Tidsskrift for Socialpædagogik, Nummer 23, 2009 - Dansk Forening ...

’Trajectories’ - eller deltagerbaner (Dreier 1999, Wenger
1998) kan betegne måden som barnet deltager i flere forskellige
børnefællesskaber. Barnets deltagelsesbane defineres
med afsæt i barnets individuelle livshistorie og i mødet
med de institutionelt definerede deltagelsesbaner.
Læring kan hermed anskues som en ”ændring og udvikling
af de personlige forudsætninger for deltagelse” (Dreier
1999, s. 83).
Igennem læreprocessen ændrer barnet bestemte sider ved
sine forudsætninger for at deltage i forskellige sociale fællesskaber,
hvormed barnet kan udvide sin deltagelse i fællesskaberne
og sin indflydelse på disse. Læring er således
rettet mod og forankret i børns deltagelse i forskellige sociale
fællesskaber og i børns aktive udformning af deres
hverdagsliv i og på tværs af forskellige fællesskaber og
sociale kontekster.
Narrativ psykologi og børns selvfortællinger
Ifølge Bruner (1996) organiserer og håndterer vi viden om
verden og os selv på to grundlæggende måder. Vi benytter
os af henholdsvis logisk-videnskabelig og narrativ tænkning.
Det kan være givende for pædagoger og andre at betragte
børns udvikling og læring ud fra et narrativt perspektiv,
da dette giver indblik i grundlæggende psykologiske
mekanismer hos barnet og skaber grundlag for nytænkning
i praksis.
Med udgangspunkt i socialkonstruktionisme præsenterer
Flemming Andersen (2006) den narrative psykologi, der
beskæftiger sig med, hvordan vi som mennesker konstruerer
vores identitet gennem fortællinger om os selv og
vores liv. Narrativ psykologi bryder med den traditionelle
opfattelse af identitet som ’noget i sig selv’ eller som en
kerne i individet. I stedet ses identitet som resultat af italesættelser,
der finder sted i individets relationer til andre i
forskellige kontekster.
Ifølge socialkonstruktionistisk erkendelsesteori er virkeligheden
en social konstruktion, der skabes med sproget
som medium. Denne virkelighed organiseres og opretholdes
gennem fortællinger – både hos den enkelte og på et
samfundsmæssigt eller kulturelt niveau. At virkeligheden
er en social konstruktion medfører, at en entydig og evig
sandhed ikke eksisterer. Virkeligheden er ikke en enhed
af objektive fænomener, kendsgerninger og fakta, der kan
måles og vejes og beskrives af videnskaben. Dette betyder
blandt andet, at den måde hvorpå vi tænker og taler om os
selv og hinanden – og de selvopfattelser og identitetskonstruktioner,
der dermed skabes – sagtens kunne se anderle-
Cecilie (4 år): Jeg synes, Mathilde er en ond pige.
Stilhed.
Oliver (5 år): Ja, Mathilde er rigtig dum.
Freja (4 år): Ja, hun slår og river mig i håret.
Flere børnestemmer: Ja, hun er dum.
Mathilde synker mere og mere sammen, og til sidst begynder
at græde.
Der går nogle sekunder, og så siger Martin: Det lyder altså
ikke rart, alt det I siger. Prøv at se, hvor ked af det, Mathilde
er blevet.
Stilhed.
En af de andre voksne, Per, siger nu: Nogle gange kan man
godt komme til at gøre nogle dumme ting. Men det betyder
ikke, at man er dum.
Efter en kort pause fortsætter Per: Hvad kan vi gøre for at
gøre Mathilde glad igen?
Børnene er meget stille.
Rune (4 år): Jeg synes, Mathilde er super god til at lave
teater og finde på nye lege.
Sebastian (5 år): Ja, jeg synes også, at Mathilde er rigtig
god til at lege.
Aysha (4 år): Ja, i går lavede hun teater til os.
Karla (3 år): Det var sjovt.
Mathildes ansigtsudtryk ændrer sig, hun virker mere glad.
Er ikke længere sammensunket i skødet på Martin.
Vi prøver at finde en sang, som Mathilde godt kan lide.
Meget kan siges om denne fortælling, men her fremhæver
vi nogle få aspekter af episoden som illustration af nogle
centrale narrative læreprocesser, der kan identificeres og
beskrives.
Situationen opstår pludselig og uventet, og efter de første
kritiske udsagn fra flere af børnene reagerer Mathilde ved
at synke sammen. Aktualiserede elementer i hendes selvfortælling
kan beskrives f.eks. således: ”Jeg er en, der ikke
er velkommen her”. ”Jeg er en, de andre ikke kan lide”.
”Jeg er en, der ikke har nogle venner på stuen”. ”Jeg er
ikke en, som de andre vil være sammen med”. Denne kedelige
liste af negative elementer i Mathildes selvfortælling
er sikkert ikke udtømmende – man kunne sagtens forestille
sig andre associationer og tilhørende negativt indhold.
Man kan identificere forskellige strategier eller tilgange i
den respons, som pædagogerne giver børnene efter de første
bemærkninger om Mathilde. I nærværende sammenhæng
er det relevant at fremhæve Pers udsagn, hvor han
siger, at man ikke er dum, bare fordi man har lavet noget
dumt.
38 Tidsskrift for Socialpædagogik nr. 24 2009
Tidsskrift for Socialpædagogik nr. 24 2009 39
Foto: Niels Graverholt