douro | PorTuGAL | kr. 65,00 - Vinklubben VinoVenue

douro | PorTuGAL | kr. 65,00

DouRo 

PoRtVinens lanD 

douro 

portugal 

2 VinoVenue I DuoRo 

Druerne er ukendte for de fleste. Distriktet er der heller 

ikke mange der har hørt om før. Men områdets stolthed, 

portvinen, kender alle. som det første vindistrikt i verden 

fik Douro i 1756 en lovfæstet regulering af produktio- 

nen. området blev markeret med 335 store granitsten, som udgjorde 

grænserne. inden for denne zone kunne avlerne boltre sig i et sandt 

festfyrværkeri af vindruer. i dag er de dominerende røde druer: touriga 

nacional, touriga Franca, tinta Barroca, tinta Cao og tinta Roriz. 

De hvide er: 

Malvasia, 

Viosinho, 

Codega og 

Gouveio. 

Men disse 

druer er 

kun et lille 

udpluk af 

de næsten 

100 mulige. 

portugal 

BaIXo 

Corgo 

régua 

■ 

■ 

Mateus 

quInta de 

MarroCos 

a24-Ip3 


folgosa 

saBrosa 

favaIos 

pInhÃo 

CIMa 

Corgo 

alIjo 

MurÇa 

212 

sao pedro 

valeIra 

san joao 

da pesqueIra 

222 


vIla flor 

quInta da 

sequeIra 

102 

posInho 

Ip2 

torre de 

MonCorvo 


superIor 

sarCa 

de alva 

spanIen

Der er noget særligt 

over Douro. Det er 

ikke et vindistrikt, som 

så mange andre. Det er 

dér portvinen kommer fra 

- portvinen som er en gudedrik 

for mange kendere 

og har været det gennem generationer. 

Det lille trick der i tidernes morgen blev 

udviklet til at standse gæringen ved at lade 

gærcellerne drikke sig ihjel i alkohol var 

ganske enkelt genialt. ikke alene gjorde 

det portvinen lagerfast, og dermed egnet til 

transport over de store verdenshave - det 

gav også en smag, som ikke kan skabes på 

andre måder. en fyldig frugtagtig sødme 

med en snert af vinens tanniner, men stort 

set blottet for syre - og det uanset hvilken 

af de mange typer man vælger. 

efter at jeg har besøgt dette traditionsrige 

vindistrikt er min begejstring ikke 

blevet ringere. Desuden har jeg fået øjnene 

op for de andre vine, avlerne i Douro fremstiller 

- særlig rødvinene. selv om de også 

herfra bliver mere og mere internationale i 

stilen, er det stadig muligt at finde enestående 

vine med helt sin egen karakter - for 

eksempel rødvinen terras Durienses fra 

Quinta de Marrocos. 

turen til Douro er ukompliceret, selv 

om distancen er stor. taP, det portugisiske 

luftfartsselskab flyver dagligt fra København 

til lissabon, og forbindelsen videre 

til Porto er kort med flere daglige afgange. 

så derfor: tag derned og oplev det selv. 

Priserne er stadig mærkbart lavere end her. 

God fornøjelse! 

Kenth Poulsen 

InDholD 

4 

12 

16 

20 

23 

Douro - Portvinens skønne flod. 

unesCo har udpeget Douro til 

verdens kulturarvsområde. 

langtidskogt 

24 

Bisaro svinenakke 

med 

migas. 

Her træder de druerne på den 

28 gode gammeldags manér. 

Kvinderne er synlige i gadebilledet 

i de små landsbyer. 

32 

34 

36 

38 

traditioner, klima, 

jordbund og 

en alenlang liste 

af druesorter. 

De bygger 

den gamle 

familie- 

vingård op. 

Bageren har 

lukket, men 

brødbilen kommer 

jævnligt. 

Gode gamle engelske 

traditioner lever 

stadig i bedste 

velgående i Porto. 

tag båden eller toget - det er lettere 

og meget mere behageligt. 

ajour om noget af det, der er 

sket i VinoVenue siden sidst. 

udgiver: VinoVenue aps, søtoftevej 74, 4100 Ringsted · 

t: 7022 4040 · F: 7022 4041 · e: info@vinovenue.dk · www. 

vinovenue.dk. tekst og fotos: Kenth Poulsen. Grafisk design og 

produktion: tegnestuen v. Mogens Barslund · t: 5767 2207 

Redaktionen er afsluttet 05.11.2008. issn 1602-8082 

DuoRo I VinoVenue 3

DouRo 


4 VinoVenue I DuoRo

stille bevæger skibene sig 

gennem det fortryllende 

landskab, hvor terrasserne 

med vin i århundreder har 

omkranset flodens løb. 


Floden Douro har givet navn til vindistriktet. 

Byen Porto ved flodens udløb 

har givet navn til vinen, men der har 

aldrig været produceret portvin i Porto. 

til gengæld skulle vinen altid omkring 

byen for at komme ud i verden. 

De færreste er i tvivl om, at lissabon er 

hovedstad i Portugal, men man kan 

filosofere lidt over, hvorfor det nu ikke er 

Porto. landet hedder jo ”Portogal”, menneskene, 

der bor der, ”portogisere” og 

4 

DouRo 

sandemans geniale Don med den 

bredskyggede karakteristiske hat 

står som et vartegn på firmaets 

vinmark i Regua. Han blev skabt 

længe før McDonalds ”måge” og 

han er næsten lige så kendt, i hvert 

fald af den ældre generation. 


en af de gamle flodbåd under 

den karakteristiske bro mellem 

Porto og Vila nova de Gaia. Hvis 

broen giver tanker om eifeltårnet, 

skyldes det sikkert, at det er en af 

Gustav eifels ingeniører, der har 

stået for udførelsen. 


4 

den mest berømte vin de fremstiller, 

hedder Porto, portvin eller oporto. 

i tidernes morgen var portvinen slet ikke 

opfundet, så for god ordens skyld: Byen 

kom før vinen. navnet på byen må skyldes 

dens ideelle placering som havn (port) ved 

Douroflodens udløb, hvor søfarende kunne 

gå ind og finde læ og forsyninger. 

Grunden til at navnet blev hængende 

som betegnelse også for folket, er at det 

var kongen fra Porto, der tilbageerobrede 

resten af det nuværende Portugal fra de 

muslimske maurere i 1200-tallet. 

Historien om vinene fra Douro fortaber 

sig langt tilbage i historien - måske til romerne, 

måske endnu længere tilbage. 

Men det er englænderne, der står bag 

udviklingen af det, vi i dag kender som 

portvin, omend de først blev introduceret 

til den type vin via den katolske kirke. 

en af de tilgængelige historier fra 1600tallet 

fortæller om to håbefulde engelske 

brødre, som var blevet sendt ud af deres far 

for at finde vine til at importere til familiens 

vinhandel i liverpool. De besøgte klostret 

i lamego, den tidligere ”hovedstad” i 

Douro, hvor abbeden beværtede dem med 

et glas ”præstevin”. De havde aldrig smagt

en lignende vin, og fik straks indgået en 

samarbejdsaftale. 

Hvorvidt denne forsendelse er den første 

portvin, er vanskeligt at spore, men 

tolddokumenter taler om portvin første 

gang i 1687. Hvem der kom først, og om 

det allerede på daværende tidspunkt var en 

etableret lokal tradition, fortaber sig i udokumenterede 

påstande. 

een ting er dog sikkert: Der var en livlig 

handel mellem england og Portugal, og der 

var mange aktive, engelske vinopkøbere i 

Porto. 

allerede i 1353 indgik de to lande en 

aftale, som gav portugisiske fiskere ret til at 

fiske i de kystnære områder af england. På 

daværende tidspunkt var verdensøkonomien 

bundet til torsk og ikke som i nyere tid 

til guld. som betaling for fiskeretten skulle 

der erlægges vin efter nærmere bestemte 

retningslinier. 

englænderne mente de havde gjort en 

god handel, for i modsætning til torsken 

blev vinen bedre med årene. 

20 år senere underskrev de to lande 

evigt venskab, og det skulle vise sig at 

blive den mest varige alliance mellem to 

nationer i historien. Den er ikke siden blevet 

brudt, og nogle historikere mener, den 

i princippet var medvirkende til, at nato 

blev stiftet i 1949. Her var england og Portugal 

blandt de drivende kræfter. 

op igennem 1500-tallet koncentrerede 

Portugal kræfterne om de nyopdagede kontinenter, 

og england sloges med Frankrig i 

det, der kaldes 100-års krigen. 

Men i Porto gik det til stadighed fremad 

for britterne. De skaffede sig privilegier og 

havde gang i handlen, som fortrinsvis var 

tekstiler, hvede, saltet fisk og vin. 

i 1703 fik de yderligere hjælp hjemmefra, 

idet den portugisiske vin blev begunstiget 

med en tredjedel mindre told end den 

franske. 

På nogenlunde samme tid havde englænderne 

for alvor fået øjnene op for de 4 


DouRo 

terrasserne er en del af det almindelige 

”portvinslandskab”. 

tidligere var de bygget i sten, 

som var lagt én for én i hånden. 

i dag er de fleste gravet ud med 

bulldozer - det er selvfølgelig 

lettere - men ikke lige så smukt. 

Portvinen kan ligge i årevis og udvikle sig på 

disse kæmpe træfade. 20, 30, 40 år er ikke udsædvanligt, 

og prisen stiger år for år, så det er 

som at have penge i banken. 


DouRo 


De gamle britiske portvinshuse 

ligger side om side på havnefronten 

ved Vila nova de Gaia. 

i perioden fra 1926 til 1986 var 

de forpligtede til at lagre deres 

portvin her. 


4 

kraftige portvine fra Douro, som havde 

vist sig ualmindelig lagerfaste. 

indtil 1730 var det nærmest som et 

Klondyke. Rigdommen blandt købmændene 

i Porto voksede, og det virkede som 

om, det ingen ende ville tage. alt kunne 

sælges, og i en periode blev alt solgt - også 

vin, der intet havde med portvin at gøre. 

Kreative svindlere begyndte at tilsætte 

alle mulige frugtsafter til gæringerne. Hyldebær 

og sukker var særlig populært - det 

gav masser af farve, og sammen med alkoholen 

var det nogenlunde drikkeligt. 

Men i slutningen af 1730’erne revnede 

ballonen. overproduktion og faldende efterspørgsel 

på grund af faldende kvalitet. 

Det gik galt for mange købmænd i Porto, og 

det gik rigtig galt for vinbønderne i Douro. 

Først da den siddende premierminister 

Marquis de Pompal i 1756 skar igennem 

og etablerede et portusisisk kontrolorgan 

for vinproduktionen i Douro, kom der igen 

udvikling i handlen. som sidegevinst fik 

han også indført et politisk organ, som lå 

over de meget indflydelserige britiske købmænd. 

Med kontrolorganet blev der etableret 

en grænse omkring vindistriktet med 335 

granitsten, som markerede området. alt 

uden for dette område, blandt andet de 

store hyldebærplantager, blev uinteressant 

og stort set værdiløst.

Dette initiativ blev verdens første velfungerende 

kontrolsystem inden for vin. 

til sammenligning fik Frankrig først etableret 

deres statskontrollerede organ inao 

i 1935. 

siden 1756 er loven om produktion af 

vin i Douro blevet justeret flere gange, ligesom 

kontrolorganet har måttet gennemgå 

reorganiseringer i årenes løb. 

Men grundtanken viste sig at fungere. 

Fra 1756 til midten af 1800-tallet hjalp 

systemet til at fremme tilliden til portvin, 

sikre kvaliteten, stabilisere priserne og 

justere produktionen. Det blev 100 års 

ubrudt fremgang, som kulminerede med 

et årligt salg på 13 millioner liter portvin 

til england i midten af 1800-tallet. Men i 

1852 stoppede eventyret brat. Den indtil 

da ukendte svampesygdom, oidium, reducerede 

høsten og gav en ubehagelig bismag 

til vinen. 

Relativt hurtigt fandt man ud af, at 

sprøjte med svovl, men det gav kun en 

stakket frist. For i 1860’erne invaderede 

phylloxera’en. 

Det var igen en ukendt fjende - en jordlus, 

som gnavede huller i rødderne på vinplanterne, 

og i løbet af et par år havde taget 

livet af hele marken. Phylloxera hærgede 

over hele europa i slutningen af 1800-tallet, 

og det skulle tage en rum tid, inden der 

blev fundet en løsning. 

egentlig kom lusen fra nordamerika og 

den havde ikke tidligere levet i europa. i 

midten af 1800-tallet blev det imidlertid 

almindeligt med drivhuse, og så skulle der 

indføres eksotiske planter fra andre verdensdele. 

Med dem kom også plantesygdomme, 

som man ikke tidligere havde set 

i europa. 

Men ligesom sygdommen kom fra nordamerika, 

kom også løsningen derfra. Deres 

vilde druer havde udviklet et modstandsdygtigt 

rodnet, og ved at pode kulturplanten 

på en vild nordamerikansk rod kunne 

phylloxera’en ikke gøre skade. avlerne 4 


DouRo 4 

i 1800-tallet var rigdommen 

enorm i Douro, så der var mange, 

der opførte store paladser. 

nogle er gået i forfald, andre 

holdes ved lige og står som monumenter 

fra en svunden tid. 

Midt på dagen, når varmen 

er værst, trænger man til lidt 

at styrke sig på - uanset hvor 

gammel man er. 


DouRo 



overalt dukkede 

der forfalskninger op 

Portugal er stadig en skøn blanding af nyt og gammelt - rigt og fattigt. Her er en fattig landarbejderfamilie 

”skudt” på vej hjem fra marken - fotografen kom forbi i en amerikansk firehjulstrækker! 

Dette skiferstenshus er under rekonstruktion efter en gammel model. skiferen har sine fordele: Den 

findes i rigelige mængder i bjergene, og materialerne kan genbruges, når de gamle huse bliver forladt 

- og så er husene dejligt kølige at opholde sig i. 

4 stod derfor i slutningen af 1880’erne 

med et enormt genetableringsarbejde. alle 

de syge planter skulle væk, og nypodede 

vine skulle sættes i stedet. og som om det 

ikke var nok, blev portvinen angrebet på 

alle dens markeder. 

overalt dukkede der forfalskninger op. 

De fik navne som French Port, Hamburg 

Port, tarragona Port - fantasien havde ingen 

grænser. Priserne faldt og med dem 

indtjeningen. 

Den 10. maj 1907 tog den siddende 

diktator, João Franco, affære og udstedte et 

dekret, som understregede retningslinierne 

fra 1756 og, via yderligere dekreter senere 

på året, reviderede og forstærkede enkelte 

af definitionerne. 

efter dette initiativ kom der igen udvikling 

i omsætningen af rigtig portvin. i midten 

af 1920’erne eksporteredes mere end 

45 millioner liter portvin. til sammenligning 

ligger eksporten nu omkring 80 millioner 

liter. 

i 1986 kom det næste store spring 

fremad for Douro og portvinen, da det blev 

tilladt at lagre portvinene over alt i Douro. 

siden 1926 havde Vila nova de Gaia - udskibningshavnen, 

der ligger over for Porto 

ved Douro flodens udløb - været det eneste 

lovlige lagringssted for portvin. 

samtidig blev det også muligt at sælge 

vine fra enkeltmarker (quinta’er), og ejendommene 

måtte tappe og sælge deres egen 

vin. 

alt sammen en tiltrængt modernisering 

af et system, der havde været velfungerende 

i mange år, men som efterhånden var blevet 

en væsentlig begræsning for udviklingen. 

Gennem de seneste 20 år har mange avlere 

etableret sig med eget varemærke opå 

baggrund af de nye regler. De er med andre 

ord ikke nye producenter - mange har gennem 

generationer produceret portvin til de 

engelske opkøbere. nu kan de lagre portvinene 

på deres egen ejendom og dermed udvikle 

deres individuelle særpræg. Det har 

medvirket til at give portvinene et generelt 

kvalitetsløft.

WWW.KLM.DK 


“Gode kunder er ikke altid store, 

de flyver bare oftere.” 

Bluebiz – et loyalitetsprogram for 

mindre og mellemstore virksomheder 

Vores privatkunder får personlig bonus via Flying Blue, 

og de store virksomheder får ekstra fordelagtige rejser 

via individuelle aftaler. Men nu er turen kommet til de 

mindre og mellemstore virksomheder. 

BlueBiz er enkel: 1. Bliv medlem af BlueBiz. 2. Book 

DouRo 

og flyv. 3. Opspar Blue Credits! Passageren får sine 

Flying Blue Miles som sædvanligt og samler samtidig 

Blue Credits til virksomheden. Blue Credits kan ombyttes 

til billetter. 


DouRo 



lige inden høst er farvespillet på 

sit højeste i vinmarken. Druerne 

er blevet mørkeblå og bladene 

er begyndt at rødme - et sandt 

kunstværk fra naturens side. 


traditioner, klima, jordbund og en alenlang 

liste af forskellige druesorter, som 

fortrinsvist vokser i Douro, er grundlaget 

for en af verdens kendteste vintyper 

grænse, mens det bliver køligere, jo længere 

man kommer ud mod atlanterhavet. 

Modsat forholder det sig med nedbøren. 

Der falder mindst regn mod den spanske 

grænse, og mest jo længere man kommer 

ud mod kysten. 

De dominerende druer i Douro er på den 

røde side: touriga nacional, touriga Franca, 

tinta Barroca, tinta Cao og tinta Roriz. 

sidstnævnte er identisk med tempranillo i 

spanien eller aragonez i andre områder af 

Portugal. 

På den hvide side er det: Malvasia, Viosinho, 

Codega og Gouveio. sidstnævnte 

hedder Verdelho i resten af Portugal. 

Men ud over de her nævnte er der et 

hav af forskellige druer. Det er ikke usædvanligt 

at få svaret: ”Jeg har 90 forskellige 

druer på mine marker”, når man spørger en 

avler. 

og det er sandsynligvis rigtigt, for hele 

Portugal kan opbyde et hav af forskellige 

spændende druer, og intet andet land i 

- portvin. Men glem ikke rødvinene. 

verden kan måle sig med denne rigdom på 

variation. 

når det kommer til vinificeringen af 

Vindistriktet Douro er det eneste sted i 

verden, hvor der kan produceres ægte 

Douro, og der dyrkes vin på 36 procent af 

jorden i området. 

portvin, bliver det ikke meget enklere, 

men der kan dog opstilles et par simple 

retningslinier: 

portvin. i andre verdensdele producerer de Den sidste del af Douro blev først til- ■ Ruby Port er den rubinrøde variant på 

noget, som ligner, men ægte er det ikke. gængelig med båd, efter at dronning Dona røde druer, som kan inddeles i følgende: 

Douro ligger omkring 70 kilometer fra Maria ii i begyndelsen af 1800-tallet be- - Ruby eller Fine Ruby. Bliver tappet på 

Porto, hvorfra portvinen har sit navn, og ordrede en granitblok ved Valeira sprængt flaske efter to eller tre års fadlagring. Den 

hvor den gennem århundreder har været i luften, så skibene kunne passere. Dette er ung og frugtrig, ofte med en sprittet snert. 

afskibet. 

område kaldes Douro superior, det al- Her angives ingen årgang. 

Fra vest mod øst skifter landskabet dralerøverste og udgør næsten halvdelen af - Reserve eller Finest Reserve. en udsøgt 

matisk, og derfor er det blevet delt op i tre Douro. Her er beplantningen meget spredt blanding, som har ligget mellem tre og fem 

underområder, hver med deres karakteri- og blandet med krat og bjergterræn. Kun år på fad. Den er rundere og mere mættenstika. 

13 procent er dækket med vin. 

de end den almindelige Ruby. Her angives 

Helt mod vest ligger Baixo-Corgo eller selve jordbunden i hele området er præ- heller ingen årgang. 

nedre Corgo, som udgør næsten en femget af skifer, med granit i randområderne. - late Bottled Vintage, lBV. Den er lavet i 

tedel af Douros areal. Det er området om- oven på disse bjergarter har der dannet det angivne år og tappet efter fire til seks år 

kring Regua. Her er vindyrkningen tæt - 51 sig et til tider meget tyndt lag af lerholdige på fad. Det giver en rig, krydret smag, som 

procent af jorden, og det er et område, som aflejringer, blandet med sten og lidt plan- kan gå i retning af frugt og chokolade. 

altid har været tilgængeligt med båd. temuld. tykkelsen af den løse jord varierer - Crusted Port. en mere usædvanlig type, 

ligeså har Cima-Corgo, eller det Øvre fra ingenting til lidt over en meter. som må blandes af flere årgange. Den har 

Corgo, hvor vindyrkningen er mindre tæt. Klimaet følger floden på den måde, at bundfald, som lægger sig i flasken, det kan 

Beplantningen dækker godt en tredjedel af det er varmest i øst, oppe mod den spanske 

derfor svare sig at dekantere den. Den 4 

DouRo 


4 er rig i smagen og mørk i farven. et billigere 

alternativ til en Vintage Port. 

- single Quinta. Produceret på en angivet, 

særligt god mark. Fremstilles på samme 

måde som en Vintage, men modner generelt 

tidligere. 

- Vintage Port. Produceres kun i særligt 

gode år og skal godkendes af iVDP, 

Portvinsinstituttet. Først ligger den to eller 

tre år på fad, og derefter kan den lagres i 20 

år eller mere på flaske for at udvikle sig. 

■ tawny er også produceret på røde druer, 

men er iltet og har haft længere kontakt 

med fad. Farven er i retning af ravgylden: 

- tawny eller Fine tawny. Bliver tappet på 


flaske efter to eller tre års modning. Den er 

blød, sød og lys i farven. Her angives ingen 

årgang. 

- tawny Reserve. en blanding af seks eller 

syv år gamle vine, som har ligget på fad. 

Her kommer aromaerne af tørrede frugter 

frem. 

- aged tawny. Det er en blanding af vine fra 

forskellige år. Gennemsnittet er angivet på 

flasken: 10, 20, 30 eller 40 år. Modningen 

foregår på flasken. smagen er friskere, 

mindre fed og meget kompleks. 

- Colheita Port. en tawny fra et angivet år, 

som har modnet mindst syv år på fad. Det 

er en meget kraftig sag. Den er silkeblød i 

smagen, der kan minde om karamel og tørret 

frugt. Den er gylden i farven. 

De hvide druer kan behandles på samme 

måde som de røde. På flasken bliver de karakteriseret 

med betegnelserne: extra-dry, 

dry, semi-sweet, sweet og very-sweet. Den 

sidste type bliver ofte kaldt ”lágrima”, som 

betyder tåre på portugisisk. Det kommer 

sig af, at den efterlader et tydeligt ”gardin” 

på indersiden af glasset, når man har taget 

en mundfuld. 

som det fremgår af denne beskrivelse, 

er portvin et sammensat emne. Der er mange 

valgmuligheder, og først når man begynder 

at beskæftige sig med dem, kan man

egynde at danne sig en mening om, hvad 

man synes bedst om. De fleste portvine er 

meget stabile, så de tager ikke skade af at 

blive åbnet den ene dag, og måske smagt 

igen nogle måneder senere. De skal bare 

opbevares i køleskabet. 

når de har været opbevaret i køleskab, 

kan de stilles direkte på bordet. i glassene 

får de hurtigt den ideelle temperatur mellem 

10 og 14 grader, som giver den største 

nydelse. og husk: store glas! ligesom ved 

andre vine. De gamle ciselerede arvestykker 

fra mormors middagsstel må hellere 

bruges til æggebæger. 

Bordvinene fra Douro har altid stået i 

Det er storslået at være nået op 

på toppen og kikke ud over det 

voldsomt bakkede landskab. 


når vinmarkerne skal genplantes med nye vinstokke bliver store skiferflager bragt op til jordens 

overflade. De bliver samlet i lange ”dysser”, så det er lettere at komme rundt på markerne. 

Det ser fattigt ud, når de unge 

vinplanter står i den barske 

skiferundergrund, og de skal 

da også danne et omfattende 

rodnet for at kunne overleve. 

til gengæld giver manglen på 

næring druerne en stor koncentration 

i frugten. 

skyggen af portvinene. De har ikke været 

så lette at omsætte, og vinene har ikke fulgt 

de seneste årtiers trends i retning af frugt, 

blødhed, fylde og alkohol. alligevel er der 

grund til at bemærke sig vinene fra Douro. 

På den hvide side kan de fint måle sig med 

tidens aroma- og frugtbomber. 

På den røde side er det lidt anderledes, 

muligvis fordi druerne er udviklet til at lave 

god portvin. Douros rødvinsdruer laver ikke 

frugtsmag i gæringen, den kommer først 

når gæringen bliver standset med alkohol. 

Derfor er det ikke lige de vintyper, der 

får os til at juble ved første møde. til gengæld 

er der mange andre smagsindtryk at 

DouRo 

hente, når man lærer dem at kende. en stor 

Dourovin kan udvikle sig over 10 til 20 år, 

og den kan muligvis holde meget længere. 

Der er bare ikke så mange af os, der er indstillet 

på at vente så længe. 

Det der sker efter den lange ventetid er, 

at vinene afbalancerer sig. De bliver runde 

og smagfulde på en anden måde end andre 

vine - netop fordi de er lavet for at tilfredsstille 

et andet behov. 

Dét, sammenholdt med de særegne druer, 

gør også Douros almindelige bordvine til 

et spændende bekendtskab. i dem finder 

man noget, man ikke finder andre steder, 

og de skal drikkes mens de er unge! 


i de første mange år var 

”The Ballroom” for eksempel 

kirkesal for kolonien 

af briter i Porto, så 

den blev både brugt til 

dansesal og kirkerum. 


The Factory House ligger tilbagetrukket 

fra fortovet, med jerngitre mellem de 

bærende søjler og en anonym, stilren facade 

- let at overse i bybilledet, og tvivlsomt 

er det, om den almindelige Porto borger 

overhovedet kender til det. 

Men det er det mest historiske hus i 

hele Portugal, når emnet er vinproduktion 

og særlig portvin. 

navnet ”The Factory House” har intet 

med fabrik eller produktion at gøre. Det 

kommer fra det engelske ord ”factor” som 

betyder agent eller en som gør forretninger 

for andre. Huset blev etableret som et resultat 

af sammenholdet blandt de britiske 

handelsfolk, som havde slået sig ned i Porto. 

De levede af handlen mellem england 

og Portugal, som fik et gevaldigt opsving i 

15-1600-tallet. eftersom briterne var protestanter 

havde de vanskeligheder med at 

blive accepteret i det katolske, portugisiske 

samfund. Derfor måtte de selv etablere 

undervisning af deres børn, og i de første 

århundreder var det dem forbudt at gennemføre 

kirkelige handlinger. Men modstand 

gør stærk. Briterne etablerede deres 

eget lille samfund, hvortil de fik sendt 

præster, lærere og også læger fra england. 

For at holde sammen på det hele byggede 

de deres eget samlingssted, ”The Factory 

House” 

i 1810 blev betegnelsen for huset forbudt 

ved lov, men i dette stilfulde engelske 

miljø er intet stærkere end traditionerne. 

så uagtet den officielle og tilladte betegnelse 

”British association” bliver huset 

stadig kaldt ”The Factory House”. 

Huset er opført i det, der kaldes adam 

stilen, som er præget af den romerske antik. 

Det blev bygget i 1785 på foranledning 

af mr. Whitehead - britisk konsul i Porto 

gennem 47 år. Det fremstår i solid granit og 

virker nærmest uforgængeligt. 

Grunden, det ligger på, har tidligere 

båret tre sammenbyggede huse med 4 

PoRTVinens lanD 

Gode gamle engelske traditioner lever 

stadig i bedste velgående i The 

Factory House - omend de samme 

traditioner dikterer begrænsninger, 

som kan blive livstruende for huset 

inden for en årrække. 

Med kridt og tavle holder olga lacerda styr 

på, hvad den enkelte gæst har indtaget under 

onsdagsfrokosten. Hver enkelt betaler for sig. 

DouRo 


DouRo 



4 samme funktion som det nuværende. 

Desværre er det meste historiske materiale 

fra før 1807 gået tab. Da franskmændene 

under napoleon invaderede byen, gik det 

hårdt ud over englænderne. Huset blev beslaglagt, 

og alt af værdi blev konfiskeret eller 

destrueret. Derfor er den eksakte viden 

om tiden før og omkring husets opførelse 

meget begrænset. 

Gennem årene er det blevet lettere at 

være ”fremmed”, og der er ikke længere 

en eksistensiel grund til at opretholde husets 

funktioner. De familier, som er blevet 

i Portugal og har etableret sig, har gennem 

generationer integreret sig som en del af 

samfundet, men den forretningsmæssige 

side bliver stadig holdt ved lige. 

i dag bliver traditionerne videreført af 

tre store producenter: 

Taylor, Fladgate & Yeatman, som blandt 

andet markedsfører portvin med navne som 

Croft og Fonseca. 

symington, som markedsfører Graham, 

Warre, Dow og smith Woodhouse. 

og så den unge, som de kalder ham i 

The Factory House: Churchill Graham. 

eneste mulighed for at et portvinshus 

kan blive optaget som medlem, er, at portvinshuset 

er britisk ejet. således måtte 

sandeman forlade det gode selskab, da de 

blev solgt til Portugals største vinfirma sogrape 

- dem med Mateus. 

Der er imidlertid ikke noget til hinder 

for, at en ikke britisk direktør for et af selskaberne 

kan komme i huset som individuelt 

medlem. Han skal bare ikke gøre sig 

forhåbninger om at overtage posten som 

Treasurer - på dansk “kasserer”. Det er 

den mest indflydelsesrige position. Hvert 

år den sidste onsdag i januar indtræder en 

ny efter et nøje fastlagt skema. Den nye 

kasserer skal skænke 20 dusin hvid Port 

og Tawny uden etiket til husets frie brug. 

Det med etiketten kan måske synes som 

en bagatel - for ingen vin bliver serveret 

fra flaske, den bliver altid dekanteret, og 

ingen af husets brugere er i tvivl om producenten 

- men sådan er traditionen! 

På samme måde skal der leveres 20 

dusin portvin, når man tiltræder som nyt 

medlem, eller når vinhusene får godkendt 

en ny Vintage. 

Den daglige drift af The Factory House 

er lagt i hænderne på olga lacerda. Hun 

er assisteret af tre portugisiske kvinder, og 

sammen står de for at forberede alle arrangementer 

samt den nødvendige rengøring. 

alt, hvad der angår maden, er imidlertid 

lagt i hænderne på et cateringselskab, som 

også kommer med tjenere og anretningspersonale. 

olga lacerda er født lidt længere nede 

ad gaden, og hendes far var direktør i Croft. 

Hun og hendes tre søstre er nærmest vokset 

op i huset. Gennem deres opvækst har det 

været naturligt at deltage aktivt i husets arrangementer, 

og her er de også blevet gift. 

Det er hendes ansvar, at alle ritualerne 

bliver fulgt. når frokosten skal serveres 

hver onsdag, sørger hun for at føre tavlen 

over, hvad gæsterne har indtaget. Den står 

til offentlig beskuelse, selvom hun også 

skal lave en regning på papir, som alle andre 

steder. 

Hun skal også sørge for, at avisen The 

Times bliver lagt frem sammen med den 

udgave, som udkom for 100 år siden. 

Det giver ind imellem nogle pudsige oplevelser. 

For eksempel blev der leet, da det 

kom frem, at der var problemer ved stemmeoptællingen 

under sidste præsidentvalg 

i usa. Det var tæt på dødt løb mellem 

al Gore og George Bush. 100 år tidligere 

havde to andre kandidater været i samme 

situation på samme tidspunkt - historien 

gentager sig. 

Det kan man med en vis vægt også hævde, 

at den gør, når det drejer sig om livet i 

The Factory House. 

For en god ordens skyld: The Factory 

House tager ikke imod besøgende, så eneste 

mulighed for at komme til at se det 

imponerende hus er, hvis man kan få et 

af medlemmerne til at invitere sig - og her 

kommer husets udødelige navn ind i billedet 

- der skal en forretningsaftale til. 


siden 1811 er årets Treasurer 

blevet opført på tavlerne i hallen. 

navnene er genkendelige 

fra alle de store gamle portvinshuse, 

som har solgt vin 

gennem generationer. 

Hallen til The Factory House er imponerende 

katedralagtig eller aristokratisk med store, 

tunge gitterporte, granitsøjler og rød løber. 

Biblioteket dækker tre sale og der er bøger 

fra de sidste tre århundreder. 

DouRo 


DouRo 



Mario og Graça Cardoso 

sammen med ønolog 

José edouardo og en 

gammel portvin fra 1936, 

som havde fået lov at ligge 

ubemærket i kælderen. 


Med vedholdende investeringer 

både i tid og penge er de i gang med 

at genopbygge den gamle familievingård, 

som tidligere var en af en 

hel samling quinta’er i Douro. 

Mario Cardoso er ingeniør. sammen 

med sin partner driver han en rådgivende 

virksomhed med 23 medarbejdere. 

Hans kone Graça er tandlæge med egen 

praksis i Porto. 

siden ungdommen har de begge haft et 

ønske om at avle vin. i fællesskab har de 

taget beslutning om at drive hendes mors 

ejendom, Quinta da sequeira, ud fra helt 

nye idéer. De vil lave vin af høj kvalitet til 

overkommelig pris. 

For at nå det mål, har de ansat en af 

Douros bedste oenologer, Gabriela Canossa, 

der samtidig rådgiver 4 andre fremadstormende 

quinta’er. Til at assistere hende 

er der José edurado, der tager sig af den 

daglige drift. 

indtil videre er der 15 hektar og 75.000 

vinstokke at tage sig af, og de bliver plejet 

DouRo 4 

med største omhu af fire medarbejdere på 

fuld tid. 

Den årlige produktion vil maksimalt 

komme til at ligge på 70.000 flasker, men 

endnu er den kun kommet op på 35.000. 

salget startede først i 2005, da den første 

årgang fra 2001 var klar til omsætning. Det 

tager tid at opbygge et marked for vin. 

For Mario og Graça er det alligevel gået 

hurtigt. allerede nu kunne de sælge hele 

deres produktion af de fleste af deres vine 

på det portugisiske marked, for der har 

været meget positiv omtale af deres projekt 

i pressen. Men det ville ikke tilfredsstille 

deres ambitioner, og så længe de kan få 

økonomien til at hænge sammen, vil de 

endnu videre med deres planer. inden for 

de kommende år skal de forarbejde alle 

deres druer til vin, og så er det nødven- 


DouRo 



4 digt med et større marked. Quinta da 

sequeira ligger i det område af Douro, der 

hedder Douro superior. Det er en ejendom 

med en storslået fortid. Da Graças oldefar 

levede, drev han fem ejendomme i Douro, 

men arvefølgen har med tiden splittet det 

hele op i mindre enheder. Den del Mario 

og Graça nu driver, er kun halvdelen af det 

oprindelige. 

De taler begge med begejstring om, 

hvordan det var at høste før i tiden. Det var 

en fest. De studerende havde tre måneders 

sommerferie fra juli til midt i oktober, og 

hele september gik med at høste druer. 

Det var et fællesskab, som desværre ikke 

længere lader sig realisere, først og fremmest 

fordi de studerende ikke har ferie i 

høsttiden. 

Dengang kom de hjem på gårdene fra 

studierne - alle havde et sted, hvor de skulle 

hjælpe med høsten. Man spiste sammen, 

og der blev arrangeret musik og dans, også 

med de andre gårde i området. 

om det nogensinde kan lykkes at etablere 

det samme fællesskab omkring høsten, 

som var den gang, må tiden vise. Men ønsket 

lever stadig hos Mario og Graça. 

i mellemtiden har de fuld fart på for at 

bygge salget af deres vine op på eksportmarkederne. 

Foreløbig er det blevet til 

schweiz, Holland, Japan, Brasilien og så 

europaparlamentet. 

For et par år siden kom chefen for parlamentets 

restaurant til vinmessen Prowein 

i Düsseldorf, hvor han faldt for vinene fra 

Quinta da sequeira, og siden har han hentet 

vinene hjem til sine gæster. 

endnu producerer ejendommen kun 

rød, hvid og rosévin. Portvinen må vente 

lidt, før den kommer med på programmet. 

Men den kommer, for på Quinta da sequeira 

er der tradition for at lave gode portvine 

- og det er ikke kun en påstand. Det kan 

bevises. i kælderen ligger seks gamle træfade, 

det ene er fra 1900 og de fem andre 

fra 1942. Til sammen står de som en lille 

hilsen fra fortiden. 

når de gamle vine kommer i glas, breder 

der sig en liflig duft af vellagret portvin. De 

er skinnende gyldenbrune, og flyder tykt 

i glasset. smagen er så intens sød, at der 

kun skal et par dråber til, for at den breder 

sig i hele munden, og den holder sig længe 

og rent. Vinen virker som et koncentrat, et 

lille sus fra en for længst svunden tid, hvor 

den ikke blev sat i omsætning. om det så 

var fordi, den var for god, eller fordi den 

ikke var god nok, det melder historien ikke 

noget om. Men den fortæller, at der kan laves 

portvin af enestående kvalitet og holdbarhed 

på Quinta da sequeira.

De er stolte af deres 

land i Douro, og de 

gør, hvad de kan for 

at beskytte det. 

lighed med mange andre vindistrikter 

I har en stor del af avlerne i Douro slået 

sig sammen om at lave en vinrute i området. 

så behøver turister ikke at være i tvivl 

om, hvem der tager imod besøg, og hvad de 

kan forvente som besøgende de forskellige 

steder. 

De fleste skænker smagsprøver af deres 

vine til gæsterne, men ikke alle tager imod 

uden forudgående aftale. Der er også stor 

forskel på, hvad man kan opleve. nogle 

har bare det sædvanlige salg ud af huset og 

mulighed for at se kælderen. andre forsøger 

at gøre deres vingård til oplevelse med 

museum, adgang til haven, tennisbane, 

swimmingpool, sauna, legerum til børnene, 

overnatning og servering af mad. 

når man kører rundt i området, kan det 

være vigtigt at vide, at en stor del af landskabet, 

der vender ned mod floden, er blevet 

udpeget af unesCo som særligt kulturarvsområde. 

i begrundelsen hedder det: 

”Vin er blevet produceret af landbrugere 

i den øvre Douro region i omkring 

2.000 år. siden det 18. århundrede, har 

hovedproduktet, portvin, været verdensberømt 

for sin kvalitet. Denne lange tradition 


Portvinens land er blevet udpeget 

af unesCo som særligt bevaringsværdigt 

gennem deres program for 

verdens kulturarvsområder. 

DouRo 

inden for vinavl har givet et landskab af 

enestående skønhed, som afspejler områdets 

teknologiske, sociale og økonomiske 

udvikling.” 

i 2001 henstillede unesco samtidig til 

den portugisiske regering at tage skridt 

inden for lovgivningen, der sikrer, at landskabets 

egenart bliver bevaret. 

en af følgerne af denne henstilling 

har været, at der er taget beslutning om, 

at der ikke skal bygges motorvej gennem 

Dourodalen. selv om det sikkert ville give 

avlerne lettere adgang til de attraktive eksportmarkeder. 

i disse år er der bestræbelser i gang for 

at gøre Douro Museum til den samlende 

institution i bestræbelserne for naturbeskyttelsen. 

Mange producenter og organisationer 

støtter denne idé, ligesom samtlige 

byråd i regionen. 

i den nærmeste fremtid vil museet åbne 

en ny afdeling i Regua, og det kunne se ud 

til, at museet bliver lagt direkte ind under 

Portugals kulturministerium - så kan man 

vist ikke finde et bedre udtryk for, at Douro 

er vigtig for hele Portugal, og for den sags 

skyld også resten af verden. 


DouRo 



som gæst i restaurant DoC sidder 

man bogstaveligt talt og får serveret 

maden ude i Dourofloden. 

Restauranten DoC ligger på pæle ude 

i Dourofloden. Det arkitektoniske snit 

er holdt i rene, moderne linier både 

ude og inde, og maden er helt i top. 

Brødrene Paula Rui og Pedro Cardoso 

lever og ånder for Dourofloden. Pedro 

driver arisdouro - en lokal turoperatør, der 

tager sig af alle former for udflugter med 

turister, som vil opleve Douro. Hans speciale 

er det område af distriktet, som ligger 

i Cima Corgo - lige nordøst for Pinhao. 

Paula er kok. Det er ham, der kan det 

med mad, og hvordan den skal laves, så 

den smager, som den skal. Pedro kan bare 

spise den, og vurdere om den er god. Den 

arbejdsfordeling kommer de begge godt 

overens med. 

lige siden Paula var dreng, har han 

beskæftiget sig med mad og vin. Hans 

bedstefar havde to quinta’er i Favaios, og 

Paula tilbragte meget af barndommen sammen 

med ham i markerne og vinkælderen. 

På den måde fik han god insigt i, hvordan 

vinen bliver produceret - og i en tidlig alder 

også hvordan den skal smage. 

På spindesiden stod bedstemoren med 

et traditionelt landkøkken, hvor råvarerne 

blev bearbejdet helt fra grunden. lange 

koge- og stegetider, masser af smag. Med 

Paulas talent var bedstemoren endnu en 

inspirationskilde til det fag, han skulle 

vælge at beskæftige sig med. 

i 1994 besluttede han sammen med sin 

kone Cristina Canelas at tage springet, fra 

en karriere sammen med nogle af Portugals 

bedste køkkenchefer på anerkendte spisesteder, 

til et liv med egen restaurant. 

i byen alijó i Cima Corgo åbnede de 

Cêpa Torta, hvor de ville servere egnens 

traditionelle retter. selv om det måske kan 

lyde lidt kedeligt, lykkedes det dem at 

gøre det så godt, at de gastronomiske journalister 

berømmede dem for deres udsøgte 

køkken. Grundlaget var lokale råvarer som 

Bisaro svinekød, Maronesa kalv, migas og 

vilde svampe. 

Med tiden har de udviklet nye opskrifter 

og ladet sig inspirere af andre kokke, men 

det traditionelle grundlag har de alligevel 

holdt fast i. 

4 


DouRo 


4 i 2007 satsede de stort. sammen med 

lillebror Pedro skabte de det fashionable 

spisested DoC. Med sin beliggenhed 

ved en af Douroflodens smukkeste passager 

ved og en udsigt, der giver de spisende 

gæster en oplevelse, som ikke kan findes 

andre steder, har de skabt noget enestående. 

Vi gav Paula udfordringen at servere en 

af hans gode retter til en flaske Quinta da 

sequeira, og han var ikke i tvivl. Det skulle 

være langtidskogt svinenakke fra et Bisarosvin 

anrettet på restaurantens migas. 

Restaurante DoC 

estrada nacional 222 

Folgosa 

5110-204 armamar 

Tlf. 254 858 123 

Mob. 919 314 395 

www.restaurantedoc.com 


langTIdskogT BIsaro svInenakke 

BIsaro svInenakke 

1 kg svinenakke 

olie 

Hvidvin 

Timian 

Hvidløg 

2 løg 

salt 

skær svinenakken fri af fedtet. Rør en 

marinade sammen af olie, hvidvin, timian og 

hvidløg, og læg svinenakken i marinaden i 

12 timer i køleskabet. sauter de hakkede løg 

sammen med svinenakken i en halv time. 

Tilsæt salt og lad den koge 12 timer ved 72 ºC 

i en ”bain marie” med termostatstyring. Den 

bliver lige så mør som smør. (Kan også bages 

i en glasform eller ”Römertopf” med låg i en 

ovn ved 100 ºC i 4 timer. Red.) 

MIgas 

Den kraftige Quinta da sequeira 

passer fint til den velsmagende 

langtidskogte svinenakke. Med 

madens krydderier og den fine balance 

i vinen er fornøjelsen stor. 

Paulas blik og smil siger alt: 

”Her skal du smage noget, 

der smager rigtig godt!” 

1 kg grelos 

Grelos er en blanding af grønne blade, 

for eksempel mælkebøtte, skvalderkål, 

ramsløg, vejbred og brændenælde. 

er du mere til tamme blade kan du bruge 

spinat, salat, rucola, top af majroer eller 

rødbeder, bladbeder eller bredbladet persille. 

200 g mungbønner 

200 g gærbrød på rug 

salt 

snit grelos og kog det sammen med bønnerne 

til de er møre, og sauter det i en pande 

med olie sammen med det tørrede 

rugbrød. arranger migas midt på 

tallerkenen, og server den med en 

skive af den ”smørmøre” 

svinenakke.


DouRo 


DouRo 


Mor og datter, Maria elise og Rita sequeira på terrassen ved Douro, hvorfra der fri udsigt ud over floden og landskabet. 


Fatima sørger for madlavningen 

og hjælper med at 

passe Ritas datter Martha.

Ordet Marrocos har samme klang for 

en portugiser, som sydhavsøerne for 

en dansker - altså noget, der ligger nede 

sydpå ligesom lolland-Falster. Quinta de 

Marrocos fik sit navn efter det sted ved 

Douro floden, som blev kaldt Marrocos, og 

som ligger et godt stykke nede ad floden. 

Det var kendt af alle, der færdedes i området, 

for her kunne man krydse uden at 

blive revet med af den kraftige strøm. 

i fire generationer eller mere end 90 år 

har den samme familie stået for driften af 

vingården. Da César augusto Correia de 

sequeira (er ikke beslægtede med familien 

på Quinta da sequeira) overtog ejendom- 

De er leveringsdygtige i årgange 

som mange steder er udsolgt 

Det er en af de sidste vingårde i Douro, 

der producerer ud fra de helt gamle 

metoder, hvor druerne bliver trådt 

med fødderne. Har du lyst til at prøve, 

kan du selv komme og være med. 

men i 1979 efter sin tante, fortsatte han 

med de samme medarbejdere som sin tante, 

for han havde rigeligt med at passe sit 

undervisningsarbejde som professor i kemi 

på universitetet i lissabon. nogle år senere 

overtog han mormorens vingård, Quinta do 

Vale de sapos, blot fem kilometer væk. 

i 1986 blev der gennemført en ny lov, 

som gjorde det muligt for dem at sælge 

portvin under eget navn. to år senere besluttede 

César augusto at forsøge at opbygge 

et marked for ejendommenes vine. 

Det blev en blød overgang, hvor de gamle 

afsætningskanaler med druer til de store 

portvinshuse blev holdt ved lige, mens en 


DouRo 4 

ny kundemasse blev bygget op. Men der 

blev kun solgt netop så meget vin, at økonomien 

kunne hænge sammen. Resten blev 

sat på lager, så de kunne sælges til bedre 

priser senere. såvel Quinta de Marrocos 

som Quinta do Vale de sapos er derfor leveringsdygtige 

i årgange, som mange steder 

for længst er udsolgt. 

i 2001 blev César augusto’s datter Rita 

færdig med sin uddannelse. siden barndommen 

havde hun fulgt sin far, når han 

var på gårdene i ferier og weekender, og 

hun kunne ikke forestille sig noget bedre 

arbejde end at drive ejendommene videre 

ud fra de gamle traditioner. 

For at være godt forberedt havde hun 

først taget uddannelse som oenolog, og senere 

taget første del af agronomi på universitetet. 

Det havde været hårde år, for ikke 

nok med at studierne skulle passes, det 

skulle vinen også. oven i det hele havde 

Quinta de Marrocos siden midten af 90erne 

været åben for overnattende gæster. 

Her var det Ritas mor, der stod med 

ansvaret. Hun havde kvittet sit job som laborant 

på hospitalet i lissabon og i stedet 

nedsat sig som værtinde og kogekone på 

vingården. 

Hvis der tegner sig et billede af en familie 

med et højt aktivitetsniveau, er beskrivelsen 

lykkedes. Det hele har kun kunnet 

lade sig gøre, fordi der er et tæt sammenhold 

i familien. 

Rita er en ud af fire søskende, to piger 

og to drenge, og alle er enige om, at det er 

hende, der driver ejendommene. Hun er til 

gengæld åben for at diskutere dispositionerne 

med de andre. 

Hvert år i begyndelsen af december er 

der tradition for, at alle sætter sig sammen 

i køkkenet og snakker om, hvordan det går, 

og om der skal sættes nye ting i gang på 

ejendommene. 

Der er i alt 23 hektar og ud over Rita 

og hendes mor, består medarbejderstaben 

af fire på fuld tid i vinen og en, som tager 

sig af det forefaldende arbejde i husholdningen. 

selv om der er maskiner til rå- 


4 

Hver terrasse har kun en eller to rækker vin, og der er rigtig mange trin op til toppen, så høsten af druer er både meget besværlig og tidskrævende. 

4 

dighed for markarbejdet, bliver der taget 

stort hensyn til de gamle traditioner. Måske 

som den eneste ejendom i området bliver 

druerne stadig trådt i de store granitfade inden 

gæringen, ligesom det var almindeligt 

for bare 20-30 år siden i hele Douro. 

På et tidspunkt bredte der sig en stemning 

af, at det var ”slavearbejde”, og det 

blev vanskeligt at få de faste medarbejdere 

op i karrene. 

til gengæld var huset fuldt af gæster, 

og da de hørte om muligheden, sprang de 

straks i shortsene, og gik i gang med at 

træde druer. Det gav så god en stemning, 

at al snak om ”slavearbejde” forstummede 

og blev afløst af et sjovt fællesskab mellem 

gæster og medarbejdere. 

i dag er det derfor en tradition, at gæsterne 

er med i produktionen, lige fra druerne 

bliver klippet på marken, til de skal 

trædes i gæringskarrene. Dette samarbejde 

vil sikre den oprindelige produktionsform 


flere år frem i tiden, for netop høsten er den 

sjoveste tid på gården, og det giver mange 

gæster. 

Det traditionsrige lever også i køkkenet, 

hvor maden bliver tilberedt efter de 

opskrifter, der har været anvendt i Douro 

gennem generationer. altid med mindst tre 

retter - en forret, en hovedret og en dessert. 

som et særlig gode på ejendommen springer 

der fire kilder i skiferbjerget under vinmarkerne. 

Vandet bliver kontrolleret flere 

gange om året, og er karakteriseret som 

noget af det bedste i området. 

Ritas mor mener også, at det er derfor 

kaffen smager helt anderledes godt hos 

hende frem for andre steder. 

Quinta de Marrocos er en usædvanlig 

ejendom i Douro, og familien Correira de 

sequeira har lagt vægt på helt andre værdier, 

end man oplever de fleste steder. Hvordan 

næste generation vil forvalte mulighederne, 

er endnu ikke til at forudsige. Men 

Ritas datter Martha på 19 måneder følger 

allerede med i køkkenet, mens maden bliver 

tilberedt, og hun giver en hånd med, 

når der skal hentes brænde til bålet i den 

gamle kogeplads under skorstenen. 

når talen falder på Danmark, kommer 

der en særlig glæde i øjnene på både Rita 

og hendes mor. i 2004 havde Quinta de 

Marrocos besøg af et ægtepar, som blev så 

begejstret for deres ophold, at de sendte en 

rejseartikel ind til Politiken og fik den offentliggjort. 

Det har lige siden medført, at 

næsten halvdelen af alle besøgende kommer 

fra Danmark, og det ser ud til at fortsætte. 

i hvert fald kommer her stadig langt 

flere danskere end andre nationaliteter. 

Den næste store investering skal derfor 

være at genopbygge et par små landarbejderskure 

med moderne fasciliteter. De ligger 

dramatisk presset ind på en stejl afsats 

med en enestående udsigt over Dourofloden 

og det gamle vadested Marroco.


DouRo 


DouRo 



Vandet løber uanset om der 

bliver vasket eller ej, og så 

kan det jo lige så godt blive 

brugt til noget fornuftigt. 


Det er påfaldende så mange kvinder, 

der er synlige i gadebilledet i de små 

landsbyer i Douro - de små gøremål 

bliver passet mens snakken går. 

Om dagen er der liv i gaderne i de små 

landsbyer. Der er meget, som skal passes. 

og eftersom mændende er på arbejde 

i marken, er det kvinderne, der må bære 

byrden med de gøremål, der får hjemmet 

til at fungere. 

i den kolde del af året skal der hentes 

brænde, både til opvarmning og madlavning. 

Mange benytter stadig de gamle ovne 

og komfurer, der hele tiden skal have noget 

at leve af. 

Brændet skal hentes, og hvis det ikke er 

affaldet fra vinstokkenes beskæring, skal 

det også flækkes. Det sørger kvinderne for. 

ikke alle har indlagt en vandhane til 

haven, og planterne skal have lidt ekstra 

hjælp om foråret, så kvinderne henter vandet. 

senere skal de sørge for at luge, så der 

kommer noget ud af anstrengelserne. og 

det er da også dem, der høster, så de har 

noget at lave mad af. 

Det hele foregår som en naturlig del 

af det at være kvinde i en lille landsby i 

Douro. 

et af lyspunkterne er, når man kan samles 

om et af de mange gøremål: tøjvasken. 

i det fælles vandbassin, hvor vandet løber 

i en stadig strøm, kan man lade hænderne 

arbejde, mens mundtøjet løber. På nydansk 

hedder det ”multitasking”. altså flere op- 

DouRo 

gaver, der bliver løst på en gang - noget 

kvinder er mestre i. 

Det er over vasketøjet, de seneste nyheder 

bliver spredt, og hverdagens små problemer 

bliver luftet. tro nu endelig ikke, at 

det er fordi, de ikke har nogen vaskemaskine 

derhjemme. Det har de. Mændene har 

for længst anskaffet sådan en smart indretning 

til det lille hjem. 

Men ærlig talt, sådan en maskine gør jo 

egentlig livet fattigere. 


DouRo 



et båt i hornet, så kommer husmødrene 

løbende ud af husene og stimler 

sammen om bagenden af en varevogn. 

nu skal der handles brød. 

Den overvejende del af Douro er tyndt 

befolket. livsgrundlaget er vinen 

og måske lidt oliven. Frugt, nødder eller 

andre landbrugsafgrøder er for længst 

fortrængt. Det, der er tilbage, er kun til at 

dække forbruget i hverdagen i den enkeltes 

husholdning. 

De erhverv, der ikke dækker behovet 

inden for vindyrkning, er også så småt ved 

at dø ud. 

alligevel er der brug for eksempelvis en 

bager. omsætningen er bare så lille, at han 

ikke kan leve af det. Han behøver et større 

kundeunderlag for at få forretningen til at 

hænge sammen. 

Men ”når bjerget ikke vil komme til Muhammed, 

må Muhammed komme til bjerget”. 

så bageren har lukket sin butik og 

kommer rundt med sin brødbil på samme 

måde, som vi kendte det i Danmark indtil 

engang op i 70’erne. 

et ”båt” i hornet på samme tidspunkt et 

par gange om ugen, så kommer kunderne 

ud af husene, og handler bagervarer. De 

har ventet på, at han kommer, for det er en 

del af ugens rutiner. 

De kender også hinanden alle sammen, 

så der falder en kommentar om det ene eller 

det andet, mens de venter på tur. 

sortimentet er bredt med alle de almindelige 

brødtyper, og kager med og uden 

creme. så længe turen ikke nærmer sig sin 

afslutning, kan alle få tilfredsstillet deres 

ønsker. Men sådan er det jo også hos den 

almindelige bager med fast butik. når det 

nærmer sig lukketid, er udvalget meget begrænset. 

Ved brødbilen er det desværre bare ikke 

muligt at møde tidligere op for at få del i de 

mest populære kager. turen er lagt, og de 

sidste er de sidste, hver eneste gang den 

bliver kørt! 


DouRo 

Kunderne venter tålmodigt 

på tur, og der bliver holdt 

skrap justits med, hvem der 

kom først til stoppestedet. 

snitter, wienerbrød og alle 

de andre lækkerier ligger 

side om side og venter på 

det stop, der bliver målet 

for den lange rejse. 


DouRo 


Der er flere valgmuligheder, hvis 

man vil opleve Douro ad vandvejen. 

Her en af de luksuriøse måder. 

toget, en lille turbåd eller en af de gamle træbåde 

- alle muligheder er til rådighed for den 

oplevelsesorienterede besøgende. 


Der er andre måder at opleve 

portvinens hjemland 

på end at køre rundt i bil. 

Med båd eller tog er det 

mere behageligt, og man 

kommer lettere frem. 

De fleste vil sikkert besøge Douro i bil. 

enten efter at have krydset ned gennem 

europa i et par dage eller ved at have 

lejet en bil i lufthavnen i lissabon eller 

Porto. Men det er også muligt at gøre det 

anderledes, og det behøver ikke at være 

dyrere end at leje bil og overnatte på hotel. 

Prisen for en uges sejlads fra Porto til 

den spanske grænse og tilbage igen ligger 

alt efter standard og sæson på 7-10.000 

kroner. i de fleste sejladser er der indlagt 

et righoldigt program af oplevelser og udflugter, 

så man kommer til at lære området 

at kende. Måltiderne er også inklusive i 

priserne, og i Portugal kommer man ikke 

til at mangle noget - maden er både lækker 

og rigelig. Det eneste ekstra man skal tage 

med i sine beregninger, er drikkevarer og 

tips til personalet ombord. 

På sejlturen oplever man hele floden - 

ikke kun de enkelte steder, vejene fører til. 

oprindelig var det floden, der var transportvejen, 

og selv i dag er det meget få steder, 

man kan komme ned til floden i bil. Vejene 

dertil er også snørklede og smalle, og hvis 

så solen steger fra en skyfri himmel, er der 

god grund til at frygte køresyge, i al fald 

som passager. Det ubehag slipper man for 

om bord på et skib, for bølger er der ingen 

af - man glider lige så stille og roligt afsted 

gennem landskabet. 

et andet alternativ til bilen er en tur 

med toget. Det kører langs med floden fra 

Porto til den lille by Pocinho, 200 kilometer 

op ad floden. 

turen med toget er mere for rygsækturister. 

Vognene er gamle og byder ikke på 

den samme komfort som skibene, men det 

er til gengæld også meget billigere. en af 

fordelene er, at der er rige muligheder for 

at hoppe af undervejs og tage en tur op i 

bjergene. eller stoppe op i byerne og gå på 

opdagelse. 

Det er betydeligt lettere at tage toget 

langs floden end at tage bilen, hvis man 

skal ind i selve vindistriktet Douro. så det 

er et transportmiddel, der stadig bliver flittigt 

brugt af de lokale. og de er vant til, at 

uanset hvordan man transporterer sig rundt 

i området, så skal man have rigelig med tid 

til turen.

liv medlem 

og få en gave 

ü 

ü 

ü 

ü 

Medlemskabet er GRATIS og uforpligtende 

Smag vine fra 4 nye vindistrikter om året 

Deltag i fællesindkøb til attraktive priser 

Levering lige til døren 

MELD DIG IND NU: 

KLIK HER!

Du sidder med VinoVenue’s udgivelse 

nummer 25 i hånden. Gennem 6 år 

har vi præsenteret et lignende antal vindistrikter, 

og vi er kommet vidt omkring. 

Det har naturligvis været de europæiske 

distrikter, der har domineret, men med udgivelse 

nummer 10 tog vi det første oversøiske 

område under behandling - stellenbosch 

i sydafrika. Det blev en stor succes, 

og gennem flere år var der et stort salg af 

vinene. senere kom Chile og Californien 

Colchagua 


sonoma 

Monsant 

Priorat 

Douro 

alentejo 

almansa 

australien 

kommer til næste år 

til, så de eneste verdensdele vi endnu ikke 

har besøgt er australien og asien. 

australien kommer til næste år, og vi er 

så småt begyndt at kikke på mulighederne 

i asien. Men her er produktionen kun så 

småt kommet i gang. Rigtignok har et af 

vores dagblade omtalt kinesisk vin i rosende 

vendinger, men onde tunger påstår, 

at man også her skal være på vagt overfor 

kopierne. Meget af det ”kinesiske” vin, 

skulle efter sigende komme fra Chile - så vi 

Marcillac saint Chinian 

Bourgueil 

Faugères 

navarra 

Rioja 

sardinien 

stellenbosch 

Côtes de Rhône 

ardèche 

Beaumes de Venise 

eger 

foretrækker at vente lidt endnu, og måske 

følge en helt anden retning. 

ud over australien kommer vi i 2009 

også til at præsentere et fransk hvidvinsdistrikt. 

Det bliver første gang vi tager et så vovet 

skridt og vi er spændte på vores medlemmers 

reaktioner - hidtil har vi jo udelukkende 

taget udgangspunkt i rødvinsdistrikter 

- og måske blandet en enkelt hvid eller 

rosé i smagekassen. 

Collio 

Valpolicella 

oltrepò 

Montefalco 

Basilicata 

Rheinhessen

vi har snydt vores medlemmer for de sædvanlige julesmagninger i år. Det er imidlertid 

ikke viljen der har manglet - vi har ganske enkelt haft for meget at lave, og det har ikke 

været muligt at finde tid til det meget krævende forberedelsesarbejde. 

til gengæld har vi planer om at holde smagninger til foråret. Vi skal en tur rundt i landet, 

og vil lave arrangementer i Ålborg, Århus, odense og København. 

Hvorvidt vi kommer til at lave en sommerfest ligesom vi har gjort tidligere, ligger foreløbig 

lidt hen i det uvisse. Ved hver eneste udstilling kommer mange af vores medlemmer og 

takker for de oplevelser vi har givet ved sommerfesterne, så vi er godt klar over, at det har 

været populært, og at vi vil få fuld opbakning. Vores eneste forbehold er erfaringerne fra det 

år, hvor det hele druknede i regnvejr - og så selvfølgelig vores begrænsede ressourcer. 

Det skal ikke komme bag på vores medlemmer, 

at VinoVenue vil begynde at 

samarbejde med Weekendavisen fra begyndelsen 

af 2009. 

i foråret fik vi en henvendelse fra den 

velrenomerede avis, som spurgte om vi 

ville være deres læseres vinklub. samarbejdet 

indebærer, at vi sammensætter en 

særlig smagekasse i stil med den vi laver 

i dag og præsenterer vindistrikter og vine 

overfor Weekendavisens læsere. Det er et 

arbejde vi har specialiseret os i, og vi er 

selvfølgelig glade for, at et så stort medie 

har fået øje på os. 

Weekendavisen har ønsket et lidt anderledes 

koncept, med flere flasker i smagekassen 

og leveringsomkostninger inkluderet 

i prisen. 

Vi føler os overbevist om, at det nye 

samarbejde bliver til fordel for alle parter 

og medvirker til en styrkelse af VinoVenue’s 

righoldige sortiment. 

i VinoVenue kan du smage et nyt vindistrikt 4 gange 

om året, og læse om distriktet i det smukke medlemsmagasin. 

Man skal ikke være medlem for at handle i Vino- 

Venue, men vi vil ikke lægge skjul på, at det er medlemmerne, 

der bærer klubben, så de skal have de 

bedste vilkår. som medlem kan du se frem til: 

- at smage rigtig mange gode og forskellige 

vine - også fra distrikter, du ikke anede 

eksisterede. 

- en gradvis opbygning af din viden om vin, kultur 

og historie. 

- at få pillet snobberiet af vin, og blive din 

egen ekspert. 

- at blive inspireret til feriemål de færreste kender. 

- at modtage gode tilbud på de vine du får 

i smagekasserne. 

- at få labels til vinene i smagekasserne med 

praktiske informationer og serveringsforslag. 

- at få fordele ved at købe ind ”i samlet flok” 

- det giver attraktive medlemspriser. 

Medlemskabet koster 250 kr. om året. 

smagekassen: 

Vinene i smagekassen er udvalgt, så de kan drikkes 

nu, selv om vi har anført et lagringspotentiale. 

tanken er nemlig, at man skal kunne smage sig gennem 

kassen, og bestille ekstra af de vine, man synes 

bedst om. 

Med smagekassen følger et sæt labels til flaskerne 

med en række informationer om vinene. Man kan afmelde 

smagekassen, hvis man ikke ønsker at smage 

distiktets vine. 

køb af vin: 

Vi har lager af vinene fra smagekasserne så længe, 

der er tilstrækkelig efterspørgsel efter dem. Man 

kan købe ekstra smagekasser, eller købe frit i vores 

sortiment. Priser er anført på bestillingsoversigten 

og vores hjemmeside. 

bestilling Og betaling: 

Bestilling kan ske fra vores hjemmeside, pr. mail, 

fax, post eller telefon. Betaling kan overføres til vores 

bank, reg.nr. 5040 konto 1092676, betales på 

indbetalingskort eller check. 

levering: 

sjælland: Bestillinger, som vi har modtaget senest 

mandag kl. 12, leveres senest fredag i samme uge. 

Resten af Danmark: Bestillinger, som vi har modtaget 

senest torsdag, leveres senest fredag i den følgende 

uge. 

levering kan finde sted i aften- og nattetimerne, 

hvor trafikken er ”tynd”. Hvis du bor i etageejendom 

med aflåst opgang, beder vi om en kopi af din 

opgangsnøgle. 

alternativt kan vinene afhentes hos os - ring eller 

mail i forvejen og lav en aftale. 

fOrsenDelsesOmkOstninger: 

50 kr. uanset antal. ordrer på 36 flasker og derover 

sendes fragtfrit. Vi sender dog kun i antal delelige 

med 6. 

søtoftevej 74 · 4100 Ringsted · tlf: 7022 4040 · Fax: 7022 4041 · e-mail: info@vinovenue.dk · www.vinovenue.dk

douro | PorTuGAL | kr. 65,00 - Vinklubben VinoVenue

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?