Tidsskrift for Socialpædagogik, Nummer 23, 2009 - Dansk Forening ...

strejker, og at socialpædagogerne var ramt hårdt af regeringens
sparepolitik. Teksten var betydeligt kortere end den
for 1953-forslaget, idet den blot indeholdt to artikler, dels
om titlens beskyttelse (artikel 1) og dels om de velkendte
overgangsbestemmelser (artikel 2). Der var ingen liste
over praksisfelter, ingen bestemmelser om anerkendelse af
udenlandske uddannelser og ingen sanktioner. Der taltes
om behovet for anerkendelse (”cette tâche doit être valorisée
et reconnue”), og i definitionen af socialpædagogik
var der henvisninger til miljø og settings, som de tidligere
lovforslag ikke havde haft (”dans une action continue et
conjointe sur la personne et sur le milieu”). Alt sammen
stimulerende læsning, men som politisk projekt var heller
ikke dette lovforslag nogen succes. Og dog skulle der blot
gå tre år, inden forsøget atter blev gjort.
Charlier-loven, 1994
Philippe Charlier er katolik med rødder i spejder- og ungdomsbevægelsen
samt et tæt forhold til socialpædagogernes
faglige organisationer og netværk, og han nærede et
ønske om at løse det problem, der havde ligget hen siden
1953. Som nyvalgt parlamentsmedlem fremlagde Charlier
i 1989 et lovforslag, der meget overraskende – og som det
allerførste – faktisk blev vedtaget. Sigtet med denne lov
var at begrænse brugen af titlen – denne gang: éducateur
social specialisé – og tillige adgang til faget.
Nul ne peut porter le titre ni exercer la fonction d’éducateur
social spécialisé dans l’emploi défini à l’article 1
s’il n’est titulaire du diplôme fixé par le Roi et délivré à
cet effet à l’issue d’un enseignement supérieur de plein
exercice ou de promotion sociale et de type court, organisé,
subventionné ou reconnu par l’Etat.
(Henvisningen til kongen er lige som i den danske grundlov
et konventionsudtryk, der betyder regeringen.)
I løbet af forslagets behandling blev der gjort store anstrengelser
for at sikre, at loven ikke fik en arbejdsmarkedsregulerende
virkning. Samtidig ændredes titlen fra éducateur
social specialisé til éducatuer accompagnateur, for at tilgodese
den udbredte brug af opvoeder-begrebet i landets
nordlige del. Alt dette vidner debatterne i underhusets og
senatets udvalg om. Loven blev underskrevet af kongen
samt tre føderale ministre (videnskab, vice-premier, justits)
og blev offentliggjort i lovtidende (Moniteur Belge) den
20.04.1994.
Loven indeholder fem artikler og gengiver stort set 1945lovens
og 1953-lovforslagets struktur og indhold. Den
Retssag ved Cour d’Arbitrage
Den 18.10.2006 – atten måneder efter at loven var vedtaget
– anlagde den flamske regering (fælles regering for
den flamske region og det flamske sprogfællesskab) sag
ved Cour d’Arbitrage /. Arbitragehof med påstand om lovens
ophævelse (recours en annulation). (Der er tale om
en domstol, der har til opgave at påkende kompetencestridigheder
mellem Belgiens forskellige myndigheder. I 2007
skiftede den navn til Cour constitutionnelle / Grondwettelijk
Hof, hvilket leder tanken hen på bl.a. den tyske forbundsforfatningsdomstol.)
Skriftlige indlæg blev fremlagt af underhuset, den føderale
regering, den wallonske regions regering samt det franske
sprogfællesskabs regering. Sagsøger fandt, at loven var
forfatningsstridig, da den gik imod forfatningens fordeling
af opgavernes mellem de føderale myndighederne, regionerne
og sprogfællesskaberne. Siden 1980 har de nationale
belgiske myndigheder ikke kunnet træffe uddannelsespolitiske
afgørelser. Ved i artikel 1-2 at kræve et bestemt
eksamensbevis for at kunne udøve en bestemt profession
fandt sagsøger, at lovgiver havde tiltaget sig en rolle til at
regulere undervisningen. Sagsøger fandt desuden, at samtlige
lovens bestemmelser krænkede sprogfællesskabernes
ret til at organisere den sociale sektor.
8 Tidsskrift for Socialpædagogik nr. 24 2009
Tidsskrift for Socialpædagogik nr. 24 2009 9