16 www.mols-linien.<strong>dk</strong> · Tlf. 70 10 14 18 Julen 2008 ca. 45 min. ca. 65 min. ca. 2 t. 40 min. Skyd genvej SPAR 200 KM 69591_annonce_184x127.indd 1 10/09/08 13:01:03
Havde det ikke været snevejr, kunne han herfra let finde tilbage. Han åbnede døren på klem. Et snestyrt piskede ham i ansigtet, og han fik i en fart døren smækket i. Han kom til at tænke på Hans Enggård, der før middag var kørt til byen. Mon han var nået hjem inden uvejret brød løs? Mest tænkte han dog på forældrene og lillesøster i Enghuset. Han huskede igen sin mors formaning, om altid at holde sig nær til Vorherre. ”Ja, hjælp mig Vorherre, så skal jeg altid være en god dreng!” Han lyttede. Hvad var det for et brag han hørte? Han stod i mørket, næsten stivnet af skræk. Det lød som hovslag og prusten udenfor. Han kiggede forsigtigt gennem en sprække i døren. Blæsten suste ham i øjnene. Men der var vist kommet ophold i snefygningen. I det sammen skiltes skyerne, og han skimtede noget mørkt i sneen nogle skridt borte. Nu åbnede han uden betænkning døren og så, at det var et menneske. I få spring var han derhenne. Månen lyste stadig gennem skyrevnen, og han så til sin skræk, at det var Hans Enggård. ” Husbond!” kaldte han. Der kom ikke en lyd over Hans Enggårds læber. Søren forstod at han hurtigst muligt måtte have ham under tag. Med opbydelse af alle sine kræfter fik han ham slæbt ind i huset. Han ruskede i ham. Lidt efter kom han til sig selv. ”Husbond!” kaldte Søren igen. ”Åh, er det dig Søren?” Hans Enggård var med et helt klar og huskede, hvad der var sket. ”Jeg kørte vildt, og vognen væltede. Hvor mon hestene er, og hvor er jeg selv?” ” Vi er i proprietærgårdens kvægfold nede i engen.” Søren forklarede hurtigt, hvordan han selv var gået vildt i snestormen. Der var heldigvis ikke sket noget alvorligt med Hans Enggård. Han var besvimet ved faldet. Men hvordan det skulle være gået, hvis ikke Søren havde fundet ham, turde han ikke tænke på. Han rejste sig og vaklede. Han havde vist slået sin ene arm, men fejlede ellers ikke noget. Nu måtte de se, om de kunne finde hestene. Blæsten var lige hård, men det sneede ikke mere. Månen skinnede endnu gennem skyerne. Hestene stod lidt borte, indfiltret i noget pigtråd. De var så skræmte, at de rystede. Hans Enggård måtte med sin lommekniv skære skagler og seletøj itu, for at befri dyrene. De trak dem med ind i huset. Ved at snakke til dem, faldt de straks til ro. ”Men hvordan fandt du huset her?” spurgte Hans Enggård. ”Og var du ikke bange?” ”Jo,” tilstod Søren. ”Men jeg bad til Vorherre.” ”Ja, det skal man, min dreng,” svarede husbonden og famlede i mørket for at finde Sørens hånd. De blev stående i kvæghuset endnu en tid. Hans Enggård lyttede. Det blæste vist ikke meget mere. Han lindede døren og kiggede ud. Sneskyerne var helt fejet bort, og stjernerne tindrede på den dybblå himmel. Da de nu vidste, hvor de befandt sig, var det en let sag at finde hjem. ”Tror du, at du kan holde ud at gå?” spurgte han drengen. ”Det kan jeg sagtens,” var Sørens svar. Det havde også givet ham svært mod, nu han havde husbond hos sig. Trækkende med hver sin hest begav de sig på vej. I løbet af en times tid stod de inden for Enggårdens fire længer. Der var lys bag vinduerne i dagligstuen. Maren Enggård og karlene kom straks ud. Hans Enggård fortalte med få ord, hvad der var sket. ”Kom nu endelig med ind i varmen,” sagde Maren Enggård. ”Vi har gået i angst for jer begge.” Men Gud ske lov, de nu er velbeholdent hjemme igen. Der blev i en fart sat mad frem til dem. De var ikke mere forkomne, end at de spiste med god appetit. De havde dog knap nok fået tygget af munden, før Søren følte sig overmandet af søvnen, måske også fordi der var så varmt i stuen. Maren Enggård fik ham i seng. Han var næppe kommet under dynen, før øjnene faldt i, og han sov trygt. Nu måtte de andre også til ro. Hans Enggård så til klokken, det var allerede ud på de små timer. ”I morgen tidlig må jeg over til Sørens forældre,” sagde Hans Enggård, da han også lå under dynen. ”De er nok urolige for, hvordan det er gået med deres dreng.” ”Ja, deres dreng,” tænkte Maren Enggård. Men fra nu af var han også hendes og Hans´ dreng. Højt sagde hun: ”Og så er vi nok enige om det, vi forleden snakkede om.” De havde jo desværre ikke selv børn, og den dag kom, da nogen skulle løse dem af. De havde tit talt om at tage en fremmed dreng til sig som deres egen. Nu havde de fundet den rette. ”Ja,” svarede Hans Enggård. ”Nu bliver Søren her hos os – altid.” Maren trykkede sin mands hånd. Det var den bedste julegave, hun kunne have fået. Nu kunne både de og Søren gå fremtiden trygt i møde. Konkurrence... Hvor stor er den største julekugle, man kan købe på Crystal Galleriet’s hjemmeside? (www.crystalgalleriet.<strong>dk</strong>) A: 10 cm. B: 14 cm. C: 18 cm. Når du har fundet svaret, indtaster du det sammen med dit navn og e-mail på adressen: www.crystalgalleriet.<strong>dk</strong>/ boserup.htm Præmien er et gavekort på kr. 1.000 til brug hos Crystal Galleriet. Trækkes og offentliggøres på hjemmesiden den 15. december 2008. Julen 2008 17
Change language