2 1 2 - Siden med 'knapperne' i den venstre ramme - Danmarks ...

Ved Boris Schapiros død var det ikke kun
den britiske spillers mange topplaceringer
i internationale turneringer, der dukkede
op igen. Nok så mange mindedes skandalen
i Bermuda Bowl 1965 i Buenos Aires
(VM for hold), hvor Terence Reese_Boris
Schapiro blev diskvalificeret for snyd, og
det britiske hold trak sig fra turneringen.
Reese_Schapiro blev beskyldt for at vise
længden af deres hjerterfarve med det antal
fingre, der var synlige, når de holdt
kortene i hånden, og WBF (World Bridge
Federation) anså deres skyld som bevist.
Man overlod strafudmålingen til det britiske
bridgeforbund.
Reese_Schapiro blev imidlertid mere
end et år senere frikendt af en kommission,
der blev nedsat af det britiske bridgeforbund
under forsæde af Sir John Foster, som
var parlamentsmedlem, generelt respekteret,
og som spillede bridge. Resultatet
blev et voldsomt, mangeårigt modsætningsforhold
mellem Europa og USA,
mellem Storbritannien og WBF og mellem
mange af spillerne i verdenseliten.
Schapiro (bemærk uglen til højre: Steen Schou!)
48
DANSK BRIDGE
Snyd i bridge
af Svend Novrup
Bøger og motiver
Var spillerne skyldige i den rejste anklage?
Alle har god mulighed for at danne sig
et indtryk gennem to bøger, der blev skrevet
af to af sagens hovedpersoner. Den
amerikanske, tidligere engelske, spiller og
journalist Alan Truscott, der var involveret
i afsløringen, skrev bogen „The Great
Bridge Scandal“, som ifølge Reese var så
overbevisende, at den næsten fik ham til
selv at tro på, at han havde snydt. Reeses
version af sagen kom så i „Story of an
Accusation“, og den er mindst lige så overbevisende
med modsat fortegn.
Kom der ikke andet ud af det, kan man
i hvert fald sluge de to bøger, der er spændende
som kriminalromaner, og ikke
mindst Reeses tilstræbt objektive fremstilling
af forløbet af „retsmøderne“, som det
i realiteten var, er så præcis og velskrevet,
at man ikke kan slippe hans bog, før man
er igennem.
Umiddelbart giver bøgerne ikke svar på,
om de to snød eller ej. I stedet har jeg forsøgt
i al fortrolighed at spørge mig for hos
verdens bedste.
Mærkværdigt nok tror tilsyneladende de
færreste, at Reese_Schapiro snød gennemført,
men „noget mærkværdigt var der
nok.“
Valne svar, som kan skyldes, at næsten
alle kender nogen, der har været involveret
på en eller begge sider.
Motiver og beviser
Jeg har forsøgt at se på, om der kunne være
personlige motiver involveret i beskyldningerne,
og dem kunne der være mange
af. Bl.a. fordi Reese og Schapiro var langt
fra elskelige. De var begge intellektuelle
aristokrater med en meget skarp tunge,
som de lod glimre med blændende ironi
og sarkasme, når lejlighed bød sig. Det bliver
man sjældent populær på.