KOL - LungePatient.dk

32
Juleklokkerne
Lægefruen stod ved vinduet og
så bitter og bedrøvet efter sin
mand, der lige var gået på sygebesøg.
At han virkelig nænnede
at gå fra hende igen i aften – juleaften.
Hele dagen havde hun
ventet på, at han skulle få tid til at
gå med hende på kirkegården.
Så var der kommet besked fra
den fattige enke, han havde tilset
i en uge, at hendes tilstand havde
forværret sig. Hendes mand
lægen var gået fra hende på
denne juleaften, for at se til den
syge. Det var svært for hende, og
han vidste jo godt, hvor frygteligt
ensomheden pinte hende netop
i aften.
I dag var det jo akkurat et år siden,
at deres eneste barn, den lille
niårige Eva var død. Nu mindedes
hun den sidste grufulde juleaften,
da hendes lille pige kæmpede
med døden, som tog hende.
Mange andre dejlige juleaftener
havde hun oplevet med sin mand
og barn, men de var alle glemt
nu, hun huskede kun den sidste.
Tiden læger alle sår, sagde
man, men det troede hun ikke
på. Hvordan skulle hun kunne
glemme sin lille pige, glemme
hvor grusomt det var af Gud, at
han på selve juleaften, havde
taget hendes eneste barn fra
hende?
Det havde taget hendes livslyst
og hendes fred, lammet hendes
arbejdskraft, så hun i sit rige,
smukke hjem, ørkesløst drev tiden
væk, overvældet af sin rugende
sorg. Med bitterhed tænkte hun
på, hvor optaget hendes mand
var af sit job. Det var næsten, som
om han kastede sig endnu mere
ud i jobbet, efter lille Evas død.
”Det hjælper mig over al min
sorg at tænke på andre mennesker,”
havde han sagt. ”Men derfor
glemmer jeg ikke lille Eva, hun er
netop allermest med mig, når jeg
arbejder for andre.”
Julen 2008
Så var han gået og havde ladet
hende blive alene tilbage, men
han havde lovet at komme hurtigt
igen. Lægens frue gik hvileløs
omkring, som hun havde gjort
det meste af dagen – frem og
tilbage i sin stue.
Pludselig stod hun stille og lyttede.
Var der nogen ved døren?
Hun så ud, nej der var ikke nogen.
Var der alligevel nogen, der
puslede ved døren? Hun tændte
lyset og lukkede op. En lille mager
pige på syv-otte år stod uden for
døren.
”Vær sød at give mig en skilling,
min mor er syg, og jeg er så
sulten,” klynkede barnet.
Den lektie var gammelkendt, og
lægens frue havde allerede døren
lukket halvt i, da hun pludselig
mødte barnets blik. Nej de øjne
løj ikke. Barnets lille blege ansigt
havde et ærligt og inderligt
bedrøvet udtryk, at lægefruen
tøvede og blev stående ved den
åbne dør.
At nogen kunne nænne at
sende et barn ud at tigge på en
juleaften og i sådan en kulde.
Den lille havde jo næsten ikke tøj
på kroppen. Kun en tynd, pjaltet
kjole, intet overtøj og hullede
våde sko. Den lille hånd, der var
strakt ud for at få en skilling, var
rød af kulde.
Lægens frue vidste ikke, hvordan
det gik til, men hun fik medlidenhed
med den lille. Drevet af
en uforklarlig følelse vendte hun
sig til det lille skab i entreen, hvor
hendes datters tøj var.
”Her – tag den på,” sagde hun
hurtigt til barnet, idet hun rakte
Evas frakke frem til pigen. Det
hænger til ingen nytte, og du
fryser jo. Her er lidt penge, og gå
så barn, skynd dig hjem.”
Uden at høre den lille piges tak,
slog hun døren i og blev stående
foran det åbne skab.
Hvad var det, hun havde gjort?
Hun havde givet sin lille piges
frakke til et tiggerbarn. Åh – hvor
kunne hun dog gøre det, skille sig
af med alle disse erindringer om
sin egen lille pige. Hun skyndte
sig hen til døren, lukkede den op
og kaldte ud, men ingen svarede.
Så for hun ind i stuen, hen til
vinduet, hun måtte have fat i det
barn. Hun fik vinduet op, men
der var ingen at se. Åh - hvorfor
havde hun også været så følsom,
hun der dog ikke var så let at røre,
men det var kommet så pludselig
over hende. Og nu fortrød hun
det. Lægens frue skulle lige til at
lukke vinduet, da kirkeklokkerne
fra kirken skråt overfor deres hus
begyndte at ringe.
Højtideligt og lokkende lød
klokkerne, og om det så gjaldt
hendes liv, kunne hun ikke lukke
vinduet. Klokkerne talte til hende,
og skammede hende ud for
den bitterhed, som hendes sorg
havde lagt om hendes hjerte.
Det var som om de mindede
hende om de tidligere juleaftener,
hvor der havde været glæde og
liv i hendes hus. Der var andre,
der havde det hårdt med sorg og
savn, og mange børn manglede
alt.
Livet var en kæde af lykke og
sorg, men alt kunne bæres, når
man blot ikke lod sit sind lukke af.
Hun havde været så lukket inde i
sig selv, men nu havde klokkerne
åbnet for hende, at det trods sorg
og savn, alligevel var juleaften.
Det var ligesom hendes uro, var
blevet lidt mindre. Hun syntes,
hun kunne tænke på sin lille pige
med taknemmelighed for de lyse
minder, hun havde givet hende.
Hun var kommet sin lille pige
nærmere, end hun havde været i
det sidste så triste år. Det var sket,
da hun i et eneste øjeblik havde
glemt sin egen sorg, og havde set