Læs side 22-27 i MiljøDanmark nr 3 2006

❙ PORTRÆT ❙ AF JENS VILSTRUP FOTO: RICKY MOLLOY ❙
22 MILJØDANMARK NR. 3 JUNI 2006
I klodens

tjeneste
I Greenpeace sidder en 63-årig kampagnemedarbejder ved navn Tarjei
Haaland. I 1960 – samme år som Connie Hedegaard blev født – deltog
han i den første march herhjemme mod atomvåben. Og lige siden har
han kæmpet for at gøre jorden til et bedre sted at være. En kamp, der i år
har resulteret i indstillingen til Nordisk Råds Natur- og Miljøpris.
”Tarjei Haaland er en ildsjæl, der med
klart og sikkert fokus har gjort en markant
forskel, når det gælder bevidstheden
om energibesparelser, udvikling af
vedvarende energiproduktion og en
målrettet indsats for at begrænse klimaændringerne.”
Sådan hedder det i indstillingen til
Nordisk Råds Natur- og Miljøpris, der
uddeles til en organisation, en virksomhed
eller en person, som har udvist et
særligt initiativ inden for natur- og
miljøbeskyttelse.
I år er temaet for prisen klimaforandring
og klimatilpasning, og uanset om
kampagnemedarbejderen i Greenpeace
med det underlige navn får prisen eller
ej, så hersker der ingen tvivl om, at der
et sted inden i hans korte, 63-årige krop
brænder en særlig flamme, der gennem
årtier har fået ham til at tage en lang
række initiativer på netop disse områder.
I sandaler med tykke sokker og en
smule febrilsk over, at hans person
skulle være genstand for opmærksomhed,
tager Tarjei Haaland imod på Greenpeaces
langtfra prangende kontor i en
baggård på fjerde sal i Bredgade i København.
Og selvom Tarjei Haalands rigtige
alder ingen steder er at læse i hans godt
nok gråhårede, men forholdsvis urynkede,
glatte ansigt, så er han dog tydeligt
meget ældre end resten af medarbejderne
MILJØDANMARK NR. 3 JUNI 2006
>
23

❙ PORTRÆT ❙ AF JENS VILSTRUP FOTO: RICKY MOLLOY ❙
på det danske Greenpeace-kontor, hvor
han har været ansat siden 1992. Hans
skrivebord midt i lokalet stikker også ud,
fuldkommen overdækket og rodet som
det er med papirer, pjecer og rapporter
fra et langt liv i det, han sikkert selv ville
kalde ’klodens tjeneste’.
”…de fik med spanskrøret, mens vi andre
kun fik lussinger. Det er noget af det
mest uretfærdige, jeg har oplevet.”
Allerede som teenager og ung mand var
han i slutningen af 1950’erne og i starten
af 1960’erne på barrikaderne i kampen
mod atomvåben, og han var en af de absolut
drivende kræfter bag Organisationen
til Oplysning om Atomkraft, OOA,
der i 1985 kunne fejre Danmarks endelige
nej til atomkraft. Atomkraft er Tarjei
Haaland stadig inderligt imod, men kampen
er i dag først og fremmest blevet afløst
af en omsorg for klodens klima. Den
består i en indædt modvilje mod brugen
af kul, mod de problematiske stigninger i
24 MILJØDANMARK NR. 3 JUNI 2006
CO2-udslippet og mod den globale opvarmning.
Med et aldrig svigtende engagement
har han gennem mere end 40 år markeret
sig i miljø- og klimadebatten, men hvem
er han egentlig dette lille energibundt
med den beskedne facon? Og hvad er
Tarjei Haaland nu for et navn?
– Det udtales HÅland. Der er mange,
der udtaler det forkert, og det er frygteligt
besværligt, når jeg fx skal bestille en
billet eller sådan noget. Navnet er norsk
og Tarjei er en telemarksversion af Terje.
Jeg er født i Norge under krigen, men da
den var slut, blev min norske far og min
danske mor skilt, og min mor tog mig
med til Danmark, hvor hun senere fandt
en anden mand, som blev en dejlig stedfar,
indtil de skiltes, da jeg var 13 år. Jeg
er fuldkommen pæredansk på trods af
mit navn, siger Tarjei Haaland, der boede
i Nærum i det meste af sin barndom. Her
gik han et par år på Nærumgårdsskolen,
og det var bestemt ’ikke nogen fornøjelse,”
som han siger:
– De børnehjemsbørn, der boede i
Nærum på det tidspunkt, og som gik på
skolen, de fik med spanskrøret, mens vi
andre kun fik lussinger. Det er noget af
det mest uretfærdige, jeg har oplevet.
” Vi var en lille gruppe, der startede, og
aviserne syntes, at sådan en march var
fuldstændig tåbelig. Information kaldte
os bl.a. ’barfodsgængere.’ ”
Hans mor flyttede ham hen på Bernadotteskolen,
og det var godt. Men så begyndte
han på Holte Gymnasium i 1959,
og her blev han kanøflet. Det blev man
bare, når man kom fra Bernadotteskolen.
Men det betød mindre, for Tarjei havde
allerede en sag at brænde for, da han gik
i 1.g. Moren var politisk engageret på
venstrefløjen, og i hjemmet kom der
mange mennesker, der ivrigt diskuterede
politik. Især var atomvåben og Den
Kolde Krig et varmt emne.
– Der havde på det tidspunkt været
nogle Aldermaston-marcher mod atom-

våben i England. Og min mors kusines
søn og jeg blev så enige om, at vi skulle
prøve at samle nogle skoleelever til
sådan en march. Så vi sendte et brev til
Niels Bohr, om han ikke ville modtage os
på sin balkon, når vi kom ind. Men han
sagde nej, og det var vi så skuffede over,
at vi opgav det. Men senere så startede de
voksne Nej til Atomvåben. Ud over en
anden, som allerede gik ud i 1.g, var jeg
den eneste på gymnasiet, der interesserede
mig for det her emne. Det optog mig,
fordi jeg var bange for at det kunne gå
galt. Simpelthen. Der måtte protesteres
imod atomvåben og de atmosfæriske
atomprøvesprængninger. Jeg talte om det
og begyndte at dele materiale ud. Men jeg
fik hurtigt besked om, at den slags ikke
hørte til på Holte Gymnasium, siger
Tarjei Haaland, der, mens han gik i 2.g,
var med på den første Nej til Atomvåbenmarch
i 1960 fra Holbæk til København.
– Vi var en lille gruppe, der startede,
og aviserne syntes, at sådan en march
var fuldstændig tåbelig. Information
kaldte os bl.a. ’barfodsgængere.’ Det var
absolut ikke velset. Men det blev det jo
ikke mindre interessant af, at man som
ung kunne være med til noget, som var
sådan lidt frækt og anderledes. Efterhånden
blev en stor del af min private
venne- og omgangskreds involveret i
marcherne. Min mor kom med, og min
onkel kørte lokumsvognen. Jeg var ikke
med til at arrangere marcherne som
sådan, men jeg var som aktivist med til,
at det logistisk kunne lade sig gøre, at
der blev ryddet op efter os og den slags.
”Det der med atomvåben var en del af
mig, det fulgte mig. Men jeg var ikke politisk
funderet på den måde, og jeg har aldrig
været medlem af noget parti.”
I midten af 60’erne opløstes bevægelsen,
da man fik et løfte om, at der ikke befandt
sig atomvåben på dansk grund.
Thule var der ingen, der dengang anede
noget om.
Tarjei Haaland gik ud af gymnasiet,
læste filosofikum og begyndte så på geologistudiet.
Det skyldtes en inspirerende
lærer i gymnasiet, men også hans norske
ophav.
– Hver sommer besøgte jeg som barn
min norske far på en lille ø syd for Bergen.
Og der var jo fjeld. Der var en gammel
tysk bog, som beskrev geologien i
området, og jeg syntes, det var spændende
at gå og finde det, der var på kortene.
For at tjene penge til studierne begyndte
han at privatundervise elever fra
Bernadotteskolen, hvor han senere blev
ansat som lærer – et job, der holdt ham
kørende helt ind til slutningen af 80’erne.
Tiden var glødende, ungdomsoprøret var
i fuld gang, og Tarjei Haaland var med i
demonstrationerne mod Vietnamkrigen.
Men supermarxisternes akademiske bragesnak
sagde ham ikke meget.
– Det der med atomvåben var en del af
mig, det fulgte mig. Men jeg var ikke politisk
funderet på den måde, og jeg har
aldrig været medlem af noget parti. Og
marxisternes sprog kunne jeg slet ikke
holde ud. For mig handlede det om at
gøre sig forståelig. Jeg var ikke til alle de
der fine ord og var heller ikke med i
selve studenteroprøret, men var efterfølgende
fagpolitisk aktiv. Så kom EF-afstemningen
i 1972 – den var jeg meget
engageret i som modstander. Og så blev
jeg igen upopulær, da jeg på studiet
hængte plakater op, der advarede imod,
at blev vi medlem af EF, så risikerede vi,
at man ville bryde uran på Grønland,
som kunne ende i atombomber. Det blev
taget meget ilde op, siger Tarjei Haaland,
der på sit studie også savnede en mere
miljøpolitisk vinkel på geologien. Derfor
var han en af drivkræfterne bag oprettelsen
af et kursus, der hed Miljøgeologi.
– I den forbindelse satte jeg mig ind i
atomkraftens affaldsproblematik. Og jeg
blev dybt chokeret over, at alle talte om
atomkraft, men ingen berørte affaldsproblemet,
som var fuldkommen uløst.
Der var en udbredt accept af fredelig udnyttelse
af a-kraft, også blandt Nej til
Atomvåben-folk. Men problemerne var
der slet ingen fokus på. Heller ikke i
medierne, fortæller Tarjei Haaland, der i
1973 hørte om en gruppe mennesker, der
havde lavet en studiekreds om atomkraft.
For mig er – og var – det enormt vigtigt,
at det faglige grundlag er i orden. Hvis
jeg ikke ved, at jeg har dokumentation
for det, jeg siger, så duer jeg ikke.
– Jeg bankede på, og det blev så til, at vi
var 12 mennesker – alle helt ubeskrevne
– der sammen startede OOA i begyndelsen
af 1974. Vi tog fat i debatten fra USA
og prøvede at føre den til Danmark. Op
gennem 60’erne var de danske elværker
ikke interesserede i at indføre a-kraft,
men efter den første oliekrise i 1973 blev
de meget varme på idéen. På det tidspunkt
kunne de indføre a-kraft blot ved
en underskrift fra undervisningsministeren,
fordi Risø hørte under dét ministerium.
Vi startede i OOA med blandt andet
at kræve, at det var Folketingets opgave
at beslutte, om Danmark skulle
have atomkraft eller ej. Og at befolkningen
skulle informeres om problemerne
og alternativerne. Alle partier undtagen
VS og alle myndigheder var for atomkraft,
så det var virkelig op ad bakke.
Hele vejen gennem systemet var der linet
op til, at vi skulle have atomkraft ligesom
i Sverige og USA, siger Tarjei Haaland,
der, dengang som nu, var optaget af
at have fagligheden i orden.
– Vi ville have de kritiske ting på bordet,
så man kunne få en fair diskussion.
Det har altid præget mig. Min indgangsvinkel
var affaldsproblematikken, og jeg
brugte mit naturvidenskabelige fundament.
For mig er – og var – det enormt
vigtigt, at det faglige grundlag er i orden.
Hvis jeg ikke ved, at jeg har dokumentation
for det, jeg siger, så duer jeg ikke. En
af grundene til, at det lykkedes for OOA,
var netop, at vi havde læst på lektien. Vi
blev hurtigt klar over, at skulle vi overbevise
et flertal i Folketinget, så skulle vi
vidensmæssigt matche både myndigheder
og politikere. Det lykkedes så endeligt
i 1985, da et flertal Folketinget sagde
nej til atomkraft i Danmark. Min opgave
i OOA var at være et slags energipolitisk
dyr. Og jeg lærte i de år, at timingen betyder
alt, at man skal være der, når politikerne
er klar til at lytte. Det har fulgt
mig lige siden. En vigtig del af mit arbejde
i Greenpeace er også at læse det >
MILJØDANMARK NR. 3 JUNI 2006
25

❙ PORTRÆT ❙ AF JENS VILSTRUP FOTO: RICKY MOLLOY ❙
politiske spil og finde ud af den rigtige
timing, siger Tarjei Haaland.
– Man kan sige meget dårligt om mig,
men magt har aldrig interesseret mig, og
jeg har været fuldstændig håbløs til at
gøre karriere.
OOA fortsatte trods succesen med at eksistere
indtil 2000. Og Tarjei Haaland
fortsatte med at knokle frivilligt og uden
løn. Arbejdet tog al hans tid, og først da
han var over 40, havde han overskud og
tid til at stifte familie. Han mødte den
kvinde, han i dag er gift og har børn
med, i forbindelse med en underskriftsindsamling
på Kultorvet. Og geologistudiet?
Ja, det fik han aldrig afsluttet. Godt
nok kørte han i 1990 nogle papkasser
med al sit OOA-arbejde ned til RUC og
fik ja til at skrive et afsluttende speciale.
To år senere afleverede han samme sted
en større udredning om drivhusgasudledningen
i Danmark, men fik ikke svar
26 MILJØDANMARK NR. 3 JUNI 2006
og fulgte det ikke op, da han lige var
startet i Greenpeace.
– Man kan sige meget dårligt om mig,
men magt har aldrig interesseret mig, og
jeg har været fuldstændig håbløs til at
gøre karriere. Det var dumt, at jeg ikke
blev færdig med mit studie, når jeg var
så tæt på. Men jeg kunne simpelthen
ikke slippe det politiske arbejde. Det var
her og nu, fandeme. Ellers risikerede vi
jo at få atomkraft.
Men projekt Nej til Atomkraft lykkedes
jo i 1985. Hvorfor fortsatte OOA med at
eksistere indtil år 2000?
– Fordi vi sagde: Nu har vi fået nej til
atomkraft, men det kan ikke nytte noget,
at vi skal have kul i stedet for. Det har
været min kæphest og min hjertesag lige
siden at prøve at påvirke den udvikling.
Jeg startede i 1992 som ozonlagsbeskytter
og klima-campaigner her i Greenpeace
og har arbejdet meget på at fremme
en afvikling af kulkraften. Og det var en
sejr, da det lykkedes at få den daværende
regering til sammen med de radikale og
SF at beslutte, at man ikke skulle bygge
nye kulfyrede værker i Danmark. Argumentet
var, at vi ikke kunne leve op til
vores klimamål med nye kulfyrede værker.
Og det er i dag stadig en de facto beslutning.
Men i Danmark bruger vi stadig
45 procent kul i elproduktionen – og ligger
i verdens top 5 med hensyn til kulimport
pr. indbygger. Så Danmark skal
ud af kulalderen, hvis vi skal kunne nå
vores klimamål.
OOA havde en stor folkelig opbakning.
Hvor er den henne i spørgsmålet om brugen
af kul?
– Atomkraftdebatten var et spørgsmål
om ja eller nej. Det var meget enkelt at
tage stilling til. Kuldebatten derimod er
ikke så nem og så skåret ud i pap, som
atomkraftdebatten var. Klimaet kom på
dagordenen i 1987 i forbindelse med udgivelsen
af Brundtland-rapporten. Ud

Nordisk Råds store Natur- og Miljøpris på 350.000 kroner uddeles i år for 12. gang. Bag indstillingen
af Tarjei Haaland står folketingsmedlemmerne Steen Gade, Anne Grete Holmsgaard, tidligere miljø- og
energiminister Svend Auken, tidligere energiminister Jens Bilgrav-Nielsen samt professor Peder Agger.
”Tarjei Haaland har siden 1992 arbejdet i Greenpeace med det samme skarpe fokus på at påvirke offentligheden
og det politiske system til at tage klimaproblemerne alvorligt og sørge for at ord bliver fulgt op
af handling. Altid med udgangspunkt i videnskabelige facts og sikker dokumentation. Initiativerne er omfattende
(…) I år kulminerende med et nordisk scenarium for reduktion af CO2-udslip i Norden på 67 procent
i 2030 – uden atomkraft,” hedder det blandt andet i indstillingen.
over at kullene er forurenende, er de jo
også de meste beskidte i forbindelse med
CO2-udslippet. Og det eneste positive
man kan sige om atomkraft, er, at der
ikke kommer CO2 ud af skorstenen. Et
argument atomindustrien bruger i dag.
Er det ikke også et meget godt argument?
– Joh, men atomkraft er forbundet med
så mange andre problemer, som gør den
uacceptabel. Eksempelvis et uløst affaldsproblem.
Og selv en markant udbygning
med atomkraft, som udelukkende
producerer el, vil kun give et helt marginalt
og meget dyrt bidrag til løsning af
vores klimaproblemer.
Først atomvåben, så atomkraft, så kul og
klima – hvad er den røde tråd?
– Det, der fletter det sammen, er
spørgsmålet om, hvilken energipolitik
man vil føre. Den røde tråd har været
min bekymring for miljøet, og hvad der
kan ske med vores klode – måske lyder
det højtravende, men det er jo det, det
handler om. Vi kan godt indrette vores
samfund med energisystemer, som hverken
baserer sig på kul eller atomkraft. Og
det er det, vi skal. For det er det, der er
bedst for os, vores børn og børnebørn.
Men alligevel er det folkelige engagement
i klimadebatten jo nærmest ikkeeksisterende?
– Folk er i dag nok mere interesserede
i de nære ting, som fx patientforeninger
og hvad der sker i børnehaven. Indkalder
man fx til et folkeligt møde om klimadebatten,
så kommer der ikke særligt
mange mennesker. Det er ikke et emne,
folk prioriterer. Folk ved dog godt, at der
her er et problem, og mange forsøger
også at gøre noget i deres daglige hand-
linger. Men hvad skal de som enkeltpersoner
stille op med det globale problem,
spørger de sig selv. Vi skal jo have de
store u-lande og USA til at også forpligte
sig på de her områder, og det er jo ikke
noget Fru Andersen i Danmark kan få
dem til. Verdens miljøministre, herunder
Connie Hedegaard, har forstået problemets
alvor, men deres problem er at få
deres regeringskolleger og befolkningen
til at forstå, hvor alvorligt problemet er,
og hvor meget der skal til for at rette op
på det. Og det er meget vanskeligere end
at sige ja eller nej til atomkraft. Problemet
er meget mere omfattende, for det
handler i høj grad om vores livsstil i de
rige lande.
Har Bjørn Lomborg og hans synspunkter
ikke været et slag i bugen på den debat?
– Jo, bestemt. Desværre har han været
en mediedarling, fordi han har udtrykt
det, folk egentlig helst gerne vil høre. At
det hele nok skal gå, og at vi ikke behøver
bekymre os. Det har været
brandærgerligt, og fagligt set er det et
fuldstændig urimeligt synspunkt. Lomborg
har gjort verden en meget, meget
dårlig tjeneste. EU har vedtaget, at opvarmningen
i forhold til før industrialiseringen
skal holdes under 2 grader. Og
allerede nu er vi oppe på 0,8, og der er
lagt i kakkelovnen til, at vi kommer op
på 1,4 grader. Derfor SKAL der igangsættes
en kraftig reduktion af udslippene
af drivhusgasser inden for de næste 10-
20 år. Vi har været nede i en bølgedal.
Men jeg fornemmer, at vi i dag er forbi
Lomborg, og at der er en stigende forståelse
for problemerne i befolkningen –
især blandt de unge. Men det er svært at
etablere en folkelig rejsning. Jeg håber
dog, den kommer – det vil jeg arbejde
for. Den her kamp er langt sejere end
kampen mod atomkraft. Men jeg bliver
ved, til jeg ikke kan mere. Og så må jeg
håbe, at de yngre generationer vil tage
over
Har du tænkt over, at du måske kunne
have gjort mere nytte som embedsmand
frem for at være ansat i en bevægelse
som Greenpeace?
– Ja, det har jeg da. Men jeg er helt
overbevist om, at jeg kan få mere igennem
der, hvor jeg er nu. Jeg ville heller
ikke kunne holde ud at arbejde som embedsmand.
Jeg har enorm respekt for
dem, der bliver embedsmænd med en
miljømæssig holdning, og jeg ville ikke
kunne arbejde uden dem. Men det er
bare ikke mig. Min måde at tænke på og
mit temperament ville ikke kunne holde
til det.
Tænker du over din alder, du er jo langt
ældre end de andre Greenpeace-medarbejdere?
– Ja, heldigvis er de yngre end mig.
Men det meste af tiden tænker jeg ikke
på det. Når man brænder for en fælles
sag, så er alder ikke afgørende. Og mit
engagement er ikke gået ned. Jeg kan
ikke lade være med at gøre det her. Det
er en meget vigtig ting i mit liv at bruge
mig selv maksimalt, dér hvor jeg kan se,
at jeg kan gøre en forskel. Kunne jeg ikke
det, ville jeg holde op. Det interessante
er, at gider man sætte sig ind i sagerne,
så kan man fandeme gøre en forskel.
MILJØDANMARK NR. 3 JUNI 2006
27