Det er ganske vist - Sct. Georgs Gilderne

Et eventyr
- inspireret af debatten om lørdagen på landsgildetinget
Skrevet af Bente Hoby Andersen og Lene Agersnap, Fortungildet, i en sen nattetime
Der var engang en lille landsby. Det var langt
ude på landet. Alle folk i byen var fantastisk
glade for at bo der. De gik ofte og talte
sammen om, hvor dejligt de havde det. Men
der var noget, der bekymrede dem! Der var
ikke mange, der havde lyst til at bosætte sig
i landsbyen, og hvis det fortsatte på denne
måde, ville der til sidst ikke være nogle beboere
tilbage. Jo, … der var engang imellem
nogle få, der kom for at bo der.
I foråret fl yttede tre unge familier ind i
nogle af de efterhånden mange tomme huse.
Alle beboerne i landsbyen blev glade, ’nu går
det den rigtige vej’, tænkte de!
De nye beboere ville gerne bo pænt. Den
ene unge familie ville male deres hus rødt.
Men det skabte røre i byen, for her plejede
man at male husene hvide.
Den anden unge familie var meget optaget
af deres have. Og alle de gamle beboere i
byen syntes, at haven var blevet så fl ot. Men
de nye slog deres græs om søndagen. En dag
bankede naboen på. Han kom ind og oplyste
høfl igt om, at her i byen har vi besluttet at slå
græs mandag formiddag. Den unge far blev
forbløffet og svarede ’jamen, der er vi jo på
arbejde’.
Den tredje familie fl yttede ind i det yderste
hus i byen. Det havde stået tomt længe, så
hækkene var meget høje. Derfor havde de
gamle beboere svært ved at følge med i hvad
der foregik. Men når de gik forbi, duftede der
dejligt af mad, og der var blide toner af
musik, og de kunne høre bankelyde. Snart
efter fl yttede der endnu en familie ind i det
’mystiske’ hus og senere endnu en.
De gamle beboere tænkte ’Hvad er nu det
for noget’, der havde aldrig tidligere været
folk i byen, der boede på den måde. Så det
havde de ikke taget stilling til i landsbyen, og
det gjorde dem utrygge, for der var jo stadig
mange tomme huse i landsbyen.
Oldermanden kaldte alle beboerne til
møde. På mødet skulle der tages stilling til,
om man kunne bo fl ere familier i samme
hus.
På mødet var der mange,
der gav udtryk for deres
utryghed over de nye tiltag.
Heldigvis var der også fl ere
af de gamle beboere, der
rejste sig og var positive over for de nye tiltag,
som de mente kunne give landsbyen mulighed
for at overleve.
I løbet af mødet viste det sig, at alle, ja,
alle beboerne, både de nye og de gamle faktisk
havde de samme grundlæggende værdier.
De var hjælpsomme og ansvarlige både i forhold
til andre og naturen.
Efterhånden som beboerne i landsbyen
lærte hinanden bedre at kende, opdagede de
gensidigt, at de i bund og grund ikke var så
forskellige, men derimod ønskede at gøre tingene
på forskellige måder. For det, der er rigtigt
for nogle, er ikke altid det rigtige for andre.
Landsbyen voksede, der kom fl ere nye
familier til – og tro mig om ikke den eksisterer
i mange år endnu
– og det er ganske vist.
Omkring Landsgildetinget
Af Ingelise Vistisen, Holstebro
Jeg føler trang til at sige Odense-gilderne tak
for et rigtig godt arangement.
I gjorde det bare så godt - ja, der blev sørget
for os i alle ender og kanter.
Et arangement I kan være stolte over at se
tilbage på.
Som den, der var så heldig at komme med
på et afbud, blev det en hel speciel oplevelse.
Her traf jeg så mange ’gamle venner’,
venner som jeg igennem årene har truffet
mange forskellige steder i gilderegi, venner
som jeg aldrig ville ha’ truffet igen, hvis jeg
ikke havde været så heldig at deltage i landsgildetinget.
Det var bare så ubeskrivelig dejligt, at der
vil gå lang tid inden alt det jeg oplevede, vil
blive fortrængt af andre store oplevelser.
13