Serpreg, sygdom serhed, - Elbo

More documents

Recommendations

Info

Bog ANMELDELSE ger fra grupper i ikke-psykiatrisk regi, der arbejder med personlig udvikling og supervision. Vi får som psykologer kendskab til mange forskellige teorier og metoder. Få af os sætter os ned og tænker igennem, hvordan de forholder sig til hinanden, og arbejder dem sammen til en helhed. Dette kolossale arbejde har Lars Sørensen gjort. Bogen er helhedsorienteret, systematisk og integrativ og giver en syntese af mange forskellige teorier om barnets udvikling. Hans diagnostiske metode er integrativ udviklingspsykologisk, og han beskriver baggrunde for udvikling af skizofreni, borderline og depression, så der etableres en meget tydelig forståelsesramme. Forfatteren integrerer med holismen som overordnet princip: han skifter synsvinkel fra afsnit til afsnit, sætter fokus på holistiske mønstre og giver hermed mulighed for indlevelse og en udvidet forståelse, både hvad angår overblik og nuancer. Interessen ligger i den orale fases udviklingspsykologiske temaer. Bogen gennemgår ikke blot Freuds og Erikssons faseudvikling, men også Lowens og Lisbeth Marchers (Bodynamic). De ser alle krop og psyke i sammenhæng, og de to sidste tilbyder også en psykoterapi, der hænger ordentligt sammen med beskrivelser af de personlighedsmønstre, der er resultatet af udviklingen i de pågældende faser. Som Lowen og Marcher ser også Lars Sørensen den orale fases karakterstrukturer som kreative løsninger og nødvendige overlevelsesstrategier under de givne opvækstbetingelser. Fasernes problemstillinger med tilhørende løsningsmuligheder kalder Lars Sørensen ”modi”, dvs. personlighedsmønstre, måder at leve og opleve på. Disse mønstre er udtryk for personens eksistentielle livsholdning og beskriver både personens egenart, overlevelsesstrategi, styrke og sårbarhed. Og som forfatteren udtrykker det: „Personens særpræg er hans skæbne“. Som hos Freud og Eriksson gælder det, at jo tidligere faser, der optræder vanskeligheder i, jo mere kritisk er den pågældende fases udviklingspsykologiske tema for den efterfølgende udvikling og dermed for hele personlighedsopbygningen. Manglende fleksibilitet Det er bogens holdning, at ingen udviklingsfases tema eller problemstilling i sig selv er patogen, men at sygdomsudviklingen er knyttet til personlighedens manglende fleksibilitet i reaktionerne. Det er altså ikke en bestemt personlighedsstruktur, der er patologisk, men den manglende fleksibilitet. Som titlen ”Særpræg, Særhed, Sygdom” angiver, dækkes hele spektret – fra den normale udviklings normale særpræg over de mere fastlåste særheder og til psykisk sygdom og psykoser, i relation til faserne. Den orale fase deles op i tre underfaser: den tidlige, mellemste og den sen-orale. I den tidlige orale fase mener Lars Sørensen, det er ”retten til at eksistere”, der står på spil. I sygdomsmæssig forstand er der ved den tidlige orale fase tale om skizofreni. Ved den mellemste orale fase ser han det centrale udviklingspsykologiske tema som ”retten til at få egne behov tilfredsstillet”. Sygdomsmuligheden er her borderline. Af særlig interesse er bidraget om den sen-orale fase, hvor han ser temaet som ”retten til at blive elsket uden at præstere”. Sygdomsmæssigt er der risiko for psykotisk depression og manio-depressiv psykose. Kropslige sider ”Særpræg, særhed, sygdom” afspejler en dyb respekt for mennesket og Nr. 5 . 2001 23
dets forsøg på at tilpasse sig, forsvare sig imod og overleve livet. Forfatteren lever sig fint ind i de forskellige personlighedsmønstres oplevelsesmåder og er i stand til at flytte vægten fra diagnosernes sygeliggørende fokus på personernes vanskeligheder til deres ressourcer og styrkesider samt til en indlevende og solidarisk beskrivelse af de psykodynamiske og medmenneskeligt forståelige sammenhænge, som han også understreger at patienterne selv har brug for i deres forsøg på at forstå sig selv. I stedet for diagnoselisterne, der er fastlåsende og blokerer for denne psykodynamiske forståelse, foreslår han begrebet ”afklaring”: afklaring af, hvad personen udtrykker, når han føler sig stoppet i sin udvikling, ønsker hjælp eller føler sig syg. Behandlingen af disse personer, ikke mindst de psykotiske retspsykiatriske patienter, kræver empati, følelsesmæssig tilstedeværelse og autenticitet fra behandlerens side. Fra vort synspunkt er det særlig interessant, at Lars Sørensen i sine grundige kapitler om behandling, der hænger nøje sammen med hans beskrivelser af henholdsvis skizofren, borderline og depressiv modus, også inddrager kropspsykoterapi som en nødvendig terapiform. Vi har i gennemgangen af terapien, som i bogen kaldes ’afklarende interventioner’, valgt at fokusere specielt på disse kropslige sider. Det skal understreges, at der her ikke tales om 24 Nr. 5 . 2001 udagerende eller regressive former for kropspsykoterapi, men om arbejde med opmærksomhedsfeltet, dvs. at terapeuten spørger til følelsernes og fornemmelsernes konkrete lokalisationer i kroppen. Ved den skizofrene modus, der i mange henseender handler om ikke at kunne være til stede, understreger Lars Sørensen at der i psykoterapien skal arbejdes med at være og komme til stede. Den psykotiske proces afspejler en flugt fra både den indre og den ydre virkelighed. Dette foregår i flere faser: først kontrolleres følelsesudtrykket, herefter kropsoplevelsen de steder, hvor følelserne udspringer eller udtrykkes, og endelig kontrolleres (forlades?) kroppen generelt og totalt. I sidste stadium af denne udvikling er personen i gang med det endelige, vanvittige projekt, der handler om at kontrollere sine tanker. Som en modvirkning af flugten ind i den del af opmærksomhedsfeltet, der benævnes mellem-zonen og består af tanker, ideer, forestillinger og fantasier, kan man i kropspsykoterapeutisk opmærksomhedsarbejde rette patientens opmærksomhed både mod yder-zonen (sansninger fra den ydre verden) og specielt til inder-zonen (sansninger fra egen krop). Baggrunden herfor er, at personen med den skizofrene modus karakteriseres ved fuldstændig at have mistet kontakten med sin krop. Det kropspsykoterapeutiske opmærksomhedsarbejde har et langsig- ~Forfatteren lever sig fint ind i de forskellige personlighedsmønstres oplevelsesmåder } tet mål, nemlig at „vende den skizofrene proces“ og arbejde hen imod at komme til stede i sin krop og sine følelser. Men på kort sigt, i en akut psykose, kan det nævnte opmærksomhedsarbejde være en rent teknisk, men meget effektiv hjælp til, ved konstante skift mellem inder- og yder-zone, at forsøge at koble mellem-zonen fra og dermed holde patienten væk fra de psykotiske tanker. At ”gå med” Også når det drejer sig om borderlinemodus understreger bogen nødvendigheden af kropspsykoterapi som en hjælp for patienten til at kunne mærke sine behov, at turde gå efter dem og få dem tilfredsstillet. Det drejer sig først om, at terapeuten lærer personen kropsligt at mærke, hvad der tidligere har været umærkeligt. Dernæst om, at terapeuten respekterer den psykodynamiske modstand mod at mærke det ubærlige og smertefulde, fordi jeg-strukturerne i borderlinemodus er mere løse end hos en neurotisk person. Dermed bliver demarkationslinjen mellem at gennemleve (integrere) og at genopleve (re-traumatisere) undertiden uhyggeligt smal. Endelig må psykoterapeuten bistå patientens mangelfuldt udviklede observerende sansning („observerende jeg“) af egne behov. Terapeutens opgave ved borderline-modus bliver da oplevelsesmæssigt, følelsesmæssigt og kropsligt at „gå med“ patienten ind i det orale univers og via projekti-
Page 1: Anmeldelse Af Bodil Claesson, Henri

Serpreg, sygdom serhed, - Elbo

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?