Læs side 22-27 i MiljøDanmark nr 3 2006

mim.dk

Læs side 22-27 i MiljøDanmark nr 3 2006

❙ PORTRÆT ❙ AF JENS VILSTRUP FOTO: RICKY MOLLOY ❙

22 MILJØDANMARK NR. 3 JUNI 2006

I klodens


tjeneste

I Greenpeace sidder en 63-årig kampagnemedarbejder ved navn Tarjei

Haaland. I 1960 – samme år som Connie Hedegaard blev født – deltog

han i den første march herhjemme mod atomvåben. Og lige siden har

han kæmpet for at gøre jorden til et bedre sted at være. En kamp, der i år

har resulteret i indstillingen til Nordisk Råds Natur- og Miljøpris.

”Tarjei Haaland er en ildsjæl, der med

klart og sikkert fokus har gjort en markant

forskel, når det gælder bevidstheden

om energibesparelser, udvikling af

vedvarende energiproduktion og en

målrettet indsats for at begrænse klimaændringerne.”

Sådan hedder det i indstillingen til

Nordisk Råds Natur- og Miljøpris, der

uddeles til en organisation, en virksomhed

eller en person, som har udvist et

særligt initiativ inden for natur- og

miljøbeskyttelse.

I år er temaet for prisen klimaforandring

og klimatilpasning, og uanset om

kampagnemedarbejderen i Greenpeace

med det underlige navn får prisen eller

ej, så hersker der ingen tvivl om, at der

et sted inden i hans korte, 63-årige krop

brænder en særlig flamme, der gennem

årtier har fået ham til at tage en lang

række initiativer på netop disse områder.

I sandaler med tykke sokker og en

smule febrilsk over, at hans person

skulle være genstand for opmærksomhed,

tager Tarjei Haaland imod på Greenpeaces

langtfra prangende kontor i en

baggård på fjerde sal i Bredgade i København.

Og selvom Tarjei Haalands rigtige

alder ingen steder er at læse i hans godt

nok gråhårede, men forholdsvis urynkede,

glatte ansigt, så er han dog tydeligt

meget ældre end resten af medarbejderne

MILJØDANMARK NR. 3 JUNI 2006

>

23


❙ PORTRÆT ❙ AF JENS VILSTRUP FOTO: RICKY MOLLOY ❙

på det danske Greenpeace-kontor, hvor

han har været ansat siden 1992. Hans

skrivebord midt i lokalet stikker også ud,

fuldkommen overdækket og rodet som

det er med papirer, pjecer og rapporter

fra et langt liv i det, han sikkert selv ville

kalde ’klodens tjeneste’.

”…de fik med spanskrøret, mens vi andre

kun fik lussinger. Det er noget af det

mest uretfærdige, jeg har oplevet.”

Allerede som teenager og ung mand var

han i slutningen af 1950’erne og i starten

af 1960’erne på barrikaderne i kampen

mod atomvåben, og han var en af de absolut

drivende kræfter bag Organisationen

til Oplysning om Atomkraft, OOA,

der i 1985 kunne fejre Danmarks endelige

nej til atomkraft. Atomkraft er Tarjei

Haaland stadig inderligt imod, men kampen

er i dag først og fremmest blevet afløst

af en omsorg for klodens klima. Den

består i en indædt modvilje mod brugen

af kul, mod de problematiske stigninger i

24 MILJØDANMARK NR. 3 JUNI 2006

CO2-udslippet og mod den globale opvarmning.

Med et aldrig svigtende engagement

har han gennem mere end 40 år markeret

sig i miljø- og klimadebatten, men hvem

er han egentlig dette lille energibundt

med den beskedne facon? Og hvad er

Tarjei Haaland nu for et navn?

– Det udtales HÅland. Der er mange,

der udtaler det forkert, og det er frygteligt

besværligt, når jeg fx skal bestille en

billet eller sådan noget. Navnet er norsk

og Tarjei er en telemarksversion af Terje.

Jeg er født i Norge under krigen, men da

den var slut, blev min norske far og min

danske mor skilt, og min mor tog mig

med til Danmark, hvor hun senere fandt

en anden mand, som blev en dejlig stedfar,

indtil de skiltes, da jeg var 13 år. Jeg

er fuldkommen pæredansk på trods af

mit navn, siger Tarjei Haaland, der boede

i Nærum i det meste af sin barndom. Her

gik han et par år på Nærumgårdsskolen,

og det var bestemt ’ikke nogen fornøjelse,”

som han siger:

– De børnehjemsbørn, der boede i

Nærum på det tidspunkt, og som gik på

skolen, de fik med spanskrøret, mens vi

andre kun fik lussinger. Det er noget af

det mest uretfærdige, jeg har oplevet.

” Vi var en lille gruppe, der startede, og

aviserne syntes, at sådan en march var

fuldstændig tåbelig. Information kaldte

os bl.a. ’barfodsgængere.’ ”

Hans mor flyttede ham hen på Bernadotteskolen,

og det var godt. Men så begyndte

han på Holte Gymnasium i 1959,

og her blev han kanøflet. Det blev man

bare, når man kom fra Bernadotteskolen.

Men det betød mindre, for Tarjei havde

allerede en sag at brænde for, da han gik

i 1.g. Moren var politisk engageret på

venstrefløjen, og i hjemmet kom der

mange mennesker, der ivrigt diskuterede

politik. Især var atomvåben og Den

Kolde Krig et varmt emne.

– Der havde på det tidspunkt været

nogle Aldermaston-marcher mod atom-


våben i England. Og min mors kusines

søn og jeg blev så enige om, at vi skulle

prøve at samle nogle skoleelever til

sådan en march. Så vi sendte et brev til

Niels Bohr, om han ikke ville modtage os

på sin balkon, når vi kom ind. Men han

sagde nej, og det var vi så skuffede over,

at vi opgav det. Men senere så startede de

voksne Nej til Atomvåben. Ud over en

anden, som allerede gik ud i 1.g, var jeg

den eneste på gymnasiet, der interesserede

mig for det her emne. Det optog mig,

fordi jeg var bange for at det kunne gå

galt. Simpelthen. Der måtte protesteres

imod atomvåben og de atmosfæriske

atomprøvesprængninger. Jeg talte om det

og begyndte at dele materiale ud. Men jeg

fik hurtigt besked om, at den slags ikke

hørte til på Holte Gymnasium, siger

Tarjei Haaland, der, mens han gik i 2.g,

var med på den første Nej til Atomvåbenmarch

i 1960 fra Holbæk til København.

– Vi var en lille gruppe, der startede,

og aviserne syntes, at sådan en march

var fuldstændig tåbelig. Information

kaldte os bl.a. ’barfodsgængere.’ Det var

absolut ikke velset. Men det blev det jo

ikke mindre interessant af, at man som

ung kunne være med til noget, som var

sådan lidt frækt og anderledes. Efterhånden

blev en stor del af min private

venne- og omgangskreds involveret i

marcherne. Min mor kom med, og min

onkel kørte lokumsvognen. Jeg var ikke

med til at arrangere marcherne som

sådan, men jeg var som aktivist med til,

at det logistisk kunne lade sig gøre, at

der blev ryddet op efter os og den slags.

”Det der med atomvåben var en del af

mig, det fulgte mig. Men jeg var ikke politisk

funderet på den måde, og jeg har aldrig

været medlem af noget parti.”

I midten af 60’erne opløstes bevægelsen,

da man fik et løfte om, at der ikke befandt

sig atomvåben på dansk grund.

Thule var der ingen, der dengang anede

noget om.

Tarjei Haaland gik ud af gymnasiet,

læste filosofikum og begyndte så på geologistudiet.

Det skyldtes en inspirerende

lærer i gymnasiet, men også hans norske

ophav.

– Hver sommer besøgte jeg som barn

min norske far på en lille ø syd for Bergen.

Og der var jo fjeld. Der var en gammel

tysk bog, som beskrev geologien i

området, og jeg syntes, det var spændende

at gå og finde det, der var på kortene.

For at tjene penge til studierne begyndte

han at privatundervise elever fra

Bernadotteskolen, hvor han senere blev

ansat som lærer – et job, der holdt ham

kørende helt ind til slutningen af 80’erne.

Tiden var glødende, ungdomsoprøret var

i fuld gang, og Tarjei Haaland var med i

demonstrationerne mod Vietnamkrigen.

Men supermarxisternes akademiske bragesnak

sagde ham ikke meget.

– Det der med atomvåben var en del af

mig, det fulgte mig. Men jeg var ikke politisk

funderet på den måde, og jeg har

aldrig været medlem af noget parti. Og

marxisternes sprog kunne jeg slet ikke

holde ud. For mig handlede det om at

gøre sig forståelig. Jeg var ikke til alle de

der fine ord og var heller ikke med i

selve studenteroprøret, men var efterfølgende

fagpolitisk aktiv. Så kom EF-afstemningen

i 1972 – den var jeg meget

engageret i som modstander. Og så blev

jeg igen upopulær, da jeg på studiet

hængte plakater op, der advarede imod,

at blev vi medlem af EF, så risikerede vi,

at man ville bryde uran på Grønland,

som kunne ende i atombomber. Det blev

taget meget ilde op, siger Tarjei Haaland,

der på sit studie også savnede en mere

miljøpolitisk vinkel på geologien. Derfor

var han en af drivkræfterne bag oprettelsen

af et kursus, der hed Miljøgeologi.

– I den forbindelse satte jeg mig ind i

atomkraftens affaldsproblematik. Og jeg

blev dybt chokeret over, at alle talte om

atomkraft, men ingen berørte affaldsproblemet,

som var fuldkommen uløst.

Der var en udbredt accept af fredelig udnyttelse

af a-kraft, også blandt Nej til

Atomvåben-folk. Men problemerne var

der slet ingen fokus på. Heller ikke i

medierne, fortæller Tarjei Haaland, der i

1973 hørte om en gruppe mennesker, der

havde lavet en studiekreds om atomkraft.

For mig er – og var – det enormt vigtigt,

at det faglige grundlag er i orden. Hvis

jeg ikke ved, at jeg har dokumentation

for det, jeg siger, så duer jeg ikke.

– Jeg bankede på, og det blev så til, at vi

var 12 mennesker – alle helt ubeskrevne

– der sammen startede OOA i begyndelsen

af 1974. Vi tog fat i debatten fra USA

og prøvede at føre den til Danmark. Op

gennem 60’erne var de danske elværker

ikke interesserede i at indføre a-kraft,

men efter den første oliekrise i 1973 blev

de meget varme på idéen. På det tidspunkt

kunne de indføre a-kraft blot ved

en underskrift fra undervisningsministeren,

fordi Risø hørte under dét ministerium.

Vi startede i OOA med blandt andet

at kræve, at det var Folketingets opgave

at beslutte, om Danmark skulle

have atomkraft eller ej. Og at befolkningen

skulle informeres om problemerne

og alternativerne. Alle partier undtagen

VS og alle myndigheder var for atomkraft,

så det var virkelig op ad bakke.

Hele vejen gennem systemet var der linet

op til, at vi skulle have atomkraft ligesom

i Sverige og USA, siger Tarjei Haaland,

der, dengang som nu, var optaget af

at have fagligheden i orden.

– Vi ville have de kritiske ting på bordet,

så man kunne få en fair diskussion.

Det har altid præget mig. Min indgangsvinkel

var affaldsproblematikken, og jeg

brugte mit naturvidenskabelige fundament.

For mig er – og var – det enormt

vigtigt, at det faglige grundlag er i orden.

Hvis jeg ikke ved, at jeg har dokumentation

for det, jeg siger, så duer jeg ikke. En

af grundene til, at det lykkedes for OOA,

var netop, at vi havde læst på lektien. Vi

blev hurtigt klar over, at skulle vi overbevise

et flertal i Folketinget, så skulle vi

vidensmæssigt matche både myndigheder

og politikere. Det lykkedes så endeligt

i 1985, da et flertal Folketinget sagde

nej til atomkraft i Danmark. Min opgave

i OOA var at være et slags energipolitisk

dyr. Og jeg lærte i de år, at timingen betyder

alt, at man skal være der, når politikerne

er klar til at lytte. Det har fulgt

mig lige siden. En vigtig del af mit arbejde

i Greenpeace er også at læse det >

MILJØDANMARK NR. 3 JUNI 2006

25


❙ PORTRÆT ❙ AF JENS VILSTRUP FOTO: RICKY MOLLOY ❙

politiske spil og finde ud af den rigtige

timing, siger Tarjei Haaland.

– Man kan sige meget dårligt om mig,

men magt har aldrig interesseret mig, og

jeg har været fuldstændig håbløs til at

gøre karriere.

OOA fortsatte trods succesen med at eksistere

indtil 2000. Og Tarjei Haaland

fortsatte med at knokle frivilligt og uden

løn. Arbejdet tog al hans tid, og først da

han var over 40, havde han overskud og

tid til at stifte familie. Han mødte den

kvinde, han i dag er gift og har børn

med, i forbindelse med en underskriftsindsamling

på Kultorvet. Og geologistudiet?

Ja, det fik han aldrig afsluttet. Godt

nok kørte han i 1990 nogle papkasser

med al sit OOA-arbejde ned til RUC og

fik ja til at skrive et afsluttende speciale.

To år senere afleverede han samme sted

en større udredning om drivhusgasudledningen

i Danmark, men fik ikke svar

26 MILJØDANMARK NR. 3 JUNI 2006

og fulgte det ikke op, da han lige var

startet i Greenpeace.

– Man kan sige meget dårligt om mig,

men magt har aldrig interesseret mig, og

jeg har været fuldstændig håbløs til at

gøre karriere. Det var dumt, at jeg ikke

blev færdig med mit studie, når jeg var

så tæt på. Men jeg kunne simpelthen

ikke slippe det politiske arbejde. Det var

her og nu, fandeme. Ellers risikerede vi

jo at få atomkraft.

Men projekt Nej til Atomkraft lykkedes

jo i 1985. Hvorfor fortsatte OOA med at

eksistere indtil år 2000?

– Fordi vi sagde: Nu har vi fået nej til

atomkraft, men det kan ikke nytte noget,

at vi skal have kul i stedet for. Det har

været min kæphest og min hjertesag lige

siden at prøve at påvirke den udvikling.

Jeg startede i 1992 som ozonlagsbeskytter

og klima-campaigner her i Greenpeace

og har arbejdet meget på at fremme

en afvikling af kulkraften. Og det var en

sejr, da det lykkedes at få den daværende

regering til sammen med de radikale og

SF at beslutte, at man ikke skulle bygge

nye kulfyrede værker i Danmark. Argumentet

var, at vi ikke kunne leve op til

vores klimamål med nye kulfyrede værker.

Og det er i dag stadig en de facto beslutning.

Men i Danmark bruger vi stadig

45 procent kul i elproduktionen – og ligger

i verdens top 5 med hensyn til kulimport

pr. indbygger. Så Danmark skal

ud af kulalderen, hvis vi skal kunne nå

vores klimamål.

OOA havde en stor folkelig opbakning.

Hvor er den henne i spørgsmålet om brugen

af kul?

– Atomkraftdebatten var et spørgsmål

om ja eller nej. Det var meget enkelt at

tage stilling til. Kuldebatten derimod er

ikke så nem og så skåret ud i pap, som

atomkraftdebatten var. Klimaet kom på

dagordenen i 1987 i forbindelse med udgivelsen

af Brundtland-rapporten. Ud


Nordisk Råds store Natur- og Miljøpris på 350.000 kroner uddeles i år for 12. gang. Bag indstillingen

af Tarjei Haaland står folketingsmedlemmerne Steen Gade, Anne Grete Holmsgaard, tidligere miljø- og

energiminister Svend Auken, tidligere energiminister Jens Bilgrav-Nielsen samt professor Peder Agger.

”Tarjei Haaland har siden 1992 arbejdet i Greenpeace med det samme skarpe fokus på at påvirke offentligheden

og det politiske system til at tage klimaproblemerne alvorligt og sørge for at ord bliver fulgt op

af handling. Altid med udgangspunkt i videnskabelige facts og sikker dokumentation. Initiativerne er omfattende

(…) I år kulminerende med et nordisk scenarium for reduktion af CO2-udslip i Norden på 67 procent

i 2030 – uden atomkraft,” hedder det blandt andet i indstillingen.

over at kullene er forurenende, er de jo

også de meste beskidte i forbindelse med

CO2-udslippet. Og det eneste positive

man kan sige om atomkraft, er, at der

ikke kommer CO2 ud af skorstenen. Et

argument atomindustrien bruger i dag.

Er det ikke også et meget godt argument?

– Joh, men atomkraft er forbundet med

så mange andre problemer, som gør den

uacceptabel. Eksempelvis et uløst affaldsproblem.

Og selv en markant udbygning

med atomkraft, som udelukkende

producerer el, vil kun give et helt marginalt

og meget dyrt bidrag til løsning af

vores klimaproblemer.

Først atomvåben, så atomkraft, så kul og

klima – hvad er den røde tråd?

– Det, der fletter det sammen, er

spørgsmålet om, hvilken energipolitik

man vil føre. Den røde tråd har været

min bekymring for miljøet, og hvad der

kan ske med vores klode – måske lyder

det højtravende, men det er jo det, det

handler om. Vi kan godt indrette vores

samfund med energisystemer, som hverken

baserer sig på kul eller atomkraft. Og

det er det, vi skal. For det er det, der er

bedst for os, vores børn og børnebørn.

Men alligevel er det folkelige engagement

i klimadebatten jo nærmest ikkeeksisterende?

– Folk er i dag nok mere interesserede

i de nære ting, som fx patientforeninger

og hvad der sker i børnehaven. Indkalder

man fx til et folkeligt møde om klimadebatten,

så kommer der ikke særligt

mange mennesker. Det er ikke et emne,

folk prioriterer. Folk ved dog godt, at der

her er et problem, og mange forsøger

også at gøre noget i deres daglige hand-

linger. Men hvad skal de som enkeltpersoner

stille op med det globale problem,

spørger de sig selv. Vi skal jo have de

store u-lande og USA til at også forpligte

sig på de her områder, og det er jo ikke

noget Fru Andersen i Danmark kan få

dem til. Verdens miljøministre, herunder

Connie Hedegaard, har forstået problemets

alvor, men deres problem er at få

deres regeringskolleger og befolkningen

til at forstå, hvor alvorligt problemet er,

og hvor meget der skal til for at rette op

på det. Og det er meget vanskeligere end

at sige ja eller nej til atomkraft. Problemet

er meget mere omfattende, for det

handler i høj grad om vores livsstil i de

rige lande.

Har Bjørn Lomborg og hans synspunkter

ikke været et slag i bugen på den debat?

– Jo, bestemt. Desværre har han været

en mediedarling, fordi han har udtrykt

det, folk egentlig helst gerne vil høre. At

det hele nok skal gå, og at vi ikke behøver

bekymre os. Det har været

brandærgerligt, og fagligt set er det et

fuldstændig urimeligt synspunkt. Lomborg

har gjort verden en meget, meget

dårlig tjeneste. EU har vedtaget, at opvarmningen

i forhold til før industrialiseringen

skal holdes under 2 grader. Og

allerede nu er vi oppe på 0,8, og der er

lagt i kakkelovnen til, at vi kommer op

på 1,4 grader. Derfor SKAL der igangsættes

en kraftig reduktion af udslippene

af drivhusgasser inden for de næste 10-

20 år. Vi har været nede i en bølgedal.

Men jeg fornemmer, at vi i dag er forbi

Lomborg, og at der er en stigende forståelse

for problemerne i befolkningen –

især blandt de unge. Men det er svært at

etablere en folkelig rejsning. Jeg håber

dog, den kommer – det vil jeg arbejde

for. Den her kamp er langt sejere end

kampen mod atomkraft. Men jeg bliver

ved, til jeg ikke kan mere. Og så må jeg

håbe, at de yngre generationer vil tage

over

Har du tænkt over, at du måske kunne

have gjort mere nytte som embedsmand

frem for at være ansat i en bevægelse

som Greenpeace?

– Ja, det har jeg da. Men jeg er helt

overbevist om, at jeg kan få mere igennem

der, hvor jeg er nu. Jeg ville heller

ikke kunne holde ud at arbejde som embedsmand.

Jeg har enorm respekt for

dem, der bliver embedsmænd med en

miljømæssig holdning, og jeg ville ikke

kunne arbejde uden dem. Men det er

bare ikke mig. Min måde at tænke på og

mit temperament ville ikke kunne holde

til det.

Tænker du over din alder, du er jo langt

ældre end de andre Greenpeace-medarbejdere?

– Ja, heldigvis er de yngre end mig.

Men det meste af tiden tænker jeg ikke

på det. Når man brænder for en fælles

sag, så er alder ikke afgørende. Og mit

engagement er ikke gået ned. Jeg kan

ikke lade være med at gøre det her. Det

er en meget vigtig ting i mit liv at bruge

mig selv maksimalt, dér hvor jeg kan se,

at jeg kan gøre en forskel. Kunne jeg ikke

det, ville jeg holde op. Det interessante

er, at gider man sætte sig ind i sagerne,

så kan man fandeme gøre en forskel.

MILJØDANMARK NR. 3 JUNI 2006

27

More magazines by this user
Similar magazines