Missions-Nyt nr. 3 - Missionsfonden

Så var det, David kom til os strålende som
en sol og sagde: „Naomi, min lillesøster er
kommet hjem til os“ og han fortalte, at stedmoderen
havde taget bussen fra Nairobi
om morgenen for at aflevere hende. Desværre
var der ingen som så stedmoderen,
da hun bare satte pigen af og tog bussen
tilbage til Nairobi med det samme. Naomi
som kun var 6 år, da hun forlod Tanzania,
fandt på en mirakuløs måde hen til noget
af familien. David var bare så glad, for familien
hun fandt hen til, var hans morbrors,
hvor han selv bor. Da Davids morbror og
tante så, at Naomi var kommet tilbage, besluttede
de uden tøven at tage sig af hende.
David sendte straks bud til sine 2 andre
søskende, og det blev til en fantastisk
gensynsglæde for de 4 søskende og derefter
stor fest.
Side 20
Naomi er kommet tilbage!
Naomi kom til Arusha uden nogen som helst
bagage. Hun havde kun det med, som hun
var klædt i. Naomi går nu på vores skole.
Desværre viser det sig, at hun har lidt meget
på kostskolen i Kenya og tiden hos stedmoderen.
Hun virker stadig meget nervøs
og er bagud med skolegangen, men vi giver
hende ekstra undervisning og håber
dermed, at hun hurtigt kommer med igen.
Hvis nogle snakker om Nairobi, kostskolen
og stedmoderen bliver hun helt stille og
urolig. Hun nægter at komme tilbage, derfor
er vi klar over, at hun har lidt en eller
anden form for overgreb. Hvor er vi glade
for, at hun er kommet tilbage til sine søskende,
og at vi nu har mulighed for at tage
os af hende og vise hende Guds kærlighed,
som hun virkelig har stort behov for.
Jeg (Tabitha) har i en periode af to uger
haft meget kraftige nyrestenssmerter, hvilket
jeg ikke har oplevet de sidste 30 år.
Jeg fik nogle meget kraftige smerteanfald
en dag, jeg skulle ud på skolen for at undervise.
Jeg ville helst blive hjemme. Smerterne
var så ubeskrivelig store. Et eller
andet indeni mig opfordrede mig til at tage
af sted alligevel, og jeg fulgte denne indskydelse.
Jeg klarede undervisningen,
selvom smerterne forsatte, og som de fleste
sikkert ved, når en nyresten flytter sig,
føles det som skarpe knive, der skærer i
en. Da jeg var færdig med undervisningen,
fortalte jeg børnene om mine smerter og
så græd jeg. Jeg følte meget stærkt, at jeg
skulle spørge børnene om at bede for mig,
som tænkt så gjort. Jeg bøjede mine knæ
og næsten alle børnene kom op for at bede
for mig, samt et par af lærerne. Det blev en
meget hellig stund for os alle. Børnene
græd og råbte til Gud på så stærk en måde,
jeg aldrig før har oplevet. Jeg selv græd,
så tårerne trillede ned af kinderne, og jeg
sagde: „Kære Jesus, disse børns bønner
Efterår 2005