HUMOR … HUMOR … - Elbo

Morsomt Af Margrethe Herbøl
HVA’ SKA’ VI MED
12 Nr. 18 . 2002
HUMOR …
Uanset om humor er fx et karaktertræk
eller en tilgang til livets forskellige
situationer og omstændigheder,
spiller den sammen med vores følelsesliv
Siden fremkomsten
af tidsskriftet ”Humor” i
1990’erne er begrebet humor også blevet betragtet som et
psykologisk fænomen. Måske er psykologer her på forkant
med udviklingen?
Humor knyttes ofte sammen med en følelse som sorg - jf.
udtrykket at le gennem tårer - og gennem tiderne har man
ofte set ritualer, hvor der både blev leet og grædt. Det sås fx
i det gamle canaisk-fønikiske rige, hvor befolkningen årligt
deltog i grædeseancer over, at guden Baal var død og bagefter
fejrede dens genfødsel. (Hvidberg 1962). Baal var den
gud, der blev til den senere jødiske Jahve.
I den europæiske middelalder bestilte konger en nar til
at gøre grin med andre, og man hånede åbenlyst krøblinge
og anderledes mennesker. Når vi i dag mener, at man var
mere løssluppen i middelalderen og renæssancen og med
begejstring taler om nutidige renæssancemennesker, kan
vi ikke nødvendigvis vide, om de forstod det samme med
sjov, som vi gør. Nu om dage vil man kalde det ’superiority
humour’ at le ad andre, men vi gør det dog stadig væk af
og til.
Med den i perioder store fattigdom i Europa var der ikke
så meget at le ad, men mennesket har altid haft en evne til
at kunne få noget sjovt ud af selv de frygteligste situationer.
Se blot på dette eksempel: ”En borgmester i en fransk
by ved Rivieraen har udsendt et dekret, der forbyder folk
at dø. Det er forbudt for enhver person, som ikke har et
privat familiegravsted at dø på byens territorium, står der i
dekretet. Borgmesteren føler sig klemt mellem to love, der
dels pålægger ham at begrave de døde, dels forhindrer en
ny gravplads.” (Berlingske Tidende 22. september 2001)
Humor som den eminente sublimering af tragedien er
eksemplificeret i den triste klovn. Klovnen udtrykker på
samme måde noget ekstremt barnligt og noget mekanisk,

Illustrationer: Lisbeth E. Christensen
og vi tiltrækkes af det mekaniske og dukkeagtige, der minder
om os selv (Bergson (1993). Men bag klovnens evne til
at more ligger ofte menneskelige tragedier som fx et liv
som gadebarn, børnehjemsbarn eller en meget fattig opvækst,
hvor barnet er blevet nødt til at klare sig selv tidligt
og eventuelt bidrage til forsørgelsen tidligt ved at optræde.
Det gælder både Chaplin, Field, Stan Laurel (Gøg), Cosby
og brødrene Marx. Sidstnævnte blev af deres mor sendt ud
at optræde, da de var unge, for at skaffe penge til hjemmet
(Dooley 1941, Marx 1989).
Det mest gribende eksempel gives af Gehring (1993), der
i den berømte artikel ”Oh, why couldn‘t it have been Robert?”
beskriver, hvordan Benschley i sit liv som komiker
kompenserede for moderens manglende kærlighed
og ligefrem antydede, at hun ønskede, han
var død i stedet for den højtelskede ældre bror,
der var faldet i krigen.
I mange kulturer har klovnen den rolle, at han
udlever og gør nar ad triste mystiske og strenge
ritualer i en kultur, således at befolkningen får mulighed
for at afreagere. Men ikke alene den professionelle klovn
kan more − vi ved alle sammen, at nogle mennesker ofte
ubevidst vælger en klovnerolle, og selv om de måske ikke
altid bærer rundt på klovnens forbavsede evigt stoiske ansigt,
så kan de have en stor stabiliserende effekt i mange
grupper.
Humor og latter
Egentlig er væsken ”umor” gammelt græsk og bestemmende
for, hvilket af de fire temperamenter der dominerer.
Ifølge Hippocrates bestemte disse væsker (blod, slim, gul
og sort galde), om det var det flegmatiske, sangvinske, melankolske
eller koleriske temperament, der
dominerede. Ved at græde fik man reguleret
væskerne, så også her ses en sammenhæng
mellem melankoli og glæde. I dag kan vi betragte
disse teorier med overbærenhed, men
fik en betydning for vores syn på humor.
Overdreven latter eller fnisen er der sjældent
plads til i vore dagligdag. Hvor
latteren i de ældste tider kunne indgå
i religiøse ritualer og senere en del af
karnevallerne, træffes den i dag institutionelt
i latterklubber. Senest
har Patch Adams fundet ud af, at
latter kan virke direkte helbredende
på forskellige sygdomme, og den ’anvendes’ derfor i stigende
grad inden for hospitalssystemet. Siden halvfjerdsere
anvendes humor også terapeutisk i USA, hvor især Ellis
(1977) og Fry (1987) har været foregangsmænd.
Men latter er ikke identisk med humor, hvad senere teo-
Nr. 18 . 2002
13

14 Nr. 18 . 2002
rier også har vist. En af de bedste er efter min
mening Berlyne (1960), der sidestiller humor
med andre følelser som fx angst, der
bevirker en ændring af kroppens beredskab.
Ikke alene skal der være en
god og legende stemning til stede,
men det at opfatte noget humoristisk
medfører et ”arousal jag”, dvs. et forhøjet
fysiologisk potentiale, der som regel
måles ud fra en lidt hurtigere puls.
I megen humor er der desuden en problemløsning,
der bevirker, at vi ler ad pointen − og ler
vi ikke, morer vi os stille eventuelt ved at smile.
Hvorfor vi af og til ler, af og til ikke, ved ingen
endnu. Men der er klart store forskelle fra menneske
til menneske − og måske også inden for
de forskellig humorformer. Sandsynligvis vækker
falden-på-halen-komedie nok ofte umiddelbart
høj latter, men er måske ikke den form for humor
med lang holdbarhed.
Kompliceret bliver det, når humor fx er galgenhumor.
Her i der virkeligheden tale om et desperat forsøg på at
overleve en presset situation.
❞ ❝
I megen humor er der
desuden en problemløsning,
der bevirker, at vi ler ad pointen
- og ler vi ikke, morer vi os
stille eventuelt ved at smile
Forskellige kulturer
Når vi ler ad Asterix og Obelix, er det ikke uden baggrund
i kulturen, da den vallonske humor har sin baggrund i det
galliske oprør mod romerne. Og vi kan stadig se fortidens
spor i de forskellige landes humor.
I Frankrig kan fx den løsslupne humor føres tilbage til
det burleske i middelalderens karnevaller, medens Molières
komedier har rod i gøglernes og dværgenes skuespil
ved Ludvig 14’s hof. Det er nok heller ikke tilfældigt, at
danskere har smag for Monty Python, da den absurde barske
form for humor meget vel kan henføres til vores slægtskab
med englænderne gennem vikingerne. Derimod er
vores Harlekin udsprunget af den berømte comedia
dell’arte med sin faste handling , der oprindelig kun var en
samling jestere, der turnerede rundt på „April Fools Day“.
(Ziv 1988).
I USA har humoren både være barsk og løssluppen, men
barskheden i landets tilblivelse har præget dens sene udvikling.
For den amerikanske humor spiller den befolk-

ningsmæssige mangfoldighed en stor rolle, herunder også
modsætningerne mellem de hvide nybyggere og de sorte
slaver.
Køn og humor
Hvis man som psykolog spørger sig selv, hvad man skal
med alt dette, så behøver man ikke alene tænke på terapeutisk
arbejde, hvor humor kan være en uvurderlig hjælp
til forståelse af indviklede problemstillinger, men også i
alle de andre job, hvor psykologen nemt kan komme til at
tage sig selv og sin ledelse lidt for højtideligt. Hvis humor,
som jeg postulerer, er en meget væsentlig menneskelig
egenskab, så er den også væsentlig for psykologer.
❞ ❝
Lundel (1993) har fundet,
at kvinder godt
kan lide seksuel humor
- den giver sig bare mere
indirekte til kende.
Men ler vi ad det samme, ligegyldigt hvem vi er?
Nej, de to køn morer sig i hvert fald ofte over højst forskellige
ting. Ifølge Zippin (1966) foretrækker mænd i
langt højere grad vittigheder med et seksuelt og aggressivt
indhold. Zippin har et meget psykoanalytisk udgangspunkt,
idet han mener, at drengen indgår i aggressiv konkurrence
med faderen om moderens kærlighed, medens
pigen ikke behøver have et sådant rigidt superego. Manden
er overlegen i magt, kvinden i følelser! Men Lundel
(1993) har fundet, at kvinder godt kan lide seksuel humor
− den giver sig bare mere indirekte til kende.
Traditionelt har kvindelige komikere gjort nar af den
hjemlige atmosfære med børn og husarbejde, men tiderne
har ændret sig og flere og flere inddrager nu samfundsforhold
og politik. (DeRosis 1978).
Endelig er drilleri tilsyneladende er langt mere almindeligt
blandt drenge end blandt piger, hvilket Feinberg
(1996) mener kan begrundes i, at drenge i generationer har
skullet være vant til at klare sig i meget krævende situationer,
fx at være soldater. Men også her kunne man forestille
sig, at situationen er ved at ændre sig med kvinders indtog
i så mange flere forskellig erhverv.
Humorteorier
Hvorfor vi anvender humor har der især udskilt sig to væsentlige
teorier om, nemlig Freuds teori om humor som en
frigørelse og Bergsons teori om humor som incongruiety.
- Hvorfor er humor så virkningsfuld terapeutisk? Hvilke
elementer består den af? Disse spørgsmål stillede Freud
sig selv, og i 1928 fremkom han med en kort, men meget
berømt artikel herom, baseret på en noget ældre teori: Humor
var først og fremmest spændingsløsende og frigørende.
Hans teori fik stor anvendelse op til 1970’erne, hvor
incongruiety-teorien begyndte at vinde frem.
Ud fra Freuds inddeling af personligheden i id (drifter),
jeg (personlighed) og overjeg (moral/styring) nåede han
frem til, at ved at overjeg’et i humor tillader id’et at oversvømme
jeg’et, sker der en frigørelse af aggression og seksualitet.
Det er ikke alene ego’ets, men også lystprincippets
triumf, når ego’et narcissistisk tumler sig i humoren.
Det lille barn blæser på ”det sure overjeg”, fordomme og
regler, lysten tager overhånd og der frigøres en positiv
energi.
Men den kan også være ondskabsfuld og nedgørende
over for andre − et fænomen, som Hobbes allerede i 1600tallet
beskrevet som ”superiority humuor”. Begrebet er senere
indgået i humorforskningen om nedgørende humor.
Denne humorform er ikke på samme måde accepteret i
samfundet, men finder dog ofte vej af forbudte kanaler og
er især populær, når den rammer magthaverne.
Freud var forbavset over humorens kolossale effekt i terapi,
når den ramte plet, fordi den kan frigøre energi og
føre til stor indsigt uden de store omkostninger for jeg’et
og dets forsvarsmekanismer.
Freud kommer med talrige eksempler på humor i sin bog,
og hans teori synes at være alment accepteret som banebrydende
for humorforskningen, hvorfor mange andre psykoanalytikere
har beskæftiget sig hermed, bl.a. Kohut (1971)
Incongruity
At humor ikke kun er et spørgsmål om undertrykte følelser,
men ligeså meget forholdet incongruiety, er nu anerkendt
i humorforskningen. Inkongruens betyder normalt,
at noget er usammenhængende, men i humorforskningen
drejer det sig snarere om et skift i logik. Det bliver af humorforskere
også beskrevet som forveksling, ombytning,
forskydning og komprimering af flere forhold på én gang.
Allerede i 1776 sagde James Beattie: ”Laughter arises
from the view of two or more unsuitable or incongruos
parts of circumstances considered as united in a complex
object or as requiring a sort of mutual relation from the
peculiar manner in which the mind take notice of them.”
Da Kant allerede i 1700-tallet interesserede sig for emnet,
anede han ikke, at hans på den tid ret upåagtede teori om
latter senere skulle blive en af de mest citerede (Kant 1965).
Mest fyldestgørende om teorien finder jeg dog i Bergsons
definition af humor fra begyndelsen af det 20. århundrede:
Incongruiety i forbindelse med latter opstår af to grunde:
l. En sammenblanding af to hændelsesforløb. 2. En
gentagelse, en ombytning eller en vekselvirkning mellem
to forskellige hændelseforløb. (Bergson 1993, s.20.)
Latteren er først og fremmest et forsvar over for rigiditet,
samtidig med at vi ler ad det stereotype.
Nr. 18 . 2002
15

Her nævner Bergson Molières komedie ”Den indbildte
syge”, i hvilken en far, der er meget bekymret for sin datters
helbred, tilkalder lægen. Lægen går straks hen til faderen
(!) og tager hans puls. ”Din datter fejler ikke noget”,
siger han. Her sker der et besynderligt skift mellem personerne,
der afslår både lægens arrogance og faderens måske
overdreven bekymring.
Gentagelsen
Når vi finder gentagelsen morsom, skyldes det i følge
Bergson to forhold, nemlig dels den betydning, en sådan
har i børns humor, dels vores voksne forventning om, at
dette vanvid ikke vil gentage sig − men det gør det.
I det berømte ”Lucyshow”, en soap fra 1960’erne, anvendes
der med stor succes en masse traditionelle klovnetricks
som iførelse af nye kostumer, og Lucy, der altid meget gerne
vil optræde i sin mands syngeshow, bliver en mærkelig
blanding af en frustreret husmor og en afsindigt morsom
klovn. Som nævnt tidligere benytter klovnen i allerhøjeste
grad de barnlige gentagelsestricks.
Suls (1983) har i en del undersøgelse påvist, at humoreffekten
forøges ved incongruity-resolution, dvs. at der er en
lidt underforstået pointe, der skal opdages. Men ikke alle
mennesker finder indviklede pointer lige morsomme. Således
har man fundet ud af, at mange ældre mennesker foretrækker
ren incongruity, mens unge især kan lide det absurde
og det fantasifulde. (Kuhlman 1982)
Enkel incongruity ses fx i denne vittighed:
En hertug kommer hjem og finder sin kone i armene på
den lokale biskop. Hertugen går hen til vinduet og velsigner
mængden nedenfor. ”Hvad er det, du gør?” spørger
biskoppen undrende. ”Jeg gør blot ligesom dig!” replicerer
han. ”Nu har du udført mit job, så påtager jeg mig dit.”
Derimod ses en mere kompliceret incongruity i denne
meget berømte sketch fra Monty Python:
En mand kommer ind i en forretning, hvor han har købt
en papegøje dagen før, og siger vredt: ”Den papegøje er jo
død.” ”Vel er den ej,” siger manden i forretningen, ”den
hviler sig bare. Den ligger og tænker på de norske fjelde, da
det er en norsk papegøje.” Han skubber lidt til den og siger:
”Se, den er levende!” ”Nej!” siger manden, ”den er
stendød. Jeg vil have en anden, har I en anden?” ”Et øjeblik,
jeg skal lige se efter!” Han går bag i butikken og kommer
lidt efter igen. ”Nej,” siger han, ”men vi har en snegl.”
”Kan den tale?” ”Ja!” ”Så tager jeg den.”
I denne sketch veksler det forretningsmæssige plan på
den mærkeligste måde med aspektet levende/død. Og komikken
bliver naturligvis til sidst helt absurd ved påstanden
om, at en snegl kan tale.
og psykologer
Hvad skal psykologer så med humor? Er det meningen,
man skal sidde og fortælle vittigheder til klienterne?
Nej, ikke nødvendigvis, selv om lidt mere humor rundt
16 Nr. 18 . 2002
omkring på forskellige arbejdspladser nok ikke var til at
kimse ad. Men generelt vil mere anvendelse af humor i forskelligt
psykologisk arbejde helt klart være en fordel, da
det er mennesker, vi arbejder med, og de fleste mennesker
betragter humor som noget vigtigt.
Koestler har i ”The Act of Creation“ rost humor til skyerne
ved at sige, at humor er det eneste område af kreativ
aktivitet, hvor en stimulus på et højt niveau producerer et
massivt og skarpt defineret svar af fysiologiske reaktioner.
Humoren vil efter min mening være fremmende for samarbejde
og socialt fællesskab i næsten alt menneskeligt samvær
som en del af emotionel intelligens, hvis den bruges på
en indfølende og gerne intelligent måde.
Allport har bl.a. skrevet, at næsten alle mænd mener, at
humor er et meget væsentligt karaktertræk, som de også
selv er i besiddelse af, og en lyseslukker er der ikke mange,
der synes om. Humor forbindes da også ofte med intelligens,
som bl.a. Kambuoropoulau (1926), Arietti (1950)
og Ruch (1998) har påvist i undersøgelser.
Om humor egentlig kan betegnes som et
karaktertræk, vil kræve en hel artikel
for sig at redegøre for. Skulle nogle
have lyst til at skrive en sådan artikel,
kan jeg anbefale Eysencks bog
(1970) om karaktertræk.
Om humor og psykologer (og
ganske mange andre erhvervsgrupper),
at jo mere vi ved om
den, jo bedre kan vi anvende den.
Humor nævnes oftere og oftere
i relation til terapi. Som en god
kollega (Søe, 1984) har illustreret
det glimrende i forbindelse med
en kvinde, der kom til ham med
selvmordstanker. Hun fik det
pludselig bedre, og da han
spurgte hende hvorfor, sagde
hun: ”Det hele ændrede sig, da
du sagde noget morsomt.”
Margrethe Herbøl
er cand.psych.

Litteratur:
Allport G.: Pattern and Growth in Personality. Holt, Rinehart and
Winston, 1967
Arietti Silvano: New Views on Psychology an Psychopathology of Wit
and the Comic. Psychiatry 13, s. 43-62 1950.
Bergson Henri: Latteren. Politisk Revu, 1993.
Berlyne D.E.: Conflict, Arousal and Curiosity. McCraw-Hill Book
Company, 1960.
Delaynye Bill: Is Uncle Ben Insane? Pride, Humor and Clique
Formation in a Corthern Thei Home for the Elderly Aging and
Human Development 13, s. 137-50, 1981.
DeRosis: The Great Comediennes: Personality and Other Factors.
The American Journal of Psychoanalysis 38, s. 367-72, 1978.
Dooley: The Relation of Humour to Masochism. Psychoanalytic Review
28, p. 37-46, 1941.
Ellis Albert: Fun as Psychotherapy. Rational Living 12,1, s.2-6, 1977.
Eyseneck H.J.: The Structural Human Personality. John Dickens &
Co. Ltd., 1970.
Feinberg Linda Sones Innocent Fun or Sadistic Malice. New
Horizon Press, 1996.
Freud S.: The Complete Standard Edition, Volume 8. The Hogarth
Press, 1908.
Freud S.: The International Journal of Psychoanalysis 9,
p. 1-6, 1928.
Fry William F.: Handbook of Humor and Psychotherapy
Professional Resource Exchange inc.
Gehring: Oh, why couldn’t it have been Robert? International Journal
of Humour Research, 6, p. 785-95, 1993.
Johansen Herxzberg Birgit. Pax, 1977.
Kambouroupoulau Polyxenie: Studies frem the Psychological
Labartory of Vasa College. American Journal of Psychology 37, p. 268-
78, 1926.
Kant Emmanuel: Erste Einleitung in die Kritik der Urteilskraft.
Friederich Fromms Verlag, 1965 . (1803)
Kohut Heinz: The Analysis of the Self. International University
Press, 1971.
Koestler: The Act of Creation. Hutchinson, 1976.
Marx Groucho: Groucho og mig. Roth, 1989.
McGhee o.a.: Handbook in Humor Research. Springer Verlag, 1983.
Mischinski Masha: Humor as a ”Courage Mechanism”. Israel
Annal of Psychiatry and related Diciplines 15,4, s. 552-63, 1977.
Ruch Willibald : The Sense of Humour. Mouton de Gruyter, 1998.
Suls J. : Cognitive Processes in Humour Appreciation. McGhee,
1983.
Søe Ivar: Humour in Psychotherapy. Upubliceret speciale, Kbh.
Universitet, 1984.
Thorson A. o.a. : Psychological Health and the Sense of Humor
Journal of clinical Psychology 53,6, s. 609-19, 1997.
Zippin: Sex differences and the Sense of Humour. Psychoanalytic
Review 53, s. 45-55, 1966
Ziv Avner: National Styles of Humour. Springer, 1984.
Nr. 18 . 2002
17