Ø.LD af 28. juni 2006. Sag: 10. afd., as nr. B-2158-03

More documents

Recommendations

Info

Forsikrings- og Erstatningsretlig Domssamling med skoning er dog sædvanligvis nemmere at sko. Ophævelsen af uddannelsesaftalen skete efter en fælles overenskomst. C har forklaret, at han på tidspunktet for uheldet var ejer af den pony der blev beskåret da sagsøgeren kom til skade. Ponyen gav aldrig anledning til problemer. Familien gik tur med den som en hund, og børnene legede uden problemer med den. Som andre heste kunne det godt finde på at læne sig mod een. Vidnet var ikke tilstede da ulykken skete, og han har ikke talt med sagsøgeren efterfølgende. Hesten var bundet til en pind, der var stillet løst op ad en væg. Der var tale om en bjælke på 3 x 3 tommer. Vidnet kan ikke huske, at der stod halmballer eller andet i vejen for at hestene kunne binde anderledes. Der var intet blod eller andre tegn på uheldet i stalden. Ponyen var tidligere blevet beskåret. Vidnet vil gætte på at den måske er blevet beskåret 3 gange før uheldsdagen. Hesten var nok 6 – 8 år i 1995. Det er nok korrekt, at det var første gang man benyttede sagsøgte til at beskære hesten. Vidnet fortalte ikke sagsøgte, at hesten lænede sig op ad een. En sådan oplysning vil man normalt ikke give en beslagsmed. Sagsøgeren har til støtte for den nedlagte påstand nærmere gjort gældende, at sagsøgtes erstatningsansvar overfor sagsøgeren skal vurderes efter en skærpet culpanorm. Sagsøgte har handlet uforsvarligt overfor sagsøgeren ved at sende denne, der var lærling, ud til en ny kunde uden at have kendskab til forholdene der, herunder hestenes temperament. Sagsøgte har ikke givet sagsøgeren den fornødne instruktion i, hvordan opgaven kunne udføres sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Den instruktion, der var givet var utilstrækkelig, idet denne gik ud på at sagsøgeren under beskæring skulle ligge på knæ. Sagsøgte har endvidere undladt at føre tilsyn med, at sagsøgerens arbejde kunne udføres sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt: Sagsøgte har tilsidesat arbejdsmiljølovens §§ 16, 17, stk. 1 og 38. Sagsøgte har handlet culpøst og derved pådraget sig et erstatningsansvar overfor sagsøgeren. Det er dokumenteret, at sagsøgerens uddannelse er blevet forlænget med 1 1/2 år som følge af ulykken. Det er på tilstrækkelig vis dokumenteret, at sagsøgeren som følge af ulykken er blevet påført et erhvervsevnetab, som efter erstatningsansvarsloven skal fastsættes til 70%. Sagsøgeren har på denne baggrund krav på erstatning efter erstatningsansvarslovens §§ 1 og 3 og §§ 5-7, svarende til den nedlagte påstand. Sagsøgeren bestri- VI 17. juli 2006 - endnu ikke optrykt i FED der at have udvist egen skyld i forbindelse med ulykken. Sagsøgte har til støtte for den principale påstand gjort gældende, at det er uklart, hvorledes sagsøgeren kom til skade. I følge anmeldelse til arbejdstilsynet rejste ponyen sig på bagbenene og slog med forbenene sagsøgeren i hovedet. Af arbejdstilsynets notat fremgår derimod, at sagsøgeren fik en stolpe i hovedet, idet ponyen rev sig løs. Af lægeerklæring af 15. oktober 1997 fremgår, at sagsøgeren blev sparket af en pony i panderegionen, hvorefter han faldt bagover. Også efter de under domsforhandlingen afgivne forklaringer består der stor usikkerhed om, hvordan ulykken skete. Denne betydelige usikkerhed må komme sagsøgeren til skade. Sagsøgeren har forklaret, at han sikrede sig at stolpen, hvortil hesten blev bundet, sad fast. Hvis dette er tilfældet må det anses for hændeligt og upåregneligt, at stolpen rev sig løs og ramte sagsøger. Det kan ikke anses for godtgjort, at der ikke var andre steder, hvor hesten kunne være bundet. Det bestrides, at sagsøgte skulle have tilsidesat sine pligter i henhold til arbejdsmiljøloven om instruktion, tilsyn og tilrettelæggelse af arbejdet. Sagsøgeren var på skadestidspunktet en voksen mand på 26 år med 1 1/2 års læretidserfaring. Sagsøgeren havde adgang til en telefon og havde flere gange kontaktet sagsøgte i forbindelse med arbejdsopgaver. Sagsøgte kunne derfor vejlede sagsøgeren om, hvad han skulle gøre. Sagsøgeren var aldrig uden mulighed for at søge råd hos sagsøgte. Det var hverken unormalt eller forkert, at sagsøgeren var på kundebesøg alene. Det er i udddanelsesoverenskomsten forudsat, at lærlingen i et vist omfang arbejder på egen hånd. Der var tale om en rutinepræget og en ikke-kompliceret opgave, som sagsøgeren fuldt ud var i stand til at foretage på egen hånd. Sagsøgeren havde i læreperioden dagligt været i kontakt med såvel lette som vanskelige dyr. Sagsøgeren var også under uddannelsesforløbet blevet særligt undervist i, hvordan heste skulle omgås. Dette skete både hos sagsøgte og på Landbohøjskolen. Sagsøgeren er af sagsøgte blevet undervist i de risici, som kunne være forbundet med at arbejde med heste. Sagsøgeren er endvidere blevet undervist i, hvorledes hesten skal bindes og arbejdets udførelse i øvrigt. Uanset, at arbejdsgiveren opfylder sine forpligtelser til korrekt instruktion, tilsyn og tilrettelæggelse af arbejdet m.v. kan det ikke undgås at en beslagsmed kan komme i en farlig situation og komme til skade. En sådan skade er hændelig, hvis arbejdsgiveren, som sagsøgte,
har opfyldt sin forpligtelser efter arbejdsmiljøloven. En lærling må selv ved beskæring og beslag vurdere om han uden videre selv kan udføre opgaven. Han må endvidere vurdere om han har behov for yderligere vejledning fra arbejdsgiveren eller om han må frasige sig opgaven. Sagsøgeren havde de nødvendige forudsætningen for at foretage disse vurderinger. Uheldet har ikke givet anledning til påbud, forbud eller andre sanktioner overfor sagsøgte. Sagsøgeren har ikke løftet bevisbyrden for, at der er årsagsforbindelse mellem hændelsen den 4. januar 1995 og den eller de lidelser, som sagsøger under nærværende sag kræver erstatning for. Det bestrides, at den depression og de psykiske vanskeligheder, sagsøgeren tilsyneladende har haft i nogle år, skulle være forårsaget af hændelsen. De objektive fund, der kunne konstateres dagen efter tilskadekomsten, kan dels skyldes, at sagsøgeren den pågældende dag havde ondt i halsen og forhøjet temperatur, dels den rygskade og de lændesmerter, som sagsøgeren havde lidt af forud for den 4. januar 1995. De lægelige journaltilførsler viser, at smerterne ikke kan være forårsaget af hændelsen den 4. januar, samt at sagsøgerens manglende evne eller lyst til at genoptage arbejdet skyldes, eller i hvert fald også skyldtes, økonomiske vanskeligheder, ægteskabelige vanskeligheder samt en nær pårørendes død. Retslægerådets beskrivelse af sagens faktiske oplysninger hviler alene på sagsøgerens egne udtalelser til læger, psykologer m.v. Der er således ingen dokumentation for, at sagsøgerens kom til skade på den beskrevne måde eller at der er sammenhæng mellem hændelsen den 4 januar 1995 og den depression som sagsøgeren i en periode har lidt af. Retslægerådets bemærkning i besvarelsen af spørgsmål 1 om, at en psykisk belastning som følge af sagsøgerens nedsatte arbejdsevne muligt kan give symptomer på depression er ikke nærmere begrundet. Der er alene tale om en hypotese. Sagsøgeren har således ikke med denne bemærkning løftet bevisbyrden for, at der er årsagsforbindelse mellem hændelsen den 4. januar 1995 og de lidelser som sagsøgeren under nærværende sag kræver erstatning for. Til støtte for den subsidiære påstand har sagsøgte gjort gældende, at sagsøgeren har udvist en sådan grad af egen skyld, at erstatningen må bortfalde eller nedsættes. I hvert fald en del af den lidelse, som sagsøger har haft i den omhandlede periode, skyldes depression og psykiske vanskeligheder uden årsagsforbindelse til hændelsen den 4. januar 1995. Sagsøger har ikke godtgjort, at forsinkelse med uddannelsen skyldes hæn- Forsikrings- og Erstatningsretlig Domssamling delsen den 4. januar 1995; endsige at hele forsinkelsen skulle skyldes denne hændelse. Såfremt retten måtte finde, at der er det for erstatningspligt fornødne ansvarsgrundlag, årsagsforbindelse m.v. bestrides det, at erstatningen for forlængelse af uddannelse kan ansættes til 60.000 kr. Såfremt sagsøgeren anses for berettiget til erhvervsevnetabserstatning gøres det gældende, at sagsøgeren er afskåret fra tillige at kræve erstatning for forlængelse af uddannelsen. Sagsøgerens erhvervsevnetab kan ikke overstige 25% således som det fremgår af Arbejdsskadestyrelsen udtalelse af 26. november 2001. Det gøres principalt gældende, at sagsøgerens erhvervsevnetab er mindre end 15% således som det fremgår af Arbejdsskadestyrelsens vurdering af 11. juni 2002 afgivet i medfør af arbejdsskadesikringsloven. Sagsøgerens påstand om, at erhvervsevnetabet er 70%, er udokumenteret og bygger alene på det forhold, at sagsøgeren for tiden er ansat i et fleksjob, hvortil kommunen yder et løntilskud på 2/3. Erhvervsevnetabsprocenten skal ikke alene beregnes ved at sammenholde den løn sagsøgte ville have tjent, hvis skaden ikke var sket med den faktiske indtjening i dag uden hensyn til den indtægt, som hidrører fra fleksjoblønnen. Når skadelidte er ansat i et fleksjob med løntilskud skal erhvervsevnen bedømmes ud fra en sædvanlig vurdering af, om og i givet fald i hvilket omfang den skadelidte ville eller burde kunne arbejde på normale vilkår. Der skal således ske en konkret bedømmelse af, hvad skadelidte ville eller burde kunne tjene, hvis muligheden for et fleksjob ikke forelå. Det fremgår endvidere af retspraksis, at da den del af lønnen, som arbejdsgiveren selv afholder, er forbundet med offentligt tilskud, giver størrelsen af arbejdsgiverdelen ikke i sig selv et realistisk billede af den skadelidtes indtægtsmuligheder. Arbejdsskadestyrelsen har ved vurderingen efter erstatningsansvarsloven foretaget en skønsmæssig vurdering af erhvervsevnetabet set i fremtidig perspektiv i modsætning til vurderingen efter arbejdsskadesikringsloven, hvor man har lagt vægt på den aktuelle indtægt i fleksjobbet. En vurdering med hensyntagen til fleksjobbet kan derfor ikke føre til et skønnet erhvervsevnetab på mere end 25%. Rettens bemærkninger: Det lægges ved sagens afgørelse til grund, at sagsøgeren på ulykkestidspunktet, den 4. januar 1995, havde været i lære hos sagsøgte siden den 14. juni 1993. Sagsøgeren havde været på 1. skoleophold af ca. 14 17. juli 2006 - endnu ikke optrykt i FED VII
Page 1 and 2: Ø.L.D. af 28. juni 2006. Sag: 10.
Page 3 and 4: Det er oplyst, at der med virkning
Page 5: en skulle tage et par piller og der
Page 9 and 10: “... Som svar på Deres ovennævn
Page 11 and 12: erklæring af 1. september 1997 sam

Ø.LD af 28. juni 2006. Sag: 10. afd., as nr. B-2158-03

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?