evaluering af Den Centrale Visitation i Region Hovedstadens Psykiatri

Evaluering af CVI i Region Hovedstadens Psykiatri - okt. 2012 

Enheden for Brugerundersøgelser 

Region Hovedstadens Psykiatri 

I krydsfeltet melem henviser og behandler 

- Evaluering af Den Centrale Visitation i Region Hovedstadens Psykiatri 

Udarbejdet af Enheden for Brugerundersøgelser på vegne af 

Region Hovedstadens Psykiatri 

Oktober 2012

I krydsfeltet mellem henviser og behandler 

- Evaluering af Den Centrale Visitation i Region Hovedstadens Psykiatri 

Udarbejdet af Enheden for Brugerundersøgelser i Region Hovedstaden 

på vegne af Region Hovedstadens Psykiatri. 

Karen Skjødt Hansen 

Charlotte Støy 

Praktikant: Louise Basse 

Enhedschef: Marie Fuglsang 

© Region Hovedstadens Psykiatri og Enheden for Brugerundersøgelser, 

Region Hovedstaden, oktober 2012 

ISBN: 978-87-91520-94-5 

Rapporten findes på Enheden for Brugerundersøgelsers hjemmeside: 

www.patientoplevelser.dk 

Henvendelser vedrørende undersøgelsen kan rettes til: 

Specialkonsulent Karen Skjødt Hansen 

Enheden for Brugerundersøgelser 

Nordre Fasanvej 57 

2000 Frederiksberg 

Telefon: 3864 9959 

E-mail: karen.s.hansen@regionh.dk

Indhold 

1 INTRODUKTION ................................................................................................................ 4 

1.1 Baggrund ................................................................................................................................................... 4 

1.2 Formål ....................................................................................................................................................... 4 

1.3 Metode ...................................................................................................................................................... 4 

2 INTRODUKTION TIL PSYKIATRIENS CVI OG HENVISNINGS- OG VISITATIONSPROCESSEN .......... 7 

2.1 Formålet med Psykiatriens CVI ................................................................................................................ 7 

2.2 Organisering af Psykiatriens CVI .............................................................................................................. 7 

2.3 Henvisningsprocessen .............................................................................................................................. 8 

3 INTERNT I PSYKIATRIENS CVI ......................................................................................... 10 

3.1 Samarbejde og intern ledelse i CVI ........................................................................................................ 10 

3.2 CVI’s organisatoriske forankring ............................................................................................................. 12 

3.3 Organisering af personale og arbejdsgange i CVI .................................................................................. 13 

4 INTERNT SAMARBEJDE I REGION HOVEDSTADENS PSYKIATRI ........................................... 18 

4.1 Gensidigt samarbejde ............................................................................................................................. 18 

4.2 Uklare henvisninger ................................................................................................................................ 19 

4.3 Fejlvisitationer ......................................................................................................................................... 20 

4.4 Oplevede konsekvenser af etablering af CVI ......................................................................................... 20 

4.5 Implementering af CVI og behandlingspakker ........................................................................................ 22 

4.6 Information fra CVI .................................................................................................................................. 23 

4.7 Udredningsenhed .................................................................................................................................... 23 

4.8 Booking direkte i behandlerens kalender ................................................................................................ 24 

5 EKSTERNT SAMARBEJDE – PRAKSISSEKTOREN ............................................................... 26 

5.1 Spørgeskemaets respondenter............................................................................................................... 26 

5.2 Information i forbindelse med oprettelsen af Psykiatriens CVI ............................................................... 27 

5.3 Psykiatriske henvisninger ....................................................................................................................... 28 

5.4 Oplevede konsekvenser af etableringen af Psykiatriens CVI ................................................................. 30 

5.5 Telefonbetjening i Psykiatriens CVI ........................................................................................................ 31 

5.6 Henvisende lægers samlede indtryk af CVI ............................................................................................ 32 

5.7 Samarbejde med praksissektor set fra CVI og de psykiatriske centre ................................................... 33 

5.8 Henvisningers kvalitet og indhold ........................................................................................................... 34 

6 EKSTERNT SAMARBEJDE – ENHED FOR SYGEHUSVALG.................................................... 38 

6.1 Arbejdsgange og samarbejde ................................................................................................................. 38 

6.2 Udfordringer ............................................................................................................................................ 39

7 EFFEKTER OG SIDEEFFEKTER AF ETABLERINGEN AF CVI .................................................. 41 

7.1 Lige adgang til behandling for patienter med samme diagnose ............................................................. 41 

7.2 Én indgang til Region Hovedstadens Psykiatri ....................................................................................... 42 

7.3 Bedst mulig kapacitetsudnyttelse i Region Hovedstadens Psykiatri ...................................................... 43 

7.4 Overblik over alle behandlingstilbud ....................................................................................................... 43 

7.5 Geografisk afstand til behandlingstilbud ................................................................................................. 44 

8 KONKLUSION, ANBEFALINGER OG IDÉER TIL VIDEREUDVIKLING ......................................... 45

1 Introduktion 

1.1 Baggrund 

Den 1. juni 2011 åbnede Den Centrale Visitation til Region Hovedstadens Psykiatri. Psykiatriens 

Centrale Visitation (CVI 1 ) modtager alle henvisninger til behandling i den hospitalsbaserede psykiatri 

på voksenområdet. Det betyder, at praktiserende læger og andre, der henviser til psykiatrisk 

behandling, kun har én indgang til behandlingspsykiatrien. Tidligere skulle henvisende læger sende 

deres henvisning direkte til det lokale psykiatriske center. 

Når en læge fra praksissektoren henviser en patient til psykiatrisk behandling i hospitalssektoren, 

bliver henvisningen vurderet af en speciallæge i psykiatri, der visiterer patienten til det rette behandlingstilbud 

i ét af Regionens psykiatriske centre. 

CVI har nu eksisteret knap et år, og på den baggrund har Direktionen i Region Hovedstadens Psykiatri 

ønsket at få gennemført en evaluering af CVI. Denne rapport beskriver resultaterne af evalueringen. 

1.2 Formål 

Formålet med undersøgelsen er at belyse: 

Hvordan læger fra almen praksis og speciallæger oplever processen ved henvisning af patienter 

til Region Hovedstadens Psykiatri via CVI 

Hvordan visitatorer og sekretærer fra CVI oplever henvisningsprocessen samt arbejdsgange 

internt i CVI og mellem CVI og hhv. henvisende læger og de psykiatriske centre 

Hvordan et udvalg af psykiatriske centre oplever henvisningsprocessen via CVI og samarbejdet 

med CVI 

Hvordan Enhed for Sygehusvalg oplever arbejdsgange og samarbejde med CVI 

Derudover skal evalueringen indsamle forslag til forbedringer af visitationsprocessen og samarbejdet 

omkring visitationen. 

1.3 Metode 

Data til evalueringen af CVI består af en spørgeskemaundersøgelse og en række interview. De forskellige 

metoder og respondenter fremgår af skemaet på næste side. 

1 Når vi i denne rapport skriver CVI refereres til Psykiatriens Centrale Visitation, med mindre andet er angivet. Den 1. 

maj 2012 åbnede central visitation til somatiske hospitalsafdelinger i Region Hovedstaden, og den somatiske visitation 

forkortes i visse sammenhænge også CVI. I denne rapport vil det udtrykkeligt fremgå, når der refereres til somatisk 

CVI. 

Evaluering af Den Centrale Visitation i Region Hovedstadens Psykiatri ● 4

Deltagere Metode 

Henvisende læger Læger fra almen praksis og speciallægepraksis 

i Region Hovedstaden 

Spørgeskemaundersøgelse 

Region Hovedstadens Psykiatri Vicedirektør Individuelt interview 

CVI Teamleder Individuelt interview 

Koordinerende visitator Individuelt interview 

5 visitatorer Fokusgruppeinterview 

3 sekretærer Fokusgruppeinterview 

Psykiatriske centre 6 ansatte fra hvert af de 4 udvalgte centre 

(min. 1 ledelsesrepræsentant pr. center) 

4 fokusgruppeinterview 

Enhed for Sygehusvalg Medarbejdere med samarbejde med CVI Fokusgruppeinterview 

Spørgeskemaundersøgelse 

I forbindelse med evalueringen er der gennemført en spørgeskemaundersøgelse blandt læger fra 

almen praksis og speciallægepraksis i Region Hovedstaden. Spørgsmålene vedrørende Psykiatriens 

CVI var en del af et spørgeskema, hvor de henvisende læger blev spurgt om central visitation til 

Region Hovedstadens tilbud i både somatikken og psykiatrien. 2 Respondenterne blev spurgt, om de 

havde benyttet Psykiatriens CVI, og hvis de svarede bekræftende til dette spørgsmål, fik de stillet 

spørgsmålene vedrørende Psykiatriens CVI. 

Spørgeskemaet var elektronisk, og et link til spørgeskemaet blev udsendt via mail fra Lægeforeningen 

i Region Hovedstaden. Det var ikke muligt at få en mailliste til respondenterne, så de kunne 

modtage en individuel mail med et individuelt link. Derfor modtog de i stedet en fælles mail med ét 

link til undersøgelsen, som de alle benyttede, når de skulle svare. På grund af den valgte udsendelsesmetode 

er det ikke muligt at beregne en eksakt svarprocent eller gennemføre en bortfaldsanalyse, 

der kunne sige, om de, der har besvaret spørgeskemaet, udgør et repræsentativt udsnit af henvisende 

læger i Region Hovedstaden. 

Individuelle interview 

For både individuelle interview og fokusgruppeinterview gælder, at Enheden for Brugerundersøgelser 

har udarbejdet interviewguider til interviewene, gennemført interviewene samt foretaget analysen 

og afrapporteringen af disse. 

Der er gennemført tre individuelle interview i forbindelse med evalueringen af Psykiatriens CVI. Ét 

interview med vicedirektør for Region Hovedstadens Psykiatri Peter Treufeldt, ét interview med 

teamleder i CVI Allan Lohmann-Olsen og ét interview med koordinerende visitator i CVI Peter 

Clemmensen. Interviewene er afholdt i løbet af maj 2012 og varede ca. en time. 

2 Resultaterne vedrørende central visitation til somatiske hospitaler er beskrevet i en separat rapport af Enhed for Hospitals- 

og Psykiatriplanlægning. Rapporten findes på www.sundhed.dk. 


Fokusgruppeinterview 

Der er afholdt i alt syv fokusgruppeinterview: Ét med visitatorer i CVI, ét med sekretærerne i CVI, 

ét med samarbejdspartnere fra Enhed for Sygehusvalg og fire med ansatte på fire psykiatriske 

centre, der modtager henvisninger fra praksissektoren via CVI. De fire psykiatriske centre er PC 

Ballerup, PC København, PC Nordsjælland og PC Stolpegård 3 . Disse centre er valgt pga. deres størrelse, 

deres geografiske placering og fordi de til sammen varetager et meget bredt udsnit af den forskelligartede 

psykiatriske behandling i Region Hovedstaden. 

Deltagerne i fokusgruppeinterviewet blandt visitatorer blev udpeget af teamlederen af CVI. I fokusgruppeinterviewet 

med sekretærerne fra CVI deltog de tre sekretærer, der er ansat i CVI. Deltagerne 

fra Enhed for Sygehusvalg blev udpeget af enhedschefen for Enhed for Sygehusvalg. I forbindelse 

med fokusgruppeinterviewene med ansatte fra de modtagende psykiatriske centre, blev fire centre 

bedt om at udpege 5-6 repræsentanter fra deres center; herunder én repræsentant fra centerledelsen. 

Hovedparten af repræsentanterne fra de psykiatriske centre er ansat som overlæger, og de øvrige er 

ansat som henholdsvis afdelingssygeplejerske, overassistent eller registreringsansvarlig. Af hensyn 

til deres anonymitet benævnes de med fællesbetegnelsen ”medarbejder i PC XX” i rapporten. 

Med udgangspunkt i en semistruktureret interviewguide er deltagerne blevet bedt om at fortælle om 

deres samarbejdsrelationer og erfaringer med henvisnings- og visitationsprocessen via CVI samt 

deres bud på, hvordan henvisnings- og visitationsprocessen kan forbedres. 

Under interviewene med visitatorer og psykiatriske centre blev deltagernes forbedringsforslag noteret 

på post it-sedler. Efterfølgende prioriterede deltagerne, hvilke forslag de mente, der var henholdsvis 

mest og mindst vigtigt at gennemføre. 

Alle fokusgruppeinterview blev afholdt i maj-juni 2012 og var af ca. to timers varighed. Interviewene 

blev afholdt i den pågældende enheds lokaler. 

Analysemetode 

Under interviewene har deltagerne givet deres samtykke til, at interviewet er blevet lydoptaget for 

at muliggøre en korrekt citering af de givne udsagn. Efterfølgende er resultaterne af interviewene 

refereret i et konklusionsskema, og der er foretaget en meningskondenserende analyse, hvor de interviewedes 

meninger er blevet tematiseret og sammenfattet. 

I den følgende præsentation af undersøgelsesresultaterne underbygges konklusionerne af citater, der 

giver indblik i interviewpersonernes oplevelser med og holdninger til central visitation i Region 

Hovedstadens Psykiatri. Efter hvert citat er angivet, hvor interviewpersonen befinder sig i henvisnings- 

og visitationsprocessen (”visitator i CVI”, ”sekretær i CVI”, ”medarbejder i PC XX” eller 

”rådgiver i Enhed for Sygehusvalg”). Deltagernes anonymitet er med til at sikre, at de kan tale frit, 

og fx ikke behøver at være nervøse for at eventuel kritik kan medføre repressalier fra ledelsen. 

Teamlederen i CVI, den koordinerende visitator og vicedirektøren for Region Hovedstadens Psykiatri 

er efter aftale med dem ikke anonyme i rapporten. 

3 PC er i denne forbindelse en forkortelse for psykiatrisk center. 


2 Introduktion til Psykiatriens CVI og henvisnings- og 

visitationsprocessen 

2.1 Formålet med Psykiatriens CVI 

Formålet med central visitation er at sikre ensartet 

visitation for alle patienter, der henvises til Region 

Hovedstadens Psykiatri. Psykiatriens CVI skal sikre: 

Lige adgang til behandling for patienter, der fejler 

det samme 

Én indgang for henvisende instanser 

Bedst mulig kapacitetsudnyttelse af de psykiatriske 

centres behandlingstilbud 4 

2.2 Organisering af Psykiatriens CVI 

Der er ansat tre sekretærer og en teamleder i CVI. 

Teamlederen har en baggrund som sygeplejerske. 

Desuden har de psykiatriske centre udpeget ca. 20 

speciallæger i psykiatri, der varetager visitationen af 

patienter. Ved udpegning af visitatorerne blev der 

lagt vægt på, at de skulle have diagnostisk erfaring 

og også arbejde i klinikken. Én af de udpegede speciallæger 

fungerer som fagligt ansvarlig visitator (koordinerende 

visitator). 

Den centrale visitation er organisatorisk placeret i 

Kvalitets- og Udviklingsafdelingen, og Kvalitets- og 

Udviklingschefen er ansvarlig for ledelsen af den 

centrale visitation. Den daglige ledelse af CVI varetages 

af teamlederen, der refererer til Kvalitets- og 

Udviklingschefen. De tre sekretærer i CVI refererer 

ledelsesmæssigt til teamlederen. 

Visitatorer, herunder den fagligt ansvarlige visitator, 

er ansat på de psykiatriske centre og refererer til deres 

respektive centerledelser. Den faglige kvalitet af 

visitationerne sikres af den fagligt ansvarlige visitator 

(koordinerende visitator), som i den kontekst refererer 

til Kvalitets- og Udviklingschefen. 5 

Teamlederens opgaver: 

Personaleledelse af sekretærer 

At sikre fremmøde af det aftalte antal visitatorer 

Sikre at centrene stiller lægelige ressourcer til 

rådighed via centrenes kontaktperson/klinikchef 

Daglige driftsopgaver samt at kunne varetage 

almindelige opgaver ved sygdom eller lignende 

Identifikation og monitorering af aktivitet og 

faglig kvalitet 

Afrapportering til kvalitets- og udviklingschefen/direktion 

Udvikling af teknik/arbejdsgange 

Vurdering og kvalitetsudvikling af henvisninger i 

samarbejde med den koordinerende visitator og 

praksiskoordinator 

Rådgivning af centrene – i samarbejde med den 

koordinerende visitator 

Monitorering og rapportering 

Ledelsesinformation om visitation/ventetider 

mm. samt udarbejde bidrag til politikerforespørgsler, 

klager og spørgsmål fra myndigheder 

Den koordinerende visitators opgaver: 

At sikre det faglige indhold af visitationerne herunder 

samrating mellem visitatorerne 

Vurdering og kvalitetsudvikling af henvisninger i 

samarbejde med teamlederen og praksiskoordinator 

Rådgivning af centrene – i samarbejde med teamlederen 

4 

Kilde: ”Visitationsvejledning til central visitation i voksenpsykiatrien, Region Hovedstadens Psykiatri”, den 9. maj 

2011. 

5 

Kilde: ”Statusnotat omkring etableringen af den centrale visitation”, udarbejdet af Økonomi- og Planlægningsafdelingen 

og behandlet på centerchefmøde den 29. marts 2011. 


2.3 Henvisningsprocessen 

Henvisninger via CVI 

Alle ikke-akutte henvisninger skal sendes til CVI. Som det fremgår af nedenstående figur, visiterer 

CVI direkte til pakkerforløb, regionsfunktion og højt specialiseret funktion. Henvisninger til den 

fagspecifikke visitation skal også sendes til CVI, men bliver dog visiteret lokalt i fagspecifik visitation. 

Øvrige henvisninger videresender CVI til et af de psykiatriske center, der visiterer til behandling 

i det pågældende center. 

2.1: Visitationsmodel for Region Hovedstadens Psykiatri 

Kilde: Region Hovedstadens Psykiatris hjemmeside: www.psykiatri-regionh.dk 

Visitationsretten ligger hos CVI. Når CVI har visiteret en patient, skal det pågældende center modtage 

den visiterede patient og inden for otte dage sende et brev om første samtale til patienten. 

Hvis centret i behandlingsforløbet vurderer, at det ikke er det rette behandlingstilbud for patienten, 

sendes henvisningen tilbage til CVI, som herefter visiterer patienten til det rette behandlingstilbud. 

Det er centrets opgave at kvalificere henvisningen i en sådan grad, at CVI kan visitere patienten til 

det rette behandlingstilbud. 

Visiteringen til OPUS-team er i skrivende stund under forandring, og der er endnu ikke fundet en 

endelig løsning på, hvordan den skal foregå fremover. 


Der visiteres efter følgende retningslinjer i CVI: 

1. Ventetid: Ventetiden på det valgte behandlingstilbud skal ikke overstige to måneder. 

2. Optageområde: CVI vælger et behandlingstilbud, som er i det optageområde, hvor patienten bor, hvis der er 

en ventetid på under to måneder. 

3. Planområde: Hvis der ikke er et behandlingstilbud i optageområdet, vælger CVI det behandlingstilbud, som er 

i planområdet, hvor patienten bor, og hvor der er en ventetid på under to måneder. Er der mere end ét tilbud i 

planområdet med en ventetid på under to måneder, vælges det tilbud, der er tættest på patientens bopælsadresse. 

4. Region Hovedstadens Psykiatri: Hvis der ikke er et behandlingstilbud i planområdet, vælger CVI det behandlingstilbud 

i Region Hovedstadens Psykiatri, hvor der er en ventetid under to måneder. Er der mere end 

ét tilbud i Region Hovedstadens Psykiatri med en ventetid på under to måneder, vælges det tilbud, der er tættest 

på patientens bopælsadresse. 

5. Over to måneder: Hvis ventetiden i Region Hovedstadens Psykiatri overstiger to måneder, visiteres til det 

behandlingstilbud med kortest ventetid i Region Hovedstadens Psykiatri med mulighed for viderehenvisning af 

patienten til behandling i privat regi. 

Derudover skal der tages relevant hensyn til behandlingskontinuiteten i patientforløbet. 

Kilde: Region Hovedstadens Psykiatris hjemmeside: www.psykiatri-regionh.dk 

Henvisninger udenom CVI 

Akutte henvisninger og henvendelser skal ikke via CVI. Ved akut behov for hjælp eller behandling 

kontaktes nærmeste psykiatriske akutmodtagelse eller lægevagten direkte. Patienter, der møder i en 

akutmodtagelse, kan henvises direkte til indlæggelse og til ambulant behandling fx OPUS eller distrikt 

psykiatri i samme center. Henvisninger til pakkeforløb skal godkendes af en bagvagt, inden de 

sendes til CVI fra den psykiatriske akutmodtagelse. 

Patienter, der er indlagt på et psykiatrisk center, kan henvises direkte til ambulant behandling fx 

OPUS eller distriktspsykiatri på samme center. Patienten kan også tilbydes en behandlingspakke på 

centeret, hvis ventetiden ikke overstiger to måneder. 

Børn og unge henvises ikke via CVI, men på sigt er det planen, at henvisninger vedrørende børn og 

unge også skal sendes til CVI. Henvisninger vedrørende børn og unge sendes på nuværende tidspunkt 

til ét af de tre børne- og ungdomspsykiatriske centre i Regionen. 6 

6 Kilde: Region Hovedstadens Psykiatris hjemmeside: www.psykiatri-regionh.dk 


3 Internt i Psykiatriens CVI 

3.1 Samarbejde og intern ledelse i CVI 

Samarbejde mellem sekretærer og teamleder i CVI 

Både teamlederen og de tre sekretærer, der er ansat i Psykiatriens CVI, fortæller, at de er glade for 

at arbejde i CVI. Teamlederen fremhæver, at det er sjovt og udfordrende at være med til at starte 

noget nyt op helt fra bunden af – oven i købet noget, som ikke findes i de øvrige regioner i Danmark. 

Han fortæller, at det bl.a. er udfordrende, fordi etableringen af CVI også er en centraliseringsøvelse. 

Teamlederen i CVI fortæller, at sekretærerne har en høj grad af selvbestemmelse, hvilket i praksis 

betyder, at de eksempelvis selv regulerer deres arbejdstid, inden for de rammer, der er givet i CVI 

(telefontid, arbejdsbyrde mv.). Han oplever, at hans samarbejde med sekretærerne generelt fungerer 

godt. 

Sekretærerne fortæller, at de godt kan lide at arbejde i CVI, fordi de har travlt, og fordi de har indflydelse 

på deres arbejdsopgaver. Endvidere fremhæver én af sekretærerne, at de gør en forskel for 

patienter og pårørende i Psykiatrien. Sekretærerne har dog lidt delte meninger om, hvor meget indflydelse 

de har på deres arbejde. De fortæller, at de bruger 75-90 procent af deres tid på at visitere, 

mens den resterende tid anvendes på at sende breve og andre ad hoc-opgaver. Proceduren omkring 

visitationen er, at der sidder en visitator og en sekretær fra CVI sammen foran en pc og behandler 

henvisningerne. 

Nogle af sekretærerne vil gerne bruge en større del af deres arbejdstid på at udvikle CVI’s hjemmeside 

og øvrig informationsmateriale om CVI. De foreslår derfor, at der ansættes en sekretær mere, 

så der også bliver tid til andet end at visitere. 

Sekretærerne nævner herudover, at de interne afdelingsmøder i CVI ofte har været aflyst pga. sygdom 

og arbejdspres i CVI. De mener, at det ville være hensigtsmæssigt at holde fast i møderne, fordi 

de bidrager til informationsudveksling og fælles fodslag i CVI. 

Visitatorernes samarbejde med sekretærer og teamleder i CVI 

Hovedparten af de interviewede visitatorer fortæller, at de synes, det er en spændende opgave at 

være visitator i CVI, og at det giver et godt overblik over Region Hovedstadens Psykiatri som helhed. 

De fortæller blandt andet, at de pludselig har fået indblik i, at visitationspraksis har været helt 

forskellig på de psykiatriske centre. 

Visitatorerne oplever dog også, at der bliver brugt mange speciallægeressourcer i CVI – og at disse 

ressourcer kan være vanskelige at ”finde” i de psykiatriske centre, hvor visitatorerne er ansat. 7 Fx 

siger en medarbejder: 

Hvis man kunne systematisere eller gøre et eller andet, så vi havde færre tilstedeværelsesdage derinde 

[i CVI] og fx kunne visitere på distancen, så ville det være en lettelse. 

(Medarbejder i PC Ballerup) 

Det er dog ikke alle visitatorer, der ønsker, at visitationen bliver en opgave, der kan løses på distancen 

via fx hjemmearbejdsplads eller fjernskrivebord i de enkelte psykiatriske centre. Nogle visitato- 

7 Pointen omkring forbruget af speciallægeressourcer i CVI uddybes i kapitel 5.4. 


er peger på, at dette ville gå ud over muligheden for faglig sparring imellem visitatorerne i CVI. 

Disse visitatorer fremhæver også, at det er godt, at der ligesom nu er to visitatorer i CVI ad gangen, 

fordi det giver mulighed faglig sparring og dialog med en anden speciallæge, hvis en visitator er i 

tvivl om en henvisning. Dette er ifølge visitatorerne med til at kvalificere visitationerne. 

Den koordinerende visitator mener, at der er et godt samarbejde mellem personalet i CVI. Han fortæller: 

Jeg synes, vi har et rigtig godt samarbejde. Det er klart, at når man har sådan en lille personalegruppe, 

er man utrolig afhængig af, at folk er der. Som en sekretær sagde: ”Man har ikke lov til at 

være syg, fordi vi skal håndtere de der 80 henvisninger om dagen”. Og de [sekretærerne] er meget 

fleksible. […] Der er en god tone herinde. 

(Koordinerede visitator i CVI) 

Der er lidt forskellige opfattelser af samarbejdet mellem visitatorer og sekretærer i CVI. Visitatorerne 

fortæller, at sekretærerne er søde, venlige og imødekommende. Både teamlederen og sekretærerne 

i CVI siger dog, at deres samarbejde med visitatorerne er personafhængigt. Teamlederen oplever, 

at der er forskel på, hvor motiverede visitatorerne er for at være i CVI, og at dette smitter af 

på samarbejdet med såvel teamleder som sekretærer. 

En af visitatorerne mener, at sekretærerne har en vigtig rolle som kulturbærere i CVI, fordi de er de 

gennemgående personer, der er med ved samtlige visitationer. Dette beskrives også af den koordinerende 

visitator: 

Her sidder vi sammen og visiterer, og det er i og for sig sekretærerne, der håndterer systemerne, og 

det fungerer ganske udmærket. De bruger stadig os meget, men de kan gøre det, uden at de egentlig 

går ind og blander sig, hvis man kan sige det på den måde. Altså, de ved jo godt, hvordan vi visiterer 

efterhånden og kan også formidle noget af det videre, og de kender også vores politikker, de har 

selv skrevet dem ind. 


Interviewene indikerer, at der er stor forskel på, hvordan sekretærernes rolle defineres af såvel sekretærerne 

selv som visitatorerne i CVI. 

Sekretærerne i CVI foreslår, at både visitator og sekretær har en pc at arbejde med, når de sidder og 

visiterer sammen, fordi det vil give dem mulighed for at arbejde parallelt og fx slå oplysninger op 

på én pc og skrive på en anden pc. 

Visitatorerne mener, at visitationsprocessen fungerer bedst, når hver visitator har en sekretær, der 

kun beskæftiger sig med visitationen. Dette betyder eksempelvis, at visitatorerne foreslår, at sekretæren 

ikke skal besvare CVI’s telefon, imens hun visiterer, og at en visitator ikke skal møde i CVI, 

hvis én af sekretærerne er syge. 

Teamlederen i CVI beskriver, at hans samarbejde med visitatorerne generelt er udemærket. De interviewede 

visitatorer oplever også, at deres samarbejde med teamlederen fungerer fint. Visitatorerne 

fortæller, at de ikke har meget kontakt med teamlederen, men de tilskriver det hans fortjeneste, at 

de praktiske forhold i CVI fungerer så godt, som de gør. En af visitatorerne siger: 

Han fungerer meget godt ved sådan lidt diskret at svæve over vandede og være der, når han skal 

bruges til det, han skal bruges til. Han blander sig jo ikke i vores arbejde på den måde. 

(Visitator i CVI) 


Den koordinerende visitators samarbejde med visitatorer og teamleder 

Grunden til at teamlederen ikke ”blander sig i visitatorernes arbejde”, er blandt andet fordelingen 

af opgaver mellem teamlederen og den koordinerende visitator, som er beskrevet i kapitel 2.2. Dette 

betyder, at det er den koordinerede visitator, der skal afgøre psykiatrifaglige sager omkring principperne 

for visitationen. Visitatorerne beskriver deres samarbejde med den koordinerede visitator som 

uproblematisk. Én af dem udtaler: 

Peter har en god diplomatisk og forsigtig form for at udøve sit formandskab. 


Visitatorerne vurderer, at den koordinerende visitator sidder i en svær position, fordi han også er 

bindeleddet mellem CVI og Psykiatriens direktion. Da CVI lige var blevet etableret, var der flere 

eksempler på, at et psykiatrisk center ikke var enigt i CVI’s visitation. Dette betød, at den koordinerede 

visitator var nødt til at gå til direktionen med den pågældende sag. Visitatorerne oplever, at der 

er blevet færre af den slags sager, hvor der er uenighed mellem CVI og et psykiatrisk center. 

De interviewede vurderer, at ansættelsen af en koordinerende visitator er en god måde ”løse ledelsesopgaven” 

i forhold til principperne for visitation i CVI. Teamlederen udtaler fx: 

Det er smart at have en ”over-overlæge”, hvis jeg må sige det sådan, til at gå ind i en diskussion 

med lægerne. Men vi aftaler, hvad strategien er i fællesskab. 

(Teamlederen i CVI) 

Det bliver blandt andet fremhævet, at det er en fordel, at den koordinerende visitator er en speciallæge 

og derfor bedre kan gå i dialog med visitatorerne, der også er speciallæger. 

Både teamlederen og den koordinerede visitator oplever, at deres indbyrdes samarbejde fungerer 

fint. De fortæller eksempelvis, at de begge er gode til at vurdere, hvilke opgaver de hver især skal 

varetage, og hvornår det er nødvendigt, at de begge er med på en opgave. 

3.2 CVI’s organisatoriske forankring 

CVI er ledelsesmæssigt forankret i Kvalitets- og Udviklingsafdelingen i Psykiatrien, og interviewpersonerne 

vurderer, at dette er en hensigtsmæssig placering. Flere af interviewpersonerne fremhæver, 

at det er vigtigt, at CVI er forankret centralt i Psykiatriens organisation og ikke fx er tilknyttet 

et specifikt center, da dette ville give anledning til for mange spekulationer i forhold til forfordeling 

af henvisninger. 

Den koordinerende visitator fremhæver, at det er godt at have AC-medarbejdere i stabsfunktionen at 

trække på, når CVI eksempelvis skal udarbejde oplæg om videreudvikling af CVI. At der er en mellemleder 

(Kvalitets- og Udviklingschefen) mellem CVI og direktionen betyder ifølge teamlederen 

på den ene side, at det tager længere tid at behandle forskellige oplæg, men på den anden side betyder 

det også, at Kvalitets- og Udviklingschefen kan være med til at kvalificere oplæggene fra CVI. 

Visitatorerne giver udtryk for, at de er ligeglade med, hvor CVI er forankret – så længe det er centralt 

i Psykiatrien, og visitatorerne har en lægefaglig person, de kan gå til med tvivlsspørgsmål. 

Sekretærerne i CVI siger til gengæld, at de savner et tilhørsforhold i forhold til den samlede organisation, 

de er del af: Region Hovedstadens Psykiatri. Kort efter etableringen af CVI oplevede sekretærerne, 

at de af ren forglemmelse ikke blev inviteret med til afdelingsmøderne i Kvalitet og Udvikling. 

Efterfølgende har de ikke haft mulighed for at deltage i afdelingsmøderne, hvilket gør, at de 

ikke føler sig som en del af en større organisation: 


Vi går jo heller ikke med til afdelingsmøderne, vi er noget isolerede. 

(Sekretær i CVI) 

Den manglende mulighed for deltagelse i afdelingsmøderne skyldes ifølge sekretærerne travlhed og 

telefontiderne i CVI. Deres forslag til forbedring af situationen går derfor på ansættelse af endnu en 

sekretær. Dette ville ifølge sekretærerne frigøre tid til at deltage i afdelingsmøder i Kvalitet og Udvikling, 

samt følge med i hvad der sker i Region Hovedstadens Psykiatri som helhed, så de i højere 

grad ville føle sig som en del af den samlede organisation. 

3.3 Organisering af personale og arbejdsgange i CVI 

IT-systemer 

Flere af interviewpersonerne fortæller, at de nuværende IT-systemer vanskeliggør visitationsopgaven. 

De siger eksempelvis, at ventetidssystemet PLIS lukker ned hver halve time, og at der bliver 

brugt meget tid på at genstarte systemet. Desuden beskriver interviewpersonerne, at Grønt System 

(GS) er meget tungt at anvende, og at GS er skyld i, at tilbagemeldingerne til den henvisende læge 

bliver meget ”firkantede”. Dette skyldes dels, at der kun er fire linjer til rådighed til at skrive til 

henvisende læge, og dels at man kun kan skrive med store bogstaver i systemet, så henvisende læge 

får en fornemmelse af, at CVI ”råber” til vedkommende. 

Herudover er det i det nuværende IT-system ikke muligt at sende en henvisning retur til henvisende 

læge, selvom CVI har modtaget en elektronisk henvisning. Sekretærerne fortæller, at de er nødt til 

at printe et brev og sende det med posten. 

Interviewpersonerne udtaler, at det ville være en fordel med et integreret journalsystem, så de ikke 

hele tiden skal skifte mellem GS, OPUS og PLIS. Desuden siger én af visitatorerne, at det ville være 

en fordel, hvis visitator havde mulighed for at skrive direkte i OPUS, hvis fx en patient får tildelt 

et andet pakkeforløb (bliver ompakket). Ifølge visitatoren vil dette give en bedre dokumentation, i 

stedet for en fax, der efterfølgende skal oprettes i GS, som kun sekretæren har adgang til. 

Samratingsmøder for visitatorer 

Interviewpersonerne fortæller, at etableringen af CVI har gjort det klart, at der tidligere var meget 

forskellig praksis for visitation på de psykiatriske centre i Region Hovedstaden. CVI holder derfor 

samratingsmøder, hvor visitatorerne diskuterer visitationspraksis – bl.a. ved hjælp af cases. Både 

teamlederen, den koordinerede visitator og de interviewede visitatorer fortæller, at disse møder er 

en rigtig god idé, fordi de er medvirkende til at ensarte visitationen i CVI. En visitator siger: 

Vi prøver at stemme redskabet, så vi kører nogenlunde i den samme toneart. 


Nogle af visitatorerne mener dog, at der kommer for få af visitatorerne til samratingsmøderne, og at 

der skal være mødepligt til møderne, hvis de for alvor skal medvirke til at ensarte visitationspraksis. 

En visitator siger i den forbindelse: 

Det nytter ikke noget, at det kun er de samme otte, der kommer hver gang, og det hæver ikke kvaliteten. 

Folk, der skal arbejde derinde [i CVI], de skal ville det og synes, at de vil hæve kvaliteten. 


En medarbejder i et psykiatrisk center udtaler: 


Det er klart at hvis man samler 24 speciallæger i to timer, så skal der godt nok være kød på dagsordenen. 

Ellers får man fuldstændig stress over de patientbehandlinger, man går glip af. 

(Medarbejder i PC Nordsjælland) 

En af visitatorerne foreslår, at teamlederen sammensætter en interessant dagsorden og udsender 

dagsorden og mødetidspunktet i god tid med henblik på at motivere flere visitatorer til at deltage i 

møderne. 

Andre faggrupper til visitering? 

I forhold til optimering af visitationsprocessen er der flere overvejelser omkring, hvordan man kan 

spare speciallægeressourcer i CVI. Allerede nu foretager sekretærerne i CVI en grovsortering af 

henvisningerne og videresender de henvisninger, som de er sikre på, skal sendes til fagspecifik visitation. 

En sekretær siger: 

Hvis der er nogen som helst tvivl, om hvad det er, så lader vi den ligge til en læge. Altså det skal 

være fuldstændigt klokkeklart, at det er en spiseforstyrrelse eller en retslig. 


Der er lidt uenighed blandt interviewpersonerne om, hvorvidt sekretærerne kunne visitere eller sortere 

endnu flere henvisninger fra, således at færre henvisninger skulle ses af en speciallæge. Nogle 

af visitatorerne mener ikke, at sekretærerne kan frasortere flere henvisninger, end de allerede gør, 

mens andre vurderer, at de ville kunne gøre dette, hvis de fik nogle klare retningslinjer. 

Ligeledes er der delte meninger om, hvorvidt andre faggrupper vil kunne varetage nogle af visitationerne 

med henblik på at spare speciallægeressourcer. Teamlederen i CVI vurderer, at nogle af 

henvisningerne kan visiteres af en sygeplejerske i stedet: 

Kvaliteten af henvisningerne er blevet bedre og bedre, fordi vi stiller krav til henvisningerne. Og 

når henvisningerne bliver gode nok, så kan man i virkeligheden sætte en ”bredspektret” sygeplejerske 

til at visitere. Det behøver ikke at være en speciallæge. 


Den ”bredspektrede” sygeplejerske skal forstås som en sygeplejerske med erfaring inden for både 

psykiatri og visitation. Teamlederens synspunkt deles af en medarbejder i PC Stolpegård, der også 

mener, at sygeplejersker kan indgå i visitationsarbejdet. 

Teamlederen foreslår, at visitationsprocessen opbygges som en 3-trinsraket, hvor 1. trin er sekretæren, 

der gennemfører den første grovsortering; 2. trin er sygeplejersken, der visiterer de henvisninger, 

vedkommende kan; og det 3. trin er speciallægen, der kun tager sig af de mest komplicerede 

henvisninger. Nogle af visitatorerne mener dog ikke, at der kan vindes meget ved at ansætte nye 

faggrupper i CVI. En visitator siger: 

At visitere er at fordele arbejde, og man skal være kvalificeret for at indgå i dialog med både henviser 

og modtagende centre. Visitator skal være en god solid kliniker. 


Denne visitator mener ikke, at visitationsopgaven kan varetages af andre faggrupper end en speciallæge 

i psykiatri. Han udtaler senere: 

Jeg ville personligt være lidt ræd for at sætte sekretærer til at lave nogen som helst form for selektion 

[i henvisningerne]. De er ikke dygtige nok efter min mening. Der er selvfølgelig en eller anden 

total underlægger, men det gør de også allerede. 



Kultur for grundig visitering i CVI 

Nogle speciallæger argumenterer også for, at der kunne spares tid i de psykiatriske centre, hvis CVI 

brugte mere tid på den enkelte henvisning. I forlængelse heraf mener nogle af medarbejderne fra 

centrene, at visse visitatorer ikke ”gør sig tilstrækkeligt umage”, hvis henvisningen visiteres til et 

andet center end deres eget: 

Hvis nu jeg kommer fra Amager, og hovedparten går til PCK [PC København], så er mit incitament 

til at sørge for, at henvisningerne er ordentligt beskrevet mindre, end hvis jeg sidder i front og ved, 

at den her patient har jeg fra nu af og det næste halve eller hele år. Så der er også noget med, 

hvordan får man bundet CVI’s måde at behandle henvisninger samvittighedsfuldt på, op på sådan 

en måde så det kan bruges af klinikerne derude. 

(Medarbejder i PC København) 

Nogle medarbejdere i centrene fremhæver, at der i højere grad skal skabes en kultur i CVI, hvor der 

bruges lang tid på at gennemgå den enkelte henvisning med henblik på at spare ressourcer, når henvisningen 

modtages lokalt i det enkelte behandlingstilbud eller psykiatriske center. 

Medarbejderne mener i forlængelse heraf, at CVI skal kontakte den henvisende læge eller afvise de 

henvisninger fra praksissektoren, hvor der ikke er tilstrækkelige oplysninger om patienten, eller 

hvor patienten måske ikke nødvendigvis har et behov for et hospitalsbaseret behandlingstilbud. 

Desuden foreslår nogle af medarbejderne i de psykiatriske centre, at det bliver standard, at CVI 

tjekker patientens forhistorie i OPUS for fx at få et billede af, om patienten tidligere har været tilbudt 

behandling, og om patienten var motiveret for behandling. Derudover mener de, at CVI skal 

kontakte patienten, inden vedkommende henvises til et behandlingstilbud, hvor der er stor geografisk 

afstand fra patientens bopæl til behandlingstilbuddet med kortest ventetid 8 , da dette ellers kan 

resultere i, at patienten ikke møder frem til aftalt behandling. En visitator fortæller: 

Hvis vi skal følge reglerne, skal patienten fra Amager måske have en angstpakke i Nordsjælland. Så 

er der nogen, der synes; ”Sådan er det”. Jeg tager telefonen og ringer til patienten og spørger, om 

patienten hellere vil vente to uger ekstra og få et tilbud på Amager. 


Visitatoren mener, at kontakt til patienten skal være standardprocedure i CVI, hvis behandlingstilbuddet 

med kortest ventetid ligger langt fra patientens bopæl. Alternativt kunne muligheden for at 

vælge et andet behandlingstilbud (tættere på patientens bopæl) være en del af indkaldelsesbrevet til 

patienten, der sendes fra centrene, hvis det ikke er lykkedes at få kontakt til patienten inden visitationen. 

Flere af de interviewede fremhæver endvidere, at visitatorerne i CVI ikke er dygtige nok til at skelne 

mellem forskellige grader af sygdom hos patienterne. Dette gør sig gældende både i forhold til at 

skelne mellem henvisninger til basispakker og udvidede pakker, og i forhold til at skelne mellem 

henvisninger til basispakker og regionsfunktioner. En medarbejder fra PC Nordsjælland udtaler: 

Problemet er, at man på CVI ikke er skarpe nok til at sortere til regionsfunktionerne. De bliver først 

sorteret, når man har været igennem et basispakkeforløb, selvom de er oplagte regionsfunktionspatienter. 


8 Med henblik på at afklare, om patientens vil foretrække et behandlingstilbud tættere på sin bopæl, selvom dette vil 

resultere i længere ventetid på behandling. 


Medarbejderen fra PC Stolpegård fortæller, at der ofte opstår uenighed mellem CVI og centrene i 

forbindelse med visitationen til pakkeforløb. Han nævner eksempelvis, at centret får henvist patienter 

til 14 timers behandling, som ifølge centret vurdering skulle henvises til 125 timers behandling. 

Problematikken omkring manglende skelnen mellem forskellige sygdomsgrader genkendes af en 

sekretær i CVI: 

Hvilket niveau starter man behandlingen på? Der har været en vis opdragelse af de læger, der 

kommer herind, fordi man har to pakkeforløb, hvor man kalder det ene et basis og den anden et 

udvidet. Så sker der det inde i folks hoveder, at man skal starte med en basispakke, og så skal de 

have en udvidet, men sådan er det ikke. Der er nogle selvstændige krav til de to pakker. […] Man 

kan godt visitere til et udvidet behandlingsforløb, selvom det er første gang. 


Både medarbejderne i centrene og sekretæren anbefaler, at visitatorerne bliver bedre til at skelne 

mellem henvisninger til henholdsvis, basispakkeforløb, udvidede pakkeforløb og regionsfunktioner. 

Teamlederen i CVI peger på, at forskellen mellem basispakker og udvidede pakker måske ikke er 

beskrevet tydeligt nok, og at dette kan gøre det vanskeligt for visitatorerne at skelne. Endvidere 

oplyser han, at Psykiatrien i efteråret 2012 vil implementere pakkeforløb udarbejdet af Danske Regioner. 

Disse pakker skelner ikke mellem basisniveau og udvidet niveau. 

Udvælgelse af visitatorer 

Interviewpersonerne er enige om, at det er en fordel, at det er speciallæger i psykiatri, der fungerer 

som visitatorer i CVI. For det første er det en fordel for patienterne, at deres henvisning gennemgås 

af en erfaren læge inden for psykiatri. For det andet bliver det fremhævet, at det giver en større gennemslagskraft 

i forhold til både centre og henvisende læger, at det er en speciallæge, der har truffet 

en afgørelse i forhold til henvisningen. Den største ulempe er ifølge interviewpersonerne, at der 

bliver brugt mange speciallægeressourcer i CVI. De interviewede fra centrene fremhæver, at dette 

er problematisk, fordi der i forvejen er mangel på speciallægeressourcer i Psykiatrien. 

Allerede i planlægningen af etableringen af CVI blev der lagt op til, at alle psykiatriske centre skulle 

levere speciallægeressourcer, der kunne indgå i den centrale visitation. Dette har betydet, at alle 

centre var repræsenteret i CVI fra etableringen af visitationen. Den koordinerende visitator fortæller 

om fordelen ved denne løsning: 

Vi valgte helt bevidst at have et stort antal visitatorer i starten, eller at alle centre skulle repræsenteres, 

for så kommer der også et fælles ejerskab i det, og vi fik også noget feedback fra centrene. 


Ifølge flere interviewpersoner har dette været en god løsning, fordi visitatorerne har fungeret som 

en slags ”dobbelt-ambassadører”, da de dels har været centrenes repræsentant centralt i CVI, og 

dels har været CVI’s repræsentant lokalt i deres eget center. Denne dobbeltrolle kan ifølge teamlederen 

være vanskelig at håndtere: 

Det er to forskellige organisatoriske perspektiver, man i virkeligheden beder folk om at operere 

indenfor. Det er to vidt forskellige kulturer, som man skal kunne træde ind og ud af, og det er ikke 

så let. Man kan nok træne sig i det og blive bedre til det. 


Han fremhæver, at visitatorerne forståeligt nok nogle gange har svært ved at skifte fra ”lokalhatten” 

til ”centralhatten”, og at de kommer til at foretage visitationer, der er præget af, hvilket psykiatrisk 

center, de kommer fra. 


En anden væsentlig fordel ved, at visitatorerne kommer fra de psykiatriske centre, er ifølge nogle 

interviewpersoner, at de stadig har god kontakt til det kliniske arbejde. 

Under interviewet med visitatorerne giver de udtryk for, at det er meget forskelligt, hvordan de blev 

valgt til at være visitator i deres center. Nogle visitatorer blev meget bevidst udpeget, fordi de havde 

kvalifikationer og opgaver, der i forvejen var relaterede til visitationen i deres center. Andre mener, 

at de blev valgt, fordi de havde bedst tid på det pågældende tidspunkt. Én af visitatorerne lægger 

vægt på, at visitatorerne i CVI ikke skal være mere eller mindre tilfældigt udvalgt. Han siger: 

At være visitator er et meget kvalificeret job, som man ikke kan sætte hvem som helst til. Det er et 

job, der kræver betydelig klinisk erfaring og et betydeligt overblik over, hvordan Regionens hospitals- 

og sundhedsvæsen er skruet sammen. Det er ikke lige noget, man får på en halv eftermiddag. 

[…] Det er absolut fagligt udfordrende, og ikke noget man bare lige gør med venstre hånd. 


I ét af de psykiatriske centre fremhæver interviewpersonerne, at visitatorerne helst skal være ”de 

lokale eksperter”. Det vil sige nogle speciallæger, der arbejder klinisk inden for det ambulante område 

og sidder med fingeren på det, de omtaler som ”den lokale visitation” i de psykiatriske centre. 

Antallet af visitatorer 

På nuværende tidspunkt er der omkring 20 speciallæger, som varetager visitationerne i den centrale 

visitation. Ifølge et af de psykiatriske centre har nogle centre ”rullende” visitatorer, hvor alle speciallæger 

er visitatorer, hvilket betyder, at der går længere tid imellem, de har ”vagt” i CVI. Fordelen 

ved dette er, at arbejdsbyrden bliver fordelt på flere forskellige personer, og de afsnit, hvor de pågældende 

læger er ansat, vil ikke så ofte opleve, at lægen er fraværende pga. sine opgaver i CVI. 

Ulempen er, at de ikke får så stort kendskab til organisationen og Psykiatriens behandlingstilbud, 

fordi de ikke er i CVI så tit. 

Flere af interviewpersonerne fremhæver, at det ville være mere hensigtsmæssigt, hvis der var færre 

speciallæger, der var visitatorer i CVI. De siger blandt andet, at færre visitatorer vil resultere i en 

mere ens visitationspraksis i CVI. En ansat fra PC Nordsjælland udtaler: 

Vi kunne godt ønske os, at CVI gennemtrumfede, at det blev nogle faste visitatorer fra hvert center. 

Det ville også kvalificere debatten mellem visitatorerne. 


Medarbejderen mener, at antallet af visitatorer fra hvert center med fordel kunne reduceres. Samtidig 

fremhæver hun dog også, at der er megen vidensdeling i, at visitatorerne kommer fra forskellige 

psykiatriske centre, så det er vigtigt at fastholde dette element i udvælgelsen af visitatorer – også for 

at sikre det fortsatte ejerskab i forhold til CVI i hele Region Hovedstadens Psykiatri. 

Én af visitatorerne mener også, at antallet af visitatorer skal reduceres, men han er imod ”fuldtidsvisitatorer”, 

da han mener, det er vigtigt, at visitatorerne fortsat har kontakt til klinikken. 


4 Internt samarbejde i Region Hovedstadens Psykiatri 

Dette kapitel omhandler samarbejdet mellem Psykiatriens CVI og de psykiatriske centre. De interviewede 

medarbejdere i de psykiatriske centre og CVI’s medarbejdere oplever henvisningsprocessen 

og samarbejdet forskelligt. I det følgende beskrives en række forhold, der karakteriserer henvisningsprocessen 

og samarbejdet mellem CVI og de psykiatriske centre. 

4.1 Gensidigt samarbejde 

Interviewpersonerne giver udtryk for, at samarbejdet mellem CVI og de psykiatriske centre var en 

stor udfordring, da CVI lige var blevet etableret. Samarbejdet var blandt andet udfordret af, at CVI 

pludselig skulle tage beslutninger, som de psykiatriske centre tidligere havde bemyndigelse til at 

træffe selv. Groft sagt kunne CVI nu beslutte, hvilke patienter det enkelte center skulle behandle. 

Konkret kommer denne kamp om visitationsretten fx til udtryk i dette citat: 

Vi havde en henvisning i dag, der blev sendt til affektiv klinik. Der var to overlæger herindefra, der 

havde læst den grundigt igennem, hvorefter vi så fik et brev tilbage [med svaret]: ’Ikke målgruppe’. 

Vi sendte den tilbage til dem og sagde, at de skulle se patienten. 

(Sekretær i Psykiatriens CVI) 

Sekretæren udtrykker i citatet, at den kamp, der eksisterer om, hvem der har visitationsretten, er en 

udfordring i samarbejdet mellem CVI og centrene. 

Desuden har samarbejdet mellem CVI og visse centre været præget af, at henvendelserne til CVI 

skete i en uhensigtsmæssig tone. Vicedirektøren i Region Hovedstadens Psykiatri fortæller: 

Vi har fået uforskammede henvendelser fra speciallæger [i de psykiatriske centre] i vores system 

[med] nedsættende, udskældende bemærkninger. Så det har ikke været konstruktivt. 

(Vicedirektør i Region Hovedstadens Psykiatri) 

Citatet illustrerer, at tilbagemeldinger fra nogle af de psykiatriske centre ikke er kommunikeret i en 

god tone. Dog har der i de fleste tilfælde været en god og konstruktiv tone mellem CVI og centrene, 

og teamlederen i CVI udtrykker, at samarbejdet mellem CVI og centrene generelt er blevet bedre. 

En anden udfordring i forhold til samarbejdet er, at behandlings- og visitationspraksis har været 

forskellig på centrene. Om dette siger vicedirektøren: 

Nogle centre skal til at tage flere patienter ind, der er lidt mindre syge, end de har været vant til at 

beskæftige sig med. Altså de skal have en bredere palet af tilbud. Men andre centre skal nok vænne 

sig til i højere grad til at afvise og sige, at de må blive i primærsektoren. 


Kulturen i de enkelte centre er ikke fuldstændig forandret, fordi CVI er blevet oprettet. Når et center 

modtager en visiteret patient fra CVI, bliver visitationen derfor ofte stadig bedømt i forhold til den 

praksis, som var gældende, inden etableringen af CVI. 

Den koordinerende visitator forklarer, at medarbejderne i Psykiatrien skal til at vænne sig til at se 

alle psykiatriske centre som én og samme organisation med samme retningslinjer: 

Som vores tidligere udviklingschef sagde det: ’Det er altså ikke en Hillerød-patient – det er en Region 

Hovedstadens Psykiatri-patient’. 

(Koordinerende visitator i CVI) 


Det er en udfordring for medarbejderne i centrene, at de nu skal til at tænke på Psykiatrien som én 

fælles organisation med én visitation og én gruppe af patienter. 

En anden pointe i forbindelse med det gensidige samarbejde vedrører incitamentsstrukturen for at 

yde en ekstra indsats. En medarbejder i et psykiatrisk center fortæller: 

Hvad er mit incitament, hvis jeg får færre patienter, hvis jeg har lang venteliste? Hvordan tager 

man hånd om det i forhold til de ressourcer, der er blevet overført til de forskellige centre? Jeg ved 

godt, at det ikke er CVI, der gør det. Men det er jo CVI, der fordeler, og hvordan hænger det sammen. 

[…] Vi løser rigtig gerne mange opgaver, men det er svært at finde incitamentet til at løbe 

stærkere og nedbringe ventelister. […] Ja og det gør vi jo gerne, men det kræver jo en enorm tillid 

inden for organisationen, at alle bevarer lysten og gå-på-modet i forhold til, at alle forsøger at udvikle 

sig på den front. 


Ifølge interviewpersonen bliver det enkelte center tildelt flere patienter, hvis medarbejderne løber 

stærkere for at nedbringe ventelisten til Region Hovedstadens Psykiatri. Derfor kræver den nuværende 

visitationsprocedure tillid til, at alle medarbejdere – på tværs af centrene – vil arbejde lige 

hårdt for at nedbringe ventelisten. 

Interviewpersonernes udtalelser tyder på, at medarbejderne i de psykiatriske centre ikke har tradition 

for at opfatte sig selv som én fælles organisation: Region Hovedstaden Psykiatri. Medarbejdernes 

udtalelser peger i retning af, at de først og fremmest ser sig selv som ansatte i et specifikt center, 

og at de ikke har fuld tillid til medarbejderne i de øvrige centre i Psykiatrien. Både samarbejdet mellem 

CVI og centrene og samarbejdet centrene imellem bliver tilsyneladende udfordret af den manglende 

tillid på tværs af organisationen. 

4.2 Uklare henvisninger 

Når vi ser nærmere på samarbejdet mellem de psykiatriske centre og CVI, er samarbejdet udfordret 

af, at henvisninger som centrene modtager fra CVI ikke er gode nok. En gennemgående pointe baseret 

på oplevelser fra medarbejderne i centrene er, at de praktiserende læger ikke udfylder de otte 

punkter, som er et krav i henvisningen fra CVI: 

De bliver langt fra udfyldt, de otte punkter. Så er henvisningerne ikke særlige sufficiente set med 

vores øjne. 

(Medarbejder i PC Stolpegård) 

Medarbejderens kollega følger op på dette udsagn og siger: 

Hvis alle otte punkter ikke er udfyldte, skal henvisningen sendes tilbage. Det skulle være en forudsætning 

for at kunne modtage en henvisning. […] Det vil forbedre patienternes forløb i det her system. 


Pointen om, at henvisningernes kvalitet skal højnes, er en gennemgående pointe hos de psykiatriske 

centre. De psykiatriske centre appellerer derfor til CVI om, at CVI stiller krav til henvisninger i 

praksissektoren, da henvisninger ikke altid er tilstrækkelig udfyldt, når de modtages i centrene. 

Før etableringen af CVI kontaktede centrerne de henvisende læger for yderlige information om patienten. 

Dette er nu ændret, da centrenes kontakt til de henvisende læger skal gå gennem CVI. Men 

dette samarbejde er ikke altid lige let med CVI, hvilket nedenstående citat illustrerer: 


Før CVI der kunne jeg ringe til lægen og spørge: ”Kan du ikke fremskaffe lidt flere oplysninger?” 

Men nu hvor du så sender det tilbage til CVI, så siger CVI: ”Du må tage det på det forestående.” 


4.3 Fejlvisitationer 

En anden central pointe blandt medarbejderne i centrene er, at flere patienter ikke bliver visiteret 

korrekt fra CVI til de rette pakkeforløb, formentligt fordi CVI og centrene foretager forskellige faglige 

vurderinger. Et eksempel er beskrevet af en medarbejder med følgende ord: 

Der er rigtig mange, der ikke har fået den pakke, de skal have. Nogle af dem kan man se allerede 

på henvisningen, og rigtig mange ser man først, når de har været til første samtale. 


Medarbejderne fra centrene fortæller, at CVI ikke er god nok til at skelne mellem visitation til regionsfunktioner 

og basispakker (dette uddybes i kapitel 3.3). 

Desuden er der problemer omkring, at patienter er blevet henvist til pakker uden om CVI igennem 

eksempelvis psykiatriske skadestuer. Nogle læger i skadestuerne henviser patienterne, hvilket stiller 

patienten en behandlingsform i sigte, som ikke er hensigtsmæssig, når patienten udredes yderligere. 

Der er flere af medarbejderne i centrene, der ikke mener, at der skal kunne henvises direkte fra skadestuen. 

I et center bliver det foreslået, at en erfaren læge skal kigge skadessedlerne igennem dagen 

efter og henvise derfra. 

Der er allerede på nuværende tidspunkt er en retningslinje, der foreskriver, at det skal være en overlæge, 

der henviser fra de psykiatriske skadestuer, men interviewpersonernes udsagn kan tyde på, at 

retningslinjen ikke er kendt i hele Psykiatrien. 

4.4 Oplevede konsekvenser af etablering af CVI 

Antallet af patienter er steget 

En konsekvens af etableringen af CVI er, at flere psykiatriske centre oplever en stor stigning i antallet 

af patienter. En medarbejder ytrer: 

Tallet var eksploderet voldsomt i de første måneder efter, at vi fik CVI på banen. Men det kan jo 

være, der har ligget nogen og ventet på at komme igennem møllen derinde. 


I et andet center, hvor de også oplever, at antallet af patienter til hospitalerne er steget voldsomt, 

vurderer de, at årsagen til dette er, at praktiserende læger har svært ved at få behandling til deres 

patienter, og derfor henviser flere til hospitalspsykiatri, da de ikke har andre steder at gøre af dårlige 

patienter. En medarbejder i et psykiatrisk center fortæller: 

Jeg har en forestilling om, at der er kommet flere hospitalshenvisninger med CVI, fordi de praktiserende 

læger står med de her patienter. Mange speciallæger har lukket for tilgangen af patienter, 

eller også er der et års ventetid, og hvad søren stiller de op med dem. Tanken var jo, at der skulle 

ikke flere ind i hospitalspsykiatrien. Men med det problem, de praktiserende læger står med, så kan 

jeg ikke forestille mig andet, end at de forsøger at henvise, for hvad skal de stille op med dem? 


Billedet med et stigende antal henvisninger til Psykiatrien genkendes af medarbejderne i CVI. 


Målgruppeændring i distriktspsykiatrien 

Udover det stigende antal henvisninger af patienter, oplever de psykiatriske centre, at det er en konsekvens 

af oprettelsen af CVI og pakkeforløb, at målgruppen for distriktspsykiatriske henvisninger 

er ændret. En medarbejder fortæller: 

Der sker en målgruppeændring i distrikterne – uden den har været oppe og vende. 


Citatet illustrer en form for utilfredshed, idet distriktspsykiatrien ikke oplever, at de er blevet hørt i 

forbindelse med, at deres målgruppe af patienter er blevet ændret efter oprettelsen af CVI og pakkerne. 

Spørgsmålet er dog, om den oplevede målgruppeændring i højere grad er et resultat af indførelsen 

af pakkeforløb, end oprettelsen af CVI. 

Ekstra arbejde og mangel på speciallægeressourcer 

Medarbejdere i de psykiatriske centre oplever, at visitationen er for uensartet. Dette medfører, at 

centrene får tildelt patienter, som de ikke har tilbud til: 

Det handler også om, hvad man lader gå igennem [CVI] […]. Indtrykket er, at der er en ret ujævn 

visitering, og ind i mellem går der patienter igennem, hvor man tænker, at de slet ikke lever op til 

de otte punkter, der er aftalt.[…] Det vil sige et helt klart ekstra stykke arbejde ud i distrikterne med 

patienter, vi ikke har tilbud til. 


Medarbejderne oplever, at den uensartede visitering skaber ekstra arbejde i centrene. En interviewperson 

beskriver dette på følgende måde: 

Der er for stor forskel i det, der kommer ud. Den ene dag sidder vi og får 50 % elendige viderehenvisninger, 

som burde have været afvist ’on the spot’, og hvis vi kan se, hvem der sidder som visitator 

en dag, så ved vi: ”Okay, så kommer lortet”. Sådan er det. Man visiterer utroligt forskelligt. 


Flere medarbejdere i de psykiatriske centre fortæller, at en udfordring ved CVI er, at der er meget 

store forskelle i visitationerne blandt visitatorerne. Der er vide rammer for individuel vurdering, 

hvilket gør det vanskeligt. Blandt visitatorerne er der ikke enighed om, hvor ”streng man skal være”, 

når patienter visiteres. 

En anden udfordring i forbindelse med CVI er, at der bruges mange speciallægeressourcer i visitationen. 

En visitator fortæller, at når han har vagt i CVI, er det et problem, at der ikke er nogen speciallæger 

tilbage i afsnittet i det psykiatriske center. 

Når jeg tager ind til CVI hver 14. dag, er der ikke nogen speciallæge tilbage på mit afsnit. Det er et 

problem, som ikke er helt løst. 


Speciallægers visitationsvagt i CVI medfører ifølge interviewpersonen mangel på speciallæger i de 

psykiatriske centre. Dette problematiserer medarbejderen som værende en udfordring fremadrettet, 

idet det giver ekstra arbejde i det lokale psykiatriske center. 

Modtagelse af henvisninger på de psykiatriske centre 

En pointe blandt de interviewede medarbejdere fra nogle af de psykiatriske centre er, at de oplever, 

at de bruger mere tid på visitation i dag end før etableringen af CVI, idet medarbejderne også mødes 

ude i centrene for at visitere. 


En medarbejder fra et psykiatrisk center fortæller følgende: 

Nu sidder vi både og visiterer i CVI og også på centeret. Det, der er problemet, er, at vi bi-visiterer, 

for vi kan ikke stole på, at de [henvisningerne] er rigtige, og det er de meget ofte slet ikke, så skal 

de til noget andet. Det problem opstår jo kun, fordi vi sidder og læser dem igennem endnu en gang, 

for ellers var den [henvisningen ] jo bare gledet ind, det var jo det, der var meningen. CVI skulle 

helt ud på den enkelte behandler, på længere sigt, så det var jo ikke meningen, at vi skal sidde og 

bruge tid på det en gang til. Men det bliver vi nødt til for ikke at spilde vores terapeut. For ellers 

ender vi med at sidde med en, vi bruger meget tid på, som slet ikke er vores patient. 


Citatet illustrerer, at nogle medarbejdere oplever det som værende et problem, at henvisningerne 

skal ”bi-visiteres”, hvilket vil sige, at henvisningerne skal læses igennem igen, da medarbejderne 

ikke mener at kunne stole på henvisningernes gyldighed. 

I nogle psykiatriske centre er der etableret en enhed, der omtales ”centervisitation”, og fungerer 

som bindeled mellem CVI og det pågældende center. Enheden modtager alle henvisningerne fra 

CVI til centrene (dog ikke pakker). Interviewpersonerne fortæller, at det fungerer godt med en sådan 

enhed, som virker som filter mellem CVI og selve centret, og det har yderligere den fordel, at 

medarbejderne ved, hvem de skal gå til med spørgsmål vedrørende visitation. 

Nogle interviewpersoner mener desuden, at det er ressourcebesparende at have en enhed, der modtager 

henvisningerne, fordi nogle henvisninger stoppes, inden de viderehenvises til de lokale behandlingsenheder 

i det psykiatriske center. En medarbejder udtaler følgende: 

I vores center er det de samme mennesker, der sidder i CVI og vores lokale visitation, og det giver 

altså en helt anden rød tråd. 


4.5 Implementering af CVI og behandlingspakker 

At CVI er kommet nogenlunde samtidig med pakkeforløb gør henvisningsprocessen meget kompleks. 

En central pointe er, at medarbejderne i centrene ikke altid har mulighed for at skelne mellem, 

hvorvidt det er pakkerne eller CVI, der medfører udfordringer i forbindelse med henvisningsprocesserne. 

En anden oplevelse, som kommer til udtryk blandt medarbejdere i centrene er, at der ikke er brugt 

tilstrækkelig tid på at implementere CVI. Medarbejderne i centrene oplever etableringen af CVI 

som en kulturforandring, der er kommet meget hurtigt: 

Man har nok ikke brugt nok tid på den kulturforandring […]. Måske man skulle have været hurtigere 

ude. Tingene er gået meget hurtigt. CVI er ligesom kommet: BUM, så var den der. Altså hvis 

man så på timing af det, så er det måske kommet meget hurtigt. 


At lave en sådan kulturforandring har implikationer, da den skaber kulturændringer ude i centrene. 

En af medarbejderne i centrene mener, at CVI skulle have været mere proaktiv omkring etableringen 

af CVI. Men også at Regions Hovedstadens Psykiatri skulle have været mere proaktiv omkring 

etableringen af pakkerne. 


4.6 Information fra CVI 

Når der ses nærmere på samarbejde mellem CVI og de psykiatriske centre, tegner der sig et billede 

med af, at informationen er god nu, men at der har været mangel på information ved etableringen af 

CVI. Nogle medarbejdere er godt tilfredse med information fra CVI, hvilket følgende citat afspejler: 

Der har været en meget fin information fra CVI, mange invitationer til møder, fine data og nyhedsbreve. 

Og hvis der er noget, jeg ikke har fattet, og har skrevet til Allan Lohmann og har undret mig 

over et eller andet. Så har jeg fået svar, eller det er blevet taget op. […] Så jeg oplever, at der er en 

enorm åbenhed for dialog og meget god information. 


CVI har et nyhedsbrev, som løbende sendes til de psykiatriske centre. Pointerne fra nyhedsbrevet 

lægges i et katalog, som findes på CVI’s hjemmeside og intranettet. En medarbejder fra Psykiatrisk 

Center København fremhæver, at kataloget er en ”fantastisk hjælp”. I forhold til nyhedsbrevet 

nævner en medarbejder: 

Det er meget berigende at modtage nyhedsbrev fra CVI, så man ligesom kan beroliges ved at se, at 

projektet udvikler sig og også udvikler sig i en positiv retning. 


Modsatte oplevelser gør sig også gældende, idet andre medarbejdere oplever, at informationsudvekslingen 

og kommunikationen med CVI ikke er god. En medarbejder udtrykker følgende: 

En forbedring synes jeg helt klart kunne være, hvis vi blev bedre til at tale sammen med dem der 

inde [i CVI]. At de ville høre på, hvad er det for nogle problemer, vi sidder med, hvad er det, vi 

fortæller, hvad er det, vi ikke kan styre herude, fordi de ikke vil høre, hvad vi siger. En bedre dialog. 


En anden pointe er, at medarbejderne i de psykiatriske centre oplever, at der har manglet information 

om etableringen af CVI. En medarbejder fortæller følgende: 

Der har været i hele det her forløb med etableringen af CVI, en manglende udmelding og kommunikation, 

som jeg synes har været lidt kedelig. 


Der er divergerende oplysninger om, hvem der gør hvad internt i centrene i forhold til CVI. En årsag 

til dette nævnes at være, at CVI ikke har forklaret tilstrækkeligt om sig selv og opbygningen af 

CVI fra starten. 

Det havde været rigtig rart, hvis de havde startet med at sælge sig selv lidt bedre og forklare om 

opbygningen, for hvor har det taget lang tid og ført mange misforståelser med sig, ved ikke at kende 

den. Det måtte de godt have forberedt lidt bedre. 


4.7 Udredningsenhed 

Et tema, der går igen blandt nogle af medarbejderne i de psykiatriske centre, er, at patienterne ikke 

altid er diagnosticeret tilfredsstillende. Efter etableringen af CVI er der lagt større vægt på, at henvisende 

læge skriver en henvisningsdiagnose på henvisningen. Ifølge nogle interviewpersoner er det 

en udfordring, fordi praktiserende læger ofte mangler færdigheder i forhold til at kunne diagnosticere 

psykiatriske patienter tilstrækkeligt. En medarbejder fra et psykiatrisk center fortæller: 


Der er noget i den måde, vi har bygget det op på. Vi har lagt evnen til at diagnosticere ude hos den 

praktiserende læge, hvor færdighederne muligvis ikke findes. 


Den manglende udredning resulterer i, at patienter venter på en forkert venteliste eller starter på fx 

en pakke, hvor de slet ikke hører til. Det beskrives, at 40 % falder fra pakke-behandlingerne, fordi 

de ikke har den rigtige diagnose, ikke egner sig eller ikke har lyst til at modtage behandling. Dette 

problem kunne mindskes ved at udrede patienterne grundigere, inden de kommer på venteliste til 

behandling. I tilknytning hertil forklarer en medarbejder fra et psykiatrisk center: 

Udredningssamtalerne bliver betragtet som en del af behandlingen, de skulle først på ventelisten 

efter udredningen, så ville det være en meget mere reel venteliste. 


En anbefaling er at etablere en udredningsenhed enten i CVI eller i hvert center, for eksempel som 

en diagnostisk enhed i distriktspsykiatriske centre. 

Det arbejde kunne man tænke ind i organisationen, så man laver en udredningsenhed, hvor der ikke 

skulle være ventetid, og en masse speciallæger, der bemander den [med] hurtig udredning, og så 

ville de blive sendt ud, hvor de hører til. 


Der er ikke enighed blandt interviewpersonerne om, hvorvidt en udredningsenhed skal placeres 

centralt i organisationen, fx som del af CVI, eller under hvert psykiatrisk center. Nogle interviewpersoner 

fremhæver, at en udredningsenhed ville ligge naturligt som en del af CVI’s opgaver, imens 

andre mener, at det ville tage kraft ud af centrene, hvis udredning og behandling blev splittet op på 

den måde. 

4.8 Booking direkte i behandlerens kalender 

Nogle af interviewpersonerne nævner, at det ville være ressourcebesparende, hvis CVI kunne booke 

en tid til patienten direkte i en behandlers kalender. Dette ville spare nogle arbejdsgange i forhold til 

nu, hvor henvisningerne først sendes til et psykiatrisk center, og centeret derefter sørger for at indkalde 

patienterne. 

Teamlederen i CVI fremhæver dog, at der er flere barrierer for en sådan løsning. For det første er 

det ikke muligt at gennemføre rent teknisk med det nuværende kalender-system. For det andet ville 

det kræve, at alle behandlere skulle have åbne kalendere. Medarbejderne i PC Ballerup kan se en 

fordel i, at CVI også sender indkaldelsesbreve ud til patienterne, men de giver udtryk for deres betænkeligheder 

i forhold til forslaget: 

Det er vi ambivalente omkring. […] Men hvis vi må have lov til at sige, at de her timer, dem freder 

vi hver uge i kalenderen til det [møder mv.], så kan det sagtens lade sig gøre. 


Medarbejderen mener, at der i givet fald skal være faste tidsrum i løbet af ugen, som behandleren 

selv kan råde over til fx afholdelse af møder, således at der ikke bookes behandling i disse tidsrum. 

Medarbejderne fra PC Nordsjælland er til gengæld ikke fortaler for, at CVI skal booke direkte i 

behandlernes kalender. De siger blandt andet, at det kræver lokalkendskab at booke behandling i 

deres kalender, fordi besøg hos patienten skal tilrettelægges, så behandleren kan se flere patienter i 

samme lokalområde på samme dag med henblik på at minimere transporttiden. Desuden fremhæver 

medarbejderne fra PC Nordsjælland, at nogle behandlingstilbud er tværfaglige, og ved disse tilbud 


skal der først tages beslutning om, hvilke faggrupper der skal inddrages i patientens forløb, før der 

kan bookes tid i de relevante kalendere. Medarbejderne fra PC Nordsjælland mener derfor ikke, at 

det er realistisk, at CVI kan varetage bookning direkte i behandlernes kalender. 


5 Eksternt samarbejde – praksissektoren 

Som tidligere nævnt er der i forbindelse med evalueringen gennemført en spørgeskemaundersøgelse 

blandt læger fra almen praksis og speciallægepraksis i Region Hovedstaden. Psykiatriens CVI blev 

etableret den 1. juni 2011, og spørgeskemaundersøgelsen blev udsendt i marts 2012, så CVI havde 

eksisteret omkring ni måneder, da de henvisende læger besvarede spørgeskemaet. Der var syv åbne 

kommentarfelter i spørgeskemaet, hvor lægerne havde mulighed for at uddybe deres besvarelse. 

Nogle af disse uddybninger er refereret i dette kapitel sammen med de øvrige resultater af undersøgelsen. 

5.1 Spørgeskemaets respondenter 

I alt 268 læger har besvaret spørgsmålene om 

Psykiatriens CVI. De 268 læger har alle svaret 

bekræftende til, at de har benyttet Psykiatriens 

CVI. Det vil sige, at læger, der ikke har 

benyttet CVI, inden de modtog spørgeskemaet, 

heller ikke har besvaret skemaet. 

Af de 268 henvisende læger er 250 (93 %) 

alment praktiserende læger, 16 (6 %) er praktiserende 

speciallæger, og de resterende 2 (1 

%) har kategoriseret sig som ”andet” og uddybet 

dette med, at de er ”vagtlæger” (figur 

5.1). 

Hovedparten af de praktiserende speciallæger, 

der har deltaget i undersøgelsen, er speciallæger 

i psykiatri (12 personer/76 %). De resterende 

er speciallæger inden for henholdsvis 

børne- og ungdomspsykiatri, neurologi, pædiatri 

og reumatologi (1 person/6 % inden for 

hvert speciale) (figur 5.2). 

37 % af respondenterne har været 0-10 år i 

deres nuværende praksis, 35 % af respondenterne 

har været 11-20 år i deres nuværende 

praksis, og de resterende 28 % har været mere 

end 20 år i deres nuværende praksis (figur 

5.3). 

Forskelle mellem almen praksis og 

speciallægepraksis 

Andelen af speciallæger er så begrænset, at vi 

har valgt at lægge hovedvægten på det samlede 

resultat i den efterfølgende beskrivelse af 

resultaterne. 

Tendenser i forskellene mellem almen praksis 

og speciallægepraksis vil blive beskrevet - 

men uden angivelse af procenttal, da resultaterne 

er baseret på få besvarelser og derfor 

også behæftet med en vis usikkerhed. 

5.1: Praksistype 

5.2: Privat praktiserende speciallægers speciale 

5.3: Antal år i nuværende praksis 


5.2 Information i forbindelse med oprettelsen af Psykiatriens CVI 

Omkring halvdelen af lægerne fra praksissektoren oplever, at de er blevet godt informeret i forbindelse 

med oprettelsen af CVI. Den resterende del af de adspurgte læger vurderer, at de enten er blevet 

dårligt informeret i forbindelse med etableringen af CVI, eller at de ikke er blevet informeret i 

det hele taget. 

De adspurgte læger føler sig især dårligt informeret om, hvordan de kommer i kontakt med Psykiatriens 

CVI. Der er 39 % af lægerne, der vurderer, at de er blevet meget godt eller godt informeret 

om kontaktmuligheder til CVI, mens 51 % af lægerne vurderer, at de er blevet meget godt eller godt 

informeret om henholdsvis formålet med CVI, og hvordan de henviser via CVI (figur 5.4). 

Figur 5.4: Information i forbindelse med etablering af CVI 

Forskel ml. almen praksis og speciallægepraksis 

Andelen af læger, der oplever at være dårligt informeret i forbindelse med etableringen af CVI, er 

generelt højere blandt praktiserende speciallæger, end den er blandt læger fra almen praksis. 

Overordnet viser kommentarfelterne i spørgeskemaerne, at der mangler information om, at CVI 

eksisterer, idet respondenterne ikke er blevet informeret om, at CVI er etableret. En kommentar fra 

en alment praktiserende læge hertil er: 

Øh, har psykiatrien en CVI? Jeg bruger da bare den centrale CVI. 

(Alment praktiserende læge) 

I forlængelse heraf efterlyser respondenterne mere, bedre og tydeligere information om CVI. Et 

konkret eksempel på dette er, at der efterlyses en hjemmeside om CVI med information om optageområder, 

telefonnumre, ventetider m.m. En sådan hjemmeside findes allerede, men det fremgår af 

de henvisende lægers besvarelser, at nogle af lægerne ikke er klar over, at den eksisterer. 


5.3 Psykiatriske henvisninger 

Hovedparten af lægerne fra praksissektoren synes, at det er klart, hvornår de skal henvise en patient 

via CVI. Således oplever 68 %, at det i høj eller nogen grad er klart, hvornår de skal henvise via 

CVI (figur 5.5). 

Figur 5.5: Klarhed omkring hvornår en patient skal henvises via CVI 


Der er ikke særlig stor forskel på svarene fra speciallægepraksis og almen praksis på dette spørgsmål. 

En større del af lægerne savner klarhed i forhold til, hvilke oplysninger CVI ønsker for at kunne 

visitere patienten. 46 % af de adspurgte læger mener, at det i høj eller nogen grad er klart, hvilke 

oplysninger CVI ønsker for at kunne visitere patienten, hvilket betyder, at det er uklart for 53 % af 

lægerne 9 (figur 5.6). 

Figur 5.6: Klarhed omkring hvilke patientoplysninger CVI ønsker 


Andelen af læger, for hvem det er uklart, hvilke oplysninger CVI ønsker, er højest blandt praktiserende 

speciallæger. 

9 Procenttallene summer ikke til 100 % på grund af afrunding til hele tal. 


I forhold til information skriver respondenterne, at det er uklart, hvad henvisningerne skal indeholde. 

Derfor efterspørger respondenterne en præcisering af hvilke oplysninger, CVI ønsker at modtage. 

En alment praktiserende læge skriver følgende: 

Forenkling og helt klare oplysninger til os om, hvad der forlanges i en henvisning. Nogle gange er 

den [henvisningen] returneret med helt uforståelige/irrelevante krav trods alle oplysninger om, 

hvad der har været muligt i situationen. 

(Almen praktiserende læge) 

Som forbedringsforslag til denne problematik anbefaler respondenterne en tilgængelig vejledning 

som ved den somatiske CVI. 

Som tidligere nævnt findes der en hjemmeside om Psykiatriens CVI, hvor der bl.a. findes en vejledning 

til udfyldelse af henvisninger til Region Hovedstadens Psykiatri. Endvidere findes der på 

www.sundhed.dk forløbsbeskrivelser for psykiatriske diagnoser, hvor det også beskrives, hvad henvisninger 

skal indeholde. De henvisende lægers kommentarer i spørgeskemaet tyder imidlertid på, 

at praksissektoren ikke er informeret om, at den eksisterer. 

75 % af de adspurgte læger har prøvet at få en henvisning afvist af CVI. Blandt de læger, der har 

fået en henvisning afvist, mener 48 %, at de i høj eller nogen grad får tilstrækkelig information om, 

hvorfor nogle henvisninger afvises af Psykiatriens CVI. 38 % synes, at de kun i mindre grad får 

tilstrækkelig information om, hvorfor nogle henvisninger afvises, og 14 % mener, at de slet ikke får 

tilstrækkelig information om dette (figur 5.7). 

Figur 5.7: Information om hvorfor nogen henvisninger afvises af CVI 

Figur 5.7 omfatter kun læger, der har prøvet at få en henvisning afvist af CVI. 


Andelen af læger, der oplever, at de kun i mindre grad eller slet ikke får tilstrækkelig information 

om, hvorfor nogen henvisninger afvises af CVI, er højere blandt alment praktiserende læger end den 

er blandt praktiserende speciallæger. 


5.4 Oplevede konsekvenser af etableringen af Psykiatriens CVI 

16 % af de adspurgte læger fra praksissektoren mener ikke, at de kan vurdere, om det er blevet 

nemmere eller sværere at sende henvisninger til Region Hovedstadens Psykiatri efter etableringen 

af CVI. Blandt de læger, der har givet en vurdering, mener hovedparten (46 %), at det er blevet 

nemmere. 33 % synes hverken det er blevet nemmere eller sværere, og de resterende 22 % mener, at 

det er blevet sværere at sende henvisninger 10 (figur 5.8). 

Figur 5.8: CVI's betydning for hvor vanskeligt det er at sende henvisning 

Læger, der svarer: ”Det kan jeg ikke vurdere” er ikke illustreret i figur 5.8. 


Andelen af læger, der mener, at det er blevet sværere at henvise, er højere blandt praktiserende speciallæger, 

end den er blandt læger fra almen praksis. 

14 % af de adspurgte kan ikke vurdere, om etableringen af CVI har haft betydning for tidsforbruget 

på henvisninger til Region Hovedstadens Psykiatri i deres praksis. Blandt de læger, der mener, at de 

kan vurdere tidsforbruget, er der flest (45 %), der vurderer, at tidsforbruget er uændret. 32 % mener, 

at de bruger mindre tid, og 23 % mener, at de bruger mere tid (figur 5.9). 

Figur 5.9: CVI's betydning for tidsforbrug på henvisninger 


10 Procenttallene summer ikke til 100 % på grund af afrunding til hele tal. 



Andelen af læger, der mener, at de bruger mere tid på henvisninger, er højere blandt speciallæger 

end blandt alment praktiserende læger. 

Flertallet (73 %) af læger fra praksissektoren synes, at de ikke kan vurdere, om etableringen af CVI 

har haft betydning for ventetiden på psykiatrisk behandling i Region Hovedstadens Psykiatri. 

Blandt de læger, der kan vurdere ventetiden, mener 56 %, at ventetiden er uændret. 27 % af lægerne 

vurderer, at ventetiden er blevet kortere, og 17 % vurderer, at den er blevet længere efter etableringen 

af CVI (figur 5.10). 

Figur 5.10: CVI's betydning for ventetid på psykiatrisk behandling 



Flertallet af praktiserende speciallæger vurderer, at ventetiden er blevet længere, mens flertallet af 

alment praktiserende læger vurderer, at den er uændret. 

5.5 Telefonbetjening i Psykiatriens CVI 

71 % af de adspurgte læger fra praksissektoren har ikke ringet til Psykiatriens CVI. Blandt de læger, 

der har ringet til CVI, vurderer hovedparten (87 %), at svartiden i telefonbetjeningen er tilpas, og 13 

% vurderer, at svartiden er for lang (figur 5.11). 

Figur 5.11: Svartid på telefonkontakt til CVI 

Figur 4.11 omfatter kun læger, der har ringet til CVI. 


De læger, der mener, at svartiden er for lang, er alle læger fra almen praksis. 


En mulig forklaring på, at 71 % af de adspurgte læger fra praksissektoren ikke har ringet til CVI 

kan være den pointe, som kommer til udtryk i følgende kommentar, der er skrevet i spørgeskemaet: 

Der er slet ingen telefon- eller fax-numre oplyst på psykiatriens CVI øv øv øv. 

(Alment praktiserende læge) 

Dette er en gennemgående pointe i kommentarfelterne fra spørgeskemaundersøgelsen. CVI’s kontaktinformationer 

findes bl.a. på Psykiatriens hjemmeside, men spørgeskemabesvarelserne kunne 

tyde på, at de henvisende læger savner yderligere information om, hvordan de kan kontakte CVI. 

De læger, der har ringet til CVI, har overvejende et positivt indtryk af telefonbetjeningen. Således 

har 75 % af de adspurgte et godt eller meget godt indtryk af serviceniveauet i telefonbetjeningen, og 

den resterende fjerdedel har et dårligt eller meget dårligt indtryk (figur 5.12). 

Figur 5.12: Serviceniveau i telefonbetjeningen i CVI 

Figur 5.12 omfatter kun læger, der har ringet til CVI. 


Der er en tendens til, at praktiserende speciallæger har et dårligere indtryk af serviceniveauet i telefonbetjeningen, 

men tallene bygger på meget få personer, fordi det er få af respondenterne, der har 

ringet til CVI. 

5.6 Henvisende lægers samlede indtryk af CVI 

Hovedparten (65 %) af de adspurgte læger fra praksissektoren har et godt eller meget godt samlet 

indtryk af CVI. 35 % af de henvisende læger har et dårligt eller meget dårligt indtryk af CVI (figur 

5.13). 

Figur 5.13: Samlet indtryk af CVI 



Der er en tendens til, at praktiserende speciallæger giver en mere negativ vurdering end deres kolleger 

i almen praksis. 

Opsamling 

Hovedparten af de adspurgte læger fra praksissektoren har et positivt samlet indtryk af Psykiatriens 

CVI. Det er klart for flertallet af lægerne, hvornår de skal henvise en patient via CVI, men det er en 

gennemgående pointe, at de henvisende læger oplever, at de mangler information om CVI. Eksempelvis 

svarer en del af de adspurgte læger, at de ikke er blevet informeret om formålet med CVI, 

hvordan de henviser via CVI, og hvordan de kommer i kontakt med CVI. Oplysningerne om disse 

emner er tilgængelige på CVI’s hjemmeside, men lægernes svar tyder på, at der er brug for oplysning 

om, at informationen eksisterer, og hvor den kan findes. Der er behov for, at den tilgængelige 

information bliver synlig for praksissektoren. 

Mange af lægerne svarer, at de ikke har benyttet telefonbetjeningen i CVI. De læger, der har benyttet 

telefonbetjeningen, giver dog primært en positiv vurdering af både ventetiden på at komme 

igennem og serviceniveauet i telefonbetjeningen. 

Der er størst forbedringspotentiale på de spørgsmål, der handler om at skabe klarhed i forhold til, 

hvilke oplysninger CVI ønsker for at kunne visitere patienten, og at informere om hvorfor nogle 

henvisninger afvises af CVI. Desuden vurderer en del af lægerne i praksissektoren, at de bruger 

mere tid på henvisninger, efter CVI er blevet etableret. 

Der er en tendens til, at læger fra almen praksis er mere positivt stemt i forhold til CVI sammenlignet 

med deres kolleger i speciallægepraksis. 

5.7 Samarbejde med praksissektor set fra CVI og de psykiatriske centre 

En anden dimension af det eksterne samarbejde med praksissektoren er, hvordan praksissektoren 

bliver set af medarbejdere i de psykiatriske centre og Psykiatriens CVI. 

Dialog med praksissektor 

En pointe fra det kvalitative datamateriale omkring det eksterne samarbejde med praksissektoren er, 

at de interne medarbejdere i CVI i det store og hele er tilfredse med samarbejdet i forhold til dialogen 

med praksissektoren. En sekretær fortæller følgende: 

I starten havde vi nogle vrissende læger i røret, men det har vi ikke mere, jo måske ind i mellem. 

Men de fleste er mega søde. 


Dog er der plads til forbedring af dialogen mellem praksissektoren og CVI, idet medarbejdere i CVI 

samtidig pointerer, at det kan være vanskeligt at få fat i lægerne i praksissektoren, og at det kan være 

svært at få lægerne i tale. 

CVI fortæller, at der overordnet er etableret et samarbejde med almen praksis. Samarbejdet indebærer, 

at CVI mødes med almen praksis og Psykiatriens direktion, men at CVI har et ønske om, at der 

bliver afholdt hyppigere møder end den nuværende kadence. Dette vil være med til at give et tættere 

samarbejde mellem parterne. 


CVI har ikke på samme måde et samarbejdsforum med praktiserende speciallæger, men Vicedirektøren 

i Region Hovedstadens Psykiatri ønsker dette fremadrettet: 

Det er et område, vi har forsømt i denne her sammenhæng. Vi har ikke sådan et samarbejdsforum 

for speciallæger på samme måde som for alment praktiserende læger. 


Hermed påpeger Psykiatrien selv, at samarbejdet med speciallægerne bør forbedres, idet der ikke er 

et etableret forum for dialog og samarbejde mellem CVI og de praktiserende speciallæger. 

Derudover foreslår nogle medarbejdere i de psykiatriske centre, at CVI tager ud i almen praksis og 

har en dialog om CVI. Eksempelvis kan CVI tage ud i de samarbejdsorganer, der i forvejen eksisterer 

på tværs af lægehuse (fx tolvmandsforeninger). Formålet hermed er at få en gensidig dialog med 

praksissektoren og CVI og samtidig at informere om Psykiatriens CVI. 

Ifølge centrene kan den gensidige dialog også bruges til at kvalificere henvisningerne fra praksissektoren, 

da de mener, at eksempelvis en henvisningsskabelon ikke vil være tilstrækkelig. En medarbejder 

i et af de psykiatriske centre siger i forbindelse hermed: 

Det kunne være, man skulle lave en løbende opfølgning. For det er jo et løbende samarbejde for at 

kvalificere henvisningerne og få en løbende afklaring af, hvad der foregår her, og hvad foregår dér. 

Hvordan arbejder vi i det her felt – den berøringsflade mellem primær og sekundær sektor? Det er 

jo ikke løst ved, at vi bare laver en skabelon [for henvisninger]. 


Citatet viser, at det er en fordel at forbedre samarbejdet ved at fokusere på et kontinuerligt samarbejde 

mellem CVI og primærsektoren. 

CVI oplyser, at de allerede har taget initiativ til de første møder med almen praksis med henblik på 

at sikre den gensidige dialog og informationsudveksling. 

5.8 Henvisningers kvalitet og indhold 

Henvisninger af dårlig kvalitet 

Medarbejdere i CVI oplever, at praksissektoren generelt sender henvisninger af for dårlig kvalitet. 

Teamlederen i CVI udtaler følgende om henvisningerne: 

I forhold til kvaliteten af henvisninger burde vi afvise flere. 

(Teamleder i Psykiatriens CVI) 

Mere konkret mener både CVI og de psykiatriske centre, at der mangler oplysninger på henvisningerne 

fra praksissektoren. Dette er både gældende for speciallægepraksis og almen praksis. 

CVI har opstillet otte punkter, som skal være beskrevet i henvisninger til Psykiatrien. Når CVI 

modtager en henvisning af dårlig kvalitet fra praksissektoren, er det generel procedure, at CVI returnerer 

henvisningen til den henvisende læge med en standardskrivelse om, hvilke punkter, der 

skal uddybes. Hensigten med dette er, at praksissektorens læger bliver bedre til at udfylde henvisninger 

ved at få feedback om, hvad der mangler i henvisningen. En sekretær i CVI siger til dette: 

Det er så mærkeligt, vi sender jo brevet retur med punkter, eller vi skriver, vi mangler oplysninger 

om det og det, og alligevel så sender de nogle frygtelige henvisninger gang på gang. Det, synes jeg, 

er mærkeligt. 



Sekretærerne i CVI undrer sig over, hvorfor CVI – på trods af feedback om henvisningens mangelfulde 

indhold til henvisende læge – gentagende gange modtager utilstrækkeligt udfyldte henvisninger 

fra praksissektoren. 

Derudover tegner der sig et billede af, at medarbejderne i centrene oplever, at patienternes problematikker 

ikke er beskrevet godt i henvisninger. 

Det er ikke tydeligt nok, hvad patienterne har brug for – og slet ikke i forhold til et tværfagligt tilbud, 

som ofte har været et kriterium for at komme til os. Det ville også være godt at få det præciseret. 


Her viser citatet et konkret forslag til at forbedre henvisningsprocessen. Medarbejderne ønsker, at 

henvisningen indeholder en beskrivelse af patientens behov. Desuden efterspørger centrene, at henvisningen 

indeholder en vurdering af patienternes motivation for at deltage i behandling. En medarbejder 

fortæller: 

Henvisninger må også gerne indeholde en afvejning af patienternes motivation for overhovedet at 

komme i distriktspsykiatrien. Den er sjældent udfyldt, så det ville være rart at få det med. 


Endvidere nævner medarbejderne på centrene, at henvisende læge ofte skriver for lidt om patientens 

anamnese. Dette gør det svært at afgøre, hvilket behandlingstilbud, patienten har behov for: 

Noget af teksten er så kort, så det er umuligt at afgøre, om patienten hører til hos os, så sender jeg 

den tilbage. Så kan det godt være, at vedkommende hører til hos os, men vi bliver nødt til at have 

nogle flere oplysninger. Der står bare: Har den og den sygdom og henvises. Det er ikke nok. 


Som citaterne viser, ønsker de psykiatriske centre altså, at patienternes anamnese, behov og motivation 

præciseres og uddybes i henvisningerne. Medarbejderne på centrene opfordrer til, at henvisningen 

indeholder en begrundelse for henvisning, samt en beskrivelse af hvor længe patienten har været 

syg, hvad der har været prøvet, og hvor længe patienten har været kendt i systemet. Hvis dette 

imødekommes, reduceres antallet af uklare henvisninger, og kvaliteten af henvisninger højnes. 

(Uklare henvisningers konsekvenser for samarbejdet mellem CVI og de psykiatriske centre beskrives 

også i kapitel 4.2). 

Afvisning af henvisninger 

Medarbejdere i de psykiatriske centre opfordrer til, at CVI sender dårlige og irrelevante henvisninger 

tilbage til praksissektoren for at undgå, at centrene lokalt bruger unødvendige ressourcer i behandlingstilbuddene 

på at håndtere dårlige henvisninger. 

Før etableringen af CVI kunne de psykiatriske centre selv afvise dårlige henvisninger fra praksissektoren. 

Denne funktion varetager CVI nu og afviser ca. 20-25 % af henvisningerne. Medarbejderne 

i de psykiatriske centre oplever dog, at CVI ikke afviser nok henvisninger, og at de derfor bruger 

unødvendige ressourcer på afvisning af dårlige henvisninger. Dette skyldes blandt andet, at de psykiatriske 

centre nu først skal se patienten, før de eventuelt kan sende en henvisning tilbage til CVI. 

En anden bekymring omkring afvisning af henvisninger er hensynet til patienterne. En medarbejder 

i et psykiatrisk center udtaler, at der forekommer mange travle praktiserende læger, og at en afvisning 

af en henvisning derfor måske kan få uheldige konsekvenser: 


Jeg bliver bekymret for, om de [patienterne] havner i ”ingenmandsland”. 


Citatet viser, at medarbejderen er bekymret for, at patienterne tabes i sundhedsvæsenets forskellige 

sektorovergange, fordi praktiserende læger kan have for travlt til at følge op på afviste henvisninger 

fra CVI og sende en uddybet henvisning. 

Elektronisk henvisningsskabelon 

I forhold til at forbedre henvisningerne og samarbejdet mellem CVI og praksissektoren nævner både 

CVI og de psykiatriske centre, at det ville være en fordel at lave en elektronisk henvisningsskabelon. 

Den koordinerende visitator i CVI fortæller følgende: 

Jeg tror stadig, sådan en henvisningsskabelon ville være en god ting. Den ville ikke løse alt, men 

når det alligevel kører elektronisk, så ville det være nemmere, når folk er vant til at bestille alt muligt 

andet på skabeloner. Det er en vanesag, og så er tingene der. 


I tilknytning til pointen om en elektronisk henvisningsskabelon foreslår en medarbejder i et psykiatrisk 

center følgende: 

At man opretter et IT-baseret system, […] så man ikke kan henvise, før samtlige punkter elektronisk 

er udfyldt relevant. […] Det er for at sige på en anden måde, at henvisningernes kvalitet skal højnes. 

Der ønsker vi som modtagere af dem, at det er i orden inden [patienterne kommer]. 


Af udsagnene ses det, at en elektronisk henvisningsskabelon eller en tilsvarende IT-løsning for henvisning 

af patienter foretrækkes af visitatorer og medarbejdere i de psykiatriske centre. Ved at have 

en ’tvungen’ elektronisk henvisningsfunktion er der mulighed for at højne kvaliteten af henvisningerne. 

Ifølge Psykiatriens direktion har der været en dialog med almen praksis om en elektronisk henvisningsskabelon, 

men almen praksis ønsker ikke en sådan løsning. 

Rådgivningsfunktion for henvisende læger 

Derudover foreslår centrene, at CVI får en rådgivningsfunktion i forhold til henvisende læger. Lægerne 

har allerede mulighed for at ringe til CVI, men centrene foreslår, at muligheden bliver mere 

åbent meldt ud til lægerne, samt at rådgivningsfunktionen udbygges med en e-mailrådgivningsfunktion 

og en hjemmeside med hyppigt stillede spørgsmål og svar om CVI. 

Udbygningen af rådgivningsfunktionen skal medvirke til at styrke dialogen mellem CVI og de henvisende 

læger samt kvalificere henvisningerne, der bliver sendt til Psykiatrien. 

CVI oplyser, at der allerede findes en hjemmeside med hyppigt stillede spørgsmål og svar om CVI, 

og at telefonerne er åbne hver dag fra klokken 10-14. 

Telefonnumre til patient og henvisende læge på henvisningen 

Medarbejdere og visitatorer i CVI fortæller, at nogle visitatorer ringer til henvisende læge, hvis der 

mangler oplysninger i en henvisning, og i nogle tilfælde er der også behov for at kontakte patienten. 

Det kan være tidskrævende at finde telefonnumre til henvisende læge og patient. De ansatte i et 

psykiatrisk center foreslår derfor, at henvisningen skal indeholde telefonnummer til både patienten 


og henvisende læge. Centret lægger vægt på, at det gerne skal være den henvisende læges direkte 

telefonnummer, fordi det giver mulighed for at ringe direkte til henvisende læge og dermed hurtig 

afklaring af nogle ting. I sidste ende mener medarbejderne i centret, at telefonnumre på henvisningerne 

vil kunne spare tid i både CVI og de psykiatriske centre. Dette vil også gøre det nemmere for 

centrene at ringe til patienten og lave aftaler om behandlingssted og -tidspunkt. Alt i alt skulle muligheden 

for at ringe direkte til henvisende læge og patient forbedre samarbejdet mellem Psykiatrien 

og henholdsvis henvisende læge og patient. 


6 Eksternt samarbejde – Enhed for Sygehusvalg 

Dette kapitel omhandler CVI’s eksterne samarbejde med Enhed for Sygehusvalg. Enhed for Sygehusvalg 

og CVI oplever, at arbejdsgangene og samarbejdet overordnet fungerer godt, hvilket uddybes 

nærmere i kapitlet. 

6.1 Arbejdsgange og samarbejde 

Både CVI og Enheden for Sygehusvalg vurderer, at samarbejdet mellem dem som hovedregel fungerer 

godt. En medarbejder fortæller følgende om samarbejdet med CVI: 

Jeg kan ikke sige andet end, det [samarbejdet] er godt. Og hvis jeg har nogle problemer, så ringer 

jeg til Allan Lohmann, og hvis han har nogle problemer, så ringer han til mig. Så på den måde har 

vi et fint samarbejde og stor forståelse for hinandens jobs. Så jeg tror, at det fungerer rigtig rigtig 

godt. Jeg må sige, at jeg er meget glad for den CVI. Det har gjort det nemmere alt sammen. 

(Rådgiver i Enhed for Sygehusvalg) 

Dette suppleres med følgende citat: 

Det hele glider jo på en helt anden måde, end det gjorde i gamle dage […]. Altså de [CVI] er super 

åbne – der er ikke nogle problemer med at kommunikere med dem og få ting igennem. 


Enhed for Sygehusvalgs opgave er blandt andet at omvisitere til privathospitaler. Dette gik tit galt 

før etableringen af CVI, og enheden fik sjældent ordentlig besked. Efter oprettelsen af CVI er dette 

blevet formaliseret og standardiseret, hvilket blandt andet har været med til at give lettere arbejdsgange. 

Et konkret eksempel på en lettere arbejdsgang er følgende: 

Vores arbejdsgange er blevet lettere, for vi har kun ét sted, hvor vi skal have en kontakt til. Og så 

alt det lægefaglige og administrative mellem centrene, det tager CVI’en sig af, hvor vi tidligere 

skulle have den der palet af kontaktpersoner. Så på den måde vil jeg også sige, at der er vi også 

skånet meget. 


Etableringen af CVI er ikke kun en fordel for Enhed for Sygehusvalg i forhold til forbedring af arbejdsgange. 

Også i forhold til patienterne er der sket en forbedring med etableringen. En medarbejder 

beskriver: 

Hele den del, som vi jo slet ikke har nogen hverken kompetence eller ide om at vejlede patienter i, 

den er blevet lagt ud i CVI’en. Så man kan sige, at rent kvalitetsmæssigt for patienten i at kunne 

tage et valg og få de rette oplysninger for at kunne tage et valg, er det blevet bedre. Så jeg synes, at 

der er sket et kvalitetsløft. 


Enhed for Sygehusvalg oplever, at der er sket et fald i antallet af patienter, der henvises til dem efter 

CVI er etableret. Om antallet af patienter siger en rådgiver, at: 

Det er faldet efter CVI’en er kommet. Det er det. De udnytter kapaciteten på en eller anden måde, 

som jeg tror, er det bedre end i gamle dage. For os er det blevet en stor lettelse, at CVI er kommet. 


I forlængelse heraf fortæller en medarbejder i enheden følgende: 

Det var et svært område at bakse med, også fordi de enkelte centre havde svært ved deres ventetider, 

og så var der ting, de ikke lavede eller ikke kunne. Og så tilbageviste de patienterne, og det var 


noget værre rod. Så at have fået CVI har været en stor lettelse for os. Det er meget nemmere bare 

at kommunikere med dem. 


Citaterne viser, at Enhed for Sygehusvalg oplever etableringen af og samarbejdet med CVI som 

meget positivt, idet tilbagehenvisning af patienter før etableringen af CVI var besværlig. Derudover 

er kommunikationen blevet lettere, fordi enheden nu kun skal kommunikere med CVI og ikke alle 

centrene. 

Set fra den anden side af bordet fra CVI’s medarbejdere har samarbejdet mellem CVI og Enhed for 

Sygehusvalg været præget af, at der er få tilfælde, hvor det har været nødvendigt med dialog omkring 

patienterne. Teamlederen i CVI udtrykker, at CVI har et godt samarbejde med Enhed for Sygehusvalg. 

Dette er særligt på grund af den gensidige venlighed, der er mellem parterne. 

Dette støttes op af den koordinerende visitator i CVI, der fortæller, at CVI nærmest ingen kontakt 

har med Enhed for Sygehusvalg i dagligdagen. Han fortæller i forbindelse hermed: 

Det er mere rent ekspeditionsmæssigt, hvis der har været en ”smutter”, hvor patienten måske er 

blevet visiteret for hurtigt videre, så kommunikerer vi med dem. 


En lidt anden oplevelse af samarbejdet med Enhed for Sygehusvalg har sekretærerne i CVI. De beskriver, 

at der kan være nogle kommunikationsproblemer i forhold til samarbejdet med Enhed for 

Sygehusvalg. Eksempler herpå er mailkorrespondance mellem Enhed for Sygehusvalg og sekretærerne 

i CVI. 

6.2 Udfordringer 

Et område, der fungerer mindre godt, set fra Enhed for Sygehusvalg perspektiv, er behandling af 

patienter med spiseforstyrrelser. En rådgiver udtaler: 

Spiseforstyrrelserne spænder lidt ben for det her også fordi, at de indtil for ganske nyligt har været 

vant til, at vi sendte tingene til dem direkte, fordi alt psykiatrien lå under CVI, men spiseforstyrrelser 

og børn var holdt udenfor. Børnene er stadig holdt udenfor, men spiseforstyrrelserne er kommet 

nu her. Og det har som alle nye ting og tiltag da voldt lidt problemer. Det må man sige. Både de 

private og de offentlige har været stærkt utilfredse over, at det pludselig skulle forsinke processen, 

og at det var meget mere besværligt, at de skulle ind over os. 


En anden udfordring i det eksterne samarbejde mellem CVI og Enhed for Sygehusvalg er ifølge 

sekretærerne i CVI, at arbejdsgangene i forhold til Enhed for Sygehusvalg er noget ”kringlede”. 

Som eksempel på dette nævnes, at en privat behandler, der ønsker en ekstra behandlingspakke, skal 

bede om pakken via Enhed for Sygehusvalg. En medarbejder i CVI skildrer følgende: 

Det er lidt underligt, at man først skal kontakte IRE 11 , som så skal kontakte os, som så skal kontakte 

Stolpegårdens spiseforstyrrelse. Så skal hun læse sagen igennem, og så skal hun sende svaret tilbage 

til os, som sender det videre til IRE, som så går ud i det private. 


I det hele taget er det [Enhed for Sygehusvalg] meget bureaukratisk, det er meget tungt. Måske er 

det et forsøg på at gøre det besværligt at få folk behandlet privat, jeg ved det ikke. 

11 Enhed for Sygehusvalg hed tidligere IRE. 



Nogle arbejdsgange mellem CVI og Enhed for Sygehusvalg virker derfor ikke logiske for sekretærerne. 

De oplever, at der kommer forsinkelser i sagsbehandlingen. Dog mener teamlederen i CVI, at 

det er acceptabelt med lidt indviklede arbejdsgange mellem CVI og Enhed for Sygehusvalg, fordi 

det giver en enkel sagsgang i forhold til Enhed for Sygehusvalg. 

Enhed for Sygehusvalg har et enkelt forslag til forbedring af samarbejdet mellem Enhed for Sygehusvalg 

og CVI. Enhed for Sygehusvalg vil gerne informeres i god tid, når CVI implementerer nye 

tiltag og nye målgrupper. 

Vi vil gerne vide, når den [børnepsykiatrien] bliver implementeret, for der glemte de [CVI] at fortælle 

os om spiseforstyrrelser. Og det gav godt nok en masse turbulens. […] Vi vil gerne have besked, 

når de laver sådan nogle ting. […] Der kan godt være tendens til, at vi får tingene at vide lidt 

for sent. 


Det vil sige, at overordnet fungerer det eksterne samarbejde mellem CVI og Enhed for Sygehusvalg 

godt, men at CVI skal huske at informere om nye tiltag til Enhed for Sygehusvalg. 


7 Effekter og sideeffekter af etableringen af CVI 

Som nævnt i kapitel 2.1 er målet med etableringen af Psykiatriens CVI at skabe lige adgang til behandling 

for patienter, der fejler det samme; én indgang for henvisende instanser og bedst mulig 

kapacitetsudnyttelse af de psykiatriske centres behandlingstilbud. I dette kapitel beskrives interviewpersonernes 

vurdering af, hvor langt CVI er nået i forhold til disse mål. Under interviewene 

peger interviewpersonerne også på nogle ”sideeffekter” af etableringen af CVI, som bliver beskrevet 

til slut i kapitlet. På interviewtidspunktet havde CVI eksisteret næsten ét år. 

7.1 Lige adgang til behandling for patienter med samme diagnose 

Interviewpersonerne mener alle, at der siden CVI’s etablering er kommet mere lige adgang til behandling 

i Region Hovedstadens Psykiatri for patienter med samme diagnose. Den mere lige adgang 

hænger blandt andet sammen med, at der er kommet en mere ensartet visitationspraksis. Tidligere 

var det op til det enkelte psykiatriske center at afgøre, om den enkelte patient tilhørte centrets målgruppe, 

og i yderste konsekvens kunne dette betyde, at patienter, der blev behandlet i ét center, aldrig 

ville være blevet behandlet i et andet center, fordi de to centre havde forskellige opfattelser af, 

hvad der lå inden for målgruppen til den hospitalsbaserede psykiatri. 

I og med at CVI er blevet etableret, er disse forskelle blevet synlige for visitatorerne i CVI, og der 

bliver nu arbejdet på at gøre visitationen mere ensartet, selvom det stadig kan være vanskeligt at 

træffe den samme afgørelse i grænsetilfælde. En visitator mener, at der nu arbejdes på at gøre visitationen 

ensartet, og at der dernæst skal arbejdes på at gøre behandlingstilbuddene på de enkelte 

centre mere ensartede – og at det vil kræve mange års arbejde, før dette er nået. 

I forlængelse heraf siger teamlederen for CVI: 

Jo færre af de her subspecialiserede tilbud, der ligger rundt omkring på centrene, og jo færre der er 

af de fagspecifikke visitationer, jo mere lighed kommer der også til. Og hvis det kombineres med 

færre visitatorer, tror jeg, at vi på et tidspunkt vil få en rimelig lighed for patienterne. Men jeg tror, 

der er et stykke vej endnu. […] Vi er jo et sammenbragt barn fra 2007. 


Han refererer her til 2007, hvor Region Hovedstaden blev dannet, og de psykiatriske centre dermed 

blev del af samme organisation. Han udtaler, at der stadig er kulturelle forskelle på de psykiatriske 

centre, som er medvirkende til, at patienter med samme diagnose ikke får den samme behandling i 

alle centre. Så selvom visitationen er blevet mere ensartet, er der stadig et stort forbedringspotentiale 

i forhold til at gøre behandlingstilbuddene mere ensartede, hvis alle borgere i Region Hovedstaden 

med samme diagnose skal have lige adgang til psykiatrisk behandling. 

Desuden mener flere interviewpersoner, at etableringen af CVI skal ses i sammenhæng med, at der 

er indført pakkeforløb i Region Hovedstadens Psykiatri, hvilket også påvirker patienternes adgang 

til behandling. En visitator siger: 

Det skal jo ses i sammenhæng med, at man har udvidet behandlingstilbuddene dramatisk med alle 

pakkerne. Indtil da var det i høj grad et spørgsmål om, hvor patienten boede - hvilke behandlingstilbud 

der overhovedet var tilgængelige. Nu er tilgængeligheden udvidet betragteligt, men udbuddet 

af behandling er sandelig også udvidet fantastisk. Det er vel den største udvidelse af den hospitalsbaserede 

psykiatri nogensinde. 



Han mener således, at både tilgængeligheden og udbuddet af behandling er blevet udvidet med 

etableringen af CVI og pakkeforløb. Nogle centre sætter dog spørgsmålstegn ved, om der er lige 

adgang til behandling, hvis der er lang geografisk afstand til visse typer af behandling. En medarbejder 

fra PC Nordsjælland siger i den forbindelse: 

Det er vel også et spørgsmål om, hvordan man definerer lige adgang, fordi det kan da godt være, at 

det er den samme behandling, som man kan tilbyde to OCD-patienter, men hvis de bor i hver sin 

ende af landet, så er det jo bestemt ikke lige adgang. […] I stedet for at tale om lige adgang til behandling, 

så burde man tale om forskellig adgang til lige behandling. 


De ansatte i PC Nordsjælland peger på, at visse patienter faktisk får et dårligere tilbud end tidligere, 

fordi patientens lokale center fx ikke har det pakkeforløb, som patienten har behov for: 

En problematik, som også nogle kommuner har rejst, er, at hvis man har en meget dårlig patient 

med meget tvang - altså en patient som nærmest ikke kan komme ud af døren, fordi de skal vaske 

hænder 127 gange og åbne og lukke døren 30 gange – hvis de bor i Frederikssund og får en visitation 

til en behandling på Rigshospitalet, så møder de ikke op. Men der ligger bare ikke det behandlingstilbud 

hos os. Vi har ikke den pakke, og jeg synes, at det er vigtigt, at vi får rejst den problematik 

snart, fordi de får simpelthen et dårligere tilbud, end de fik før. 


Fordelingen af pakkeforløb mellem centrene kan således resultere i, at visse af Region Hovedstadens 

borgere får langt til det behandlingstilbud, som de har behov for. 

En anden problematik, der er medvirkende til at nedbringe den lige adgang til behandling, er, at 

patienter henvises fra pakkeforløb til regionsfunktion udenom ventelisten, hvis et center har både 

pakkeforløb og regionsfunktion: 

Hvis man er på et center, hvor man har regionsfunktionen også, så bliver man bare proppet ind og 

får en tid. Hvis man skal skifte center kan der godt være 120 dages ventetid på samme regionsfunktion. 

På den måde er der en forfordeling af patienter, der har været i behandling i centeret i forvejen. 


Denne problematik tages også op af en visitator, der fortæller, at der lynhurtigt opstår ”smutveje” i 

systemet. Teamlederen i CVI fremhæver dog, at patienterne allerede har stået på venteliste til det 

behandlingstilbud, de fik tilbudt først, og at patienten derfor skulle vente ad to omgange, hvis patienten 

også skulle vente på at blive behandlet i en regionsfunktion. 

Alt i alt mener interviewpersonerne, at der må være kommet mere lige adgang til behandling for 

patienter, der fejler det samme, blandt andet pga. den mere ensartede visitation og oprettelsen af 

pakkeforløb. Geografisk afstand til visse behandlingstilbud og ”smutveje” til regionsfunktioner er 

dog medvirkende til at skabe mindre lighed. 

7.2 Én indgang til Region Hovedstadens Psykiatri 

Interviewpersonerne vurderer, at etableringen af CVI har betydet, at der er én indgang til Region 

Hovedstadens psykiatriske behandlingstilbud. De ansatte i centrene mener, at det er langt nemmere 

for almen praksis at henvise en patient til psykiatrisk behandling, efter CVI er blevet etableret, da 

det tidligere kunne være et spørgsmål om at kende en læge i Psykiatrien, hvis en alment praktiserende 

læge ville sende en henvisning. De oplever, at langt hovedparten af henvisningerne sendes via 


CVI, og hvis centrene eksempelvis taler med en praktiserende læge om en mulig patient, beder de 

også den pågældende læge om at sende henvisningen via CVI. 

Teamlederen i CVI mener, at det ikke er mange henvisninger, der bliver sendt uden om CVI, og han 

synes også, at der skal være lidt spillerum, hvor læger kan lave en indbyrdes aftale om en patient, 

hvis systemet ikke skal opleves for rigidt. 

Flere interviewpersoner fortæller, at der også er kommet markant flere henvisninger til Psykiatrien 

efter CVI er blevet etableret. De mener, det måske skyldes, at det er blevet nemmere at henvise, og 

at praktiserende læger er blevet klar over, at behandlingstilbuddet er blevet udvidet og forbedret 

med indførelsen af pakkeforløbene i Region Hovedstadens Psykiatri. 

7.3 Bedst mulig kapacitetsudnyttelse i Region Hovedstadens Psykiatri 

De fleste af interviewpersonerne mener, at etableringen af CVI har resulteret i, at der sker en bedre 

kapacitetsudnyttelse i forhold til behandlingstilbuddene i Region Hovedstadens Psykiatri. De bygger 

blandt andet dette på, at antallet af henvisninger til behandling i privat regi – som følge af at 

Region Hovedstaden ikke kan opfylde ventetidsgarantien – faldt drastisk efter etableringen af CVI. 

Vicedirektøren i Psykiatrien siger fx: 

Der er ikke længere behandlingstilbud, der kører i tomgang. 

(Vicedirektøren i Region Hovedstadens Psykiatri) 

Interviewpersonerne fremhæver også, at CVI og pakkeforløb har været med til at ”rydde op” i nogle 

behandlingstilbud, hvor der tidligere gik patienter i årevis. I et center siger en medarbejder eksempelvis, 

at hun oplever, at de bruger færre ressourcer på lange behandlingsforløb – til gengæld 

ser de flere patienter en til to gange med henblik på at afklare, om de pågældende patienter tilhører 

målgruppen for behandlingstilbuddet. Så der kommer generelt flere patienter med færre besøg i 

Psykiatrien. 

Centrene påpeger dog, at spørgsmålet om kapacitetsudnyttelse ikke kan besvares så éntydigt, som 

man skulle tro. De udtaler, at det måske ser ud som om, at Region Hovedstadens Psykiatri udnytter 

kapaciteten bedre fra et økonomisk perspektiv, men at der er et stort problem med patienter, der 

aldrig dukker op til behandling. Disse patienter optager en plads, som reelt står tom. Dette kan resultere 

i halvtomme hold, selvom der er patienter på venteliste til det pågældende behandlingstilbud. 

Centrene peger på, at patienterne skal være bedre udredt, inden de kommer på venteliste til et 

behandlingsforløb. Dette skulle resultere i en mere reel venteliste og dermed også en bedre kapacitetsudnyttelse 

i behandlingstilbuddene i Region Hovedstadens Psykiatri. 

7.4 Overblik over alle behandlingstilbud 

Flere af interviewpersonerne peger på, at CVI har medvirket til at kortlægge alle behandlingstilbud i 

Region Hovedstadens Psykiatri. Kortlægningen af samtlige behandlingstilbud har været nødvendig 

for at finde ud af, hvilke tilbud patienterne kan henvises til. Dermed har CVI medvirket til at blotlægge 

organisationen på godt og ondt. Fx har der været behandlingstilbud, der ikke fik henvist nye 

patienter, fordi tilbuddet ikke var beskrevet og kendt i CVI. Teamlederen i CVI siger: 

Det elsker direktionen os for, mens centrene er mere afmålte i deres begejstring. 



Der er dog også psykiatriske centre, der værdsætter kortlægningen af behandlingstilbud. Flere af 

centrene fortæller, at de påskønner den gennemsigtighed, der er skabt i forhold til fordelingen af 

patienter imellem de enkelte psykiatriske centre. 

7.5 Geografisk afstand til behandlingstilbud 

Som tidligere nævnt synes nogle af speciallægerne fra centrene, at kombinationen af CVI og pakkeforløb 

kan give en uhensigtsmæssig afstand mellem patientens bopæl og behandlingstilbuddet. De 

mener, at afstanden resulterer i manglende fremmøde af patienten, og at der desuden går noget viden 

tabt, når patienten henvises til et andet sted end sit lokalområde. Denne viden er blandt andet 

kendskab til kommunerne og lokale tilbud, samt kendskab til tidligere patienters behandlingsforløb. 

For at imødekomme dette foreslår de, at visitator i CVI altid ringer til patienten og spørger, om patienten 

ønsker et tilbud tættere på sin bopæl – med eventuel længere ventetid til følge. 


8 Konklusion, anbefalinger og idéer til videreudvikling 

CVI er nået langt i det tidsrum, visitationen har eksisteret, og der er rum for at nå endnu længere. 

Med etableringen af CVI er Region Hovedstadens Psykiatri kommet langt i forhold til at skabe lige 

adgang til behandling for psykiatriske patienter med samme diagnose. Interviewpersonerne vurderer, 

at visitationspraksis er blevet mere ensartet i Psykiatrien, og at CVI har bidraget til at skabe et 

overblik over det samlede udbud af behandlingstilbud. 

Interviewpersonerne er ikke helt enige om, hvorvidt CVI i kombination med pakkeforløb bidrager 

til en bedre kapacitetsudnyttelse. På den ene side er færre patienter blevet henvist til et privat behandlingstilbud, 

fordi Psykiatrien er blevet bedre til at overholde ventetidsgarantien; og på den anden 

side oplever nogle interviewpersoner, at en del behandlingstilbud ikke er fyldt helt op, da mange 

patienter henvises til et forkert tilbud, fordi de ikke er tilstrækkeligt udredte inden visitation. 

Interviewpersonerne vurderer, at etableringen af CVI har resulteret i, at der nu kun er én indgang til 

Region Hovedstadens Psykiatri. Det er imidlertid spørgsmålet, om de henvisende læger fra praksissektoren 

ved, at denne indgang eksisterer. 

I spørgeskemaundersøgelsen blandt lægerne fra praksissektoren er det nemlig et gennemgående 

tema, at lægerne oplever, at de ikke er blevet tilstrækkeligt informeret om, at der er oprettet en central 

visitation i Psykiatrien, og hvordan de kan kontakte visitationen. De henvisende læger savner 

information om, hvilke oplysninger CVI ønsker for at kunne visitere patienten, og hvorfor nogle 

henvisninger afvises af CVI. Resultaterne tyder på, at der er behov for, at lægerne fra praksissektoren 

bliver oplyst om, hvor og hvordan de finder nødvendige informationer om henvisning og visitation 

i Region Hovedstadens Psykiatri. 

Der er blandt de adspurgte forskellige opfattelser af samarbejdet mellem CVI og henholdsvis de 

henvisende læger og de psykiatriske centre. De henvisende læger oplever, at CVI stiller mange krav 

til henvisningerne, og en del af lægerne i praksissektoren vurderer, at de bruger mere tid på henvisninger 

til psykiatrisk behandling, efter CVI er blevet etableret. På den anden side vurderer medarbejderne 

i Psykiatrien, at etableringen af CVI er en serviceforbedring til de henvisende læger, og at 

CVI i højere grad skal stille krav til henvisningerne og deres indhold. CVI sidder i krydsfeltet mellem 

læger fra praksissektoren, der ønsker at bruge kortest mulig tid på at henvise en patient, og de 

psykiatriske centre på den anden side, der ønsker at få så mange oplysninger som muligt om patienten 

fra den henvisende læge. 

Visitatorer og psykiatriske centre oplever stadig, at visitationspraksis i CVI er for uensartet, og at 

der mangler en mulighed for at få visse patienter diagnosticeret bedre, inden de visiteres til et behandlingstilbud. 

Endvidere vil de gerne have skabt en kultur for endnu grundigere visitation i CVI, 

fordi dette vil kunne spare ressourcer, når henvisningen modtages i de psykiatriske centre. 

Region Hovedstadens Psykiatri er én samlet organisation, men interviewpersonernes udtalelser tyder 

på, at kulturen ikke er fulgt med ude på de psykiatriske centre. Flere af de interviewede medarbejdere 

fra centrene giver udtryk for, at de ikke helt har tillid til medarbejderne på de øvrige centre. 

Dette gælder dels i forhold til, om de øvrige centres medarbejdere er kompetente nok til at visitere i 

CVI, og dels i forhold til om de arbejder hårdt nok for at nedbringe ventelisterne på psykiatrisk behandling. 

Den manglende tillid mellem centrene er med til at vanskeliggøre CVI’s arbejde. 

Det interne samarbejde i CVI beskrives hovedsageligt som godt. Sekretærerne har dog ofte travlt og 

savner derfor mulighed for at varetage udviklingsopgaver i CVI og deltage i afdelingsmøder – både 

internt i CVI og eksternt i Kvalitet og Udviklingsafdelingen, hvor CVI er organisatorisk forankret. 


I det følgende opsummeres de idéer til forbedring og videreudvikling, som er foreslået af deltagerne 

i evalueringen. Desuden nævnes nogle af de tiltag, som deltagerne har fremhævet, at det er vigtigt at 

fastholde i fremtidens CVI. Forslagene er ikke opstillet i prioriteret rækkefølge, og der er ikke foretaget 

nogen selektion med udgangspunkt i, hvor stor opbakning der er til de givne idéer og anbefalinger. 

Listen kan således opfattes som et idékatalog til det videre arbejde med den centrale visitation 

i Region Hovedstadens Psykiatri. 

Idéer og anbefalinger på baggrund af undersøgelsen 

Formål 

Internt i CVI 1. Reduktion af antallet af visitatorer Mere ensartet visitation 

2. Samratingsmøder for visitatorer med: 

a. Mødepligt 

b. Indkaldelse i god tid 

c. Interessant dagsorden 

Mere ensartet visitation 

og fælles fodslag i 

CVI 

3. Bibehold to visitatorer på vagt ad gangen i CVI Mulighed for faglig 

sparring ml. visitatorer 

4. Bibehold én sekretær pr. visitator (send visitator hjem hvis sekretær 

er syg) 

5. En pc til både sekretær og visitator ved visitationsprocessen, så 

visitatoren fx kan slå oplysninger op, mens sekretæren skriver 

6. Kultur for mere grundig visitation i CVI, ved at: 

a. Tjekke patientens forhistorie, fx motivation for behandling 

b. Ringe til patient, hvis behandlingstilbud langt fra bopæl 

c. Skelne ml. sygdomsgrader (så alle ikke tildeles basispakke) 

d. Afvise flere henvisninger 

Dårlige/ufyldestgørende henvisninger 

Henvisninger vedrørende patienter uden for 

målgruppen for hospitalsbaseret psykiatri 

Effektivisering af visitationsprocessens 

forløb 

Effektivisering af visitationsprocessens 

forløb 

Spare tid i de psykiatriske 

centre 

7. Visitator skal have mulighed for at skrive direkte i OPUS Vidensdeling ml. visitator 

og behandlere 

8. Visitator skal have mulighed for at visitere på afstand Tidsbesparende 

9. Andre faggrupper deltager i visitationsarbejdet i CVI Frigøre speciallægeressourcer 

10. Ansættelse af en sekretær mere Frigøre tid til at deltage 

i møder og udviklingsopgaver 

i CVI, fx hjemmeside 

11. Fastholde interne personalemøder i CVI (finde nyt tidspunkt ved 

sygdom og travlhed) 

12. Mulighed for at visitere til udredning, enten i form af: 

a. Udredningspakke i psykiatriske centre 

b. Udredningsenhed i CVI 

Informationsdeling og 

fælles fodslag internt i 

CVI 

Kvalificere visitering i 

tvivlstilfælde 


Samarbejde ml. 

CVI og psykiatriske 

centre 


CVI og praksissektoren 


CVI og Enhed 

for Sygehusvalg 

Psykiatrien 

generelt 

Idéer og anbefalinger på baggrund af undersøgelsen 

Formål 

13. CVI på besøg i behandlingstilbud i Psykiatrien Forbedre samarbejde 

og gensidig forståelse 

ml. CVI og psykiatriske 

centre 

14. Mulighed for at visitere helt ud til enkelte behandlere Tidsbesparende ift. at 

visitere lokalt 

15. Etablering af lokal enhed på hvert psykiatrisk center, der modtager 

og fordeler henvisninger fra CVI 

16. CVI skal være mere oplysende omkring etableringen af nye tiltag i 

CVI 

Bedre sammenhæng 

ml. CVI og psykiatriske 

centre, samt koordinerede 

funktion ifht. 

centrets behandlingstilbud 

Lettere at implementere 

kulturforandringer 

17. Bedre dialog mellem CVI og psykiatriske centre Bedre samarbejde 

18. Informations-/kommunikationsstrategi i forhold til praksissektoren 

19. CVI på besøg i almen praksis, fx i 12-mandsforeninger eller andre 

decentrale efteruddannelsessammenhænge 

Synliggøre informationen 

til de henvisende 

læger 

Informationsudveksling 

og bedre samarbejde 

ml. CVI og alment praktiserende 

læger 

20. Hyppigere møder ml. CVI og praksiskoordinatorer Bedre samarbejde ml. 

CVI og alment praktiserende 

læger 

21. Etablering af samarbejdsforum ml. CVI og praktiserende speciallæger 

i psykiatri 

22. Rådgivningsfunktion i forhold til henvisende læger 

a. Mulighed for at ringe til CVI 

b. Mulighed for at skrive e-mails med spørgsmål vedr. henvisning 

til Psykiatrien 

c. Hjemmeside med hyppigt stillede spørgsmål og svar 

23. Henvisningsskabelon for henvisende læger 

a. Elektronisk henvisningsskabelon 

b. Elektronisk henvisningsskabelon baseret på tvungne og relevante 

svarafgivelser 

c. Inkl. telefonnumre til hhv. patient og henvisende læge 

24. Henvisninger af højere kvalitet fra praksissektoren 

a. Mere præcise henvisninger 

b. Afvejning af patienternes motivation 

c. Klart formål og begrundelse for henvisning 

25. Brev til henvisende læge vedrørende afvisning af henvisning skal 

formuleres om 

26. Information til Enhed for Sygehusvalg om nye tiltag i CVI, fx nye 

målgrupper eller omstruktureringer 

Bedre samarbejde ml. 

CVI og praktiserende 

speciallæger 

Kvalificering af henvisninger 

og bedre samarbejde 

ml. CVI og 

henvisende læger 

Kvalificering af henvisninger 

fra praksissektoren 

Bedre henvisninger fra 

praksissektoren 


CVI og henvisende 

læger 


CVI og Enhed for Sygehusvalg 

27. Bedre IT-løsning (sammenhængende journalsystem) Effektivisering af visitationsprocessens 

forløb

evaluering af Den Centrale Visitation i Region Hovedstadens Psykiatri

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?