4 Slingrende kurs på en hullet vej - Servicestyrelsen

servicestyrelsen.dk

4 Slingrende kurs på en hullet vej - Servicestyrelsen

Videnscenter for Hjerneskade

TEMA: Kørekort & hjerneskade

Slingrende kurs

en hullet vej

14. årgang

Nummer 4

Dec. 2007


foto: Sonja iskov

Af DAViD ArNHolm

FOKUS

Tidsskrift fra

Videnscenter for Hjerneskade

14. årgang nr. 4, december 2007

Udkommer fire gange om året.

Det er gratis at abonnere.

oplag: 5.000

iSSN 1601-8257

Trykt 90 gram Alpa Sol

Typografi: meta

Forsidefoto:

Sonja iskov, fotograf

Videnscenter for Hjerneskade:

Ansvarshavende: Brita Øhlenschlæger

Sanatorievej 32, 7140 Stouby

Tlf.: 75 89 78 77

fax: 75 89 78 79

Email: info@vfhj.dk

internet: www.vfhj.dk

www.hjernekassen.dk

Redaktion:

informationsmedarbejder mette Trier,

sekretariatschef Brita Øhlenschlæger,

neurofaglig medarbejder Ane Katrine

Beck og administrativ medarbejder

Birgit münch – alle fra Videnscenter for

Hjerneskade.

Design og tryk:

Datagraf

14. årgang

Nummer 4

Dec. 2007

3 Leder: Kan vi overlade problemerne til familien?

Af Leif Mørck

Tema: Kørekort og hjerneskade

4 Slingrende kurs en hullet vej

En ny undersøgelse viser stor utilfredshed blandt

rørende med den måde, bilkørsel efter en

hjerneskade håndteres . Af Annette Meng.

6 Bilkørsel og hjerneskade i Norge

– den nyeste forskning

forskningsresultater og de overvejelser resultaterne

bør føre til. Af Anne Kristine Schanke.

8 Trafikmedicinsk vurdering efter

en hjerneskade i Sverige

At miste kørekortet rammer både selvfølelsen og

de praktiske forudsætninger for at kunne leve en

uafhængig tilværelse. Af Anna Lundqvist.

10 Den lægefaglige vurdering af kørekort i Norge

De norske regler generelt i forhold til helbred og

kørekort med et særligt fokus demenssygdomme.

Af Anne Brækhus.

13 Vurdering af køreegnethed ved

trafikmedicinsk Centrum, Sverige

Trafikmedicinske centre bør indgå i udredningen af

svære grænsetilfælde. Af Catarina Lundberg

16 Køreegnethed kan ikke afgøres ved skrivebordet

På PTU Handicapbiler har man udviklet en test, der

kan være med til at afgøre, hvem der bør sætte sig

ind bag rettet og hvem ikke efter en hjerneskade.

Af Britt Jars.

18 Skal kørekortet inddrages hos patienter

med erhvervet hjerneskade?

Der er brug for redskaber og en mere effektiv

lovgivning området. Af Benedicte Dahlerup.

Indsendt stof:

Videnscenter for Hjerneskade modtager

gerne artikler, eller forslag til artikler.

Du kan læse en vejledning til manuskripter

www.vfhj.dk/fokus/manuskript.asp.

redaktionen deler ikke nødvendigvis synspunkterne

i indlæg i foKUS. redaktionen

forbeholder sig ret til at afvise, forkorte eller

redigere indsendte indlæg.

Debatindlæg, der forholder sig til navn-

givne personer, vil forinden optagelsen blive

forelagt disse til eventuelle kommentarer.

Eftertryk i uddrag er tilladt med tydelig kildeangivelse.

Deadline for stof til næste nummer:

1. januar 2008

20 Hvor skal vi hen, du?

Hjerneskadeforeningen efterlyser ensartede

procedurer for hele landet i forhold til kørekort efter

en hjerneskade. Af Elmer Steensgaard Gade.

21 HjerneSagen efterlyser ensartede retningslinier

– når køreevnen skal vurderes.

Af Lise Beha Erichsen.

Øvrige artikler

22 ”Det her er ikke standarder”

Specialeafhandling om hvor kommunerne bevæger

sig hen i forhold til rehabilitering af hjerneskadede

borgere. Af Kristian Delica.

24 Træning af arbejdshukommelse viser

gode resultater – iflg. svensk forskning.

Af Trine Ryttersgaard.

26 Med krykstok og humor

På Kilden hjælper man hinanden med omstillingen

fra patient til borger. Af Birthe Bjørslev.

Boganmeldelser

28 Rådgivning i en nøddeskal

Af Bente Juul.

29 Eksekutive vanskeligheder hos børn.

Vurdering og indsats i praksis. Af Marianne Verdel.

30 Nyt fra Videnscenteret

31 Forskningsnyt om neurorehabilitering

Af Ane Katrine Beck.

Målgruppen for Fokus:

fokus er Videnscenter for Hjerneskades landsdækkende

tidsskrift. Det henvender sig

først og fremmest til professionelle inden

for hjerneskadeområdet – dvs. forvaltninger,

institutioner, sygehuse, skoler og beslutnings-

tagere mv., men også til de skadede selv,

deres rørende og til brugerorganisationerne.

fokus omhandler børn og voksne med

erhvervet hjerneskade fra to år og opefter af

dansk eller anden etnisk oprindelse.

Det tilstræbes, at hvert nummer af fokus har

et overordnet tema, som belyses ud fra

forskellige indfaldsvinkler. Såvel nationale som

internationale erfaringer og viden formidles

upartisk i bladet.


Kan vi overlade problemerne til familien?

Det ser ud til, at der endelig er gået hul problemerne omkring et følsomt og tabubelagt emne:

kørekort og hjerneskade.

Sundhedsstyrelsen udgiver en ny vejledning for læger om neurologiske sygdomme og kørekort,

Vejledningen kan om kort tid findes styrelsens hjemmeside: www.stt.dk. Heraf fremgår

det, at lægen i henhold til lovgivningen 1 har pligt til at anmelde en person, som grund af

sygdom eller mangler i fysisk eller sjælelig henseende udsætter andres liv eller helbred for

nærliggende fare, til Sundhedsstyrelsen ved embedslægen eller til politiet. Desuden har alle

autoriserede sundhedspersoner ret til at videregive helbredsoplysninger om patienten til myndigheder

m.m. uden patientens samtykke, så længe videregivelsen er nødvendig for berettiget

varetagelse af væsentlige hensyn til enten patienten eller andre.

i vejledningens afsnit om de helbredsmæssige aspekter gennemgås retningslinier for, hvordan

risikoen for tilbagefald (recidiv) hos patienter med symptomer apopleksi skal vurderes.

Alt efter vurderingens resultat skal lægen give patienten 3, 6 eller 12 måneders kørselsforbud.

Derimod indeholder vejledningen ingen retningslinier for, hvordan proceduren skal være for

vurdering af, om den hjerneskadede har synlige eller skjulte følger af skaden, som vil udsætte

patienten og / eller omgivelserne for fare, hvis han eller hun fører motorkøretøj.

for nyligt afholdt Videnscenter for Hjerneskade en nordisk konference om kørekort og hjerneskade.

Det fremgik tydeligt af de indbudte norske og svenske eksperters udsagn, at køreevnevurdering

af hjerneskadede langtfra udelukkende er et lægeligt problem. Køreevnevurdering

kræver i de komplicerede tilfælde med traumatisk skadede et samarbejde mellem myndighedspersoner,

læger, psykologer, terapeuter og for eksempel kørelærere med specialviden. men det

fremgik også, at man med en sådan tværfaglig ekspertise vil kunne gøre en stor forskel i de

sager, som er tvivlsomme og vanskelige. man vil med stor sikkerhed kunne forudsige, hvem der

vil være i stand til at køre i bil forsvarligt, og hvem der skal have forbud mod at køre, og man vil

kunne udpege den gruppe, som kan rehabiliteres til at køre igen ved at de lærer at kompensere

for vanskelighederne. Vi har derfor brug for, at der i Danmark etableres tværfaglige centre med

ekspertise, som kan foretage udredninger af de vanskeligste kørekortssager.

fra Videnscenterets spørgeskemaundersøgelser 2 ved vi, at mange hospitalsafdelinger og

rehabiliteringssteder mangler en fast praksis for at tage problemerne omkring hjerneskade og

kørekort op. Vi ved også, at både de skadede og familien savner professionel hjælp, fordi det

alt for ofte overlades til den skadede eller familien at tage stilling til, om det er forsvarligt at

køre bil efter en hjerneskade.

Vel kan man i mange tilfælde ikke under en måske kort hospitalsindlæggelse nå at tage stilling

til, om hjerneskaden har medført skjulte handicaps, og om følgerne er af en sådan karakter,

at de vil kunne gøre den skadede uegnet til at køre bil. men det må høre med til en professionel

indsats, at problemet i det mindste peges f.eks. i udskrivningsbrevet, så problemstillingen

tages op i den efterfølgende rehabiliteringsindsats eller hos egen læge, når det bliver aktuelt.

Derfor anbefaler den arbejdsgruppe, der i Videnscenterets regi har arbejdet med problemerne

omkring kørekort og hjerneskade, at Sundhedsstyrelsen i samarbejde med Justitsministeriet

udarbejder nye retningslinier for de afdelinger, genoptræningsinstitutioner og tilbud, der skal

tage stilling til, om der skal ske en udredning af den gældendes køreevne. målet må være, at

man sikrer, at de patienter som kan køre, fortsat kører, og at de hjerneskadede som er uegnede

til at køre bil efter skaden, hindres deri. At vurdere om en hjerneskade har gjort en person uegnet

til at køre bil kan være en kompliceret sag, og det er et problem, som ikke bare stiltiende kan

overlades til familien.

leif mørck

Den spidse pen

1 lov om autorisation af sundhedspersoner

og om sundhedsfaglig

virksomhed – nr.

451 af 22. maj 2006 § 44.

2 Hjerneskade og kørekort.

Centrale problemstillinger og

forslag til forbedring af praksis

af Annette meng 2006, og

Slingrende kurs en hullet

vej – senhjerneskadede og

rørendes oplevelse af informationen

om hjerneskade

og bilkørsel, af Annette meng

2007. Begge rapporter er

udgivet af Videnscenter for

Hjerneskade.

lEDEr 3


Af ANNETTE mENg, PSyKolog,

DANmArKS TrANSPorTforSKNiNg.

1 “Hjerneskade og kørekort”

Videnscenter for

Hjerneskade 2006.

2 “Slingrende kurs

en hullet vej”,

Videnscenter for

Hjerneskade, 2007.

4

Slingrende kurs en hullet vej

KØrEKorT & HJErNESKADE

En spritny undersøgelse om bilkørsel

efter en hjerneskade er netop offentliggjort.

Af rapportenSlingrende kurs

en hullet vej – senhjerneskadedes og

rørendes oplevelse af informationen

om hjerneskade og bilkørsel”, udgivet

af Videnscenter for Hjerneskade,

fremgår det, at der er stor utilfredshed

med håndteringen af bilkørsel hos de

ramte, men ikke mindst hos deres rørende.

i mange tilfælde blev emnet

bilkørsel end ikke rejst.

i 2006 lavede Videnscenter for Hjerneskade den første

undersøgelse nogensinde herhjemme om bilkørsel

efter en erhvervet hjerneskade 1 . Undersøgelsen blev

foretaget blandt hospitaler og genoptræningscentre og

viste, at flertallet af afdelinger og genoptræningstilbud

landet over ikke håndterer emnet bilkørsel efter en

erhvervet hjerneskade konsekvent. Ønsket med den

næste undersøgelse var at få belyst, hvordan brugerne

selv oplever forløbet omkring bilkørsel.

i 2007 blev der derfor gennemført en spørgeskemaundersøgelse

2 , hvor de ramte selv og deres

nærmeste rørende besvarede såvel faktuelle som

holdningsmæssige spørgsmål om, hvordan temaet

bilkørsel var blevet håndteret under hospitalsindlæggelsen,

i genoptræningsperioden og i den efterfølgende

tid.

resultaterne viste blandt andet at:

• bilkørsel kun blev drøftet i ca. halvdelen af tilfældene

i såvel behandlings- som genoptræningsforløbet.

Hos knap 30 procent af de 234 personer

med erhvervet hjerneskade, var emnet slet ikke

blevet drøftet noget tidspunkt.

• kun få (godt 10 procent) var blevet formelt testet

for deres køreevne.

• flertallet havde beholdt deres kørekort, men kun

under halvdelen var begyndt at køre bil igen

• blandt de, der havde genoptaget bilkørsel, gav en

del udtryk for, at de formåede at kompensere for

deres kognitive vanskeligheder f.eks. ved at undgå

at køre lange ture eller køre, når det er mørkt

og slukke for radioen.

• over halvdelen oplevede forløbet omkring håndtering

af kørselsproblematikken negativt – både

blandt de ramte og de rørende.

• de rørendes oplevelse af forløbene var generelt

mere negativ end de ramtes.

• mange af de adspurgte manglede information om

bilkørsel efter en erhvervet hjerneskade, ligesom

mange havde savnet et sted at henvende sig for at

få hjælp og vejledning om emnet.

Manglende drøftelse af kørselsproblematikken

godt halvdelen af de ramte angav, at bilkørsel ikke

var blevet drøftet under hospitalsindlæggelsen. En

del nævner dog, at de blev anbefalet en kørselspause

alligevel.

Det kan skyldes, at bilkørsel ikke ligefrem blev

drøftet, men at det blev nævnt, at de burde holde

en pause fra at sætte sig bag rattet. Det kunne tyde

, at der mangler en dialog om sammenhængen

mellem hjerneskade og bilkørsel, mens patienten

er indlagt.

Kun 26 procent havde været til en praktisk køretest

efter hjerneskaden, og endnu færre havde været

til en neuropsykologisk undersøgelse, der kunne belyse,

om de kunne køre bil.

En praktisk køretest kan være et uundværligt

redskab i en køreevaluering, når den udføres af en

person, som er trænet i at evaluere personer med

hjerneskade. Herigennem får man mulighed for at

teste den gældendes kompensationsstrategier,

som ellers ikke kommer til udtryk ved en neuropsykologisk

testning alene. En praktisk køretest, der er

specielt designet til personer med hjerneskade, bør

altså anvendes i langt større omfang.


Selvom flertallet af de ramte stadig havde deres

kørekort, var det under halvdelen, der kørte bil, da

undersøgelsen fandt sted. Det er endnu en indikation

, at beslutningen om at ophøre med at køre

bil bliver taget privat, uden at myndighederne bliver

inddraget.

Det er naturligvis godt, at mange har selvindsigt

og sammen med familien kan træffe denne beslutning.

men manglende rådgivning om bilkørsel og stillingtagen

til køreevaluering kan også have negative

konsekvenser. for eksempel fordi personer, som er

egnet til at køre bil, holder op, fordi de er ængstelige.

Derved mister de en betydelig del af deres mobilitet,

uden at der er en reel grund til det. mens det i andre

tilfælde, hvor den ramte mangler sygdomsindsigt og

ikke kan se konsekvensen af en række følger af hjerneskaden,

kan blive en belastende kamp for familien

at få den gældende til at ophøre med at køre.

resultaterne viser endvidere, at en del af de, der

sætter sig ind bag rattet og kører, tilsyneladende

kompenserer for deres kognitive vanskeligheder.

måske kunne flere komme til at køre bil igen, hvis

de blev trænet i, hvordan de kan kompensere for

deres funktionstab.

Utilfredshed med håndteringen

af emnet bilkørsel

Ca. halvdelen af de adspurgte giver udtryk for utilfredshed,

både under hospitalsforløbet og i genoptræningsperioden.

Det må tages som en indikation af, at emnet

bilkørsel og hjerneskade ikke bliver håndteret godt

nok. Nogle kan naturligvis være så utilfredse med, at

de selv eller deres ramte rørende ikke længere må

køre, at det virker deres oplevelse af forløbet og

dermed også deres svar. men her kan man argumentere

for, at årsagen til kørselsstop måske ikke er blevet

forklaret godt nok. Eller at alternative muligheder til

bilkørsel måske ikke er blevet præsenteret. Desuden

var der mange, der angav, at de havde savnet et sted,

hvor de kunne få hjælp og vejledning om bilkørsel

efter hjerneskaden og information om emnet i det

hele taget. Altså må noget af utilfredsheden kunne

tilskrives manglende håndtering af emnet.

Fakta

RapportenSlingrende kurs en hullet vej” kan hentes fra:

www.vfhj.dk/default.asp?PageID=1594

Eller kan bestilles hos Videnscenter for Hjerneskade. Pris kr. 75 inkl. forsendelse.

Oplæg fra konferencen “Bedre praksis” kan hentes fra:

www.vfhj.dk/default.asp?PageID=1585

Det var en gennemgående tendens i svarene, at

de rørende var mere utilfredse end de ramte. Dette

hænger måske sammen med, at det er dem, der i sidste

ende sidder med problemet, når den ramte uden

sygdomsindsigt insisterer at køre, selvom han eller

hun ikke er en sikker bilist. og det er nærliggende,

at det ofte er den rørende, der ender med at skulle

løse transportproblemer, når den ramte ikke længere

kan køre selv. Det kan opleves som en stor belastning

i en tid, der i forvejen er meget svær.

Konklusion:

Konkluderende viste resultaterne, at der er behov

for:

• at der bliver taget hånd om problemerne med kørsel

og hjerneskade, både under hospitalsindlæggelsen,

under genoptræningsperioden og i tiden

derefter

en mere formel testning af den ramtes evne til at

køre og en evaluering af hans eller hendes potentiale

til køregenoptræning

• mere støtte, hjælp og information til de rørende,

så de bliver bedre i stand til at tackle kørselsproblematikken.

Endelig bør det være en del af genoptræningen, at

den ramte lærer kompensationsstrategier i forbindelse

med bilkørsel og i det hele taget får genoptrænet sine

køreevner, hvor det er muligt.

Kort sagt er der i Danmark behov for, at vi bliver

bedre til at håndtere kørselsproblematikken efter

en erhvervet hjerneskade. Det kræver, at vi bliver

dygtigere til at vurdere denne gruppe menneskers

køreevne, og at der opbygges genoptræningstilbud

rettet specielt mod bilkørsel. Som det fremgik af

konferencen “Bedre praksis” om kørekort og hjerneskade,

som Videnscenter for Hjerneskade afholdt i

september 2007, er der inspiration at hente fra vores

nordiske nabolande. Konferencen bekræftede, at der

er en voksende interesse for emnet i Danmark og

en vilje til at styrke dette område. Derfor ser jeg al

mulig grund til at være optimistisk for dette områdes

fremtid. n

KØrEKorT & HJErNESKADE 5


Af ANNE KriSTiNE SCHANKE,

CHEfPSyKolog, Dr. PHiloS.

SUNNAAS SygEHUS, NorgE.

oVErSæTTElSE ANE KATriNE BECK,

fAglig mEDArBEJDEr,

ViDENSCENTEr for HJErNESKADE.

Bilkørsel og hjerneskade – den

i Norge har der længe været fokus problemerne

med at køre bil, når man har fået en hjerneskade.

På Sunnaas Sygehus har man forsket en del i området,

og der er udgivet flere artikler om forskningsprojekterne.

Nærværende artikel ser nærmere de opnåede resultater

og de overvejelser, resultaterne bør føre til.

1 Hemianopsi: Synssvækkelse

eller blindhed i den

ene halvdel af nethinden

begge øjne.

2 Neglekt: manglende opmærksomhed

for den ene

halvdel af synsfeltet.

3 Eksekutive funktioner:

den overordnede styring af

adfærden.

6

KØrEKorT & HJErNESKADE

i en undersøgelse fra 1995 (1) deltog 72 apopleksipatienter,

heraf var 43 ramt i højre hjernehalvdel og 29

i venstre. Det var hovedsageligt mænd med uddannelsesniveau

inden for det normale, der blev testet

ca. 5 måneder efter deres apopleksi. De højresidigt

ramte havde mere udtalte lammelser og manglede

hyppigere sygdomsindsigt, mens de venstresidigt

ramte oftere havde afasi og viste tegn depression.

Derimod adskilte grupperne sig ikke med hensyn til

forekomst af hemianopsi 1 . På baggrund af medicinske,

neuropsykologiske og adfærdsmæssige data blev

cirka halvdelen af både de højresidigt og de venstresidigt

skadede vurderet som uegnede til at køre bil.

Vurderingen havde ikke sammenhæng med alder,

køn, grad af lammelse, eller i hvilken hjernehalvdel

skaden var sket.

Hemianopsi, neglekt 2 og nedsat mental effektivitet

taler imod bilkørsel. Siden de neurologiske kendetegn

kun kunne svare for halvdelen af variansen

i den gennemførte regressionsanalyse er konklusionen,

at alle patienter med verificeret apopleksi bør

screenes for neuropsykologiske udfald de områder,

som er mest kritiske for bilkørsel. Desuden bør

man i de mere komplicerede tilfælde, hvor de neuropsykologiske

eller medicinske data ikke er entydige,

supplere med en praktisk køreprøve. Personer som

er uegnet efter medicinsk og neuropsykologisk vurdering,

bør ikke henvises til køretest.

Neuropsykologiske tests til forudsigelse

af praktisk køreevne

Et andet studie fra 2000 blev iværksat for at teste

kvaliteten af praksis Sunnaas Sygehus og for at

finde ud af, om der var overensstemmelse mellem

de neuropsykologiske resultater og udfaldet af den

efterfølgende køreprøve.

i undersøgelsen deltog 55 patienter, som blev

opdelt i tre grupper:

Gruppe 1, som ikke havde neuropsykologiske symptomer,

der talte imod bilkørsel.

Gruppe 2, som blev anbefalet en praktisk prøve, fordi

der var flere tegn vanskeligheder.

Gruppe 3, som havde så alvorlige vanskeligheder, at

de var uforenelige med at køre bil. Der var i øvrigt

ikke signifikante forskelle de tre grupper, bortset

fra at gruppe 3 var ældre og havde haft deres skade

i længere tid.

i gruppe 1 bestod alle den praktiske køreprøve, i

gruppe 2 bestod 63 procent, mens kun 25 procent af

gruppe 3 bestod den praktiske køreprøve.

Konklusionen var, at en neuropsykologisk undersøgelse

af de relevante kognitive funktioner kan bidrage

til at forudsige, hvem der vil kunne køre bil og

hvem ikke. Det er dog nødvendigt at supplere vurderingen

med en praktisk køreprøve i de tilfælde, hvor

testresultaterne ikke er entydige.

Vær opmærksom TBI-gruppen

En tredje undersøgelse (3) var en spørgeskemaundersøgelse

af 62 tidligere patienter, flest mænd, og

både apopleksiramte (58 procent) og patienter med

traumatisk hjerneskade (TBi) (24 procent). TBi-gruppen

var signifikant yngre end apopleksigruppen, og 11 ud

af 15 patienter havde fået deres hjerneskade som

følge af trafikulykker.

Patienterne havde fået undersøgt deres køreevner

Sunnaas Sygehus, og man ville nu undersøge,

hvordan det efterfølgende var gået i trafikken.

Undersøgelsen viste, at der ikke var tegn , at

der sker flere uheld for de patienter, som havde fået

deres køreevner grundigt vurderet i forhold til normalbefolkningen.

Det skal dog tilføjes, at den statistiske

styrke i projektet var lav grund af materialets

størrelse. Derimod viste TBi-gruppen sig at have

betydelig forhøjet risiko for ulykker sammenlignet

med apopleksigruppen. i TBi-gruppen blev der også

fundet flere tegn vanskeligheder i de eksekutive

funktioner3 , hvilket blandt andet har betydning for,

hvordan man vurderer risiko.

Ændring af køreadfærd

i et fjerde projekt (4) var det uheldsfrekvensen hos

to grupper hjerneskadede med henholdsvis TBi og

apopleksi, der blev undersøgt. Der var næsten ingen

kvinder i denne gruppe, og den var desuden betydeligt

yngre end apopleksigruppen. 57 procent af

TBi-gruppen havde fået hjerneskader som følge af


nyeste forskning i Norge

en trafikulykke. Andre personer i TBi-gruppen havde

anden måde været involveret i risikoadfærd, som

førte til deres hjerneskade.

Undersøgelsen er en opfølgning seks til ni år efter,

at kørefærdighederne blev udredt Sunnaas

Sygehus. De foreløbige data viser, at TBi-gruppen

efter hjerneskaden kolliderer dobbelt så tit sammenlignet

med en gruppe jævnaldrende bilførere i

normalbefolkningen. gruppen ændrede ikke køreadfærd

og mindskede ikke brugen af deres bil. Apopleksigruppen

havde dels ændret køreadfærd og

dels begrænset deres bilkørsel efter deres skade,

og denne gruppe havde ikke flere uheld end normalbefolkningen.

Konklusioner

På baggrund af de studier, der er udført i Sunnaas,

hvor alle ikke er omtalt her, kan man drage følgende

konklusioner:

• Alder, køn og diagnose kan kun i mindre grad forklare,

hvem der egner sig til at køre bil og hvem

ikke efter en hjerneskade.

• Det er et gennemgående fund, at der er nogle typer

af vanskeligheder, som udelukker, at man kan

køre bil. Det er disse vanskeligheder, og ikke mere

irrelevante svigt, man bør fokusere i vurderingen

af, om en person må køre bil igen.

• Testning af specifikke kognitive funktioner med relevans

for bilkørsel har en forholdsvis god validitet

med hensyn til forudsigelse af kørefærdigheder efter

en hjerneskade.

• Det er nødvendigt med en tværfaglig tilgang ved

undersøgelse af køreevne. i de tilfælde hvor de

neuropsykologiske test ikke er entydige, bør man

supplerende anvende praktiske køreprøver.

• Undersøgelser af eksekutive funktioner og sygdomsindsigt

må indgå i vurderingerne.

• TBi-gruppen ændrede ikke køreadfærd efter hjerneskaden,

hvilket apopleksipatienterne gjorde.

Dette til trods for, at en større andel af TBi-gruppen

faktisk selv oplevede en forringelse af køreevnerne.

• Det er en vigtig viden, at apopleksigruppen kan

have mulighed for at kompensere for eventuelle

vanskeligheder, hvilket kan bevirke, at de kan

blive i stand til at køre sikkert.

• TBi-gruppen havde flere ulykker end apopleksigruppen

og mere end to gange så mange ulykker

som normalbefolkningen.

• Ud fra den tværfaglige tilgang, vi har brugt, kan

vi konkludere, at apopleksigruppen hovedsageligt

er forsvarlige bilister efter hjerneskaden. Dette bekræftes

også af andre studier.

• Når det handler om TBi-gruppen, er det nødvendigt

i højere grad at se personligheden og risikoadfærd

før hjerneskaden, og evt. supplerende se

antallet af tidligere ulykker, når man foretager en

vurdering. Endvidere bør undersøgelsen udvides

med tests, som måler de eksekutive funktioner,

ligesom man i højere grad bør bruge kvalitative

observationer som en del af beslutningsgrundlaget.

Dette stemmer overens med konklusioner fra

andre studier.

• Der er behov for godt designede multicenterundersøgelser

4 med opfølgning 5 til 10 år efter

skaden, specielt for mennesker, der er ramt af

traumatisk hjerneskade. n

Referencer:

1. Sundet, K., goffeng, l., Hofft,E. (1995). To drive

or not to drive: Neuropsychological assessment for

driver’s license among stroke patients. Scandinavian

Journal of Psychology, 36, 47-58.

2. Schanke, A.K., Sundet, K. (2000). Comprehensive

driving assessment: neuropsychological testing and

on-road evaluation of brain injured patients. Scandinavian

Journal of Psychology, 41, 113-121.

3. mosberg, A., Østen, P.E. Schanke, A.K. (2000).

Bilkjøring etter hjerneskade. Tidsskrift for Den norske

lægeforening, 120, 3392-5.

4. Schanke, A.K., rike, P.o, mølmen, A, Østen P.E. (sendt

ind til vurdering) Driving behaviours after brain injury:

A follow up on accident rate and driving patterns.

Herudover kan nævnes:

5. Schanke, A.-K., Østen, P.E., Hofft, E. og Pedersen, o.

(1999). Vurdering av kognitiv egnethet for bilkjøring

etter hjerneskade. Tidsskrift for Den norske lægeforening,

119, 954-8.

6. Schanke, A-K., grimsmo, J., Sundet, K. (1995). multippel

sklerose og egnethet for bilkjøring. Tidsskrift

for Den norske lægeforening, 115, 1349-52.

4 En multicenter-undersøgelse

er et klinisk forsøg, som

udføres mere end et medicinsk

center eller klinik.

KØrEKorT & HJErNESKADE 7


Af ANNA lUNDqViST mED Dr,

SPECiAliST i NEUroPSyKologi,

rEHABiliTEriNgSmEDiCiNSKA KliNiKEN,

UNiVErSiTETSSJUKHUSET,

liNKöPiNg SVErigE.

oVErSæTTElSE BriTA ØHlENSCHlægEr,

8

SEKrETAriATSCHEf,

ViDENSCENTEr for HJErNESKADE.

KØrEKorT & HJErNESKADE

Trafikmedicinsk vurdering efter

en hjerneskade i Sverige

En traumatisk hjerneskade og det at miste kørekortet

er traumatiske oplevelser, som både rammer

selvfølelsen og de praktiske forudsætninger

for at kunne leve en uafhængig tilværelse.

i henhold til svensk kørekortlov skal lægen anmelde

det til länsstyrelsen, hvis en person er uegnet til at

have kørekort af medicinske årsager. Vurderingen af

hjerneskadedes køreevne skal omfatte:

• motorisk kontrol (bevægeevne, balance, koordination,

psykokomotorisk tempo)

• Syn (synsfelt, synsstyrke, dobbeltsyn)

• Bevidsthed (vågenhed)

• Kognitive funktioner

• Dømmekraft, indsigt og impulskontrol

Forskning omkring de kognitive funktioners

betydning for bilkørsel

De største vanskeligheder i den trafikmedicinske

vurdering ligger i at bedømme, hvilke konsekvenser

kognitive vanskeligheder og nedsat dømmekraft,

indsigt og impulskontrol har for bilkørsel.

Tidligere forskning har vist, at mennesker med

erhvervet hjerneskade som gruppe har dårligere

præstationer i opgaver, som kræver hurtig opmærksomhed,

hurtige beslutninger og hurtigt valg af egnet

reaktion. Vi ved også, at det er funktioner, som er

vigtige for at klare komplekse trafiksituationer.

Selv om en hollandsk undersøgelse i 1987 fandt,

at hjerneskader ikke er overrepræsenterede i trafikulykker,

er der grund til at antage, at en nedsat evne

til hurtig opmærksomhed og kognitiv bearbejdning

forringer evnen til at køre sikkert i en kompleks trafiksituation.

På Den rehabiliteringsmedicinske Klinik ved Universitetssjukhuset

i linköping, Sverige, har vi studeret,

hvilken betydning de kognitive funktioner har for

bilkørsel efter erhvervet hjerneskade. (7, 8)

58 patienter med erhvervet hjerneskade og et

tilsvarende antal matchede kontrolpersoner deltog i

to studier i midten af 90’erne. Patienternes kognitive

funktioner var signifikant dårligere end kontrolpersonernes.

Under kørsel i simulator havde de sværere

ved at bearbejde informationer. og i en praktisk køreprøve

i trafikken havde patienterne ligeledes betydeligt

dårligere køreevne. De to undersøgelser viste,

at det neuropsykologiske testbatteri kunne klassifi-

cere henholdsvis 78 og 83 procent korrekt med hensyn

til køreevne. De test, der målte hurtig kognitiv

bearbejdning, delt opmærksomhed og kompleks

reaktionsevne, havde størst forudsigelsesværdi.

Konklusionen fra disse studier er, at et neuropsykologisk

testbatteri, som måler hurtig informationsbearbejdning,

simultankapacitet og kompleks reaktionsevne,

kan anvendes som screeningsinstrument,

når der er tvivl, om en hjerneskadet fortsat bør køre

bil. En fuldstændig vurdering af køreevne efter en

erhvervet hjerneskade bør derfor også indeholde en

vurdering af indsigt, dømmekraft og følelsesmæssig

kontrol.

i en opfølgningsundersøgelse ti år senere deltog

87 af de undersøgte patienter og kontroller i et interview.

Halvdelen af de bortfaldne var ældre med apopleksi.

Kontrolpersonerne var fortsat med at køre bil

og var relativt friske og aktive.

De, som var ophørt med at køre bil, var hyppigst

ældre patienter, som havde lav præstation i de neuropsykologiske

test 10 år tidligere. De fleste af de,

som klarede den praktiske køreprøve ti år forinden,

kørte stadig bil.

Det neuropsykologiske minibatteri kunne hos

både patienter og kontroller forudsige, om de kørte

bil ti år senere. mens den praktiske køreprøve ikke

kunne forudsige, om de kørte bil senere.

Undersøgelsen viste endvidere, at patienterne

i opfølgningsperioden havde haft betydeligt flere

ulykker, som var blevet rapporteret til forsikringsselskaber,

end kontrollerne havde. Derimod kunne

hverken det neuropsykologiske testbatteri eller køreprøven

forudsige, om der ville ske ulykker. At have

ulykker som kriterium for egnethed for bilkørsel ville

kræve et stort materiale og en lang opfølgningstid.

Bilulykker er statistisk set sjældne, og i et så lille

materiale kan man ikke forvente, at testresultat og

køreprøve skal kunne forudsige ulykker.

Kan man kompensere for

nedsat kognitiv funktion

Erfaringerne fra kognitiv rehabilitering er, at patienter

med nedsat kognitiv funktion i stor udstrækning kan

lære at kompensere for funktionsnedsættelser og at

forbedre deres evne til aktivitet i arbejde og socialt

samspil, hvis de har erkendelse af deres vanskeligheder.

man kan derfor spørge, om disse erfaringer

kan overføres til bilkørsel?

Undersøgelser viser, at en fører med indsigt i egne

vanskeligheder og god dømmekraft til en vis grad


kan kompensere for kognitive brist gennem større

forsigtighed, for eksempel ved at lade være med at

køre i visse situationer, at holde større afstand og

nedsætte hastigheden (3, 18, 20, 4, 2)

i en senere undersøgelse (lundqvist & Alinder

2007) har vi vist, at de patienter, som klarede en

praktisk køreprøve, havde en mere realistisk vurdering

af deres køreevne. måske fordi de havde større

indsigt i deres kognitive vanskeligheder og dermed

bedre kunne kompensere under kørslen end den

gruppe, som ikke klarede køreprøven?

lang køreerfaring, god dømmekraft og realistisk

vurdering af egen funktion er faktorer af stor betydning

for, om man kan kompensere for kognitive brist

efter hjerneskade. Derfor er indsigt i egne kognitive

vanskeligheder og en god situationsfornemmelse afgørende

for, om man fortsat har kørekort efter en erhvervet

hjerneskade. Dertil kommer en god eksekutiv

funktion (god styring af adfærden). Svigtende indsigt

og dømmekraft og affektive (følelsesmæssige)

forstyrrelser som bristende impulsstyring rammer

hovedsagelig patienter med frontale hjerneskader,

mange gange som følge af traumer mod hovedet.

indsigt, dømmekraft og affektiv styring er samtidig

de områder, som er allersværest at vurdere klinisk.

Derfor bør der udvikles nye metoder til at kortlægge

patienternes dømmekraft og erkendelse af

egne vanskeligheder og konsekvenserne af dem.

Hvilken betydning har den

praktiske køreprøve?

En praktisk køreprøve kan kortlægge de motoriske

forudsætninger for at køre bil. i dag findes der mange

tekniske tilpasninger, som gør, at mange kan fortsætte

med at køre bil trods motorisk funktionsnedsættelse.

Derimod er det betydeligt sværere ud fra en praktisk

køreprøve at konkludere, om en person opfylder de

trafikmedicinske krav til kognitiv funktion.

Multidiciplinært vurderingsteam

Både ud fra et forskningsperspektiv og ud fra den

kliniske erfaring bør en trafikmedicinsk vurdering ske

trinvis og i et multidiciplinært team, hvor man kan

bedømme klientens medicinske, motoriske, kognitive

og kompensatoriske forudsætninger for fortsat

at have kørekort. Hvis der er tvivl, kan en praktisk

køreprøve afgøre, hvordan personen kan udnytte

tidligere erfaringer med at køre som kompensation.

Det må endvidere peges, at den trafikmedicinske

vurdering må være et led i patientens rehabilitering

med mulighed for at træne nedsatte funktioner og

kompensatoriske teknikker, og at der skal skabes

mulighed for alternative kommunikationsmidler,

hvis patienten ikke har forudsætninger for fortsat

at køre bil. n

Tallene i parentes henviser nedenstående litteraturlisten.

Referenser

1) Brooks, N. (1984). Cognitive deficits after

head injury. i N.Brooks (Eds.)

Closed Head injury: Psychological, Social, and

family Consequences. New york:

oxford University Press, 44-73.

2) Brouwer, H.W. (1985). limitations of Attention

after Closed Head injury. Ph.D.

Dissertation, State University of groningen.

3) Brouwer, W.H., & Withaar, f.K. (1997). fitness

to drive after traumatic brain injury. Neuropsychological

rehabilitation, 7, 177-193.

4) Brouwer W.H., Van Zomeren AH & Van Wolfelaar

P.C. Traffic behavior after severe traumatic brain

injury. in Deelman Bg, Saan rJ, van Zomeren AH

editors. Traumatic brain injury, clinical, social

and rehabilitational aspects. lisse: Swets and

Zeitlinger; 1990. pp. 89-100

5) groeger, J.A., (1990). Drivers errors in and

out of context. Ergonomics, 33, 1423-1430.

6) lezak, m.D. (1982). The Problem of Assessing

Executive functions, international Journal

of Psychology, 17, 281-297.

7) lundqvist, A., Alinder J, Alm H, gerdle B,

levander S, rönnberg J. Neuropsychological

Aspects of Driving After Brain lesion: Simulator

Study and on road Driving. Applied Neuropsychology

1997; 4: 220-230.

8) lundqvist, A., gerdle, B., rönnberg, J. Neuropsychological

aspects on driving after stroke

– in the simulator and on the road. Applied

Cognitive Psychology 2000; 14:135-148.

9) lundqvist A. Cognitive functions in drivers with

brain injury. Anticipation and adaptation. Doctoral

Dissertation. linköping, Sweden 2001.

10) lundqvist, A., & Alinder, J. (2007). Driving

after brain injury – self awareness, coping

at the tactical level of control. Brain injury,

21(11), 1109-1117.

11) michon, J.A. (1985). A critical view of driver

behavior models. What do we know, what

should we do? i l.Evans , r. Schwing, (Eds.)

Human behavior and traffic safety. New york,

Plenum Press.

12) Nouri, f.m., Tinson, D. & lincon, N.B.,

(1987) Cognitive ability and driving after stroke.

international Disability Studies, 9, 110-115.

13) Nouri, f.m. & lincon, N.B. (1994). Validation

of a cognitive assessment. Nottingham

rehabilitation.

14) Sivak, m., olson, P.l., Kewman, D.g., Won, H.

& Henson, D.l. (1981). Driving and perceptual/

cognitive skills: behavioral consequences of

brain damage. Archives of Physical medicine

and rehabilitation, 62, 476-483.

15) Stuss, D.T., Ely, P., Hugenholtz, H., richard,

m.T., larochelle, S., Poirier & C.A. Bell, i. (1985).

Subtle Neuropsychological Deficits on Patients

with good recovery after Closed Head injury.

Neurosurgery, 17, 41- 47.

16)Stuss, D.T., Shallice, T., Alexander, m.P. &

Picton, T.W. (1995). A multidisciplinary approach

to anterior attentional functions. Annals of the

New york Academy of Sciences.

17) Sundet, K., goffeng & g. Hofft, E. (1995).

To drive or not to drive:Neuropsychological

assessment for driver’s licence among stroke

patients. Scandinavian Journal of Psychology,

36, 47-58.

18) van Wolffelaar PC, Brouwer WH & Van

Zomeren AH. Driving ability 5 10 years after

severe head injury. in Benjamin T. (Ed.), Driving

behavior in a social context. Caen:Paradigme

1990; pp.564-574.

19)van Zomeren, A.H., Brouwer, W.H. & minderhoud,

J.m. (1987). Aquired Brain Damage

and Driving: A review. Archives of Physical

medicine and rehabilitation, 68, 697-705.

20) van Zomeren A.H., Brouwer W.H., rothengatter

J.A. & Snoek J.. fitness to Drive a Car After

recovery from Severe Head injury. Archives of

Physical medicine and rehabilitation 1988;

69: 90-96

21) van Zomeren, A.H. & Brouwer, W.H. (1992).

Assessment of attention. i J.r. Crawford, D.m.

Parker, W.W. mc Kinlay, (Eds.) A Handbook of

Neuropsychological Assessment. Hove, U.K.:

lawrence Erlbaum.

Wickens, C.D. (1992). Engeneering Psychology

and Human Performance (2nd eds). Harper

Collins. New york.

KØrEKorT & HJErNESKADE 9


Af ANNE BræKHUS,

ASSiSTENTlEgE, Dr. mED.

NEVrologiSK AVDEliNg,

riKSHoSPiTAlET, oSlo, NorgE.

oVErSæTTElSE mETTE TriEr,

iNformATioNSmEDArBEJDEr,

ViDENSCENTEr for HJErNESKADE.

1 Der findes 3-4 trafikstasjoner

i hvert fylke. i tillæg

til køreprøver udfører de

omregistrering af køretøjer,

ejerskifteregistrering og

periodisk syn af bilen.

2 fylke = amt. fylkesmannen

(svarer til vores embedslæge)

er kongens og

regeringens repræsentant i

fylket og skal arbejde for at

Stortingets og regeringens

vedtagelser, mål og retningslinjer

bliver fulgt. På

vegne af flere departementer

udfører fylkesmannen

en række forvaltningsopgaver

i forhold til kommuner

og enkeltpersoner, og er

klagemyndighed og tilsynsmyndighed.

10

KØrEKorT & HJErNESKADE

Den lægefaglige vurdering

af kørekort i Norge

– de norske regler generelt i forhold til helbred og kørekort, og specifikt i forhold

til demenssygdomme.

love og retningslinjer vedrørende retten til at besidde

kørekort i Norge hører under Veitrafikkloven (lov av

18. juni 1965 nr. 4 paragraf 24) og Sundhedsloven (lov

af 2. juni 1999, paragraf 34 med forskrifter). Når raske

personer første gang ansøger om kørekort, udfylder

de en helbredsattest. Er der tale om en sygdom, der

kan virke kørefærdighederne, kræves en lægeattest.

lægeattesten skal fornys med jævne mellemrum

afhængigt af, hvilken sygdom det drejer sig om og

sygdommens sværhedsgrad. Efter det fyldte 70. år

skal alle bilførere medbringe en gyldig helbredsattest

Instanser som behandler kørekort i Norge

Trafikstasjonen 1 / vejkontoret: Udsteder, fornyer

og udvider kørekort.

Politiet: inddrager kørekort og behandler krav om

tilbagelevering af inddraget kørekort

Fylkesmannen 2 : Behandler ansøgninger om dispensation

fra helbredskravene, samt vurderer

lægens anvisning,

Behandlende og attest-udstedende læge: leverer

præmisserne for forvaltningens vurderinger.

Den almenpraktiserende læges opgaver i denne

sammenhæng er:

1) At udfylde aktuelle attester. Attesten skal redegøre

for tilstanden i overensstemmelse med

de faktiske forhold og gerne give en vurdering

af risikoen ved at lade den gældende køre

bil.

2) opfordre patienten til at indlevere kørekortet,

hvis han ikke længere opfylder kravene til at

have kørekort.

3) give fylkesmannen relevante oplysninger med

henblik at søge eventuel dispensation fra

kravene til besiddelse af kørekort.

Hvis patienten ikke opfylder de medicinske krav

til besiddelse af kørekort og den svækkede helbredstilstands

varighed er seks måneder eller mere,

kræves der skriftlig indberetning til fylkesmannen

og til patienten.

udfyldt af lægen (attest 202c). Social- og sundhedsdirektoratet

har udgivet en vejledning til udfyldelse

af disse attester (1).

Vejledningen angiver følgende i forhold til varigheden

af helbredsattesten:

raske personer mellem 70 og 75 år bør have en attest

med gyldighed i fem år. Ved sygdom og svækkelse bør

attesten udstedes for et år ad gangen. for personer

over 75 år er det rimeligt at udstede attesten med et

års gyldighed.

Er den svækkede helbredstilstands varighed

mindre end seks måneder, er der ingen indberetningspligt

til myndighederne. Der skal dog gives

mundtlig advarsel til patienten med et notat i

journalen.

Endvidere er der i vejledningen anført følgende:

lægens opgave er at vurdere de faktiske medicinske

forhold. Afvejningen af de sociale forhold

bør overlades til fylkesmannen.

indberetningspligten gælder i princippet enhver

læge, som er i berøring med patientens aktuelle

tilstand. indberetning kan ikke undlades

med begrundelse om, at patienten er henvist til

specialist.

Aftale om praktisk køreprøve kan aftales direkte

mellem patient og køreprøvecentret (trafikstasjon).

Hvis det ikke lykkes, kan politiet

kræve en køreprøve (med hjemmel i Vejtrafikkloven).

Demens og bilkørsel

Der er ingen tvivl om, at patienter med moderat

eller fremskreden demenssygdom er uegnede til

at køre bil. Vi har derimod – baseret den aktuelle

viden – ingen sikre holdepunkter for at sige,

at alle med en demenssygdom i det helt tidlige

stadie udgør en så øget risiko i trafikken, at de

bør nægtes kørekort.


Vurdering af kørekort hos patienter

med demens kan være vanskelig af

mange årsager:

• Symptomer kognitivt svigt kommer ofte

snigende

• Det er tabubelagte symptomer

• Demensdiagnosen er i sig selv ikke tilstrækkelig

grund til at inddrage kørekortet

• Der er ingen absolutte kriterier for, hvornår

kørsel er uforsvarlig, dvs. at meget beror

skøn

• Der er uenighed blandt fagpersoner

• Der er kun begrænset kendskab til problemsstillingen

blandt mange læger, og

mange vægrer sig ved at tage problemstillingen

op

• Det er et stigende problem, da der bliver

flere ældre med demens, og flere ældre har

kørekort

• Det er forbundet med svære kvaler for de

rørende at håndtere problematikken.

Kriterierne for en demenssygdom

i Norge bruges følgende kriterier for demenssygdom,

som er baseret international Classifikation of

Disorders (iCD):

1) Svækket hukommelse

2) Svækkelse af andre kognitive funktioner, det

kognitive svigt skal influere dagliglivets

funktioner

3) Klar bevidsthed

4) Svækkelse af det emotionelle, adfærdsmæssige

eller sociale område

5) Varighed i mindst seks måneder.

De lovgivningsmæssige krav til alle kørekørtgrupper

er, at der ikke må være almindelig sindslidelse,

væsentlig mental retardering eller personlighedsafvigelser,

som medfører nedsat dømmekraft, impulskontrol

eller adfærdsforstyrrelser, der kan være

farlige i trafikken.

følgende problemstillinger er ofte aktuelle i

forhold til, om en person med mentalt svigt el-

ler begyndende demenssygdom skal kunne fortsætte

med at køre:

1) Hvilke symptomer tilsiger et kørselsforbud?

2) Hvilke resultater af de foretagne tests tilsiger

kørselsforbud?

3) Er køreevnevurdering gullstandard 3 ?

4) Hvor skal køreevnevurderingen gennemføres?

5) Skal køreevnevurderingen gennemføres i privatbil

eller i skolevogn?

6) Hvad med geografisk begrænset kørekort?

7) Hvilke læger og faggrupper skal myndighederne

forholde sig til?

8) Hvor ofte bør vurderingen gentages?

mange af symptomerne ved en demenssygdom er

ikke forenelige med forsvarlig bilkørsel.

imidlertid kan det være vanskeligt at afgøre,

hvor væsentlige de forskellige symptomer er isoleret

set, eftersom nedsatte færdigheder ved en

demenssygdom ofte er resultatet af svigtende

funktion flere områder.

t

foto: Sonja iskov

3 gullstandard er det som anses

for den måde at vurdere

, som giver den rigtige

vurdering. f.eks. ved en test,

der måler depression er det

vurderingen af en psykiater

(eller flere ) som er ’gullstandard’,

altså det som afgør

med 100 pct. sikkerhed, om

det er depression eller ikke.

Når det gælder køreprøven

anses den af mange for at

være ’gullstandard’, altså

afgør den med en sikkerhed

100 pct. om man må køre

eller ej, selv om det i virkeligheden

ikke er sådan. ’gullstandard’

i denne sammenhæng

er antal trafikkuheld,

det er bare så meget desto

vanskeligere at måle.

KØrEKorT & HJErNESKADE 11


t

4 mini mental State testen

- bruges til vurdering af

køreegnethed hos personer

med mentalt svigt.

12

KØrEKorT & HJErNESKADE

Symptomer ved en demenssygdom som

kan indvirke kørefærdigheder:

Nedsat opmærksomhedsfunktion,

specielt delt opmærksomhed

Nedsat rum-retningssans

(visuospatiel funktion)

Nedsat intellektuel funktion

Nedsat hukommelse

Nedsat indlæringsevne

forlænget reaktionstid

Afasi

Nedsat sygdomsindsigt

Personlighedsændring

Eksekutiv dysfunktion

Der findes ingen absolutte kriterier for, hvornår

en person med begyndende mentalt svigt eller

demenssygdom ikke længere er i stand til at

køre bil en forsvarlig måde. i undersøgelser

er det specielt testning af opmærksomhed og

rumretningsfærdigheder, der kan adskille personer

med demens, der er egnede til at køre

bil fra de der ikke er egnede. Der er imidlertid

ingen test eller kombination af test, som helt

kan forudsige, hvem der vil bestå en praktisk

køreprøve (som oftest anses for at være ’gullstandard’.

Almenpraktiserende læger vil som

oftest benytte sig af korttest til dette formål).

ingen enkelttest kan afgøre kørefærdigheder, og

det anbefales derfor at benytte en kombination

af forskellige tests (som man bliver fortrolig

med at bruge), for eksempel mini-mental status

test, urskiveprøve og Trail making A og B

og at kombinere resultaterne med en praktisk

køreprøve.

Den gældende bør i de fleste tilfælde interviewes.

Det er bedst også at spørge eventuelle

børn, da ægtefællen ofte er afhængig

af, at patienten kører, og derfor kan fremstille

problemet mindre end det er. man bør også

lægge vægt forekomst af andre sygdomme

og brug af lægemidler.

Retningslinjer fra Social- og helsedirektoratets

veileder, 1

www.shdir.no/publikasjoner/veiledere/helsekrav_

til_f_rerkort__ndash__en_veiledning_73499

Det er angivet følgende niveau for mmSE 4 . Testen

kan dog ikke bruges, hvis der kun er tale

om fokale skader.

• MMS: 26-30

oftest tilstrækkelig til at køre bil med

mindre andre forhold taler imod

• MMS: 20-25

ofte uforenlig med bilkørsel

Videre udredning?

Praktisk prøve?

• MMS: < 20

Diskvalificerer bilkørsel hvis fylkesmannen

ikke finder meget gode grund for det modsatte

.

Litteratur.

1. regler og veiledning for utfylling av helseattest for

førerkort m.v. – 2006.

2. Brækhus A. Demens og bilkjøring. Dagens situasjon

og praksis vedrørende helseattest for førerkort.

info-banken. Sem, 1998.


Vurdering af køreegnethed

ved Trafikmedicinsk Centrum, Sverige

Specielle, tværfaglige trafikmedicinske

centre er vigtige for at kunne udrede

svære grænsetilfælde og give

patienten mulighed for at få en

second opinion.

Trafikmedicinskt Centrum (TfmC) er en del af den

geriatriske klinik ved Karolinska Universitets Sygehus

og den første enhed i Sverige, som udelukkende

arbejder med kliniske vurderinger af egnethed for

bilkørsel. faggrupperne i personalet er læge, psykolog,

ergoterapeut og testassistent. i 2006 blev

650 patienter udredt, gennemsnitsalderen var 61 år.

De mest almindelige diagnoser var kognitivt svigt/

demens og apopleksi.

Planerne for udredning af den enkelte patient

lægges ud fra diagnosen og eventuelt oplæg fra an-

dre afdelinger. ofte begyndes udredningen med

et lægebesøg, derefter følger en neuropsykologisk

test. Hvis patienten har haft apopleksi, og problemstillingen

både er, om hjerneskaden har virket de

kognitive funktioner, og om der er behov for teknisk

tilpasning af bilen, kan det første besøg være hos

ergoterapeuten.

Synstest

for at sikre at patienten opfylder kravene om ikke

at have synsfeltdefekt, og for at undgå en unødig

udredning, hvis kravet ikke er opfyldt, gennemføres

indledningsvist næsten altid en grundig synsfeltsundersøgelse,

en ringperimetri.

Påvirkning af synsfeltet er ikke usædvanligt efter

apopleksi eller ved aldersrelaterede øjensygdomme.

Nedenfor vises testresultatet fra en apopleksipatient

med højresidig nedsættelse/bortfald af synet

begge øjne.

læger og terapeuter undersøger også det statiske

og dynamiske syns skarphed med en compu-

opgaven består i at sortere overflødige vejskilte fra.

Testen består af 12 tegninger af trafiksituationer, som

placeres foran testpersonen. med 20 kort i hånden med

forskellige vejskilte skal personen finde det korrekte vejskilt

til hver trafiksituation.

Visse kombinationer af situationer og vejskilte er lette og

letforståelige (f.eks. et kort med ordet ’barn’ og en tegning af

et barn ved en fodgængerovergang). Andre er mere krævende

(et kort med skiltet ’overhaling forbudt’ og en tegning af

en vej med dobbeltoptrukne linjer). inden opgaven starter,

demonstrerer testlederen, hvordan opgaven skal udføres.

t

Af CATAriNA lUNDBErg,

PSyKolog,

KAroliNSKA UNiVErSiTETSSJUKHUSET,

HUDDiNgE SVErigE.

oVErSæTTElSE mETTE TriEr,

iNformATioNSmEDArBEJDEr,

ViDENSCENTEr for HJErNESKADE.

KØrEKorT & HJErNESKADE 13


Kontrol af synet vha. ringperimetri

ringperimetri-testen kan afgøre, om

personen har et sammenhængende,

normalt synfelt. Patienten opfordres

til at fiksere midten af skærmen

og til at trykke en knap, når en

ring dukker op. ringe af varierende

størrelse kan dukke op når som

helst. Jo mindre og lysere ringe,

personen reagerer , desto bedre ser

vedkommende. felter med manglede

ringe viser, at patienten har en

synfeltsdefekt. Billedet til højre viser

at patienten har betydeligt nedsat syn

i højre synsfelt.

1 Nærmere beskrivelse

findes i kapitel 10 i Vägverkets

handbok i Trafikmedicin,

som kan købes

eller downloades via denne

hjemmeside: http://publikationswebbutik.vv.se/

shopping/Showitem.

aspx?id=1516

2 Se monografien “Kognitiva

bedømningar vid körkortsmedicinsk

utredning”:

www.Assessio.com

14

KØrEKorT & HJErNESKADE

t

terbaseret metode, hvor patienten skal bestemme

hældningen bogstavet “E”. Dette er mere krævende

end en test med konventionel bogstavtavle,

og synsskarphed i forhold til stimuli, der bevæger

sig, er særdeles relevant for, hvordan man forholder

sig i trafikken.

Simultantest

Simultantesten er udviklet af Universitetet i groningen

i Holland, og måler reaktionshastighed og delt

opmærksomhed. Den administreres af en testleder.

Som billedet viser, sidder patienten foran en virtuel

vejbane en computerskærm.

opgaven er at holde så lige en kurs som muligt

ved med rattet at korrigere for en simuleret “sidevind”.

Samtidigt gælder det om med højre eller

venstre knap rattet at reagere de henholdsvis

højre- eller venstrepile, som dukker op midt trekanterne

hver side af midterskærmen.

Testen måler, om der er forskelle mellem højre og

venstre side, som kan være et tegn synsfeltsindskrænkning.

Den afslører også tendenser til konkret

tænkning, som kan opstå ved svigtende højere mental

funktion. opgaven er jo at trykke knapperne i

overensstemmelse med pileretningen – til højre eller

venstre – og ikke i forhold til om pilen viser sig

højre eller venstre sideskærm. Testen har vist sig at

have ganske god sammenhæng med beståelse af en

virkelig køreprøve i trafikken.

Lægeundersøgelsen

Ved lægeundersøgelsen udspørges patienten om sin

sygehistorie, medicinering, aktuelle kørevaner og

eventuelle involvering i trafikulykker. Simple test af

hukommelse og visuokontruktive funktioner (at huske

fem ting og kopiere en terning) indgår også1 , sammen

med en somatisk helbredsundersøgelse.

lægen vurderer endvidere risikoen for tilbagefald for

eksempel hos apopleksipatienter. Efter lovgivningen

i Sverige er lægerne den eneste faggruppe i sygehusvæsnet,

som har pligt til at anmelde personer til

kørekortmyndighederne, der er åbenlyst uegnede til

at beholde kørekortet. På TrmC er det derfor lægen,

som er ansvarlig for sammensætningen og vurderingen

af alle undersøgelsesresultater. og lægen der

tager stilling til, om patientens fortsat kan beholde

kørekortet.

Neuropsykologisk udredning

Den neuropsykologiske udredning tager ca. 3 timer at

udføre. Nogle gange laves i stedet en mere begrænset

kognitiv test, som udføres af ergoterapeuten. Det

testbatteri, som anvendes, er udviklet baggund af

forskning om sammenhængen mellem testresultater

og forskellige mål for køreegnethed og kørselsevne

(for eksempel præstationen ved en køreprøve, eller

om man har været indblandet i trafikulykker2 ). De

vigtigste funktioner, som undersøges med konventionelle

test eller computer-baserede opgaver, er

reaktionshastighed (Automated Psychological Test

Battery), psykomotorisk hastighed (Trail making Test),

rumretningsfunktion (eksempelvis rey Complex figures

Battery), opmærksomhed (eksempelvis Useful field

of View (UfoV)), hukommelse, og eksekutiv formåen

(Wisconsin Card Sorting Test).

De test, som retter sig specifikt mod køreevnevurdering

– og som altså ikke indgår i de almindelige

neuropsykologiske testbatterier – er Nordic Stroke

Driver Assessment (NorSDSA) og UfoV. NorSDSA

består af fire forskellige dele, som måler blandt

andet opmærksomhed, arbejdshukommelse, rum/

retningssans og eksekutive evner. i dette testbatteri

indgår som den sidste del en test om vejskilte. opgaven

er her at finde passende vejskilte til simple


sorthvide tegninger af vejsituationer eller trafiksituationer.

UfoV er en computertest med meget hurtigt opdukkende

stimuli. Det gælder først om at identificere

en central figur og derefter om at dele opmærksomheden

mellem den centrale figur og en perifer figur.

Endelig om at udføre den samme test, men med forstyrrende

elementer. Testen har den fordel, at den

også kan udføres af personer med motoriske og talemæssige

handicaps, som for eksempel afasi eller

parese, da de ikke i sig selv er tegn manglende

køreevne.

Nogle gange er det nok at tilpasse instruktionen

eller at lade patienten udføre opgaver med den ene

hånd eller med begge hænder. i andre tilfælde kan

testlederen udføre visse dele af opgaven ud fra patientens

instruktioner.

Køreprøven i den virkelige trafik

i mange tilfælde er det ikke nok at have de kliniske

undersøgelser som grundlag for at afgøre, om patienten

er egnet til at beholde kørekortet.

Hvis der stadig er usikkerhed, kan en køreprøve

gennemføres med en ergoterapeut som bedømmer.

Køreprøven finder sted i en bil med dobbeltkommando

(to sæt pedaler) og en kørelærer som ansvarlig for

sikkerheden. En standardiseret rute, som tager ca.

en time at køre, anvendes. Ergoterapeuten observerer

patientens handlinger visse forudaftalte steder.

med vurderingsinstrumentet P-Drive vurderes

også aspekter som manøvrering, orientering, evne

til at følge trafikregler og opmærksomhed.

Opfølgningsundersøgelser

Selv om patienten er fundet egnet til at beholde kørekortet,

kan man i nogle tilfælde have en mistanke om

at vedkommendes tilstand vil forværres. Det gælder

ikke kun ved demenssygdomme eller neurologiske

sygdomme (for eksempel multipel sklerose eller parkinson),

men også ved kognitive funktionsnedsættelser

eller apopleksi). i de tilfælde plejer kørekortmyndighederne

at bede patienten om at komme med

en lægeerklæring – som oftest et år efter den første

undersøgelse.

Trafikcentre er vigtige

Eftersom bilkørsel er en vigtig aktivitet for mange,

som rammes af sygdom, er det ekstra vigtigt at udredningen

gennemføres en omhyggelig måde,

baseret videnskabelighed og afprøvede metoder

og erfaringer. Det er ikke forsvarligt at gennemføre

alle dele i udredningen, hvis det viser sig et tidligt

stadie i udredningen, at formelle medicinske krav til

kørekortet (som kan være forskellige i forskellige

lande – også inden for Europa) ikke er opfyldt. Det er

også vigtigt ikke at begynde udredninger for tidligt

hos en patient, der er ramt af en hjerneskade. Dels

behøver hjernen tid til at komme sig, inden patienten

kan køre bil igen. Dels har apopleksipatienter en

forøget risiko for epileptiske anfald inden for seks

måneder efter sygdommens opståen. Specielle trafikmedicinske

centre er således vigtige for at kunne

være i stand til at udrede svære grænsetilfælde og

for at kunne give patienten mulighed for at få en

second opinion. n

Simultan-test

opgaven her går ud at holde en

så lige kurs som muligt ved med

rattet at korrigere for en simuleret

“sidevind”. Samtidigt gælder det

om med højre eller venstre knap

rattet at reagere de henholdsvis

højre- eller venstrepile, som dukker

op midt trekanterne hver side

af midterskærmen. Testen er følsom

for sideforskelle, som kan være et

tegn synsfeltsindskrænkning. Den

afslører også tendenser til konkret

tænkning, som kan opstå ved

svigtende højere mental funktion.

KØrEKorT & HJErNESKADE 15


16

Af BriTT JArS, AfDEliNgSCHEf,

lANDSforENiNgEN Af Polio-,

TrAfiK- og UlyKKESSKADEDE (PTU).

KØrEKorT & HJErNESKADE

Køreegnethed kan ikke

afgøres ved skrivebordet

mange vil naturligvis gerne ud at

køre bil igen efter en hjerneskade.

men kan de køre forsvarligt, og hvor

får de hjælp til at finde ud af det?

PTU Handicapbiler har udviklet

en test til dette formål.

PTU Handicapbiler har gennem mange år beskæftiget

sig med og specialiseret sig i indretning af biler til

personer med et handicap, og vi tilbyder konsulentbistand

til brugere og offentlige instanser.

Vi råder over biler og skolevogne med specialindretning

og har testudstyr til måling af kræfter

og reaktionstider. Begge dele bruges til at vurdere,

hvilken indretning den handicappede skal bruge for

at kunne betjene en bil forsvarligt.

Et nyt behov

op gennem 90’erne fik PTU Handicapbiler et stigende

antal henvisninger fra kommunerne om test af borgere,

som havde fået en hjerneskade og ønskede

at køre bil igen. fysioterapeuterne kunne i praksis

konstatere, at det ikke alene handlede om fysiske

begrænsninger i forhold til at betjene bilen, men også

omhandlede kognitive vanskeligheder som dømmekraft,

reaktionsevne, overblik og placering vejen.

På baggrund heraf udviklede vi en køretest, der var

specialdesignet til hjerneskadede.

Tværfaglig specialtest

Testens formål er at hjælpe så mange som muligt til

at køre bil igen - uden at være til fare for sig selv eller

andre i trafikken.

Testen består af en samtale med en specialuddannet

fysioterapeut samt en eller flere køretimer

med PTU’s erfarne kørelærere. fysioterapeuten er

med som observatør i én til tre køretimer og skriver

senere en testrapport.

fysioterapeuten spørger ind til fysiske og kognitive

forhold og måler kræfter og reaktionstider. med

udgangspunkt i dette vurderes nødvendigheden af

specialindretning i bilen i form af automatgear, speeder

til venstre fod eller andet.

På baggrund af de oplysninger, fysioterapeuten

har fået af den hjerneskadede og eventuelt fra læge,

fysio-/ergoterapeut eller neuropsykolog, tilrettelægges

i fælleskab med kørelæren en rute gennem let

og tæt bytrafik.

Køretimen foregår bl.a. smalle veje, gennem

snævre passager og i nemme og komplicerede lyskryds.

Der er vognbaneskift, mange højre- og venstresving

samt kørsel ind og ud af rundkørsler.

Det observeres, hvordan vedkommende placerer

sig og begår sig i trafikken, og om denne husker at

orientere sig, reagerer relevant trafiklys og medtrafikkanter

samt har trafikforståelse.

fysioterapeuten og kørelæreren noterer sig, hvilke

vanskeligheder den hjerneskadede har i forhold

til bilkørsel, og vurderer om problemerne hænger

sammen med hjerneskaden. Der gives en mundtligt

evaluering til den hjerneskadede umiddelbart efter

testen og senere en skriftlig vurdering.

Undertiden kan de kognitive problemer være så

markante, at en enkelt køretime er tilstrækkelig til at

fastslå, at den hjerneskadede ikke skal køre bil. ofte

er der dog behov for flere timer, for at den hjerneskadede

kan nå at vænne sig til at køre bil igen og eventuelt

vænne sig til at køre en specialindrettet bil.

Træning af kognitive mangler

i enkelte tilfælde, hvor der er tale om lettere kognitive

mangler, kan træning i form af 5-8 ekstra køretimer

afhjælpe problemet, så den hjerneskadede bliver i


stand til at køre uden at være til fare for sig selv eller

andre i trafikken.

Når der er behov for tilvænningstimer og egentlige

træningstimer, afsluttes der med, at fysioterapeuten

igen er med som observatør og er med til

at afgøre, om kørslen er blevet sikkerhedsmæssigt

forsvarlig.

Kan man komme for tidligt til test?

Enkelte gange sker det, at den hjerneskadede ønsker

at blive testet hurtigt efter skaden er opstået. Ser vi i

de tilfælde kognitive problemer under kørslen, f.eks.

hurtig udtrætning, manglende koncentration og overblik,

foreslår vi, at den hjerneskadede kommer igen

til en ny test et halvt til et helt år senere, så hjernen

får mere tid til at komme sig.

Køreegnethed bør afgøres i trafikken

Vores erfaringer viser, at en praktisk køretest er afgørende

for at vurdere, om den hjerneskadede kan

køre bil igen. Det er ude i trafikken, hvor man skal

forholde sig til mange ting én gang, at de kognitive

skader viser sig og gør kørslen farlig.

Vejledende helbredsmæssige køretest

Det er politiet, som udsteder og fratager folk deres

kørekort. Det er ligeledes politiet, som ved en

vejledende helbredsmæssig køretest kan give den

hjerneskadede krav i kørekortet om at køre med

specialindretning i sin bil.

PTU Handicapbiler er behjælpelig med at iværksætte

køretesten hos politiet og med at stille biler

og faglig rådgivning til rådighed. Det gælder, når det

drejer sig om at hjælpe den hjerneskadede med at få

de nødvendige tegninger i kørekortet, og når der

er brug for politiets afgørelse af, om den hjerneskadede

fortsat må køre bil.

Hjælp til betaling af test

Som udgangspunkt er det den hjerneskadede, som selv

skal betale for at få vurderet sine kørefærdigheder.

i nogle tilfælde betaler kommunerne for køretesten

hos PTU Handicapbiler. Det sker oftest i forbindelse

med, at den hjerneskadede søger om støtte

til bil og specialindretning eller som led i at hjælpe

vedkommende tilbage arbejdsmarkedet. Der kan

også være andre grunde til, at kommunerne vælger

at betale for testen.

Endelig har nogle ganske få af de centre, som har

specialiseret sig i genoptræning efter hjerneskader,

mulighed for at betale en lille del af testen hos PTU

Handicapbiler.

Prisen for en køretest er meget variabel og afhænger

af antallet af konsulenttimer og køretimer,

der bruges i hvert enkelt tilfælde. En konsulenttime

koster p.t. 762 kr. og en køretime 460 kr.

Hvor foregår køretesten

Du kan komme til test i vores afdeling i risskov ved

Århus eller i rødovre ved København. Er dette ikke

muligt, møder vi gerne op med vores testvogn og

arrangerer køretesten lokalt. n

Fakta

PTU Handicapbiler

fjeldhammervej 8

2610 rødovre

Arresøvej 11

8240 risskov

fælles tlf. 36 73 90 31

www.ptu.dk

foto: Sonja iskov

KØrEKorT & HJErNESKADE 17


18

Af BENEDiCTE DAHlErUP,

oVErlægE, TiDligErE ANSAT PÅ

HAmmEl NEUroCENTEr,

NU PÅ ÅrHUS SygEHUS.

Skal kørekortet inddrages

hos patienter med

erhvervet hjerneskade?

Det var en patient og en rørende Hammel Neurocenter,

som var grunden til, at der startede et samarbejde mellem

Hammel Neurocenter og Videncenter for Hjerneskade med

henblik at få konkrete retningslinier for kørekort til

hjerneskadede patienter. Samtidig udarbejdede Dansk

Neurologisk Selskab og Sundhedsstyrelsen en “Vejledning

vedrørende Neurologiske sygdomme og kørekort”.

men er det tilstrækkeligt?

KØrEKorT & HJErNESKADE

Det hele startede i 2003 Hammel Neurocenter, hvor

en patient blev indlagt til intensiv neurorehabilitering.

Patienten havde draget sig en svær hjernelæsion og

havde været i yderste livsfare. Patienten overlevede, i

begyndelsen uden sprog og med svære bevægeforstyrrelser,

men det fortog sig relativt hurtigt. Tilbage var

der svære kognitive forstyrrelser, de såkaldte “skjulte

handicap”: Nedsat hukommelse, nedsat koncentration,

nedsat initiativ, manglende overblik, nedsat tempo,

hurtig udtrætning, rum-retningsforstyrrelser og især

totalt manglende sygdomsindsigt. Der var desuden let

personlighedsændring, patienten var blevet lidt mere

overfladisk, mindre passelig, og temperamentet

var mere iltert.

Træningen

Der blev iværksat et program med kognitiv træning.

Der blev trænet i køkkenet. indkøbene blev foretaget

efter en i forvejen nedskrevet liste – kun halvdelen

kom i indkøbskurven, før terapeuterne trådte til. i

køkkenet blev kaffen lavet uden kaffe, kartoflerne

blev kogt uden vand, kagen blev stillet i ovnen, uden

at den blev tændt, og opskrifterne kun halvt fulgt.

Hvad der faldt gulvet, blev liggende.

Hun var en utrolig dygtig bridgespiller, men kunne

nu ikke huske et eneste stik eller spillet i det hele taget.

Det kunne hun dog ikke selv se – og spillede

livet løs uden at bemærke det. Hun foretog sig mange

helt normale handlinger, klarede personlig hygiejne

og klædning og lagde tøjet pænt sammen, var

morsom og underholdende. Hendes gæster, inklusiv

hende selv, kunne ikke se, at der i det hele taget var

noget galt, eller hvorfor hun skulle “optage en plads”

Hammel Neurocenter. På overfladen virkede alt

normalt.

Familiebesøg i bil

Da weekenden oprandt, skulle patienten familiebesøg.

Hun skulle selvfølgelig selv køre bilen, for

hvorfor skulle hun ikke det? Hun var elitebilist og

fejlede i øvrigt ikke noget. Det var umuligt at få hende

fra tanken, selvom hun fik forklaret, at hun ikke ville

være sikker i trafikken.

Til sidst anførte jeg, at så var jeg nødt til at få

inddraget kørekortet. Patienten gjorde mig opmærksom

, at det havde jeg ikke ret til. Det har politiet

derimod, og dem ville jeg være nødt til at kontakte.

Herefter blev kørekortet afleveret under høje protester.

mandag morgen kom hun tilbage, pakkede sine

ting og lod sig udskrive. Det ville hun ganske enkelt

ikke være med til! Som hun sagde: “Enten skulle alle

patienter have inddraget deres kørekort, eller også

skulle ingen. Der burde være helt faste regler og

tests, hvor hun kunne vise, at hun godt kunne køre

bil”. Det sidste hun sagde, inden hun drejede om

hælene var, at det måtte jeg se at få gjort noget ved,

så det blev ens for alle. Det lovede jeg hende – og det

er hermed gjort! i øvrigt kan jeg lige i parentes bemærke,

at patienten var kørelærer med eget firma.

Hvad er problemet?

Hvis patienter med nedsat sygdomsindsigt har deres

kørekort, mener de godt, at de kan køre. ligger køre-


kortet inddraget hos politiet, ved de godt, at de ikke

må køre og de har derved lettere ved at acceptere det.

Det oplevede en mor, hvis søn havde været indlagt

Hammel Neurocenter i en lang periode – svært skadet

efter et motorcykeluheld. Hendes søn havde næsten

de samme kognitive forstyrrelser som kørelæreren,

men sønnen havde været oppe til den vejledende

køreprøve, som han bestod! meget af en bilkørsel

foregår rygmarven, og de motorsagkyndige ved

ikke, hvad de skal se efter under en køreprøve. De

er ganske enkelt ikke uddannet til det. moren, Jytte

Hansen, måtte selv henvende sig til politiet og få dem

til at inddrage kørekortet medicinsk baggrund,

hvilket embedslægen ikke ville. Det har hun beskrevet

i en artikel i fokus (kan hentes adressen: www.

vfhj.dk/default.asp?PageiD=1316)

Nationale retningslinier og

Sundhedsstyrelsens anbefalinger

På grund af denne oplevelse blev et brev forfattet til

sekretariatschefen for Videncenter for Hjerneskade

med henblik at etablere et samarbejde om at få

nogle nationale retningslinier for kørekort og personer

med erhvervet hjerneskade. Et tæt samarbejde kom

op at stå, og det er derfor, vi er nået hertil i dag.

Samtidig har Sundhedsstyrelsen i samarbejde

med Dansk Neurologisk Selskab udarbejdet en “Vejledning

vedrørende Neurologiske sygdomme og kørekort”.

Her står, at en læge under bødestraf har pligt

til at “søge faren afbødet”, hvis en persons helbredstilstand

skønnes at udgøre en fare ved bilkørsel.

Der nedlægges som oftest forbud mod kørsel i tre

til seks måneder efter en hjerneskade, herefter skal

personen til en vejledende køreprøve. Ved de fleste

neurologiske sygdomme er der helt faste regler, som

for eksempel ved epilepsi og dissemineret sclerose.

Hos patienter med apopleksi er der udarbejdet et

helt konkret regelsæt opbygget omkring faste kriterier

for at beholde kørekortet eller skulle op til en

illustrator: Klas fernblad, impress.

vejledende køreprøve. Hos patienter med “øvrige

neurologiske tilstande”, som for eksempel traumer

står der: “traumer afficerende centralnervesystemet

og det perifere nervesystem, som medfører kognitive

udfald eller funktionsudfald.....skal forelægges

Enhed for Tilsyn, Sundhedsstyrelsen”. Det er ganske

enkelt ikke tilstrækkeligt!

Et regelsæt og prøver

Det, de motorsagkyndige (politiet) ønsker, er en automatisk

inddragelse af kørekortet. Det er i øvrigt også,

hvad de rørende ønsker. En sådan beslutning bør

ikke tages i hjemmet, da det kan medføre en ren krig

mellem en kognitivt skadet og familien. Der bør udarbejdes

et helt fast regelsæt med faste kriterier, som

det der findes ved apopleksi. De praktiserende læger,

som er dem, der oftest sidder med problemet, og de

motorsagkyndige bør udstyres med nogle redskaber,

så de kan demonstrere, at det ikke er sikkert at køre

bil. Det er det, Hammel Neurocenter i samarbejde

med PTU, skal undersøge og videreudvikle gerne i

et samarbejde med vore nordiske kolleger. Hvis man

udarbejder et godt redskab, vil dette kunne bruges

internationalt. Der er køreklinikker i Norge, Sverige,

USA og Australien, hvor man foretager “kørerehabilitering”.

Herfra kan man også indhente erfaringer

til den nye køreklinik for hjerneskadede, som er i

støbeskeen Hammel Neurocenter. Desuden vil

der blive etableret et undervisningsprogram til de

motorsagkyndige i at kunne vurdere kognitive skader

hos patienterne.

Der mangler redskaber og muligvis også en mere

effektiv lovgivning området. Hvis alle disse sager

skal forelægges Enhed for Tilsyn i Sundhedsstyrelsen,

får de nok at lave, og desuden vil det ikke løse

problemet, så længe patienterne kan bestå den vejledende

køreprøve. n

KØrEKorT & HJErNESKADE 19


foto: Sonja iskov

Af ElmEr STEENSgAArD gADE,

NæSTformAND i

HJErNESKADEforENiNgEN.

WWW.HJErNESKADEforENiNgEN.DK

20

Hvor skal vi hen du?

KØrEKorT & HJErNESKADE

Hjerneskadeforeningen efterlyser

ensartede procedurer for hele landet.

Jubii! Jeg har bestået køreprøven! Jeg har fået mit

kørekort!

Hvem har ikke prøvet at være i denne jubelsituation

– jublet over endelig at have erhvervet sig retten

til at sidde bag rattet i en bil eller en motorcykel

og selv bestemme destination og næsten også hastigheden?

fra og med denne dag er det at have et kørekort

blevet en væsentlig del af personens identitet. Så

væsentlig, at det at miste kortet er ensbetydende

med, at tilværelsen næsten braser sammen.

friheden forsvinder. retten til selv at bestemme,

hvor jeg vil hen og hvornår, synes at forsvinde.

Sådan vil langt de fleste her og nu opleve situationen.

men der er en klar diskrepans mellem, hvad individet

opfatter, og hvad systemet finder rigtigt.

Såfremt en person kommer ud for at få en hjerneskade,

vil det være nødvendigt at se vedkommendes

evne til fortsat at føre et motorkøretøj. Både

af hensyn til personen selv og omgivelserne. Det vil

være nødvendigt at gribe ind et tidligt tidspunkt i

forløbet, ligesom det vil være nødvendigt at få etableret

et regelsæt for, hvordan der skal gribes ind gældende

for hele landet.

og her kommer lægerne til at spille en væsentlig

rolle, idet det jo er dem, der møder problemet

først.

Det må under ingen omstændigheder være - som

det er nuværende tidspunkt - at det ofte er de

rørende, der må gribe ind.

Et sådan indgreb kan medføre store problemer i

forholdet mellem den skadede og de rørende.

Det er utroligt vigtigt, at der er et tillidsforhold

mellem disse to grupper. Et tillidsforhold som jo

gerne skulle kunne udbygges, når den lægelige behandling

er afsluttet.

Netop frygten for at ødelægge forholdet vil kunne

medvirke til, at de rørende viger tilbage for at

gribe ind.

Når den skadede er kommet så langt i sin behandling,

at der kan blive tale om, at vedkommende skal

have sin ret til at føre et køretøj vurderet, bør dette

ske efter en både teoretisk og praktisk test, som afholdes

i samarbejde mellem læger, neuropsykologer

og politiet. En sådan test må selvsagt foretages

en pædagogisk velovervejet måde.

Af hensyn til både de skadede, de rørende og

samfundet som helhed vil det være nødvendigt, at

1. der fastlægges ensartede regler for hele landet.

2. det er behandlersystemet, der griber ind - under

ingen omstændigheder de rørende.

3. problemet tages op med den skadede så hurtigt

som mulige og en velovervejet pædagogisk

måde.

På spørgsmålet hentet fra den lille, engang så kendte

TV trold, Hugo: “HVor SKAl Vi HEN, DU?” må svaret

blive, at det videre forløb overtages af de myndigheder,

der varetager henholdsvis de sundhedspolitiske

og de juridiske forhold i landet, idet det jo i bund og

grund er deres ansvar.

Så lad os få klare regler og en præcis kompetenceafgrænsning,

hvilket vil være til gavn for både

den skadede, de rørende, behandlersystemet og

samfundet.

At det kan blive en vanskelig proces, vil der næppe

herske tvivl om, men det skal ikke forhindre os i at

få problemet løst. og naturligvis vil Hjerneskadeforeningen

gerne medvirke i det fremtidige arbejde. n


HjerneSagen efterlyser

ensartede retningslinier

til vurdering af køreevnen hos mennesker,

der har draget sig en hjerneskade

Det er vigtigt, at et menneske ramt af

en hjerneskade ikke mister retten til at

føre bil et ufuldstændigt grundlag.

På den anden side er det oplagt, at

man ikke skal føre bil, hvis man er til

fare for sig selv eller andre.

Den senere tids fokusering hjerneskadedes bilkørsel

har vist, at der hersker stor uensartethed, når det skal

vurderes, om man som hjerneskadet kan fortsætte

med at føre bil.

At kunne køre bil kan være en nødvendig forudsætning

for at kunne fastholde sit arbejde grund

af beliggenheden af ens bolig, for at kunne dyrke

sine fritidsinteresser og for at kunne holde kontakt

med familie og venner.

At miste muligheden for at køre bil er derfor for

mange et alvorligt indgreb i dagligdagen. fratages

man denne mulighed i kortere eller længere tid

grund af sygdom eller handicap, er det nødvendigt,

at det sker efter nøje vurdering. Denne vurdering

skal være en afvejning af hensynet til den enkelte

hjerneskaderamte – hvis livsudfoldelse indskrænkes

– og til trafiksikkerheden for såvel personen selv

som for omgivelserne.

HjerneSagen foreslår, at spørgsmålet om fortsat

bilkørsel som udgangspunkt altid drøftes inden udskrivning

fra sygehus eller genoptræningssted. Det

bør noteres i journalen, at problemstillingen har

været drøftet. Det er vigtigt, at beslutningen, om

hvorvidt der skal gives kørepause, sker i tæt samarbejde

med den ramte og de rørende, således

at der skabes forståelse for en eventuel beslutning

om kørepause. Det bør være en fast procedure, at

der udleveres informationsmateriale, der beskriver

problemstillingen. Et velegnet materiale er pjecen

“må jeg køre bil efter en hjerneskade?” udgivet af

Videnscenter for Hjerneskade 2006.

for foreningen er det også vigtigt, at der er en

sammenhæng mellem tingene. fratages en ramt retten

til at køre bil, uanset om det er kort- eller langvarigt,

skal der ydes rådgivning og vejledning om,

hvilke muligheder der er for befordringshjælp - hjælp

til individuel kørsel efter serviceloven, trafikselskabernes

handicapkørsel m.m.

Det er HjerneSagens opfattelse, at der skal etableres

en ensartet praksis til vurdering af køreegnethed.

Det må ikke bero tilfældigheder, om spørgsmålet

om køreegnethed bliver drøftet. Det må heller

ikke overlades til de rørende at afgøre, om det er

forsvarligt, at deres ægtefælle/familiemedlem fortsat

kører bil.

for at sikre bedst mulig vurdering landsplan

opfordrer foreningen til, at der etableres centre med

tværfaglig ekspertise til kørevurdering af de hjerneskaderamte,

hvor der er behov. Vurdering, eventuelle

test og befordring til og fra testcentret skal være

gratis for den ramte. n

Af liSE BEHA EriCHSEN,

DirEKTØr i HJErNESAgEN

– lANDSforENiNgEN for

mENNESKEr rAmT Af BloDProP

EllEr BlØDNiNg i HJErNEN.

WWW.HJErNESAgEN.DK

KØrEKorT & HJErNESKADE 21


22

Af KriSTiAN DEliCA,

CAND.SCiENT.ADm. og

UNDErViSNiNgSASSiSTENT PÅ

roSKilDE UNiVErSiTETSCENTEr.

KommUNAlrEformEN

“Det her er ikke standarder”

en specialeafhandling om ’feltet for arbejde med senhjerneskadede

i Danmark’. og om i hvilken retning kommunerne bevæger sig i forhold

til rehabilitering af mennesker med senhjerneskade.

med den nyligt implementerede strukturreform er det

kommunerne, der har fået hovedansvaret for behandling,

rehabilitering og rådgivning af senhjerneskadede

klienter. En stor del af opgaverne indenfor hjerneskadeområdet

var såkaldte ’kan’-opgaver, altså opgaver

de nye kommuner kunne vælge at overtage – hvilket

de landsplan gjorde i stor stil (Arf 2006). i den

forstand er strukturreformen reelt set en opgavereform,

og det var den og de medfølgende ændringer i

opgavevaretagelsen specialområdet, der var det

konkrete udgangspunkt for mit nyligt overståede

specialearbejde forvaltningsuddannelsen roskilde

Universitetscenter (rUC). Specialet fokuserer

de organisatoriske og institutionelle ændringers

betydning for de mennesker, der arbejder i praksis

med de senhjerneskadede klienter. Det professionsfaglige

råderum, blandt andet forudsætningerne for

den vigtige timing i de komplekse sagsforløb med

de senhjerneskadede klienter, blev ændret efter 1.

januar 2007 og i mange tilfælde begrænset.

Grundlaget for undersøgelsen

for at få greb om både historiske og aktuelle udviklingstræk

i feltet for arbejde med senhjerneskade, har

jeg kombineret forskellige teknikker til dataindsamling.

Jeg har mere konkret arbejdet med en kombination af

feltanalytiske, kvalitative forskningsinterview med fire

tidligere amtslige konsulenter indenfor hjerneskadeområdet;

kortere observationsstudier af det arbejde, der

gøres i praksis i fase 3; studier af historiske kilder (fra

blandt andet Amtsrådsforeningen og Sundhedsstyrelsen),

og endelig udarbejdet en såkaldt registrantanalyse over

artikler bragt i fokus fra 1995-2006. Det har været mit

ønske at forstå, hvad der, specielt i fase 3, debatteres

i de faglige miljøer, der i praksis arbejder specifikt

med senhjerneskadede. Den teoretiske inspiration

er hentet hos den franske sociolog Pierre Bourdieu.

Jeg har haft eksplicit fokus sociale magtrelationer

– og ændringer i disse over tid – i arbejdet med at

konstruere ’feltet for arbejde med senhjerneskade i

Danmark’ (Bourdieu & Wac-quant 1996). Konkret har

ét af fokuspunkterne i denne ’konstruktion’ været, om

interesseorienteringen i de igangværende ændringer

i feltet kan siges at være rettet mod hensynet til de

kommunale forvaltninger eller mod behandlingen af

den senhjerneskadede klient.

Historiske udviklingstræk

– et autonomt felt tager form

feltet for arbejdet med senhjerneskadede dannedes

langsomt fra starten af 1970’erne og frem. Det fik ’lov’

til at udvikle sig, blandt andet baggrund af, at nogle

ildsjæle indenfor feltet brændte for at gøre en forskel

og ikke ville acceptere, at der ikke blev gjort noget ved

visse handicapgrupper. Som én af interviewpersonerne

fortæller: “Det var lige meget, hvad vi sagde i en vis

årrække omkring ’74-’75-’76, så sagde man prøv, gå

bare i gang [...] vi gjorde det bare. Vi spurgte ikke om,

vi skulle lave et dagafsnit, vi gjorde det, fordi det var

væsentligt. Det skal ikke forstås som, at der ikke var

debat og diskussion om både måden, man skulle

(og om man overhovedet kunne) behandle klienter

med erhvervet hjerneskade, men det er væsentligt

at holde fast i, at de diskussioner, der var markante

dette tidspunkt, oftest foregår internt i feltet, og

at de blev taget med udgangspunkt i, hvad der var

bedst for den senhjerneskadede klient.

feltet var dette tidlige tidspunkt mest centreret

om klienter skadet af organiske opløsningsmidler

og om lokale initiativer og projekter, hvor individuelle

tiltag prægede indsatsen. først med dannelsen

af Center for Hjerneskade i København og Vejlefjords

afdeling for neurorehabilitering i 1985 skabes formelle

institutioner udelukkende møntet hjerneskadede

klienter. med Amtsrådsforeningens (Arf)

notat fra 1988 vises de hjerneskadede klienter (og

de udførende professioner i feltet) opmærksomhed

fra bureaukratisk og politisk side. En opmærksomhed,

der cementeres og udbygges med Arf’s rapport

fra 1991. Sundhedsstyrelsens store redegørelse fra


1997 formaliserer indsatsen mange punkter.

Heri anbefales det, at samtlige amter oprettede

hjerneskadesamråd – organer, der for alvor kunne

synliggøre over for politikere og embedsmænd, at

hjerneskadede er en specifik handicapgruppe med

helt særlige behandlings- og rådgivningsbehov. Behandlingsindsatsen

blev her ydermere differentieret

ud de tre faser, der stadig i dag står som centrale

(se også løvschal-Nielsen 2004, der omhandler

samme historiske udvikling). Sideløbende hermed

udvikles, hvad jeg vil kalde, en særlig rådgivnings-

og behandlingsfaglig ’habitus’ blandt de udførende

professioner, der i praksis arbejder med de senhjerneskadede

klienter. En habitus, der forsøger at sætte

klienten i centrum. Det er altså markant for feltet

dette tidspunkt, at de udførende professioner har

kunnet anvende deres faglighed uden for mange

strukturelle begrænsninger. Det er også derfor jeg

mener, at man indtil et godt stykke op i 1990’erne

kan betegne feltet som forholdsvist autonomt. feltet

har kort sagt gennemgået en differentierings- og en

selvstændiggørelsesproces. Det er denne selvstændighed,

der med den nyeste udvikling i feltet, sættes

under pres.

Ændrede forudsætninger for arbejdet

med senhjerneskadede klienter

“Vil vi spare eller fortsætter vi? ...” siger én af interviewpersoner

i undersøgelsen, når talen falder

kommunernes nye hovedrolle hjerneskadeområdet.

Denne korte sætning rummer faktisk meget

præcist rationalet i de helt aktuelle ændringer, feltet

har gennemgået umiddelbart før, under og efter

strukturreformen. Det bliver nemlig nu, i langt højere

grad end før, op til de enkelte kommuners økonomi,

hvilke tilbud der etableres for de senhjerneskadede

klienter. Dette hænger blandt andet sammen med

etableringen af ViSo og den øgede brug af kontraktstyring

området.

Grundtakstmodellens indførelse

Baggrunden herfor kræver lidt historik. i 2002 gennemførtes

en finansieringsreform, den såkaldte grundtakstreform,

der indvarslede et skift i feltet. Denne

grundtakstmodel er et økonomistyringsværktøj, og er

dermed et udtryk for den øgede modernisering af den

offentlige sektor. men mere markant er der også tale

om en ’ekstern’ regulering, der får direkte betydning

for feltet for arbejde med senhjerneskadede. Den

betød, at amt og kommune nu, via specifikke visitationsprocedurer,

skulle blive enige om, hvad der var det

rigtige tilbud til den gældende borger. Dermed blev

visitationsprocedurerne og hensynet til økonomien

i stigende grad centrale (hvilket Arbejdsgruppen om

udredning af støtte handicapområdet også peger

i en rapport fra 2003). i det korte interviewcitat

ovenfor hentydes der til, at det nu suverænt er op til

kommunerne at tage beslutningen om serviceniveauet

over for klienterne i feltet – at tage beslutningen om,

hvorvidt kontrakterne med specialinstitutioner og

rådgivninger skal opretholdes. Det vil sige, at implementeringen

af strukturreformen betyder en ændret

organisering af det specialiserede socialområde, og

dermed også af hele hjerneskadeområdet.

BUM-modellen (Bestiller-Udfører-Model).

Senhjerneskadeområdet organiseres nu i stigende

omfang efter den såkaldte BUm-model

En model der generaliseres til nu at dække hele

landet med ViSo’s (og ViSos netværk af leverandører)

helt centrale rolle som udbyder af de mest specialiserede

serviceydelser indenfor socialsektoren.

i modsætning til feltets tidligere udviklingshistorie

bliver det nu i stigende omfang op til eksterne reguleringsinstanser

at vurdere, hvilke aktiviteter der

vil kendetegne og være mulige i feltet. Hvis kommunerne

beslutter, at hjerneskadeområdet ikke prioriteres,

skal der nu “... findes kreative løsninger”, som

én af interviewpersonerne i undersøgelsen præcist

formulerer det. Dermed kommer de praksisformer,

som man over tid har fundet nyttige og virksomme

i arbejdet med klienterne, under pres, og forudsætningerne

for den vigtige timing i de komplekse sagsforløb

ændres.

Den særlige handicapgruppe i fremtiden?

Jeg mener med den skitserede historiske udvikling

i baghovedet, at det helt centrale spørgsmål er, om

de nye kommuner, udfra deres forholdsvis spinkle

vidensgrundlag, vil være i stand til at identificere

og imødekomme den særlige handicapgruppe, med

de specifikke behov, der kendetegner denne, som

de senhjerneskadede klienter udgør. Det bliver helt

væsentligt, om der sættes fokus foranstaltninger,

som (neurofaglig)efteruddannelse af sagsbehandlere,

der kan synliggøre de senhjerneskadede klienter for

de respektive forvaltninger rundt omkring i landet.

Hvis ikke, er der risiko for, at de senhjerneskadede

klienter (igen) vil havne plejehjem. n

referencer til artiklen kan hentes i netudgaven

www.vfhj.dk/default.asp?PageiD=1509.

KommUNAlrEformEN

23


Træning af arbejdshukommelse

giver gode resultater

– ifølge svensk forskning.

Af gry mADSEN og

TriNE ryTTErSgAArD,

PSyKologEr PÅ HJErNESKADECENTrET,

TAlEiNSTiTUTTET,

rEgioN NorDJyllAND.

1 Undersøgelser fra bl.a. vidnepsykologien

har vist, at

vidner, der har oplevet præcis

den samme situation,

husker den meget forskelligt,

og at informationer de

har fået efterfølgende kan

ændre deres erindringer om

hændelsen.

2 Evnen til at planlægge og

organisere sin adfærd i

forhold til tid og rum med

henblik at opfylde mål

og intentioner – at kunne få

en idé, planlægge og udføre

den, imens man vurderer og

eventuelt justerer.

24

ArBEJDSHUKommElSE

Vores arbejdshukommelse er bindeleddet mellem

perception og handling, da den forbinder perception

og handling i fortid, nutid og fremtid. Den er endvidere

involveret i en række højere kognitive funktioner som

planlægning, evnen til at vurdere konsekvensen af

sine handlinger og kompleks problemløsning. resultaterne

af to igangværende svenske forskningsprojekter

tyder , at arbejdshukommelsen kan trænes, og at

effekten af træningen kan overføres til dagligdagens

funktioner.

Joaquin fuster er en af de førende forskere indenfor

arbejdshukommelse. Han beskriver, at der er en

klar sammenhæng mellem perception og handling,

og at arbejdshukommelsen virker denne sammenhæng.

Sammenhængen mellem perception og handling

skal forstås som cirkulær. Det betyder, at perception

virker igangsætning af handlinger, som så

igen virker perceptionen. Det vil sige, at der hele

tiden udveksles information mellem mennesket og

dets omgivelser gennem perception og handlinger.

Dette mønster virker ikke kun oplevelsen af

verden og handlingerne her-og-nu, men også minderne.

Det vil sige, at nye oplevelser (perception og

handling) virker og ændrer de gamle erindringer.

Den almindelige dagligdagsopfattelse af, at man husker

det, som faktisk skete i en konkret situation,

passer altså ikke med denne teori 1 . Denne sammenhæng

mellem vores perception og handlinger

er udviklet i løbet af evolutionen. Vores evne til at

percipere menes at være placeret i den bagerste del

af storhjernen, mens vores evne til at igangsætte

handlinger ligger i den forreste del af storhjernen.

Arbejdshukommelsen menes at være linket mellem

vores perception og handlinger.

Arbejdshukommelsen

Arbejdshukommelsen kan defineres som en aktiv

fastholdelse af information, som er nødvendig for at

kunne løse et fremtidigt problem eller nå et fremti-

digt mål. informationen er unik for øjeblikket og den

nærmeste fremtid, men den kan ikke adskilles fra,

hvad man har opnået af tidligere viden og erfaringer:

man kan kalde det gammel viden, der er opdateret

til fremtidig brug (fuster, 2007).

Arbejdshukommelsen er en af eksekutivfunktionerne

2 , og den er lokaliseret i den forreste del af

hjernebarken. Den fungerer som et feedbacksystem

mellem den forreste del af hjernebarken (præfrontal

kortex) og de bagvedliggende kortikale og subkortikale

områder af hjernen. Arbejdshukommelsen

fungerer som bindeleddet mellem fortid, nutid og

fremtid. Den har betydning for, hvordan perceptionerne

har indflydelse igangsættelse af handlinger,

og hvordan vores handlinger igen virker perceptionen.

Arbejdshukommelsen forbinder tidligere

erfaringer med den situation, man står i nu og her,

og bruger disse erfaringer til at vurdere fremtidige

konsekvenser af mulige handlinger.

Det betyder, at arbejdshukommelsen gør mennesket

i stand til at planlægge og kontrollere sin adfærd.

Det enkelte menneske kan altså fastholde og

bruge en information ud over den konkrete situation,

hvor den er givet eller oplevet, samt relatere informationen

til tidligere opnået viden og erfaringer. Det vil

sige, at tidligere opnået viden og erfaringer og den

løbende feedback fra omgivelserne kan bruges til at

beregne konsekvenserne af fremtidige handlinger.

Set i et bredere perspektiv er arbejdshukommelsen

involveret i en række højere kognitive funktioner

såsom planlægning, evnen til at vurdere konsekvensen

af sine handlinger, kompleks problemløsning og

hvordan man håndterer uforudsete hændelser.

Konsekvenser af skadet arbejdshukommelse

Arbejdshukommelsen er altså en kompliceret størrelse,

der har stor betydning for vores oplevelser og

handlinger. Det hænger godt sammen med, at fuster

antager, at mange af de højere kognitive funktioner


Pandelapperne

(frontallapperne)

(styringsfunktionerne) udvikles baggrund af arbejdshukommelsen.

Det vil sige, at arbejdshukommelsen

har betydning for mange af vores kognitive funktioner.

Konsekvenserne af en defekt arbejdshukommelse er

forskellige, afhængigt af om hjernen ikke udvikler

sig normalt grund af en skade fra fødslen, eller

tidligt i livet, eller om der er tale om en erhvervet

hjerneskade senere i livet.

Når arbejdshukommelsen beskadiges som led

i en hjerneskade senere i livet, kan det i den neuropsykologiske

undersøgelse vise sig ved, at man

har svært ved samtidigt at fastholde og bearbejde

information. i praksis kan det for eksempel vise sig

ved vanskeligheder, når man er til et foredrag og skal

lytte og samtidig skrive med sine egne ord, hvad der

bliver sagt.

En skade af arbejdshukommelsen kan også have

indflydelse ens evne til at bearbejde komplekse

stimuli og bruge denne information til at løse en

opgave korrekt. Det kan give sig udtryk i en nedsat

opmærksomhedsfunktion eller evne til at lave en

fremtidig planlægning.

Kan arbejdshukommelsen trænes?

Arbejdshukommelsen har stor betydning for vores

hverdag, og det er derfor interessant, om arbejdshukommelsen

kan trænes. i Sverige er der udviklet

computerprogrammer til træning af arbejdshukommelse.

Computerprogrammet består af fire forskellige opgaver:

Talspændvidde, visuel spændvidde, matematik og

problemløsning. Træningen foregår ved at personen

træner foran computeren med de enkelte elementer

30-45 minutter om dagen. Træningen strækker sig over

en periode fem uger, hvor der trænes fem dage om

ugen. Det vigtigste ved programmet er, at man får en

ny opgave hver dag, og at programmet selv tilpasser

sig personens niveau, så opgaverne hele tiden bliver

lidt sværere (Klingberg et al., 2005).

Ved en undersøgelse af unge med ADHD (op-

Tindingelapperne

(temporallapperne)

mærksomhedsforstyrrelse) er der vist en vedvarende

effekt arbejdshukommelsen over en 5 måneders

periode, hvor arbejdshukommelsen er testet

før og efter træningen. Undersøgelsen viste også, at

træningen havde effekt dagligdags funktioner,

såsom uopmærksomhed og impulsivitet.

Der er også lavet en undersøgelse af ældre mennesker

uden en hjerneskade. i undersøgelsen deltog

en gruppe mennesker i træning, hvor opgaverne blev

sværere og sværere, mens en anden gruppe deltog i

træning, hvor sværhedsgraden forblev den samme.

Undersøgelsen viste, at træningen med den ændrende

sværhedsgrad havde effekt arbejdshukommelse

og andre kognitive funktioner. Det vil sige, at

de ældre ikke kun fik en bedre arbejdshukommelse,

men også fik en øget kognitiv funktion ved andre opgaver

– som for eksempel problemløsning. n

Fakta

Perception kan defineres som en sammenstilling og

fortolkning af input efter en forarbejdningsproces i

hjernen til en meningsfuld helhed.

Cortex: Hjernebark.

Isselapperne

(parietallapperne)

Nakkelapperne

(occipitallapperne)

Arbejdshukommelsen er forbindelsen

mellem perceptionen i

nakkelapperne og de eksekutive

funktioner i pandelapperne.

illustration: Helene ingerslev Hebsgaard, Datagraf

med støtte fra rEHAB-puljen fik to psykologer fra Taleinstituttet,

region Nordjylland, mulighed for at deltage

i den 9. Nordiske Neuropsykologi Konference,

der blev afholdt i gøteborg i august 2007.

læs mere om rEHAB-puljen og støttemuligheder :

www.vfhj.dk/default.asp?PageiD=749

ArBEJDSHUKommElSE

25


26

Af BirTHE BJØrSlEV,

PENSioNErET SPECiAllærEr,

TiDligErE ProJEKTlEDEr PÅ

SATSPUlJEProJEKTET KiT i ViBorg.

KilDEN

med krykstok og humor

“Kilden “er et arbejdsrelateret fællesskab i Valby, der henvender sig til mennesker, der

har fået en hjerneskade og er mellem 40 og 60 år. “Hvert eneste år rammes mange af

blodpropper og hjerneblødninger,” siger initiativtager gitte Wikke, “og her ’Kilden

hjælper vi hinanden med at klare omstillingen fra patient til borger.”

lokalerne åbner kl. 8 om morgenen, og så går det

ellers derudaf med forskellige aktiviteter og gøremål,

som alle bestemmes i fællesskab. Der er ansat tre

personaler, men de har ikke ansattes traditionelle

pligter og arbejdsområder. Både skadede og ansatte

er medlemmer af “Kilden,” hvor alle beslutninger

træffes i fællesskabet.

“Kilden” har her hentet inspiration fra det psykiatriske

område i fountainhouse-modellen.

Fra patient til borger

i et “fountainhouse” er alle medlemmer af huset,

uanset om man er ansat, eller man er skadet med

en diagnose. Der er ingen professionelle, som har til

opgave at gøre noget ved nogen andre.

“Vi kommer ikke længere end fællesskabet bestemmer,”

siger gitte Wikke. “På “Kilden” bliver kun

det gjort, som vi i fællesskab kan blive enige om.

Det kan være svært nogen gange at vente . men

det er vilkårene. Kun den måde kan fællesskabet

være ægte. Vi har lavet en konstruktion, hvor skellet

mellem skadede og ansatte hele tiden antastes

og forsøges nedbrudt. og de skadede lærer at tage

ansvar for sig selv. og vi ansatte lærer, at det ikke er

de professionelles dagsorden, men fællesskabets,

der tæller.

Det har været svært, mens vi har gået og indrettet

os. Dels har vi skullet blive enige om, hvordan det

her skulle se ud, og bagefter har vi selv skullet gøre

det meste. Noget håndværkshjælp har vi selvfølgelig

måttet købe os til. men meget har vi selv klaret med

krykstok og humor. og masser af god tid.”

At være velkommen

Den geografiske placering af “Kilden Værkstedsvej

i Valby hører ikke til de mest attraktive, tænker man,

mens man går fra Ellebjerg S-togsstation. men når

man først er kommet indenfor, så tænker man ikke

mere industrikvarterets begrænsede charme. man

føler sig virkelig hjemme.

Alle medlemmer af “Kilden” skal være rimeligt

selvhjulpne. Der er ingen kørselsordning, og man

skal selv kunne klare en spisesituation, toiletbesøg

osv. men det er ganske utroligt, hvad man kan lære,

når blot man er sammen med gode mennesker.

Om de rette læreprocesser

Når man har fået et handicap, som gør al nyindlæring

umådelig svær, er det et stort problem at skulle leve

og klare sig i et samfund, der hele tiden er i bevægelse

og forandrer sig. Det er en konstant udfordring for alle

mennesker at tilegne sig nye kompetencer og afvikle

gamle færdigheder. Det gælder især i arbejdslivet,

men heller ikke privatsfæren er stationær. i denne

evige forandringsproces kommer den hjerneskadede

let til kort.

mange kan godt lære nyt, men det tager tid. Det,

der før var selvfølgeligt og foregik hurtigt og ubevidst,

kan nu opleves som en uoverstigelig barriere.

At komme ud af sengen, få tøj , lave mad, overholde

aftaler, huske, transportere sig eller bare vise

interesse for andre.

Hvis man er hjerneskadet, er man nødt til at prøve

tingene i virkeligheden, man kan ikke mere tænke

sig til erfaringer. “Så skal du kunne servere boller

i karry, så er du nødt til først at prøve at lave dem.

og måske endda flere gange, så du kan få dig nogle

personlige erfaringer. Det tager tid, så derfor er tidsfaktoren

vigtig, “ siger gitte Wikke. og “Kilden” er

der netop tid og mulighed for at gøre disse erfaringer.

Der er støtte og forståelse for selv lette opgavers

kompleksitet, når man er skadet. Der er ligesindedes

forståelse, varme og humør at trække .


foto: lena Toft

At arbejde med én hånd.

i dag er det Karin og lisbeth, som står for dagens

varme ret. De pusler rundt ude i køkkenet, men ingen

blander sig. Nu kan man høre, at risene skylles og

siden, at Karin rører farsen.

“Vi spiser kl. 12 som sædvanligt, siger lisbeth og

tørrer fingre i forklædet.

Borddækningen må vente, for nogle medlemmer

er i gang med et monteringsarbejde spisebordet.

Det skal være afsluttet, inden maden spises. Når arbejdet

er afsluttet, hjælpes man ad med at køre de

færdige produkter væk og få bordet dækket. Det er

utroligt, hvad der kan laves med kun én hånd.

Bollerne får ros. og karryen bider. Der spises i

stilhed.

“for mange er det at lave mad hjemme hos sig

selv svært. mange mænd er jo ikke vant til at lave

mad, og når de bliver skilt i forbindelse med skaden,

så står de faktisk bar bund. På “Kilden” kan de

lære at lave enkle retter, og så ved vi, at de får et

varmt måltid mad hver dag.”

opskriften boller i karry lamineres og kan bruges

ved en senere lejlighed.

Mange bliver skilt

men livet er større end en middagsret. og det kan være

svært at forlige sig med sin skæbne. Det er ingen let

sag at gå fra et attraktivt job, måske i samfundets top,

til at blive et handicappet menneske, der skal have

hjælp til dagligdags gøremål. Her er fællesskabet

en fantastisk gave. man finder ud af, at man ikke er

alene, ikke den eneste, som har mistet jobbet og er

blevet forladt af sin kone eller mand.

Skilsmisser er en realitet, som de fleste “Kilden

har erfaring med. 75 % af medlemmerne har

oplevet skilsmissens barske virkelighed. Der er

stadig flest mænd, der får skader, men “ligeberettigelse”

lurer lige om hjørnet.

Skilsmissen kommer ikke lige efter skaden. men som

dagene og månederne går, og den skadede opleves

med en ændret personlighed, som ikke blot omfatter

synlige handicaps, ja så rykker skilsmissens realitet

tæt . Det er partnerens oplevelse af den skadedes

ændrede personlighed, der bevirker bruddet. “Det

er slet ikke den mand, jeg giftede mig med. Jeg kan

næsten ikke kende ham” eller “min kone er helt forandret.

og hun kan ikke se det selv.”

Det kan blive så svært for begge parter, at en

skilsmisse er eneste udvej.

Ved at dele sin sorg med andre, lærer man at

acceptere de nye realiteter og leve med, at man er

blevet en anden.

Arbejdets velsignelser

“Et af “Kildens” formål er at relatere sig til arbejdet,

måske ikke lige den fulde arbejdsskrue, men sådan,

at den skadede får mulighed for at udføre det, han/

hun nu kan.”

“At være uden for arbejdsmarkedet er ikke en

speciel attraktiv situation for ret mange. Så derfor

gør vi alt, hvad vi kan for at finde en beskæftigelse

som fleksjob, skånejob eller som frivillig medarbejder.

og det lykkes ganske godt. Ca. 25 procent af medlemmerne

er faktisk kommet i beskæftigelse. men

det kræver forbindelser og smidighed af alle parter.

Alle glæder sig, når det lykkes”, siger gitte Wikke.

Månedens gæst

Der er ingen visitation til “Kilden,” så i princippet kan

man komme lige ind fra gaden. “Vi plejer at sige, at

folk kan komme og være her et par dage, og så tager

vi os en snak om forløbet. Vi skal jo passe til hinanden.

Er man først blevet medlem “Kilden,” så regner

fællesskabet med en. ikke at man behøver at komme

hver dag, men “månedens gæst” er ikke godt nok.

“Kilden” er et fællesskab, hvor den enkelte har

mulighed for at indgå i de daglige arbejdsopgaver.

men det er også et socialt fællesskab, hvor medlemmerne

kan opbygge selvværd og være i interaktion

med andre.

og så er det en mulighed for at forberede sig til

den tilværelse, som ligger efter “Kilden.” n

læs mere om Kilden :

www.kilden-valby.dk/

På Kilden er alle medlemmer af huset uanset

om man er ansat, eller man er skadet med en diagnose.

Der er ingen professionelle, som har til opgave

at gøre noget ved nogen andre.

Se også tidligere artikel om Kilden i fokus: www.vfhj.dk/

default.asp?PageiD=1332&Searchwords=kilden

KilDEN

27


Boganmeldelser

28

BENTE JUUl,

NEUroPæDAgogiSK KoNSUlENT,

HJErNESKADErÅDgiVNiNgEN, fyN.

BogANmElDElSE

rådgivning i en nøddeskal

rådgivning i en nøddeskal af Windy

Dryden tilbyder læseren en konkret

indføring i de mest anvendte terapeutiske

metoders nøglebegreber i forhold

til teori og praksis.

Hvad er rådgivning, og hvordan virker den?

Bogen giver en kort og klar indføring i centrale forhold

i rådgivning, som for eksempel båndet mellem

rådgiver og bruger, rådgivningens mål og opgaver,

trin i rådgivningsforløbet og kernebetingelser for den

gode rådgivning.

Bagerst i bogen vil du finde en konkret anvisning

i forhold til, hvilke spørgsmål du bør stille, når du

deltager i en indledende samtale.

forfatterens mål er at give læseren et generelt

overblik over rådgivning, dog ikke i form af en specifik

tilgang. forfatteren præsenterer tanker, der er

bredt acceptable for tilhængere af de tre vigtigste

rådgivningstilgange - personcentreret rådgivning,

psykodynamisk rådgivning og kognitiv adfærdsterapi.

Det kan dog ikke helt skjules, at forfatteren selv

primært arbejder med udgangspunkt i den kognitive

adfærdsterapi.

Nøglekvaliteten i al rådgivning er evnen til at lytte,

og den terapeutiske virkning forstærkes, når den anvendes

til at forstå borgeren ud fra deres synsvinkel

– eller som forfatteren skriver, “Du vil ikke kunne forstå

nogen, før du har gået en kilometer i deres sko”.

Hermed mener hun, at hvis du ikke forstår borgeren

ud fra deres eget perspektiv, vil du heller ikke være

i stand til at formidle den nødvendige forståelse til

dem, og borgeren vil ikke føle sig forstået.

Bogen tager udgangspunkt i begrebet allianceteori

og dens arbejdsprocesser, men bevæger sig også ind

, hvilke faktorer der kan skade, hvilke hindringer

der er for den gode rådgivning, og hvordan det er

muligt at overvinde disse. Desuden beskrives at det er

væsentligt at følge en vis struktur og nogle bestemte

trin (som er beskrevet detaljeret i bogen), der kan

tackle “hindringer for forandringer”.

Væsentligt for den gode rådgivning er det at forstå

borgeren ud fra deres perspektiv. Den centrale

del af rådgivning er: den etiske dimension, fortrolighed

og supervision til rådgiveren, ligesom kernebetingelserne

for god rådgivning er empati, respekt og

ægthed, hvilket igen er en forudsætning for at der

kan opnås en god relation.

Det vigtigste mål for rådgivning er at hjælpe borgeren

til at leve “klogere” og blive så fri fra den begrænsende

indflydelse fra følelsesmæssige forstyrrelser,

som der er muligt.

i bogen kommer forfatteren ind de etiske domæner,

der er forbundet med rådgivning, og han

bevæger sig ligeledes ind områder, der ikke kan

betragtes som rådgivning.

Bogen igennem bevæger vi os ind de gode betingelser

for den gode rådgivning, men den kommer

også omkring barrierer som for eksempel underinvolvering

og overinvolvering, som begge må betragtes

som direkte skadelige for “den gode rådgivning”.

forfatteren anbefaler, at rådgiveren får mulighed

for kollegial supervision, eller alternativt får tilknyttet

deres egen personlige terapeut med henblik

at gøre det muligt at skelne mellem sunde og usunde

modoverføringsreaktioner og handle hensigtsmæssigt

i forhold til det.

Det kan i høj grad anbefales at læse denne lille

håndbog, som i korte rids opsummerer allerede

eksisterende viden. Bogen indeholder konkrete og

praktiske anvisninger, er let tilgængelig, hurtigt læst

og alligevel sætter den sine “spor” hos læseren, hvilket

i høj grad giver anledning til refleksion over egen

rådgivningspraksis.

god læselyst.

Windy Dryden er professor i psykoterapi ved goldsmiths

College, England, hvor han også er studieleder for

masteruddannelsen i rationel-emotiv adfærdsterapi og

diplomuddannelsen i kognitive tilgange til rådgivning

og psykoterapi. n

Rådgivning i en nøddeskal

af Windy Dryden

Dansk Psykologisk forlag 2006

Pris: 168 kr.

Sider: 155


Eksekutive vanskeligheder hos børn.

Vurdering og indsats i praksis

En rigtig god bog, læs den

og brug den!

Eksekutive vanskeligheder hos børn henvender sig

til en meget bred målgruppe, men det lykkes forfatterne

fleischer og merland at formidle både teorier

og eksempler, så både forældre og fagpersoner kan

have glæde af bogen. De har skrevet om et svært

emne en overbevisende og let tilgængelig måde.

Eksekutive vanskeligheder hos børn er velstruktureret

og veksler en tilpas måde mellem historie,

teori, henvisninger, eksempler og handleanvisninger.

overordnet set indeholder bogen alt det, man

bør vide, når man i praksis arbejder med børn med

eksekutive vanskeligheder. Bogen kan være god at

have i baglommen, når man står med et konkret problem.

Bogen starter med et kort historisk og teoretisk

overblik over begrebet eksekutive vanskeligheder,

og tidligt i bogen gives der desuden en fyldestgørende

definition og afgrænsning af begrebet. merland

fremhæver flere kendte definitioner, blandt andet

Børneneuropsykologisk Selskabs definition: Ved

eksekutive funktioner forstås evnen til at planlægge

og organisere sin adfærd i forhold til tid og rum med

henblik at opfylde mål og intentioner.

Denne gennemgang giver læseren et godt overblik.

Bogen har et neuropsykologisk udgangspunkt,

men som forfatterne fremhæver i forordet, kan dette

både være nyttigt og praktisk, men ...det er også

vigtigt at tænke i følelsesmæssig tilknytning og i

relationer. En vigtig pointe, som det er relevant at

fremhæve.

i afsnittet om Børn med begrænset idéproduktion

fremhæver fleischer de negative holdninger,

som børn med eksekutive funktionsforstyrrelser

kan møde i deres daglige liv. f.eks. skriver hun: ...

der advares mod at fejlopfatte børnene som passive

med vilje.

Ved at fokusere den mangelfulde evne til at

producere ideer, bliver den passive adfærd en forståelig

adfærd. Hermed bliver det muligt at hjælpe

barnet til at få en mere relevant adfærd.

forfatterne problematiserer desuden det forhold,

at vi med uformindsket styrke tror , at børn skal

diagnosticeres. Dette trods af, at en diagnose altid

skal ses som et tilstandsbillede, som løbende bør

vurderes – og ikke som en eviggyldig sandhed (jf.

J.Petersen ifølge merland)

En vigtig pointe i en tid, hvor diagnoser i stigende

grad er nødvendige, hvis der skal etableres særlige

hjælpeforanstaltninger.

forfatterne sammenholder desuden det stigende

antal af børn og unge, som har eksekutive vanskeligheder

med de ændrede samfundsmæssige krav om

øget selvorganisering.

generelt ses der en god sammenhæng mellem

belysning af teorier og afdækning af begreber, f.eks.

belyses idéproduktion og arbejdshukommelse,

en kortfattet og forståelig måde.

for læsere, som har mod at fordybe sig yderligere

i emnet, gives der gennem bogen gode referencer.

i bogens indledning beskrives eksekutive funktioner

som et “samlebegreb” – et begreb, der også

kan bruges om denne bog. På en god, overskuelig

og systematisk måde belyser bogen udviklingen af

begrebet og tydeliggør de specielle karakteristika.

Bogen har mange gode eksempler, hvor de forskellige

problemområder beskrives, og læseren får

et godt indblik i, hvordan en konkret intervention kan

implementeres.

En rigtig god bog, som udviser en stor respekt

og forståelse for de børn, som den omhandler. Det

er tydeligt at forfatterne kender denne børnegruppe

godt. n

Eksekutive vanskeligheder hos børn.

Vurdering, og indsats i praksis

af Anne Vibeke fleischer og John merland

Dansk Psykologisk forlag 2007

Pris: 198 kr.

Sider: 108

mAriANNE VErDEl,

CAND.PSyCH., SPECiAliST i

BØrNENEUroPSyKologi.

BogANmElDElSE

29


30

NyT frA ViDENSCENTErET

Nyt fra Videnscenteret

Brug Fagligt Forum!

Videnscenterets nye hjemmeside: www.hjernekassen.

dk giver brugerne adgang til et gratis netværksted

’fagligt forum’. Her er der mulighed for at læse og

skrive indlæg om f.eks. erhvervet hjerneskade, rehabilitering

eller hjernekassen. Se mere om fagligt

forum adressen: hjernekassen.vfhj.dk/default.

asp?PageiD=1660

Har du har en ide til en lukket gruppe, du ønsker

at oprette, kontakt mette Trier Videnscenteret

tel. 75 89 78 77, mette@vfhj.dk

Vær med til at sætte gang i brugernes eget netværksted:

opret faglige netværk

mange har allerede vist stor interesse for netværket

og har meldt sig ind. men for at det fungerer, skal der

skabes liv i netværkene. Derfor vil vi gerne opfordre

alle medlemmer af grupperne til at tænke over, hvordan

i bedst muligt bruger fagligt forum til at få glæde af

hinandens viden og ekspertise.

Derfor opfordrer vi dig til at oprette debatter og

kaste spørgsmål ud i din gruppe fagligt forum

eller i lukket fagligt forum hjernekassen. Vi vil

også meget gerne modtage gode råd om positive

netværkserfaringer fra andre netværk, du indgår i:

Hvordan kan vi hjælpes ad med at holde liv i netværk

internettet? Har du ideer eller kommentarer kan

de mailes til info@vfhj.dk

HUSK - det er gratis at tilmelde sig Fagligt Forum

og Lukket Fagligt Forum!

Opfordring: Husk at opdatere dit tilbud

i Tilbudsdatabasen

Videnscenterets Tilbudsdatabase er blevet tilpasset

den nye kommune- og regionsstruktur. Tilbudsdatabasen

giver en unik mulighed for at synliggøre tilbud/

institutioner, bl.a. arbejds-, bo-, genoptrænings- og

undervisningstilbud, som er målrettet til mennesker

med erhvervet hjerneskade.

Simpel søgefunktion

Tilbudsdatabasen giver et hurtigt og nemt overblik

over, hvad der findes af tilbud til målgruppen mennesker

med erhvervet hjerneskade. Her kan du søge

simpelt ved blot at skrive ’neuro i søgefeltet. Så får

du alle de tilbud, hvori navnet ’neuro’ indgår – f.eks.

neuropædagogik, neurocenter mv.

Udvidet søgefunktion

i den udvidede søgefunktion indsnævrer du dine

søgemuligheder. f.eks. kan du søge en bestemt

aldersgruppe, eller botræningstilbud. Eller du

kan søge kombineret en bestemt aldersgruppe

og et bestemt tilbud, eksempelvis, botilbud til 15

- 17-årige.

for at få alle tilbud og støttemuligheder til mennesker

med erhvervet hjerneskade med i databasen, vil

Videnscenter for Hjerneskade kraftigt opfordre til at

man klikker ind :

http://www.vfhj.dk/Tilbud_Searchform.asp?Page

iD=1540 og indberetter eller ajourfører tilbud, som

henvender sig målgruppen.

Indberetningen skal ske fra adressen:

http://www.vfhj.dk/Tilbud_Trin_default.asp?Page

iD=1541

Har du kendskab til tilbud, som bør være med i databasen,

må du meget gerne sende en mail til mette

Trier (mette@vfhj.dk) med tilbuddets navn, adresse

og mail-adresse, så vi kan bede dem oprette sig i

Tilbudsdatabasen. Eller ring til videnscenteret, hvis

du har yderligere spørgsmål om databasen.

Uddeling af legater fra

Rehab-puljen, 2. halvår 2007

Til bestyrelsesmødet i rehabpuljen var der indkommet

10 ansøgninger. På mødet blev det besluttet at uddele

følgende legat: Karen Hastrup Arentsen, fysioterapeut,

Hammel Neurocenter Kr. 7.000 til forskningsprojektet

om effekten af Affolterkonceptet.

Næste ansøgningsfrist til REHAB-puljen er 15.

marts 2008. rehab-puljens fundats, forretningsorden

og ansøgningsskema findes Videnscenterets

hjemmeside www.vfhj.dk/default.asp?PageiD=749.

Her finder du også en liste over formål, der tidligere

er givet støtte til. n


Videnscenter for Hjerneskade modtager gerne nyheder eller forslag, der enten lægger

sig op af temaet eller helt generelt informerer om nyt inden for neurorehabilitering.

forslag kan indsendes til info@vfhj.dk under overskriften: forskningsnyt.

Forskningsnyt:

Neurorehabilitering

Bilkørsel og integration i samfundet efter en

traumatisk hjerneskade

Rapport LJ. m.fl. (2006): Barriers to driving and community

integration after traumatic brain injury. Journal of

Head Trauma Rehabilitation 21(1), pp. 34-44.

formålet med undersøgelsen var at se sammenhængen

mellem kørestatus (hvorvidt den skadede

kørte bil eller ej), opfattelsen af barrierer mod at

genoptage bilkørsel, og hvor godt den skadede var

blevet integreret i samfundet efter sin hjerneskade.

Der viste sig en klar sammenhæng mellem det at

genoptage bilkørsel og det at blive integreret i samfundet:

De, som havde genoptaget bilkørsel, var i

højere grad atter blevet ’en del af samfundet’ i forhold

til de, som ikke længere kørte bil.

Det viste sig desuden, at de nære slægtninges

holdning til, om den skadede skulle køre eller ej,

havde afgørende betydning for, om den skadede

satte sig bag rattet igen.

man fandt også, at de, som ikke havde været til

en formel køreevaluering, var mindre tilbøjelige til

at genoptage bilkørsel, end de som havde været til

en orienterende køreprøve. Det kan altså være en

god idé med en køreevaluering for at hjælpe de skadede,

som er i stand til at køre, i gang med at køre

bil igen.

Sikker tilbagevenden til bilkørsel

efter alvorlig TBI

Pietrapiana, P. m.fl. (2005).: Role of premorbid factors

in predicting safe return to driving after severe TBI.

Brain Injury, 19(3); pp. 197-211.

Undersøgelsens formål var at se nærmere muligheden

for at forudsige evnen til at køre sikkert efter

en alvorlig traumatisk hjerneskade. Det viste sig, at

omkring 50 procent af de alvorligt skadede patienter

i undersøgelsen genoptog bilkørsel. De, som blev

bilister igen, viste sig at have ligget kortere tid i coma,

end de som ikke genoptog bilkørsel.

i forhold til evaluering af, hvilke faktorer som har

betydning for sikkerheden, viste det sig at være en

god idé at se føreren og hans/hendes historie,

før han/hun blev skadet: Det havde stor betydning

for sikkerheden efter skaden, om føreren, før hjerneskaden

indtraf, havde en risikobetonet personlighed

og køreadfærd samt havde haft ulykker og begået

lovovertrædelser i trafikken. Hjerneskaden spillede

således en langt mindre rolle for ulykkesfrekvensen

efter skaden end disse andre aspekter.

Simulatortræning og dens effekt

bilkørsel efter apopleksi

Akinwuntan, A.E. m.fl. (2005): Effect of simulator training

on driving after stroke: a randomized controlled

trial. Neurology, 65(6), pp. E13-14.

forskerne ønskede at belyse, hvorvidt personer med

neurologiske skader havde gavn af simulatorbaseret

træning i forhold til deres køreevner. forsøgsdeltagerne

blev opdelt i to grupper, hvor den ene gruppe

fik træning i en bilsimulator, den anden (kontrolgruppen)

fik stillet kognitive opgaver, som er relateret til

køreevnen. Begge grupper forbedrede sig betydeligt

både visuelle og neuropsykologiske test, samt i en

praktisk køreprøve. Der blev ikke fundet betydelige

forskelle i gruppernes forbedring, udover i en test af

evnen til at genkende vejskilte, hvor simulatorgruppen

forbedrede sig mest.

Det viste sig desuden, at jo højere uddannelsesniveau

og jo mindre handicap, jo større forbedringer af

køreevnerne som følge af genoptræningen.

Kørsel med kognitive mangler:

Behov for neurorehabilitering og lovgivning

Leon-Carrion, J. m.fl. (2005): Driving with cognitive

deficits: Neurorehabilitation and legal measures are

needed for driving again after severe traumatic brain

injury. Brain Injury, 19(3), pp. 213-219.

formålet med denne spanske undersøgelse var blandt

andet at belyse, om holistisk neurorehabilitering kunne

øge andelen af hjerneskadede, der vender sikkert

tilbage til bilen. resultaterne viste bl.a., at neurorehabilitering

kan betale sig: Efter en omfattende

rehabiliteringsindsats genoptog mere end 70 procent

af patienterne deres bilkørsel igen, uden forøget

risiko for uheld.

Undersøgelsen viste endvidere, at de patienter,

som fik 80 procent eller mere af deres førlighed tilbage,

genoptog bilkørsel, uanset hvad lægen havde

anbefalet. Behovet for lovgivning området blev

således understreget. n

Af ANE KATriNE BECK,

fAglig mEDArBEJDEr

ViDENSCENTEr for HJErNESKADE.

forSKNiNgSNyT

31


Videnscenter for Hjerneskade

Sanatorievej 32, 7140 Stouby

ændringer vedr. abonnementet ring venligst 7589 7877

Aktiviteter

DANSKE KURSER,

KONFERENCER & TEMADAGE

Guiding af hjerneskadede

patienter i hverdagssituationer

Tid: 3.-4. december 2007

Sted: Hammel Neurocenter

www.neurocenter.dk/uddannelse

Introduktion til neurodynamik

– til neurologiske patienter

Tid: 29.- 31. januar 2008

Sted: Kurhus

www.kurhus.dk

Neuropædagogisk kursus – trin 2

Tid: 4.-5. marts & 28.-30. maj 2008

Sted: Vejlefjord

www.vfn.dk

Neuropsykologi

Tid: 31. marts – 2. april 2008

Sted: Kurhus

NATIONALE UDDANNELSER

Specialpædagogisk efteruddannelse

i neuropædagogik og neuropsykologi

i forhold til børn, unge og voksne med

medfødte og erhvervede hjerneskader

Tid: 5. marts – 12.oktober 2008

Sted: CVU-Nordjylland, Hjørring

www.cvu-nordjylland.dk

Se flere nationale og internationale

kurser : www.vfhj.dk/kalender.asp

NORDISKE OG INTERNATIONALE

KONFERENCER & ARRANGEMENTER

Advanced Cognitive Rehabilitation

Workshop (Attention & Information

Processing)

Tid: 7.- 8. december 2007

Sted: london

www.braintreetraining.co.uk

7th World Congress on Brain Injury

Tid: 9.-12. april 2008

Sted: lissabon, Portugal

www.internationalbrain.org

European Congress on Physical

and Rehabilitation medicine

Tid: 3.- 6. juni 2008

Sted: Brügge, Belgien

www.medicongress.com

Videnscenter for Hjerneskade

Sanatorievej 32, 7140 Stouby, tlf.: 75 89 78 77

info@vfhj.dk, www.vfhj.dk, www.hjernekassen.dk

More magazines by this user
Similar magazines