De unge officerers - Hovedorganisationen af Officerer i Danmark

30 • nr. 5/2010 Debat om merit og akkreditering
ændringer i forhold til, hvordan en officer og beslutningstager ska-
bes. Dette vil for det første medføre, at officererne ikke længere
kunne forblive et lukket system med sin egen logik. For det andet
vil dette medføre en øget usikkerhed for officererne, da deres nye
kolleger vil besidde anderledes og måske ukendte kompetencer.
Disse civilt erhvervede kompetencer vil så kunne medføre, at der
opstod åben konkurrence omkring attraktive stillinger i forsvaret.
Dette vil klart stille den enkelte karriereorienterede officer i en
mere udfordrende situation, da dennes kompetencer umiddelbart
vil kvalificere til en type jobs, mens civile kompetencer vil kvalificere
til andre. En ingeniør vil antagelig besidde nogle kompetencer
omkring indkøb eller udvikling af materiel, der overstiger en
traditionel orlogskaptajns, mens orlogskaptajnens kompetencer
vil være uendeligt stærkere under mission i Adenbugten. Dette til
trods for, at der skal tages beslutninger i begge situationer.
Der må træffes en beslutning
Forsvarets brug af civile akademikere virker som en både-og-hverken-enten-eller-løsning.
Gennem artiklen har jeg argumenteret for, at differentieringen
mellem civilt og militært ansatte inden for ens funktioner virker
som et bureaukratisk middel til at opretholde officerernes særlige
status som forsvarets legitime beslutningstagere. Dette underbygges
til dels også af det faktum, at forsvaret giver merit og
betaler for en officers masteruddannelse, men ikke anerkender en
akademiker som officer.
Man kan diskutere, hvorvidt forsvaret til fulde kan udnytte den
viden og de kompetencer, som ansatte akademikere besidder, når
akademikerne grundet differentieringen ikke anerkendes som beslutningstagere.
Men en beslutning, der kan ændre disse forhold, må tages af
forsvarets officerer. Med andre ord: En gruppe af officerer med
ledelsesfunktion skal tage en beslutning, som på længere sigt kan
være med til at underminere deres egen særposition. Disse vil
kunne opleve forøget karrieremæssig konkurrence, så oddsene for
en sådan beslutning er dårlige, til trods for at den muligvis kunne
have en positiv effekt på forsvaret som helhed.
Et bureaukratisk middel
I min konklusion i rapporten understreger jeg, at på grund af opgavens
begrænsede omfang bygger de opsatte differentieringer
ikke på grundige analyser.
Gennem opgaven har jeg argumenteret for, at differentieringen
mellem civile og militært ansatte inden for ens funktioner virker
som et bureaukratisk middel til at opretholde en eksisterende kultur.
Da differentieringen ikke umiddelbart udgør et synligt problem
for organisationen, vil denne højst sandsynligt blive opretholdt,
da det vedligeholder en nuværende kultur. Skulle forsvaret ændre
på forholdene, ville det kræve en beslutning om at undersøge forholdene
for en mulig ændring. En sådan beslutning må skabes af
officererne som forsvarets legitime beslutningstagere. Derfor må
beslutningstagerne opleve det som meningsfyldt for forsvaret at
gennemføre denne ændring. Dannelse af en sådan mening virker
umiddelbart usandsynlig, da beslutningstagerne kun kan se forsvaret
fra eget synspunkt via selviagttagelse.
Referencer anvendt i artiklen
Note 1: Arbejdsgruppen vedr. justering af forsvarets personel-
og uddannelsesstruktur (2006): Bilag 19 - Delrapport
vedr. merit og akkreditering.
Note 2: Forsvarets Personeltjeneste (2008): Policy for
meritering.
Note 3: http://www.hod.dk/index.dsp?page=1375
Note 4: http://forsvaret.dk/FKO/Job%20og%20Uddannelse/
Pages/default.aspx – fundet d. 26-28. januar 2010
Note 5: Thyssen, O. (2000). Iagttagelse og blindhed, Handelshøjskolens
forlag.
Note 6: http://forsvaretsuddannelser.dk/Uddannelse/Officersuddannelser/Pages/default.aspx
– d. 25. jan. 2010.
Svar fra HOD:
Tak for dit spændende indlæg, Bo, som jo naturligvis må følges
op af en replik.
En afgørende forskel mellem en officer og en civil akademiker
er grundlæggende, at officeren er uddannet som fører til at lede
soldater i krig. Det er meget væsentligt, at officerens undergivne
har tillid til, at han/hun har de nødvendige kompetencer til at føre.
Det er min påstand, at ansættelse af civile akademikere som officerer
vil svække de undergivnes tillid til officerskorpset. Netop
officerens evne til at føre tillægger HOD stor betydning, hvilket er
kommet til udtryk i vores aftale om reserveofficerernes begrænsede
førervirke og ikke mindst i forsvarets policy for meritering, hvor
hele/dele af en officersuddannelse (GRO, VUT) er påkrævet som
platform.
I dit indlæg anfører du, at man ekskluderer civile fra at bestride
militære stillinger. Denne regel er en naturlig følge af „P83-strukturen“,
idet stillinger med et militært indhold ikke kan besættes af
en civil, ligesom en ingeniør ikke kan bestride en advokatstilling.
Netop ved de funktionelle tjenester er din påstand meget rele-