Jordnotat - Miljøministeriet

Jordnotat 

Behandling af sager om disponering af overskudsjord 

Teknik- og Miljøforvaltningen 

Udarbejdet af Jordgruppen 

September 2006

Jordnotat 

Behandling af sager om disponering af overskudsjord 

STORSTRØMS AMT 

Teknik- og Miljøforvaltningen 

2. udgave september 2006 

Sagsnr. 04-010885 

Dok.nr. 361671 

Udarbejdet af Jordgruppen, i 2005-2006 bestående af: 

Susan Dyrting, Industrimiljø 

Louise Moestrup Rasmussen, Vandmiljø 

Sven Aagaard, Vandmiljø 

Annette Holtze, Natur- og Plankontoret 

Hans Chr. Pleidrup, Vejkontoret 

Rolf Hoelgaard, Jord & Grundvand 

Benja Johansen, Jord & Grundvand 

Jeanet Severin, Jord & Grundvand 

Redaktører: 

Benja Johansen 

Jeanet Severin 

Ture Kliving 

2

Indhold 

Indledning ........................................................................................................................................ 5 

Et administrativt problemkompleks.............................................................................................. 5 

Jordgruppens arbejde og målsætning ........................................................................................... 5 

1. Vurdering af jordens forureningsgrad...................................................................................... 6 

2. Relevant lovgivning ..................................................................................................................... 8 

2.1 Miljøbeskyttelsesloven (Mbl) .................................................................................................. 8 

2.2 Affaldsbekendtgørelsen ........................................................................................................... 9 

2.3 Jordforureningsloven (Jfl)........................................................................................................ 9 

2.3.1 Kortlægning af forurenede arealer .................................................................................. 10 

2.3.2 Tilladelse til ændret arealanvendelse og bygge- og anlægsarbejde på 

kortlagte arealer........................................................................................................................ 11 

2.4 Planloven og naturbeskyttelsesloven ..................................................................................... 11 

2.4.1 Regionplanlægningen...................................................................................................... 11 

2.4.2 VVM-bestemmelserne .................................................................................................... 12 

2.4.3 Kommuneplanlægning .................................................................................................... 14 

2.4.4 Lokalplaner ..................................................................................................................... 14 

2.4.5 Landzonebestemmelser ................................................................................................... 15 

2.4.6 Naturbeskyttelsesloven....................................................................................................16 

2.4.7 Internationale naturbeskyttelsesområder......................................................................... 17 

3. Flytning af overskudsjord......................................................................................................... 19 

3.1 Flytning af uforurenet jord................................................................................................... 19 

3.2 Flytning af forurenet jord...................................................................................................... 19 

3.2.1 Flytning inden for forurenet ejendom ............................................................................ 20 

3.2.2 Flytning inden for vejskel ............................................................................................... 20 

3.2.3 Flytning uden for ejendom, forurenet område eller vejskel ............................................ 21 

4. Tilførsel af overskudsjord til råstofgrave, jordrenseanlæg, deponeringsanlæg, 

karteringsplads m.v...................................................................................................................... 21 

4.1 Tilførsel til råstofgrave .......................................................................................................... 22 

4.2 Tilførsel til jordrenseanlæg.................................................................................................... 22 

4.3 Tilførsel til deponeringsanlæg ............................................................................................... 22 

4.4 Tilførsel til midlertidigt oplag (arbejdsdepot)........................................................................ 22 

4.5 Tilførsel til karteringsplads.................................................................................................... 23 

5. Nyttiggørelse af overskudsjord ............................................................................................... 23 

5.1 Nyttiggørelse af ren overskudsjord........................................................................................ 23 

5.2 Nyttiggørelse af forurenet jord............................................................................................... 24 

5.2.1 Grænsedragningen mellem nyttiggørelse og bortskaffelse ............................................. 24 

5.2.2 Udsivning af vand fra nyttiggørelsesprojekter ................................................................ 27 

5.2.3 VVM ............................................................................................................................... 27 

5.2.4 Anmeldepligt................................................................................................................... 27 

5.2.5 Vilkår til nyttiggørelsesprojekter ................................................................................... 27 

5.2.6 Plan- og naturforhold ...................................................................................................... 28 

6. Godkendelse af anlæg til behandling eller deponering af forurenet 

overskudsjord ................................................................................................................................ 28 

6.1 Forhold til planloven og naturbeskyttelsesloven ................................................................... 28 

6.2 Godkendelse efter miljøbeskyttelseslovens §33 .................................................................... 29 

6.2.1 Godkendelse af midlertidige oplag ................................................................................. 29 

6.2.2 Godkendelse af karteringspladser ................................................................................... 29 

6.2.3 Godkendelse af deponeringsanlæg (lossepladser)........................................................... 29 

3

6.2.4 Godkendelse af jordrenseanlæg ...................................................................................... 30 

6.3 Generelle vilkår...................................................................................................................... 30 

7. Spildevandsforhold.................................................................................................................... 31 

8. Kompetencefordeling mellem myndigheder ........................................................................... 33 

8.1 Planloven ............................................................................................................................... 33 

8.1.1. Landzonekompetence..................................................................................................... 34 

VVM-bestemmelserne ............................................................................................................. 34 

8.2 Naturbeskyttelsesloven .......................................................................................................... 34 

8.3 Miljøbeskyttelsesloven .......................................................................................................... 35 

8.3.1 Godkendelser og tilladelser............................................................................................. 35 

8.3.2 Tilsyn............................................................................................................................... 35 

8.4 Jordforureningsloven ............................................................................................................. 36 

8.4.1 Tilladelser, dispensationer og anmeldelser ..................................................................... 36 

8.4.2 Tilsyn............................................................................................................................... 37 

8.5 Affaldsbekendtgørelsen ......................................................................................................... 37 

8.6 Afgiftsforhold ........................................................................................................................ 38 

8.6.1 Brugerbetaling til amtet................................................................................................... 38 

8.6.2 Affaldsafgift til Skat........................................................................................................ 38 

Kilder.............................................................................................................................................. 41 

Bilag 1 ............................................................................................................................................. 42 

4

INDLEDNING 

ET ADMINISTRATIVT PROBLEMKOMPLEKS 

I de senere år har sagsbehandlingen omkring disponering af overskudsjord krævet 

en stadig større arbejdsindsats, og nødvendiggjort et øget samarbejde mellem forvaltningens 

enkelte fagkontorer. Også den tilhørende rådgivning af kommuner har 

været tidskrævende. 

Problemet skyldes dels de mange interesser og aktører, som er involveret i sagerne 

og dels en indviklet lovgivning, som sætter forskellige rammer for disponeringen. 

Et af regelsættene er den nye jordforureningslov, der fortsat efterlader en 

række uklarheder og ubesvarede spørgsmål. Men også miljøbeskyttelsesloven, 

planloven og afgiftslovgivningen med tilhørende bekendtgørelser og vejledninger 

indeholder uklarheder, som skaber administrative problemer. Dette åbner mulighed 

for, at der praktiseres forskellige fortolkninger af lovgivningen både hos 

myndigheder og brugere med deraf følgende risiko for, at reglerne bevidst eller 

ubevidst ikke overholdes. 

For den, som har behov for at disponere forurenet overskudsjord, er det vigtigt at 

have adgang til de nødvendige anlæg til sortering, rensning og/eller deponering af 

jorden. Hvor langt man er parat til at transportere jorden afhænger erfaringsvis 

mere af de lokale myndigheders regulering og efterspørgslen efter materialerne 

end af omkostningerne ved transporten. Lokaliseringen af anlæggene, 

som er en opgave for regionplanlægningen, skal dermed ses i et bredere geografisk 

perspektiv. For amtet er det derfor relevant at inddrage de anlæg og de (fremtidige) 

anlægsprojekter, som findes på hele Sjælland. 

JORDGRUPPENS ARBEJDE OG MÅLSÆTNING 

For at få et større overblik over problemstillingen og styrke den koordinerede indsats 

i forvaltningen blev nedsat en tværgående jordgruppe med deltagelse af alle 

kontorer i forvaltningen. Med reference til jordgruppen blev der nedsat 4 arbejdsgrupper, 

som hver har behandlet forskellige aspekter omkring lovgivning, regelsæt, 

håndtering og planlægning. 

Fra hver arbejdsgruppe er leveret et notat om resultaterne af gruppens arbejde, 

som blev samlet til ét fællesnotat til forelæggelse for ledergruppen. 

På basis af fællesnotatet er denne delrapport om disponering af overskudsjord 

udarbejdet, og er tænkt som en støtte i den daglige sagsbehandling. 

5

1. VURDERING AF JORDENS FORURENINGSGRAD 

Disponeringsmulighederne for overskudsjord bestemmes af, hvor forurenet 

jorden er med tungmetaller, oliekomponenter og andre miljøskadelige stoffer. 

Kendes jordens forureningsgrad på forhånd, kan den, der ønsker at flytte jorden, 

bede den pågældende kommune om at anvise, hvad der kan, eller skal ske 

med jorden. 

Foreligger der ikke analyser af jorden er der tre valgmuligheder angående jordens 

forureningsgrad: Åbenbar uforurenet = ren jord, mulig forurenet (gælder 

bl.a. vejjord) eller sikker forurenet. 

Disponering af åbenbar uforurenet jord kræver ikke analyser. Behovet for analyser 

af mulig forurenet eller sikker forurenet jord og tidspunktet for analyseringen 

afhænger af den ønskede eller mulige disponeringsform. I de fleste tilfælde 

er det kommunens opgave at vurdere jords forureningsgrad og evt. stille 

krav til analyser. 

I sager, der behandles i amtet, er det Jord & Grundvand, der vurderer forureningsniveauet 

i jorden og klassificerer den. 

Indtil kortlægningen af forurenede arealer er gennemført (se afsnit 2.3.1), er det 

f.eks. for en entreprenør nødvendigt at inddrage historikken for at vurdere, om 

et areal er potentiel forurenet. Har der f.eks. været autoværksted, benzintank, 

renseri eller andet på arealet? Oplysninger herom fås hos amtet eller kommunen. 

Ved mistanke om forurening skal jorden som regel analyseres, inden den 

flyttes. I modsat fald kan jorden vurderes som ren, og det er da ikke nødvendigt 

at udtage prøver til analyse. 

Amterne på Sjælland har i samarbejde udarbejdet og udgivet "Vejledning i 

håndtering af forurenet jord på Sjælland" /1/ også kaldet Håndteringsvejledningen. 

1. udgave blev udsendt i 1997 og 2. udgave i 2001. Vejledningen angiver 

bl.a. retningslinjer for valg af prøveantal og analyseparametre. Jordens forureningsgrad 

er i vejledningen klassificeret i 4 klasser. Klassificeringen er gengivet 

i Tabel 1. I 2004 og 2006 blev der vedtaget rettelsesblade til vejledningen. 

Det ene rettelsesblad indeholder en ændret beskrivelse af klasse 1 jord. Af 

rettelsesbladet fremgår, at klasse 1 jord kan anvendes frit til bygge- og anlægsarbejder 

i by- og boligområder. Det nye er, at klasse 1 jord i stedet for "fri anvendelse" 

er begrænset til "fri anvendelse til bygge- og anlægsarbejder i by- og 

boligområder". Der er desuden indført et afsnit om "Jord til anvendelse eller 

udbringning på landbrugsjord og i natur- og skovområder". Det andet rettelsesblad 

er et nyt bilag med grænseværdier for jord, der frit kan udlægges på landbrugsarealer 

og i natur- og skovområder. Grænseværdierne for 8 stoffer er sat 

ned i forhold til klasse 1, se Tabel 1. Det er præciseret i rettelsesbladene, at 

jord, der udlægges på landbrugsarealer og i natur- og skovområder, kan være 

omfattet af regler i naturbeskyttelsesloven og planloven. I 2006 blev klasse 1 

værdierne tilpasset de nye jordkvalitetskriterier for tjærestoffer som Miljøstyrelsen 

fastsatte d. 22. december 2005.

Tabel 1.1: Klasseinddeling af jord ved angivelse af højeste gennemsnitskoncentration. Fra 

Vejledning i håndtering af forurenet jord på Sjælland /1/ 

Stof Jord til marker, 

natur- og skovomr. 

Klasse 1 Klasse 2 Klasse 3 Klasse 4 

Enhed mg/kg TS mg/kg TS mg/kg TS mg/kg TS mg/kg TS 

Arsen (As) 10 20 20 50 > 50 

Cadmium (Cd) 0,5 0,5 1 5 > 5 

Chrom (VI) 2 20 35 50 > 50 

Chrom total 50 500 500 750 > 750 

Kobber (Cu) 30 500 500 750 > 750 

Kviksølv (Hg) 0,1 1 1 5 > 5 

Nikkel (Ni) 15 30 40 100 > 100 

Bly (Pb) 40 40 120 400 > 400 

Tin (Sn) 20 20 50 200 > 200 

Zink (Zn) 100 500 500 1500 > 1500 

Olie total (C6-C35) heraf: 100 100 200 300 > 300 

Benzin (C6-C10) 25 25 35 50 > 50 

Let olie (C10-C25) 50 50 75 100 > 100 

Tung olie (C25-C35) 100 100 200 300 > 300 

BTEX total 0,6 0,6 10 15 > 15 

Benzen 0,1 0,1 1,5 2,5 > 2,5 

PAH total a , heraf 1 4 15 75 > 75 

Benz(a)pyren 0,1 0,3 1 5 > 5 

Dibenz(a,h)anthracen 0,1 0,3 1 5 > 5 

Naphthalen 0,5 0,5 1 10 >10 

Phenoler 0,1 0,1 5 70 >70 

Cyanid total, heraf 5 5 500 1000 >1000 

Cyanid, syreflygtig 5 5 10 100 >100 

a) 7 enkeltstoffer, i henhold til Miljøstyrelsens vejledning nr. 6/1998. 

Fluoranthen, benz(b)fluoranthen, benz(j)fluoranthen, benz(k)fluoranthen, benz(a)pyren, dibenz(a,h)anthracen 

og indeno(1,2,3-cd)pyren. 

Alle øvrige stoffer skal vurderes særskilt 

7

Håndteringsvejledningens retningslinjer for disponering af jord afhængig af 

forureningsgrad fremgår af nedenstående: 

• Uden klassebetegnelse: Jord til anvendelse på landbrugsarealer og i natur- 

og skovområder. 

• Klasse 1: Jord der frit kan anvendes til bygge- og anlægsarbejder i by- 

og boligområder. 

• Klasse 2: Lettere forurenet jord, der så vidt muligt skal genanvendes i 

f.eks bygge- og anlægsarbejder. Genanvendelsen kræver godkendelse/tilladelse 

efter Mbl §33/§19. 

• Klasse 3: Forurenet jord der ofte skal renses og/eller deponeres. 

• Klasse 4: Stærkt forurenet jord der som udgangspunkt skal renses. 

2. RELEVANT LOVGIVNING 

Flere forskellige love og paragraffer er i spil når sager om disponering af jord 

behandles. Nedenfor er nævnt de vigtigste love og paragraffer, som vi anvender. 

Fortolkninger og administrative retningslinjer er ikke gennemgået her, 

men vil blive gennemgået i de øvrige afsnit om de forskellige disponeringsmuligheder 

for jord. 

2.1 Miljøbeskyttelsesloven (Mbl) 

Disponering af overskudsjord reguleres efter kapitel 3-5: 

Kapitel 3 § 19: Åbner mulighed for, at der gives tilladelse til, at "stoffer, produkter 

eller materialer, der kan forurene grundvand, jord og undergrund” oplægges, 

nedgraves eller afledes. §19 anvendes kun hvis projektet ikke er omfattet 

af §33, hvilket gælder for nogle typer af midlertidige oplag af forurenet 

jord. Se afsnit 4.4. 

Kapitel 4 § 27: Indeholder et forbud mod forurening af vandløb, søer eller havet. 

§27 anvendes til at give afslag på ansøgninger, hvor forurenet jord f.eks 

ønskes placeret direkte i havet. 

Kapitel 4 § 28: Med §28 kan der gives tilladelse til udledning af forurenende 

stoffer til vandløb, søer eller havet. Ved udledning menes også diffus udledning 

af perkolat fra f.eks jordoplag. Det udledte vand skal samtidig overholde 

kvalitetskravene i bekendtgørelse nr. 921 efter initialfortynding. Ved nyttiggørelsesprojekter 

med godkendelse efter §33, hvor det er vurderet nødvendigt at 

stille bestemte vilkår af hensyn til vandløb, søer eller havet, udarbejdes dog 

ikke en separat §28-tilladelse. Vilkårene indarbejdes i stedet i §33godkendelsen 

(se afsnit 7). 

Kapitel 5 §33: Åbner mulighed for godkendelse af en række virksomheder, 

anlæg og indretninger. §33 bruges bl.a. til godkendelse af oplag af jord, deponeringsanlæg 

for forurenet jord, jordbehandlingsanlæg, karteringsanlæg mv. § 

33 bruges også til godkendelse af nyttiggørelsesprojekter (genanvendelseprojekter), 

som for eksempel støjvolde. §19 vil således som udgangspunkt 

ikke blive brugt til den slags projekter. Hvis der er tale om projek- 

8

ter, der er meget diffuse i deres udbredelse, kan det dog diskuteres om det er 

omfatter af §33. Hvis ikke er den rette hjemmel §19 (se afsnit 5 og 6). 

Midlertidige oplag af forurenet jord skal i visse tilfælde godkendes med §33, 

men nogle projekter vil ikke være omfattet, og skal behandles efter §19. Se 

afsnit 4.4. 

Til §33 er knyttet Bekendtgørelse om godkendelse af listevirksomheder. Bekendtgørelsen 

indeholder en endelig liste over virksomheder, anlæg og indretninger, 

som skal godkendes efter §33. Til en godkendelse knytter der sig altså 

et bestemt listepunkt. I sager om jord er det listepunkter under K. "Bortskaffelse 

og nyttiggørelse af affald", der er relevante. 

Det er vigtigt i forbindelse med miljøsagsbehandlingen at huske på, at mange 

projekter med jord også kræver inddragelse af planlovgivning. Det gælder eksempelvis 

VVM-regler, regionplan, kommuneplan, lokalplan, landzonebestemmelser 

og hensynet til forskellige beskyttelseslinjer (se videre afsnit 2.4). 

Anlæg, der breder sig ud over kystlinjen, skal have tilladelse fra Kystdirektoratet, 

der også er planmyndighed i sådanne sager. En tilladelse fra Kystdirektoratet 

erstatter ikke en tilladelse eller godkendelse i henhold til miljøbeskyttelsesloven. 

2.2 Affaldsbekendtgørelsen 

Det kan være nødvendigt, at der er taget stilling til hvorvidt jord, der skal disponeres, 

er at betragte som affald eller ej. 

Affald er defineret i affaldsbekendtgørelsens §3: "Ethvert stof og enhver genstand 

……som indehaveren skiller sig af med, agter at skille sig af med eller er 

forpligtet til at skille sig af med". I følge affaldsbekendtgørelsen er det imidlertid 

kommunernes kompetence at afgøre, hvad der er affald. Hvis det er nødvendigt 

for behandlingen af sagen, at det er afgjort, om der er tale om affald, 

skal amtet derfor bede kommunen afgøre, hvorvidt et aktuelt jordparti er omfattet 

af affaldsdefinitionen. 

Selvom de listepunkter i godkendelsesbekendtgørelsen, som er i spil i sager om 

disponering af forurenet jord, indeholder begrebet "affald", (eksempelvis "anlæg 

til deponering af affald"), er det amtets kompetence at foretage listepunktplaceringen. 

Kommunen skal altså ikke inddrages i beslutningen om hvorvidt 

et givent projekt er omfattet af et givent listepunkt. 

Det samme gælder beslutningen om hvorvidt et projekt skal screenes for VVM. 

I de aktuelle bilagspunkter indgår begrebet affald også, men amtet beslutter 

uden at spørge kommunen om et givent projekt med forurenet jord skal VVMscreenes 

(se afsnit 2.4.2). 

2.3 Jordforureningsloven (Jfl) 

Loven trådte i kraft 1. januar 2000 og skal medvirke til at forebygge, fjerne 

eller begrænse jordforurening og forhindre eller forebygge skadelig virkning 

fra jordforurening på grundvand, menneskers sundhed og miljøet i øvrigt. Jordforureningsloven 

samler allerede eksisterende regelsæt, samt indeholder nye 

9

egler om styring af jordstrømme fra forurenede og formodet forurenede arealer. 

I 2006 vedtog regeringen en ny revideret jordforureningslov. Den nye lov medfører 

bl.a., at kortlægningskriterierne hæves betydeligt, dvs. at der skal være et 

betydeligt højere indhold af forurenede stoffer i jorden før den kortlægges som 

forurenet. 

2.3.1 Kortlægning af forurenede arealer 

Et af de grundlæggende værktøjer for jordforureningslovens styring af jordstrømme 

er kravet til amter og kommuner om i samarbejde at kortlægge alle 

forurenede og formodede forurenede arealer. En kortlægning er en registrering 

af et aktuelt areal i et landsdækkende matrikelregister hos Kort- og Matrikelstyrelsen. 

Fra tingbogen vil der blive en henvisning til matrikelregisteret. Der 

bliver på denne måde fuld offentlighed om forureningskortlagte ejendomme i 

Danmark samt større sikkerhed for, at nye ejere af et jordareal bliver bekendt 

med en evt. forurening. 

Der er to typer af kortlægning: 

• Kortlægning på Vidensniveau 1 (V1): Bruges, når der foreligger en 

faktisk viden om aktiviteter, der kan have været kilde til jordforurening 

på arealet. 

• Kortlægning på Vidensniveau 2 (V2): Bruges, når der foreligger et dokumentationsgrundlag 

for, at det med høj grad af sikkerhed kan hævdes, 

at der på arealet er en jordforurening af en sådan art og koncentration, 

at forureningen kan have skadelig virkning på mennesker og miljø. 

Kortlægningen vil tage mange år at få gennemført. Dette har naturligvis konsekvenser 

for tidsperspektivet for mærkbarheden af lovens intentioner f.eks. når 

flytning af jord bort fra V1- eller V2-kortlagte arealer skal godkendes (se afsnit 

3.2.3). 

Amtet gik i gang med kortlægningsopgaven ved lovens ikrafttræden i 2000 og 

prioriterede V2-kortlægningen af de allerede kendte og dokumenterede forureninger 

højest. Selvom den del af V2-kortlægningsopgaven er afsluttet, opstår 

der jævnligt nye forureninger, ligesom der jævnligt opdages gamle forureninger, 

der ikke har været kendt, som løbende skal kortlægges på V2. Desuden vil 

den nye revideret jordforureningslov betyde, at mange V2-kortlagte ejendomme 

skal revurderes efter de nye hævede kortlægningskriterier. V1kortlægningen 

startede sommeren 2002, og vil med de nuværende resurser 

kunne forventes at tage mange år, måske flere årtier. Fra år 2007 overgår kortlægningsopgaven 

til regionerne. 

Vejarealer kortlægges ikke, men har alligevel på flere punkter status som et 

kortlagt areal, se afsnit 3.2 særligt 3.2.3. 

Med den nye lov vil det fra den 1.1 2007 kun være jord, der er forurenet over 

miljøstyrelsens afskæringskriterier (grænseværdier for jord hvor al menneske- 

10

lig kontakt skal forhindres), der skal kortlægges. Der indføres et nyt begreb i 

loven nemlig begrebet "lettere forurenet jord", som er betegnelsen for jord, der 

er forurenet i intervallet fra miljøstyrelsens jordjordkvalitetskriterier og op til 

afskæringskriteriet. Den lettere forurenet jord skal ifølge den nye lov ikke kortlægges, 

men kommunerne skal udpege områder, specielt bykerner, med lettere 

forurenet jord. Regler om anmeldelse, håndtering, oplysningspligt mv. bibeholdes 

dog. 

2.3.2 Tilladelse til ændret arealanvendelse og bygge- og anlægsarbejde på 

kortlagte arealer 

Jordforureningslovens §8 indeholder regler om, at ændringer af arealanvendelsen 

samt igangsættelse af bygge- eller anlægsarbejde på kortlagte arealer kan 

kræve tilladelse fra amtet. Om der skal søges om tilladelse afhænger af, om 

forureningen er grundvandstruende, eller om den allerede er eller ved ændringen 

bliver sundhedstruende for mennesker. Hvis der på arealet skal være bolig, 

børneinstitution, offentlig legeplads, rekreativt område, alment tilgængeligt 

område, kolonihave, sommerhusgrund eller institution skal ændringen godkendes 

af amtet. 

2.4 Planloven og naturbeskyttelsesloven 

Planloven sammenfatter de samfundsmæssige interesser for anvendelsen af det 

åbne land. Planloven og naturbeskyttelsesloven har begge til formål at værne 

om landets natur og miljø, så samfundsudviklingen kan ske på et bæredygtigt 

grundlag i respekt for menneskets levevilkår og for bevarelsen af dyre- og 

plantelivet. Det sker dels ved planer og dels ved administration af bestemmelser. 

I forhold til planlovens og naturbeskyttelseslovens bestemmelser er det 

ikke altid væsentligt, om jorden er forurenet eller ej. Bestemmelserne omfatter 

i høj grad også placering af ren jord. Lovgivningerne skal dog også medvirke 

til, at miljøet ikke forringes ved forurening. I administrationsgrundlaget indgår 

også "Vejledning i håndtering af forurenet jord på Sjælland" også kaldet 

Håndteringsvejledningen, der er udarbejdet og udgivet af amterne på sjælland. 

Regler af relevans i forhold til disponering af jord gennemgås i det følgende. 

2.4.1 Regionplanlægningen 

Regionplanen skal bl.a. indeholde retningslinjer for: 

• beliggenheden af større anlæg, bl.a. affaldsbehandlingsanlæg. Med 

’større’ menes funktioner, der har betydning for mere end én kommune, 

og dermed er regionale eller nationale 

• beliggenheden af virksomhed m.v., hvortil der af hensyn til forebyggelse 

af forurening må stilles særlige beliggenhedskrav, f.eks. forurenende 

industri, rensningsanlæg, affaldsanlæg, lufthavne, flyvepladser, motorbaner, 

knallertbaner, skydebaner og forsvarets øvelsespladser samt skyde- 

og øvelsesterræner. 

• varetagelsen af bevaringsværdier og naturbeskyttelsesinteresser i det 

åbne land. 

Amter og kommuner har pligt til at virke for regionplanens gennemførelse. 

Både vedtagne regionplaner og forslag til regionplaner er bindende for den 

11

kommunale planlægning og gælder som administrationsgrundlag i enkeltsagsbehandling. 

Relevante afsnit vedr. jord og jorddeponering i Regionplan 2005 - 2017 (retningslinje 

nr.) omfatter: 

5.1 Affaldsbehandling og -deponering (1-7) 

5.2 Anvendelse og udlæg af (uforurenet) jord i landskabet (1-3) 

6.3 Lavbundsarealer (1-2) 

6.5 Jordbrugs- og beskyttelsesområder (1-3) 

6.5.1 Regionale naturbeskyttelsesområder (3) 

6.5.3 Internationale naturbeskyttelsesområder (3) 

6.6 Økologiske forbindelser (2) 

6.10 Kystnærhedszonen (3) 

6.9 Større uforstyrrede landskaber (2, 3) 

6.13.1 Drikkevandsområder (2,5) 

7.1.1 Vandløb (3)7.1.2 

7.1.2 Søer (3) 

7.1.3 Kystvande (2) 

7.2 Spildevand (1,2,3,4) 

7.2.1 Spildevandsrensning i det åbne land (2) 

7.2.3 Farlige stoffer i vandmiljøet (1) 

7.3.1 Nyttiggørelse af lettere forurenet jord og slagger i bygge- og anlægsarbejder 

(1) 

2.4.2 VVM-bestemmelserne 

Reglerne om Vurdering af Virkninger på Miljøet (VVM) er en del af regionplanlægningen 

og administreres derfor af amtet. Pligten til at udarbejde VVMredegørelse 

vurderes i hvert enkelt tilfælde (VVM-screening). 

Det er amtets vurdering, at alle anlæg, der nyttiggør/genanvender forurenet jord 

skal VVM-screenes, med mindre det drejer sig om jordmængder af helt underordnet 

miljømæssig betydning (bagatelgrænse). 

Placering af forurenet jord kan være VVM-pligtig, selv når der kun er tale om 

oplag, der henligger i kortere tid. Det er ikke muligt at sætte faste grænser i 

forhold til mængden af jorden og forureningsgraden, idet virkningen på miljøet 

ikke kun afhænger af jordmængden og forureningsgraden, men også af den 

aktuelle lokalitet. 

Naturklagenævnet har i sin afgørelse af den 9. marts 2004 stadfæstet, at ”Det er 

Naturklagenævnets opfattelse, at anlæg til ”bortskaffelse” af affald i VVMdirektiv 

85/337/EØF – i overensstemmelse med definitionen af dette begreb i 

det dagældende affaldsdirektiv (75/442/EØF) – kunne omfatte anlæg til nyttiggørelse 

af affald”…. 

”På den baggrund – og efter rådføring med Kammeradvokaten – er det Naturklagenævnets 

opfattelse, at anlæg til ”bortskaffelse” af affald i VVM-reglerne 

også kan være anlæg, hvis hovedformål er nyttiggørelse af affald, uanset at 

sådanne anlæg ikke er omfattet af affaldsreglernes bortskaffelsesbegreb”. 

12

Derfor skal placering af forurenet jord som udgangspunkt altid screenes 

med henblik på at vurdere, om anlægget/aktiviteten er VVM-pligtig. 

Kommunernes opgave er at opfange de sager, der bør screenes af amtet (hvis 

sagen starter i kommunen: byggesager, landbrugssager). Kystdirektoratet er 

VVM-myndighed på søterritoriet. 

Miljø- og Energiministeriets bekendtgørelse nr. 428 af 2. juni 1999, og bekendtgørelse 

om supplerende regler i medfør af lov om planlægning (samlebekendtgørelse) 

bkg. nr. 1006 af 20.10.2005 omhandler reglerne for Vurdering af 

Virkninger på Miljøet for bestemte typer anlæg, byggerier og virksomheder. 

VVM-redegørelsen udgør et grundigt beslutningsgrundlag og processen gennemføres 

som et tillæg til regionplanen. 

Grundtanken bag VVM-reglerne er, at den bedste miljøpolitik består i at undgå 

dannelsen af forurening eller gener fra starten, frem for senere at forsøge at 

modvirke deres virkninger. Der peges på, at virkningerne på miljøet skal tages i 

betragtning på et så tidligt stadium som muligt i alle tekniske planlægnings- og 

beslutningsprocesser; der skal med henblik herpå iværksættes procedure til 

vurdering af sådanne virkninger. 

VVM-anlæg er delt op mellem bekendtgørelsens bilag I og bilag II: 

Bilag I 

Et anlæg på bilag I er altid VVM-pligtigt ved nyanlæg og ved ændringer eller 

udvidelser, der kan sidestilles med nyanlæg. 

Punkt 9 – ”Anlæg til bortskaffelse af farligt affald (dvs. affald, omfattet af direktiv 

91/689/EØF4 ) ved forbrænding, kemisk behandling (som defineret i 

bilag II A til direktiv 75/442/EØF5, afsnit D9) eller deponering”. Bortskaffelse, 

forbrænding og deponering skal tolkes ud fra VVM-direktivets formål - og 

ikke affaldsdirektivet. Begreberne er bredere defineret end i affaldsdirektiverne. 

Punkt 10 – ”Anlæg til bortskaffelse af ikke-farligt affald ved forbrænding eller 

kemisk behandling (som defineret i bilag II A til direktiv 75/442/EØF 7) , afsnit 

D9) med en kapacitet på over 100 tons/dag. 

Anlæg, der er omfattet af ovenstående begreber og samtidig vurderes at kunne 

påvirke miljøet væsentligt, er omfattet af VVM-reglerne. I denne sammenhæng 

er midlertidige depoter også deponering. 

Oplag uden for den virksomhed, hvor affaldet opstår, med en varighed på mere 

end et år, må betragtes som deponering. Undtaget er dog oplag med henblik på 

oparbejdning eller nyttiggørelse, som kan henligge i op til 3 år, før det betegnes 

som deponering. 

13

Bilag II 

Anlæg på bilag II skal VVM-screenes. Hvis det viser sig, at anlægget på grund 

af dets art, størrelse eller placering må antages at kunne få væsentlig indvirkning 

på miljøet, er det VVM-pligtigt. 

Hovedreglen er, at de fleste anlæg på bilag II ikke er VVM-pligtige, da generelle 

regler i f.eks. miljølovgivning normalt er nok til at sikre miljøet. Dette 

betyder, at der normalt ikke er VVM-pligt på bygge- eller anlægsarbejde hvor 

forurenet jord genanvendes (se afsnit 5), da miljøbeskyttersloven og jordforureningsloven 

sikrer miljøet. 

Hvis hovedformålet er deponering, og hvis der er tale om et større anlæg kan 

screeningen føre til, at et anlæg placeres mere hensigtsmæssigt i forhold til 

bl.a. planlægningsmæssige interesser. Screeningen bør være en simpel og hurtig 

administrativ proces med kontrol af, om de generelle regler kan overholdes, 

samt være et skøn over, om det enkelte projekt kan give anledning til væsentlige 

miljøpåvirkninger. 

Punkt 12b - (Anlæg til bortskaffelse af affald.) Dette punkt omfatter også anlæg, 

hvis hovedformål i affaldsbekendtgørelsens og miljøbeskyttelsesloves 

forstand ikke er affaldsbortskaffelse, eksempelvis anlæggelse af en støjvold. 

Når der anvendes forurenet jord i et projekt, skal det som udgangspunkt 

altid screenes. Når vi taler VVM, er det underordnet om sagen behandles efter 

§19 eller §33 i miljøbeskyttelsesloven. Håndtering af forurenet jord, hvor 

der sker en forarbejdning af forurenet jord med henblik på nyttiggørelse, er 

bortskaffelse i VVM-sammenhæng. 

Punkt 12d - Områder til oplagring af slam fra rensningsanlæg. 

Punkt 14 - Ændringer eller udvidelser af anlæg i bilag 1 eller 2, som allerede 

er godkendt, er udført eller er ved at blive udført, når de kan være til skade for 

miljøet. 

2.4.3 Kommuneplanlægning 

Kommuneplanen fastlægger en hovedstruktur for hele kommunen og rammer 

for lokalplanernes indhold for de enkelte dele af kommunen. Hovedstrukturen 

angiver de overordnede mål for udvikling og arealanvendelse i kommunen, 

herunder udbygning med boliger og arbejdspladser, trafikbetjening, serviceforsyning 

og rekreative områder. 

Rammer for indholdet af lokalplaner fastsættes for kommunens delområder 

med hensyn til bl.a.: 

• fordelingen af bebyggelsen efter art og anvendelsesformål, 

• institutioner og tekniske anlæg, herunder varmeforsyningsforhold, 

2.4.4 Lokalplaner 

En lokalplan må ikke stride mod kommuneplanen, regionplanlægningen for 

forhold omfattet af planlovens §6, stk. 3 eller landsplandirektiver. Der skal 

14

laves lokalplan, før der gennemføres større udstykninger eller større bygge- 

eller anlægs-arbejder, herunder nedrivninger af bebyggelse, og i øvrigt når det 

er nødvendigt for at sikre kommuneplanens virkeliggørelse. 

Lokalplaner kan bl.a. indeholde bestemmelser om: 

• områdets anvendelse, herunder om at nærmere angivne arealer forbeholdes 

til offentlige formål, 

• ejendommes størrelse og afgrænsning, 

• anvendelse af de enkelte bygninger, 

• udformning, anvendelse og vedligeholdelse af ubebyggede arealer, 

Kommunen vurderer, om et anlæg medfører så store ændringer i lokalmiljøet, 

at der skal laves lokalplan. Kommunen kan dispensere fra lokalplaner. Dispensationen 

kan påklages. Naturklagenævnet er myndighed. 

2.4.5 Landzonebestemmelser 

Den 1. september 2002 overgik landzonemyndigheden fra amterne til kommunerne. 

Dvs. at kommunerne modtager ansøgninger og træffer afgørelse i disse 

sager. De fleste sager sendes i høring i amtet inden kommunen træffer afgørelse. 

Natur- og Plankontoret modtager sagerne og svarer kommunen inden 14 

dage efter evt. høring i andre TMF-kontorer. 

Planlovens § 35, stk.1 lyder som følger: ”I landzoner må der ikke uden tilladelse 

fra landzonemyndigheden foretages udstykning, opføres ny bebyggelse eller 

ske ændring i anvendelsen af bestående bebyggelse og ubebyggede arealer.” 

Ifølge den kommenterede udgave af planloven er der ikke tale om et forbud i 

landzonen, men om at projekter kræver tilladelse. Tilladelse skal meddeles, når 

det efter en konkret vurdering af de stedlige forhold findes foreneligt med de 

hensyn landzonebestemmelserne skal varetage - nemlig: 

• planlægningsmæssige (samfundsmæssige) hensyn, 

• hensyn til jordbrugserhvervet, 

• landskabelige hensyn, 

• naturbeskyttelsesmæssige hensyn, 

• rekreative hensyn, 

• miljøbeskyttelsesmæssige hensyn, 

• hensyn til udnyttelsen af råstofressourcerne, 

• trafikale hensyn, 

• hensyn til udbuddet af servicefunktioner, 

• kulturhistoriske hensyn, 

• sociale eller menneskelige hensyn. 

Disse hensyn skal indgå i sagsbehandlingen, når de er relevante. Kommunen 

kan lægge afgørende vægt på ét eller flere af hensynene. F.eks. kan et jorddepot 

stride mod landskabelige hensyn. Samtidig kan miljøforhold indgå i vurderingen, 

selvom anlægget kan godkendes efter miljølovgivningen. Der kan altså 

gives afslag efter planloven, selvom den mere detailstyrende (fag-) lovgivning 

15

kan opfyldes. Det kræver selvfølgelig, at hensynet til planlægning eller landskab 

taler klart imod en tilladelse. 

Der kræves tilladelse til: 

• Opførelse af ny bebyggelse. 

Bebyggelse omfatter både egentlige bygninger og andre faste konstruktioner 

og anlæg, der er omfattet af byggelovens §2. Tekniske anlæg, der 

kræver landzonetilladelse, kan f.eks. være lossepladser, oplagspladser, 

depoter for forurenet jord o.l. Der vil ofte være tale om anlæg, der kræver 

lokalplan. 

• Ændret anvendelse af bygninger eller arealer. 

Anvendelsesændringen skal være relevant i forhold til landzonebestemmelsernes 

formål. 

Naturklagenævnets afgørelse af 13. april 1999 om jord på landbrugsarealer 

stadfæster, at placering af 882 m 3 ren overskudsjord på landbrugsjord 

i økologisk forbindelse og på lavbundsareal i en tykkelse på 

20-60 cm ikke kræver landzonetilladelse med henvisning til, at der ikke 

sker ændringer i brugen (landbrugsdriften) af arealet. 

Imidlertid har NKN i afgørelse af 30.4.2001 (Naturklagenævnet Orienterer 

nr. 243, april 2002) bestemt, at deponering af 207.000 m 3 uforurenet 

overskudsjord i op til 3-4 meters højde i beskyttelsesområde med 

biologiske interesser kræver landzonetilladelse med henvisning til deponeringens 

omfang og fordi deponeringen skulle foregå over en længere 

periode, hvor landbrugsdriften måtte afbrydes. Der blev meddelt 

afslag på ansøgningen. 

Eksempler på anlæg, der kræver tilladelse: 

• støj- og lævolde i det åbne land 

• affaldsdepoter (Kan være lokalplanpligtige) 

• skibakker 

De jordarbejder, der er nødvendige for etablering af vej- og baneanlæg, kræver 

ikke landzonetilladelse. 

2.4.6 Naturbeskyttelsesloven 

Amtet kan i særlige tilfælde efter en konkret vurdering dispensere fra nedenstående 

regler, hvis et ansøgt projekt ikke strider afgørende mod det, som den 

enkelte paragraf skal beskytte. Praksis for de enkelte paragraffer varierer afhængig 

af graden af beskyttelsesinteresser. Amtet har lavet udpegningen af 

områderne ud fra flyfotos og besigtigelser. De kan ses som et særligt GIS-tema 

i Mapinfo. 

16

§3 - beskyttede naturtyper 

Der må ikke foretages ændringer i tilstanden af søer større end 100 m², 

heder, moser o.l., strandenge, strandsumpe, ferske enge og overdrev > 

2500 m² samt vandløb. 

§15 - strandbeskyttelseslinjen – 300 meter. 

Der må ikke foretages ændringer i tilstanden, herunder etablering af byggeri, 

anlæg og beplantning på arealer imellem strandbredden og beskyttelseslinjen. 

Bestemmelsen skal administreres restriktivt. 

§16 - sø- og å-beskyttelseslinjen – 150 meter 

Der må ikke placeres bebyggelse o.l. eller foretages terrænændringer og 

beplantning indenfor 150 meter fra søer og vandløb. 

§17 - skovbyggelinjen – 300 meter 

Der må ikke placeres bebyggelse o.l. indenfor 300 meter fra skove. 

§18 - fortidsmindebeskyttelseslinjen – 100 meter 

Der er forbud mod at bygge, beplante eller på anden måde ændre på tilstanden 

indenfor 100 meter fra fortidsminderne. Fortidsminderne er også 

beskyttet af Museumslovens § 29 e, som er forbud mod at ændre på tilstanden 

af dem. 

§19 – kirkebeskyttelseslinje – 300 meter 

Det må ikke opføres bebyggelse på over 8,5 meter indenfor en afstand af 

300 meter fra kirker, der ligger mere eller mindre frit i landskabet. 

Sten- og jorddiger 

Digerne er nu omfattet af Museumsloven i stedet for af Naturbeskyttelsesloven 

(jf. lov nr. 454 af 09.06.2004). Lovens § 29 a indeholder en generel beskyttelse 

af sten- og jorddiger, der ligger i landzone, med undtagelse af havediger og 

kirkegårdsdiger. Der må ikke foretages ændringer i deres tilstand. 

Et areal kan være omfattet af en fredning. De fleste fredninger har forbud mod 

terrænændringer og anlæg. Anlæg vil derfor kræve dispensation fra fredningen. 

Oftest kan der ikke dispenseres til tekniske anlæg. Bestemmelserne i de enkelte 

fredninger varierer afhængigt af, hvad fredningen skal beskytte og bevare. 

Større ændringer i strid med fredningens formål vil kræve rejsning af ny fredningssag. 

2.4.7 Internationale naturbeskyttelsesområder 

Med indførelse af regler for planlægning og administration i internationale naturbeskyttelsesområder, 

dvs. EF fuglebeskyttelses- og EF Habitat- (sammen 

oftest kaldet Natura 2000-områder) samt Ramsar-områder, er der sket en betydelig 

skærpelse af myndigheders (amtets) muligheder for planlægning og tilladelser/dispensationer 

i de udpegede områder. Miljøministeriet vedtog den 

7.06.2003 den reviderede Bekendtgørelsen nr. 477 om afgrænsning og administration 

af internationale naturbeskyttelsesområder. 

17

Bevaringsmålsætningen for de internationale naturbeskyttelsesområder er at 

sikre og genoprette en gunstig bevaringsstatus for de arter og naturtyper, 

områderne er udpeget for. 

Planlægning - § 3 Vær opmærksom på, at der er planlægningsforbud (forbud 

mod regionplan- og kommuneplantillæg samt lokalplaner) mod anlæg, der indebærer 

nye eller væsentlige udvidelser af opfyldninger på søterritoriet og anlæg 

for deponering i internationale naturbeskyttelsesområder jf. regionplanretningslinje 

5.2.3 og § 3 stk. 2, nr. 3 i ovennævnte bekendtgørelse. 

For alle planer og projekter – forstået i bred forstand - er der pligt til oplysning 

og konsekvensvurdering (§ 6, vurdering af projektets virkning på det internationale 

naturbeskyttelsesområde herunder på områdets naturtyper og levesteder 

samt arter, området er udpeget for). Skades områdets integritet eller udpegede 

naturtyper/levesteder og/eller arter, kan planen ikke gennemføres (§ 6, stk. 2). 

Tilladelser, dispensationer og godkendelser - § 4 

Myndigheder må ikke give tilladelser, dispensationer eller godkendelser efter 

plan-, naturbeskyttelses-, miljøbeskyttelses-, okker-, vandløbs- eller vandforsyningsloven 

samt VVM-tilladelser nævnt i bekendtgørelsens § 4, såfremt det 

kan indebære en forringelse af naturtyper, levesteder for arter, eller kan medføre 

forstyrrelser, der har betydelige konsekvenser for de arter området er udpeget 

for. Midlertidige forstyrrelser er normalt ikke omfattet af bestemmelsen. 

Alle afgørelser skal som minimum indeholde oplysninger om: 

• det areal, der er omfattet af beskyttelsesforpligtelserne, 

• udpegningsgrundlaget 

• de dele af udpegningsgrundlaget, der evt. er relevante i den konkrete 

sag samt 

• en begrundelse for, at afgørelsen ikke vil forringe området. 

Muligheder for fravigelse 

Fravigelse af § 3 og § 4 samt § 6, stk. 2 kan kun ske, når der foreligger bydende 

nødvendige hensyn til væsentlige samfundsinteresser (dvs. af national karakter), 

herunder af social eller økonomisk art, og fordi der ikke findes nogen 

alternativ løsning. For områder med prioriterede naturtyper eller arter kan fravigelse 

kun ske med henvisning til bydende nødvendige hensyn til menneskers 

sundhed og den offentlige sikkerhed eller væsentlige gavnlige virkninger på 

miljøet. 

Amtet eller kommunen skal altså godtgøre, at der foreligger sådanne hensyn, 

der kan begrunde, at forbudet i § 3 og 4 fraviges. 

Før amtet/kommunen træffer beslutning om at fravige § 3 eller § 4 skal der 

indhentes en udtalelse fra Skov- og Naturstyrelsen. Miljøministeren kan i ganske 

særlige tilfælde og under respekt til Habitatdirektivets artikel 6 tillade, at 

planlægningsforbudet fraviges. 

18

Ny anmeldeordning af bestemte aktiviteter i Natura 2000-områder 

Fra 1.10.2004 skal bestemte aktiviteter anmeldes til myndigheden. Det er typisk 

aktiviteter som ikke kræver tilladelse/godkendelse efter § 4, men som kan 

være til skade for værdifuld natur i Natura 2000-områderne. 

Anmeldelsen skal ske inden aktiviteten sættes i gang. Myndighederne har herefter 

4 uger til at vurdere om den ønskede ændring kan påvirke naturtyper eller 

arter negativt. 

I forhold til jordnotatet er følgende anmeldelsespligtige aktiviteter særligt interessante: 

11. Etablering af anlæg, der er nødvendige for erhvervet, herunder veje 

12. Etablering af ikke godkendelsespligtige virksomheder i områderne, 

der kan medføre betydelige forstyrrelser (f.eks. forurening). 

Nærmere oplysninger: 

http://www.skovognatur.dk/Emne/Naturbeskyttelse/Natura2000/ 

3. FLYTNING AF OVERSKUDSJORD 

Ifølge Jfl §50 skal "enhver, der flytter jord uden for den ejendom, hvor jorden 

er opgravet, og enhver, der anvender sådan en jord, sikre sig, at jorden ikke 

giver anledning til skadelig virkning på grundvand, menneskers sundhed og 

miljøet i øvrigt". Med "ejendom" menes én geografisk enhed, som tilhører 

samme grundejer. Med "enhver" skal forstås ejer eller bruger af ejendommen 

samt entreprenøren og transportøren. 

Konstateres der tegn på jordforurening under gravearbejde, skal arbejdet ifølge 

Jfl. §71 straks standses og forureningen anmeldes til kommunen. 

3.1 Flytning af uforurenet jord 

Åbenbar uforurenet jord og jord, som ved analyser har vist sig at kunne overholde 

grænseværdierne for jord, der kan udbringes på landbrugsjord og i natur- 

og skovområder (se jordklasser under afsnit 1), kan frit flyttes og anvendes 

uden tilladelse (se afsnit 8.3.2 for myndighedskompetence). Udlægning af selv 

uforurenet jord, kan dog være omfattet af reglerne i plan- og naturbeskyttelsesloven, 

se afsnit 2.4. For ikke kortlagte arealer kan ejeren under ansvar vælge at 

vurdere opgravet jord som uforurenet og disponere herefter. 

3.2 Flytning af forurenet jord 

Forurenet jord er al den overskudsjord, som ikke vurderes at være ren jord. 

Jord fra kortlagte arealer eller fra vejarealer vurderes på forhånd at være forurenet, 

medmindre der foreligger analyser, som dokumenterer, at jorden er ren. 

Erfaringer viser, at det øverste jordlag i bykerner som regel er forurenet. 

19

3.2.1 Flytning inden for forurenet ejendom 

I forbindelse med bygge- og anlægsarbejder på forurenede ejendomme er der 

ofte behov for midlertidigt at oplægge eller at genanvende forurenet jord til 

f.eks. terrænregulering eller etablering af volde. 

Amtet skal som regel give tilladelse til den omtalte oplægning eller nyttiggørelse 

efter jordforureningslovens §8 og/eller miljøbeskyttelseslovens §19/33 

efter følgende regler: 

Hvis arealet ikke er kortlagt, er oplægning eller nyttiggørelse af jord ikke omfattet 

af Jfl. §8, men hvis den nye placering af jorden indebærer risiko for yderligere 

forurening af jord eller grundvand, kræver det tilladelse efter Mbl 

§19/33. Det samme gælder for kortlagte arealer, som er udenfor indsatsområde 

og uden følsom arealanvendelse (Jfl §6 stk. 1 og 2). 

Hvis arealet er kortlagt og indenfor indsatsområde (i forhold til grundvandet), 

eller hvis der er følsom arealanvendelse (f.eks. bolig eller børneinstitution), 

kræver alle typer af bygge- og anlægsarbejder Jfl. §8 stk. 2. I nogle tilfælde vil 

oplaget eller nyttiggørelsen af jord dog også kræve tilladelse efter Mbl. §19/33: 

• §8 bruges som selvstændig hjemmel, hvis det oplagte eller genanvendte 

jord er mindre forurenet eller forurenet i samme grad, som 

det jord det placeres på. I disse tilfælde er det udelukkende risiko i 

forhold til menneskers sundhed, der skal tages hensyn til. (§8tilladelser 

kan ikke påklages og skal ikke annonceres). 

• §8 og §19/33 bruges kombineret hvis oplaget eller nyttiggørelsen af 

jorden udover risiko for menneskers sundhed også giver øget risiko 

for påvirkning af miljøet (grundvand, jord, vandløb mv.). Det er tilfældet 

hvis jorden, der ønskes oplagt eller genanvendt, er forurenet 

med andre stoffer eller har større forureningsgrad end den jord den 

placeres ovenpå. (§19/33-tilladelser kan påklages af ansøger, forskellige 

organisationer samt andre med væsentlig interesse i sagens 

udfald, afgørelse annonceres). 

3.2.2 Flytning inden for vejskel 

Flytning af vejjord til og fra midlertidige oplag, der er tilknyttet det aktuelle 

vejprojekt og som ligger inden for vejarealet, skal ikke anmeldes efter reglerne 

i Jfl §50 stk. 2 og anmeldebekendtgørelsen. Det samme gælder, hvis jorden 

ønskes genanvendt inden for vejarealet. Vejarealer, som hører under samme 

vejbestyrelse, regnes som ét vejareal. Et amt kan således flytte jord fra én 

amtsvej til en anden indenfor amtet uden forudgående anmeldelse. Det skal 

dog bemærkes, at Mbl §19/33 også gælder indenfor vejarealer. Dvs. at det i 

hvert enkelt tilfælde, skal vurderes om der er risiko for, at den jord, som flyttes, 

kan forurene jorden på modtagerstedet. Som tommelfingerregel gælder det, at 

hvis jorden er mere forurenet end modtagerstedet, skal man søge om tilladelse/godkendelse 

hos amtet. 

20

Amtet har udarbejdet vejledende retningslinjer for, i hvilke tilfælde amtet 

skal og ikke skal miljøvurdere midlertidige oplag af vejjord i forhold jordmængde, 

varighed, placering mv., se bilag 1. 

3.2.3 Flytning uden for ejendom, forurenet område eller vejskel 

Opgravning og flytning af forurenet jord og jord fra en kortlagt ejendom eller 

en kortlagt del af en ejendom eller fra et areal, som anvendes til offentlig vej, 

samt (efter 1.1 2007) fra en ejendom, som er omfattet af områdeklassificeringen 

efter §50a, skal efter Jfl §50 stk. 2 skriftligt anmeldes til den kommune, 

hvorfra jorden flyttes. Der skal ligeledes efter 1.1 2007 ske anmeldelse til 

kommunen ved flytning af jord fra et godkendt modtageanlæg for jord f.eks et 

depot, en karteringsplads, et jordrenseanlæg (Uddybende regler for anmeldelse 

findes i bekendtgørelse nr. 675 af 27. juni 2000 "anmeldebekendtgørelsen"). 

For at lette anmeldelsen har kommunerne i samarbejde med amtet udarbejdet et 

anmeldeskema. 

Når der er indsendt en anmeldelse om opgravning og flytning, må flytningen af 

jorden ske efter 4 uger, såfremt kommunen ikke kræver yderligere oplysninger 

efter Jfl §50. Kommunen kan kræve, at der tages analyser af jorden. Derudover 

har amtet mulighed for at modsætte sig jordens genanvendelse eller sætte vilkår 

jf. §50 stk. 5. 

Anmeldelsen videresendes til amtet, på nær i de tilfælde hvor jorden ønskes 

flyttet til et anlæg, et nyttiggørelsesprojekt eller et midlertidig oplag, der er 

godkendt eller tilladt efter Mbl. §19 eller §33. Det er ikke tilladt at flytte forurenet 

jord eller potentielt forurenet jord til depoter/jordoplag eller genanvendelsesprojekter, 

der ikke har fået tilladelse eller godkendelse efter Mbl. Der står 

mere om tilførsel af forurenet jord til §33 godkendte virksomheder i kapitel 4 

og mere om nyttiggørelse af forurenet jord i kapitel 5. 

Jordforureningslovens anmeldebestemmelse gælder også for ikke kortlagte 

arealer. Dette stiller krav til, at entreprenører og grundejere har kendskab til 

reglerne i jordforureningsloven og således selv undersøger, om den jord, der 

ønskes opgravet og flyttet, er forurenet. 

I akut opståede situationer er det tilladt uden forudgående anmeldelse at opgrave 

jord og flytte det til en container eller anden forsvarlig placering. Flytningen 

skal så anmeldes senest 3 hverdage efter flytningen. Videre flytning af jorden 

skal også ske efter senest 3 dage. Akutte situationer kan f.eks. være ledningsbrud, 

hvor det er nødvendigt at bortgrave jord. 

4. TILFØRSEL AF OVERSKUDSJORD TIL RÅSTOFGRAVE, JORDRENSEANLÆG, 

DEPONERINGSANLÆG, KARTERINGSPLADS M.V. 

Når der skal bortskaffes overskudsjord fra et bygge- eller anlægsarbejde kan 

man hente hjælp hos kommunen. Kommunen har pligt til at anvise jorden til et 

egnet anlæg. Hvis entreprenøren eller bygherre har erfaringer med bortskaffelse 

af overskudsjord og allerede kender til mulighederne for bortskaffelse behøver 

kommunen ikke kontaktes. 

21

4.1 Tilførsel til råstofgrave 

Tilførsel af jord til råstofgrave er efter Jfl. §52 forbudt. Amtet kan dog give 

dispensation til, at en råstofgrav må modtage jord. Der kan efter Jfl §52 stk. 3 

kræves dokumentation for, at jorden er ren. 

4.2 Tilførsel til jordrenseanlæg 

Ønskes jorden kørt til et jordrenseanlæg kontaktes det aktuelle anlæg for afklaring 

af, om det kan/må modtage jorden. Jordrenseanlæg er godkendt af amtet 

efter Mbl. §33 (se afsnit 6.2.3). Af godkendelsen fremgår det, hvilken jord anlægget 

må modtage. Det anlæg, vi har i amtet, må modtage alle former for olie- 

og kemikalieforurenet jord med henblik på behandling eller bortskaffelse. Prisen 

for at aflevere jord til rensning afhænger af forureningstypen og koncentrationen, 

men normalt vil den være 300 – 800 kr/ton. 

4.3 Tilførsel til deponeringsanlæg 

Deponeringsanlæg dækker over typerne specialdepoter for jord (kun jord) og 

affaldsdepoter (= lossepladser). Fælles for anlæggene er, at det er en permanent 

anbringelse (bortskaffelse) af jorden. Ønskes jorden kørt til et deponeringsanlæg 

kontaktes det aktuelle anlæg for afklaring af, om det kan/må modtage jorden. 

Deponeringsanlæg er godkendt efter Mbl §33 (se afsnit 6.2.4) og det 

fremgår af godkendelsen, hvilken type jord anlægget må modtage. I amtet har 

vi to deponeringsanlæg, som må modtage jord. Det ene er Fakse losseplads, det 

andet er et depot i Gerringe. 

4.4 Tilførsel til midlertidigt oplag (arbejdsdepot) 

Ved et midlertidigt oplag af jord forstås et oplag af kortere varighed, hvor jorden 

fjernes helt igen og oplagsaktiviteten ophører. Afhængig af jordens forureningsgrad, 

mængde, varigheden og placering kan et midlertidigt oplag kræve 

godkendelse efter Mbl §33 eller tilladelse efter Mbl §19. Der er ikke faste regler 

for, hvad der forstås ved kortere varighed. For vejjord, der oplægges midlertidigt, 

hvor der ikke er risiko for miljøet og for menneskers kontakt, og som 

ikke er synlig eller lugtbar forurenet, har amtet dog udarbejdet vejledende retningslinjer 

for, hvad der kan betragtes som "bagatelgrænser" i forhold jordmænge 

og varighed (se Bilag 1). Ønsker man at etablere et midlertidigt oplag 

af vejjord, som falder uden for de angivne "bagatelgrænserne", skal man i god 

tid forinden beskrive projektet for kommunen eller amtet, således at sagen kan 

blive behandlet i hht. miljøbeskyttelsesloven. 

Det første, amtet vurderer i forbindelse med en ansøgning om et midlertidigt 

oplag, er, om det er omfattet af §33 listepunkt K212 "Anlæg for oplagring …. 

af ikke farligt affald". I listepunktet er der angivet en kapacitet for tilførsel af 

affald på 30 tons eller mere pr. dag eller mere end 4 containere med et samlet 

volumen på 30 m 3 . Denne mængde er dog ikke altid afgørende for, om det ansøgte 

midlertidige oplag er omfattet af listepunktet. Hvis der er tale om, at selve 

anlægget kun etableres i et begrænset tidsrum, er aktiviteten ikke godkendelsespligtig. 

Der er dog ingen fast grænse for aktivitetens varighed i den forbindelse, 

så der må laves et skøn ud fra varigheden, oplagets størrelse, jordens 

forureningsgrad og omgivelsernes sårbarhed. Se evt. den kommenterede miljøbeskyttelseslov 

(s. 359) [Miljøbeskyttelsesloven af 1991, Med kommenterer af 

Jørgen Bjerring og Gorm Møller; 1998]. Hvis der for eksempel er tale om en 

22

større mængde lettere forurenet jord, der skal placeres i relativt kort tid, kan det 

vurderes, at det ikke er omfattet af listepunktet. F.eks har amtet vurderet, at et 

oplag på 18.000 tons lettere forurenet jord af et års varighed ikke er omfattet. 

Midlertidige oplag - som det - er derfor blevet behandlet efter Mbl §19. 

Til tilladelser/godkendelser til midlertidige oplag bliver der altid stillet et vilkår 

med en tidsfrist for, hvornår jorden skal være fjernet igen - for §19-tilladelser 

ofte ca. 1 år. Desuden stilles vilkår om, at jorden skal lægges på en gruspude 

eller et befæstet areal, sådan at det er muligt at fjerne oplaget helt igen. 

For at sikre, at midlertidige oplag af forurenet jord ikke udgør en risiko for 

menneskers sundhed stilles der ofte vilkår om hegning eller overdækning med 

f.eks. pressending. Mbl §19 anvendes som hjemmel til disse sundhedsvilkår til 

trods for, at §19 har til formål at beskytte jord og grundvand. Amtet har skriftligt 

spurgt Miljøstyrelsen vedrørende denne praksis, og Miljøstyrelsen vurderer, 

at §19 kan anvendes som hjemmel til disse vilkår. 

4.5 Tilførsel til karteringsplads 

En karteringsplads er et anlæg til midlertidig oplagring af jord. Ønskes jorden 

kørt til en karteringsplads, kontaktes det aktuelle anlæg for afklaring af, om det 

kan/må modtage jorden. Karteringspladser er godkendt efter Mbl §33 (se afsnit 

6.2.2). Af godkendelsen fremgår det, hvilken jord anlægget må modtage. Vi 

har givet godkendelse til 3 karteringspladser i amtet. 

Flytning af vejjord til en karteringsplads, som er placeret uden for vejskel, skal 

anmeldes til kommunen. Dette gælder også for vejjord, der på et senere tidspunkt 

transporteres tilbage til det samme vejareal. Kommunen skal dog ikke 

videresende anmeldelsen til amtet, i det jorden flyttes til et godkendt anlæg. 

Efter den 1.1. 2007 skal der også ske anmeldelse til kommunen, når vejjord og 

alt andet jord flyttes fra et godkendt modtageanlæg for jord. 

5. NYTTIGGØRELSE AF OVERSKUDSJORD 

5.1 Nyttiggørelse af ren overskudsjord 

Ved ren jord forstås her "åbenbar uforurenet jord" dvs. jord, der ikke er grund 

til at mistænke for at være forurenet, samt jord der er analyseret, men hvor forureningsparametrene 

overholder enten de nye kravværdier for jord, der kan 

anvendes på landbrugsjord og i naturområder, eller klasse 1, se afsnit 1. Hvilke 

kravværdier, der skal anvendes, afhænger af, hvor jorden skal placeres. Da 

nyttiggørelsen af klasse 1 jord normalt ikke medfører risiko for forurening af 

jord, grundvand eller overfladevand, skal der sædvanligvis ikke gives tilladelse 

efter Mbl §33. Der kan dog både være naturmæssige og planmæssige forhold, 

der gør, at projekter selv med ren jord ikke kan gennemføres det ønskede sted, 

se afsnit 5.2.7. Der blev ultimo 2002, i tværamtsligt samarbejde, udfærdiget et 

"Teknisk notat om fælles kriterier for ren-jordsproblematikken på Sjælland og 

Lolland-Falster" /2/. I notatet gennemgås love og regler, der kan komme i spil i 

forbindelse med disponering af ren jord. Desuden er der anbefalinger til hvilke 

samfundsmæssige hensyn, der bør varetages, og sidst i notatet er der en skema- 

23

tisk oversigt over forskellige anlægstyper hvor ren jord kan anvendes med de 

tilhørende muligheder og begrænsninger. 

5.2 Nyttiggørelse af forurenet jord 

Forureningsgraden af jord, der ønskes genanvendt, skal dokumenteres inden 

anlægsprojektet gennemføres. Ansøger skal også redegøre for, at der er tale om 

nyttiggørelse. Forurenet overskudsjord anvendes typisk til støjvolde og opfyldning 

under pladser og veje. 

5.2.1 Grænsedragningen mellem nyttiggørelse og bortskaffelse 

I forbindelse med ansøgninger om nyttiggørelse af forurenet jord i bygge og 

anlægsarbejder skal det som det første vurderes, hvorvidt projektet er omfattet 

af godkendelsespligten i henhold til § 33 og listen over godkendelsespligtige 

virksomheder. Listen er en eksakt fortegnelse over de tilfælde hvor godkendelse 

er påkrævet. Alle andre tilfælde falder udenfor (se også afsnit 6.2). 

Som hovedregel vil projektet være godkendelsespligtigt efter § 33 enten som 

nyttiggørelsesprojekt eller som bortskaffelsesprojekt. For alle de listepunkter, 

der er relevante i denne sammenhæng, gælder, at der skal være tale om affald. 

Det afgørende i den indledende sagsbehandling er ofte vurderingen af, om hovedformålet 

med placeringen af den forurenede jord er nyttiggørelse, eller om 

der snarere er tale om bortskaffelse, det vil sige deponering. Det er vigtigt, at 

der i alle afgørelser inden for dette område redegøres for, hvorvidt der er tale 

om nyttiggørelse eller deponering/bortskaffelse. 

Når hovedformålet med placeringen af jord er bortskaffelse, betragtes projektet 

altid som et deponeringsanlæg omfattet af listepunkt K105/K207. Når et anlæg 

er omfattet af listepunkt K105/K207, er der store begrænsninger for projektets 

muligheder. For det første tillader miljøbeskyttelseslovens §50 kun i særlige 

tilfælde, at private ejer nye deponeringsanlæg. Desuden er etablering af nye 

deponeringsanlæg til jord ikke i overensstemmelse med regionplanens retningslinjer 

for etablering af deponeringsanlæg i amtet. Deponeringsbekendtgørelsens 

regler er meget restriktive, og der stilles krav til omfattende miljøbeskyttende 

foranstaltninger. For virksomheden er det krævende rent administrativt 

og ikke mindst økonomisk. Der er bl.a. krav om sikkerhedsstillelse, om at 

personalet skal være uddannet, at affaldsmængderne skal registreres og indberettes 

mv. 

Hvis det afgøres, at der ikke er tale om nyttiggørelse, men derimod bortskaffelse 

af jord vil projektet derfor som hovedregel ikke kunne godkendes. 

Der er gjort nærmere rede for brug af de forskellige K-listepunkter i 

afsnit 6. 

Ved vurdering af, om hovedformålet ved et anlægsprojekt med forurenet jord 

er nyttiggørelse eller en skjult deponering, bruges følgende kriterier eller testspørgsmål: 

24

Testspørgsmål: 

• Tjener projektet et formål? Er det en støjvold, skal der for eksempel redegøres 

for, at netop den planlagte højde og bredde er nødvendig for at 

opnå den ønskede effekt. 

• Er materialet egnet til det pågældende formål? 

• Erstattes primære råstoffer? 

• Vil projektet blive udført alligevel, selv om der ikke gives tilladelse til 

at bruge den pågældende jord? 

• Sker tilførslen af jorden over en væsentlig længere periode, end hvis der 

skulle være brugt primære råstoffer ? Hvis den gør, indikerer det, at der 

kan være tale om deponering af affald. 

Eksempler på nyttiggørelsesprojekter 

• Veje, stier og pladser 

• Støjvolde og lævolde 

• Fyld og bundsikring ved etablering af pladser eller bygningsprojekter 

f.eks. opfyldning af en gammel tørdok. 

• Terrænregulering og landvinding i søterritoriet 

• Ramper, diger, dæmninger og jernbaneunderbygninger 

• Opfyldning i gulve og under fundamenter 

For alle projekter gælder det, at hele projektet skal være velbegrundet. For eksempel 

skal der redegøres for, at støj- og vindvolde rent faktisk har den ønskede 

effekt. Ingen anlæg må være større end nødvendigt, da der så er tale om 

bortskaffelse af affald (skjult deponering). Det kan f.eks. skønnes, at en ansøgt 

højde på en støjvold på f.eks. 6 meter skal reduceres til eksempelvis 5 meter, 

fordi den sidste meter giver en forholdsmæssig meget lille støjreduktion i forhold 

til et stort merforbrug af forurenet jord. 

Der skal foretages et konkret skøn i hvert enkelt sag, så kriterierne må ikke 

betragtes som endegyldige. Der kan i særlige tilfælde være tale om at acceptere 

et projekt som nyttiggørelse, hvor jord genbruges i et projekt, hvor det primære 

formål opnås ved opgravningen og ikke ved genplaceringen af materialet. Det 

kan for eksempel være i tilfælde, hvor der kan undgås unødig transport af jord. 

Eller hvor gratis overskudsjord fra ét projekt muliggør et ellers for dyrt projekt 

i samme område. 

Særligt om støjvolde 

Når nyttiggørelsespotentialet for støjvolde vurderes, er udgangspunktet også de 

ovenfor nævnte retningslinjer og testspørgsmål. Der skal ske en samlet vurdering 

af beskyttelsesbehovet, effekten og den mængde jord, der tænkes brugt. 

Ved vurdering af beskyttelsesbehovet, må der skeles til hvilke støjgrænser, der 

normal accepteres for området, jf. Miljøstyrelsens støjvejledningen, vejledende 

krav for trafikstøj m.m. Desuden indgår spørgsmålet om hvor mange menne- 

25

sker, der beskyttes, og om det i øvrigt drejer sig om beskyttelse af boliger, haver, 

marker, vildt eller hvad det nu kan være. 

Effekten er støjvoldens dokumenterede effekt i dB. En dæmpning på 10 dB fra 

70 til 60 vil alt andet lige vægte højere end en sænkning fra 50 til 40. 

Når effekten sættes i forhold til den jordmængde, der anvendes, vil den krævede 

jord til en given støjdæmpning typisk stige, jo mere dæmpning der ønskes. 

Det skyldes, at jordmængden stiger eksponentielt med voldens højde. Desuden 

vil effekten af en højdeforøgelse også falde, når man når over en hvis højde. 

Voldens længde og placering tæt på eller langt fra kilden eller det beskyttede 

område spiller også en rolle. Hvis jordforbruget er uforholdsmæssigt stort i 

forhold til effekt og beskyttelsesbehov, er der tale om at projektet bærer for 

meget præg af bortskaffelseshensyn. 

Når jordforbruget er uforholdsmæssigt stort i forhold til effekt og beskyttelsesbehov, 

kan der både blive tale om helt at give afslag, såvel som det kan være 

rigtigst, at give godkendelse til en vold af mindre dimensioner, end der blev 

søgt om. 

I en del tilfælde vil de vejledende krav kunne være dimensionerende for hvor 

omfangsrig en vold, der kan godkendes. Men en vurdering kan afhængigt af 

omstændighederne altså også ende med, at vi afviser et projekt, der giver beskyttelse 

ned til de vejledende krav, hvis jordforbruget hertil er uforholdsmæssigt 

stort. Omvendt kan det ved et veltilpasset projekt accepteres, at en vold 

giver beskyttelse til under de vejledende krav. 

Hvis det fremgår af lokalplanen for et område, at områdets belastning med for 

eksempel trafikstøj skal være lavere end det der er angivet i Miljøstyrelsens 

støjvejledning, må det betragtes som godtgjort, at beboerne i området har et 

retskrav på netop denne beskyttelse. Det må også betragtes som godtgjort at 

borgerne har ret til støjbeskyttelse, hvis der i en lokalplan er anført, at der skal 

etableres en vold af en given højde. I begge tilfælde bør der i forbindelse med 

udarbejdelsen af lokalplanen ske en vurdering af, hvor stor en støjvold i givet 

fald skal være, så det ikke efterfølgende viser sig, at volden skal have uacceptabelt 

eller urealistiske dimensioner for at imødekomme beboernes retskrav. 

Nyttiggørelsesprojekter på godkendelsesvirksomheder 

Som det fremgår af ovenstående er nyttiggørelsesprojekter selvstændigt godkendelsespligtige. 

Hvis nyttiggørelsesprojektet skal udføres på en virksomhed, 

der allerede er miljøgodkendt, eller som er ved at blive det, skal projektet reguleres 

ved ændring af eller tillæg til miljøgodkendelsen som enhver anden biaktivitet. 

Der kan normalt ikke gives tilladelse til at påbegynde bygge- og anlægsarbejder 

inden miljøgodkendelsen er meddelt, da nyttiggørelsesprojektet i 

disse tilfælde i sig selv udgør en potentiel forureningsrisiko. Projekter på godkendelsespligtige 

virksomheder, der kan gennemføres inden for rammerne af 

genanvendelsesbekendtgørelsen, skal behandles efter denne bekendtgørelses 

rammer og ikke have miljøgodkendelse. 

26

5.2.2 Udsivning af vand fra nyttiggørelsesprojekter 

Medmindre jorden holdes tør, vil nyttiggørelsesprojekter med forurenet jord 

medføre afgivelse af perkolat med et vist indhold af tungmetaller og organiske 

miljøskadelige stoffer. Ved ansøgninger om nyttiggørelse af forurenet jord er 

det derfor altid aktuelt at sikre sig, at perkolatet ikke medfører en uacceptabel 

forurening af grundvand og/eller overfladevand. I forbindelse med udledning af 

perkolat til overfladevand, skal det, når afstanden til den nærmeste recipient er 

mindre end ca. 25 meter, vurderes om det udledte vand kan overholde kvalitetskravene 

i bekendtgørelse nr. 921 efter initialfortynding i recipienten, se 

afsnit 7. Hvis afstanden til den nærmeste recipient er mere end ca. 25 meter, så 

anses hensynet til beskyttelse af overfladevand at være tilgodeset i §33godkendelsen. 

I afsnit 7 står mere om risikovurdering i forhold til overfladevand 

i forbindelse med nytiggørelsesprojekter. 

5.2.3 VVM 

Når der anvendes forurenet jord i et projekt, skal der som udgangspunkt altid 

screenes med henblik på at vurdere om nyttiggørelsen er VVM pligtig, se 2.4.2. 

5.2.4 Anmeldepligt 

Ifølge Jfl §50 stk. 2 skal genanvendelse af forurenet jord og jord fra en kortlagt 

ejendom, en kortlagt del af en ejendom eller et areal, som anvendes til offentlig 

vej anmeldes til amt og kommune. Den relevante "Bekendtgørelse om genanvendelse 

af restprodukter og jord til bygge- og anlægsprojekter bkg. 655 af 27. 

juli 2000" regulerer kun salt- og tungmetalforurenet jord. Den er derfor ikke 

gældende for jord, som er forurenet med organiske komponenter som f.eks 

olie, benzin og PAH´er. I praksis anvendes bekendtgørelsen derfor udelukkende 

til regulering af genanvendelse af slagger. Genanvendelse af forurenet jord 

reguleres i stedet af Mbl §33. Miljøstyrelsen arbejder pt. på at udvide genanvendelsesbekendtgørelsen 

til også at omfatte jord forurenet med organiske 

komponenter. 

5.2.5 Vilkår til nyttiggørelsesprojekter 

Ved nyttiggørelse af forurenet jord stilles der normalt ikke vilkår om, at der 

under jordudlægget anlægges membran. I projekter, hvor forurenet jord skal 

overdækkes med ren jord, stilles der normalt krav om, at den forurenede jord 

markeres med geotekstil eller lignende. Geotekstil eller markeringsnet kræves 

også, hvis der i samme projekt anvendes restprodukter f.eks. slagger. 

Der stilles oftest krav om overdækning af den forurenede jord af hensyn til 

menneskers sundhed. Det gælder uanset, hvor den forurenede jord anvendes. 

Overdækningens omfang og karakter afhænger af, hvad arealet skal anvendes 

til. Forskellige muligheder for overdækning er asfalt, beton, fliser, grus eller 

ren jord. Overdækkes med ren jord anvendes som udgangspunkt et dæklag på 

0,5 m tykkelse. Tykkelsen kan dog skærpes til 1 m afhængigt af de konkrete 

omstændigheder. Embedslægen kan fungere som amtets høringspartner i sager 

om sundhedsspørgsmål. 

Til bygge- og anlægsprojekter i by- og boligområder kan klasse 1 jord normalt 

anvendes uden godkendelse. Større projekter kan dog i sjældne tilfælde kræve 

godkendelse. Ved nyttiggørelse af klasse 2 jord skal der gives godkendelse 

27

efter Mbl §33. I nogle tilfælde gives der også godkendelse til at anvende jord i 

klasse 3, hvis forureningskomponenterne er immobile som f.eks tungmetaller 

og PAH´er. 

5.2.6 Plan- og naturforhold 

Regionplanen fastsætter retningslinjer for nyttiggørelse af jord. Udlægning af 

mindre mængder ren jord (= mængder, der ikke kræver lokalplan) kan finde 

sted f.eks. på landbrugsjord uden at det kræver godkendelse efter planloven. 

Forudsætningen er, at udlægningen ikke udvisker egnskarakteristiske landskabstræk 

og at brugen af området ikke ændres. Ellers kræver udlægningen en 

landzonetilladelse. Jord der lægges i volde og bunker i landskabet, er uanset 

om jorden er forurenet eller ej en ændret anvendelse i henhold til planloven 

(§35 stk.1) og kræver derfor normalt en tilladelse. Kommunen er myndighed 

og træffer afgørelse herom. 

Hvor det er relevant, kan etableringen kræve dispensation fra naturbeskyttelseslovens 

bestemmelser om beskyttelseslinjer (strandbeskyttelseslinje- §15, sø- 

og å-beskyttelseslinje §16, fortidsmindebeskyttelseslinje §18). Amtet har dispensationskompetencen 

bortset fra sø- og å-beskyttelseslinje og skovbyggelinje 

i byzone og sommerhusområder, hvor kommunen er myndighed. Kommunerne 

er myndighed i byzone og amtet i landzone. Etablering af støjvolde eller 

lignende større anlæg i områder, der er omfattet af naturbeskyttelseslovens §3 

kræver en dispensation, hvilket kun sjældent vil blive givet. 

I regionplanen er der udpegede områder, hvor nyttiggørelse af jord kun kan ske 

efter nærmere vurdering. Det drejer sig om følgende områder: Lavbundsarealer, 

vådområder, særlige regionale naturbeskyttelsesområder, internationale 

beskyttelsesområder, særligt følsomme landbrugsområder, kulturmiljøer, regionale 

naturområder og større uforstyrrede landskaber. 

6. GODKENDELSE AF ANLÆG TIL BEHANDLING ELLER DEPONERING AF FORU- 

RENET OVERSKUDSJORD 

6.1 Forhold til planloven og naturbeskyttelsesloven 

Et anlæg vil ikke kunne etableres, hvis dets placering strider mod regionplanen. 

Det er derfor vigtigt, at alle nødvendige oplysninger om anlæggets placering og 

drift af betydning for regionplanen foreligger så tidligt som muligt, så der kan 

foretages en første vurdering af de planmæssige forhold inden sagsbehandlingen 

på øvrige områder igangsættes for alvor. 

Etablering af et anlæg til behandling eller deponering af forurenet overskudsjord 

er en ændret anvendelse i henhold til planlovens landzonebestemmelser 

(§35 stk.1) og kræver derfor normalt en landzonetilladelse. Planloven opererer 

dog med en vejledende midlertidighedsperiode for anlæg på 6 uger. Det betyder, 

at anlæg (f.eks. et midlertidigt depot) med en varighed på under 6 uger, 

ikke kræver landzonetilladelse. Det er kommunerne, som er myndighed ved 

landzonesager. Etablering kan kræve en lokalplan/ændret lokalplan, hvis ikke 

depotet kan rummes i eksisterende lokalplan. 

28

Der kan normalt ikke etableres depoter i områder, der er omfattet af fredninger, 

internationale naturbeskyttelsesområder og naturbeskyttelseslovens §3 (beskyttede 

naturtyper). En dispensation vil kun kunne gives i meget sjældne tilfælde. 

6.2 Godkendelse efter miljøbeskyttelseslovens §33 

6.2.1 Godkendelse af midlertidige oplag 

Midlertidige oplag af jord f.eks. arbejdsdepoter omfatter oplag, som fjernes 

helt igen - altså hvor oplagsaktiviteten ophører. Midlertidige oplag af kortere 

varighed, for eksempel arbejdsdepoter vil dog normalt ikke være godkendelsespligtige 

efter Mbl §33, se afsnit 4.4. Der er ikke faste regler for, hvad der 

forstås ved kortere varighed. Vurderingen vil bl.a. afhænge af jordens forureningsgraden 

og oplagets beliggenhed, se også afsnit 4.4. I bilag 1 er retningslinjer 

for midlertidige oplag af vejjord. 

Beslutningen om godkendelsespligt er uafhængig af, om jorden senere genanvendes 

eller bortskaffes. Spørgsmålet om hvorvidt oplaget skal reguleres med § 

19 eller § 33 er desuden nærmere omtalt i afsnit 4.4. 

Hvis der på anlægget kun sker oplagring anvendes listepunkt K212. Kommunen 

er godkendelsesmyndighed bortset fra det tilfælde hvor kommunen selv er 

driftsherre. I det tilfælde er amtet godkendelsesmyndighed. Der kan godt foregå 

kartering på anlægget. Hvis jorden ikke placeres på befæstet areal, vil der 

sædvanligvis blive stillet krav om, at jorden lægges på markeringsnet, gruspude 

eller lignende, så det er muligt at adskille den tilførte jord, fra det underlag den 

er placeret på. Afhængig af risikoen for forurening af jord og grundvand ved 

udsivning og/eller sundhedsrisiko ved kontakt kan der også blive stillet krav 

om, at jorden overdækkes med eksempelvis pressending. 

Hvis der også sker en form for behandling af jorden, anvendes listepunkt K 

206, hvor amtet er godkendelsesmyndighed. For jordrenseanlæg se pkt. 6.2.4. 

6.2.2 Godkendelse af karteringspladser 

På en karteringsplads foregår der altid en eller anden form for vurdering (kartering) 

af jorden. 

Anlæggene godkendes efter Mbl §33, listepunkt K 212 med kommunen som 

godkendelsesmyndighed. Hvis anlægget drives af en kommune, er amtet godkendelsesmyndighed. 

På anlæg, hvor der foregår en analysering af jorden, vil 

der som regel stilles krav om, at jordpartierne holdes fysisk adskilt, indtil de er 

analyserede. Der vil som regel også stilles krav om, at jord med forskellig forureningsgrad 

og -indhold holdes adskilt. Der vil være skærpede krav til indretningen 

af permanente karteringspladser i forhold til midlertidige jorddepoter. 

Hvis der også sker en form for behandling af jorden, anvendes listepunkt K 

206, hvor amtet er godkendelsesmyndighed. For jordrenseanlæg se pkt. 6.2.4. 

6.2.3 Godkendelse af deponeringsanlæg (lossepladser) 

Omfatter anlæg af meget forskellig fysisk omfang fra mindre enkeltoplag til 

store specialdepoter, der modtager løbende tilgang af forurenet jord til depone- 

29

ing (=bortskaffelse). Godkendes efter Mbl §33, listepunkt K 105, K 102 eller 

K 207. Amtet er godkendelsesmyndighed. 

Deponeringsanlæg er omfattet af "Bekendtgørelse om deponeringsanlæg" (bkg. 

nr. 650 af 29. juni 2001). Deponeringsbekendtgørelsen stiller strenge krav til 

både etablering af membraner, drænsystemer og slutafdækning af jorddepoter. 

Der er også krav om sikkerhedsstillelse. Bekendtgørelsen stiller således store 

krav til virksomhedens økonomi. Der vil være store udgifter forbundet med 

både etablering og driften af anlægget. 

Der gælder for deponeringsanlæg, at de kun må ejes af offentlige myndigheder, 

jf. Mbl §50. Amtet kan dog give private virksomheder dispensation til at etablere 

og eje permanente depoter for forurenet jord (specialdepot), men kun hvis 

jorden stammer fra virksomhedens egen produktion. For jord vil det reelt kun 

være aktuelt for virksomheder, som foretager jordrensning. 

Kun i særlige tilfælde vil der kunne gives godkendelse til nye deponeringsanlæg, 

når det kan accepteres i forhold til anden lovgivning - herunder internationale 

naturbeskyttelsesområder, fredede områder m.m. 

Ved godkendelse af offentlige depoter kan amtet ikke begrænse det opland, der 

kan levere jord til depotet. Overskudsjord fra andre amter på Sjælland kan derfor 

blive tilført depoter i amtet. 

Når depotet ikke anvendes mere, stiller deponeringsbekendtgørelsen krav om, 

at det forurenede jord overdækkes med 1,7 meter ren jord subsidiært med 1 m 

ren jord over 15 cm grus, hvis området ønskes anvendt til dyrkningsformål. 

Slutafdækning til andre formål skal ske med mindst 1 m ren jord. 

6.2.4 Godkendelse af jordrenseanlæg 

Jordrenseanlæg godkendes efter Mbl §33, listepunkt K 103, K 206, K 101 eller 

K 102. Amtet er godkendelsesmyndighed. Jordrenseanlæg er ikke omfattet af 

deponeringsbekendtgørelsens regler. 

6.3 Generelle vilkår 

Der skal normalt altid være tæt befæstelse under godkendelsespligtige anlæg. 

Kravet kan fraviges, hvis anlægget etableres i områder uden drikkevandsinteresser, 

på tidligere lossepladser eller lignende. Anvendes SF-sten som vandtæt 

befæstelse skal disse være fuget med f.eks. trasskalk i hele stenens dybde. Ved 

kraftig forurenet jord eller på anlæg, hvor der sker kartering af potentiel kraftigt 

forurenet jord, kan det blive aktuelt at kræve, at jorden holdes under tag. 

Der skal i nogen tilfælde stilles krav om lævolde til at hindre støv- og jordflugt. 

For karteringspladser til vejjord kan man i nogle tilfælde undlade dokumentation 

af den tilførte jords forureningsgrad ved analyser, mens dette normalt altid 

vil være kravet for andre anlæg. 

30

7. SPILDEVANDSFORHOLD 

Perkolat fra nyttiggørelsesprojekter eller anlæg, der f.eks. deponerer eller behandler 

forurenet jord, er at opfatte som spildevand. Ved nyttiggørelsesprojekter 

vil perkolatet som oftest ikke blive samlet op, men blot sive ned i jorden. 

Her er der tale om diffus udledning. På deponerings- eller behandlingsanlæg vil 

der normalt skulle ske en tilbageholdelse af perkolatet. Afhængig af forholdene 

vil perkolatet kunne recirkuleres, opsamles og bortskaffes på lovlig vis, ledes 

til kloak (kræver tilslutningstilladelse til renseanlæg) eller udledes via en udløbsledning 

til overfladevand. I de to sidst nævnte tilfælde er der tale om direkte 

udledning af spildevand. 

Selvom der er tale om en udledning af spildevand, udarbejdes der normalvis 

ikke en separat udledningstilladelse efter Mbl §28. I de tilfælde, hvor der etableres 

et "anlæg" med miljøgodkendelse efter §33, og hvor der opsamles perkolat, 

som udledes direkte, meddeles en udledningstilladelse som en del af miljøgodkendelsen. 

Vilkår til §33-godkendelser, der stilles af hensyn til vandløb, søer eller havet 

indarbejdes i godkendelsen. Vurderingen, der ligger til grund for disse vilkår, 

foretages dog udfra §28 og den tilhørende spildevandsbekendtgørelses §15 

(bkg. 501 af 21. juni 1999) samt bekendtgørelse nr. 921 af 8. oktober 1996 om 

kvalitetskrav for vandområder og krav til udledning af visse farlige stoffer til 

vandløb, søer eller havet. 

I forbindelse med nyttiggørelse og anlæg til deponering eller behandling af 

jord, kan man forstille sig tre forskellige situationer, hvor det efter en konkret 

vurdering kan skønnes nødvendigt at stille vilkår af hensyn til vandløb, søer 

eller havet: 

− I forbindelse med §19-tilladelser med risiko for diffus udledning og 

hvor afstanden til havet, søer eller vandløb er mindre end ca. 25 meter 

− I forbindelse med §33-godkendelser, med risiko for diffus udledning 

og hvor afstanden til nærmeste recipient er mindre end ca. 25 meter, 

eller hvor der sker direkte udledning af perkolat til havet, søer eller 

vandløb. 

− I situationer hvor der skal ske nyttiggørelse eller deponering af forurenet 

jord til opfyldning på søterritoriet. Kystdirektoratet skal have givet 

tilladelse til projektet inden amtet behandler sagen. 

I de ovennævnte situationer skal det vurderes om perkolatet indeholder stoffer, 

som er omfattet af bekendtgørelse nr. 921, og om stofferne forekommer i 

mængder og koncentrationer, der gør at den resulterende koncentration i recipienten 

efter initialfortynding ikke kan overholde kvalitetskravene. Bilag 1 og 

2 i bekendtgørelse nr. 921 indeholder en lang række stoffer, hvoraf mange af 

dem er stoffer, der typisk forekommer i forurenet jord såsom tungmetaller, 

oliekomponenter, PAH’er mv. 

31

Da perkolat fra forurenet jord altid vil indeholde stoffer, der er omfattet af bilag 

1 og 2 i bekendtgørelse nr. 921, skal udledningen iflg. §1, som udgangspunkt, 

begrænses mest muligt ved hjælp af den bedste tilgængelige teknologi. Dette 

gælder først og fremmest situationer med risiko for væsentlige udledninger af 

miljøfremmede stoffer. 

Udledningen/udsivningen af perkolatet må ikke medføre, at bekendtgørelsens 

kvalitetskrav til stofkoncentrationen i de pågældende primære recipienter overskrides 

(§8). Det er dog forbundet med væsentlige problemer at kvantificere 

udsivningen af forurenede stoffer fra forurenet jord. Miljøstyrelsen har ikke 

udviklet et modelværktøj speciel til denne problemstilling, og amtet har vurderet, 

at Miljøstyrelsens JAGG-program ikke er egnet til at beregne koncentrationen 

af udsivende, forholdsvis immobile stoffer i jord. Dette besværliggør vurderingen 

af risikoen for, at recipienter bliver forurenet i forbindelse med nyttiggørelse 

af forurenet jord, og amtet har set sig nødsaget til at gøre vurdering 

kvalitativ frem for kvantitativ. 

Det er amtets vurdering, at for forurenet jord af klasse 1-3, der alene er forurenet 

med lav-mobile forureningskomponenter, vil de forurenede stoffer næppe 

transporteres vertikal eller horisontal over mere end 25 meter i den underliggende 

jord. Forurenet jord af klasse 1-3, der alene er forurenet med lav-mobile 

forureningskomponenter, vil således næppe bidrage til væsentlig forurening af 

recipienter, såfremt disse, eller dræn der leder til recipienter, er placeret mere 

end 25 meter væk fra den forurenede jord. 

Såfremt der nyttiggøres eller oplægges forurenet jord tættere end 25 meter på 

en recipient eller et dræn, foretager amtet en konkret vurdering af det koncentrationsniveau, 

der ledes til recipienten. Vurderingen baseres på følgende: 

• de forurenede stoffers mobilitet i jord (Kow, Koc og S mm.) 

• den forurenede jords egenskaber (pH, foc mm.) 

• den underliggende jords egenskaber (pH, foc, tekstur mm.) 

• de lokale hydrologiske forhold (nettonedbør, grundvandsdannelse, gradienten 

mm.) 

I tabel 7.1 er gengivet fordelingskoefficienter mellem vand og jord (log Koc) og 

opløselighed (S), for forskellige PAH'er /3/ samt en estimeret værdi for tung 

olie. 

Tabel 7.1: Fordelingskoefficienter og opløseligheder. 

Værdierne for PAH'erne stammer fra Miljøstyrelsens projekt nr. 20 Bind 2, 1996 /3/ 

Stof log Koc S (mg/l) 

Tung olie (C25-C35) 1 

6,26 0,004 

Benz(a)pyren 6,26 0,0038 

Dibenz(a,h)antracen 5,92 0,0005 

Naphthalen 5,00 31,0 

1: benz(a)pyren er anvendt som modelstof. 

32

I tabel 7.2 er gengivet en vurdering af organiske stoffers mobilitet baseret på 

Koc /3/. 

Tabel 7.2. Klassificering af organiske stoffers mobilitet. 

Kilde: Miljøprojekt nr. 20, 1996 /3/ 

Mobilitet log Koc 

Ikke mobilt 

> 3,3 

Lidt mobilt 

2,7 – 3,3 

Moderat mobilt 

2,2 – 2,7 

Mobilt 

1,7 – 2,2 

Meget mobilt 

< 1,7 

I forbindelse med sagsbehandlingen vil vurderingen af den resulterende koncentration, 

der ledes til recipienten, være en kvalitativ vurdering udfra bl.a stoffernes 

mobilitet (Tabel 7.2), og resultere i udsagn i form af "lav", "moderat" 

eller "høj" koncentration. 

Til vurderingen er det nødvendigt at vide om der er placeret dræn nærmere end 

25 meter fra stedet hvor den forurenede jord skal genanvendes. I forbindelse 

med ansøgning om nyttiggørelse af forurenet jord, skal amtet således stilles 

krav om fremsendelse af oplysninger om placering af dræn i forhold til placeringen 

af jorden, der ønskes anvendt. Drænoplysningerne vil i de fleste tilfælde 

kunne fremskaffes hos Hedeselskabet. Hvis det ikke er muligt at fremskaffe 

disse oplysninger, bør der i tilladelsen stilles krav om, at det skal sikres, at der 

ikke forekommer dræn indenfor 25 meter af den forurenede jord. 

Kan kvalitetskravene ikke overholdes efter initialfortynding i søen, vandløbet 

eller havet, kan det være aktuelt at overveje udlægning af et spildevandsnærområde 

med lempet målsætning. Ændringer af målsætninger skal optages i 

regionplanen. Kvalitetskravene skal i så fald være overholdt ved nærområdets 

afgrænsning (§6 stk. 3), dog således; 

1) at der inden for nærområdet intet sted efter initialfortyndingen må forekomme 

koncentrationer, der kan forårsage akut giftvirkning 

2) at udledningen ikke må give anledning til ophobning af stoffet i nærområdets 

sedimenter, bløddyr, skaldyr eller fisk og 

3) at udledningen ikke giver anledning til smagsforringende påvirkning af 

fisk og skaldyr. 

8. KOMPETENCEFORDELING MELLEM MYNDIGHEDER 

8.1 Planloven 

Landsplanlægningen udstikker rammerne for regionplanlægningen. Regionplanlægningen 

fastsætter rammerne for kommuneplanlægningen. Kommuneplanlægningen 

fastlægger rammer for lokalplanernes indhold. Der er tale om 

et planhierarki, hvor den mere detaljerede planlægning indholdsmæssigt er 

begrænset af rammerne i den overordnede planlægning: 

• Staten har indsigelsesret overfor regionplanen. 

33

• Amtet skal gøre indsigelse mod kommune- og lokalplaner, der strider 

mod regionplanen eller landsplandirektiver. 

• Kommunen må ikke vedtage lokalplaner, der strider mod kommuneplanen. 

Regionplan 2005-2017, amtets sidste, får status som landsplandirektiv. Retningslinjerne 

i regionplanen skal indarbejdes i de nye kommuners første kommuneplanstrategi. 

Fra 1. januar 2007 skal lokal- og kommuneplaner sendes til høring i staten, dvs. 

Miljøcenteret i Roskilde, som påser at planerne lever op til landsplandirektiverne, 

herunder den seneste regionplan. 

8.1.1. Landzonekompetence 

Kommunerne har fra 1/9 2002 overtaget landzonekompetencen fra amtet. Amtet 

skal høres i de situationer, hvor en landzonetilladelse vil stride imod regionplanens 

bestemmelser, eller der er tvivl om det er tilfældet. I praksis har mange 

kommuner hidtil sendt de fleste sager til høring i amtet, som har svaret kommunen 

indenfor 14 dage. Fra 1. januar 2007 skal sagerne ikke længere sendes i 

høring. 

Kommunerne fører tilsyn med overholdelse af landzonebestemmelserne. Ulovlige 

forhold skal lovliggøres enten ved en tilladelse eller ved at forholdet bringes 

til ophør, medmindre de har underordnet betydning. 

VVM-bestemmelserne 

VVM-reglerne er en del af regionplanlægningen og administreres derfor af 

amtet. 

Fra 1.1.2007 bliver det kommunerne, der skal foretage VVM-screeningerne. 

Det er endnu ikke (pr. 1. august 2006) afklaret hvilken myndighed, der skal 

lave VVM-redegørelser, hvis et anlæg er VVM-pligtigt. 

8.2 Naturbeskyttelsesloven 

Amtet fører tilsyn med de bestemmelser i naturbeskyttelsesloven, der administreres 

af amtet. De bestemmelser, der har særlig relevans i forbindelse med 

jord, er de beskyttede § 3-naturtyper og beskyttelseslinjer, hvor ændringer i 

tilstanden generelt ikke er tilladt uden dispensation. Internationale beskyttelsesområder 

har ligeledes strikte bestemmelser om jorddeponering m.m., som 

administreres af amtet. Skov- og Naturstyrelsen skal også give deres vurdering 

af sagen, hvis amtet vurderer, at et indgreb får indflydelse på et områdes natur. 

Fra 1.1.2007 deles amtets kompetenceområder mellem de nye regionale statscentre 

og kommunerne. Statscentrene bliver myndighed for strandbeskyttelseslinjen, 

kommunerne for de øvrige beskyttelseslinjer og beskyttede naturtyper 

omfattet af Naturbeskyttelsesloven. Statscentrene skal fastsætte målsætningerne 

for tilstanden i Natura 2000 områderne, handlingsplaner for dem samt overvåge 

dem. Kommunerne skal omsætte planerne til praksis, og administrere 

lovens bestemmelser om Natura 2000 områderne. 

34

Fredede områder i Storstrøms Amt administreres af Fredningsnævnet i Vordingborg. 

Amtets natur- og Plankontor er sekretariat for nævnet. Fra 1.1. 2007 

bliver der 2 fredningsnævn i Region Sjælland og statscentrene bliver sekretariater 

for nævnene. 

8.3 Miljøbeskyttelsesloven 

8.3.1 Godkendelser og tilladelser 

Amtet har kompetencen til at meddele tilladelse efter §19 til at oplægges, nedgraves 

eller afledes stoffer, produkter eller materialer, der kan forurene grundvand, 

jord og undergrund. Efter 2007 får kommunerne denne kompetence. 

For tilladelser i henhold til §28 til udledning til vandløb, søer eller havet er det 

i de fleste tilfælde amtet, der har kompetencen. Hvis der er tale om udledning 

af spildevand, der ikke er husspildevandslignende, som f.eks. perkolat er altid 

amtet. Fra 1/1 2007 skal kommunerne give tilladelse efter §28. Dog skal Miljøministeren 

give tilladelse til udledning af spildevand fra de listevirksomheder, 

som staten skal give godkendelse til. 

På listen over godkendelsespligtige virksomheder er det anført, om den pågældende 

type af virksomhed har amt eller kommune som godkendelsesmyndighed. 

Hvis kommunen selv driver en virksomhed af en type, som normalt godkendes 

af kommuner, varetages godkendelsen af amtet og omvendt. Denne 

regel om kompetenceoverførsel ophører efter 1. januar 2007, hvilket betyder at 

kommunerne derefter selv skal godkende og føre tilsyn med de listevirksomheder 

de selv driver. Under alle omstændigheder er det godkendelsesmyndigheden, 

der afgør, om en aktivitet er godkendelsespligtig eller ej. Tilsyns og godkendelseskompetencen 

for langt de fleste af de listepunkter, der i dag har amtet 

som myndighed, overgår efter 1. januar 2007 til kommunerne. Det gælder for 

alle de listepunkter til affaldsanlæg af forskellig slags, der er nævnt i dette notat, 

se dog næste afsnit om tilsyn. 

8.3.2 Tilsyn 

Det er et grundlæggende princip i miljøbeskyttelsesloven, at kommunerne generelt 

fører tilsyn med, at loven overholdes. Al ulovlig oplag af affald herunder 

ulovlige oplag/deponering af jord skal kommunen føre tilsyn med. Det er dermed 

også kommunen, der vurderer om jord i sådanne oplag er forurenet. Afgørelser 

og vilkår fastsat i afgørelser, som er meddelt efter §19, fører kommunerne 

også tilsyn med. Konstateres overtrædelser, orienteres amtet, der varetager 

håndhævelsen. Efter 2007 har kommunen kompetencen til at meddele tilladelse/afslag 

efter §19 samtidig med at de også fører tilsyn med de vilkår der stilles 

i en tilladelse. 

Hvad angår miljøgodkendelser er hovedreglen den, at den myndighed, der 

meddeler miljøgodkendelsen også har tilsynet. For nyttiggørelsesprojekter med 

miljøgodkendelse efter §33 er det altså amtet, der fører tilsyn. Da kommunerne 

efter den 1.1. 2007 overtager denne type virksomheder, overtager de også tilsynene 

med de nyttiggørelsesprojekter, som amtet har meddelt godkendelse til. 

Dog skal tilsynet (ikke godkendelseskompetencen) med større affaldsdepoter 

efter 1. januar 2007 overtages af staten. 

35

Amtet er også tilsynsmyndighed for virksomheder, der ikke er på listen over 

godkendelsespligtige virksomheder, og som drives af en kommune. Det er lidt 

uklart, hvor bredt virksomhedsbegrebet her skal forstås. Den kommenterede 

miljøbeskyttelseslov (s. 614) omtaler virksomheder, anlæg eller indretninger. 

Spørgsmålet er, hvor mange kommunalt drevne aktiviteter, der er omfattet af 

virksomhedsbegrebet i denne sammenhæng. Dette tilsyn skal efter 1. januar 

2007 også varetages af kommunerne selv. 

8.4 Jordforureningsloven 

8.4.1 Tilladelser, dispensationer og anmeldelser 

Amtet har kompetencen til at meddele tilladelser i henhold til jordforureningslovens 

§8 stk. 1 til visse ændringer af anvendelsen af kortlagte arealer og i 

henhold til §8 stk. 2 til bygge- og anlægsarbejder på visse kortlagte arealer (se 

2.3.2.). Efter 2007 overtager kommunerne disse kompetencer, men skal i hver 

enkelt sag indhente en udtalelse fra regionen. 

Amtet har også kompetensen til at dispensere fra forbudet mod tilførsel af jord 

til råstofgrave samt at stille vilkår til disse dispensationer. Dispensationerne 

gives efter jordforureningslovens §52. Efter 2007 overtager regionen denne 

kompetence. Tilsyn med vilkårene givet efter §52 føres af kommunen. 

Ligeledes er det amtet, der udarbejder afgørelser om genoptagelse af arbejdet 

efter §71 stk. 2, når der har været standsningspligt i forbindelse med bygge- 

eller jordarbejde pga. en konstateret ikke kendt forurening. Efter 2007 er det 

regionen, som udarbejder afgørelser om genoptagelse af arbejdet efter §71. stk. 

2. 

Det er kommunen, der skal vurdere anmeldelser i henhold til §50 stk. 2 om 

opgravning og flytning af jord. Kommunen har i denne forbindelse mulighed 

for at tage stilling til, om anmelders vurdering af jordens forureningsgrad er 

acceptabel. Kommunen kan i denne forbindelse kræve, at der tages (flere) analyser 

af jorden, jf. anmeldebekendtgørelsens §5. Anmeldelsen har til formål at 

sikre, at jordflytningen sker i overensstemmelse med lovgivningen. Som tilsynsmyndighed 

for reglerne i miljøbeskyttelsesloven (se afsnit 8.3.2) får kommunerne 

mulighed for f.eks. at sikre, at Mbl §19 og §33 overholdes. 

At amtet i visse tilfælde skal have tilsendt anmeldelserne i kopi, jf. afsnit 5.2.4. 

betyder ikke, at kompetencen til at vurdere jorden og jordflytningen overdrages 

til amtet. Heller ikke selvom det er kommunen, der anmelder jordflytningen. 

Formålet med at anmeldelsen skal videresendes til amtet er, at amtet kan gøre 

indsigelser, hvis den nødvendige tilladelse eller dispensation ikke er i orden. 

I fremtiden skal opgravning og jordflytning anmeldes til den kommune, hvor 

jorden opgraves, og kommunen skal sende en kopi til regionen samt en kopi til 

den kommunen, hvor jorden skal anvendes. Anmeldelsen skal ske, når der er 

tale om forurenet jord, jord fra en kortlagt ejendom, en kortlagt del af en ejendom, 

en offentligt vej eller fra en ejendom, som er omfattet af områdeklassificeringen 

efter jordforureningslovens § 50a eller ved flytning af jord fra et godkendt 

modtageanlæg for jord. 

36

8.4.2 Tilsyn 

Som det også er tilfældet med miljøbeskyttelsesloven, er det kommunerne, der 

fører tilsyn med, at jordforureningsloven og de regler, der er fastsat med 

hjemmel i loven, overholdes. Modsat miljøbeskyttelsesloven er det dog amtet 

selv, der fører tilsyn med, at vilkår fastsat af amtet i forbindelse med tilladelser 

eller dispensationer overholdes. Det er også amtet, der fører tilsyn med, at påbud 

meddelt af amtet efterkommes (dog med en enkelt undtagelse som ikke er 

relevant i forbindelse med disponering af jord, og derfor ikke nævnes her). Dette 

betyder f.eks, at det er amtet selv, der fører tilsyn med og håndhæver på vilkår, 

amtet har fastsat i forbindelse med dispensationer til tilførsel af jord i råstofgrave 

samt §8-tilladelser til arealanvendelsesændringer og bygge- og anlægsarbejder 

på kortlagte arealer. Efter 2007 er det kommunerne, som fører 

tilsyn med og håndhæver på vilkår givet efter jordforureningslovens §8. Det er 

regionen, som fører tilsyn og håndhæver på vilkår givet efter jordforureningslovens 

§52. 

8.5 Affaldsbekendtgørelsen 

Det er alene kommunerne, der har kompetence inden for bekendtgørelsens område. 

Kommunen afgør dermed, om jord er affald eller ej, og kan give påbud 

om, at (forurenet) jord skal fjernes. 

Amtet har imidlertid kompetencen til at beslutte hvilket listepunkt et givent 

projekt med forurenet jord skal godkendes efter, også selvom begrebet affald 

indgår. Eksempelvis hvis der er tale om en støjvold, der skal godkendes efter 

listepunkt K206 "Anlæg til nyttiggørelse af affald". 

Det samme gælder i forhold til VVM-screening. Amtet har kompetencen til at 

beslutte om et givent projekt skal VVM-screenes, også selvom begrebet affald 

indgår i det aktuelle bilagspunkt i "VVM-bekendtgørelsen". 

Kommunen har pligt til at anvise, hvad der skal ske med affald, hvilket sker 

ved udarbejdelse af et affaldsregulativ, der beskriver dels en indsamlingsordning 

og dels en anvisningsordning. Kun i de få tilfælde, hvor affald ikke er 

omfattet af affaldsregulativet, laver kommunen en specifik anvisning af affaldet. 

Anvisning skal ske på baggrund af en konkret vurdering af affaldets egenskaber, 

herunder nødvendige prøvetagninger og analyse. 

Anvisning skal ske til virksomheder eller anlæg, der modtager affald med henblik 

på nyttiggørelse eller bortskaffelse. 

Kommunen har kompetencen til at klassificere affald. Klassificeringen sker i 

forhold til listen over affaldstyper i bekendtgørelsens bilag 2. Listen er lavet ud 

fra det europæiske affaldskatalog, EAK. 

Affaldshåndtering skal ske med udgangspunkt i følgende prioritering: 

1) Genanvendelse 

2) Forbrænding med energiudnyttelse 

3) Bortskaffelse 

Kommunens afgørelser i henhold til affaldsbekendtgørelsen kan ikke påklages. 

37

Når kommunens eget jord klassificeres som affald, er kommunen stadig myndighed 

i forhold til affaldsbekendtgørelsen. På dette område sker der altså ingen 

overførsel af kompetence til amtet, selv om kommunen ejer den pågældende 

jord. 

Som hovedregel er det den kommune, hvor affaldsproduktet er genereret, behandlet 

eller har været oplagret, der er forpligtiget i forhold til det aktuelle affald. 

8.6 Afgiftsforhold 

8.6.1 Brugerbetaling til amtet 

For anlæg godkendt efter Mbl §33 skal der betales brugerbetaling for godkendelsesarbejde 

og tilsyn til tilsynsmyndigheden i lighed med andre miljøgodkendte 

virksomheder. 

8.6.2 Affaldsafgift til Skat 

Der er to Skatteregioner i amtet. Den ene dækker Sydsjælland og har kontor i 

Næstved. Den andet dækker Lolland-Falster og har kontor i Maribo. Det er 

Skatteregionerne, der suverænt afgør, om en specifik anvendelse/deponering af 

overskudsjord er afgiftspligtig. Amtet anbefaler ansøger, at de kontakter Skatteregionen 

vedrørende afgiftsspørgsmålet. Alle tilladelser efter Mbl §19 og 

godkendelse efter §33, listepunkt K206 (nyttiggørelse) sendes i kopi til Skatteregionen. 

Told- og skattemyndighedernes regelgrundlag er: 

• Lov om afgift af affald og råstoffer (Lov nr. 838 af 19. december 1989) 

med senere ændringer. 

• Punktafgiftsvejledningens, del G, Miljøafgifter - G.3 affald (kan ses på 

www.toldskat.dk.) 

Affaldsafgiften blev indført i 1987 med det formål at begrænse affaldsmængderne 

og øge incitamentet til genanvendelse. De overordnede rammer og principper 

for affaldsafgiften skitseres i EU-reguleringen og den væsentligste retsakt 

er direktivet om affald - affaldsrammedirektivet. Dette direktiv fastslår det 

behandlingshierarki, som affaldsafgiftsloven er bygget op efter: Højeste prioritet 

er affaldsforebyggelse og affaldsminimering, hvorefter kommer genanvendelse, 

forbrænding med energiudnyttelse og til sidst deponering. 

Ifølge affaldsafgiftslovens §11 stk. 1 

skal virksomheder og anlæg, der til deponering eller forbrænding modtager 

affald, der er omfattet af kommunalbestyrelsens anvisningspligt 

eller en kommunal indsamleordning, registreres hos de statslige told- 

og skattemyndigheder 

38

og ifølge §9 

skal der betales afgift af affald, der tilføres en registreringspligtig virksomhed. 

Anlæg til deponering af jord, der er olie-, kemikalie-, eller tungmetalforurenet, 

er dog fritaget for registrering og dermed fritaget for afgift under forudsætning 

af, at anlægget ikke modtager andet anvisningspligtigt affald d.v.s at anlægget 

skal være et såkaldt specialdepot. Et depot, der etableres i forbindelse med en 

registreringspligtig virksomhed, defineres som et specialdepot, hvis der er særskilt 

tilkørsel til specialdepotet, og dette er afskilt med hegn fra den registreringspligtige 

virksomhed. 

I punktafgiftvejledningen står, at "Rent jordfyld og ren jord der tilføres registreringspligtige 

anlæg er fritaget for afgift". Rent jordfyld og ren jord er i 

punktafgiftvejledningen defineret som "rene jordmaterialer, som ikke er omfattet 

af kommunalbestyrelsens anvisningspligt, og som er til fri anvendelse". 

Desuden er det i vejledningen præciseret, at "renset jord, som efter rensningen 

er så ren, at jorden kan disponeres frit, betragtes som ren jord også i afgiftslovens 

forstand." 

Anvendelse af affald i bygge- og anlægsarbejder udløser ikke registreringspligt, 

når anvendelsen sker efter regler udstedt med hjemmel i miljøbeskyttelseslovens 

§19, stk. 5 (se nedenfor). Før april 2001 blev punktafgiftvejledningen 

i Storstrøms Amts Told- og Skatteregioner fortolket sådan, at genanvendelse af 

affaldsprodukter, der ikke blev reguleret af cirkulærer eller genanvendelsesbekendtgørelsen, 

men efter Mbl §19, var registreringspligtige, og dermed afgiftspligtige. 

Fra april 2001 blev det indført i punktafgiftsvejledningen, at undtagelse for 

registreringspligt også gælder genanvendelse i bygge- og anlægsprojekter, hvor 

hjemlen er miljøbeskyttelseslovens §19 eller §33. Det er en forudsætning, at 

det anvendte affald har de fornødne anlægstekniske egenskaber. I genanvendelsesbekendtgørelsen 

er det specificeret, at bygge og anlægsarbejder omfatter: 

Etablering af veje, stier, pladser, støjvolde, ramper, diger, dæmninger, jernbaneunderbygning, 

ledningsgrave, terrænregulering, anlæg på søterritorium 

samt opfyldning i gulve og under fundamenter. Genanvendelse er defineret 

som: Anvendelse af restprodukter og jord til bygge- og anlægsarbejder som 

erstatning for primære råstoffer og uforurenet jord til opfyldning. 

Af punktafgiftsvejledningen fremgår desuden følgende regler: 

• Såfremt bortskaffelsen (læs: nyttiggørelse) ikke sker i overensstemmelse 

med reglerne i de ovenfor nævnte cirkulærer eller genanvendelsesbekendtgørelsen, 

vil det udløse registreringspligt, når anvendelsen kan 

sidestilles med deponering. 

• Ved deponering forstås i afgiftsmæssig henseende en oplagring af affaldet 

af mere permanent karakter med det formål at skaffe sig af med 

affaldet. 

39

• Hvis der på en registreringspligtig virksomhed anvendes affald til bygge- 

og anlægsarbejder, skal der betales afgift af det anvendte affald. 

Sidstnævnte regel gælder dog ikke på specialdepoter for jord. Her kan forsorterede 

rene stenmaterialer, forsorterede rene uglaserede teglmaterialer (mursten 

og teglsten) samt forsorteret rent beton afgiftsfrit anvendes til interimsveje. 

• Blanding af affaldsfraktioner, der er omfattet af forskellige regler om 

genanvendelse vil udløse registreringspligt for det anlæg, hvor affaldet 

modtages. 

Til dette skal det dog nævnes, at Told- og Skatteregionen Maribo i forbindelse 

med en tilladelse efter Mbl §19 til anvendelse af forurenet jord og slagger til 

opfyldning af en dok, vejledende har udtalt, at opfyldningen ikke udløser registreringspligt 

og dermed er fritaget for affaldsafgift. 

Fritaget for afgift er således: 

• Forurenet jord, som køres til et specialdepot. 

• Ren jordfyld og ren jord, der tilføres et registreringspligtigt deponeringsanlæg 

som hele selvstændige læs, og som anvendes til daglig afdækning 

eller slutafdækning. 

• Forurenet jord, som genanvendes i bygge- og anlægsarbejder med tilladelse 

efter Mbl § 19 eller §33 under forudsætning af, at afgiftsfritagelsen 

i det konkrete tilfælde accepteres af Skat. 

40

KILDER 

/1/ Vejledning i håndtering af forurenet jord på Sjælland, juli 2001, 

med rettelsesblade af maj 2004 og januar 2006. Udgivet af amterne 

på Sjælland samt Frederiksberg og Københavns Kommune. 

ISBN nr. 87-90723-17-1. 

/2/ Teknisk notat om fælles kriterier for ren-jordsproblematikken på 

Sjælland og Lolland-Falster, 22. november 2002, uarbejdet af en 

arbejdsgruppe bestående af medarbejdere fra amterne på Sjælland 

samt Københavns og Frederiksberg Kommuner. Udgivet af 

Teknik & Miljø, Frederiksborg Amt. J.nr. 8-50-7-02. 

/3/ Projekt om jord og grundvand fra Miljøstyrelsen. Nr. 20 1996. 

Kemiske stoffers opførsel i jord og grundvand: Bind 2. 

41

Vejledende retningslinjer for midlertidige oplag af vejjord 

Forudsætninger: Jorden er ikke nødvendigvis analyseret inden opgravning, evt. analyseret ved stikprøver 

Jorden indeholder ikke synlig eller lugtbar forurenet jord. Eventuelle hot-spots er fjernet 

Hvis jorden flyttes udenfor vejareal er jordflytningen anmeldt efter jordforureningsloven §50 

Minimal risiko for 

menneskers kontakt 

med jord 

< 2 mdr. > 2 mdr. 

< 100 t > 100 t 

Kræver ikke vurdering i 

amtet (Skal vurderes i forhold 

til landzonebestemmelser 

i kommunen) 

Historikken er undersøgt, og der er ikke fundet hverken mistanke 

om eller kendte forureninger (V0, V1, V2) 

Placering indenfor vejareal Placering udenfor vejareal 

Risiko for menneskers 

kontakt med 

jord 

Ja 

Kræver vurdering i amtet - 

Vil som regel kræve godkendelse/tilladelse 

På befæstet areal 

Ingen udledning til recipient 

Ingen kontaktrisiko 

> 2 mdr. < 2 mdr. 

> 100 t < 100 t 

Kræver ikke vurdering i 

amtet (Skal vurderes i forhold 

til landzonebestemmelser 

i kommunen) 

NEJ 

BILAG 1 

Vurderes i Amtet - 

Ofte lang sagsbehandlingstid 

Miljø- sundhedsrisiko, f.eks. uden 

befæstelse, udledning til recipient, 

hvor folk færdes 

Kræver vurdering i amtet - 

Vil som regel kræve godkendelse/tilladelse 

42

Forklaring til diagram "Vejledende retningslinjer for midlertidige oplag 

af vejjord" 

Diagrammet kan kun benyttes i forbindelse med midlertidige oplag af vejjord 

Forklaring til hver enkel boks: 

Boks 1: "Historikken er undersøgt, og der er ikke fundet hverken mistanke 

om eller kendte forureninger (V0, V1, V2)" 

Hermed menes, at det er undersøgt via kommunens, amtets, politiets 

eller andre arkiver, om der har været eller er virksomheder eller andre 

aktiviteter, uheld mv. som kan have forårsaget en forurening af 

jorden. Der er vigtigt, at der gøres en aktiv indsats for at opspore 

eventuelle forureningskilder. 

Med "V0" menes grunde som er lokaliseret f.eks. på baggrund af 

oplysninger om aktiviteter, der har foregået på ejendommen, men 

hvor der endnu ikke er sket en vurdering i forhold til kortlægning efter 

jordforureningsloven. Med "V1" menes, at ejendommen er kortlagt 

efter jordforureningslovens på Vidensniveau 1, dvs. der er kendskab 

til aktiviteter, som kan have forurenet ejendommen (se afsnit 

2.3.1). Med "V2" menes, at ejendommen er kortlagt efter jordforureningsloven 

på Vidensniveau 2, dvs. der er dokumenteret en forurening 

(se afsnit 2.3.1). 

Boks 2: " Placering indenfor vejareal" 

Hermed menes, at jorden er placeret indenfor vejskel. 

Boks 3: "Minimal risiko for menneskers kontakt m. jord" 

Hermed menes, at jorden er placeret, hvor mennesker normalt ikke 

færdes. Dvs. at jorden ikke er placeret i nærheden af fortove, gang- 

eller cykelstier, ved rekreative områder, legepladser, P-pladser, rastepladser 

mv. 

Boks 4: "Risiko for menneskers kontakt m. jord" 

Hermed menes, at jorden er placeret hvor mennesker færdes f.eks. i 

nærheden af fortove, gang- eller cykelstier, rekreative områder, legepladser, 

P-pladser, rastepladser mv. 

Boks 5: "Placering udenfor vejareal" 

Hermed menes, at jorden placeres udenfor vejskel. 

43

Boks 6: "På befæstet areal. Ingen udledning til recipient. Ingen kontaktrisiko" 

Med "befæstet areal" menes et areal med fast belægning dvs. asfalt, 

beton, fliser, SF-sten, fast stabilgrus eller lign., der sikre, at jorden 

kan fjernes helt igen. 

Med "ingen udledning til recipient" menes, at regnvand der falder på 

jordoplaget ikke løber til vandløb, søer eller havet. Dette gælder både 

vand, der strømmer gennem jordoplaget og vand som løber på 

overfladen af jorden. 

Med "ingen kontaktrisiko" menes, at jorden er placeret hvor mennesker 

ikke færdes. Dvs. i god afstand til gang- eller cykelstier, rekreative 

områder, legepladser, P-pladser, rastepladser mv. 

Boks 7: "Miljø- sundhedsrisiko, f.eks. uden befæstelse, udledning til recipient, 

hvor folk færdes" 

Hermed menes, at jorden placeres, hvor der kan være risiko for miljøet 

og/eller for menneskers sundhed. F.eks. på et areal der ikke er 

befæstet, eller hvor befæstelsen ikke er fast f.eks. perlesten, knust asfalt, 

løst grus mv. Der kan også være tale om et areal med en fast befæstelse, 

men hvor regnvand løber til et vandløb en sø eller til havet. 

Endelig kan der være tale om et areal, hvor mennesker færdes f.eks. i 

nærheden af gang- eller cykelstier, rekreative områder, legepladser, 

P-pladser, rastepladser mv. 

44

Jordnotat - Miljøministeriet

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?