vinavlER

eger
TYreblod og mangfoldighed
eva er den eneste af Vilmos’ børn, der for alvor har involveret sig i driften af vingården. hun tager sig af markedsføring og salg, og er i gang med at tage
en uddannelse som oenolog, så ud fra de objektive kriterier er hun den af de tre søskende, der er tættest på at gå i sin fars fodspor.
bag dette hushjørne gemmer den gamle bolig
sig. her boede familien i otte år, inden den nye
bolig blev færdig.
denne stue er gravet ind i tuffen, og om sommeren
er her dejlig køligt. om vinteren er her
mindre behageligt med fugtige og klamme rum.
14 VinoVenue I eger
4 bejde. På trods af, at det stort set var
umuligt at etablere sig som selvstændig
landmand, besluttede han sig for en landbrugsuddannelse.
i 1965 tog han afgangseksamen i oenologi
på en teknisk højskole syd for budapest.
derefter fik han arbejde i forskellige
statsvirksomheder og kooperativer, som
producerede vin.
i ’72 blev han og hans kone imidlertid
enige om, at de ville arbejde sammen og
forsøge at opbygge en egen produktion
af afskårne blomster. den slags var ikke
”nødvendigt” i et kommunistisk samfund,
så netop inden for det område havde staten
ikke selv nogen virksomheder. Samtidig var
det billigt at etablere sig, for det krævede
ikke dyre maskiner, og frøene kunne man
trods alt købe for rimelige penge.
det store problem var at få et stykke
jord. alt jord tilhørte staten, men det lykkedes
alligevel med møje og besvær at få
en forpagtningsaftale på plads med et kooperativ.
i de første år solgte de blomsterne fra
en lille stand på et af byens torve. det gik
fint. Selv om det politiske system mente, at
produktionen var overflødig, var der mange
der ønskede at pynte op i deres hjem med
blomster. der blev efterhånden så mange
penge i det, at de kunne leje en butik og
sælge derfra i stedet. det var lettere og
mere effektivt.
i slutningen af 70’erne havde de tjent så
meget, at de havde penge til et hus med en
halv hektar jord. dér etablerede de nogle
primitive drivhuse med stålbuer og plastfolie.
Produktionen gik godt i nogle år, men
i ’82 var energipriserne kommet så højt i
vejret, at det ikke længere var lønsomt at
dyrke blomster.
Samtidig var der kommet opblødninger
i det politiske system, så det blev muligt at
gå i gang med at producere vin.
for Vilmos var det en oplagt produktion.
han havde jo uddannelsen, og havde arbejdet
med vin gennem flere år i sin tidlige
ungdom.
nu var problemet imidlertid, at ingen
person kunne forpagte mere end 3.000 kvadratmeter.
for at få en vinproduktion i gang
skulle der noget mere til. men dengang
holdt alle sammen, og systemet arbejdede
positivt med. man skulle bare stille med
nogle navne, så kunne man få så mange
gange 3.000 kvadratmeter, man ville.
Vilmos stillede med 28 personer, der
hver især skrev under på et forpagtningsdokument
og overlod driften til ham. På den