Tidsskrift for Socialpædagogik, Nummer 23, 2009 - Dansk Forening ...

kes regelværk fra 1930 forbedredes løbende indtil 1970ernes
omfattende reformer. Men i Belgien var der tydeligvis
et optimistisk klima med hensyn til anerkendelse af de sociale
professioners faglighed, og blot otte år efter, i 1953,
skulle det første lovforslag blive fremsat til at sikre den
socialpædagogiske faglighed en anerkendelse svarende til
den, der nu var blevet socialrådgiverne til del. Forsøg på at
tilvejebringe anerkendelse af den socialpædagogiske faglighed
har det ikke skortet på i årene 1953-1994, men ingen
af dem kronedes med held – egentlig temmelig enestående
i en parlamentarisk sammenhæng.
Nossent’s lovforslag af 1953
Før 2. verdenskrig synes begrebet socialpædagog (éducateur)
slet ikke at have været brugt. Børnehjem og kostskoler
var i reglen udstyret med personale fra katolske ordner,
og de forbedringshuse (maisons de correction), hvor unge
lovovertrædere kunne anbringes, beskæftigede vagter og
lærere. Men i 1938 blev de første fritidspædagoger uddannet
i et nyt fag (éducation des loisirs) (seks år før Frankrig),
dog endnu ikke anerkendt som videregående uddannelse.
Dimittender herfra samt fra en lignende uddannelse (moniteur),
der fra 1940 blev udbudt på seminariet Le Parnasse
i Bruxelles, blev efterhånden kendt som socialpædagoger
(éducateurs), når de begyndte at arbejde (Gaspar & Wéry,
2000, s.13).
Parallellerne til Danmark er her oplagte, dels fordi uddannelserne
er startet langt fra universiteterne (både for socialrådgivere
og for socialpædagoger), og fordi socialpædagogernes
uddannelses- og erhvervstitel har gennemgået en
lang udvikling, før det nuværende begreb for alvor dukkede
op og blev gængs sprogbrug (Erlandsen, 2006, 2007). Også
i Belgien steg interessen i fagligheden, efterhånden som
1950erne oplevede større åbenhed omkring forholdene inde
for murene for børnehjem mm., og offentligheden forfærdedes.
Et af disse børnehjem, Abbaye d’Aulne nær Gozée, påtog
sig en pionerrolle og udbød på eget initiativ landet første
socialpædagogiske uddannelse rettet mod arbejde på institutioner.
Kristne værdier samt spejderbevægelsens pædagogiske
tradition dannede grundlaget (Gaspar & Wéry, 2000,
p.13). Men over de næste årtier lykkedes det aldrig socialpædagogerne
at gøre krav på automatisk ret til ansættelse på
et bestemt løntrin, og de ansattes (og ansættes) generelt på et
lavt trin. Kunne deres uddannelse opnå samme anerkendelse
som socialrådgivernes, ville de kunne gøre sådanne fagpolitiske
krav gældende (Charlier, 2001).
Igennem årene 1953-1994 blev der fremsat ikke mindre
end 15 lovforslag (Tabel 1), og det er ikke hensigten i denne
artikel at redegøre detaljeret for de enkelte forslag eller
de debatter, der førte til, at de alligevel ikke blev vedtaget.
Sammenlignet med den lethed og enkelhed, hvormed socialrådgiverne
fik deres faglighed vedvarende garanteret,
taler listen over mislykkede forsøg på socialpædagogernes
vegne et tydeligt sprog. Den præcise baggrund for hvert
enkelt tilfælde kunne måske med fordel belyses gennem
selvstændige undersøgelser, men dette er ikke artiklens
sigte. Det skal dog bemærkes, at den centrale bestemmelse
i hvert enkelt lovforslag kan grupperes, hvorved en række
tilgange til emnet fremtræder.
Fra Nossent-forslaget til Charlierloven,
1953-1994
Det skulle dog blive til ikke mindre end ni lovforslag fremsat
i det belgiske parlament i årene 1975-92, samt et antal
forslag fremsat på sprogfællesskabsplan. Ikke alle forslag
er gennemgået personligt, men de relevante referencer og
tekstpassager er kendt fra andre officielle dokumenter.
Iblandt alle disse forslag kan følgende tilgange til problemet
identificeres:
• Kun dimittender må udøve faget (G. Ryckmans-Corin,
1975, 1978, 1981).
• Kun dimittender må føre titlen og udøve faget (G.
Ryckmans-Corin, 1980; T. Declerq, 1980; Y. Ylieff,
1983; A. Léonard, 1983)
• Kun dimittender må føre titlen og få adgang til faget (Ph.
Charlier, 1989, 1992)
Med hensyn til selve uddannelses- og professionstitlen ses
der også en interessant udvikling, idet socialpædagoger er
blevet benævnt:
• éducateur (G. Ryckmans-Corin, 1975, 1978, 1981)
• éducateur spécialisé (Ph. Charlier, 1989, 1992)
• éducateur social (Y. Ylieff, 1983)
• éducateur social spécialisé (G. Ryckmans-Corin, 1980;
A. Léonard, 1986)
• éducateur professionnel (T. Declerq, 1980)
• éducateur-accompagnateur spécialisé (Ph. Charlier,
1994, 1997)
I de næste 22 år synes der ikke at have været gjort nye
forsøg på at relancere 1953-projektet, men midt i 1970erne
startede bestræbelserne igen. Fr. Ryckmans-Corin forelagde
lovforslag i underhuset (Chambre des Représentants)
(1975-76-samlingen), senatet (1978-79-samlingen), igen i
underhuset (1979-80-samlingen) og endelig i det franske
sprogfællesskabs råd (i dag det franske sprogfællesskabs
parlament). Grundtonen i disse fire forslag var alle, at kun
dimittender skulle have adgang til professionen (Nul ne
peut exercer la profession d’éducateur).
Derimod tog Declerq’s lovforslag fra 1980, forelagt underhuset
(1980-81-samlingen), lige som 1953-forslaget og
1945-loven udelukkende sigte på at beskytte titlen (Nul ne
peut porter le titre et exercer la profession d’éducateur social
specialisé). Forslaget har også interesse derved, at det
indførte adjektivet social, hvilket vel nok forstærkede den
semantiske lighed med det danske begreb. T. Declerq forelagde
desuden et forslag i det flamske sprogfællesskabs
råd (i dag det flamske parlament) i 1981. Declerq-forslaget
tog sigte på at regulere brugen af titlen samt adgangen til
erhvervet, og titlen foresloges nu til at vaere éducateur
professionnel, hvilket ligner den titel, der anvendes i Italien
i dag. Hr. Lernoux indbragte et forslag for det franske
sprogfællesskabs råd i 1982 samt to forslag for underhuset
(1982-83-samlingen). Lige sådan foreslog Yvan Ylieff i
1983 en lov, der ligeledes ville have reguleret såvel brugen
af titlen som adgangen til erhvervet, denne gang med titlen
éducateur social.
I 1986 forelagde medlemmerne Léonard, Gehlen, Hanquet,
Jérôme og Lestienne et forslag vedrørende titlen éducateur
social spécialisé. Såvel titlen som faget skulle reguleres
herved. I mellemtiden var den forfatningsretlige situation
en anden end i 1970erne, og de nationale myndigheder
kunne ikke længere uden videre lovgive på området. Derfor
var den øverste forvaltningsdomstol (Conseil d’Etat)
blevet bedt om at tage stilling til lovforslagets forenelighed
med de nye regler for opgavernes fordeling mellem nationale,
regionale og sprogfællesskabs-myndigheder. Svaret
havde ifølge forslagsstillernes fremstilling været positivt.
Hr. Léonard lagde vægt på, at socialpædagogernes vanskelige
stilling var kommet til udtryk blandt andet igennem
6 Tidsskrift for Socialpædagogik nr. 24 2009
Tidsskrift for Socialpædagogik nr. 24 2009 7