Nr. 1 Februar 2009 32. årgang - Redderen

More documents

Recommendations

Info

Paramediciner funktionen er blevet moden og bredt accepteret ! I den præhospitale bekendtgørelse fra 2000 beskrev sundhedsministeriet for første gang en paramediciner uddannelse i Danmark. Det var resultatet af et stort og .ot arbejde i flere tværfaglige arbejdsgrupper, som ministeriet havde haft i gang i 1999. Hensigten med at skabe den nye funktion var bl.a. at den beskrevne uddannelse og de tillagte kompetencer ville kunne forbedre vurderingen, observationen og behandlingen af nogle patientgrupper som NIV 2 redderne ikke formodedes at kunne ”dække ind”. Man skabte også uddannelsen for at paramedicinerne kunne aflaste læger og sygeplejersker på visse interhospitale transporter. Man havde ikke kritisk syge patienter fra intensivafdelinger i tankerne, men andre grupper, hvor paramedicinere kunne opfylde patienternes behov. Hvordan gik det så?? Vi fik faktisk først gang i uddannelserne i 2004 af en række årsager. Forberedelserne stod på længe i NUPU regi, men til sidst var der bred enighed om, hvorledes ministeriets tanker med uddannelsen kunne omsættes til praktisk virke. Det skete så på sygeplejeskolen i Silkeborg. Det var en spændende tid, hvor der var megen opmærksomhed om uddannelsen og funktionen. Der var både spænding, usikkerhed og skepsis i den daværende debat. Det var primært det daværende Frederiksborg Amt, Nordjyllands Amt og Vestsjællands amt, som satsede på uddannelsen. Der blev gennemført evalueringer bl.a. i NUPU regi og hos operatørerne. I Københavns Brandvæsen gennemførte man en meget interessant vurdering, der inddrog de akutlæger, der ankom til patienter som paramedicinere havde behandlet. Alle evalueringer pegede på, at man havde skabt en forsvarlig funktion med den nye uddannelse. I forbindelse med det store arbejde i forbindelse med den offentlig organisering af amterne til de nye regioner, lå arbejdet i amterne omkring 12 paramediciner i stille en periode, så først for 1½ - 2 år siden kom der for alvor gang i efterspørgslen efter paramedicinere. Paramedicinerne virker forsat overvejende i Region Nordjylland, i Region Hovedstaden og Region Sjælland, men der forventes snarlige tiltage i både Region Midtjylland og i Region Syddanmark. I 2005 gennemgik Sundhedsstyrelsen udmøntningerne af den præhospitale bekendtgørelse fra 2000. Styrelsen skrev faktisk, at man med paramediciner-uddannelsen havde opnået hvad man ville og understregede, at organisationen og brugen af paramedicinere skal sikre et passende rutine niveau. Det sagde man i øvrigt om alle sundhedsfaglige grupper på det præhospitale område. Der var dermed sket en myndighedsbaseret vurdering som var i samklang med de tidligere omtalte vurderinger. Efter Sundhedsstyrelsen havde barslet med ”AKUT-udvalgs” rapporten kom der gang i Regionernes sundhedsplanlægning. Vi kunne se, at overvejelser om systematisk anvendelse af paramedicinere dukkede op flere steder, og flere steder kom der faktisk en udvidelse af anvendelsen af paramedicinere, f.eks. i Region Nordjylland. I 2008 blev uddannelsen efter et udbud placeret af NUPU på University College i Aalborg. Endnu et udtryk for at Regionerne satser på denne uddannelse og vil udvikle den fremover. I forbindelse med ambulanceudbuddene blev der i flere regioner konkretiseret planer for indførelse af paramedicinere, og der blev også introduceret begrebet ”paramediciner-ambulance”, hvor anvendelsen hidtil havde været forbundet med akutbiler. Alt peger derfor på, at alle regioner i løbet af <strong>2009</strong> vil anvende paramedicinerne systematisk som led i sundhedsplanerne. Det betyder, at vi er langt forbi ”pionertiden” når funktionen anvendes som et gennemtænkt led i sundhedsvæsnets dagligdag. I november 2008 inviterede Dansk Selskab for Anæstesiologi og Intensiv Medicin (DASAIM) til r e d d e r e n n r . 1 2 0 0 9
en debat på deres årsmøde om, hvilke erfaringer vi har med paramedicinere, og hvor udviklingen går hen. Overlæge og leder af akutlægebilen i Aarhus, Troels Martin Hansen og undertegnede gav indlæg, og Falck udstillede at par akutbiler med paramedicinere fra Nordjylland samt Hovedstaden og akutlægebilen fra Hovedstaden deltog også sammen med vore medarbejdere. Indlæggene gav en utroligt god debat, som var præget af bestræbelser på at finde ud af, hvordan man kan anvende paramedicinere på en forsvarlig måde og samtidigt sikre en god kvalitetsudvikling i gruppen. Der var bred enighed om at ”vognhjulmodellen” er velegnet: Paramedicinerne i et område arbejder op mod en akutlægebil, herunder virker som assistenter for akutlægen i visse perioder, idet der derved sker en kvalitetsudvikling i forbindelse med samarbejdet og supervisionen. Faktisk var der enighed om, at denne model er en ”tung byggesten” i de præhospitale redskaber. I en anden session diskuterede man generelt interhospitale transporter. I et indlæg fra anæstesiologisk afdeling på Hillerød Sygehus berettede man bl.a. om erfaringerne med anvendelsen af paramedicinere til gennemførelse af visse interhospitale transporter. Det blev fremhævet, at det med tiden var blevet lettere at anvende paramedicinere for den akutlæge, der skal beslutte hvilken ledsagelse en konkret patient skal have – fordi lægerne kender den enkelte paramediciner og ved, hvad de kan. Og netop det daglige samarbejde betød også, at eventuelle problemer undervejs med stor sikkerhed kunne håndteres på telefonisk konference. Samlet skete der derfor en stigende anvendelse af paramedicinere til disse opgaver i det område. Det er den samme tendens vi kan se i andre regioner. Den usikkerhed, der prægede opfattelsen af paramedicinerne i 2004, er derfor ved at blive afløst af overvejelser om, hvordan man kan anvende denne nye præhospitale funktion på en hensigtsmæssig måde i de opgaveprofiler, som Regionerne arbejder med landet over. Vi er kommet så langt i Danmark fordi paramediciner gruppen ved, at mange øjne hviler på dem og gør sig store anstrengelser for at være omhyggelige og ansvarsbevidste, herunder at søge hjælp når behovet er der. Gruppen udfolder på landsplan store anstrengelser for at udvikle sig på en fornem og kvalitetsbevidst måde. Der er ikke nogen ”cowboy kultur” blandt paramedicinerne i vores organisation på r e d d e r e n n r . 1 2 0 0 9 landsplan - og det tjener jer alle til ære! Netop denne seriøse tilgang til virket tror jeg også betyder, at den brede accept af funktionen har afløst den initiale usikkerhed. Det er imidlertid vigtigt ikke at hvile på laurbærrene! En fortsat udvikling af funktionen og en fortsat accept i sundhedsvæsnet kræver endnu større bestræbelser på at fastholde den seriøsitet og flotte sundhedsfaglige indsats, som I alle har ydet. En fælles udfordring og en fælles opgave er, at sikre tilstrækkeligt med ansøgere og kandidater til uddannelsen i de kommende år. Alle må ud i organisationen og fortælle om sit virke som paramediciner og at uddannelsen er opnåelig blot man lægger sig i selen. Det kræver en indsats, men fra ledelsens side arbejder vi med at udvikle ”ruge-kasser” så de reddere, der ønsker at søge uddannelsen, kan ”mærke efter”, kan pudse sine niveau 2 kundskaber af samt kan udvikle sine formuleringsevner og struktureringsevner, så selve uddannelsesforløbet bliver lettere. Der er mange medarbejdere, der har potentiale til denne uddannelse, så fra ledelsens side vil vi gøre os mange bestræbelser for at lette forberedelsesprocessen. Her i starten af <strong>2009</strong> arbejder vi faktisk med at udvikle et AMU ”forberedelseskursus til paramediciner funktion”. Afslutningsvist vil jeg blot sige, at den røde tråd fra forarbejdet i 1999 her 10 år senere har holdt hele vejen igennem – vi har bl.a. passeret 100 paramedicinere - takket været jeres seriøse tilgang til arbejdet og takket været den stor indsats fra en række læger over hele landet, som har udviklet uddannelsen, og som lægger mange kræfter i at gennemføre den. SÅ derfor er det også en stor personlig glæde at opleve den brede accept af paramedicinerne. Tak for jeres indsats! Sven Trautner Lægelig Direktør 13
Page 1 and 2: Nr. 1 Februar 2009 32. årgang
Page 3 and 4: leder uskønt eFterspIl Det er til
Page 5 and 6: Efter mange år i det civile skulle
Page 7 and 8: præhospItal konFerence er aFlyst f
Page 9 and 10: ”bundniveauet” måtte være for
Page 11: den omvendte verden, sagde Søren A
Page 15 and 16: ✂ Klip og gem En rEddErs forsikri
Page 17 and 18: slut For samarItens mand I danmark
Page 19 and 20: - Jeg kan ikke garantere, at det ka
Page 21 and 22: debat om de tre »rør« Hvordan sk
Page 23 and 24: leverandører vIste Frem Tekniske h

Nr. 1 Februar 2009 32. årgang - Redderen

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?