ALSACE | KR. 65,00 - Vinklubben VinoVenue

ALSACE | KR. 65,00 

VINOVENUE

ALSACE ALSACe 

De KLASSiSKe HViDe 

ALSACE 

Avlerne i Alsace har været geniale. De har valgt at fremstille 

vine på syv druersorter: Sylvaner, Pinot Blanc, Riesling, 

FRANKRIG Muscat, Pinot Gris, Gewurztraminer og den røde Pinot noir. 

Hver for sig giver 

disse druer en særlig kvalitet til 

MARLENHEIM 

1 

vinene, som de fleste vinelskere kan 

MOLSHEIM 

2 

STRASBOURG 

identificere, når først de har lært 

druernes karakteristika at kende. 

Denne entydighed betyder også, at 

du med succes kan vælge en hvid 

OBERNAI 

BARR 4 

3 

Alsacevin til næsten hvilken som 

SÉLESTAT 

helst ret, du måtte ønske. 

RIBEAUVILLÉ 

5 

GUÉMAR 

Alsace luner sig i ly af Vogesernes 

skovklædte bjerge. 

SIGOLSHEIM 

COLMAR 

Denne placering 

1 Marlenheim 

ROUFFACH 

giver sig udslag i 

vinene, som hører til 

blandt eliten af 

europæiske hvidvine. 

2 

3 

4 

5 

6 

7 

Molsheim 

obernai 

Barr 

Ribeauvillé 

Guebwiller 

Thann 

6 

GUEBWILLER 

THANN 

7 

ISSENHEIM 

FRANKRIG 

MULLHOUSE 

TYSKLAND 

2 VinoVenue i ALSACe 

VOGESERNE 

VOGESERNE 

RHINEN 

RHINEN

Jeg husker en ferie 

for mange år 

siden, da børnene 

endnu var små. Vi 

skulle ned til noget 

familie i italien, og undervejs 

havde vi aftalt 

at stoppe og se isenheimer 

Alteret i Colmar. 

Min interesse for vin var den gang endnu 

kun i sin vorden, og jeg var overbevist 

om, at rigtig god vin skulle dyrkes i bjergene, 

så da vi passerede den flade del af 

Alsace tænkte jeg: Kors hvor kedeligt, det 

må være noget sprøjt! 

Da området samtidig kun var kendt for 

sine hvidvine, havde det ingen interesse. Kenth Poulsen 

nu har jeg lært mere, blandt andet at 

Alsace bestemt ikke er et fladt land. Her 

dyrkes rigtignok meget hvidvin, men der 

er en god grund til, at vinene er blevet så 

populære, at de kan ernære tusindvis af avlere. 

Vinene er gode, nogle mere end andre 

naturligvis, men generelt rigtig gode. At jeg 

så oven i købet har lært mange producenter 

dernede at kende, gør at jeg nu ser mere 

nuanceret på vinene fra Alsace. 

Jeg bøjer mig i ydmyghed og takker for, 

at i avlere, som har holdt dette storslåede 

centrum af europa ved lige, har ladet mig 

lære jer og jeres land at kende. nu er jeg 

meget klogere. 

God fornøjelse med vinene fra Alsace. 

4 

12 

16 

20 

23 

26 

30 

34 

38 

40 

44 

48 

50 

Folk i Alsace har stået model til en 

lang række krigeriske overfald. 

Vinene fra Alsace er 

overskuelige, entydige 

og passer til det meste. 

Det forpligter at træde 

ind i et af Frankrigs 

ældste vinbroder- 

skaber - Saint-etienne. 

Auberge de l’ill har 

været på toppen i 

60 år - og det ser 

ud til de bliver der. 

Her er ostene alt andet 

end sterile - det er det, 

der giver god smag. 

Sauerkraut er for mennesker, 

hvad ensilage er for en ko. 

og det laves på samme måde. 

Frugtbrændevin, så man kan smage, 

hvilken frugt det kommer fra. 

Frihedsgudinden 

kommer egentlig 

fra Alsace. 

Danmark var det 

første eksportland 

Bott Frères 

etablerede sig i. 

Han har været 

stjerne i uSA. 

i dag bager han en 

ydmyg lokal kage. 

Bugatti - bilen, 

der aldrig mister 

sin høje status. 

Her kan du snakke dansk til værten, 

og hun vil helt sikkert forstå dig. 

næste nummer af VinoVenue: 

Chile - vinland med appel. 

udgiver: VinoVenue ApS, Søtoftevej 74, 4100 Ringsted, 

T: 7022 4040, info@vinovenue.dk, vinovenue.dk · Tekst 

og fotos: Kenth Poulsen · Grafisk design og produktion: 

Tegnestuen v. Mogens Barslund, T: 5767 2207 

Redaktionen er afsluttet 10.04.2012 · iSSn 1602-8082 

ALSACe i VinoVenue 3


DE KLASSISKE HVIDE 

4 VinoVenue i ALSACe

© iSToCKPHoTo 

Bakkerne bølger blidt i landskabet, som 

veksler med skovklædte skrænter. 

egentlig kunne Alsace være et land i 

sig selv. På østsiden ind mod Tyskland 

løber Rhinen og danner en naturlig 

grænse. På vestsiden troner bjergkæden 

Vogeserne og danner en lige så naturlig 

grænse. Så ud fra et landskabsmæssigt 

synspunkt er Alsace sig selv. 

Denne selvstændige identitet gennemsyrer 

på mange måder holdninger og kultur. 

Som besøgende oplever man det tydeligt, 

når man besøger en restaurant. Menukortet 

giver et flot mix af de to madkulturer. og 

man kommer langt med tysk, selvom fransk 

er det officielle sprog. 

Med placeringen af europa-Parlamentet 

i Alsace’s hovedstad Strasbourg, ligger der 

nærmest et løfte til befolkningen om, at nu 

må det være nok. ikke flere overgreb fra 

hverken Frankrig eller Tyskland på dette 

hårdt prøvede landområde og dets indbyggere. 

i tidernes morgen var det romerne, der 

indlemmede Alsace i det store romerske 

rige. Selveste Julius Cæsar står som den 

hærfører, der skal have indtaget området. 

Med romerrigets undergang gik forskellige 

krigsherrer som gallere, visigoter og 

frankere ind og underlagde sig området. 


Befolkningen i landområdet 

mellem Rhinen i øst og bjergkæden 

Vogeserne i vest har 

måttet stå model til en 

uendelig række af krigeriske overfald. 



Frankerne blev dem, der holdt ved længst. 

Fra 500-tallet og næsten 400 år fremefter 

havde de magten. Vikingerne gennemførte 

en del togter i første halvdel af 900-tallet 

og berigede sig på deres sædvanlige voldsomme 

måde. i 962 kom der ro og orden 

for en lang periode. otto den Første lod sig 

krone som kejser i det ottoniske rige, som 

senere fik navnet det tysk-romerske rige. 

i de efterfølgende århundreder var Alsace 

en del af dette imponerende rige, indtil 

Louis den Trettende i 1618 annek- 4 

Rhinen løber fra syd til nord og danner 

grænsen mellem Frankrig og Tyskland. 






overalt i Alsace fortæller landskabet om 

tidligere tiders behov for beskyttelse mod 

aggressive krigsherrers indtrængen. 


4 

terede en del af området som et resultat 

af Trediveårskrigen. Hans efterfølger, Solkongen 

eller Louis den Fjortende, fuldendte 

projektet, så hele Alsace blev en fransk 

region. 

Såvel i 16- og 1700-tallet som de efterfølgende 

århundreder var europa én stor 

krigszone. uheldigvis for Alsace havde området 

en central placering og blev dermed 

involveret i stort set det hele. 

i 1870 erklærede Frankrig krig mod 

Preussen med det resultat, at de andre tyske 

stater, som Bayern, Würtemberg, Baden, 

Hessen og flere andre, bakkede op om 

den preusiske ministerpræsident otto von 

Bismarck og hans felttog mod Frankrig. 

Resultatet kom hurtigt. inden for et år var 

ikke kun Frankrig besejret, men Bismarck 

havde også fået samlet de tyske delstater til 

én stor union med Preussen for bordenden. 

Konsekvensen for borgerne i Alsace og 

naboregionen Loraine var, at de gik fra at 

være en fransk region til en tysk - elsass/ 

Lothringen. 

i modsætning til de øvrige tyske stater, 

som havde hver deres regering, blev denne 

nye region underkastet forbundsregeringen 

i Berlin. Det betød, at næsten 130.000 

mennesker valgte at forblive franske, og 

dermed flytte til andre steder i Frankrig. 

Mange valgte også at flytte til Algier, som 

var blevet fransk territorium i 1830. 4 

et af de mange krigsmindesmærker, hvor 

verdenskrigenes faldne soldater mindes. 


ALSACE 4 


Kreative restauratører har i byen Colmar, midt i det autentiske Alsace, skabt et helt lille Venedig. 

Tyskland måtte levere Alsace tilbage 

til Frankrig ved Versailles-traktaten i 

1919, som afsluttede Første Verdenskrig. 

Traktaten var så hård, at uSA afslog at underskrive 

den. Derfor blev den kun ratificeret 

af Frankrig, Belgien og Storbritannien 

på den ene side og Tyskland på den anden. 

Versailles-traktaten indeholdt 440 

punkter, som alle begrænsede Tysklands 

muligheder, og pålagde desuden landet en 

enorm krigsskadeerstatning. Den almindelige 

værnepligt blev afskaffet, og den tyske 

hær måtte højst bestå af 100.000 mand. 

Kampvogne, fly og u-både blev forbudt. 

Marinen måtte kun have nogle enkelte far- 

tøjer: 6 slagskibe under 10.000 tons, 6 

krydsere og 12 destroyere. 

nu var tyskernes kampkraft begrænset 

til et minimum, så man skulle tro, at fransk- 

mændene kunne føle sig sikre. Alligevel 

en af de utallige landsbyer i Alsace, som 

er omgivet af vinmarker på alle sider. 


syntes den franske politiker André Maginot, 

at landet skulle sikres mod deres aggressive 

nabo. i 1926 lykkedes det ham 

at få bevillinger igennem i parlamentet 

til at bygge et antal eksperimentelle afde- 

linger af et forsvarsværk. 

i 1928 tiltrådte han som krigsminister og 

på baggrund af et fortsat lobby-arbejde, fik 

han i 1929 gennemført en bevilling på 3.3 

billioner franc med et flertal på 274 mod 

26 stemmer. André Maginot døde i 1932 

af en salmonella-infektion, så han nåede 

ikke at se bygningsværket færdigt. Færdiggørelsen 

måtte forestås af andre, men 

alligevel kom forsvarsværket til at bære 

hans navn, Maginotlinien. 

Arbejdet blev gennemført i et imponerende 

tempo, så da Anden Verdenskrig 

brød ud i 1939, var værket i fuld funktion. 

uheldigvis valgte tyskerne i 1940 at gå 

ind gennem Belgien, hvor linien havde sin 

svageste armering. Det tog kun 14 dage for 

Hitlers tropper at nå frem til Dunkerque 

ved den engelske kanal, på grænsen mellem 

Belgien og Frankrig. Derfra var der så 

fri adgang til Frankrig og bagsiden af Maginotlinien, 

som reelt var uden betydning. 

i dag står linien side om side med alle 

de andre nedlagte forsvarsværker, der præ- 

ger Alsace. På den ene bjergtop efter den 

anden ligger en borgruin eller et slot, som 

tidligere tiders krigsherrer har kunnet 

trække sig tilbage til, hvis fremmede skulle 

angribe besiddelserne. 

Med Frankrigs udvikling af atomvåben 

i 60’erne blev Maginotlinien en ligegyldig 

parantes. nu kunne Frankrig true med den 

totale udryddelse, og så var et forsvars- 4






4 værk med granater og artilleri fuldstæn- eu’s hovedsæde - eu Parlamentet i Strasdig 

ligegyldigt. i dag er nogle af kamrene bourg. 

i forsvarsværket indrettet til vinkældre. i Denne placering er så grundlæggende, 

andre produceres der champignon. enkel- at den er skrevet ind i ”Protokol (nr. 6) om 

te er solgt til private, som har bygget deres fastlæggelse af hjemstedet for de europæi- 

bolig på toppen af udsigtsposterne. Herfra ske institutioner og for visse af unionens 

kan de nyde det smukke vinlandskab op ad organer, kontorer, agenturer og tjenester”. 

bjergsiden og de flade marker, der breder Her hedder det ”europa-Parlamentet har 

sig mod Schwartzwald og Alperne - der rej- hjemsted i Strasbourg og afholder dér de 

ser sig langt ude i horisonten. 

tolv månedlige plenarmøderækker, herun- 

i dette frodige land med dets dramatider også budgetmøderækken. Yderligere 

ske historie besluttede politikerne at lægge plenarmøderækker afholdes i Bruxelles. 

neuf-Brisach er en af de 160 fæstningsværker som ingeniør og marskal Vauban nåede at opføre i 

sin 53-årige karriere for blandt andre Solkongen Louis XiV. neuf-Brisach blev opført på den bare 

mark og fremstod som det perfekte fæstningsværk i samtiden. i dag tilhører det den eksklusive 

gruppe på 12 værker i Frankrig, som er blevet optaget som Verdens Kulturarv af uneSCo. 



© PHoTo STuDio A. LinDeR 

eu-parlamentet i Strasbourg kan minde 

om Colosseum i Rom, hvor der også blev 

udkæmpet mange alvorlige kampe. 

europa-Parlamentets udvalg holder deres 

møder i Bruxelles. europa-Parlamentets 

Generalsekretariat og dets tjenester er fortsat 

placeret i Luxembourg.” 

Denne protokol har givet anledning 

til en lang række diskussioner blandt de 

involverede politikere og embedsmænd. 

Mange ønsker protokollen ændret, for den 

medfører et uendeligt rejsecirkus mellem 

de involverede byer. 

Alle kan se problemet, men der er så 

enormt mange penge involveret, at det er 

umuligt at ændre. De byer som i dag huser 

eu’s institutioner er afhængige af den 

økonomi, cirkusset skaber. Så selvom der 

politisk er enighed, fortsætter spildet. 

Hvor meget det betyder, kan man eksempelvis 

iagttage på antallet af Michelin 

restauranter i Strasbourg og opland. Alsace 

hører til blandt de områder i europa med 

flest stjerner i den berømte guide. På trods 

af regionens lille indbyggertal på blot 1.8 

millioner mennesker. 

ud over den væsentlige indtægt fra eu 

Parlamentets afledte erhverv er der en række 

andre indtægtskilder for befolkningen. 

Vin er naturligvis vigtig, men Alsace 

producerer også halvdelen af al øl i Frankrig, 

og en stor mængde humle. Mærker som 

Kronenbourg og Fischer stammer herfra. 

Der er en stor aktivitet i forbindelse med 

de betragtelige skovarealer i Vogeserne, 

hvor træ som råvare og udvikling af udstyr 

beskæftiger en del mennesker. 

i samarbejde med Tyskland og Schweiz 

har Frankrig etableret en del forsknings- og 

undervisningsaktivitet i Alsace, som arbejder 

med forskellige former for biologi, bioteknologi 

og molekylær-biologi. 

og så er her en veludviklet turisme. i 

højsæsonen er det ikke udsædvanligt at 

møde flere biler med fremmede nummerplader 

end lokale. 

Denne stadige strøm af fremmede har 

på ingen måde medført, at man føler sig 

uvelkommen. Tværtimod. indbyggerne i 

Alsace føler sig som europæere, og tager 

derfor imod besøgende med åbne arme. n

Gør verden større 

Vi dækker hele verden. Sammen med vore SkyTeam partnere, tilbyder KLM hurtige 

forbindelser til over 800 destinationer – flere steder end du har tid til at besøge. 






For at få luft til frugten, så der ikke dannes 

mug og skimmel, er det nødvendigt at fjerne 

bladhænget omkring drueklaserne. 

Der er 118 vinproducerende landsbyer 

i Alsace. De ligger som perler 

på en snor langs foden af bjergkæden 

Vogeserne. 

Administrativt og politisk er de delt op 

i Bas Rhin og Haut Rhin, det nedre og det 

øverste Rhin, men her kan man godt løbe 

sur i tingene, for det er lige modsat af, 

hvordan man ser det på kortet. Det øverste 

Rhin, Haut Rhin, ligger sydligst og det nederste, 

Bas Rhin, ligger nordligst. Årsagen 

til denne forvirring er, at det er Rhinens løb 

der refereres til, og da den løber ud i nordsøen 

med retning fra syd mod nord, bliver 

det modsat det, man ser på kortet. 

Alsace er et fortryllende vinland med 

et usædvanlig behageligt klima. Det ligger 

og luner sig i ly af Vogesernes høje skovklædte 

bjerge. i modsætning til Vogeserne, 

hvor nedbøren kommer helt op på omkring 

2000 millimeter, falder der kun 500 millimeter 

i Alsace. 

Jordbunden er meget varieret. De jordforskydninger, 

der har fundet sted under 


Vinene fra Alsace er egentlig 

ganske overskuelige. Antallet 

af druesorter er begrænset og 

selvom der findes i snesevis af 

grand cru, er det blot en benævnelse for de 

samme druer med særlig gode placeringer. 



europas tilblivelse og den efterfølgende 

indtrængen af havet, har efterladt et rigt 

sammensat puslespil på hele 13 forskellige 

jordtyper. Det drejer sig om så vidt forskellige 

typer som ler, sandsten, vulkanske aflejringer, 

skiffer, granit og en masse kombinationer 

af alle disse materialer. På 4 

Som ethvert vindistrikt med respekt 

for sig selv har Alsace også etableret 

en vinrute for de vinglade turister. 




4 

denne jord, der betegnes som det nordligste 

vinområde i Frankrig, dyrker 4700 

vinavlere 16000 hektar med druer, som 

dækker et bælte på 100 kilometer i længden 

og fra 2 til 15 kilometer i bredden. Det 

giver i alt godt 115 millioner liter vin eller 

150 millioner flasker. 

Blandt alle disse avlere findes der i alt 

1000 registrede firmaer, som sælger vin 


på flaske. De 220 af dem opretholder 90 

procent af salget. omsætningen fordeler 

sig på tre kategorier: 16 kooperativer, som 

står for 39 procent, 50 negociants afsætter 

41 procent, og de sidste 20 procent sælges 

af vinavlere, der udelukkende flasker vin 

fra egne marker. De 50 negociants har for 

hovedpartens vedkommende også egne 

marker, men køber samtidig druer ind fra 

lokale uden produktionsudstyr. eftersom 

alle vinavlere skal være med i kontrolorganisationen, 

er der ingen, der producerer vin 

uden for AoC systemet. 

De vine der omsættes fordeler sig på tre 

forskellige typer. Basis er den almindelige 

AoC Alsace, som udgør næsten tre fjerdedele 

af den samlede produktion. 

Godt en femtedel bliver omsat til AoC

Cremant d’Alsace - Frankrigs mest solgte 

mousserende vin, når man ser bort fra 

Champagne. næsten en tredjedel af al 

mousserende vin fra Frankrig produceres 

i Alsace. De sidste 3-4 procent kommer fra 

de 51 marker, der kan bryste sig af en så 

speciel position, at de har fået benævnelse 

Grand Cru efterfulgt af navnet på marken. 

Det er ofte vanskeligt tilgængelige, stejle 

De bedste marker er ofte også vanskeligt 

tilgængelige med voldsomme stigninger, der 

besværliggør dyrkningen - 51 af disse marker 

er blevet tildelt betegnelsen Grand Cru. 

marker med lavere udbytter og strengere 

kvalitetskrav. Markernes størrelse varierer 

fra 3 til 80 hektar og karakteristisk for dem 

er, at de er splittet op i flere parceller med 

forskellige ejere. 

ud over disse tre forskellige og dominerende 

typer vine producerer avlerne yderligere 

to, nemlig Vendanges Tardives og 

Sélections de Grains nobles. Det er søde 

vine i stil med de tyske Beerenauslese og 

Trockenbeerenauslese eller Late Harvest, 

som den oversøiske vinverden kalder dem. 

Vendages Tardives høstes, når druerne 

er overmodne, nærmest som bløde rosiner 

og har udviklet den såkaldt ædle råddenskab 

eller Botrytis Cenerea, som dette 

svampeangreb hedder i fagsproget. 

Med Sélections de Grains nobles går 

avleren endnu længere end med Vendages 

Tardives. 

i stedet for at plukke hele drueklaser 

plukker han kun de enkelte druer, som er 

angrebet af den ædle råddenskab. eftersom 

råddenskaben udvikler sig langsomt, må 

han igennem marken ad flere omgange, så 

det er den mest kostbare vin, der kan produceres 

i Alsace, og den bliver kun fremstillet 

i meget begrænset antal. 

De druer, som benyttes i produktionen 

af Alsace-vinene, er Sylvaner, Pinot Blanc, 

Riesling, Muscat, Pinot Gris, Gewurztraminer 

og Pinot noir. undtaget sidstnævnte er 

de alle hvidvinsdruer. 

Som vine udgør de en flot palet af forskellige 

dufte og smagsindtryk. 

Sylvaner giver friske og lette vine med 

svage duftindtryk af frugt, blomster, måske 

lidt citrus og nyslået græs. 

Pinot Blanc er den fødte diplomat, som 

kan nydes både før og sammen med det 

meste mad. Stilen er generelt blød og rund, 

med en let fyldig frugtsmag. 

Riesling er oftest tør med dufte i retning 

af citrus eller mineraler, som kan minde 

lidt om det petroleumsagtige. Det er den 

oplagte vin til fisk, skaldyr, sushi, lyst kød 

og surkål. 

Muscat er den fødte kvindebedårer. 




Duften af druer er umiskendelig og trækker 

ofte på lækker vis med over i smagen. 

Den er oplagt som aperitif, men klarer sig 

også fint til asparges. 

Pinot Gris er mere koncentreret i aromaerne, 

som kan svinge mellem det let 

frugtagtige, måske lidt røg eller en smule 

skovbund. Den passer til foie gras, vildt, 

lyst kød og indmad som lever og nyre. 

Gewurztraminer er en voldsom sag, som 

afgiver en buket af frugt- og blomsterdufte, 

iblandet forskellige krydderier og urter. 

Den er smagskraftig og ofte sød eller sødlig. 

Passer perfekt som aperitif og kan sagtens 

stå alene. 

På madsiden kan den klare eksotiske 

og stærke retter, oste og desserter. og så er 

den oplagt til den gravede laks med rævesovs. 

Den røde Pinot noir er som oftest let 

og lys i Alsace. Den bliver gerne serveret 

afkølet og passer fint i det lune vejr. Den 

udsender umiskendelige dufte af røde bær 

som kirsebær, hindbær og måske ribs. ofte 

vil den have hvilet på et ældre egefad, som 

for længst er holdt op med at afgive ristede 

aromaer. Den passer fint til rødt kød, vildt, 

charcuteri, gedeost og gruyère. 

På behændig vis har avlerne i Alsace 

formået at holde sig til det, de er bedst til. 

De syv forskellige druer giver grundlag for 

dejlige vine år efter år. Denne stabilitet har 

vi brug for i en hastigt forandrende verden. 

Det giver tryghed og harmoni, og det leverer 

Alsace. n 



Det er ikke mange år siden, fysisk arbejde 

blot var en del af livet. Det at jonglere med 

50 kilo på ryggen var en nødvendighed, når 

druehøsten skulle i hus. 

Bott Frères, Brødrene Bott, er en af 

de markante vinfamilier i centrum 

af Alsace, nærmere bestemt Ribeauvillé. 

Gennem syv generationer har 

de til stadighed udviklet produktionen og 

vinenes kvalitet. 

Familien kom hertil fra Schweiz i forbindelse 

med Trediveårskrigen en gang tilbage 

i begyndelsen af 1600-tallet. Denne 

krig var et resultat af den religiøse konflikt 

mellem katolikkerne og den nye protestantiske 

bølge, som konsekvens af det vi 

kender som Luthers 95 teser, som han slog 

op på kirkeporten i Wittenberg 31. oktober 

1517. 

Her gjorde han op med pavens monopol 

på at eftergive skyld på vegne af Gud. Den 

femte tese hedder direkte: ”Paven vil ikke 

og kan ikke eftergive nogen straffe, undtagen 

dem, som han selv har pålagt, enten 

efter sin egen eller efter de kirkelige loves 

afgørelse.” 

Denne provokation blev grundlaget for 

en langvarig og blodig konflikt, som rakte 

langt ind i de magtfulde korridorer rundt 

omkring i det centrale europa. 

Protestanterne fandt sine tilhængere i 

england, Holland, Sverige, Danmark og 

store dele af Tyskland. 

De protestantiske familier, som befandt 

sig i katolsk dominerede områder måtte 

flygte for ikke at blive slagtet. Det siges, at 


Danmark har en særlig plads i 

familien Botts hjerter. Det var 

deres første eksportland, og 

de kom ind i flere af vores 

bedste restauranter. 


kun en tredjedel af befolkningen i Sydtyskland 

overlevede Trediveårskrigen, og at det 

tog mere end 100 år at genopbygge landet 

efter krigens ødelæggelser. 

Familien Bott fandt deres asyl i Ribeauvillé 

i Alsace. netop religionen skulle 

komme til at betyde, at de oplevede større 

velstand end deres katolske naboer. Tidens 

katolske dogme pålagde menigheden at 

fokusere deres økonomi på kirken og 4 

nicole Bott sørger for kontakten udadtil. 

Familiens vine er repræsenteret på mange 

eksportmarkeder i europa og uSA. 

For nylig er også de asiatiske markeder 

kommet med. De voksende økonomier 

giver plads til nye luksusprodukter, der 

ikke tidligere har været en del af kulturen. 


ejendommen virker ikke så imponerende over jorden, som den gør under. en cirkulær gang forbinder produktionsområdet med tankområde, fadlager, flaskelager 

4 

ikke indgå i handelslivet med de muligheder, 

det gav. Derfor blev det den protestantiske 

livsholdning, som skabte fremgang og 

velstand. De var ikke underlagt den samme 

begrænsende holdning til udveksling af varer. 

Sammen med jøderne blev protestanterne 

således en drivende kraft i udviklingen 

af Alsace som et handelscentrum. 

På en pudsig måde har der, indtil den 

nulevende generation med Pierre som ejer, 

altid været to aktive brødre i familien Bott, 

så navnet har endnu sin gyldighed. Pierres 

bror etablerede dog sin egen vingård for 

nogle årtier siden og er derfor ikke en del 

af Bott Frères. 

idag er Pierre Bott fyldt 83 år og står 

som patriarken i familien. Han har stadig 

sin daglige gang i butikken, men der vil af 

naturlige årsager ske en forandring i fremtiden. 

Pierre Bott har på sin side stået for en 

meget stor del af udviklingen i sin generation. 

Da han overtog lederskabet af vingården, 

var det allerede en blomstrende virksomhed. 

Salget foregik direkte fra vinkælderen, 

og den vin, som skulle eksporteres, 

blev sendt afsted med toget i træfade, for at 


blive hældt på flaske hos importøren. 

i slutningen af 50’erne ændrede tingene 

sig så småt. Bott begyndte selv at tappe på 

flaske, og gradvist byggedes der et salg op 

til forbipasserende. 

Den mindre ejendom inde i Ribeauvillé 

blev forladt til fordel for en bedre placering 

i byens udkant, hvor trafikken og dermed 

adgangen var betydelig bedre. Den gamle 

ejendom havde en vis historisk status. Det 

var her familien havde overlevet, selvom 

phylloxera-lusen i slutningen af 1800-tallet 

havde lagt vinmarkerne øde. 

Da familien Bott ikke længere kunne 

høste og dermed leve af at gære druer, var 

det nærliggende at skifte til malt og humle. 

De fik hurtigt stablet en produktion af øl på 

benene, som de så kunne overleve på, indtil 

alle druestokkene var skiftet ud med podede 

planter. På et tidspunkt så det endda 

ganske lyst ud for ølproduktionen. For lyst 

mente man i byrådet, som udelukkende bestod 

af vinavlere. De fik derfor lagt en særskat 

på produktionen af øl, hvilket gjorde 

det mindre attraktivt at producere øl end 

vin. På den måde kom vinproduktionen tilbage 

på rette spor, da alle igen kunne levere 

druer til vin. Med den nye placering på 

vinruten ved Ribeauvillé oplevede Pierre 

Bott en stadig stigende omsætning af vin til 

forbipasserende turister. i 1972 etablerede 

han sig som negociant, ændrede ejerskabet 

til aktieselskab og åbnede en lille butik, 

hvor kunderne kunne smage de forskellige 

vine. 

På den tid var produktionen halvdelen 

af nutidens, nemlig omkring 80.000 liter. 

Heraf blev trefjerdedele hældt på flaske, 

mens resten blev solgt til lokale, der fik deres 

egne beholdere fyldt op, som de havde 

gjort det i årevis. 

i årene siden har Bott Frerès foretaget 

to renoveringer, og hver gang udvidet 

salgsarealet betragteligt. Seneste udvidelse 

fandt sted i 2009, hvor et tidligere produktionsområde 

blev inddraget til smagelokale, 

toiletter og udstilling. 

Hver dag kommer flere grupper på besøg 

og får en rundvisning i den traditionelle 

kælder, som befinder sig under hele ejendomskomplekset. 

Det er et imponernede gangsystem, hvor 

der ud over lager og tanke også er indrettet 

et lille museum, som fortæller familiens 

historie og viser en række gamle redskaber. 

næsten 100.000 flasker eller halvde-

og museum. et par gange om dagen kommer turister langvejs fra for at opleve de traditionsrige rammer. 

len af produktionen afsættes gennem disse 

lokaler. Det er en imponerende andel, og 

langt mere end de fleste kan præstere ved 

et normalt ”stalddørssalg”. en fjerdedel 

sendes direkte til en række af Frankrigs 

bedste restauranter, hvor Bott Frères er 

blevet et fast punkt på vinlisterne. Selv 

flere franske ministerier som inderigsministeriet, 

justitsministeriet og senatet køber 

deres Alsace-vine hos Bott. 

De sidste 25 procent går til en lang række 

eksportmarkeder med uSA, Holland 

og Belgien som de største. Men i forhold 

til deres størrelse er disse markeder meget 

begrænsede. 

Gennem mange år var Danmark det vigtigste 

eksportmarked. Den gang hed importøren 

Viggo Høyer. Ved hans engagement 

kom Bott Frères på vinlisten hos nogle af 

Danmarks mest anerkendte restauranter 

som Kommandanten, Søllerød Kro, Mikkelgaard 

og Babette. 

en anden god kontakt i Danmark var Søren 

Søndergaard (1930-2004), som i 1984 

imponerede hele Danmark, da han i otto 

Leisners program Kvit eller Dobbelt vandt 

48.000 kr. på sin viden om Bordeaux. 

Søren Søndergaard var speciallæge i ar- 

bejdsmedicin og havde under et ophold i 

Strasbourg i 1952 fået etableret en livslang 

interesse for vin. Flere somre boede han 

sammen med sin kone ingrid hos familien 

Bott, hvor han nød vinene og det hyggelige 

selskab med Pierre Botts søn Laurent og 

dennes kone nicole. 

Begge disse venskaber og den gode sam- 

handel med Danmark gjorde, at nicole og 

Laurent var i Danmark flere gange og nød 

alle de bedste restauranter, hvor deres vine 

blev serveret. 

i dag står Bott Frères over for et generationsskifte. 

Laurent og nicole og deres søn 

Paul er i fuld gang med at trimme virksomheden 

til fremtiden. 

Laurent står for den daglige produktion 

godt assisteret af Paul. nicole tager sig af 

eksportsalget. Dette trekløver af de seneste 

generationer af familien ser ud til at klare 

sig mindst lige så godt som de tidligere. 

nu er det ikke længere et spørgsmål, om 

vinene bliver solgt på træfade eller flaske, 

men hvor de bliver solgt. De seneste lande 

på eksportlisten ligger forskellige steder i 

Asien, hvor de hvide Alsace-vine gør sig 

særlig godt til såvel de stærke retter som 

den japanske sushi. n 

Der er trangt i butikken. Alle skal smage 

på de forskellige vine, så de kan finde ud 

af, hvilke de vil have med hjem. 

i kælderen hos Bott er der et lille museum, 

hvor besøgende kan se en del af de 

redskaber, der tidligere har været anvendt 

i forbindelse med vinproduktionen. 

et lille potpouri af etiketter. nogle år 

skulle de være tyske, andre franske. 

Det var ikke nemt med langtidsplanlægning 

i første halvdel af 1900-tallet. 





Med stor indlevelse anprises de enkelte 

vine. Den vinbroder med den bedste patos 

leder smagningen, som varer flere timer. 

Med jævne mellemrum mødes vinbroderskabet 

i Alsace på deres 

slot i Kientzheim. Hver gang er 

der en særlig anledning: ost, asparges, de 

forskellige vintyper, kunst, jordbunden, 

høsten eller myterne for den sags skyld. 

ofte bliver sammenkomsten efterfulgt af 

en stor fest med mange retter mad, musik, 

dans og frem for alt masser af forskellige 

vine. Brødrene skal have det godt. 

Som medlem af broderskabet indgår 

man med forskellige grader. Den laveste 

grad kaldes Confrère (hvis det er en mand)/ 

Consoeur (hvis det er en kvinde) Apprenti. 

For at blive optaget i denne grad skal man 

kunne kende forskel på en sød og en tør 

vin. overkommeligt for de fleste. Til gengæld 

skal man anbefales af en anden vinbroder, 

før man kan nå frem til denne test. 

Som Apprenti bærer man et blåt bånd 

med medalje og en lille vintønde. efter et 

år med blåt bånd har man mulighed for at 

stige i graderne og opnå retten til at bære 

rødt bånd og kalde sig Confrère/Consoeur 

Compagnon. For at bestå prøven skal man 

kunne navngive druesorterne på fire forskellige 

vine. 

efter yderligere et år kan man gå op til 

en ny prøve og tage det grønne bånd. Her 

er adgangskravet, at man både kan gætte 

druen og årgangen på tre vine. Klarer man 

det, kan man kalde sig Confrère/Consoeur 


et af Frankrigs ældste 

vinbroderskaber er Confrerie 

Saint-etienne fra Alsace. 

De kan skrive deres historie 

og regler helt tilbage til 1561. 


Maître. Som almindelig dødelig kan man 

ikke komme højere op i hierakiet, med 

mindre man bliver vinavler eller beskæftiger 

sig med vin indenfor gastronomien. 

Graden Sénéchal er netop for de, der er 

aktive i disse områder. For at nå optagelse 

skal man genkende druesorterne bag tre 

vine og samtidig begrunde hvilken mad, de 

vil passe til. Med højre hånd løftet sværger 

man på, at man altid vil have Alsace vin 

i sortimentet og være trofast og engageret 

over for distriktet. 

når man har bestået prøven, bærer man 

et hvidt og gult stribet bånd. 

Der findes også et rødt og grønt bånd. 

Det gives til personer, som har gjort en særlig 

indsats for Alsace’s vine. Da jeg deltog i 

ceremonien, blev det givet til en kvin- 4 

Der er stil over feltet og dresskoden skal 

holdes - ikke noget med afslappet tøj her. 




Der er stor seriøsitet omkring arrangementet. 

Ved invitationen understreges det, at herrer 

skal bære slips og jakke - og kvinder kjole. 

4 de, som længe havde arbejdet med markedsføring 

af Alsace vin på embedsmandsniveau. 

Den lokale politimester fik også en 

anerkendelse, for sin hensynsfulde måde at 

afvikle trafikken på, når folk skulle hjem 

fra festlighederne. Begge kunne de herefter 

kalde sig Confrère/Consoeur d’Honneur. 

Jeg blev selv optaget som Confrère oenophile 

med lilla bånd, fordi man oplever 

mig som en vinven. Kriteriet for optagelse 

var overkommeligt, idet jeg blot skulle love, 

at VinoVenue ville markedsføre vine fra 

Alsace, og da det jo var formålet med mit 

ophold, havde jeg ingen betænkeligheder. 

Vinavlere kommer direkte ind i broderskabet 

uden egentlig test. De bliver 

åbenbart testet nok i hverdagen. Som nytilkommet 

bærer man et gult og rødt bånd, 

og er Confrère/Consoeur Vigneron. Der 


er dog ikke adgang til Le Grand Conseil, 

Storrådet, før man har vist sit engagement 

over en lang periode - minimum 15 år. og 

så skal man have rundet sin halvtreds års 

fødselsdag. 

Siden 1997 er ligestillingen også kommet 

til Alsace. Da fik kvinder tilladelse til 

at træde ind i Le Grand Conseil, men det 

hedder dog stadig Confrérie - broderskab. 

For at få organisationen til at fungere, 

vælges hvert år en Stormester, som er ansvarlig 

over for de 25 medlemmer af Le 

Grand Conseil. under sig har han en direktør, 

som tager sig af den daglige organisation 

samt en medarbejderstab til at tage 

sig af slottet og dets udlejning til andre arrangementer. 

Broderskabet baserer sig på en gammel 

tradition, som blev skrevet ned i 1561. 

Vinavlerlauget i Ammerschwir samlede 

dengang landsbyen til fest hver den 

26. december, som i Alsace kaldes Saintetiennes 

dag. På denne dag skulle vinenes 

kvalitet vurderes til stor glæde for alle. Der 

var både vin, mad og hyggeligt samvær. 

Alle så frem til denne begivenhed, den 

var omgærdet af et stort engagement og 

krævede mange forberedelser. Folk kaldte 

komiteen til festens forberedelse for Confrérie 

Saint-etienne. i 1561 blev navnet 

formaliseret med en lille samling regler, 

som skulle gælde for komiteens medlemmer. 

Punkt 1 fortæller tydeligt, at det ikke er 

alle og enhver, der kan optages som medlem: 

”ingen må tiltræde som medlem af 

Confrérie Saint-etienne, med mindre han 

elsker glæde, god mad og vine fra Alsace. 

Man kan dog kun optages som medlem, 

hvis der indleveres en begrundet ansøgning 

gennem et allerede optaget medlem. 

Storrådet pålægger kandidaten en formel 

vinadgangstest.” 

Confrérie Saint-etienne blev en vital del 

af det lokale miljø gennem flere århundreder, 

men i 1848 ser det ud til at være gået 

i opløsning. 

i 1947 blev det dog revitaliseret af en 

når hver vin er smagt, rejser bestyrelsen sig 

op og synger den samme drikkevise til den 

gode vins ære - efter et par glas istemmer 

publikum også. Teksten er nem at lære. 

engageret vinbonde, Joseph Dreyer, som 

kunne se ideen i at etabelere et fællesskab 

omkring glæden ved vinene fra Alsace. 

i broderskabet lægges der vægt på at 

lære alle deltagere i arrangementer, hvordan 

man nyder et godt glas vin. ”Der er stor 

forskel på at drikke og smage!” 

Man får derfor at vide, at vin nydes gennem 

fem sanser. 

Den første sans som involveres er følesansen 

- ellers kan man ikke finde den rigtige 

flaske frem fra kælderen, når man skal 

servere vin til maden. 

Den anden er synssansen - både flaske 

og glas undersøges, så vinens farve og 

klarhed kan vurderes. Allerede her skabes 

forventningens glæde, når øjnene ser den 

gyldne væske. 

Så kommer lugtesansen - først det ene 

næsebor, derefter det andet og til sidst hele 

næsen. Først på distancen og derefter mere 

intenst. nu kommer alle vinens aromaer til 

udtryk, og forventningerne vokser. 

Den fjerde sans er smagssansen - her er 

det vigtigt at notere sig, at vores skaber har 

placeret munden tæt på næsen. På den måde 

har han gjort det lettere for os at smage 

vin. Tag en lille mundfuld, lad det komme 

rundt i munden og sug lidt luft ind med 

en diskret, lille gurglende lyd, så luften 

fordeler sig og afgiver vinens smag endnu 

kraftigere. Lad vinen rulle rundt i munden 

og gentag processen, gerne flere gange. nu 

fordeler alle vinens fine aromaer sig, og ved 

en let udånding involveres næsen i oplevelsen. 

når man smager på denne måde, bliver 

man i stand til at opleve vinens struktur, 

karakter, fylde og længde. 

efter denne del af smagningen vælger 

man at gå i en af to retninger. Hvis der er 

mange vine, som skal smages, spytter man 

ud, så man kan gå videre til næste vin. er 

det en del af en nydelse, vælger man at 

synke. 

og så er det den femte sans kommer ind 

i billedet: Har det været en god oplevelse, 

så kommer høresansen i anvendelse - man 

hører englene synge! n



Han har 

udviklet 

kager 

til 65 

bagerbutikker i uSA, 

bygget en brødfabrik 

op i Lille - nu laver 

han Kougelhopf 

til kunderne i sin 

fødeby, og det er 

han glad for. 

Da Remy og isabelle Schaal tog afsted 

fra Ribeauvillé for at videreuddanne 

sig i uSA for næsten 25 

år siden, var det meningen, de kun skulle 

være der et års tid. De var hverken gift eller 

havde fået børn, og de havde begge to 

mod på at lære verden at kende. 

Livet opslugte dem. Remy blev engageret 

af en investorgruppe, som ville opbygge 

en kæde af franske bagerbutikker i alle 

de største amerikanske byer. Han stod for 

produktudvikling og arbejdede sammen 

med en gruppe medarbejdere, der fik frie 

rammer til at udvikle det, de synes var det 

bedste. ideen var, at alt det besværlige med 

dej og forme skulle foregå et centralt 4 

Den stolte konditor og hans flotte kage. 

Denne er med rosiner, men den kunne også 

være fyldt med ristet spæk og bacon. 




Remy og isabelles konditori er indrettet i 

et af de traditionelle byhuse i Ribeauvillés 

hovedstrøg. Der er også indrettet en café, 

så man kan spise kagerne på stedet. 

De gamle forme er opkøbt fra nedlagte, gamle 

bagerbutikker, og har været i brug i årtier. 

omsætningen af Remys Kougelhopf er 

så stor, at ovnen skal fyldes helt op, for 

at der er nok til alle. Selve bagningen er 

den nemme del. Det er forberedelserne, 

som er besværlige. 


Lige efter bagningen vippes de rygende 

varme kager ud på en rist til afkøling. 

4 

sted, hvorfra det skulle sendes ud som 

frost og bages og dekoreres i de enkelte 

butikker. Det gik strygende, og arbejdet 

var sjovt. isabelle og Remy blev gift og fik 

børn. og pludselig havde de været i uSA i 

20 år. Firmaet fik problemer, produkterne 

blev dårligere, og det hele var ikke så sjovt 

længere. Sammen blev de så enige om at 

tage hjem til Frankrig og prøve nogle af de 

indhøstede erfaringer af i en anden sammenhæng. 

Remy fik til opgave at opbygge en industriproduktion 

af brød i Lille. opgaven blev 

løst fint. Fabrikken kom i gang, og ejerne 

mente, at han skulle træde til som direktør. 

Det blev til et halvt år, men så holdt 

Remy ikke længere. Det at arbejde med 

franske arbejdsregler og fagforeninger var 

en belastning, og da engagementet blandt 

medarbejderne var ringe, besluttede han at 

kvitte jobbet og vende tilbage til sine rødder. 

Der var et konditori til salg på hovedgaden 

i Ribeauvillé. Konditoren skulle på 

pension, så det passede både isabelle og 

Remy perfekt. Han kunne stå for produktionen 

- hun for afsætningen. 

nu har de arbejdet sådan i mere end 

fem år, og det går godt. Det lille konditori 

kører på fuld tryk med seks medarbejdere. 

De har levering til byens hoteller, offentlige 

arrangementer og catering. et af de helt 

store produkter er den lokale Kougelhopf, 

som siges at have været fremstillet af byens 

konditorer i et par tusinde år. Hvorvidt man 

vil tro på det, er op til den enkelte, men 

legenden siger: ”Kougelhopf fik sit navn 

fra en gammel præst ved navn Kougel. Han 

havde træben, så når han gik, lød der et 

hopf, hopf, hopf i de smalle gader. 

en aften fik han besøg af De Tre Vise 

Mænd, som var på vej til domkirken i Köln. 

De hyggede sig alle, for Kougel viste stor 

gæstfrihed. Da de var gået til ro, ville de 

vise ham deres taknemmelighed og bage 

præsten en af deres hjemlands kager. i 

køkkenet fandt de en buddingform og gjorde 

dejen klar så den kunne komme i ovnen 

om morgenen. Dermed blev det tradition 

at give Kougelhopf form som en budding.” 

At historien er sand, kan man se deraf, at 

der i kirken i Ribeauvillé er et relikvie, 

som stammer fra en af De Tre Vise Mænd. 

ulykkeligvis døde de, mens de opholdt sig i 

Köln. På uforklarlig vis havnede deres jordiske 

rester i Milano, men i 1158 blev de 

gravet frem for at blive transporteret tilbage 

til Köln, hvor de jo var kommet fra. 

endnu en gang passerede de Ribeauvillé, 

og derfor havnede relikviet i byens 

kirke. 

Selv om man måske er skeptisk over for 

historien, kan man da prøve at bage kagen. 

eller hvis det er for besværligt, kan man 

købe den hos isabelle og Remy. På ægte 

fransk maner findes der et broderskab, som 

skal vedligeholde kendskabet til Kougelhopf, 

så kagen ikke afgår ved døden ligesom 

De Tre Vise Mænd. Det hedder Confrerie 

des Rois Mages - Broderskabet De 

Vise Mænd. n

IngreDIenser tIl Kougelhopf: 

fylD 

½ kop mørke rosiner 

2 spsk. kirsebærbrændevin 

2 spsk. vand 

Dej 

4 kopper sigtet hvedemel 

½ kop sukker 

1 tsk. salt 

7 g tørgær 

3 æg 

1 kop kogende mælk 

8 spsk. usaltet blødgjort smør 

2 spsk. smør til formen 

18 hele mandler med skal 

2 spsk. flormelis 

Tilberedningen varer i alt 5-6 timer, så 

det er praktisk at lave dejen dagen før og 

sætte den i køleskab. 

Benyt en mixer. Bland mel, sukker og 

salt med en dejkrog på mixeren et minuts 

tid. Tilsæt tørgær og æg og bland ved lav 

hastighed. 

Tilsæt den varme mælk langsomt til dejen 

hænger sammen. Husk at skrabe siden af 

skålen så al dejen bliver blandet. 

Bland ved lav hastighed i 5 minutter. 

når dejen hænger godt sammen sættes 

mixerens hastighed op i 15 minutter. 

Hold øje med dejen og vær sikker på den 

ikke ”løber med” rundt i skålen. 

om nødvendigt skrabes skålen med en 

dejskraber. Dejen skal løsne fra skålens 

sider og føles blød og luftig. 

Tilsæt det bløde smør 2 spsk. ad gangen 

og fortsæt mixningen ved lav hastighed 

til dejen er blød og danner en kugle 

omkring krogen - ca. 5 minutter. 

ind imellem skubbes dejen ned med 

en dejskraber, så alt smørret bliver 

optaget i dejen. 



Tilsæt rosinblandingen og bland til 

dejen er homogen. 

Dæk skålen med film og stil den til 

hævning ved stuetemperatur. Den skal 

nå dobbelt størrelse efter ca. 3 timer. 

Slå dejen ned og lad den efterhæve 

yderligere 1-2 timer - til den er 1½ 

gange størrelsen. 

i mellemtiden kan formen smøres. 

Mandlerne fordeles i bunden af formen. 

når de pensles med vand, vil de blive 

hængende på dejen, efter den er bagt. 

Fyld dejen i formen så den er 2-3 cm fra 

formens kant. 

ovnen opvarmes til 225 ºC ca. 15 minutter 

før bagning. Bages ca. 35 minutter til den 

er gyldenbrun. 

umiddelbart efter bagningen vendes den 

ud af formen og sættes til køling. 

Drys den med flormelis før servering. 

i stedet for rosinerne kan dejen blandes 

med ristet bacon og spæk. 





Søn og far. Ligheden er slående, og interessen 

for gastronomi ser ud til at ligge i generne, 

eller hvor den slags nu en gang overleveres 

fra den ene generation til den næste. 

siden 1878 har familien Haeberlin 

drevet det lille gæstgiveri ved floden 

ills bred i den lille landsby illhaeusern. 

i 1952 modtog den sin første Michelin-stjerne. 

Fem år senere kom den næste 

til. og igen 10 år derefter i 1967 blev det 

til tre Michelin stjerner, som har hængt ved 

lige siden. Denne rekord er kun overgået af 

en anden: Den navnkundige Paul Bocuse 

fra Lyons omegn. 

i alle disse år hed køkkenchefen Paul 

Haeberlin. efter krigen overtog han en 

sønderbombet ejendom og besluttede, sammen 

med sin bror Jean-Pierre, at sætte den 

i stand og genopbygge den som restaurant. 

På det tidspunkt var han i begyndelsen af 

20’erne, og havde siden sit 14. år været i 

lære som kok, først på Hôtel de la Pépibière 

i Ribeauvillé, senere i Paris på Rôtisserie 

Périgourdine og Poccardi. under krigen 

måtte han dog aftjene sin værnepligt under 

det franske flag. 

i det nyåbnede etablissement gik det has- 

tigt fremad. Paul Haeberlin havde usædvanlige 

evner inden for kokkekunsten og 

kreerede nye retter, som verden ikke tidligere 

havde set. 

Hans søn Marc, som har drevet Auberge 

de l’ill det seneste årti, udtaler: ”For min 


når samtalen drejer sig om 

gastronomi i Alsace, er det 

vanskeligt at komme uden om 

Auberge de l’ill. Få restauranter 

i verden har holdt sig på toppen i så mange 

år som dette udsøgte madtempel i en 

ydmyg landsby. 


far var det aldrig et mål i sig selv at blive 

anerkendt af kritikerne. Han nød at lave 

mad, og for ham var det glæden hos gæsterne, 

der var det afgørende. Stjernerne blev 

skabt af glæden ikke som et mål i sig selv.” 

Med den holdning blev han ved med at 

arbejde i køkkenet indtil et år før sin død i 

2008, 84 år gammel. 

under et interview i fransk radio udtalte 

hans kollega og ven Paul Bocuse: ”Han 

kendte sin formåen helt ud i fingerspid- 4 

når mørket har sænket sig, fremstår 

Auberge de l’ill som et eventyrslot i en 

farvestrålende illumineret have. 




Det er ikke kun maden, der er vigtig, når 

gæsterne skal have den ultimative spise- 

oplevelse. omgivelserne er også af afgørende 

betydning. På Auberge de l’ill er der flere 

personer til at tage sig af haveanlægget og 

borddækningen hver eneste dag. 


Minder fra begivenhedsrige oplevelser 

i en familie, hvor mad og køkkenkultur 

har stået i centrum. 

Der arbejdes hårdt bag kulissen, for at 

gæsterne skal få den bedste oplevelse. 

Ligegyldighed er et ukendt begreb, når 

mad bliver til gastronomi. 

4 serne.” Siden midten af 70’erne har 

Marc arbejdet side om side med sin far i 

køkkenet. Sammen med søsteren Danielle, 

som tager sig af serveringen og gæsternes 

ankomst, har de udgjort et stærkt team. Der 

har derfor også været tid til videreudvikling 

af konceptet, så ud over restauranten i 

illhaeusern er de også partnere i to restauranter 

i Japan - en i Tokyo og en i nagoya. 

Begge disse restauranter benytter sig af opskrifterne 

fra familien Haeberlin. 

Ved besøg på en af restauranterne må 

man i lighed med lignende toprestauranter 

regne med at lægge 1.500-2.000 kroner pr. 

person. Det er der til gengæld nok af mennesker, 

der er villige til. 

Hver dag er restauranten fuld af gæster 

både middag og aften. Knapt hundrede 

hver gang. når året er omme, har 40- 

50.000 mennesker dermed nydt noget af 

verdens mest anerkendte mad. 

Men ikke nok med det. en lang række 

dygtige kokke har samtidig været på gæsteophold 

for at blive inspireret til nye muligheder 

inden for deres fag. Hvor som helst 

er det en anbefaling at kunne sige, at man 

har arbejdet i køkkenet på Auberge de l’ill. 

På min forspørgsel om hvilken ret Marc 

Haeberlin ville servere til en Riesling fra 

Bott Frères, blev valget Mousseline de grenouilles 

Paul Haeberlin - Mousseline med 

frølår Paul Haeberlin. n

Marc Haeberlin har overtaget driften af 

Auberge de l’ill for et par årtier siden. Det er 

en arbejdsplads for 50 personer, så der er nok 

at se til. Særlig når medarbejderstaben ofte 

ændrer sig på grund af den store interesse fra 

ambitiøse kokke, som gerne vil lære mere. 

MousselIne MeD frØlÅr 

Til 4 personer 

Tilberedning 1 time/kogning 40 min. 

IngreDIenser: 

600 g frølår 

300 g kød af sandart 

Salt og kværnet peber 

2 æg 

Muscatnød 

150 g smør 

300 g friske spinatblade 

1 porre, brug kun det hvide 

2 store champignon 

2 fed hvidløg 

3 skalotteløg 

½ fl. Riesling 

5 dl piskefløde 

1 bdt. purløg 

Saft af en halv citron 

Kørvelblade og 1 tomat 

Skær sandarten i mindre stykker, hak det 

fint, put det i mixerskålen og mix et par 

sekunder, tilsæt 6 g salt. Æggene blandes 

i massen. Hæld 3 dl fløde i og endnu 6 g 

salt. Sørg for at kanterne kommer med ned 

i massen. Bland til det bliver en homogen 

masse. Hæld indholdet i en skål, som er 

isafkølet, tilsæt peber og lidt revet muscatnød. 

Sæt mousselinen til side. 

Tænd ovnen på 200 ºC. 

Skær køddet af frølårene. Gem knoglerne. 

Smør 4 små terriner, 8 cm i diameter og 

4 cm høje med blødt smør. 

Sæt dem i køleskabet. 

Fold spinatbladene og skær stænglen af. 

Vask dem i koldt vand. Lad dem dryppe 

af. Vask porre og champignon. Skær porren 

ud i tynde skiver. Skær champignon i 

kvarter og dernæst i skiver. Pil hvidløgene 

og del det ene i to, tag eventuelt spiren ud. 

Det andet fed hvidløg gemmes til senere. 

Pil ligeledes skalotteløgene og hak begge 

del fint. 

Smelt 30 g smør i en sauteuse. 

Tilsæt porre, champignon, hvidløg og 

skalotteløg. Rør rundt og lad simre 

2 min. Tilsæt knoglerne fra frølårene og 

kog dem med i 3 min. mens der røres. 

Hæld Rislingen ved og skrab med skeen 

for at få hele massen med. Bring det til 

kogepunktet til der er det kvarte tilbage. 

Hæld 1 dl fløde i og lad det koge ved 

svag varme i 20 min. Filtrer saucen gennem 

en fin sigte. Hæld det i en gryde. 

Tilsæt kødet fra frølårene i den 

simrende sauce. 

Kog det i cirka tre minutter. Kødet er 

færdigt, når det er fast - men ikke hårdt. 

Filtrer indholdet fra gryden og stil det til 

side. Tag skålene ud af køleskabet og smør 

dem med smør for anden gang. Hak purløget 

fint. Pisk 1 dl fløde og tilsæt den til 

mousselinen. Put massen i en sprøjtepose 

med en dysse på 8 mm. 

Fyld skålene med mousseline uden at 

fylde helt og fordel med en rustfri 

stålspatel. Fyld frølårene ind i midten 

og drys med purløg. 

Tilsæt 2 spsk mousseline i hver skål og 

form en kuppel med massen og glat ud. 

Sæt skålene i et simrende vandbad. 

Bring det til kogning og sæt det ind i 


Ved ankomsten kan man slå sig ned i 

loungen og nyde en aperitif. Det kan jo 

være, at nogle af gæsterne i selskabet 

endnu ikke er mødt op. 

ovnen og lad det bage i 8 min. 

Smelt 40 g smør. Tilsæt spinat, rør rundt 

med en gaffel, hvor der sat et fed hvidløg 

på. Rør til det falder af. 

Tilsæt salt og peber. 

Tilsæt 60 g smør i stykker og bland. 

Tilsæt citronsaften, smag til. Lad skålene 

hvile 5 min. efter de er kommet ud af 

ovnen og tag dem ud af formene ved at 

hælde dem ud i hånden. 

Skær tomaten i små tern. 

Anret mousselinen på en 

tallerken. Hæld sovsen over. 

Anret spinaten og drys 

med kørvel og tomaten. 

rIeslIng, Bott frères 

Duften i denne Riesling går 

i retning af æble, akacie og 

harpiks. Smagen er tør og 

kraftig med lang eftersmag 

og markant syre. Farven er 

klar gylden. 




i kælderen ligger ostene og modner under 

nogenlunde konstant temperatur. Havde musene 

haft adgang, ville dette være paradiset. 

guy Lochert og hans kone driver et 

kombineret vandrerhjem og osteri. 

På vandrerhjemmet serveres mad af 

egne produkter. osteriet producerer oste 

fra en malkebesætning af en særlig race, 

som trives godt i Vogeserne. ejendommen 

ligger ved bjergtoppen Petit Ballon et 

kvarters kørsel op i bjergene over Luttenbach 

ved Munster. 

De er et eksempel blandt mange, som 

lever af at producere mælk og forarbejde 

den til Munsterost direkte på gården. i århundreder 

har generationer før dem levet 

på samme måde dog uden det ekstra, at 

skulle drive et vandrerhjem med 12 værelser. 

Besætningen er på 40 stykker kvæg, 

lidt svin og en snes høns, så der er til egen 

forplejning og det, gæsterne sætter til 4 


Mens det danske landbrug ser 

lyset i yderligere industrialisering 

med alle de ulemper 

og kompromisser, det medfører, 

arbejder landmænd i Alsace på at forfine 

de traditioner, tidligere generationer 

grundlagde. 


ostene smøres med groft salt, så de ikke 

mugner, mens de lagrer. efter ca. en måned 

i kælderen er de færdige med at modne. 




Produktionerne er på flere måder milevidt fra de store multinationale mejeriselskabers. 

ikke kun i distance, men også i fremstillingsmetoder - og smagen er fortryllende. 

På det nye museumscenter i Gunsbach ved 

Munster kan de besøgende opleve, hvad 

der skal til for at fremstille en traditionel 

Munsterost. 


4 livs. For Guys vedkommende begynder 

dagen som de fleste andres ved 7-tiden om 

morgenen. Som regel er der omkring 20 

køer, der skal malkes. De andre går med 

kalve, eller også er de under opfedning, så 

de senere kan slagtes. 

efter malkningen går osteproduktionen 

i gang med det samme. Morgenens mælk 

blandes med osteløbe og mælken fra aftenen 

før og varmes op til 35 ºC, så den kan 

stå og samle sig. Det tager godt en halv times 

tid. 

når den er samlet i en tyk homogen 

masse, trækker Guy en pind igennem i et 

ternet mønster for derefter at køre rundt 

i massen, så der dannes små firkantede 

blokke. Herefter får den lov at hvile, mens 

han henter forme, sigte og øse. Vallen er allerede 

begyndt at danne sig, så nu er det 

blot at øse tilpas med ostemasse op i hver 

form, og stille den til side, så den kan samle 

sig. efter et par dage hænger den sammen 

i formen og kan vendes i salt, så den 

bliver konserveret for skimmel. 

osten er færdig efter 30-35 dage. undervejs 

har den været vasket med saltlage 

for at forhindre mugdannelse. 

Foruden ost laver Guy også smør. Hver 

anden dag kommer der fire kilo smør ud 

af den samlede mælkemængde. Vallen fra 

osteproduktionen slikker svinene i sig. 

Mindst mulig må gå til spilde. 

Det er påfaldende, hvor gammeldags 

produktionsudstyret er. Her kan umuligt 

have været nogen fødevarekontrol på besøg 

de sidste mange år. Den store vask er lavet 

af en træstamme, som Guy selv har udhulet 

i to afdelinger. ejendommen har sin egen 

kilde, så vandet løbet frit fra hanen gennem 

de to kar og ud i naturen. 

Smørret bliver formet i en smart træform 

med en lille udskæring af smørblomster i 

bunden. Det fungerer som daglig håndlotion 

for Guys arbejdshænder, når han trækker 

formen flad, inden han smider de færdige 

smørblokke over i en balje med vand. 

For en bakterieforskræmt nordbo, som 

er blevet ”hjernevasket” med hygiejnekrav, 

virker det provokerende, at Guy omgås fødevarerne 

så letsindigt. Den eneste kemi 

han benytter sig af, er almindelig rengøringssæbe, 

og hans ost og smør er af højeste 

kvalitet - også bakteriologisk. 

Han forarbejder kun 100 liter mælk ad 

gangen, og ikke 100.000 liter som i det 

industrialiserede landbrug. Han behøver 

altså ikke bruge kemikalier i rengøringen, 

og hans råvarer er ikke pasteuriseret. Til 

gengæld er hans køer sunde, så posten for 

dyrlægeregninger og medicin er meget lille 

i regnskabet. 

Guy, konen og hans mange kollegaer

Landskabet i Vogeserne er bakket og afvekslende. Den ideelle natur for græssende dyr med mange skyggefulde træer og læ når vinden suser i 

trækronerne. Skovområderne giver det nødvendige brænde til de barske og kolde måneder, hvor dyner af sne dækker jorden. 

Det meste af året går dyrene på græs i de enkelte jordstykker. De kommer kun ind, når de skal malkes, eller hvis landskabet er dækket af sne. 

er klar over, at de kan blive angrebet af 

den hygiejnefikserede tankegang. De kan 

også se, at mere og mere mælk bliver vejet 

ind på store mejerier, som forarbejder 

den, og sælger den som AoC Munsterost. 

Altså oprindelseskontrolleret ost. Det har 

de kunnet gøre siden 1978, hvor reglerne 

blev indført for at beskytte produktionen af 

netop denne ost. 

nu gælder det for Guy og hans kollegaer 

om at få indført en ny AoC, som definerer 

den type Munsterost, der produceres 

på gårdene, hvor dyrene har fri adgang til 

markerne. n 

Guys ejendom er et sammensat landbrug 

med flere arbejdspladser. Hovedhuset er 

indrettet som en slags vandrerhjem, hvor 

der serveres egnstypiske retter. i weekenden 

er her fyldt med gæster til spisning. 

fAKtA 

Ferme Auberge Kahlenwasen 

Petit Ballon 

68380 Luttenbach 

+33 389 77 32 49 

overnatning med morgenmad 28 € 

Halvpension 37 € 



ALSACE Choucroute har været almindelig i 

Kål har ikke fået et ben til 

jorden i det moderne internationale 

køkken. i Alsace bruges 

den dog stadig, og så passer den 

fortrinligt til både øl og tør hvidvin. 

Frankrig, siden landet indtog dele 

af Alsace under Trediveårskrigen 

i 1618. navnet kommer da også fra alsa- 

om foråret ser markerne lidt tyndbenede 

ud. ukrudtet har gode muligheder for at 

finde fodfæste, hvis ikke man er over det. 


Sådan et velvoksent kålhoved ligger på 

fire-fem kilo, selvom det er dyrket økologisk. 

cisk, hvor det hedder ”Sürkrüt”. Det er det 

samme, som tyskerne kalder ”sauerkraut”, 

så det var dem, der oprindelig fik det ind i 

det franske køkken, hvor det i dag benyttes 

i vid udstrækning. 

Det er det fødte tilbehør til fede og salte 

retter fra gris, og sammen kalder de på en 

anden specialitet fra nabolaget - Dijon sennep. 

Hos Jean-Marie og Michelle Frieh i 

Holtzwihr har de dyrket kål til choucroute i 

generationer. På fem hektar land høster de 

200 tons kål. Selvom de dyrker økologisk, 

har de ingen problemer med at få store flotte 

kål til produktionen. De normale hoveder 

ligger mellem fire og fem kilo stykket. 

Det er sæsonarbejde at være kålavler. 

i foråret, når alle de små kålplanter skal 

plantes ud, kræver det, at man hele tiden 

er over det med radrensning og lugning, så 

planterne hurtigt tager fat på at vokse. i forsommeren 

er planterne så store, at de dækker 

det meste af jorden og det skærmer for 

ukrudtets mulighed for at bryde igennem. 

Til gengæld er det her kålsommerfuglene 

begynder at lægge æg. Hvis æggene når 

at udvikle sig til larver, medfører det store 

skader, så det er med at være over dem. 4






Lidt efter lidt vokser kålene til og breder 

deres blade ud, så jorden bliver dækket. 

Herefter er det slut med at hakke ukrudt. 


Kålene bliver sået tæt ud i små bede. 

når de er store nok, bliver planterne skilt 

ad og plantet ud hver for sig i rækker. 

Sauerkraut er en slags ensilage. Det fremstilles 

på samme måde som det foder landmændene 

giver deres køer - i store lukkede 

beholdere, hvor gæringen går i gang helt af 

sig selv og uden brug af tilsætningsstoffer. 

4 

i det økologiske landbrug benytter man 

en bakterie, som ødelægger kålsommerfuglens 

æg. Kommer man ud med den i tide, 

skal planterne nok klare sig, så længe de 

bliver vandet tilstrækkeligt. 

i august kan de første kålhoveder høstes, 

og så begynder choucroute-produktionen. 

Kålene snittes og blandes med lidt 

salt inden de lægges til gæring i et lufttomt 

rum. i praksis foregår det i store kar med 

en vandfyldt gummiballon, som presser luften 

ud af den snittede kål. efter 5-6 uger er 

kålen færdig. Gæringen har gjort den sur 

i smagen, det er også grunden til navnet 

surkål. 

når den tilberedes, skal den vaskes ud 

for syre og salt. Det foregår i et dørslag under 

lunkent vand, hvor kålen vrides igennem 

med hænderne lige som en karklud. 

Kålen koges mellem en og halvanden 

time, alt efter hvor blød den skal være. 

en god choucroute er kogt på Riesling, 

og alt efter smag kan forskellige krydderier 

tilsættes. De almindelige er laurbærblade, 

salt og peber, men man kan også tilsætte 

kommen, hvidløg, enebær, løg og æbler. 

under kogningen er det en god idé at tilsætte 

kødet, så noget af kraften kan fordele 

sig ud i kålen. ofte benyttes pølser, hamburgerryg, 

salt flæsk eller bacon. 

Kød og kål serveres med almindelige 

hvide kartofler og den før omtalte Dijon 

sennep. n 

Kålstokken kan ikke bruges til surkål, 

så Jean-Marie har skaffet sig en praktisk 

boremaskine, der fjerner den.






i en lille sidegade parallel 

med hovedgaden i Ribeauvillé 

ligger et lille brænderi, som i 

mere end 50 år har fremstillet 

frugtbrændevin af højeste kvalitet. 

Der arbejdes med godt gammeldags udstyr, 

som kun brænder små mængder ad gangen. 

Det bevarer de flygtige aromaer fra frugten, 

og sikrer den høje kvalitet. 


Philippe Traber fører traditionen videre fra 

sin far og onkel. De begyndte brændingen 

en gang tilbage i 50’erne. i dag fremstilles 

mere end 80 forskellige brændevine. 

Det er dog kun 10-15 af dem, der står for 

hovedparten af omsætningen. 

Metté hedder brænderiet, og det 

drives i dag af Philippe Traber, 

som har stået for produktionen i 

mere end 25 år. Han tog over efter sin far 

og onkel, som begyndte at brænde en gang 

tilbage i halvtredserne. Gennem årene har 

der derfor opsamlet sig et stort lager af 

værdifuld viden om, hvordan frugten skal 

behandles, for at aromaerne ikke skal gå 

tabt i processen. 

Brændevinsbrænding er ikke så simpel, 

som det umiddelbart kunne se ud. Det er 

ikke nok, at man bare tænder for blusset, 

og lader destillationsapparatet køre, til det 

holder op med at dryppe med alkohol. Både 

arbejdet før og efter er af stor betydning 

for resultatet, og det er et tungt slæb med et 

ganske lille udbytte. 

Hos Metté har de tre små destillationsanlæg. 

Hver af dem tager 100 kilo gæret 

frugt, og det er en mikro-produktion i 

brændevinssammenhæng. Hver destillation 

tager tre timer. Hver tredje time skal 

man altså tømme 300 kilo frugtmasse ud, 

vaske alt udstyret, så det står skinnende 

rent - ellers giver det dårlig smag i brændingen. 

Herefter sættes 300 nye kilo igang, 

og det klarer man op til fire gange på en 12- 

14 timers arbejdsdag. udbyttet på sådan en 

dag svarer til 72 flasker spiritus. eftersom 

frugten, skatten, lønnen, energien, huslejen 

og de 7.000 liter kølevand hver dag

skal betales, er det ikke så underligt, at en 

flaske brændevin kommer op i 300 kr. Det 

skal så også lige anføres, at der går seks år, 

før flasken kommer i handlen. i den mellemliggende 

tid står spiritussen og dunster 

af i små ventilerede ståltanke, så den er fri 

for den ubehagelig lugtende fusel. 

udvalget hos Metté er usædvanlig stort. 

Med 87 forskellige slags frugtbrændevin 

skulle der være noget for enhver smag. Det 

er dog kun 10-15 af dem, der sælger hele 

tiden. Resten går der en flaske af i ny og 

næ. næsten halvdelen af omsætningen sker 

direkte fra butikken til turister og lokale faste 

kunder. en fjerdedel sendes til de bedste 

restauranter i Frankrig og den sidste 

fjerdedel går til et netværk af importører i 

de omkringliggende lande, som Tyskland, 



Schweiz, Østrig, italien, Holland, Belgien 

og så uSA. 

Mettés frugtbrændevin er mest for feinschmeckere. 

Den skal nydes på samme måde 

som et godt glas cognac. Man skal have 

god tid til at nyde duftene og kun drikke en 

lille smule efter et godt måltid. Det siges at 

fremme fordøjelsen, og fordi kvaliteten er 

så god, er man dejlig fri for hovedpine. n 





Ved indkørslen til Colmar står denne frihedsgudinde 

og tager imod. Skulpturen er så indarbejdet 

i vores bevidsthed som amerikansk 

symbol, at det ikke kan undgå at overraske, 

når man kommer som besøgende. 

Frederic Auguste Bartholdi er født i 

Colmar, i centrum af Alsace i 1834. 

Sammen med sin ældste bror var 

han den eneste af fire børn, der overlevede 

barndommen, hvilket ikke var så helt 

usædvanligt på den tid. 

Faren døde da Auguste kun var to år 

gammel, og selvom hans mor besluttede at 

flytte til Paris, beholdt hun ejendommen i 

Colmar. Gennem hele livet lejede hun den 

ud og havde på den måde en fast indtægt 

til forsørgelse. ejendommen blev i 1922 

indrettet til museum og er stadig et tilløbsstykke 

for turister. 

Bartholdi påbegyndte en arkitektuddannelse 

i 1852, men fik større og større 

interesse for maleri, inden han endelig helligede 

sig en uddannelse som skulptør. 

idéen til Frihedsgudinden blev egentlig 

ikke skabt af Bartholdi selv, men af juristen 

og digteren Édouard René de Laboulaye, 

som var dybt betaget af den amerikanske 

forfatning. Den blev vedtaget den 17. september 

1787, og er den dag i dag den korteste 

og længst fungerende grundlov i verden. 

Men selvom det ikke var Bartholdi, der 

skabte idéen, var det ham, som gennemfør- 


Han var en af sin tids store 

billedhuggere, men ville 

sandsynligvis være glemt for 

masserne, hvis ikke det var, 

fordi han skabte Frihedsgudinden sammen 

med en anden af samtidens store 

personligheder, Gustave eiffel. 



te den kunstneriske proces. Derfor er det 

også ham, de fleste opfatter som skaberen 

af Frihedsgudinden. 

Monumentet blev skabt som en gave fra 

det franske folk til det amerikanske til fejring 

af 100-året for den amerikanske forfatning. 

Det ankom til new York den 19. 

juni 1885 efter først at have været opført i 

Frankrig. Skellettet i monumentet blev beregnet 

af ingeniørerne eugene emmanuel 

Viollet le Duc og Alexandre Gustave eiffel. 

For at få fragtet den enorme skulptur 4 

Den imponerende skulptur der står i 

indsejlingen til new Yorks havn. 





Bartholdi-museet i Colmar er indrettet i 

morens tidligere ejendom, som hun beholdt 

selvom hun flyttede sin familie til Paris 

efter mandens død. 

4 til new York blev den skilt ad i 350 dele 

og pakket ned i 214 kæmpe trækasser. Det 

tog fire måneder at samle gudinden, men 

allerede året før 100-årsceremonien kunne 

præsident Grover Cleveland indvie den 

foran en tusindtallig skare af benovede tilskuere. 

Øen, hvor statuen blev placeret, hed den 

gang Bedloes island, men i 1956 fik den 

det mere naturlige navn Liberty island. 

i 1892 blev det officielle indskrivningskontor 

for nye borgere indrettet på ellis 

island, og siden da er 12 millioner nye 

amerikanere blevet budt velkommen af 

Frihedsgudinden. 

Det er mere overraskelse end noget andet, 

der melder sig ved indkørslen til Colmar, 

når man møder en kopi i miniature. 

Men for samtiden var betydningen 

enorm. På vegne af alle de håbefulde immigranter 

sagde den jødisk-amerikanske 

digter emma Lazarus det i digtet The new 

Colossus, som smykker Frihedsgudindens 

sokkel: “Giv mig dine trætte, dine fattige, 

dine undertrykte masser, som længes efter 

at ånde frit”. n 

Auguste Bartholdi fik ikke selv idéen 

til Frihedsgudinden, men han stod for 

den kunstneriske proces.

VinoVenue er en vinklub for livsnydere! 

Som medlem får du: 

ü 

ü 

ü 

ü 

4 smagekasser om året fra 4 forskellige vindistrikter i hele verden 

gode vine til attraktive priser 

levering lige til døren 

gratis medlemskab 

4 gange om året udsender vi en smagekasse med 6 forskellige vine 

fra et nyt vindisktrikt. Sammen med smagekassen modtager du et flot 

magasin, som fortæller om det enkelte distrikts historiske og kulturelle 

baggrund samt hvordan vinene bliver til. 

Når du har smagt vinene, kan du købe ekstra af dine favoritter i vores 

Fællesindkøb – typisk med besparelser på 15-20 %. 

Klik her og læs mere... 

VINKLUBBEN 

VinoVenue 

BEDRE VIN BILLIGERE



ALSACE Der er noget mytisk omkring bilnav- 

net Bugatti, selvom det aldrig blev 

til særlig mange biler - eller måske 

netop derfor. 

Mærket blev etableret i 1909 i Molsheim 

tæt på Strasbourg af ettore Bugatti. 

Siden århundredeskiftet havde han udviklet 

på forskellige prototyper, som aldrig 

kom i rigtig produktion. 

Han var født i Milano i en kunsternerisk 

anlagt familie. Hans farfar var arkitekt 

og billedhugger, faren møbel- og smykke- 

designer, onklen kunstmaler og hans yngste 

bror Rembrandt Bugatti var billedhugger 

som farfaren. 

Da han deltog i sit første racerløb med 

en af prototyperne, den såkaldte Type 10, 


Denne model stammer fra Bugattis 

storhedstid i sidste halvdel af 30’erne, 

hvor mærket havde holdt sig på toppen 

af automobilsporten gennem tre årtier. 

Det er kun navnet, der 

er italiensk. Bilen er fra 

Molsheim i Alsace, og 

det er de stolte af. 

tog han de fire første pladser og skrev sig 

dermed eftertrykkeligt ind i racerhistorien. 

Denne præstation kom til at præge Bugatti 

og udviklingen af bilerne. 

i første halvdel af 1900-tallet var Bugatti 

på alle bilinteresseredes læber. Med 

sine uovervindelige racerbiler gik de fra 

sejr til sejr, og selv den dag i dag er der 

ingen, som kan måle sig med de resultater, 

de præsterede. op gennem 10’erne, 20’erne 

og 30’erne tog de flere tusinde førstepladser. 

Det må have været deprimerende 

for konkurrenterne at stille op mod deres 

dominerende styrke. 

Ærkerivalen inden for udvikling og produktion 

af luksusbiler var den engelske 

Bentley, som var kendt for at producere 

solide biler. om dem sagde ettore Bugatti: 

”De fremstiller verdens hurtigste lastbiler!” 

For ham var bilens vægt et afgørende 

konkurrenceparameter. 

Bugatti var de første, som vandt et 

Grand Prix. Det blev afholdt i Monaco i 

1921. De vandt også Targa Florio, et af tidens 

vigtigste racerløb, fem gange i træk 

fra 1925 til 1929. De største sejre tilskrives 

dog de to Le Mans i 1937 og 1939. På den 

tid var Bugatti i store økonomiske problemer, 

og der var kun begrænsede midler til 

rådighed for racerholdet. Ved løbet i 1939 

stillede de derfor kun op med én bil, 4






4 

som alligevel gik af med sejren. Samme 

år kørte ettores søn sig ihjel under testning 

af en Type 57 racerbil. en sådan tragedie 

samtidig med krigens udbrud betød slutningen 

på en storslået periode i racersporten 

for Bugattis vedkommende. 

ettore Bugatti døde selv i 1947. inden 

sin død forsøgte han at genetablere en produktion 

i Levallois lidt uden for Paris, men 

både det og et forsøg på at reetablere firmaet 

som bilproducent måtte til sidst opgives. 

Ved Paris Motor Show 1952 blev Bugatti 

i sin oprindelige, men stærk reducerede 

form, vist frem for publikum. Herefter var 


det slut for en periode. Glansen over navnet 

strålede dog stadig, og en afdeling for produktion 

af flyreservedele holdt sig i luften 

og eksisterer den dag i dag under navnet 

Messier-Bugatti. 

På automobilsiden blev der siden hen 

gjort et par forsøg på at få genoptaget produktionen. 

Første gang i 60’erne og senere 

i slutningen af 80’erne. Begge forsøg strandede 

imidlertid på grund af pengemangel. 

Først da VW-koncernen i 1998 så en 

mulighed i varemærket Bugatti, kom der 

igen gang i udviklingen. nu var det ikke 

længere rige mænd med store drømme, 

der ville investere. Det var en af verdens 

største bilproducenter med alt, hvad det indebærer 

af professionalisme, knowhow og 

adgang til financiering af udvikling. 

ud over Volkswagen blev Bugatti medlem 

af en familie, som inkluderer Seat, 

Škoda, Bentley, Lamborghini, Scania, Audi 

og Porche. en koncern der producerer 

mange millioner biler om året. 

For VW skulle Bugatti være den ultimative 

gaderacer, som henvendte sig til de 

absolut rigeste, hvor penge betyder mindre 

end prestige. VW kendte markedet. Deres 

Porche var kommet et stykke ad vejen, men

den er serieproduceret i et antal, Bugatti 

aldrig vil komme i nærheden af. Desuden 

kan mange overskue prisen på en Porsche. 

Det er slet ikke meningen med en Bugatti. 

For at tiltrække den slags kunder skal 

man præstere det ekstreme. i 2004 var 

holdet bag Bugatti klar med en bil, som 

blev sat i produktion: Bugatti 16.4 Veyron. 

efternavnet fik den fra Pierre Veyron, som 

var kører på den bil Bugatti vandt Le Mans 

med i 1939. De 16.4 referer til de 16 cylindre 

og 4 turboladere. 

Alt i denne bil er ekstremt: 

Motor på 8 liter og 1001 HK - det er me- 

Bugattis biler imponerer stadig, selvom de 

nærmer sig 100 år i alder. Her har et 

TV-program udset sig de æstetiske rammer. 


Verdens største samling af Bugatti-biler findes på Schlumpf-museet i Mulhouse. Her nåede 

Fritz Schlumpf at samle 123 Bugatti’er, inden formuen fra familiens tekstilindustri var ædt op. 

re end lastbiler kan præstere. Tophastighed 

431 km/t. Den bliver dog leveret med en 

begrænsning på 350 km/t ligesom mange 

andre super hurtige sportsvogne. 

Den accellererer fra 0-100 km/t på 2,5 

sekunder eller 0-300 km/t på 16,7 sekunder 

- det er den tid, det tager mange almindelige 

biler at nå de 100 km/t. 

Disse præstationer udvikler en ekstrem 

varme, så bilen er monteret med 10 kølere: 

Tre til motoren, tre til intercoolerne, en til 

gear-olien, en til differentiale-olien, en til 

motorolien og en til aircondition-systemet. 

For at bremse al kraften, udløses hæk- 


spoileren ved hastigheder over 200 km/t, 

så den på 0,4 sekund står i 55 graders vinkel 

på kørebanen. Dette sammenholdt med 

særligt udviklede bremser, bringer bilen til 

standsning på 10 sekunder ved 400 km/t. 

På den tid har man til gengæld tilbagelagt 

en distance på 500 meter. 

Den sidste Bugatti 16.4 Veyron forlod 

fabrikken i Molsheim i 2011. efter 6 år i 

produktion blev der produceret 300 eksemplarer, 

og der er ikke planer om at genoptage 

produktionen. Til gengæld kommer en 

ny model med efternavnet 16C Galiper til 

verden i 2013. n 



ALSACE Ribeauvillé ligger i centrum af Al- 

sace og byder på et hyggeligt byliv, 

smuk natur og mad og vin på 

alle niveauer fra det hurtige til noget af det 

bedste, der præsteres i hele verden. 

Hvorvidt dette er årsagen til den danske 

invasion på campingpladsen, eller om det 

ganske enkelt er fordi, campingmutter isabelle 

har lært sig at tale dansk, står hen i 

Målet for mange danskeres ferietur til 

Alsace. Her bliver man forstået. 


Sammen har de gjort 

campingpladsen i 

Ribeauvillé til danskernes 

foretrukne i Alsace. 

det uvisse. Faktum er dog, at en meget stor 

andel af gæsterne kommer fra Danmark. 

Da jeg var på besøg i midten af september, 

var 50 af de 210 pladser belagt af danskere. 

Ved ankomsten stod isabelle og talte 

dansk med et ægtepar, som var i gang med 

at checke ind. under rundturen mødte vi 

udelukkende gæster, som talte dansk med 

hinanden, hvad enten de var på vej ud i 

byen for at spise, eller de sad foran teltene 

og delte dagens oplevelser. 

De, som ikke talte ”lejrens sprog”, var 

tilsyneladende klar over deres manglende 

evner og lod de danske plapre løs, mens 

de mere afdæmpet hyggede sig med deres 

egne sjældnere sprog som fransk, tysk og 

hollandsk. 

Hverken isabelle eller hendes mand 

Martin kommer selv fra Alsace. isabelle er 

fra Bretagne og Martin fra Tyskland. 

De mødte hinanden på Korsika mens de 

arbejdede som guider. 

Gennem syv år var de sammen, mens 

frustrationerne voksede. Hver for sig var de 

afsted med grupper rundt omkring i europa 

og mødtes kun ind imellem i kortere perio- 

Selvom isabelle taler et imponerende flot 

dansk, har hun endnu ikke selv besøgt og 

oplevet Danmark. 

der. Så selv om de begge var glade for deres 

arbejde, valgte de til sidst at finde et andet 

liv. 

Med en baggrund som guider, og med 

flere sprog i rygsækken, sendte de 100 ansøgninger 

rundt til campingpladser, for at 

se om der skulle vise sig en mulighed. Det 

blev borgmesterkontoret i Ribeauvillé, der 

meldte sig med et interessant tilbud. Her 

kunne de begge få arbejde og samtidig en 

lejlighed, så de ikke skulle ud og finde bolig 

med alt, hvad det indebærer af risici, 

hvis gæsterne af den ene eller anden årsag 

svigtede. 

Med den nye livssituation kom trygheden 

og roen ind i isabelles og Martins liv. 

Det var noget nyt og tilsyneladende frugtbart, 

for inden længe kunne isabelle konstatere, 

at hun var blevet gravid. 

Allerede den gang undrede isabelle sig 

over det store antal af danske biler, der 

kørte rundt på vejene i Alsace. og når hun 

hørte danskerne tale sammen, tænkte hun: 

”Sikke et sjovt sprog!” 

Med tankerne på den forestående fødsel 

og tiden efter, tog hun en rask beslutning og 

købte et sprogkursus i dansk. Dette mærkelige 

sprog måtte læres, så hun kunne tale 

med alle disse mennesker, der var så interesserede 

i Alsace. 

Snart var det lille hjem fyldt med danske 

sætninger, der gjaldede ud gennem 

højtalerne, mens den nyfødte, Tim, blev 

passet af sin mor. 

Det gik så vidt, at Martin med bekymring 

konstaterede: ”Hvis du fortsætter, 

kommer vores søn til at lære dansk, før han 

lærer fransk eller tysk!” 

Så vidt er det ikke gået. Tim er i dag 12 

år og går i en tosproget skole. Dansk er dog 

ikke det ene af sprogene. Det er fransk og 

tysk. og isabelle har endnu til gode at besøge 

det land, hvis sprog hun taler så udmærket. 

n 

Ved aftenstide spankulerer storkene frit 

rundt sammen med pladsens gæster.


Fakta 

Campingpladsen i Ribeauvillé har 4 stjerner. Hver gæst har 100 kvadratmeter 

indhegnet plads til rådighed. Til hver plads er der kabel-TV og 16 ampere 220 volt 

tilslutning. isabelle og Martin bor på pladsen og står om nødvendigt til rådighed. 

Se mere på www.camping-alsace.com og klik ind på Ribeauvillé. 

Adresse: Camping Municipal, Pierre de Coubertin, 23 rue de Landau, 68 150 

Ribeauvillé, Frankrig. Tlf./Fax +33 389 73 66 71. 

e-mail: camping.ribeauville@wanadoo.fr 




CHILE | KR. 65,00 

VINOVENUE 

CHILE 52-01 Omslag-1.indd 1 11/04/12 15.20 

Statistikken fortæller, at tæt på hvert femte glas 

CEntraL VaLLEy 

vin i Danmark kommer fra Chile. Det er mest de 

billige vine alle kender. 

CHILE 

Med næste udgivelse præsenterer VinoVenue Chile 

som vinland. Vi har fundet nogle vine som distancerer 

sig fra de almindelige chilenske vine på markedet. Spændende 

vine som giver vores medlemmer god valuta for pengene - med fokus 

på det anderledes, uden at vi sætter den gode smag over styr.

Chile er et pudsigt land. Det er langt og dramatisk, 

og forskellen fra syd til nord er enorm. 

i syd er der frodige fjorde med et rigt fiskeliv. 

i nord er det ørkenen, som dominerer. imellem 

disse yderpoler vokser der frugt og druer ligesom 

omkring Middelhavet. Chileneren er bare 

heldigere end europæerne, for klimaet er stabilt. 

Søtoftevej 74 · 4100 Ringsted · Tlf: 7022 4040 

info@vinovenue.dk · vinovenue.dk

ALSACE | KR. 65,00 - Vinklubben VinoVenue

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?