange for at
være ’gullstandard’, altså
afgør den med en sikkerhed
på 100 pct. om man må køre
eller ej, selv om det i virkeligheden
ikke er sådan. ’gullstandard’
i denne sammenhæng
er antal trafikkuheld,
det er bare så meget desto
vanskeligere at måle.
KØrEKorT & HJErNESKADE 11

t
4 mini mental State testen
- bruges til vurdering af
køreegnethed hos personer
med mentalt svigt.
12
KØrEKorT & HJErNESKADE
Symptomer ved en demenssygdom som
kan indvirke på kørefærdigheder:
Nedsat opmærksomhedsfunktion,
specielt delt opmærksomhed
Nedsat rum-retningssans
(visuospatiel funktion)
Nedsat intellektuel funktion
Nedsat hukommelse
Nedsat indlæringsevne
forlænget reaktionstid
Afasi
Nedsat sygdomsindsigt
Personlighedsændring
Eksekutiv dysfunktion
Der findes ingen absolutte kriterier for, hvornår
en person med begyndende mentalt svigt eller
demenssygdom ikke længere er i stand til at
køre bil på en forsvarlig måde. i undersøgelser
er det specielt testning af opmærksomhed og
rumretningsfærdigheder, der kan adskille personer
med demens, der er egnede til at køre
bil fra de der ikke er egnede. Der er imidlertid
ingen test eller kombination af test, som helt
kan forudsige, hvem der vil bestå en praktisk
køreprøve (som oftest anses for at være ’gullstandard’.
Almenpraktiserende læger vil som
oftest benytte sig af korttest til dette formål).
ingen enkelttest kan afgøre kørefærdigheder, og
det anbefales derfor at benytte en kombination
af forskellige tests (som man bliver fortrolig
med at bruge), for eksempel mini-mental status
test, urskiveprøve og Trail making A og B
og at kombinere resultaterne med en praktisk
køreprøve.
Den pågældende bør i de fleste tilfælde interviewes.
Det er bedst også at spørge eventuelle
børn, da ægtefællen ofte er afhængig
af, at patienten kører, og derfor kan fremstille
problemet mindre end det er. man bør også
lægge vægt på forekomst af andre sygdomme
og brug af lægemidler.
Retningslinjer fra Social- og helsedirektoratets
veileder, 1
www.shdir.no/publikasjoner/veiledere/helsekrav_
til_f_rerkort__ndash__en_veiledning_73499
Det er angivet følgende niveau for mmSE 4 . Testen
kan dog ikke bruges, hvis der kun er tale
om fokale skader.
• MMS: 26-30
oftest tilstrækkelig til at køre bil med
mindre andre forhold taler imod
• MMS: 20-25
ofte uforenlig med bilkørsel
Videre udredning?
Praktisk prøve?
• MMS: < 20
Diskvalificerer bilkørsel hvis fylkesmannen
ikke finder meget gode grund for det modsatte
.
Litteratur.
1. regler og veiledning for utfylling av helseattest for
førerkort m.v. – 2006.
2. Brækhus A. Demens og bilkjøring. Dagens situasjon
og praksis vedrørende helseattest for førerkort.
info-banken. Sem, 1998.

Vurdering af køreegnethed
ved Trafikmedicinsk Centrum, Sverige
Specielle, tværfaglige trafikmedicinske
centre er vigtige for at kunne udrede
svære grænsetilfælde og give
patienten mulighed for at få en
second opinion.
Trafikmedicinskt Centrum (TfmC) er en del af den
geriatriske klinik ved Karolinska Universitets Sygehus
og den første enhed i Sverige, som udelukkende
arbejder med kliniske vurderinger af egnethed for
bilkørsel. faggrupperne i personalet er læge, psykolog,
ergoterapeut og testassistent. i 2006 blev
650 patienter udredt, gennemsnitsalderen var 61 år.
De mest almindelige diagnoser var kognitivt svigt/
demens og apopleksi.
Planerne for udredning af den enkelte patient
lægges ud fra diagnosen og eventuelt oplæg fra an-
dre afdelinger. ofte påbegyndes udredningen med
et lægebesøg, derefter følger en neuropsykologisk
test. Hvis patienten har haft apopleksi, og problemstillingen
både er, om hjerneskaden har påvirket de
kognitive funktioner, og om der er behov for teknisk
tilpasning af bilen, kan det første besøg være hos
ergoterapeuten.
Synstest
for at sikre at patienten opfylder kravene om ikke
at have synsfeltdefekt, og for at undgå en unødig
udredning, hvis kravet ikke er opfyldt, gennemføres
indledningsvist næsten altid en grundig synsfeltsundersøgelse,
en ringperimetri.
Påvirkning af synsfeltet er ikke usædvanligt efter
apopleksi eller ved aldersrelaterede øjensygdomme.
Nedenfor vises testresultatet fra en apopleksipatient
med højresidig nedsættelse/bortfald af synet
på begge øjne.
læger og terapeuter undersøger også det statiske
og dynamiske syns skarphed med en compu-
opgaven består i at sortere overflødige vejskilte fra.
Testen består af 12 tegninger af trafiksituationer, som
placeres foran testpersonen. med 20 kort i hånden med
forskellige vejskilte skal personen finde det korrekte vejskilt
til hver trafiksituation.
Visse kombinationer af situationer og vejskilte er lette og
letforståelige (f.eks. et kort med ordet ’barn’ og en tegning af
et barn ved en fodgængerovergang). Andre er mere krævende
(et kort med skiltet ’overhaling forbudt’ og en tegning af
en vej med dobbeltoptrukne linjer). inden opgaven starter,
demonstrerer testlederen, hvordan opgaven skal udføres.
t
Af CATAriNA lUNDBErg,
PSyKolog,
KAroliNSKA UNiVErSiTETSSJUKHUSET,
HUDDiNgE SVErigE.
oVErSæTTElSE mETTE TriEr,
iNformATioNSmEDArBEJDEr,
ViDENSCENTEr for HJErNESKADE.
KØrEKorT & HJErNESKADE 13

Kontrol af synet vha. ringperimetri
ringperimetri-testen kan afgøre, om
personen har et sammenhængende,
normalt synfelt. Patienten opfordres
til at fiksere på midten af skærmen
og til at trykke på en knap, når en
ring dukker op. ringe af varierende
størrelse kan dukke op når som
helst. Jo mindre og lysere ringe,
personen reagerer på, desto bedre ser
vedkommende. felter med manglede
ringe viser, at patienten har en
synfeltsdefekt. Billedet til højre viser
at patienten har betydeligt nedsat syn
i højre synsfelt.
1 Nærmere beskrivelse
findes i kapitel 10 i Vägverkets
handbok i Trafikmedicin,
som kan købes
eller downloades via denne
hjemmeside: http://publikationswebbutik.vv.se/
shopping/Showitem.
aspx?id=1516
2 Se monografien “Kognitiva
bedømningar vid körkortsmedicinsk
utredning”:
www.Assessio.com
14
KØrEKorT & HJErNESKADE
t
terbaseret metode, hvor patienten skal bestemme
hældningen på bogstavet “E”. Dette er mere krævende
end en test med konventionel bogstavtavle,
og synsskarphed i forhold til stimuli, der bevæger
sig, er særdeles relevant for, hvordan man forholder
sig i trafikken.
Simultantest
Simultantesten er udviklet af Universitetet i groningen
i Holland, og måler reaktionshastighed og delt
opmærksomhed. Den administreres af en testleder.
Som billedet viser, sidder patienten foran en virtuel
vejbane på en computerskærm.
opgaven er at holde så lige en kurs som muligt
ved med rattet at korrigere for en simuleret “sidevind”.
Samtidigt gælder det om med højre eller
venstre knap på rattet at reagere på de henholdsvis
højre- eller venstrepile, som dukker op midt på trekanterne
på hver side af midterskærmen.
Testen måler, om der er forskelle mellem højre og
venstre side, som kan være et tegn på synsfeltsindskrænkning.
Den afslører også tendenser til konkret
tænkning, som kan opstå ved svigtende højere mental
funktion. opgaven er jo at trykke på knapperne i
overensstemmelse med pileretningen – til højre eller
venstre – og ikke i forhold til om pilen viser sig på
højre eller venstre sideskærm. Testen har vist sig at
have ganske god sammenhæng med beståelse af en
virkelig køreprøve i trafikken.
Lægeundersøgelsen
Ved lægeundersøgelsen udspørges patienten om sin
sygehistorie, medicinering, aktuelle kørevaner og
eventuelle involvering i trafikulykker. Simple test af
hukommelse og visuokontruktive funktioner (at huske
fem ting og kopiere en terning) indgår også1 , sammen
med en somatisk helbredsundersøgelse.
lægen vurderer endvidere risikoen for tilbagefald for
eksempel hos apopleksipatienter. Efter lovgivningen
i Sverige er lægerne den eneste faggruppe i sygehusvæsnet,
som har pligt til at anmelde personer til
kørekortmyndighederne, der er åbenlyst uegnede til
at beholde kørekortet. På TrmC er det derfor lægen,
som er ansvarlig for sammensætningen og vurderingen
af alle undersøgelsesresultater. og lægen der
tager stilling til, om patientens fortsat kan beholde
kørekortet.
Neuropsykologisk udredning
Den neuropsykologiske udredning tager ca. 3 timer at
udføre. Nogle gange laves i stedet en mere begrænset
kognitiv test, som udføres af ergoterapeuten. Det
testbatteri, som anvendes, er udviklet på baggund af
forskning om sammenhængen mellem testresultater
og forskellige mål for køreegnethed og kørselsevne
(for eksempel præstationen ved en køreprøve, eller
om man har været indblandet i trafikulykker2 ). De
vigtigste funktioner, som undersøges med konventionelle
test eller computer-baserede opgaver, er
reaktionshastighed (Automated Psychological Test
Battery), psykomotorisk hastighed (Trail making Test),
rumretningsfunktion (eksempelvis rey Complex figures
Battery), opmærksomhed (eksempelvis Useful field
of View (UfoV)), hukommelse, og eksekutiv formåen
(Wisconsin Card Sorting Test).
De test, som retter sig specifikt mod køreevnevurdering
– og som altså ikke indgår i de almindelige
neuropsykologiske testbatterier – er Nordic Stroke
Driver Assessment (NorSDSA) og UfoV. NorSDSA
består af fire forskellige dele, som måler blandt
andet opmærksomhed, arbejdshukommelse, rum/
retningssans og eksekutive evner. i dette testbatteri
indgår som den sidste del en test om vejskilte. opgaven
er her at finde passende vejskilte til simple

sorthvide tegninger af vejsituationer eller trafiksituationer.
UfoV er en computertest med meget hurtigt opdukkende
stimuli. Det gælder først om at identificere
en central figur og derefter om at dele opmærksomheden
mellem den centrale figur og en perifer figur.
Endelig om at udføre den samme test, men med forstyrrende
elementer. Testen har den fordel, at den
også kan udføres af personer med motoriske og talemæssige
handicaps, som for eksempel afasi eller
parese, da de ikke i sig selv er tegn på manglende
køreevne.
Nogle gange er det nok at tilpasse instruktionen
eller at lade patienten udføre opgaver med den ene
hånd eller med begge hænder. i andre tilfælde kan
testlederen udføre visse dele af opgaven ud fra patientens
instruktioner.
Køreprøven i den virkelige trafik
i mange tilfælde er det ikke nok at have de kliniske
undersøgelser som grundlag for at afgøre, om patienten
er egnet til at beholde kørekortet.
Hvis der stadig er usikkerhed, kan en køreprøve
gennemføres med en ergoterapeut som bedømmer.
Køreprøven finder sted i en bil med dobbeltkommando
(to sæt pedaler) og en kørelærer som ansvarlig for
sikkerheden. En standardiseret rute, som tager ca.
en time at køre, anvendes. Ergoterapeuten observerer
patientens handlinger på visse forudaftalte steder.
med vurderingsinstrumentet P-Drive vurderes
også aspekter som manøvrering, orientering, evne
til at følge trafikregler og opmærksomhed.
Opfølgningsundersøgelser
Selv om patienten er fundet egnet til at beholde kørekortet,
kan man i nogle tilfælde have en mistanke om
at vedkommendes tilstand vil forværres. Det gælder
ikke kun ved demenssygdomme eller neurologiske
sygdomme (for eksempel multipel sklerose eller parkinson),
men også ved kognitive funktionsnedsættelser
eller apopleksi). i de tilfælde plejer kørekortmyndighederne
at bede patienten om at komme med
en lægeerklæring – som oftest et år efter den første
undersøgelse.
Trafikcentre er vigtige
Eftersom bilkørsel er en vigtig aktivitet for mange,
som rammes af sygdom, er det ekstra vigtigt at udredningen
gennemføres på en omhyggelig måde,
baseret på videnskabelighed og afprøvede metoder
og erfaringer. Det er ikke forsvarligt at gennemføre
alle dele i udredningen, hvis det viser sig på et tidligt
stadie i udredningen, at formelle medicinske krav til
kørekortet (som kan være forskellige i forskellige
lande – også inden for Europa) ikke er opfyldt. Det er
også vigtigt ikke at påbegynde udredninger for tidligt
hos en patient, der er ramt af en hjerneskade. Dels
behøver hjernen tid til at komme sig, inden patienten
kan køre bil igen. Dels har apopleksipatienter en
forøget risiko for epileptiske anfald inden for seks
måneder efter sygdommens opståen. Specielle trafikmedicinske
centre er således vigtige for at kunne
være i stand til at udrede svære grænsetilfælde og
for at kunne give patienten mulighed for at få en
second opinion. n
Simultan-test
opgaven her går ud på at holde en
så lige kurs som muligt ved med
rattet at korrigere for en simuleret
“sidevind”. Samtidigt gælder det
om med højre eller venstre knap på
rattet at reagere på de henholdsvis
højre- eller venstrepile, som dukker
op midt på trekanterne på hver side
af midterskærmen. Testen er følsom
for sideforskelle, som kan være et
tegn på synsfeltsindskrænkning. Den
afslører også tendenser til konkret
tænkning, som kan opstå ved
svigtende højere mental funktion.
KØrEKorT & HJErNESKADE 15

16
Af BriTT JArS, AfDEliNgSCHEf,
lANDSforENiNgEN Af Polio-,
TrAfiK- og UlyKKESSKADEDE (PTU).
KØrEKorT & HJErNESKADE
Køreegnethed kan ikke
afgøres ved skrivebordet
mange vil naturligvis gerne ud at
køre bil igen efter en hjerneskade.
men kan de køre forsvarligt, og hvor
får de hjælp til at finde ud af det?
PTU Handicapbiler har udviklet
en test til dette formål.
PTU Handicapbiler har gennem mange år beskæftiget
sig med og specialiseret sig i indretning af biler til
personer med et handicap, og vi tilbyder konsulentbistand
til brugere og offentlige instanser.
Vi råder over biler og skolevogne med specialindretning
og har testudstyr til måling af kræfter
og reaktionstider. Begge dele bruges til at vurdere,
hvilken indretning den handicappede skal bruge for
at kunne betjene en bil forsvarligt.
Et nyt behov
op gennem 90’erne fik PTU Handicapbiler et stigende
antal henvisninger fra kommunerne om test af borgere,
som havde fået en hjerneskade og ønskede
at køre bil igen. fysioterapeuterne kunne i praksis
konstatere, at det ikke alene handlede om fysiske
begrænsninger i forhold til at betjene bilen, men også
omhandlede kognitive vanskeligheder som dømmekraft,
reaktionsevne, overblik og placering på vejen.
På baggrund heraf udviklede vi en køretest, der var
specialdesignet til hjerneskadede.
Tværfaglig specialtest
Testens formål er at hjælpe så mange som muligt til
at køre bil igen - uden at være til fare for sig selv eller
andre i trafikken.
Testen består af en samtale med en specialuddannet
fysioterapeut samt en eller flere køretimer
med PTU’s erfarne kørelærere. fysioterapeuten er
med som observatør i én til tre køretimer og skriver
senere en testrapport.
fysioterapeuten spørger ind til fysiske og kognitive
forhold og måler kræfter og reaktionstider. med
udgangspunkt i dette vurderes nødvendigheden af
specialindretning i bilen i form af automatgear, speeder
til venstre fod eller andet.
På baggrund af de oplysninger, fysioterapeuten
har fået af den hjerneskadede og eventuelt fra læge,
fysio-/ergoterapeut eller neuropsykolog, tilrettelægges
i fælleskab med kørelæren en rute gennem let
og tæt bytrafik.
Køretimen foregår bl.a. på smalle veje, gennem
snævre passager og i nemme og komplicerede lyskryds.
Der er vognbaneskift, mange højre- og venstresving
samt kørsel ind og ud af rundkørsler.
Det observeres, hvordan vedkommende placerer
sig og begår sig i trafikken, og om denne husker at
orientere sig, reagerer relevant på trafiklys og medtrafikkanter
samt har trafikforståelse.
fysioterapeuten og kørelæreren noterer sig, hvilke
vanskeligheder den hjerneskadede har i forhold
til bilkørsel, og vurderer om problemerne hænger
sammen med hjerneskaden. Der gives en mundtligt
evaluering til den hjerneskadede umiddelbart efter
testen og senere en skriftlig vurdering.
Undertiden kan de kognitive problemer være så
markante, at en enkelt køretime er tilstrækkelig til at
fastslå, at den hjerneskadede ikke skal køre bil. ofte
er der dog behov for flere timer, for at den hjerneskadede
kan nå at vænne sig til at køre bil igen og eventuelt
vænne sig til at køre en specialindrettet bil.
Træning af kognitive mangler
i enkelte tilfælde, hvor der er tale om lettere kognitive
mangler, kan træning i form af 5-8 ekstra køretimer
afhjælpe problemet, så den hjerneskadede bliver i

stand til at køre uden at være til fare for sig selv eller
andre i trafikken.
Når der er behov for tilvænningstimer og egentlige
træningstimer, afsluttes der med, at fysioterapeuten
igen er med som observatør og er med til
at afgøre, om kørslen er blevet sikkerhedsmæssigt
forsvarlig.
Kan man komme for tidligt til test?
Enkelte gange sker det, at den hjerneskadede ønsker
at blive testet hurtigt efter skaden er opstået. Ser vi i
de tilfælde kognitive problemer under kørslen, f.eks.
hurtig udtrætning, manglende koncentration og overblik,
foreslår vi, at den hjerneskadede kommer igen
til en ny test et halvt til et helt år senere, så hjernen
får mere tid til at komme sig.
Køreegnethed bør afgøres i trafikken
Vores erfaringer viser, at en praktisk køretest er afgørende
for at vurdere, om den hjerneskadede kan
køre bil igen. Det er ude i trafikken, hvor man skal
forholde sig til mange ting på én gang, at de kognitive
skader viser sig og gør kørslen farlig.
Vejledende helbredsmæssige køretest
Det er politiet, som udsteder og fratager folk deres
kørekort. Det er ligeledes politiet, som ved en
vejledende helbredsmæssig køretest kan give den
hjerneskadede krav i kørekortet om at køre med
specialindretning i sin bil.
PTU Handicapbiler er behjælpelig med at iværksætte
køretesten hos politiet og med at stille biler
og faglig rådgivning til rådighed. Det gælder, når det
drejer sig om at hjælpe den hjerneskadede med at få
de nødvendige påtegninger i kørekortet, og når der
er brug for politiets afgørelse af, om den hjerneskadede
fortsat må køre bil.
Hjælp til betaling af test
Som udgangspunkt er det den hjerneskadede, som selv
skal betale for at få vurderet sine kørefærdigheder.
i nogle tilfælde betaler kommunerne for køretesten
hos PTU Handicapbiler. Det sker oftest i forbindelse
med, at den hjerneskadede søger om støtte
til bil og specialindretning eller som led i at hjælpe
vedkommende tilbage på arbejdsmarkedet. Der kan
også være andre grunde til, at kommunerne vælger
at betale for testen.
Endelig har nogle ganske få af de centre, som har
specialiseret sig i genoptræning efter hjerneskader,
mulighed for at betale en lille del af testen hos PTU
Handicapbiler.
Prisen for en køretest er meget variabel og afhænger
af antallet af konsulenttimer og køretimer,
der bruges i hvert enkelt tilfælde. En konsulenttime
koster p.t. 762 kr. og en køretime 460 kr.
Hvor foregår køretesten
Du kan komme til test i vores afdeling i risskov ved
Århus eller i rødovre ved København. Er dette ikke
muligt, møder vi gerne op med vores testvogn og
arrangerer køretesten lokalt. n
Fakta
PTU Handicapbiler
fjeldhammervej 8
2610 rødovre
Arresøvej 11
8240 risskov
fælles tlf. 36 73 90 31
www.ptu.dk
foto: Sonja iskov
KØrEKorT & HJErNESKADE 17

18
Af BENEDiCTE DAHlErUP,
oVErlægE, TiDligErE ANSAT PÅ
HAmmEl NEUroCENTEr,
NU PÅ ÅrHUS SygEHUS.
Skal kørekortet inddrages
hos patienter med
erhvervet hjerneskade?
Det var en patient og en pårørende på Hammel Neurocenter,
som var grunden til, at der startede et samarbejde mellem
Hammel Neurocenter og Videncenter for Hjerneskade med
henblik på at få konkrete retningslinier for kørekort til
hjerneskadede patienter. Samtidig udarbejdede Dansk
Neurologisk Selskab og Sundhedsstyrelsen en “Vejledning
vedrørende Neurologiske sygdomme og kørekort”.
men er det tilstrækkeligt?
KØrEKorT & HJErNESKADE
Det hele startede i 2003 på Hammel Neurocenter, hvor
en patient blev indlagt til intensiv neurorehabilitering.
Patienten havde pådraget sig en svær hjernelæsion og
havde været i yderste livsfare. Patienten overlevede, i
begyndelsen uden sprog og med svære bevægeforstyrrelser,
men det fortog sig relativt hurtigt. Tilbage var
der svære kognitive forstyrrelser, de såkaldte “skjulte
handicap”: Nedsat hukommelse, nedsat koncentration,
nedsat initiativ, manglende overblik, nedsat tempo,
hurtig udtrætning, rum-retningsforstyrrelser og især
totalt manglende sygdomsindsigt. Der var desuden let
personlighedsændring, patienten var blevet lidt mere
overfladisk, mindre påpasselig, og temperamentet
var mere iltert.
Træningen
Der blev iværksat et program med kognitiv træning.
Der blev trænet i køkkenet. indkøbene blev foretaget
efter en i forvejen nedskrevet liste – kun halvdelen
kom i indkøbskurven, før terapeuterne trådte til. i
køkkenet blev kaffen lavet uden kaffe, kartoflerne
blev kogt uden vand, kagen blev stillet i ovnen, uden
at den blev tændt, og opskrifterne kun halvt fulgt.
Hvad der faldt på gulvet, blev liggende.
Hun var en utrolig dygtig bridgespiller, men kunne
nu ikke huske et eneste stik eller spillet i det hele taget.
Det kunne hun dog ikke selv se – og spillede på
livet løs uden at bemærke det. Hun foretog sig mange
helt normale handlinger, klarede personlig hygiejne
og påklædning og lagde tøjet pænt sammen, var
morsom og underholdende. Hendes gæster, inklusiv
hende selv, kunne ikke se, at der i det hele taget var
noget galt, eller hvorfor hun skulle “optage en plads”
på Hammel Neurocenter. På overfladen virkede alt
normalt.
Familiebesøg i bil
Da weekenden oprandt, skulle patienten på familiebesøg.
Hun skulle selvfølgelig selv køre bilen, for
hvorfor skulle hun ikke det? Hun var elitebilist og
fejlede i øvrigt ikke noget. Det var umuligt at få hende
fra tanken, selvom hun fik forklaret, at hun ikke ville
være sikker i trafikken.
Til sidst anførte jeg, at så var jeg nødt til at få
inddraget kørekortet. Patienten gjorde mig opmærksom
på, at det havde jeg ikke ret til. Det har politiet
derimod, og dem ville jeg være nødt til at kontakte.
Herefter blev kørekortet afleveret under høje protester.
mandag morgen kom hun tilbage, pakkede sine
ting og lod sig udskrive. Det ville hun ganske enkelt
ikke være med til! Som hun sagde: “Enten skulle alle
patienter have inddraget deres kørekort, eller også
skulle ingen. Der burde være helt faste regler og
tests, hvor hun kunne vise, at hun godt kunne køre
bil”. Det sidste hun sagde, inden hun drejede om på
hælene var, at det måtte jeg se at få gjort noget ved,
så det blev ens for alle. Det lovede jeg hende – og det
er hermed gjort! i øvrigt kan jeg lige i parentes bemærke,
at patienten var kørelærer med eget firma.
Hvad er problemet?
Hvis patienter med nedsat sygdomsindsigt har deres
kørekort, mener de godt, at de kan køre. ligger køre-

kortet inddraget hos politiet, ved de godt, at de ikke
må køre og de har derved lettere ved at acceptere det.
Det oplevede en mor, hvis søn havde været indlagt på
Hammel Neurocenter i en lang periode – svært skadet
efter et motorcykeluheld. Hendes søn havde næsten
de samme kognitive forstyrrelser som kørelæreren,
men sønnen havde været oppe til den vejledende
køreprøve, som han bestod! meget af en bilkørsel
foregår på rygmarven, og de motorsagkyndige ved
ikke, hvad de skal se efter under en køreprøve. De
er ganske enkelt ikke uddannet til det. moren, Jytte
Hansen, måtte selv henvende sig til politiet og få dem
til at inddrage kørekortet på medicinsk baggrund,
hvilket embedslægen ikke ville. Det har hun beskrevet
i en artikel i fokus (kan hentes på adressen: www.
vfhj.dk/default.asp?PageiD=1316)
Nationale retningslinier og
Sundhedsstyrelsens anbefalinger
På grund af denne oplevelse blev et brev forfattet til
sekretariatschefen for Videncenter for Hjerneskade
med henblik på at etablere et samarbejde om at få
nogle nationale retningslinier for kørekort og personer
med erhvervet hjerneskade. Et tæt samarbejde kom
op at stå, og det er derfor, vi er nået hertil i dag.
Samtidig har Sundhedsstyrelsen i samarbejde
med Dansk Neurologisk Selskab udarbejdet en “Vejledning
vedrørende Neurologiske sygdomme og kørekort”.
Her står, at en læge under bødestraf har pligt
til at “søge faren afbødet”, hvis en persons helbredstilstand
skønnes at udgøre en fare ved bilkørsel.
Der nedlægges som oftest forbud mod kørsel i tre
til seks måneder efter en hjerneskade, herefter skal
personen til en vejledende køreprøve. Ved de fleste
neurologiske sygdomme er der helt faste regler, som
for eksempel ved epilepsi og dissemineret sclerose.
Hos patienter med apopleksi er der udarbejdet et
helt konkret regelsæt opbygget omkring faste kriterier
for at beholde kørekortet eller skulle op til en
illustrator: Klas fernblad, impress.
vejledende køreprøve. Hos patienter med “øvrige
neurologiske tilstande”, som for eksempel traumer
står der: “traumer afficerende centralnervesystemet
og det perifere nervesystem, som medfører kognitive
udfald eller funktionsudfald.....skal forelægges
Enhed for Tilsyn, Sundhedsstyrelsen”. Det er ganske
enkelt ikke tilstrækkeligt!
Et regelsæt og prøver
Det, de motorsagkyndige (politiet) ønsker, er en automatisk
inddragelse af kørekortet. Det er i øvrigt også,
hvad de pårørende ønsker. En sådan beslutning bør
ikke tages i hjemmet, da det kan medføre en ren krig
mellem en kognitivt skadet og familien. Der bør udarbejdes
et helt fast regelsæt med faste kriterier, som
det der findes ved apopleksi. De praktiserende læger,
som er dem, der oftest sidder med problemet, og de
motorsagkyndige bør udstyres med nogle redskaber,
så de kan demonstrere, at det ikke er sikkert at køre
bil. Det er det, Hammel Neurocenter i samarbejde
med PTU, skal undersøge og videreudvikle gerne i
et samarbejde med vore nordiske kolleger. Hvis man
udarbejder et godt redskab, vil dette kunne bruges
internationalt. Der er køreklinikker i Norge, Sverige,
USA og Australien, hvor man foretager “kørerehabilitering”.
Herfra kan man også indhente erfaringer
til den nye køreklinik for hjerneskadede, som er i
støbeskeen på Hammel Neurocenter. Desuden vil
der blive etableret et undervisningsprogram til de
motorsagkyndige i at kunne vurdere kognitive skader
hos patienterne.
Der mangler redskaber og muligvis også en mere
effektiv lovgivning på området. Hvis alle disse sager
skal forelægges Enhed for Tilsyn i Sundhedsstyrelsen,
får de nok at lave, og desuden vil det ikke løse
problemet, så længe patienterne kan bestå den vejledende
køreprøve. n
KØrEKorT & HJErNESKADE 19

foto: Sonja iskov
Af ElmEr STEENSgAArD gADE,
NæSTformAND i
HJErNESKADEforENiNgEN.
WWW.HJErNESKADEforENiNgEN.DK
20
Hvor skal vi hen du?
KØrEKorT & HJErNESKADE
Hjerneskadeforeningen efterlyser
ensartede procedurer for hele landet.
Jubii! Jeg har bestået køreprøven! Jeg har fået mit
kørekort!
Hvem har ikke prøvet at være i denne jubelsituation
– jublet over endelig at have erhvervet sig retten
til at sidde bag rattet i en bil eller på en motorcykel
og selv bestemme destination og næsten også hastigheden?
fra og med denne dag er det at have et kørekort
blevet en væsentlig del af personens identitet. Så
væsentlig, at det at miste kortet er ensbetydende
med, at tilværelsen næsten braser sammen.
friheden forsvinder. retten til selv at bestemme,
hvor jeg vil hen og hvornår, synes at forsvinde.
Sådan vil langt de fleste her og nu opleve situationen.
men der er en klar diskrepans mellem, hvad individet
opfatter, og hvad systemet finder rigtigt.
Såfremt en person kommer ud for at få en hjerneskade,
vil det være nødvendigt at se på vedkommendes
evne til fortsat at føre et motorkøretøj. Både
af hensyn til personen selv og omgivelserne. Det vil
være nødvendigt at gribe ind på et tidligt tidspunkt i
forløbet, ligesom det vil være nødvendigt at få etableret
et regelsæt for, hvordan der skal gribes ind gældende
for hele landet.
og her kommer lægerne til at spille en væsentlig
rolle, idet det jo er dem, der møder problemet
først.
Det må under ingen omstændigheder være - som
det er på nuværende tidspunkt - at det ofte er de
pårørende, der må gribe ind.
Et sådan indgreb kan medføre store problemer i
forholdet mellem den skadede og de pårørende.
Det er utroligt vigtigt, at der er et tillidsforhold
mellem disse to grupper. Et tillidsforhold som jo
gerne skulle kunne udbygges, når den lægelige behandling
er afsluttet.
Netop frygten for at ødelægge forholdet vil kunne
medvirke til, at de pårørende viger tilbage for at
gribe ind.
Når den skadede er kommet så langt i sin behandling,
at der kan blive tale om, at vedkommende skal
have sin ret til at føre et køretøj vurderet, bør dette
ske efter en både teoretisk og praktisk test, som afholdes
i samarbejde mellem læger, neuropsykologer
og politiet. En sådan test må selvsagt foretages på
en pædagogisk velovervejet måde.
Af hensyn til både de skadede, de pårørende og
samfundet som helhed vil det være nødvendigt, at
1. der fastlægges ensartede regler for hele landet.
2. det er behandlersystemet, der griber ind - under
ingen omstændigheder de pårørende.
3. problemet tages op med den skadede så hurtigt
som mulige og på en velovervejet pædagogisk
måde.
På spørgsmålet hentet fra den lille, engang så kendte
TV trold, Hugo: “HVor SKAl Vi HEN, DU?” må svaret
blive, at det videre forløb overtages af de myndigheder,
der varetager henholdsvis de sundhedspolitiske
og de juridiske forhold i landet, idet det jo i bund og
grund er deres ansvar.
Så lad os få klare regler og en præcis kompetenceafgrænsning,
hvilket vil være til gavn for både
den skadede, de pårørende, behandlersystemet og
samfundet.
At det kan blive en vanskelig proces, vil der næppe
herske tvivl om, men det skal ikke forhindre os i at
få problemet løst. og naturligvis vil Hjerneskadeforeningen
gerne medvirke i det fremtidige arbejde. n

HjerneSagen efterlyser
ensartede retningslinier
til vurdering af køreevnen hos mennesker,
der har pådraget sig en hjerneskade
Det er vigtigt, at et menneske ramt af
en hjerneskade ikke mister retten til at
føre bil på et ufuldstændigt grundlag.
På den anden side er det oplagt, at
man ikke skal føre bil, hvis man er til
fare for sig selv eller andre.
Den senere tids fokusering på hjerneskadedes bilkørsel
har vist, at der hersker stor uensartethed, når det skal
vurderes, om man som hjerneskadet kan fortsætte
med at føre bil.
At kunne køre bil kan være en nødvendig forudsætning
for at kunne fastholde sit arbejde på grund
af beliggenheden af ens bolig, for at kunne dyrke
sine fritidsinteresser og for at kunne holde kontakt
med familie og venner.
At miste muligheden for at køre bil er derfor for
mange et alvorligt indgreb i dagligdagen. fratages
man denne mulighed i kortere eller længere tid på
grund af sygdom eller handicap, er det nødvendigt,
at det sker efter nøje vurdering. Denne vurdering
skal være en afvejning af hensynet til den enkelte
hjerneskaderamte – hvis livsudfoldelse indskrænkes
– og til trafiksikkerheden for såvel personen selv
som for omgivelserne.
HjerneSagen foreslår, at spørgsmålet om fortsat
bilkørsel som udgangspunkt altid drøftes inden udskrivning
fra sygehus eller genoptræningssted. Det
bør noteres i journalen, at problemstillingen har
været drøftet. Det er vigtigt, at beslutningen, om
hvorvidt der skal gives kørepause, sker i tæt samarbejde
med den ramte og de pårørende, således
at der skabes forståelse for en eventuel beslutning
om kørepause. Det bør være en fast procedure, at
der udleveres informationsmateriale, der beskriver
problemstillingen. Et velegnet materiale er pjecen
“må jeg køre bil efter en hjerneskade?” udgivet af
Videnscenter for Hjerneskade 2006.
for foreningen er det også vigtigt, at der er en
sammenhæng mellem tingene. fratages en ramt retten
til at køre bil, uanset om det er kort- eller langvarigt,
skal der ydes rådgivning og vejledning om,
hvilke muligheder der er for befordringshjælp - hjælp
til individuel kørsel efter serviceloven, trafikselskabernes
handicapkørsel m.m.
Det er HjerneSagens opfattelse, at der skal etableres
en ensartet praksis til vurdering af køreegnethed.
Det må ikke bero på tilfældigheder, om spørgsmålet
om køreegnethed bliver drøftet. Det må heller
ikke overlades til de pårørende at afgøre, om det er
forsvarligt, at deres ægtefælle/familiemedlem fortsat
kører bil.
for at sikre bedst mulig vurdering på landsplan
opfordrer foreningen til, at der etableres centre med
tværfaglig ekspertise til kørevurdering af de hjerneskaderamte,
hvor der er behov. Vurdering, eventuelle
test og befordring til og fra testcentret skal være
gratis for den ramte. n
Af liSE BEHA EriCHSEN,
DirEKTØr i HJErNESAgEN
– lANDSforENiNgEN for
mENNESKEr rAmT Af BloDProP
EllEr BlØDNiNg i HJErNEN.
WWW.HJErNESAgEN.DK
KØrEKorT & HJErNESKADE 21

22
Af KriSTiAN DEliCA,
CAND.SCiENT.ADm. og
UNDErViSNiNgSASSiSTENT PÅ
roSKilDE UNiVErSiTETSCENTEr.
KommUNAlrEformEN
“Det her er ikke standarder”
– en specialeafhandling om ’feltet for arbejde med senhjerneskadede
i Danmark’. og om i hvilken retning kommunerne bevæger sig i forhold
til rehabilitering af mennesker med senhjerneskade.
med den nyligt implementerede strukturreform er det
kommunerne, der har fået hovedansvaret for behandling,
rehabilitering og rådgivning af senhjerneskadede
klienter. En stor del af opgaverne indenfor hjerneskadeområdet
var såkaldte ’kan’-opgaver, altså opgaver
de nye kommuner kunne vælge at overtage – hvilket
de på landsplan gjorde i stor stil (Arf 2006). i den
forstand er strukturreformen reelt set en opgavereform,
og det var den og de medfølgende ændringer i
opgavevaretagelsen på specialområdet, der var det
konkrete udgangspunkt for mit nyligt overståede
specialearbejde på forvaltningsuddannelsen på roskilde
Universitetscenter (rUC). Specialet fokuserer
på de organisatoriske og institutionelle ændringers
betydning for de mennesker, der arbejder i praksis
med de senhjerneskadede klienter. Det professionsfaglige
råderum, blandt andet forudsætningerne for
den vigtige timing i de komplekse sagsforløb med
de senhjerneskadede klienter, blev ændret efter 1.
januar 2007 og i mange tilfælde begrænset.
Grundlaget for undersøgelsen
for at få greb om både historiske og aktuelle udviklingstræk
i feltet for arbejde med senhjerneskade, har
jeg kombineret forskellige teknikker til dataindsamling.
Jeg har mere konkret arbejdet med en kombination af
feltanalytiske, kvalitative forskningsinterview med fire
tidligere amtslige konsulenter indenfor hjerneskadeområdet;
kortere observationsstudier af det arbejde, der
gøres i praksis i fase 3; studier af historiske kilder (fra
blandt andet Amtsrådsforeningen og Sundhedsstyrelsen),
og endelig udarbejdet en såkaldt registrantanalyse over
artikler bragt i fokus fra 1995-2006. Det har været mit
ønske at forstå, hvad der, specielt i fase 3, debatteres
i de faglige miljøer, der i praksis arbejder specifikt
med senhjerneskadede. Den teoretiske inspiration
er hentet hos den franske sociolog Pierre Bourdieu.
Jeg har haft eksplicit fokus på sociale magtrelationer
– og ændringer i disse over tid – i arbejdet med at
konstruere ’feltet for arbejde med senhjerneskade i
Danmark’ (Bourdieu & Wac-quant 1996). Konkret har
ét af fokuspunkterne i denne ’konstruktion’ været, om
interesseorienteringen i de igangværende ændringer
i feltet kan siges at være rettet mod hensynet til de
kommunale forvaltninger eller mod behandlingen af
den senhjerneskadede klient.
Historiske udviklingstræk
– et autonomt felt tager form
feltet for arbejdet med senhjerneskadede dannedes
langsomt fra starten af 1970’erne og frem. Det fik ’lov’
til at udvikle sig, blandt andet på baggrund af, at nogle
ildsjæle indenfor feltet brændte for at gøre en forskel
og ikke ville acceptere, at der ikke blev gjort noget ved
visse handicapgrupper. Som én af interviewpersonerne
fortæller: “Det var lige meget, hvad vi sagde i en vis
årrække omkring ’74-’75-’76, så sagde man prøv, gå
bare i gang [...] vi gjorde det bare. Vi spurgte ikke om,
vi skulle lave et dagafsnit, vi gjorde det, fordi det var
væsentligt. Det skal ikke forstås som, at der ikke var
debat og diskussion om både måden, man skulle
(og om man overhovedet kunne) behandle klienter
med erhvervet hjerneskade, men det er væsentligt
at holde fast i, at de diskussioner, der var markante
på dette tidspunkt, oftest foregår internt i feltet, og
at de blev taget med udgangspunkt i, hvad der var
bedst for den senhjerneskadede klient.
feltet var på dette tidlige tidspunkt mest centreret
om klienter skadet af organiske opløsningsmidler
og om lokale initiativer og projekter, hvor individuelle
tiltag prægede indsatsen. først med dannelsen
af Center for Hjerneskade i København og Vejlefjords
afdeling for neurorehabilitering i 1985 skabes formelle
institutioner udelukkende møntet på hjerneskadede
klienter. med Amtsrådsforeningens (Arf)
notat fra 1988 vises de hjerneskadede klienter (og
de udførende professioner i feltet) opmærksomhed
fra bureaukratisk og politisk side. En opmærksomhed,
der cementeres og udbygges med Arf’s rapport
fra 1991. Sundhedsstyrelsens store redegørelse fra

1997 formaliserer indsatsen på mange punkter.
Heri anbefales det, at samtlige amter oprettede
hjerneskadesamråd – organer, der for alvor kunne
synliggøre over for politikere og embedsmænd, at
hjerneskadede er en specifik handicapgruppe med
helt særlige behandlings- og rådgivningsbehov. Behandlingsindsatsen
blev her ydermere differentieret
ud på de tre faser, der stadig i dag står som centrale
(se også løvschal-Nielsen 2004, der omhandler
samme historiske udvikling). Sideløbende hermed
udvikles, hvad jeg vil kalde, en særlig rådgivnings-
og behandlingsfaglig ’habitus’ blandt de udførende
professioner, der i praksis arbejder med de senhjerneskadede
klienter. En habitus, der forsøger at sætte
klienten i centrum. Det er altså markant for feltet på
dette tidspunkt, at de udførende professioner har
kunnet anvende deres faglighed uden for mange
strukturelle begrænsninger. Det er også derfor jeg
mener, at man indtil et godt stykke op i 1990’erne
kan betegne feltet som forholdsvist autonomt. feltet
har kort sagt gennemgået en differentierings- og en
selvstændiggørelsesproces. Det er denne selvstændighed,
der med den nyeste udvikling i feltet, sættes
under pres.
Ændrede forudsætninger for arbejdet
med senhjerneskadede klienter
“Vil vi spare eller fortsætter vi? ...” siger én af interviewpersoner
i undersøgelsen, når talen falder på
kommunernes nye hovedrolle på hjerneskadeområdet.
Denne korte sætning rummer faktisk meget
præcist rationalet i de helt aktuelle ændringer, feltet
har gennemgået umiddelbart før, under og efter
strukturreformen. Det bliver nemlig nu, i langt højere
grad end før, op til de enkelte kommuners økonomi,
hvilke tilbud der etableres for de senhjerneskadede
klienter. Dette hænger blandt andet sammen med
etableringen af ViSo og den øgede brug af kontraktstyring
på området.
Grundtakstmodellens indførelse
Baggrunden herfor kræver lidt historik. i 2002 gennemførtes
en finansieringsreform, den såkaldte grundtakstreform,
der indvarslede et skift i feltet. Denne
grundtakstmodel er et økonomistyringsværktøj, og er
dermed et udtryk for den øgede modernisering af den
offentlige sektor. men mere markant er der også tale
om en ’ekstern’ regulering, der får direkte betydning
for feltet for arbejde med senhjerneskadede. Den
betød, at amt og kommune nu, via specifikke visitationsprocedurer,
skulle blive enige om, hvad der var det
rigtige tilbud til den pågældende borger. Dermed blev
visitationsprocedurerne og hensynet til økonomien
i stigende grad centrale (hvilket Arbejdsgruppen om
udredning af støtte på handicapområdet også påpeger
i en rapport fra 2003). i det korte interviewcitat
ovenfor hentydes der til, at det nu suverænt er op til
kommunerne at tage beslutningen om serviceniveauet
over for klienterne i feltet – at tage beslutningen om,
hvorvidt kontrakterne med specialinstitutioner og
rådgivninger skal opretholdes. Det vil sige, at implementeringen
af strukturreformen betyder en ændret
organisering af det specialiserede socialområde, og
dermed også af hele hjerneskadeområdet.
BUM-modellen (Bestiller-Udfører-Model).
Senhjerneskadeområdet organiseres nu i stigende
omfang efter den såkaldte BUm-model
En model der generaliseres til nu at dække hele
landet med ViSo’s (og ViSos netværk af leverandører)
helt centrale rolle som udbyder af de mest specialiserede
serviceydelser indenfor socialsektoren.
i modsætning til feltets tidligere udviklingshistorie
bliver det nu i stigende omfang op til eksterne reguleringsinstanser
at vurdere, hvilke aktiviteter der
vil kendetegne og være mulige i feltet. Hvis kommunerne
beslutter, at hjerneskadeområdet ikke prioriteres,
skal der nu “... findes kreative løsninger”, som
én af interviewpersonerne i undersøgelsen præcist
formulerer det. Dermed kommer de praksisformer,
som man over tid har fundet nyttige og virksomme
i arbejdet med klienterne, under pres, og forudsætningerne
for den vigtige timing i de komplekse sagsforløb
ændres.
Den særlige handicapgruppe i fremtiden?
Jeg mener med den skitserede historiske udvikling
i baghovedet, at det helt centrale spørgsmål er, om
de nye kommuner, udfra deres forholdsvis spinkle
vidensgrundlag, vil være i stand til at identificere
og imødekomme den særlige handicapgruppe, med
de specifikke behov, der kendetegner denne, som
de senhjerneskadede klienter udgør. Det bliver helt
væsentligt, om der sættes fokus på foranstaltninger,
som (neurofaglig)efteruddannelse af sagsbehandlere,
der kan synliggøre de senhjerneskadede klienter for
de respektive forvaltninger rundt omkring i landet.
Hvis ikke, er der risiko for, at de senhjerneskadede
klienter (igen) vil havne på plejehjem. n
referencer til artiklen kan hentes i netudgaven på
www.vfhj.dk/default.asp?PageiD=1509.
KommUNAlrEformEN
23

Træning af arbejdshukommelse
giver gode resultater
– ifølge svensk forskning.
Af gry mADSEN og
TriNE ryTTErSgAArD,
PSyKologEr PÅ HJErNESKADECENTrET,
TAlEiNSTiTUTTET,
rEgioN NorDJyllAND.
1 Undersøgelser fra bl.a. vidnepsykologien
har vist, at
vidner, der har oplevet præcis
den samme situation,
husker den meget forskelligt,
og at informationer de
har fået efterfølgende kan
ændre deres erindringer om
hændelsen.
2 Evnen til at planlægge og
organisere sin adfærd i
forhold til tid og rum med
henblik på at opfylde mål
og intentioner – at kunne få
en idé, planlægge og udføre
den, imens man vurderer og
eventuelt justerer.
24
ArBEJDSHUKommElSE
Vores arbejdshukommelse er bindeleddet mellem
perception og handling, da den forbinder perception
og handling i fortid, nutid og fremtid. Den er endvidere
involveret i en række højere kognitive funktioner som
planlægning, evnen til at vurdere konsekvensen af
sine handlinger og kompleks problemløsning. resultaterne
af to igangværende svenske forskningsprojekter
tyder på, at arbejdshukommelsen kan trænes, og at
effekten af træningen kan overføres til dagligdagens
funktioner.
Joaquin fuster er en af de førende forskere indenfor
arbejdshukommelse. Han beskriver, at der er en
klar sammenhæng mellem perception og handling,
og at arbejdshukommelsen påvirker denne sammenhæng.
Sammenhængen mellem perception og handling
skal forstås som cirkulær. Det betyder, at perception
påvirker igangsætning af handlinger, som så
igen påvirker perceptionen. Det vil sige, at der hele
tiden udveksles information mellem mennesket og
dets omgivelser gennem perception og handlinger.
Dette mønster påvirker ikke kun oplevelsen af
verden og handlingerne her-og-nu, men også minderne.
Det vil sige, at nye oplevelser (perception og
handling) påvirker og ændrer de gamle erindringer.
Den almindelige dagligdagsopfattelse af, at man husker
det, som faktisk skete i en konkret situation,
passer altså ikke med denne teori 1 . Denne sammenhæng
mellem vores perception og handlinger
er udviklet i løbet af evolutionen. Vores evne til at
percipere menes at være placeret i den bagerste del
af storhjernen, mens vores evne til at igangsætte
handlinger ligger i den forreste del af storhjernen.
Arbejdshukommelsen menes at være linket mellem
vores perception og handlinger.
Arbejdshukommelsen
Arbejdshukommelsen kan defineres som en aktiv
fastholdelse af information, som er nødvendig for at
kunne løse et fremtidigt problem eller nå et fremti-
digt mål. informationen er unik for øjeblikket og den
nærmeste fremtid, men den kan ikke adskilles fra,
hvad man har opnået af tidligere viden og erfaringer:
man kan kalde det gammel viden, der er opdateret
til fremtidig brug (fuster, 2007).
Arbejdshukommelsen er en af eksekutivfunktionerne
2 , og den er lokaliseret i den forreste del af
hjernebarken. Den fungerer som et feedbacksystem
mellem den forreste del af hjernebarken (præfrontal
kortex) og de bagvedliggende kortikale og subkortikale
områder af hjernen. Arbejdshukommelsen
fungerer som bindeleddet mellem fortid, nutid og
fremtid. Den har betydning for, hvordan perceptionerne
har indflydelse på igangsættelse af handlinger,
og hvordan vores handlinger igen påvirker perceptionen.
Arbejdshukommelsen forbinder tidligere
erfaringer med den situation, man står i nu og her,
og bruger disse erfaringer til at vurdere fremtidige
konsekvenser af mulige handlinger.
Det betyder, at arbejdshukommelsen gør mennesket
i stand til at planlægge og kontrollere sin adfærd.
Det enkelte menneske kan altså fastholde og
bruge en information ud over den konkrete situation,
hvor den er givet eller oplevet, samt relatere informationen
til tidligere opnået viden og erfaringer. Det vil
sige, at tidligere opnået viden og erfaringer og den
løbende feedback fra omgivelserne kan bruges til at
beregne konsekvenserne af fremtidige handlinger.
Set i et bredere perspektiv er arbejdshukommelsen
involveret i en række højere kognitive funktioner
såsom planlægning, evnen til at vurdere konsekvensen
af sine handlinger, kompleks problemløsning og
hvordan man håndterer uforudsete hændelser.
Konsekvenser af skadet arbejdshukommelse
Arbejdshukommelsen er altså en kompliceret størrelse,
der har stor betydning for vores oplevelser og
handlinger. Det hænger godt sammen med, at fuster
antager, at mange af de højere kognitive funktioner

Pandelapperne
(frontallapperne)
(styringsfunktionerne) udvikles på baggrund af arbejdshukommelsen.
Det vil sige, at arbejdshukommelsen
har betydning for mange af vores kognitive funktioner.
Konsekvenserne af en defekt arbejdshukommelse er
forskellige, afhængigt af om hjernen ikke udvikler
sig normalt på grund af en skade fra fødslen, eller
tidligt i livet, eller om der er tale om en erhvervet
hjerneskade senere i livet.
Når arbejdshukommelsen beskadiges som led
i en hjerneskade senere i livet, kan det i den neuropsykologiske
undersøgelse vise sig ved, at man
har svært ved samtidigt at fastholde og bearbejde
information. i praksis kan det for eksempel vise sig
ved vanskeligheder, når man er til et foredrag og skal
lytte og samtidig skrive med sine egne ord, hvad der
bliver sagt.
En skade af arbejdshukommelsen kan også have
indflydelse på ens evne til at bearbejde komplekse
stimuli og bruge denne information til at løse en
opgave korrekt. Det kan give sig udtryk i en nedsat
opmærksomhedsfunktion eller evne til at lave en
fremtidig planlægning.
Kan arbejdshukommelsen trænes?
Arbejdshukommelsen har stor betydning for vores
hverdag, og det er derfor interessant, om arbejdshukommelsen
kan trænes. i Sverige er der udviklet
computerprogrammer til træning af arbejdshukommelse.
Computerprogrammet består af fire forskellige opgaver:
Talspændvidde, visuel spændvidde, matematik og
problemløsning. Træningen foregår ved at personen
træner foran computeren med de enkelte elementer
30-45 minutter om dagen. Træningen strækker sig over
en periode på fem uger, hvor der trænes fem dage om
ugen. Det vigtigste ved programmet er, at man får en
ny opgave hver dag, og at programmet selv tilpasser
sig personens niveau, så opgaverne hele tiden bliver
lidt sværere (Klingberg et al., 2005).
Ved en undersøgelse af unge med ADHD (op-
Tindingelapperne
(temporallapperne)
mærksomhedsforstyrrelse) er der påvist en vedvarende
effekt på arbejdshukommelsen over en 5 måneders
periode, hvor arbejdshukommelsen er testet
før og efter træningen. Undersøgelsen viste også, at
træningen havde effekt på dagligdags funktioner,
såsom uopmærksomhed og impulsivitet.
Der er også lavet en undersøgelse af ældre mennesker
uden en hjerneskade. i undersøgelsen deltog
en gruppe mennesker i træning, hvor opgaverne blev
sværere og sværere, mens en anden gruppe deltog i
træning, hvor sværhedsgraden forblev den samme.
Undersøgelsen viste, at træningen med den ændrende
sværhedsgrad havde effekt på arbejdshukommelse
og andre kognitive funktioner. Det vil sige, at
de ældre ikke kun fik en bedre arbejdshukommelse,
men også fik en øget kognitiv funktion ved andre opgaver
– som for eksempel problemløsning. n
Fakta
Perception kan defineres som en sammenstilling og
fortolkning af input efter en forarbejdningsproces i
hjernen til en meningsfuld helhed.
Cortex: Hjernebark.
Isselapperne
(parietallapperne)
Nakkelapperne
(occipitallapperne)
Arbejdshukommelsen er forbindelsen
mellem perceptionen i
nakkelapperne og de eksekutive
funktioner i pandelapperne.
illustration: Helene ingerslev Hebsgaard, Datagraf
med støtte fra rEHAB-puljen fik to psykologer fra Taleinstituttet,
region Nordjylland, mulighed for at deltage
i den 9. Nordiske Neuropsykologi Konference,
der blev afholdt i gøteborg i august 2007.
læs mere om rEHAB-puljen og støttemuligheder på:
www.vfhj.dk/default.asp?PageiD=749
ArBEJDSHUKommElSE
25

26
Af BirTHE BJØrSlEV,
PENSioNErET SPECiAllærEr,
TiDligErE ProJEKTlEDEr PÅ
SATSPUlJEProJEKTET KiT i ViBorg.
KilDEN
med krykstok og humor
“Kilden “er et arbejdsrelateret fællesskab i Valby, der henvender sig til mennesker, der
har fået en hjerneskade og er mellem 40 og 60 år. “Hvert eneste år rammes mange af
blodpropper og hjerneblødninger,” siger initiativtager gitte Wikke, “og her på ’Kilden’
hjælper vi hinanden med at klare omstillingen fra patient til borger.”
lokalerne åbner kl. 8 om morgenen, og så går det
ellers derudaf med forskellige aktiviteter og gøremål,
som alle bestemmes i fællesskab. Der er ansat tre
personaler, men de har ikke ansattes traditionelle
pligter og arbejdsområder. Både skadede og ansatte
er medlemmer af “Kilden,” hvor alle beslutninger
træffes i fællesskabet.
“Kilden” har her hentet inspiration fra det psykiatriske
område i fountainhouse-modellen.
Fra patient til borger
i et “fountainhouse” er alle medlemmer af huset,
uanset om man er ansat, eller man er skadet med
en diagnose. Der er ingen professionelle, som har til
opgave at gøre noget ved nogen andre.
“Vi kommer ikke længere end fællesskabet bestemmer,”
siger gitte Wikke. “På “Kilden” bliver kun
det gjort, som vi i fællesskab kan blive enige om.
Det kan være svært nogen gange at vente på. men
det er vilkårene. Kun på den måde kan fællesskabet
være ægte. Vi har lavet en konstruktion, hvor skellet
mellem skadede og ansatte hele tiden antastes
og forsøges nedbrudt. og de skadede lærer at tage
ansvar for sig selv. og vi ansatte lærer, at det ikke er
de professionelles dagsorden, men fællesskabets,
der tæller.
Det har været svært, mens vi har gået og indrettet
os. Dels har vi skullet blive enige om, hvordan det
her skulle se ud, og bagefter har vi selv skullet gøre
det meste. Noget håndværkshjælp har vi selvfølgelig
måttet købe os til. men meget har vi selv klaret med
krykstok og humor. og masser af god tid.”
At være velkommen
Den geografiske placering af “Kilden” på Værkstedsvej
i Valby hører ikke til de mest attraktive, tænker man,
mens man går fra Ellebjerg S-togsstation. men når
man først er kommet indenfor, så tænker man ikke
mere på industrikvarterets begrænsede charme. man
føler sig virkelig hjemme.
Alle medlemmer af “Kilden” skal være rimeligt
selvhjulpne. Der er ingen kørselsordning, og man
skal selv kunne klare en spisesituation, toiletbesøg
osv. men det er ganske utroligt, hvad man kan lære,
når blot man er sammen med gode mennesker.
Om de rette læreprocesser
Når man har fået et handicap, som gør al nyindlæring
umådelig svær, er det et stort problem at skulle leve
og klare sig i et samfund, der hele tiden er i bevægelse
og forandrer sig. Det er en konstant udfordring for alle
mennesker at tilegne sig nye kompetencer og afvikle
gamle færdigheder. Det gælder især i arbejdslivet,
men heller ikke privatsfæren er stationær. i denne
evige forandringsproces kommer den hjerneskadede
let til kort.
mange kan godt lære nyt, men det tager tid. Det,
der før var selvfølgeligt og foregik hurtigt og ubevidst,
kan nu opleves som en uoverstigelig barriere.
At komme ud af sengen, få tøj på, lave mad, overholde
aftaler, huske, transportere sig eller bare vise
interesse for andre.
Hvis man er hjerneskadet, er man nødt til at prøve
tingene i virkeligheden, man kan ikke mere tænke
sig til erfaringer. “Så skal du kunne servere boller
i karry, så er du nødt til først at prøve at lave dem.
og måske endda flere gange, så du kan få dig nogle
personlige erfaringer. Det tager tid, så derfor er tidsfaktoren
vigtig, “ siger gitte Wikke. og på “Kilden” er
der netop tid og mulighed for at gøre disse erfaringer.
Der er støtte og forståelse for selv lette opgavers
kompleksitet, når man er skadet. Der er ligesindedes
forståelse, varme og humør at trække på.

foto: lena Toft
At arbejde med én hånd.
i dag er det Karin og lisbeth, som står for dagens
varme ret. De pusler rundt ude i køkkenet, men ingen
blander sig. Nu kan man høre, at risene skylles og
siden, at Karin rører farsen.
“Vi spiser kl. 12 som sædvanligt, siger lisbeth og
tørrer fingre i forklædet.
Borddækningen må vente, for nogle medlemmer
er i gang med et monteringsarbejde på spisebordet.
Det skal være afsluttet, inden maden spises. Når arbejdet
er afsluttet, hjælpes man ad med at køre de
færdige produkter væk og få bordet dækket. Det er
utroligt, hvad der kan laves med kun én hånd.
Bollerne får ros. og karryen bider. Der spises i
stilhed.
“for mange er det at lave mad hjemme hos sig
selv svært. mange mænd er jo ikke vant til at lave
mad, og når de bliver skilt i forbindelse med skaden,
så står de faktisk på bar bund. På “Kilden” kan de
lære at lave enkle retter, og så ved vi, at de får et
varmt måltid mad hver dag.”
opskriften på boller i karry lamineres og kan bruges
ved en senere lejlighed.
Mange bliver skilt
men livet er større end en middagsret. og det kan være
svært at forlige sig med sin skæbne. Det er ingen let
sag at gå fra et attraktivt job, måske i samfundets top,
til at blive et handicappet menneske, der skal have
hjælp til dagligdags gøremål. Her er fællesskabet
en fantastisk gave. man finder ud af, at man ikke er
alene, ikke den eneste, som har mistet jobbet og er
blevet forladt af sin kone eller mand.
Skilsmisser er en realitet, som de fleste på “Kilden”
har erfaring med. 75 % af medlemmerne har
oplevet skilsmissens barske virkelighed. Der er
stadig flest mænd, der får skader, men “ligeberettigelse”
lurer lige om hjørnet.
Skilsmissen kommer ikke lige efter skaden. men som
dagene og månederne går, og den skadede opleves
med en ændret personlighed, som ikke blot omfatter
synlige handicaps, ja så rykker skilsmissens realitet
tæt på. Det er partnerens oplevelse af den skadedes
ændrede personlighed, der bevirker bruddet. “Det
er slet ikke den mand, jeg giftede mig med. Jeg kan
næsten ikke kende ham” eller “min kone er helt forandret.
og hun kan ikke se det selv.”
Det kan blive så svært for begge parter, at en
skilsmisse er eneste udvej.
Ved at dele sin sorg med andre, lærer man at
acceptere de nye realiteter og leve med, at man er
blevet en anden.
Arbejdets velsignelser
“Et af “Kildens” formål er at relatere sig til arbejdet,
måske ikke lige den fulde arbejdsskrue, men sådan,
at den skadede får mulighed for at udføre det, han/
hun nu kan.”
“At være uden for arbejdsmarkedet er ikke en
speciel attraktiv situation for ret mange. Så derfor
gør vi alt, hvad vi kan for at finde en beskæftigelse
som fleksjob, skånejob eller som frivillig medarbejder.
og det lykkes ganske godt. Ca. 25 procent af medlemmerne
er faktisk kommet i beskæftigelse. men
det kræver forbindelser og smidighed af alle parter.
Alle glæder sig, når det lykkes”, siger gitte Wikke.
Månedens gæst
Der er ingen visitation til “Kilden,” så i princippet kan
man komme lige ind fra gaden. “Vi plejer at sige, at
folk kan komme og være her et par dage, og så tager
vi os en snak om forløbet. Vi skal jo passe til hinanden.
Er man først blevet medlem på “Kilden,” så regner
fællesskabet med en. ikke at man behøver at komme
hver dag, men “månedens gæst” er ikke godt nok.
“Kilden” er et fællesskab, hvor den enkelte har
mulighed for at indgå i de daglige arbejdsopgaver.
men det er også et socialt fællesskab, hvor medlemmerne
kan opbygge selvværd og være i interaktion
med andre.
og så er det en mulighed for at forberede sig til
den tilværelse, som ligger efter “Kilden.” n
læs mere om Kilden på:
www.kilden-valby.dk/
På Kilden er alle medlemmer af huset uanset
om man er ansat, eller man er skadet med en diagnose.
Der er ingen professionelle, som har til opgave
at gøre noget ved nogen andre.
Se også tidligere artikel om Kilden i fokus: www.vfhj.dk/
default.asp?PageiD=1332&Searchwords=kilden
KilDEN
27

Boganmeldelser
28
BENTE JUUl,
NEUroPæDAgogiSK KoNSUlENT,
HJErNESKADErÅDgiVNiNgEN, fyN.
BogANmElDElSE
rådgivning i en nøddeskal
rådgivning i en nøddeskal af Windy
Dryden tilbyder læseren en konkret
indføring i de mest anvendte terapeutiske
metoders nøglebegreber i forhold
til teori og praksis.
Hvad er rådgivning, og hvordan virker den?
Bogen giver en kort og klar indføring i centrale forhold
i rådgivning, som for eksempel båndet mellem
rådgiver og bruger, rådgivningens mål og opgaver,
trin i rådgivningsforløbet og kernebetingelser for den
gode rådgivning.
Bagerst i bogen vil du finde en konkret anvisning
i forhold til, hvilke spørgsmål du bør stille, når du
deltager i en indledende samtale.
forfatterens mål er at give læseren et generelt
overblik over rådgivning, dog ikke i form af en specifik
tilgang. forfatteren præsenterer tanker, der er
bredt acceptable for tilhængere af de tre vigtigste
rådgivningstilgange - personcentreret rådgivning,
psykodynamisk rådgivning og kognitiv adfærdsterapi.
Det kan dog ikke helt skjules, at forfatteren selv
primært arbejder med udgangspunkt i den kognitive
adfærdsterapi.
Nøglekvaliteten i al rådgivning er evnen til at lytte,
og den terapeutiske virkning forstærkes, når den anvendes
til at forstå borgeren ud fra deres synsvinkel
– eller som forfatteren skriver, “Du vil ikke kunne forstå
nogen, før du har gået en kilometer i deres sko”.
Hermed mener hun, at hvis du ikke forstår borgeren
ud fra deres eget perspektiv, vil du heller ikke være
i stand til at formidle den nødvendige forståelse til
dem, og borgeren vil ikke føle sig forstået.
Bogen tager udgangspunkt i begrebet allianceteori
og dens arbejdsprocesser, men bevæger sig også ind
på, hvilke faktorer der kan skade, hvilke hindringer
der er for den gode rådgivning, og hvordan det er
muligt at overvinde disse. Desuden beskrives at det er
væsentligt at følge en vis struktur og nogle bestemte
trin (som er beskrevet detaljeret i bogen), der kan
tackle “hindringer for forandringer”.
Væsentligt for den gode rådgivning er det at forstå
borgeren ud fra deres perspektiv. Den centrale
del af rådgivning er: den etiske dimension, fortrolighed
og supervision til rådgiveren, ligesom kernebetingelserne
for god rådgivning er empati, respekt og
ægthed, hvilket igen er en forudsætning for at der
kan opnås en god relation.
Det vigtigste mål for rådgivning er at hjælpe borgeren
til at leve “klogere” og blive så fri fra den begrænsende
indflydelse fra følelsesmæssige forstyrrelser,
som der er muligt.
i bogen kommer forfatteren ind på de etiske domæner,
der er forbundet med rådgivning, og han
bevæger sig ligeledes ind på områder, der ikke kan
betragtes som rådgivning.
Bogen igennem bevæger vi os ind på de gode betingelser
for den gode rådgivning, men den kommer
også omkring barrierer som for eksempel underinvolvering
og overinvolvering, som begge må betragtes
som direkte skadelige for “den gode rådgivning”.
forfatteren anbefaler, at rådgiveren får mulighed
for kollegial supervision, eller alternativt får tilknyttet
deres egen personlige terapeut med henblik på
at gøre det muligt at skelne mellem sunde og usunde
modoverføringsreaktioner og handle hensigtsmæssigt
i forhold til det.
Det kan i høj grad anbefales at læse denne lille
håndbog, som i korte rids opsummerer allerede
eksisterende viden. Bogen indeholder konkrete og
praktiske anvisninger, er let tilgængelig, hurtigt læst
og alligevel sætter den sine “spor” hos læseren, hvilket
i høj grad giver anledning til refleksion over egen
rådgivningspraksis.
god læselyst.
Windy Dryden er professor i psykoterapi ved goldsmiths
College, England, hvor han også er studieleder for
masteruddannelsen i rationel-emotiv adfærdsterapi og
diplomuddannelsen i kognitive tilgange til rådgivning
og psykoterapi. n
Rådgivning i en nøddeskal
af Windy Dryden
Dansk Psykologisk forlag 2006
Pris: 168 kr.
Sider: 155

Eksekutive vanskeligheder hos børn.
Vurdering og indsats i praksis
En rigtig god bog, læs den
og brug den!
Eksekutive vanskeligheder hos børn henvender sig
til en meget bred målgruppe, men det lykkes forfatterne
fleischer og merland at formidle både teorier
og eksempler, så både forældre og fagpersoner kan
have glæde af bogen. De har skrevet om et svært
emne på en overbevisende og let tilgængelig måde.
Eksekutive vanskeligheder hos børn er velstruktureret
og veksler på en tilpas måde mellem historie,
teori, henvisninger, eksempler og handleanvisninger.
overordnet set indeholder bogen alt det, man
bør vide, når man i praksis arbejder med børn med
eksekutive vanskeligheder. Bogen kan være god at
have i baglommen, når man står med et konkret problem.
Bogen starter med et kort historisk og teoretisk
overblik over begrebet eksekutive vanskeligheder,
og tidligt i bogen gives der desuden en fyldestgørende
definition og afgrænsning af begrebet. merland
fremhæver flere kendte definitioner, blandt andet
Børneneuropsykologisk Selskabs definition: Ved
eksekutive funktioner forstås evnen til at planlægge
og organisere sin adfærd i forhold til tid og rum med
henblik på at opfylde mål og intentioner.
Denne gennemgang giver læseren et godt overblik.
Bogen har et neuropsykologisk udgangspunkt,
men som forfatterne fremhæver i forordet, kan dette
både være nyttigt og praktisk, men ...det er også
vigtigt at tænke i følelsesmæssig tilknytning og i
relationer. En vigtig pointe, som det er relevant at
fremhæve.
i afsnittet om Børn med begrænset idéproduktion
fremhæver fleischer de negative holdninger,
som børn med eksekutive funktionsforstyrrelser
kan møde i deres daglige liv. f.eks. skriver hun: ...
der advares mod at fejlopfatte børnene som passive
med vilje.
Ved at fokusere på den mangelfulde evne til at
producere ideer, bliver den passive adfærd en forståelig
adfærd. Hermed bliver det muligt at hjælpe
barnet til at få en mere relevant adfærd.
forfatterne problematiserer desuden det forhold,
at vi med uformindsket styrke tror på, at børn skal
diagnosticeres. Dette på trods af, at en diagnose altid
skal ses som et tilstandsbillede, som løbende bør
vurderes – og ikke som en eviggyldig sandhed (jf.
J.Petersen ifølge merland)
En vigtig pointe i en tid, hvor diagnoser i stigende
grad er nødvendige, hvis der skal etableres særlige
hjælpeforanstaltninger.
forfatterne sammenholder desuden det stigende
antal af børn og unge, som har eksekutive vanskeligheder
med de ændrede samfundsmæssige krav om
øget selvorganisering.
generelt ses der en god sammenhæng mellem
belysning af teorier og afdækning af begreber, f.eks.
belyses idéproduktion og arbejdshukommelse, på
en kortfattet og forståelig måde.
for læsere, som har mod på at fordybe sig yderligere
i emnet, gives der gennem bogen gode referencer.
i bogens indledning beskrives eksekutive funktioner
som et “samlebegreb” – et begreb, der også
kan bruges om denne bog. På en god, overskuelig
og systematisk måde belyser bogen udviklingen af
begrebet og tydeliggør de specielle karakteristika.
Bogen har mange gode eksempler, hvor de forskellige
problemområder beskrives, og læseren får
et godt indblik i, hvordan en konkret intervention kan
implementeres.
En rigtig god bog, som udviser en stor respekt
og forståelse for de børn, som den omhandler. Det
er tydeligt at forfatterne kender denne børnegruppe
godt. n
Eksekutive vanskeligheder hos børn.
Vurdering, og indsats i praksis
af Anne Vibeke fleischer og John merland
Dansk Psykologisk forlag 2007
Pris: 198 kr.
Sider: 108
mAriANNE VErDEl,
CAND.PSyCH., SPECiAliST i
BØrNENEUroPSyKologi.
BogANmElDElSE
29

30
NyT frA ViDENSCENTErET
Nyt fra Videnscenteret
Brug Fagligt Forum!
Videnscenterets nye hjemmeside: www.hjernekassen.
dk giver brugerne adgang til et gratis netværksted
’fagligt forum’. Her er der mulighed for at læse og
skrive indlæg om f.eks. erhvervet hjerneskade, rehabilitering
eller hjernekassen. Se mere om fagligt
forum på adressen: hjernekassen.vfhj.dk/default.
asp?PageiD=1660
Har du har en ide til en lukket gruppe, du ønsker
at oprette, kontakt mette Trier på Videnscenteret på
tel. 75 89 78 77, mette@vfhj.dk
Vær med til at sætte gang i brugernes eget netværksted:
opret faglige netværk
mange har allerede vist stor interesse for netværket
og har meldt sig ind. men for at det fungerer, skal der
skabes liv i netværkene. Derfor vil vi gerne opfordre
alle medlemmer af grupperne til at tænke over, hvordan
i bedst muligt bruger fagligt forum til at få glæde af
hinandens viden og ekspertise.
Derfor opfordrer vi dig til at oprette debatter og
kaste spørgsmål ud i din gruppe på fagligt forum
eller i lukket fagligt forum på hjernekassen. Vi vil
også meget gerne modtage gode råd om positive
netværkserfaringer fra andre netværk, du indgår i:
Hvordan kan vi hjælpes ad med at holde liv i netværk
på internettet? Har du ideer eller kommentarer kan
de mailes til info@vfhj.dk
HUSK - det er gratis at tilmelde sig Fagligt Forum
og Lukket Fagligt Forum!
Opfordring: Husk at opdatere dit tilbud
i Tilbudsdatabasen
Videnscenterets Tilbudsdatabase er blevet tilpasset
den nye kommune- og regionsstruktur. Tilbudsdatabasen
giver en unik mulighed for at synliggøre tilbud/
institutioner, bl.a. arbejds-, bo-, genoptrænings- og
undervisningstilbud, som er målrettet til mennesker
med erhvervet hjerneskade.
Simpel søgefunktion
Tilbudsdatabasen giver et hurtigt og nemt overblik
over, hvad der findes af tilbud til målgruppen mennesker
med erhvervet hjerneskade. Her kan du søge
simpelt ved blot at skrive ’neuro i søgefeltet. Så får
du alle de tilbud, hvori navnet ’neuro’ indgår – f.eks.
neuropædagogik, neurocenter mv.
Udvidet søgefunktion
i den udvidede søgefunktion indsnævrer du dine
søgemuligheder. f.eks. kan du søge på en bestemt
aldersgruppe, eller på botræningstilbud. Eller du
kan søge kombineret på en bestemt aldersgruppe
og et bestemt tilbud, eksempelvis, botilbud til 15
- 17-årige.
for at få alle tilbud og støttemuligheder til mennesker
med erhvervet hjerneskade med i databasen, vil
Videnscenter for Hjerneskade kraftigt opfordre til at
man klikker ind på:
http://www.vfhj.dk/Tilbud_Searchform.asp?Page
iD=1540 og indberetter eller ajourfører tilbud, som
henvender sig målgruppen.
Indberetningen skal ske fra adressen:
http://www.vfhj.dk/Tilbud_Trin_default.asp?Page
iD=1541
Har du kendskab til tilbud, som bør være med i databasen,
må du meget gerne sende en mail til mette
Trier (mette@vfhj.dk) med tilbuddets navn, adresse
og mail-adresse, så vi kan bede dem oprette sig i
Tilbudsdatabasen. Eller ring til videnscenteret, hvis
du har yderligere spørgsmål om databasen.
Uddeling af legater fra
Rehab-puljen, 2. halvår 2007
Til bestyrelsesmødet i rehabpuljen var der indkommet
10 ansøgninger. På mødet blev det besluttet at uddele
følgende legat: Karen Hastrup Arentsen, fysioterapeut,
Hammel Neurocenter Kr. 7.000 til forskningsprojektet
om effekten af Affolterkonceptet.
Næste ansøgningsfrist til REHAB-puljen er 15.
marts 2008. rehab-puljens fundats, forretningsorden
og ansøgningsskema findes på Videnscenterets
hjemmeside www.vfhj.dk/default.asp?PageiD=749.
Her finder du også en liste over formål, der tidligere
er givet støtte til. n

Videnscenter for Hjerneskade modtager gerne nyheder eller forslag, der enten lægger
sig op af temaet eller helt generelt informerer om nyt inden for neurorehabilitering.
forslag kan indsendes til info@vfhj.dk under overskriften: forskningsnyt.
Forskningsnyt:
Neurorehabilitering
Bilkørsel og integration i samfundet efter en
traumatisk hjerneskade
Rapport LJ. m.fl. (2006): Barriers to driving and community
integration after traumatic brain injury. Journal of
Head Trauma Rehabilitation 21(1), pp. 34-44.
formålet med undersøgelsen var at se på sammenhængen
mellem kørestatus (hvorvidt den skadede
kørte bil eller ej), opfattelsen af barrierer mod at
genoptage bilkørsel, og hvor godt den skadede var
blevet integreret i samfundet efter sin hjerneskade.
Der viste sig en klar sammenhæng mellem det at
genoptage bilkørsel og det at blive integreret i samfundet:
De, som havde genoptaget bilkørsel, var i
højere grad atter blevet ’en del af samfundet’ i forhold
til de, som ikke længere kørte bil.
Det viste sig desuden, at de nære slægtninges
holdning til, om den skadede skulle køre eller ej,
havde afgørende betydning for, om den skadede
satte sig bag rattet igen.
man fandt også, at de, som ikke havde været til
en formel køreevaluering, var mindre tilbøjelige til
at genoptage bilkørsel, end de som havde været til
en orienterende køreprøve. Det kan altså være en
god idé med en køreevaluering for at hjælpe de skadede,
som er i stand til at køre, i gang med at køre
bil igen.
Sikker tilbagevenden til bilkørsel
efter alvorlig TBI
Pietrapiana, P. m.fl. (2005).: Role of premorbid factors
in predicting safe return to driving after severe TBI.
Brain Injury, 19(3); pp. 197-211.
Undersøgelsens formål var at se nærmere på muligheden
for at forudsige evnen til at køre sikkert efter
en alvorlig traumatisk hjerneskade. Det viste sig, at
omkring 50 procent af de alvorligt skadede patienter
i undersøgelsen genoptog bilkørsel. De, som blev
bilister igen, viste sig at have ligget kortere tid i coma,
end de som ikke genoptog bilkørsel.
i forhold til evaluering af, hvilke faktorer som har
betydning for sikkerheden, viste det sig at være en
god idé at se på føreren og hans/hendes historie,
før han/hun blev skadet: Det havde stor betydning
for sikkerheden efter skaden, om føreren, før hjerneskaden
indtraf, havde en risikobetonet personlighed
og køreadfærd samt havde haft ulykker og begået
lovovertrædelser i trafikken. Hjerneskaden spillede
således en langt mindre rolle for ulykkesfrekvensen
efter skaden end disse andre aspekter.
Simulatortræning og dens effekt
på bilkørsel efter apopleksi
Akinwuntan, A.E. m.fl. (2005): Effect of simulator training
on driving after stroke: a randomized controlled
trial. Neurology, 65(6), pp. E13-14.
forskerne ønskede at belyse, hvorvidt personer med
neurologiske skader havde gavn af simulatorbaseret
træning i forhold til deres køreevner. forsøgsdeltagerne
blev opdelt i to grupper, hvor den ene gruppe
fik træning i en bilsimulator, den anden (kontrolgruppen)
fik stillet kognitive opgaver, som er relateret til
køreevnen. Begge grupper forbedrede sig betydeligt
på både visuelle og neuropsykologiske test, samt i en
praktisk køreprøve. Der blev ikke fundet betydelige
forskelle i gruppernes forbedring, udover i en test af
evnen til at genkende vejskilte, hvor simulatorgruppen
forbedrede sig mest.
Det viste sig desuden, at jo højere uddannelsesniveau
og jo mindre handicap, jo større forbedringer af
køreevnerne som følge af genoptræningen.
Kørsel med kognitive mangler:
Behov for neurorehabilitering og lovgivning
Leon-Carrion, J. m.fl. (2005): Driving with cognitive
deficits: Neurorehabilitation and legal measures are
needed for driving again after severe traumatic brain
injury. Brain Injury, 19(3), pp. 213-219.
formålet med denne spanske undersøgelse var blandt
andet at belyse, om holistisk neurorehabilitering kunne
øge andelen af hjerneskadede, der vender sikkert
tilbage til bilen. resultaterne viste bl.a., at neurorehabilitering
kan betale sig: Efter en omfattende
rehabiliteringsindsats genoptog mere end 70 procent
af patienterne deres bilkørsel igen, uden forøget
risiko for uheld.
Undersøgelsen viste endvidere, at de patienter,
som fik 80 procent eller mere af deres førlighed tilbage,
genoptog bilkørsel, uanset hvad lægen havde
anbefalet. Behovet for lovgivning på området blev
således understreget. n
Af ANE KATriNE BECK,
fAglig mEDArBEJDEr
ViDENSCENTEr for HJErNESKADE.
forSKNiNgSNyT
31

Videnscenter for Hjerneskade
Sanatorievej 32, 7140 Stouby
ændringer vedr. abonnementet ring venligst 7589 7877
Aktiviteter
DANSKE KURSER,
KONFERENCER & TEMADAGE
Guiding af hjerneskadede
patienter i hverdagssituationer
Tid: 3.-4. december 2007
Sted: Hammel Neurocenter
www.neurocenter.dk/uddannelse
Introduktion til neurodynamik
– til neurologiske patienter
Tid: 29.- 31. januar 2008
Sted: Kurhus
www.kurhus.dk
Neuropædagogisk kursus – trin 2
Tid: 4.-5. marts & 28.-30. maj 2008
Sted: Vejlefjord
www.vfn.dk
Neuropsykologi
Tid: 31. marts – 2. april 2008
Sted: Kurhus
NATIONALE UDDANNELSER
Specialpædagogisk efteruddannelse
i neuropædagogik og neuropsykologi
i forhold til børn, unge og voksne med
medfødte og erhvervede hjerneskader
Tid: 5. marts – 12.oktober 2008
Sted: CVU-Nordjylland, Hjørring
www.cvu-nordjylland.dk
Se flere nationale og internationale
kurser på: www.vfhj.dk/kalender.asp
NORDISKE OG INTERNATIONALE
KONFERENCER & ARRANGEMENTER
Advanced Cognitive Rehabilitation
Workshop (Attention & Information
Processing)
Tid: 7.- 8. december 2007
Sted: london
www.braintreetraining.co.uk
7th World Congress on Brain Injury
Tid: 9.-12. april 2008
Sted: lissabon, Portugal
www.internationalbrain.org
European Congress on Physical
and Rehabilitation medicine
Tid: 3.- 6. juni 2008
Sted: Brügge, Belgien
www.medicongress.com
Videnscenter for Hjerneskade
Sanatorievej 32, 7140 Stouby, tlf.: 75 89 78 77
info@vfhj.dk, www.vfhj.dk, www.hjernekassen.dk