Temaer. Altaner, baggårde, gårdfacader, tagkviste, tagelementer

Stilblade
Temaer
Etagehuse
• Altaner
• Baggårde og gårdfacader
• Tagkviste og tagelementer

Stilblade-temaer
Som supplement til stilbladene for etagehuse er der i dette hæfte lavet stilblade for 3 tværgående temaer,
der er relevante for etagehuse på tværs af stilarterne.
Temaerne er: Altaner - Baggårde og gårdfacader - Tagkviste og tagelementer
Stilblade - Etagehuse
Aalborg Kommune har udarbejdet stilblade for 11 af de 12 mest typiske stilarter for etagehuse fra perioden
omkring 1880’erne og frem til i dag. Stilbladene fortæller på en enkel og inspirerende måde om stilartens
karakteristika, og der gives anvisninger på, hvilke materialer mv., man bør anvende, når der foretages
ændringer på en bygning.
Med stilbladene ønsker Aalborg Kommune at sætte fokus på de særlige værdier, der er knyttet til den enkelte
bygningstype. De forskellige tidsperioder har haft hver deres idealer for, hvordan bygninger skulle se ud.
Nogle bygninger er rigt udsmykkede med stuk, facadeudsmykning og glaserede tage, mens andre bevidst
er gjort enkle i deres udtryk, fordi man har lagt mest vægt på funktion og enkelhed. Stilbladene er med til at
forklare, hvad der er særligt og karakteristisk for den enkelte stilart.
Der er også forskel på, hvilke materialer, farver mv., man kan anvende inden for en stilart, såfremt
forandringer skal respektere bygningens stilart. Stilbladene anviser forskellige valgmuligheder.
Rækkefølgen i stilbladene er opbygget kronologisk efter den enkelte stilarts storhedstid. I praksis er der store
overlap mellem de forskellige stilarter, der har eksisteret side om side i byggeriet - se tidslinjen nedenfor.
De 12 stilblade er:
1. Det klassiske historicistiske etagehus
2. Det historicistiske etagehus
3. Det håndværker-historicistiske etagehus
4. Det tidlige nationalromantiske etagehus
5. Jugend-etagehuset (intet stilblad p.t. på grund af de få eksempler i Aalborg)
6. Det sene nationalromantiske etagehus
7. Det nyklassicistiske etagehus
8. Den sene håndværkertradition – etagehuset
9. Funkis-etagehuset
10. Den funktionelle tradition – etagehuset
11. Type-etagehuset
12. Det indpassede moderne etagehus
Tidslinje for stilarter i etagehusbyggeriet:
Klassisk historicisme
Historicisme
Håndværker-historicisme
Tidlig nationalromantik
Jugend/Art Nouveau
Den sene nationalromantik
Nyklassicisme
Den sene håndværkertradition
Funkis
Den funktionelle tradition
Modernismen
Type-etagehuset
Tæt-lav-bevægelsen
Postmodernismen
Nyrationalismen
Minimalismen
1840 1860 1880 1900 1920 1940 1960 1980 2000
Læs mere
'Stilblade Etagehuse' og 'Stilblade Etagehuse - Temaer' kan fås ved henvendelse til
Teknik- og Miljøforvaltningen eller hentes på www.aalborgkommune.dk
Spørgsmål om stilbladene kan rettes til arkitekt Ulla Kristensen, tlf. 9931 2239.

Altaner
Altaner kan være frithængende eller indbygget i facaden. Den
frithængende altan med åbent rækværk fungerer med sin lethed
som en kontrast til den tunge bygningskrop. Den helt eller
delvist indbyggede altan med murede brystninger er en vigtig
del af hele facadekompositionen.
Hos de klassicistiske huse var altanen integreret i facadens
symmetri - oftest placeret centralt over indgangsportalen og
udstyret med en cementstøbt balustrade. Ved de historicistiske
bygninger blev altanen også placeret symmetrisk på facaden,
men her var altanen en let bygningsdel med åbent smedejernsrækværk.
Altanen kunne være udspændt som et vandret bånd
mellem to karnapper eller direkte udkraget på facaden.
Efter 1. verdenskrig blev altanen en "bevidst" del af boligindretningen;
den fungerede både som brandredningsåbning og
især som et supplement til boligen - et sundt "friluftsrum".
Tagaltan
Klassicistisk altan
Lette udkragede altaner
på historicistisk bygning
Med funkis og den funktionelle traditions byggerier blev det
såkaldte altan-karnap-motiv introduceret. Altan-karnap blev
bygningselementet, som gav facaderne struktur. Altanerne var
helt eller delvist indbyggede i bygningskroppen med brystningerne
af murværk eller beton. Funkishusene anvendte dog
også altaner i en let, udkraget, "svævende" udgave med tynde
jernbetondæk og åbne vandrette stålrækværk.
Nedenfor: To eksempler på altan-karnap-motivet
Historicistiske altaner placeret symmetrisk på facaden "Svævende" altan
Side

Altaner
ANBEFALINGER
Hos de historicistiske og de sene nationalromantiske huse
skal altanerne have en visuel lethed og en konstruktiv elegance
som kontrast til bygningernes tyngde. Kontrasten opnås, når
konstruktionen består af en relativ tynd altanplade og et åbent
jern/stålrækværk, eventuelt suppleret med hærdede klare glasplader
på indersiden. Altanpladerne kan være understøttet af
svungne konsoller, som indgår i bygningens dekorative udtryk.
Synlige forstærkende konstruktioner på facaden og understøttende
søjler svækker arkitekturen. Lukkede altanrækværk er
fremmede for stilarterne. Dog kunne tagaltanerne oven på
karnapperne have murede brystninger.
Anonyme gårdfacader på funkisbygninger
Side
Tagaltan med
muret brystning
Ny let altan - altandøren har de oprindelige proportioner
Lette altaner, historicistisk baggård
Nye lette altaner, baggård
Fransk altan
Nyklassicistiske huse har sjældent altaner; i de sjældne tilfælde
er der tale om franske altaner - evt. med en mindre udkragning
- med et åbent rækværk, hvor altanerne indgik i en stram facadesymmetri.
Markant udkragede altaner og lukkede rækværk
er imod det nyklassicistiske facadekoncept.
I funkis giver altan-karnap-motivet facaden et kubistisk udtryk;
brystningerne i murværk eller beton kunne have en kontrastfarve
eller fremstå med samme farve/materiale som den øvrige
facade. Lukker man altanerne med glaskonstruktioner svækker
man facadens kubistiske effekt. Brystninger beklædt med profilerede
stålplader skæmmer bygningens stoflige helhed.
I den funktionelle traditions huse har facader med altankarnap-motivet
en lodret orientering. Brystningerne har en
kontrastfarve, oftest hvid, i forhold til facadens murværk. De
delvist indbyggede altan-karnapper blev med tiden stilartens
varemærke. Men de tidligste byggerier havde også frithængende
altaner uden synlige bærende hjælpekonstruktioner. Altanerne
var placeret i en stram facadeorden. Hustypen anvendte også
franske altaner i sit udtryk

Baggårde og gårdfacader
De historiske byhuse skelnede tydeligt mellem gade- og gårdfacader.
Gadefacaden var repræsentativ og fik en bevidst arkitektonisk
udformning. Gårdfacaderne fik derimod oftest en
nøgtern udformning, som tilgodeså de rent funktionelle krav;
de kunne være tilbygget med trappetårne og vinkelbygninger.
Baggårdene kunne også rumme flere bygninger, som dannede
et net af mindre gårdrum.
Først i starten af 1900-tallet ses eksempler på karrebebyggelser,
der har ambitioner om at udforme baggårdene som attraktive
lyse udendørs opholdsrum.
I 1920’ernes nyklassicistiske karrebebyggelser blev det en
vigtig del af bygningskonceptet, at gårdrummene fik en enkel,
geometrisk form med gode lysforhold til boligerne. Et fænomen,
der fortsatte i dansk boligbyggeri, indtil byggerier med
karrestruktur ebbede ud i 1940’erne.
Renæssancebaggård
Gårdrum med ensartet skala og materialevalg
Skulpturelle trappetårne
Nyklassicistisk gårdrum - en præcis geometrisk form
Flere skalaer og stilarter - et komplekst gårdrum
Baggårde og tilbygninger
Ved tilbygninger på gårdfacader skal de konkrete lys- og
skyggeforhold, afstands- og brandforhold vurderes i forhold
til naboer og bygningsreglementets krav. Arkitektonisk skal
tilbygninger tilpasses såvel den enkelte bygning som den samlede
gårdbebyggelses karakteristika.
I karréer , hvor husene er opført inden for en begrænset tidsperiode,
kan gårdfacaderne have flere fælles træk, for eksempel
facader opmuret i gule maskinteglsten og/eller vinduer i
to- og trefags standardformater og/eller ensartede trappetårne,
hvilket kan give gårdrummet en helstøbt karakter, som er
bevaringsværdig.
Karréer med ejendomme opført over en længere periode kan
have gårdfacader i flere skalaer og stilarter. Her er det relevant
at benytte overordnede æstetiske retningslinjer for nye tilbygninger
angående materialevalg, proportioner og formsprog.
Retningslinjer, der respekterer bygningernes mangfoldige udtryk
i en afbalanceret, men stadigvæk kompleks helhed.
Side

Baggårde og gårdfacader
ANBEFALINGER
Renæssance- og borgerhuse Bindingsværkshusene og de
grundmurede borgerhuses gårdfacader havde færre prangende
detaljer og en mindre konsekvent symmetri end gadefacaderne.
Men de havde samme regulære proportioner. De 2-3-etages
høje bygninger med tilhørende vinkelbygninger, trappetårne
og svalegange dannede oftest gårdrum med en intim skala.
Mindre tilbygninger kan udføres, når formsprog, materialevalg,
stoflighed og især skalaen respekteres.
Historicistiske huse Der var markant forskel på gade- og
gårdfacaderne, der oftest var opført i gule maskinteglsten uden
facadegesimser og dekorative vinduesindramninger. Lige så
individualistiske de historicistiske huse fremstod i gadebilledet
kunne gårdfacaderne fremstå med flere varianter af trappetårne
og vinkeltilbygninger. Mindre tilbygninger kan tilføjes
gårdfacaderne, når gårdfacedens materialevalg, formsprog og
vinduesproportioner gentages. Eller når tilbygningen udføres
i en nutidig stilart, hvor der i materialevalg, stoflighed og proportioner
opnås en samklang mellem nyt og gammelt.
Moderne tilbygninger på historicistiske huse
De sene nationalromantiske huse Enten var husene opført i
en traditionel karréstruktur med spartanske gårdfacader i gule
teglsten, eller i en struktur med halvåbne gårdrum, hvor gårdfacaderne
havde næsten samme udtryk som gadefacaderne. I
helstøbte bebyggelser kan det ikke anbefales at udføre tilbygninger
på gårdfacaden.
Nyklassicistiske huse I det nyklassicistiske koncept skal gårdrummet
fremstå som en præcis geometrisk form omkranset
af ensartede og symmetriske facader. Evt. bygningsfremspring
med bagtrapper er placeret symmetrisk på facaderne.
Tilbygninger og facadeændringer vil generelt forstyrre den
klassicistiske ro.
Funkishuse Oftest var husene helstøbte med samme arkitektoniske
udtryk på gade- og gårdfacade. Men gårdfacaderne
kunne også have et anonymt udtryk.
Eventuelle tilbygninger på de anonyme gårdfacader bør indgå
i en kubistisk facadehelhed.
Side
Lyst halvåbent gårdrum - de sene nationalromantiske huse
Den funktionelle traditions huse Kun de tidligste huse i
stilarten blev opført i karréformationer. Gade- og gårdfacader
fulgte samme arkitektoniske koncept. Bygningskroppen skulle
fremstå som et enkelt geometrisk volumen - trappetårne og
tilbygninger er derfor fremmede for stilartens arkitektoniske
koncept.
Tilbygning - historicistisk hus - traditionelle materialer og
former

Tagkviste og tagelementer
I alle bygningsstilarter indgår tagformen og tagbeklædningen
som en del af facadeudtrykket. Taget kaldes også for bygningens
"femte facade". Tagfladen kan have to forskellige roller
i stilarternes arkitektoniske koncepter: den rolige eller den
opsigtsvækkende.
I den rolige udgave findes der to versioner: Enten den ubrudte
tagform, hvor taget fremstår som en ensartet flade, der kun
brydes af få skorstene placeret i kip. Eller den diskret brudte
tagform; her brydes tagfladen af "anonyme" tagkviste, der er
udført som spinkle trækonstruktioner og er placeret symmetrisk
i tagfladen. I begge versioner skal tagfladen opfattes som
en rolig, samlende flade i det totale facadeudtryk.
I den opsigtsvækkende udgave er tagfladen brudt af elementer
(tagkviste, tårne, skorstene), der skal fremtræde som markante
indslag i en livlig facadekompositon.
Renæssance Historicisme - rolig
Tagfladen og stilarterne
Udnyttelsen af tagetager til beboelse er et boligøkonomisk
fænomen. Med byernes boom i befolkningstilvæksten sidst i
1800-tallet blev indretningen af tagetager til boliger en slags
standard for byejendomme.
Renæssance- og borgerhuse Loftetagerne blev sjældent brugt
til beboelse, men ofte til opbevaring. Loftrummet fik orienterende
lys fra små støbejernsvinduer i tagfladen. De sjældne
tagkviste havde en begrænset størrelse. Adgang til loftsrum
skete ofte via facadekviste eller facadegavle med oplukkelige
lemme og hejsearrangementer.
Historicistiske huse - klassiske Tagfladen indgik i den klassiske
facadekomposition som en rolig flade. De tidligste huse havde
ofte tage med lave hældninger - uden beboelse. Ved udnyttede
tagetager skulle kvistene være lette og diskrete konstruktioner.
Det var et must, at de var placeret symmetrisk i tagfladen.
En symmetri, der ofte fulgte facadens vinduesrytme. På store
tagflader kunne de gængse kviste suppleres med små tagkviste
placeret i et symmetrisk mønster på tagfladen, hvor vinduerne
kunne være cirkulære, trekantede eller formet som appelsinskiver.
Ved mansardtage havde kvistene ofte en buet tagform, og
Rolig, ubrudt tagflade
Klassisk historicisme
Historicisme - markant
Håndværkerhistoricisme
de var placeret i samme takt som facadens vinduer. Skorstene
var placeret i kip og symmetrisk i facadebilledet.
Historicistiske huse - renæssance og rundbuestil De tidligste
renæssanceprægede huse havde lave taghældninger og ingen
kviste, men små symmetrisk placerede støbejernsvinduer. De
senere udgaver fik 45 graders tag eller mansardtag med beboelse
i loftetagen. Her var de gængse tagkviste lette diskrete
trækonstruktioner placeret i en klassisk symmetrisk orden.
Historicismen opfandt dog stilvarianter, hvor tagelementerne
skulle være opsigtsvækkende, for eksempel løgformede kupler
på tagkviste, hvor taget også havde et løgformet spir, eller
stejle "trekantede" skiferbeklædte tagkviste.
De håndværker-historicistiske huse Stilarten indrettede
konsekvent tagetagen til beboelse. Tagkvistene kunne være
de traditionelle lette trækonstruktioner. Eller, som et særkende
for stilarten, en større kvistkonstruktion med sadeltag
og en frontvæg i murværk og bindingsværk, hvor bagmuren
hvilede af på facadens bagmur. Kvistene var placeret symmetrisk
i tagfladen.
Side

Tagkviste og tagelementer
De nationalromantiske huse Stilarten benyttede sig af et
bredt repertoire af kvisttyper - tagfladen måtte gerne vække
opsigt. Kvistene var en del af det fabulerende facadeudtryk.
Typerne spændte fra taskekviste med små vinduesformater
til tagkviste med sadeltag og høj tagrejsning, ofte dekoreret
med kulørte vindskeder. Farverne var klare røde, grønne og
gule kulører. Tagkviste med synligt bindingsværk, hvor tavlerne
var pudsede eller med mønstermurværk, var populære.
Kvistenes placering i tagfladen fulgte oftest vinduesrytmen i
facaden - dog kunne de særligt spektakulære kviste være placeret
bevidst asymmetrisk.
De nyklassicistiske huse Stilarten satte en ære i, at tagfladen
fremstod som en rolig enkel flade - helst kun brudt af de symmetrisk
placerede skorstene. Var tagetagen indrettet til beboelse,
blev de diskrete tagkviste placeret i en stram symmetri.
Tagkvistenes vinduesformater var altid i familie med facadens
vinduesformater.
Funkishuse Når funkishusene havde sadeltag skulle tagfladen
fremstå som en ubrudt flade. Den kunne dog være brudt
af facadens karnapper, der blev "forlænget" op i tagfladen
som en slags facadekviste. "Forlængelserne" var udformet på
enkel, kubistisk vis.
Funkishuse med fladt tag kunne have tagetager med penthouses,
der var trukket tilbage fra facadefronten. Penthouset var en del
af facadekompositionen, hvor penthousets pladebeklædning -
kobber, zink eller skiferplader - skulle danne en let kontrast til
hovedbygningens tunge murværk. Penthouset havde en enkel
geometrisk form - uden tagudhæng og tagrender.
De sene nationalromantiske huse Hustypen udnyttede traditionelt
tagetagen til beboelse, enten via mansardtage eller 45-graders
tage. Man benyttede taskekviste eller traditionelle tagkviste
med flade tagformer i zink som supplement til de markante
murede facadegavle og frontispicer. Tagkvistenes placering i
tagfladen var nøje afstemt med facadens vinduesrytme.
Etagehuse - den funktionelle tradition Tagkviste er en sjældenhed
i denne stilart. Rødstensudgaven havde 45-graders afvalmede
tegltage med tagudhæng. De store ubrudte tagfladers
nærmest monumentale enkelhed var et eftertragtet udtryk.
Aftræk fra tekniske installationer blev samlet i skorstensenheder
og placeret i en stram orden på tagfladen.
Også i gulstensudgaven med de lavere taghældninger og eternitskiferbeklædning
var tagelementerne - bl.a. ovenlys til trappeopgange
- placeret i en arkitektonisk orden.
Når hustypen havde tagkviste, var de placeret i tagfladen, så
de konsekvent fulgte facadens vinduestakt.
De modernistiske og minimalistiske huse Hustyperne har
oftest fladt tag. Facadeudtrykket skal være ordentligt og struktureret.
Det vil sige, at tagelementer - installationer til elevatorer
og ventilationsanlæg m.m. - skal indpasses i den enkle
facadekompostion. For eksempel udformet som penthouseagtige
bygningsdele.
Side
Markante nationalromantiske tagkviste
Nyklassicisme
Den funktionelle tradition
Minimalisme
Funkishuse
Sen nationalromantik

Tagkviste og tagelementer
ANBEFALINGER - TAGKVISTE
Traditionelle diskrete tagkviste
Tagkvistene har maksimalt en bredde på tre vinduesfag. Selve
fag- og rudeopdelingen er i familie med den lodrette facades
vinduesformater. Enten kan kvist- og facadevinduerne have
ens størrelser, eller også kan kvistens vinduer have et mindre
format - et format, der dog er proportionelt med facadens
vinduesformater.
Tagkvistenes sider, flunker, er en let trækonstruktion, 8-10 cm
tyk og beklædt med zink eller kobber. Taget er beklædt med
zink, kobber eller tagpap. Formen er et fladt sadeltag, et fladt
bueformet tag eller et plant tag.
Ved taskekviste er tagbeklædningen den samme som det øvrige
tag. Vindskeder er udformet med smalle, ofte profilerede,
brædder.
Diskrete tagkviste har en mørk farvesætning, der ikke danner
kontrast til tagfladen. Kvistvinduerne kan dog have samme
farvesætning som facadens vinduer.
Det kan ikke anbefales at beklæde tagkviste med byggeplader
såsom cementbaserede plader eller profilerede træplader,
da tagkvistenes lethed og finesse forsvinder, og materialerne
har en tvivlsom stoflighed. Brede sidevægge og tykke tagkonstruktioner
skæmmer kvistenes proportioner og giver facaden
et uvedkommende tyngende udtryk. Glasfelter i flunker og
trekantgavle er fremmede for de historiske stilarter.
Markante tagkviste
De nationalromantiske huse havde ofte markante og dekorerede
kviste, og de spektakulære udgaver af de historicistiske huse
satte en ære i at have fantasifulde kviste. De kunstfærdige kviste
var udført med en betydelig håndværksmæssig kunnen. Det
anbefales at søge ekspertbistand ved vedligeholdelsesarbejder.
Det kan ikke anbefales at "normalisere" kvistene.
Kvistenes placering fulgte facadens vinduesrytme eller var
symmetriske placeret i tagfladen. Ved valmede tage bør der
være minimum 1 meter fri
afstand mellem kvisten og
tagets grat.
Kvistene følger vinduesrytmen
Diskrete tagkviste
Markante historicistiske tagkviste
Side

Tagkviste og tagelementer
ANBEFALINGER - TAGELEMENTER
Skorstene Traditionelle skorstene har en bred muret krave,
der fortsætter i et smallere skorstensløb, som afsluttes med en
gesims. De historiske stilarter til og med nyklassicismen har
skorstenene placeret i kip og symmetrisk i facadebilledet.
Ovenlys i tagfladen Støbejernsvinduer, især de cirkulære
og ovale, var diskrete i tagfladen. Det samme er det moderne
såkaldte "fredningsvindue" med smalle sorte rammer. Større
ovenlysvinduer bør placeres taktfast i tagfladen. Ved de diskrete
rytterlys (i kip) skal vinduets tværmål og dets højde over tagfladen
være minimale. Bevidst markante ovenlys’ proportioner
bør afstemmes med det samlede facadeudtryk.
Tekniske installationer Udluftning af faldstamme og friskluftsanlæggets
ind- og udtag blev omkring 1900-tallet samlet
i murede skortensenheder, der blev placeret i en arkitektonisk
orden på tagfladen. Skorstensløsningen, som også findes i kobber
og zink, kan anbefales. Det samme kan "metalkasser" med
skråtstillede lameller ved de modernistiske huse, når de indgår
i det arkitektoniske udtryk. Vilkårligt placerede og "nøgne"
tekniske installationer på tagfladen, både ved fladt tag og sadeltag,
skæmmer husenes arkitektur.
Side 10

Teknik- og Miljøforvaltningen
Stigsborg Brygge 5 Tlf. 9931 2000 www.aalborgkommune.dk
9400 Nørresundby teknik.miljoe@aalborg.dk April 2008