Tidsskrift for Socialpædagogik, Nummer 23, 2009 - Dansk Forening ...

lagt an efter at realisere de ”fire grundfriheder” (fri mobilitet
for varer, tjenesteydelser, arbejde og kapital), og det lader
sig ikke skjule, at frihedsbegrebet primært forstås som økonomisk
frihed, altså kapitalisme. Samtidig er samtlige EUstater
medlemmer af Europarådet, hvis konventioner udgør
en institutionel ramme hinsides det økonomiske (Menneskerettighedskonventionen
1950, Det europæiske sociale Charter
1961, den europæiske konvention for social sikkerhed og
den vandrende arbejdskrafts retlige status).
Den øgede integration i EU har dermed genrejst debatten
om de socialpolitiske spørgsmåls betydning. Det er endnu
ikke lykkedes at realisere sociale grundrettigheder for alle
borgere i EU inden for rammerne af et europæisk socialt
charta. Det vedtagne fælles charta for arbejdstageres sociale
rettigheder (uden deltagelse af England) relaterer sig
alene til erhvervslivet og er ikke forpligtende. Men selve
udviklingen af de sociale ydelser synes at pege i retning
af, at ”lavtlønslandene” indhentes, hvilket kunne tolkes
som, at den sociale standard i EU konvergerer snarere end
divergerer. Dette kan delvist tolkes i retning af, at Delors-
Kommissionens bud på en karakteristik af et europæisk
velfærdssamfund (en samfundsmodel, der bygger på fælles
værdier: demokrati, individuelle rettigheder, fri forhandlings-
og organisationsret, markedsøkonomi, ligestilling,
social velfærd og solidaritet – jfr. Hvidbog om Europæisk
Socialpolitik 1994) har vist sig at have en større gennemslagskraft
end oprindeligt antaget.
Presset på den nordiske model synes således ikke at stamme
fra lavtlønslande eller social dumping, men skal formentlig
snarere søges i selve modellens logik: den nordiske model
bygger på, at arbejdskraften ikke er bevægelig, hvorimod
europæiseringen fundamentalt handler om fri bevægelighed.
Denne mobilitet vil naturligvis indebære stigende udgifter,
fordi EU-borgere selv efter et kort ophold i Danmark
har lov til tage ydelserne med sig, uanset hvorhen i EU de
flytter. Udgifterne omfatter især kontanthjælp og dagpenge
og til dels børnepasningsorlov.
I forlængelse af ovenstående tegner der sig en udviklingslinje
i retning af standardisering i forhold til kapitalistisk
produktion, således at konkurrencefordele ikke må udspringe
af, at det ene land overtrumfer det andet i kraft af
højere risici i produktionen, eksempelvis dårligere beskyttelse
af arbejdskraften. Dette træk er – måske allertydeligst
– i forlængelse af den forkætrede Maastricht-traktat blevet
til en fælles regulering af arbejds- og sundhedsbeskyttelse
op mod niveauer, der bl.a. har overgået de hidtidige tyske
standarder (som i parentes bemærket slet ikke hørte til de
laveste i EU). Noget tyder på, at implementeringen følger
princippet om best practice – stadig med betydelige nationale
forskelle. For kvinderne i en række medlemslande har
kampen for ligeberettigelse kunnet støtte sig på påtaler i
den europæiske Menneskeretskommission.
For dele af EU har der endvidere fundet en interregional
indkomstomfordeling sted (Socialfonden og Den europæiske
Fond for Regional Udvikling). Dette betyder på ingen
måde, at det enkelte individ kan stille retskrav til EU,
men omfordelingen til fordel for ”begunstigede” regioner
har naturligvis betydning for socialpolitikken i de enkelte
medlemsstater.
Ovenstående peger således på, at den europæiske integration
ikke tangerer den forskelligartede institutionelle karakter
i socialsektorens institutioner på en direkte måde.
Det indebærer ikke, at tingene ligger stille. Men der tales
mindre om ”harmonisering” og mere om ”koordination”.
Koordination dækker også over et vist pres, men inspirationen
synes ikke at stamme fra EU, derimod fra enkelte
medlemsstater som ”foregangslande” (jfr. Nyrup Rasmussens
ideer derom). Når vi inddrager den igangsatte ’østudvidelse’
af EU, kunne mangt og meget også tale for varsomhed
i forhold til krav om fælles standarder. Ikke at de
undlades, men at overgangsperioden strækkes ud – som vi
senest har kunnet iagttage omkring de såkaldte forhandlinger
om Tyrkiets medlemskab af EU. Selv hvis EU-domstolen
påtog sig et større ansvar for at udvikle harmonisering i
forhold til mindstestandarder, skulle følgerne af disse krav
– alt andet lige – omsættes efter nationale kriterier.
Kamelen vil ikke gennem nåleøjet
Grundlæggende er der tale om, at den nationale egensindighed
er en kamel, der er større end det europæiske nåleøje.
Den samfundsmæssige accept af velfærdsstaten er
snævert knyttet til institutionelt befæstede interesser og
befolkningens politiske kendskab til og afhængighed af de
bestående institutioner. Disse to elementer udgør en markant
politisk modstandslomme mod initiativer om overgribende
standardisering.
Det er og forbliver et stridspunkt, hvorvidt størrelsen eller
udbygningen af velfærdssektoren i et land medfører
ulemper i den internationale konkurrence. Det er næppe
socialpolitikken i sig selv eller omfanget af den, der er afgørende.
Det afgørende er, hvorvidt den med socialpolitikken
forbundne økonomiske, finansielle eller skattemæssige
politik er egnet til at influere eller styre beskæftigelse,
finansstrømme og investeringer. Det politiske manøvrerum
er væsentligt bredere og har et langt større klaviatur at spille
på, end venner og fjender af den aktuelle status prøver at
få os til at tro. Det velfærdsstatslige felt omfatter et endog
meget bredt spektrum af forholdsregler, og dette spektrum
indgår kun spredt og tilfældigt i debatten for eller imod
”den danske model”. Derimod er det ikke uden betydning,
at hvad udad tabes, skal indad vindes – for at misbruge
et slidt citat af Dalgas. Det er p.t. ikke EU, der udgør den
største fare for den danske model. Det er derimod den førte
politik i Danmark, der udhuler både viljen og evnen til at
finansiere velfærden: nedsættelser af selskabsskatterne for
at lokke internationale firmaer til (selv om firmaerne selv
lægger mere vægt på infrastrukturen end på beskatningen);
fjernelse af topskatten i et par omgange (for at tækkes
middelklassen på de lavere sociale lags bekostning); overbetaling
af private sygehuse (forestået af den nuværende
statsminister i egen høje person) plus den dertil hørende
skattefritagelse for unødvendige sundhedsforsikringer (fri
og gratis adgang til sundhed skulle netop overflødiggøre
private forsikringer, som almindelige lønmodtagere i øvrigt
betaler til over skattebilletten); afhændelse af statslig olie
baseret på meget lave priser (Bendt Bendtsens fortjeneste),
kort sagt skatteantimobilitet, hvortil skal lægges de øgede
krav til uddannelse og forskning samt den øgede mobilitet i
den yngste og bedst uddannede del af arbejdskraften.
Det understreger følgende: I den velfærdsstatslige udvikling
kan man ikke kun befatte sig med en eller to faktorer.
Det, der tæller, er måden, hvorpå samvirket fungerer
mellem politiske, økonomiske, sociale og kulturelle betingelser.
Dette samvirke ser fortsat ud til at manifestere
sig i kampene om kollektive problemdefinitioner (Hvad
er armod? Hvilken grad af arbejdsretslig beskyttelse har
lønarbejdere krav på? Hvordan udligner vi forskelle i adgangen
til sociale ydelser?), som på deres side er med til at
foregribe mulige politiske svar. Disse svar er resultater af
kampe på nationalt plan og afhænger derfor af det politiske
styrkeforhold – i EU, men så sandelig også og især i de
enkelte medlemsstater.
For at summere op: Det har vist sig lettere at harmonisere
uddannelserne (i det mindste ”på papiret”) end at etablere
et fælles socialt arbejdsmarked.
Niels Rosendal Jensen er lektor ved Institut
for Pædagogik, Danmarks Pædagogiske
Universitets skole, Aarhus Universitet
20 Tidsskrift for Socialpædagogik nr. 24 2009
Tidsskrift for Socialpædagogik nr. 24 2009 21