Læs side 22-27 i MiljøDanmark nr. 3, 2004

❙ PORTRÆT ❙ AF KNUD LIND THERKILDSEN FOTOS: RICKY JOHN MOLLOY ❙
22 MILJØDANMARK NR. 3 JUNI 2004

Jeg er bare landmand
Jørgen Schmidt befrugter årligt 525 søer kunstigt, så de bringer
13.500 smågrise til verden. Det meste af svinenes foder dyrker
han på et areal, der svarer til 220 fodboldbaner. Konventionelt
landbrug i den størrelsesorden kræver, at naturens livscyklus
tilpasser sig produktionsformen. Det har den djurslandske
landmand ikke dårlig samvittighed over. Vi fulgte i hælene på
ham en almindelig dag på gården Bondeseje.
MILJØDANMARK NR. 3 JUNI 2004
23

❙ PORTRÆT ❙ AF KNUD LIND THERKILDSEN FOTOS: RICKY JOHN MOLLOY ❙
Alt ånder forår og gyllesæson, da Zenta,
Sally og Cita bjæffer MiljøDanmark velkommen
til Bondeseje. Tre generationer
labrador springer frejdigt omkring i morgendisen,
der ligger som en dyne over
Djursland denne aprilmorgen. Solen arbejder
allerede hårdt på at virkeliggøre
dagens profeti fra meteorologerne: Skyfrit
og 18 graders varme – det perfekte
vejr til en tur på landet.
Iført gummistøvler, blok, kuglepen og
kamera føler vi os godt rustet til mødet
med svineproducent Jørgen Schmidt.
Men den første vi møder er fru Helle.
Hun kommer til syne i stalddøren
bærende på parrets første, og indtil videre
eneste, barn på armen – syv måneder
gamle Henriette.
– Jørgen og folkene skal lige have fodret
af, så kommer de, siger hun uden den
mindste snert af bondekoneaccent.
– Kaffen er klar i køkkenet om 10 minutter!
Hovedkilden til det meste af arbejdet
på gården Bondeseje er de 525 søer, der i
dette øjeblik får stillet sulten med Jørgens
egen blanding af korn, soja, fiskemel,
animalsk fedtstof samt vitaminer og
mineraler. Søerne føder – eller rettere farer
– 13.500 svin om året, hvoraf Jørgen
24 MILJØDANMARK NR. 3 JUNI 2004
Det er livsglæde,
hver gang jeg
kommer herud til
et kuld nyfødte
grise, siger Jørgen
Schmidt.
selv opfeder godt 3.500 til slagtevægten
100 kilo, mens resten sælges fra som
smågrise på omkring 25 kilo. Små som
store er alle svinene formentlig vel
mætte, da familien Schmidt og de to
landbrugsmedhjælpere Flemming og
Tine sætter sig omkring køkkenbordet for
at indtage morgenmaden sammen.
”Vi fravænner et hold hver
torsdag – også selvom det er
skærtorsdag eller Kristi Himmelfartsdag”
– Jo gu er 525 søer da mange. Og det er
da træls, at jeg ikke kan nøjes med de
200, vi havde indtil sidste efterår, forklarer
Jørgen henover et par skiver franskbrød
og en kop kaffe.
– Men vi er nødt til at skulle op over
500 søer for at have råd til nogle medhjælpere,
så vi kan holde fri engang imellem,
ligesom resten af jer ude i samfundet.
Det er faktisk lykkedes for Jørgen at få
landmandslivet til at ligne en nogenlunde
almindelig arbejdsdag fra syv til
fem med en fast ugerutine og fri to weekender
ud af tre. Men alt er bygget op omkring
søernes cyklus for løbetid, drægtighedsperiode,
faring og smågrisenes fire
uger sammen med deres mor, inden det
er tid til fravænningen.
– Det er den, der sætter det hele i gang
igen. Vi fravænner et hold hver torsdag –
også selv om det er skærtorsdag eller Kristi
himmelfartsdag. I løbet af den efterfølgende
mandag eller tirsdag har vi så
omkring 28 søer, der er klar til at blive
løbet igen.
Det bliver vi vidner til i dag. Moderne
konventionel løbning af søer. Og det skal
vise sig at blive en lektion i svineproduktion
med en særdeles høj effektivitetsgrad.
Og som gårdejeren fra Lime selv
siger det:
– Man kan ikke være bedst til det hele,
men jeg er faktisk rigtig god til at producere
grise.
”Kunsten i at passe farestald ligger
i at minimere antallet af døde”
Det er en heftig dunst, der fylder den
utrænede bynæse, da vi entrerer staldbygningernes
omklædningsrum.
– I kan ligeså godt tage så meget som
muligt af jeres tøj af, inden I hopper i det
her, advarer Jørgen, mens han rækker os
staldarbejdets obligatoriske hvide kedeldragter
og gummistøvler.

Vi er nødt til at skulle op over
500 søer for at have råd til
nogle medhjælpere, så vi kan
holde fri engang imellem,
siger Jørgen Schmidt.
Han viser os rundt i de forskellige
staldafsnit for til sidst at ende i et lille
lokale med to køleskabe. Nogen har skrevet
”sæd” med store typer på den ene
køleskabslåge med en rød sprittusch.
Herfra fylder Jørgen en plastværktøjskasse
med en favnfuld plasticslanger, der
hver har en pose gennemsigtig væske
fastmonteret i den ene ende.
– Det her er generne fra de bedste orner
i landet, konstaterer han.
– Det garanterer en høj sikkerhed for at
søerne bliver drægtige, og at smågrisene
har en god foderudnyttelse og optimal
tilvækst.
Inden vi bevæger os ind i løbestalden,
slår vi lige et smut omkring en af Bondesejes
seneste tilbygninger – den nye farestald.
– Det er livsglæde, hver gang jeg kommer
herud til et kuld nyfødte grise, siger
han og nikker i retning af 12 ivrige tryner,
der kæmper om pladserne ved patterne.
– De her er født i går, konstaterer han
og lader blikket vandre ud på staldgangens
gulv.
Her ligger landmandslivet hårde
kendsgerninger, i form af to døde søskende
til flokken inde hos soen. De er ble-
”Jeg bruger Chippendales
til at gasse søerne op, og
så ordner jeg selv resten”
vet mast ihjel i nattens løb.
– Det er selvfølgelig træls at finde dem
der. Det er jo liv, vi taler om. Men hun er
et enormt dyr i forhold til sine børn. Og
kunsten i at passe farestald ligger i at minimere
antallet af døde.
Nu er det endelig blevet tid til det, det
hele handler om: Løbestalden. Undfangelsen.
– Jeg bruger Chippendales til at gasse
søerne op, og så ordner jeg selv resten,
forklarer Jørgen og leder en af gårdens
seks orner hen foran fire søer, der står i
hver deres løbeboks.
Her står ornen så i al sin mandighed og
gør sig til foran de fire brunstige hunkønsvæsener.
De kan se ham. De kan i særdeleshed
lugte ham. Men der er ingen mulighed
for fysisk kontakt mellem kønnene
– højst et lille kys gennem tremmerne.
Tænder de ikke på hans blotte tilstedeværelse,
sprøjter Jørgen lige et pift ornespray
på dåse hen foran søernes tryner.
Det plejer at virke. Han hjælper også til
ved at trykke ovenpå søernes hofter, for
at stimulere punkterne, hvor ornens forben
ville være placeret, hvis soen var
blevet bedækket på naturlig vis. Nogen
gange må Jørgen helt op at sidde på soen
for at opnå den ønskede effekt.
– Nu står hun, udbryder han og peger
på en so, hvis krop er stiv som et bræt.
Hendes ører sitrer som et espeløv, mens
Jørgen finder dosis af landets bedste gener
frem og fører den omkring 40 centimeter
lange plastslange forsigtigt ind
gennem soens vagina. Han holder posen
for enden op i luften, så indholdet tømmes
ud i dyrets livmoder.
”Grise gør det ikke for fornøjelsens
skyld. De gør det for at formere sig”
Dagens Chippendale bejler uforløst til
det ene hold søer efter det andet. Efter 27
charmeoffensiver belønnes han for dagens
arbejde ved at få en ægte hyrdetime
med fuld kontakt til so nummer 28.
Hun hyler og jamrer sig inde fra deres
lille lukaf og prøver at undslippe.
På en skala fra et til ti. Hvor meget
dyrevelfærd synes du, der er herinde i
staldene?
– Tæt på ti. Du kan jo høre og se, hvad
der foregår derinde, siger han og peger i
retning af aflukket, hvor ornen ikke viser
nogen nåde i forsøget på at bestige nummer
28.
– Vi taler ikke om mennesker. Grise
gør det ikke for fornøjelsens skyld. De
MILJØDANMARK NR. 3 JUNI 2004
25

❙ PORTRÆT ❙ AF KNUD LIND THERKILDSEN FOTOS: RICKY JOHN MOLLOY ❙
“Jeg kan jo ikke vide alt, og jeg er slet ikke bio-
kemiker. Andre må garantere for brugen af ke-
mikalierne, det kan ikke være min opgave”
gør det for at formere sig, og det kan godt
gå hårdt til. Derudover har de varme,
mad og plads til at hvile i ro her i staldene
– og ikke mindst fred for de andre
søer. For søer er søer værst. De ridser
gerne hinandens ribbenstege. Det ser vi
tit i drægtighedsstalden, hvor de har muligheden
for at gå løs mellem hinanden.
Mange af dem foretrækker faktisk at ligge
i hvileboksen for sig selv.
”Jeg oversprøjter jo ikke markerne
med kemikalier bare for at være på
den sikre side”
Nu skal vi i marken. Og en rigtig landmand
inspicerer sit domæne fra en ladvogn.
En miniaturelastbil med plads til
hund og chauffør i kabinen og lidt af
hvert på ladet. Vi stiger ombord i Jørgens
blå af slagsen og sætter kurs mod sydvest.
– Jeg skal ud og se til rapsen. Mens vi
var inde i stalden ringede en af mine
venner og sagde, at der er glimmerbøsser
i den.
Få minutter efter står vi i kanten af
rapsmarken. Jørgen bukker sig straks ned
og plukker en plante. Et par døgnfluelignende
insekter med regnbueskær heno-
26 MILJØDANMARK NR. 3 JUNI 2004
ver ryggen kravler rundt på plantens
uudsprungne knop, mens Jørgen pegende
forklarer:
– Det er ikke galt nok endnu. Der skal
være fire til fem glimmerbøsser pr. skud,
før jeg kører en tur med sprøjten. Jeg
oversprøjter jo ikke markerne med kemikalier
bare for at være på den sikre side.
Kemikalier er ikke gratis og landmændene
vil også gerne beholde vores rene
grundvand.
Han peger ned mod en gul murstensbygning,
som står lige i skellet mellem to
af hans marker.
– Vandværket der er jo en daglig udfordring
i sig selv. Det leverer drikkevand
til hele Lime by. Men der har ikke
været nogen problemer med kvaliteten
endnu, konstaterer han med et skævt
smil.
For at følge grundvandssnakken til dørs,
tager vi op og hilser på sprøjten.
”Jeg indtaster, hvor meget der
skal sprøjtes pr. hektar, så ordner
computeren selv resten”
Sprøjten bor i en lade på ejendommen
Bondehavevej 2, som ligger cirka 1.000
meter sydvest for Bondeseje. Laden er en
Her ligger landmandslivet
hårde kendsgerninger, i
form af to døde
søskende til flokken inde
hos soen. De er blevet
mast ihjel i nattens løb.
del af en gård, som Jørgen overtog i 1995,
da den daværende ejer gik på pension.
Stuehuset er i dag lejet ud, mens staldbygningerne
producerer 3.500 slagtesvin
om året.
Jørgen stiger ombord i en traktor, som
er efterspændt noget, der ligner en gigantisk
rullende kloning af en gul plasticdunk
og en blæksprutte. ”Amazone UG
3000 Power”, står der på siden af monsteret.
Denne skadedyrets skræk repræsenterer
en værdi af 300.000 kroner. Men
så er den til gengæld også noget af det fineste,
der kan erhverves for bekæmpelsespenge.
– Den er indrettet sådan, at mængden,
der kommer ud gennem dyserne bestemmes
af farten på traktoren. Jeg indtaster,
hvor meget der skal sprøjtes pr. hektar,
så ordner computeren selv resten, forklarer
Jørgen og peger mod fladskærmen i
førerhuset.
– Hvis jeg nu skulle have sprøjtet mod
glimmerbøsserne i dag, så havde jeg startet
traktoren og indstillet computeren, så
sprøjten gav 100 liter vand, 0,2 liter
Marvrik-FF og 0,75 liter Matrigon pr.
hektar.
Marvrik-FF dræber glimmerbøsser og
bladlus, mens Matrigon kvæler kamillen

”Jeg tager kraftigt afstand fra
enhver form for bevidst snyd”
i bunden af rapsmarken. Men både glimmerbøsser,
bladlus og kamille får altså
lov at boltre sig en stund endnu.
”Det ville være helt fantastisk, hvis
jeg kunne dyrke afgrøder, der er
resistente over for bestemte typer
skadedyr”
Jørgen opbevarer i alt 20 forskellige kemikalier
behørigt bag lås og slå på
gården på Bondehavevej. Kemikalielageret
indeholder stråforkortere og midler,
der tager livet af skadedyr, ukrudt og
svampe. Alt efter årstid, problem og afgrødetype
spredes midlerne ud over de
165 hektar, som han dyrker.
– Men det er altså ikke noget, jeg bare
gør, når det passer mig. Det sker i samarbejde
med en uvildig rådgiver. Og det er
noget helt unikt for Danmark, at vi har
de uvildige planteavlskonsulenter, som
hjælper os med gødnings- og sprøjteplaner.
– Jeg kan jo ikke vide alt, og jeg er slet
ikke biokemiker. Hvis jeg skal gå rundt
og bekymre mig om, hvad kemikalierne
indeholder så vælter min hverdag – jeg
har nok at bekymre mig om. Andre må
garantere for brugen af kemikalierne, det
kan ikke være min opgave. Jeg er bare
landmand.
Nu har EU jo netop tilladt butikkerne
at sælge majs, som indeholder GenModificerede
Organismer. Hvis det blev lovligt
også at dyrke afgrøder med GMO’er, ville
du så gøre det?
– Det kunne jeg godt forstille mig, men
det skal være sikkert, og ligesom med kemikalierne
er det ikke op til mig at vurdere,
hvornår det er sikkert. Den beslutning
må andre tage. Men jeg er klar til at
benytte mig af muligheden. Det ville da
være helt fantastisk, hvis jeg kunne
dyrke afgrøder, der er resistente over for
bestemte typer skadedyr. Så kunne jeg
måske undgå at sprøjte kemikalier ud på
markerne, og det vil jeg da hellere end
gerne undgå.
”Jeg har jo intet at skjule”
I et moderne konventionelt drevet landbrug
føres alt til protokols i en computer.
Således kan Jørgen trække tal ud af sin
pc på snart sagt alle forhold ved driften
af Bondeseje. Det være sig alt fra foderudnyttelse
og formeringsgrad til gylle- og
sprøjtemængder. Så meget desto mere
undrer det ham, at der den seneste tid er
Jørgen Schmidts blå bog:
1966: Født på Bondeseje i Lime, Djursland
1983: Afslutter 10. klasse på Ådalsskolen
i Skørring
1983: Start på praktisk del af landbrugsuddannelsen
1984-85: Grundskole ved Kalø Landbrugsskole
1986-87: Diverse landbrugspraktikker
1988: Landbrugsmedhjælper ved gods
nær London
1989-90: Fodermester ved sobesætning på
350 søer
1991: Grønt bevis fra Vejlby Landbrugsskole
1992: Overtager familiegården Bondeseje
1995: Køber nabogård og jord på
Bondehavevej 2
1996-04: Bestyrelsesmedlem i Djurslands
landboforening
1997: Køber gård og jord Bondehavevej 15
1998: Køber gård og jord Lundvej 9
2002-: Formand for Praktikudvalget for
landbrug i Århus Amt.
blevet afsløret flere svineproducenter,
som overskrider deres tilladte kvoter for
produktionen.
– Det er ikke godt for noget eller nogen
inden for landbruget, og jeg tager kraftigt
afstand fra enhver form for bevidst snyd.
Men når det er sagt, kan der ligge andre
ting bag. Jeg har eksempelvis haft et
første kvartal, der ligger langt under det,
jeg har lov til at producere, mens andet
kvartal bliver over. Og alt afhængig af,
hvornår kontrollen foregår, kan det faktisk
godt være svært at regne produktionen
præcist ud. Derudover blev metoden
til beregning af dyreenheder lavet om for
et par år siden, og det har skabt en del
forvirring i registreringen – også for mig.
Jørgen er godt og grundigt træt af den negative
omtale, som landbruget ofte får i
medierne. Han føler, der er tale om en
hetz, der al for ofte bunder i uvidenhed.
– Det er blandt andet derfor, jeg stiller
op her for at fortælle åbent og ærligt om
mit arbejde. Jeg har jo intet at skjule.
MILJØDANMARK NR. 3 JUNI 2004
27