KOL - LungePatient.dk

14
kunne han have været deres egen
dreng. At Søren også var glad for
at være hos dem, havde de fået
et glædeligt bevis på til skiftedag
i november, da han skulle flytte
hjem. Han havde grædende
spurgt, om han ikke nok måtte
blive, også i vinter. Og det måtte
han hellere end gerne.
Dog skulle Søren hjem til Enghuset
for at fejre julen sammen
med forældrene og en lillesøster.
Han havde i morges spurgt, om
han måtte rejse hjem, når de
havde spist davre. Hans Enggård
havde sagt, at det var tidligt nok,
når han gik i eftermiddag. Der var
endnu så mange ting at ordne.
Nu sad Hans Enggård og tænkte
på, at bare Søren var kommet tidlig
nok af sted. Hvis han var ude
i dette herrens vejr, kunne det
blive strengt nok for selv en rask
dreng. – Men færgen. Den lille
motorbåd, slog det ned i Hans
Enggård. Mon den kunne gå over
fjorden i sådan et vejr? Nå, man
fik håbe, Søren var kommet af
sted så tidligt, at han nåede over
på Vendsysselsiden, inden vejret
var blevet for slemt.
”Hu, hu - u!” brølede blæsten,
mens sneen piskede hen over
de flade enge. Og skønt klokken
næppe var mere end halv fem,
rugede mørket. Sneen kom i
vældige styrt og lagde sig i driver.
Men nu havde Hans Enggård
heldigvis ikke ret langt hjem, bare
to – tre kilometer. Det var ganske
vist uvejsomt at køre her på
engene.
Og inden ganske længe gik
det da også med forfærdelse
op for ham, at han vist var kørt
vildt. Vognen krængede over og
havde nær væltet. Sneen piskede
ham ind i ansigtet. Han var så
forfrossen, at tænderne klaprede
i munden, og skønt han havde en
god fodpose, føltes tæerne som
isklumper. – Nej, han anede ikke
længere, hvor han befandt sig.
Hestene prustede og slog med
hovederne. Og tiden gik. Hans
Enggård, der var stået af for at
trampe sig til varme, blev så død-
Julen 2008
træt af at traske i den løse sne.
Tankerne svirrede gennem hans
hoved. Derhjemme gik Maren
og folkene i angst og ventede
på ham. Men først og fremmest
tænkte han på Søren. Ja, bare han
var kommet af sted i god tid.
Og timerne skred, mens en
mand i den hellige juleaften derude
på den øde engflade, stred
for livet. Det dyrebare liv han
aldrig som i denne stund havde
forstået at værdsætte.
Han lyttede gennem stormens
brølen. Hørte han ikke nogen
råbe? Han ville svare, men var så
udmattet, at han ikke kunne få en
lyd over sine læber. Og pludselig
krængede køretøjet igen. Denne
gang væltede vognen. Hestene
stejlede og for fremad. Hans Enggård
holdt fast i tømmerne. Han
fik nogle slemme knubs, da han
blev slæbt hen over den frosne
jord. Han stødte hovedet mod et
eller andet, og det sortnede for
ham.
Søren havde inderligt håbet,
at han i hvert fald havde fået lov
til at gå i det mindste lige over
middag. Han kunne jo sagtens
nå hjem inden aften, selv om han
ikke tog af sted før efter kaffetid.
Men han ville om ad byen for at
købe en dukke til lillesøster. Hvis
han havde sagt det til husbond,
ville han naturligvis have fået lov
til at gå længe før.
” Skynd dig så at komme af
sted,” sagde Maren Enggård, da
de havde fået kaffe.
”Her har du en skilling. Og hils
nu hjemme. Vi venter så helt bestemt,
at du kommer tilbage og
fejre nytår her sammen med os.”
Søren fik i en fart skiftet tøj og
tog af sted. Der var et par kilometer
ned til mejeribyen. Han fik
købt en dukke, større end den,
han havde tænkt sig. Det kunne
han takke madmor for. Hans egen
småpenge ville ikke have rakt ret
langt, så dyrt alting var.
Mejeribyen lå syd for gården.
Skønt han travede raskt af sted,
varede turen alligevel længere,
end han havde beregnet. Der var
nok gået en time, inden han på
tilbagevejen travede forbi sit udgangspunkt
Enggården. Heldigvis
var der vist ingen i gården, der
havde set ham. De troede jo, han
havde skyndt sig ned til færgen.
Men nu oplevede han det
samme som sin husbond: næsten
inden han vidste af det, var mørket
der, og sneen væltede ned.
”Bare jeg kommer tidligt nok
til færgen,” tænkte Søren, stadig
løbende. Han var allerede så træt
og forpustet, at han havde sat
sig til at hvile lidt. Men han måtte
videre.
Huj! sneen piskede ham ind i
ansigtet og fyldte øjne, øren og
næse med de skarpe fnug, der føltes
som nålestik. Da mørket blev
tættere og tættere, blev Søren for
alvor bange. Han svøbte frakken
tættere om sig. Alligevel blæste
det ind til den bare krop.
Stormen hylede, og foget rasede.
Søren tænkte på, om han
ikke hellere skulle vende om.
Så huskede han forældrene og
lillesøster, der gik og ventede på
ham. Nej, han ville ikke skuffe
dem. Selv glædede han sig også
til juleaften i barndomshjemmet,
skønt han havde det så godt på
Enggården. Han håbede da også,
at han måtte blive der, når han
næste år skulle konfirmeres, først
som arbejdsdreng, indtil han blev
gammel nok til at være forkarl.
Ja, hvor havde han det godt på
Enggården.
Han travede trøstigt videre,
indtil det pludselig også gik op
for ham, at han ikke længere
fulgte vejen. Og med et faldt han
ned i en dyb grøft. Han greb fat
i det visne græs, og han undgik
derved at blive våd. Bare hans
ene fod blev gennemblødt, fordi
der kun var løst is. Snart var han
oppe igen.
Han anede ikke, hvor han befandt
sig. Men når han blev ved ligeud,
måtte han vel igen komme
til vejen. Lidt efter styrtede han
igen i en grøft. Da forstod han, at
han var kommet ud over engene.