KOL - LungePatient.dk

More documents

Recommendations

Info

32 Juleklokkerne Lægefruen stod ved vinduet og så bitter og bedrøvet efter sin mand, der lige var gået på sygebesøg. At han virkelig nænnede at gå fra hende igen i aften – juleaften. Hele dagen havde hun ventet på, at han skulle få tid til at gå med hende på kirkegården. Så var der kommet besked fra den fattige enke, han havde tilset i en uge, at hendes tilstand havde forværret sig. Hendes mand lægen var gået fra hende på denne juleaften, for at se til den syge. Det var svært for hende, og han vidste jo godt, hvor frygteligt ensomheden pinte hende netop i aften. I dag var det jo akkurat et år siden, at deres eneste barn, den lille niårige Eva var død. Nu mindedes hun den sidste grufulde juleaften, da hendes lille pige kæmpede med døden, som tog hende. Mange andre dejlige juleaftener havde hun oplevet med sin mand og barn, men de var alle glemt nu, hun huskede kun den sidste. Tiden læger alle sår, sagde man, men det troede hun ikke på. Hvordan skulle hun kunne glemme sin lille pige, glemme hvor grusomt det var af Gud, at han på selve juleaften, havde taget hendes eneste barn fra hende? Det havde taget hendes livslyst og hendes fred, lammet hendes arbejdskraft, så hun i sit rige, smukke hjem, ørkesløst drev tiden væk, overvældet af sin rugende sorg. Med bitterhed tænkte hun på, hvor optaget hendes mand var af sit job. Det var næsten, som om han kastede sig endnu mere ud i jobbet, efter lille Evas død. ”Det hjælper mig over al min sorg at tænke på andre mennesker,” havde han sagt. ”Men derfor glemmer jeg ikke lille Eva, hun er netop allermest med mig, når jeg arbejder for andre.” Julen 2008 Så var han gået og havde ladet hende blive alene tilbage, men han havde lovet at komme hurtigt igen. Lægens frue gik hvileløs omkring, som hun havde gjort det meste af dagen – frem og tilbage i sin stue. Pludselig stod hun stille og lyttede. Var der nogen ved døren? Hun så ud, nej der var ikke nogen. Var der alligevel nogen, der puslede ved døren? Hun tændte lyset og lukkede op. En lille mager pige på syv-otte år stod uden for døren. ”Vær sød at give mig en skilling, min mor er syg, og jeg er så sulten,” klynkede barnet. Den lektie var gammelkendt, og lægens frue havde allerede døren lukket halvt i, da hun pludselig mødte barnets blik. Nej de øjne løj ikke. Barnets lille blege ansigt havde et ærligt og inderligt bedrøvet udtryk, at lægefruen tøvede og blev stående ved den åbne dør. At nogen kunne nænne at sende et barn ud at tigge på en juleaften og i sådan en kulde. Den lille havde jo næsten ikke tøj på kroppen. Kun en tynd, pjaltet kjole, intet overtøj og hullede våde sko. Den lille hånd, der var strakt ud for at få en skilling, var rød af kulde. Lægens frue vidste ikke, hvordan det gik til, men hun fik medlidenhed med den lille. Drevet af en uforklarlig følelse vendte hun sig til det lille skab i entreen, hvor hendes datters tøj var. ”Her – tag den på,” sagde hun hurtigt til barnet, idet hun rakte Evas frakke frem til pigen. Det hænger til ingen nytte, og du fryser jo. Her er lidt penge, og gå så barn, skynd dig hjem.” Uden at høre den lille piges tak, slog hun døren i og blev stående foran det åbne skab. Hvad var det, hun havde gjort? Hun havde givet sin lille piges frakke til et tiggerbarn. Åh – hvor kunne hun dog gøre det, skille sig af med alle disse erindringer om sin egen lille pige. Hun skyndte sig hen til døren, lukkede den op og kaldte ud, men ingen svarede. Så for hun ind i stuen, hen til vinduet, hun måtte have fat i det barn. Hun fik vinduet op, men der var ingen at se. Åh - hvorfor havde hun også været så følsom, hun der dog ikke var så let at røre, men det var kommet så pludselig over hende. Og nu fortrød hun det. Lægens frue skulle lige til at lukke vinduet, da kirkeklokkerne fra kirken skråt overfor deres hus begyndte at ringe. Højtideligt og lokkende lød klokkerne, og om det så gjaldt hendes liv, kunne hun ikke lukke vinduet. Klokkerne talte til hende, og skammede hende ud for den bitterhed, som hendes sorg havde lagt om hendes hjerte. Det var som om de mindede hende om de tidligere juleaftener, hvor der havde været glæde og liv i hendes hus. Der var andre, der havde det hårdt med sorg og savn, og mange børn manglede alt. Livet var en kæde af lykke og sorg, men alt kunne bæres, når man blot ikke lod sit sind lukke af. Hun havde været så lukket inde i sig selv, men nu havde klokkerne åbnet for hende, at det trods sorg og savn, alligevel var juleaften. Det var ligesom hendes uro, var blevet lidt mindre. Hun syntes, hun kunne tænke på sin lille pige med taknemmelighed for de lyse minder, hun havde givet hende. Hun var kommet sin lille pige nærmere, end hun havde været i det sidste så triste år. Det var sket, da hun i et eneste øjeblik havde glemt sin egen sorg, og havde set
et andet lille barn, der var i nød. Med et suk lukkede hun vinduet og så sig om. Hun var til mode, som havde hun været i kirke. Hun følte juleglæden, som var der for alle, hvis blot de vil lukke den ind. Og så får hun travlt. Når hendes mand kommer hjem, skal han se, at der også er jul i deres hus. De vil mindes deres lille tabte skat, men ikke kun ensomheden, også alle de andre gode minder, der var i deres liv. Stuen stråler i et lyshav, og der er blomster og gran overalt, da lægen nogen tid efter træder ind. Han bliver stående inden for døren og nikker glad til sin frue. Ved hånden holder han en lille bleg og forknyt pige, den samme som lægefruen for nogle timer siden forærede sin lille døde piges tøj. ”Jeg kommer lige fra hendes mors dødsleje,” siger lægen stille. ”Da jeg så, at den lille her havde krydset din vej, før hun krydsede min. Jeg kendte jo lille Evas tøj igen, så tænkte jeg, at du i hvert fald for i aften ville have hende som vor julegæst.” ”Ikke alene for i aften og ikke som julegæst,” svarede fruen bevæget. ”Men som en julegave vil jeg tage imod hende. Vi trænger måske lige meget til hinanden.” Juleklokkerne havde ringet højtiden ind også i lægens hjem. Det blev en velsignet julefest, blev det, som overalt hvor mennesker jævner vejen for hverandre. Redigeret tekst med forlæg fra Ingeborg Vollquartz Julen 2008 33
Page 2 and 3: 2 Julen 2008
Page 4 and 5: 4 Lungeforeningen Boserup Minde Lun
Page 6 and 7: 6 DET ER SKØNT MED GODE ØJNE NÅR
Page 8 and 9: 8 Nissen og spækhøkeren skrevet a
Page 10 and 11: 10 Peter Willemoes I år er det 200
Page 12 and 13: 12 Julen 2008
Page 14 and 15: 14 kunne han have været deres egen
Page 16 and 17: 16 www.mols-linien.dk · Tlf. 70 10
Page 18 and 19: 18 Anderledes juleand for to Her er
Page 20 and 21: 20 med børnene Her i december mån
Page 22 and 23: Læs mere på: www.saltkur.dk Rekvi
Page 24 and 25: 24 Forkæl dine sanser... www.rings
Page 26 and 27: 26 Julemandsdalen Det var en flot d
Page 28 and 29: En 5-stjernet oplevelse i verdenskl
Page 30 and 31: 30 I 1986 solgte hun møllegården
Page 34 and 35: Julekrydsord Sendes til: BM-Julen
Page 36 and 37: 36 Boserup Sanatorium Vi får ofte
Page 38 and 39: 38 Julen 2008 I over 50 år har SCA
Page 40 and 41: 40 Sponsoreret Julen 2008
Page 42 and 43: LOKALAFDELINGER 42 KØBENHAVNS AFDE
Page 44: Blad id: 46220 Afsender.: Lungefore

KOL - LungePatient.dk

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?