Tidsskrift for Socialpædagogik, Nummer 23, 2009 - Dansk Forening ...

Kan forskellige velfærdsregimer betjenes
af harmoniserede uddannelser?
Denne artikel udspringer af kollegiale faglige diskussioner vedrørende EU og Kommissionens arbejde
for at integrere medlemslandene i en overnational union. I artiklen behandles to hovedtræk, der er relevante
for socialpædagogikken, nemlig for det første Bologna–processen angående uddannelsesharmonisering,
og for det andet etableringen af et marked for personlige tjenesteydelser. Både harmoniseringen
af uddannelserne og skabelsen af et fælles marked for de personlige serviceydelser kommer til
at udgøre en mærkbar udfordring af den hidtidige sammenhæng mellem en national uddannelse og et
nationalt arbejdsmarked. Mens harmoniseringen af uddannelserne er delvist gennemført, trækker det
foreløbigt ud med det fælles marked.
Af Niels Rosendal Jensen
Da Danmark tiltrådte det europæiske økonomiske fællesmarked
(EØF) 1. januar 1973, lød argumentationen fra
tilhængerside, at dette marked udelukkende handlede om
salg af smør og bacon til et større marked, hvor traditionelle
handelspartnere som Tyskland og England enten var
medlem eller på vej til at blive det. Daværende undervisningsminister
Knud Heinesen bedyrede ligefrem i pressen,
at EØF intet havde at gøre med uddannelsespolitik, hvilket
undertegnede som medlem af Styrelsen for Lærerstuderendes
Landsråd dog nemt mente at kunne afvise, fordi uddannelserne
i sidste ende var en afgørende del af samfundsøkonomien
ud fra en argumentation om, at uddannelse er
en væsentlig faktor for økonomisk vækst, ligesom økonomisk
vækst forudsætter opkvalificering af arbejdskraften.
Kort sagt byggede min argumentation på de herskende teorier
om humankapital (for en uddybning se Hansen 2003,
kapitel 2).
Afvisningen viste sig også at holde stik allerede samme
år: fællesmarkedet handlede ikke alene om økonomi og
politik, men også om identitetspolitik. I juli 1973 blev Deklarationen
om den Europæiske identitet underskrevet af
de 9 medlemslande i København. Forestillingen var kort
sagt, at der eksisterede en fælles europæisk civilisation og
en fælles europæisk identitet (byggende på repræsentativt
demokrati og menneskerettigheder som grundlag for at opbygge
et forenet Europa). Som Haas formulerer det: ”Den
europæiske identitet pegede dels indad mod en kulturel og
normativ kerne i et velafgrænset fællesskab, dels på at der
var tale om en enhed i forskellighed (unity in diversity).
14 Tidsskrift for Socialpædagogik nr. 24 2009
Tidsskrift for Socialpædagogik nr. 24 2009 15