Tidsskrift for Socialpædagogik, Nummer 23, 2009 - Dansk Forening ...

aktørernes relationer, men ”primäre Ganzheitlichkeit und
Gestaltetheit”(Hehlmann 1971, 202) eller”relationernes
helhedsrelation” (Ehrenfels 1967, 132), som den viser sig i
sin umiddelbarhed. (Katz 1969, 49)
Fællesskabet som gestalt er et funktionelt system af tjenester,
hvor det ikke giver mening at skille den enkelte ud
som autonom aktør, fordi vi ”næres” af den anden, vi næres
af hinanden, vi lever af fællesskabet og for fællesskabet og
fordi vi først udfolder os og lever, hvor vi gør det i forhold
til den anden og fællesskabet. (Ofenbach 2002, 31; Katz
1969, 166) Individet tjener fællesskabet og den anden og
fællesskabet og den anden har en tjenestepligt i forhold til
individet. Men ”det formål, som mennesket underordner
sig…kan ene og alene stamme fra fællesskabet.” (Ofenbach
2002, 31) ”Enhver individualitet er en særlig slebet
linse, hvor det fælles brydes.” (Ibid., 43)
Gennem tjenesten åndeliggør vi fællesskabet og bidrager
til dets meningsfuldhed. Erkendelsen af at man er født til
at tjene baner vejen for en udvikling til en såkaldt ”deltagende
solidarisk personlighed”, til det man kan blive til
i et åndeligt fællesskab. At tjene næsten er at anerkende
næsten som moralsk subjekt og som medlem af et etisk (og
religiøst) fællesskab. At stille sig i fællesskabets tjeneste
er at blive ”personlighed”. Opdragelse er, ifølge Petersen,
personlighedsdannelse, til forskel for udviklingen af individualiteten,
der er dannelsens mål.
(Ibid., 49, 158)
Men hvad vil det egentlig sige at tjene næsten? Hvordan
kan vi forstå tjenestebegrebet?
Tjenestebegrebet
I dansk litteratur og hverdagssprog anvendes tjenestebegrebet
i en lang række forskelligartede sammenhænge
(jævnfør Det Danske Sprog- og Litteraturselskab 1948,
sp.26-34) En af de centrale kendetegn ved tjeneste er et underordningsforhold,
at underordne sig en herre, en forsat,
en guddom, et kald, en funktion, en pligt, en norm, at finde
sin plads i et hierarkisk system eller et funktionelt system
(arbejdsdeling). Også i diakonal sammenhæng er ideen ved
at tjene næsten, at man stiller sig i næstens og Guds tjeneste
og derved stiller ens egne behov efter næstens og Guds.
Underordningen kan være valgt, men vil lige så ofte være
noget man ikke selv er herre over. F.eks. i form af afhæn-
gighedsforhold. Løgstrups interdependensbegreb er udtryk
for at vi er underlagt en gensidig afhængighed af hinanden,
som gør at vi, om vi vil det eller ej, altid har noget af den
andens liv i vores hænder og vice versa og er på denne
måde underlagt nogle grundlæggende eksistentielle vilkår.
Tjenesten kan være betinget eller ubetinget. Betinget kan
det være en kontrakt, ”det på aftale, kontrakt olign. beroende
forhold mellem en person, institution osv. og en hos
ham ansat person eller bestilling, plads, embede olign.”
(Ibid., sp.29) Ubetinget er den som gerning eller som en
”handling, hvorved man uden befaling, af venlighed, velvilje,
imødekommenhed yder en hjælp, bistand, opfylder
ens ønske, glæder en olign.” (Ibid., sp.32) ”
Løgstrup og den ubetingede tjeneste
For Løgstrup er barmhjertighedsgerningen det ubetinget at
tjene næsten. Var tjenesten ikke ubetinget, var den heller
ikke en spontan livsytring, der gør sig gældende. Spontane
livsytringer er hos Løgstrup en betegnelse for de grundlæggende
livsvilkår, der er forudsætning for og opretholder
de mellemmenneskelige relationer. Menneskelivet udfolder
sig på livsytringernes vilkår. Dvs. tillid, barmhjertighed,
kærlighed, håb og talens åbenhed er det, der gør, at
det mellemmenneskelige samvær lykkes. Omvendt, bliver
disse spontane livsytringer udfordret, rejser der sig en etisk
fordring om at genoprette de forhold, der får samværet til
at lykkes.
Fra etik til inkluderende socialpædagogik
Inklusionspædagogikken har fokus på relationen i erkendelsen
af at individet ikke er autonomt, men et væsen, der kun
er det det er i kraft af dets relation til andre. Fænomenologisk
talt kunne man herefter sige: Af interdependenstænkningen
udspringer kravet om at erkende sin forpligtethed overfor hinanden
og tjene næsten. Konstruktivistisk er fordringen socialt
og historisk konstrueret som reaktion på et demokratisk underskud,
et demokratisk underskud der først og fremmest blev
erkendt på handicapområdet og siden hen udvidet til andre
specialområder og det pædagogiske normalområde. Med udgangspunkt
i demokratikravet bliver det bærende princip i en
inklusionstænkning retten til at være i ”betydningsfulde fællesskaber”.
(Kornerup 2009, 42, 51) Dette normative inklusionsbegreb
knytter sig til etikken på den måde, ”at udgangspunktet
er, at alle børn skal have lige adgang til uddannelse og
indflydelse på eget liv.” (Hansen 2009, 183) Denne fordring
har kulturelle rødder og følger en politisk dagsorden, som pædagogikken
må underordne sig. Den adskiller sig imidlertid
fra den etiske fordring (Løgstrup), som ser fordringen funderet
i det før-kulturelle og før-etiske.
Er det en betydningsfuld forskel, om vi tænker fænomenologisk
eller socialkonstruktivistisk om inklusion? Jeg ser
mindst én afgørende forskel. Det er den grundlæggende
forskel mellem en rettighedsorienteret tilgang og en ansvarsorienteret
tilgang. Den fremherskende inklusionslitteratur
tager sit afsæt i det modernes rettighedstænkning.
Rettighedstænkningen har haft sin historiske berettigelse
og fortjener at blive fastholdt, så længe der er et demokratideficit.
Rettighedstænkningens individ-orientering har
44 Tidsskrift for Socialpædagogik nr. 24 2009
Tidsskrift for Socialpædagogik nr. 24 2009 45